Protectors and Pretenders - Tsavani

---

"Aha. Så din såkaldte Herre har altså bestemt, at du må gå her på Foehn og bestemme, hvem der må være her eller ej? Sludder!"

Hun så hårdt på hoppen. Ja, hun var faktisk stadig ikke ude på at provokere, men hun var simpelthen nødt til at svare igen på det dér nonsens. Det var det største bullshit, hun nogensinde havde hørt - og hun var ærlig talt ved at være lidt træt af, at den sorte satan ikke bare kunne lade hende passere i fred og fordragelighed!
Hun lyttede til hoppens ord om sin datter og sendte hende et undrende blik. Nu raplede det da helt for hende... Måske var hun ikke føllets rigtige mor, men blot en slags plejemor? Uanset hvad gav det i hvert fald ikke meget mening i Tsavanis hoved, så med fortsat undren i blikket tippede hun let hovedet på skrå.

"Det forstår jeg altså ikke... Hvordan kan hun være født i Teylar, når du befinder dig her?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

"Dette er hans hjem. Her kan han, vi være i fred for lyset. Andre ønsker ikke ham, os i deres hjem, så hvorfor skulle andre have lov til at befinde sig i vores?"

Ganske vidst kom der da også noget solskin til Foehn, men den var alligevel mere mørklagt end de andre øer. Lige med undtagelse af Chibale, der var dækket med træer, og derfor også bar en tilpas mørke. Men den ø var også inficeret med lysets tilhængere. Hun havde set mange af dem der. Der var stadig noget halvsnerrende over ordene, ikke fordi hun som sådan havde rettet dem direkte mod hoppen, men i stedet lysets tilhængere og andre generelt.

"Teylar var mit hjem. Selvom der ikke var meget hjem over det."

Ava havde været alene, selvom hun havde været en del af Teylar. Hendes datter befandt sig der, hendes mage, bror, moderens søster og hendes nevø. Men hun havde alligevel været alene. Vogterne, beskytterne, havde haft mere travlt med at fremvise deres nipsting end at hjælpe hende da hun havde brug for deres hjælp. Det var ikke så sært Ava var blevet en bitter hoppe, men ofte blev hun dømt på hendes bitterhed uden folk kendte grunden bag den.

"Nu vokser min datter op iblandt dem der hader mig og min slags. Hun har ikke andet valg end at lytte til dem. Hun vil aldrig være i stand til at træffe hendes egne valg, hvis ikke hun kender til begge sider."

---

"Jeg forstår godt, at I ikke ønsker besøg af Lyset eller Vogterne, men hvorfor skal det gå ud over alle os almindelige heste? Jeg har ikke i sinde hverken at skade jer eller jage jer væk fra de andre øer... Så hvorfor i alverden skulle jeg ikke have lov til at besøge Foehn på lige fod med de andre øer?"

Den sorte fortalte nu, at hun før havde boet i Teylar, og det kom godt nok mere end bag på Tsavani! Hvordan kunne det være muligt at nære så stort et had til Vogterne og Lyset, når man selv havde været en del af det og mærket deres varme og kærlighed? Nu mistede hun blot endnu mere respekt for den sorte...
Hun lyttede da til hoppens ord om sin datter og kunne til dels godt forstå hende. Der var dog stadig en ting, der ikke rigtigt gav mening i hendes hoved...

"Hvorfor tog du ikke bare din datter med til Foehn?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

"Hvis du vandrer her....... Varer det ikke længe før alle andre også begiver sig herhen. Dette er vores sted. Her kan vi være i fred. I har så meget andet plads, hvor min slags ikke kan befinde sig uden at blive dømt onde eller hadet. Og for hvad? Fordi vi tror på noget andet? Fordi vi har et andet mål? Vil du vandre frit rundt her, bør du slutte dig til os, men det er op til herren at beslutte om han kan bruge dig eller ej"

Hvis bare få fik lov til at vandre frit rundt, ville det jo ikke var længe før andre fandt ud af man faktisk sagtens kunne bevæge sig rundt på Foehn. Skyggerne ville komme til at fremstå som svage og så ville det heller ikke vare længe før vogterne kunne beslutte sig for at slå til. Det ville uden tvivl kun bringe krig tættere på. Ava ønskede ikke krig, men hun ville gøre hvad som helst for at nå hendes, deres, brødrene og søstrenes mål, uden at starte krig, hvis det var muligt.

