Lonesome rider [Matthew]

Det var virkelig blevet koldt i Andromeda. Vinteren havde for alvor taget fat i alt der levede her, både træer, bække og små spirer – for alt var dækket af et forholdsvis tykt lag sne, som havde til formål at få alle levende mekanismer til at gå i vinterhi. Den hvidskimlede Arion havde længe forholdt sig alene, ikke fordi han bevidst søgte ensomheden, men fordi han egentlig havde svært ved som sådan at finde selskab i dette land. Hver gang det lykkedes for den charmerende drengerøv, virkede det til at selskabet forsvandt igen, og ikke var til at finde på ny.

Arion kunne ikke lade være at tænke på, om alle i det her land var sky og holdt sig for sig selv. Om det mon bare var den hvidskimlede hingst der higede for meget efter selskaberne, i forhold til hvad de andre gjorde? Han slog et slag med den lange hvide hale, inden han prustede ud i den kolde luft, så små dampe formede sig som skyer, og forsvandt ud i den kolde luft. Han var ikke super nem at se i det hvide landskab, men det gjorde ham nu heller ikke noget. Den lange hvide og bølgede man, slog sig blødt ned af hans maskuline hals. Han stod helt stille, med sit store korpus, midt ude i det åbne område. Men der var stadig ingen at se. Arion bestemt sig dog for, at nu måtte det snart være nok. Han slog et forben ud i luften et par gange, mens han knejste sin nakke hårdt. Han slog hoven i jorden, så sneen let hvirvlede op..

Derefter rejste han sit hoved mere op, og udstødte et nyt vrinsk. Han havde vrinsket mange gange i løbet af de sidste dage, i et forsøg på at finde ud af om han var helt alene, fordi alle måske var søgt andetsteds hen, for at komme væk fra sneen og kulden – men hvor så? Vrinsket brød ud i stilheden, og hang der længe som var det et ekko.. Men der blev stille igen. De blå øjne søgte rundt om ham, opmærksomt og nærmest higende efter at se bare en eller anden form for liv!

Matt var i bevægelse. Sneen lå tungt over Enophis' åbne enge, men det satte ikke en stopper for den brunes fysiske udskejelser. Vinden var nærmest ikke tilstedeværende, men der lå en fornemmelse i ham som sagde, at det ikke ville vare ved. Stærke vinde var måske på vej, det var ikke usandsynligt at de om nogle timer ville hive og flå i de nærliggende skove, der trodsalt ville være det mest komfortable sted at opholde sig. Han brummede for sig selv mens hans taktfaste trav fortsatte, hans egen vægt værende en forhindring nu da jorden under ham var dækket af hvid sne.

Stilheden som kendetegnede vintermånederne havde for længst taget sit knusende greb om øen, kun fra hans hovslag og lavt hørlige åndedræt svingede bølger af lyd sig gennem luften. Lige indtil en fremmed, uforventet serie af svingninger nåede hans skarpe ører. I et tyk standsede den mørkebrune, og udstødte automatisk et hingstet fnys efter anstrengelserne; anstrengelser han som altid nød at udsætte sig selv for. Det var et vrinsk. Et utålmodigt et af slagsen. Matt rystede kraftigt med sin tykke, ravnsorte manke og sendte så selv et vrinsk afsted som skabtes helt nede på bunden af hans bryst, og mærkede nærmest fysisk hvordan lyden bølgede sig ud i omgivelserne med både kraft og fart.

Den anden var ikke langt væk. Lige i nærheden, hvis han ikke tog meget fejl.

Lonesome Rider
230 words

Den hvide hingst var efterhånden godt frustreret. Det var meget demotiverende, at der gang på gang aldrig kom noget svar. At han kun kunne høre sin egen stemme, sit vrinsk, der langsomt fadede ud i luften og blev overtaget af den dræbende stilhed. Var alle bare forsvundet fra jordens overflade? Var det her, den straf han skulle tage, for at havde fejlet i sit hjemland? For hvis det var, ville den hvide Arion langt hellere have været død, druknet, ligesom resten af flokken.. Det her, var ikke til at holde ud. Den hvide hingst slog sin ene forhov i jorden, gentagende gange, i en skrabende bevægelse. Til sidst brød han helt igennem sneen, og nåede ned til den frosne jord. Men han fortsatte irritabelt og frustreret sit skraberi, lige indtil han blev forstyrret af en lyd. Et vrinsk!

