Hunting hour [Fame]

Den sorte hingst vandrede gerne på må og få i landet. Han havde ikke ét bestemt sted han holdte sig mest, for den sorte sjælløse hingst vandrede hvor han havde lyst, præcis når han ville. Men det eneste sted, han altid vidste at han havde et skjul, eller den fornødne hjælp, var på øen Foehn, tæt op af Aljun flokkens område. For her vandrede andre sjæle sjældent, hvert fald ikke dem som ikke hørte til flokken. Her var der kun skyggebrødre og søstre at finde. Volontaire vippede kort rundt med sine sorte øre, inden han slog et voldsomt slag med den sorte og fyldige hale bag ham.

I hans sind, hvislede skyggerne til ham. De talte, hviskede og sladrede til hans sind. De ville hele tiden fortælle ham en masse, og aldrig var der ro i hans hoved – end ikke når han sov. Mange ville nok blive små bims i hovedet, over at der var en konstant hvislen i hovedet, mange ville nok endda bukke under for det. Men ikke den sjælløse hingst. Han ejede stadig sin egen fornuft, sit eget sind. Om end det var blevet formørket, mere og mere som tiden var gået. Han ville blive ædt op til sidst, det var han godt klar over – men kun hvis han ikke selv kæmpede imod.

Den sorte vandre gik afsted med tunge og dog elegante skridt. Han bar sit store korpus stolt afsted, for han havde intet at være flov over. Hans isblå pupilløse øjne stirrede tomt og udtryksløst fremad; her var stille. Stilhed før stormen, ville mange skygger nok mene. For alle kæmpede de for at nedlægge de andre, nedlægge vogtere og skravlene der også eksisterede. Han kendte skyggernes planer. Han vidste hvad de ønskede. Og Skyggebrødrene og søstrene var blot Herrens marionetdukker, der bevægede sig og talte, som Herren ønskede. Volontaire hævede sit hoved, og lod et indædt hvin bryde den tunge stilhed; et hvin der bød på truende toner, skræk, advarsel, men også frustration. Frustrationen kendte ingen andre til – udover ham selv, Volontaire, og ikke den skyggesjæl der også var i ham.

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds, 

‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals, and there, 

standing amidst all of this chaos, 

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations. 

She's the eye of the hurricane. "

Foehn ville nu engang altid være hendes hjem... siden den dag ville skyggeøen være stedet hun hørte til, men næppe gjorde de hende noget. Den rustfarvede var afklaret med asken, afklaret med den evigt ulmende vulkan og fandt selskab i de sjæle der også vandrede her. De var ikke mange, men få kunne man heller ikke sige. Et par stykker fandt et hjem på Foehn, og mange af dem tilhørte det Proelio hun i tiden havde valgt.
Hendes slanke krop vuggede let i takt med hendes skridt, idet hun roligt nærmede sig flokområdet. Hun havde været ude et stykke tid, hendes søgen efter Rasbell havde båret hende til Leventerra... snart måtte den askefødte tage sit valg, den rustfarvede Sirene vidste Fuyu eller skyggerne ville kræve hende snart.. Fame smilede vagt. Jah, snart ville Rasbell også falde til. Omend det ville kræve tilpasning, var den støvbrune født og opvokset her. Hun ville ikke skuffe hende når tiden kom.
I skumringen glødede den rustfarvede. Hendes øjne brændte med en ulmende gnist der kastede et flygtigt lys ud i det sorte. Skumringen var hendes tid. Grænsen imellem dagen og natten bragte mystikken som hoppen altid havde levet i. Omkring hende - lullet frem af hoppens humør steg en begejstret hvisken der efter en rum tid blev til en sang. En nynnen af dem men med ophav fra skyggehoppens mørke hjerte. Hun, dem, de fyldte tomrummet omkring dem, førhen en indædt hvin knækkede symfonien.

Den rustfarvede stoppede. Hvad kunne frembringe denne.. lyd? En nysgerrighed bad hende opsøge den, den selvsamme nysgerrighed der altid havde bragt hende i problemer - nysgerrigheden der ikke kunne tilfredsstilles let.

Over engene gik hun, førhen en skikkelse trådte frem imod øens sorte område. Glødende og blå... Fame vidste ikke hvem han var, men en svag genkendelse ringede dog igennem hende. En hilsen, et savn. I lyset af solens svage stråler stod den rustfarvede førhen hun med et lurende smil rakte ud. Skyggehoppens mørke - sorte skygger med et glimt af dybrød gled over landet i begejstret hvisken imod deres brødre og søstre. For nok kendte Fame ikke Volontaire, men skyggerne de begge delte kendte hinanden. Og de hilste dem - både Volentaire og hans skygger med deres milde men dog tillokkende toner.