"Hendes far er i flokken og bryder sig ikke ligefrem om min slags. Ville du tillade en at tage din søn eller datter, hvis du havde en, med dig til et sted du ikke bryder dig om iblandt væsner du hader? Det tror jeg ikke"

Ava gav et fnys fra sig. En ting var i hvert fald helt sikkert. Hvis ikke hun selv fik noget ud af det, ville hun ikke tillade den anden hoppe at invadere hendes hjem. Hun ville langt hellere tage kampen op, end virke svag ved bare at sige "lad gå".

---

Tsavani så en anelse uforstående på den sorte. Var det virkelig sandt, at hendes slags ikke var velkomne i resten af Andromeda? Det var nu altså ikke det indtryk, hun havde fået... Hun tippede let hovedet på skrå. "Tilgiv mig så, men jeg var ikke klar over, at din slags ikke var velkomne på de andre øer. Jeg har før mødt Skyggeheste andre steder i Andromeda, og det har aldrig virket til at være et problem."
Hun kneb let øjnene sammen. "Jeg forstår det bare stadig ikke... Hvorfor kan heste som du og jeg ikke færdes, hvor vi ønsker, og så overlade krigen til det rigtige Lys og Mørke? Det er ikke fair, at den her strid skal gå ud over alle os andre. Vi har ikke bedt om krig..."

Hun lyttede da til hoppens forklaring om hendes datter og så på hende med et blik, der på én og samme tid udstrålede både hårdhed og blidhed. "Nej, det ville jeg naturligvis ikke. Men som mor til føllet ville jeg nu alligevel holde på min ret til at tage det føl med hen, hvor jeg ønskede det, uden at faren skulle have noget at have sagt."
Hun så seriøst på hoppen. Hun mente skam hvert et ord. Selvom man var to til at skabe et føl, så var det Tsavanis klare holdning, at det var hoppen, der havde det største ejerskab over føllet. For nok kunne fædrene også holde meget af deres afkom, men det var trods alt moren, der havde båret rundt på det i næsten et helt år og udholdt den lange, pinefulde fødsel.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

"Nogen vil måske mene vi kan rende frit rundt. Det er en illusion. Min slags er ikke velsete. Jeg kan ikke færdes i samme område som min datter. Lyset fulgte to fra flokken på Leventra til mit hjem. De bragte lyset med sig. De udsatte mig for fare i mit eget hjem. Virker det forkert at jeg vil beskytte det? Måske er du ikke vogter, men du er heller ikke en af os."

Selvfølgelig havde hendes slags også vandret rundt på andre øer, men aldrig tæt på Teylar. Kom man for tæt på kunne man også regne med at blive mødt af en flok vogtere der ønskede en væk. Hun var selv blevet forvist og vidste hun ikke havde mulighed for at komme tilbage, men det forhindrede ikke andre i at komme for tæt på hendes hjem.

"Jeg ville give dig ret. Det ville være meget bedre at lade lyset og mørket bekæmpe hinanden, men lyset har spærret mørket inde. Mørket skal slippes fri. Uden mørke i Andromeda vil der ingen balance være. Vi hjælper til for at slippe ham fri, og i takt med vi vokser i antal, rekruterer lyset vogtere. Beskyttere som skal passe på Andromeda, men de beskytter ingen. De beskytter ikke min slags. De kunne ikke beskytte mig da jeg var som dig, og jeg vil ikke lade dem stå for beskyttelsen af min datter heller. Kan du hjælpe mig, vil jeg ikke stå i vejen for dig her. Noget for noget. Men det bliver på eget ansvar"

Ava var ikke ond. Hun var ikke ondskabsfuld. Hun ville ikke skade folk bare for morskaben, men hun ville heller aldrig holde sig tilbage hvis der var nogen der sagde hende imod eller så ned på hende. Hun ville gøre alt hvad der stod i hendes magt for at beskytte hendes hjem, hendes brødre, hendes søstre, hendes Herre og hende selv.

---

Hun lyttede til hoppens ord og følte, at hun forstod hende en lille smule bedre nu. Hvis Lyset og to af dets tilhængere rent faktisk var fulgt efter Ava og havde angrebet hende i sit eget hjem, så var det selvfølgelig helt fair, at hun havde forsøgt at beskytte sig selv, og nu nærede et stort had til Lyset, Vogterne og Teylar - og åbenbart også alle andre. Der var dog nogle ting, hun stadig ikke helt forstod, og derfor sendte hun hoppen et forstående, men spørgende blik.