Arion stoppede omgående med at skrabe i jorden, og hev sit hoved i vejret. De hvide øre fløj rundt til alle sider og vinkler, for at lytte igen. Var der virkelig en anden der havde vrinsket? De blå øjne betragtede området omkring ham, og kort efter vrinsket, kunne den hvidskimlede hingst se ejermanden af vrinsket. En mørkebrun hingst, der var nem at se blandt den hvide snemasse der var på jorden og i trætoppene. Han var altså ikke alene! Arion kastede glædeligt med hovedet, og i ren og skræ begejstring løftede han sine forben fra jorden, og slog dem ud i luften, mens han af sine fulde lungers kraft sendte endnu et vrinsk i den fremmedes retning – for tænk nu hvis han ikke havde set hans hvide krop, i alt det hvide sne.

Matts kastanjebrune blik studerede nøje omgivelserne, mens hans bringe hævede og sænkede sig i lette bevægelser efter ridtet. Konkylien føltes kølig mod hans varme skind, den lyste endnu, hvilket var sværere at se i dagslys. Mere lyd. Flere bølger svingede gennem den tynde vinterluft, denne gang med kraftigere svingninger, mere begejstring end utålmodighed. Først nu fik han øje på den fremmede hingsts skikkelse, for det var skam tydeligt på stemmen, at det var en hingst. En kridhvid hingst som let faldt i med de snedækkede omgivelser. Den brune, mærket af marmorlyn, slog opstemt med sin ravnsorte hale og kastede kort med mulen inden han i et dansende spring satte af endnu en gang, nu med retning mod denne fremmede. Hans bevægelser var ganske smidige og effektive, nu da han allerede var godt og grundigt varmet op.

Det tog ikke længe at nærme sig ham. Den fremmedes duft nåede ham også snart, nåede hans let udspilede, fintfølende næseborer. Den hvide hingst så ud til at være bygget lidt lignende den brune selv, hvilket han vippede på ørerne af, for det skete ikke ofte. Interessant! Matt brummede hingstet, med energi kraft, idet han efterhånden havde tilbagelagt afstanden og nu kunne sætte tempoet ned i en fjedrende skridt de sidste meter. For det var vel selskab, han hungrede efter, denne hvide sjæl?

Lonesome Rider
219 words

Den hvidskimlede hingst havde ganske svært ved at håndtere sin egen begejstring over at han nu havde muligheden for selskab. Det var en hingst der kom ham i møde, med en dansende gang, som havde høj, dog kontrolleret fart. Hingsten havde en mørk brun farve, men rundt på hans krop var der mærkværdige aftegn. Det var ikke noget Arion før havde set. Og da de blå øjne fik studeret hingsten, som han kom nærmere og nærmere, bemærkede den hvide hingst også en konkylie der hang ned af den brunes bringe. Straks tænkte han på Illana, den gyldne hoppe, der havde et lyst til at hænge ned foran bringen også. Mon denne hingst også tilhørte de såkaldte Vogtere?

Den brune kom tættere og tættere, og til sidst skridtede han i Arions retning. Den hvidskimlede hingst satte selv frem i en lettere dansende skridt imod ham, for at mindske afstanden og dermed tiden. Da han var tæt nok, standsede han galant op, og brummede i nogle hingstede og dog venligt hilsende toner. Endelig var her liv!

,,Godaften”

Brummede han da med dybe og rolige toner. Han knejste sin nakken ganske let, og holdt sin galante og ranke holdning i det store korpus. Han var ikke dominerende af væremåde, men han var galant og ikke en type der var bange for selskab, eller krøb sammen i sin holdning. Det gjorde han simpelthen bare ikke. De blå øjne studerede hingsten, der bar lidt af de samme træk i kroppen, som Arion selv gjorde. Mon de var fra samme egn?

,,Mit navn er Arion”

Præsenterede han sig så, med et dybt nik.

Hingsten kom ham imøde. Så hvidt hans skind var. Det var ingen overraskelse at han faldt så meget i med sneen, der lå som et tungt tyst tæppe over hele landet. Eller nok ikke på Zenobia. Det var nu længe siden han havde været der, øen han egentlig havde en hvis tilknytning til nu, øen hvor denne magiske side af ham stammede. Var den virkelig en del af ham? Hans personlighed? Det var jo, objektivt set, blot en givet genstand, der nu havde taget bo i ham. Og som langsomt blev en forlængelse af ham selv, af hans sjæl som alt lyd ubemærket rakte sine tråde ud efter. Som søgte de efter ham, lydene. Ligenu - lyden af den fremmede hingsts dansende skridt, for Matt så, at han også kunne danse.

Snart fulgte en stemme, der passede sin skikkelse. Den mørkebrune vendte begge ører fremad og standsede selv op, med hovedet hævet som han fandt det passende, uden at udtrykke nogen krav på dominans over den anden som også stod rank. Arion.

"Godaften!"

Han slog en gang med sin ravnsorte hale, der i den grad stod i kontrast til snehingsten.

"Jeg er Matt. Du er ikke let at få øje på på afstand."

Lonesome Rider
203 words