Mood

Word count: 373

Den sorte hingst stod helt stille. Ikke én eneste muskel rørte sig i hans krop. For nogle lignede han nok nærmest en statue, men han trak dog vejret, ganske stille. Han var i sig selv, gået ind i sin egen krop med sit sind. Han hadede når det skete, men kun der, kunne han finde en lille smule ro, bare i et par sekunder. Men bedst som han stod der, urokkelig som en statue, stødt og stolt, blev hans skygger opmærksomme på en anden eksistens. De hvislede derfor til Volontaire, fortalte ham, at en søster havde set ham. De advarede ham ikke, men fortalte det blot. For der var ikke noget at advare ham – hun var ikke en fjende for ham. Hun var familie.

Volontaire rejste sit hoved, og lod de pupilløse isblå øjne, glide frem ud i horisonten. Og dér, der kom en skyggesøster gående. En rustfarvet hoppe, der ejede rødglødende øjne. Hun var ikke til at tage fejl af, ligesom han ikke var. Alle der kunne se disse to sjæle, ville nok aldrig være i tvivl om hvem, eller hvad de var. For de var en del af skyggefællesskabet – og de var mærket på udseendet af dette. Hendes skygger strakte sig langt, og det samme gjorde den sorte sjælløses hingsts skygger. De ramte hinanden, hilste, kærtegnede hinanden, talte. Men langsomt trak skyggerne sig tilbage til deres ejermænd.

,,Vær hilset, skyggesøster”

Stemme var ru og hæs, den var bestemt ikke rar for nogen. Men overfor søsteren, var den ikke faretruende eller advarende. Den var i stedet mere eller mindre imødekommende, hvis man da kunne kalde den for det. Hans isblå øjne hvilede på hende, tomt og udtryksløst. Han kendte ikke denne søster, hun måtte være ny. Selv har han ikke en ny skyggehingst mere – og det kunne han bestemt godt mærke i sit sind. Skyggerne smøg sig tilfreds op og ned af hans ben, hvislede søde beskeder til Volontaire – for de elskede at være her. Elskede at han var i Aljun og nu med en søster.

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds, ‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals, 

and there, 

standing amidst all of this chaos, 

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations. 

She's the eye of the hurricane. "

Den sorte stod stille. Ingen bevægelser kom fra ham med det samme, men som skyggerne nærmede sig syntes han pludselig at vågne. Hans hoved gled op, hans øjne opad som havde nogle hvisket i hans ører at hun var der, hvilket ikke ville have været mærkeligt. For mørke skygger rejste sig fra ham. Og ligesom med Fame selv, gled de nærmere i en kærlig hilsen, en genforening mod hinanden.
Fame følte deres glæde, hun tog delvist del i den. Deres savn til øen havde været større end ventet, og som de legesygt gled over hinanden følte hun hvordan hoppens karakteristiske smil trak i den mørke mundvig. Åhh jah, selskab havde aldrig været noget hun skyede, og slet ikke når selskabet glædede hendes følge af mørke. Et smil af den delte følelse de begge bar, og den rustfarvede gik langsomt ham nærmere.

Hoppens hvidlige man gled i sirlige krøller over hendes hals idet hun kort strakte hovedet tættere på ham. De sorte næsebor vibrerede svagt og færten af ham tog lugten af svovl. Han var læder, han duftede af fyrtræ og dets skove.. noget man ikke ventede når hingstens tomme øjne hvilede på en. Og den røde mødte de øjne.. kontrast i både farve og indhold.
Fame var livlig. Ulmende af energi, altid varm og nær. Hendes blik var bydende hendes øjne dybe og med et genskær af rød efter skyggernes indtag. De holdt på hemmeligheder og løfter, hvoraf ingen af dem vedrørte den sorte hingst, ikke endnu. Men hans var tomme og udtryksløse - kold som den frost der dækkede landet uden for Foehn. Hun så blot på ham, betragtede tavst hans maske af mørke, førhen hendes stemme klingede.

"Skyggebroder.."
Nikkede hun kort og slap ham da for at betragte de skygger der kærligt smøg sig om hans ben. Synlige skygger... ligesom den hvide Fuyu. Hoppens egne holdt sig i ro, bevægede sig sjældent uden for de roser de var bundet til. Om det var hans styrke hun manglede eller hendes stadig fremmedhed over for dem var dog ikke vidst.

"Dit navn er..."
Hoppens melodiske stemme stoppede og ørene gled lyttende tilbage. De var her, de emmede fra hoppens bringe og listede op imod hendes ører.

Volontaire...

Word count: 204