"Men er det ikke kun Teylar, I bliver jaget væk fra? Resten af øen kan I vel frit færdes på? Og sådan burde det også være her... Det er helt fair, at I ikke vil have os i nærheden af jeres flok - men resten af øen burde altså være åben for alle, nøjagtig lige som på de andre øer.
Og det gør mig ondt at høre, at de fulgte efter dig og angreb dig i dit eget hjem. Men I har vel givet Lyset en grund til at ville skade jer, har I ikke? Eller er I virkelig så uskyldige, som du får jer til at lyde?"

Hun vidste godt, at hendes ord nok ville blive opfattet som provokerende for den sorte hoppe, men hun ønskede rent faktisk at blive klogere og prøve at forstå - hun kunne bare ikke få sig selv til at være enig i, at Lyset var ondt, og at ingen andre end Skyggerne måtte færdes på Foehn.
Hun lyttede nu til hoppens næste ord, der rent faktisk kom meget bag på hende. Var det rent faktisk muligt, at de to rapkæftede tøser var enige i noget? Hun var ikke klar over, at Lyset havde spærret Mørket inde, men nu forstod hun da bedre, hvorfor hoppen og hendes flok hadede Lyset så meget - det ville hun nok også gøre, hvis det havde været hendes hersker, der var blevet taget til fange. Hun kunne dog alligevel ikke få sig selv til at se Lyset som ondt - men nysgerrig var hun da, og derfor valgte hun at spørge ind for rent faktisk at blive klogere og prøve at forstå det fra hoppens vinkel.

"Men mon ikke Lyset har haft en god grund til at spærre Mørket inde? Jeg mener, lad os bare sige, at vi alle sammen hjalp hinanden med at befrie Mørket... Hvad ville der så ske med Lyset?
Og hvad er det, du ønsker min hjælp til?"

Hun lagde spørgende hovedet på skrå. Hun var bestemt ikke afvisende overfor at hjælpe den sorte, hvis der var noget, hun kunne gøre. Selvom hun havde hadet hoppen som pesten, havde hun faktisk været glad for deres snak, som hun følte havde ført hende tættere på den sorte hoppe og givet hende en bedre forståelse for, hvorfor hun var så hadefuld, som hun var. Derfor ville hun hellere end gerne hjælpe den sorte, såfremt det var noget, hun kunne stå inde for selvfølgelig - og derfor kunne hun ikke bare sige ja til tilbuddet, før hun havde fundet ud af, præcis hvad det var, den sorte ønskede hendes hjælp til.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

"Jeg forventer ikke du forstår det. Det er meget større end de fleste kan overkomme at forstå. Vi er koblet sammen.. Mine brødre, mine søstre, mig selv. Vi er en og vi er mange. Vi er med Herren og Herren har ladet os se sandheden. Vores sandhed. Han har åbnet mine, vores øjne. Hvorfor kun forvise os fra Teylar? Det vi skal bruge er noget vogterne bærer. De befinder sig over det hele. De vil ikke lade os tage det. De vil ikke give det til os. De forstår det ikke. Vores herre er spærret inde, så de må gå her, men lyset kommer efter os alle vegne...... Også her...."

Avas krop var iskold. Der løb intet blod rundt i hendes årer, som hos de fleste andre i Andromeda. Hun kunne sagtens bevæge sig rundt i Andromeda, men hun var svag. Alt for svag når solen stod højest på himlen. Lyset havde nær brændt skyggerne ud af hende, og dermed taget hendes liv. Lyset herskede allerede over landets andre fire øer, men Foehn lå hen i mørke. Ikke på en sådan måde der konstant var kulsort, men der var ikke lige så meget lys og dermed ikke lige så meget grønt. Der var nok til hende, hendes brødre og hendes søstre kunne finde føde, hvis de ikke havde mulighed for at tage andre steder hen. Nogle af dem havde måske også stadig mulighed for at vandre rundt uden at føle solens brændende stråler prøve på at stikke sig vej ned gennem pelsen.

"Lyset har spærret mørket inde. Det er vi ikke tilfredse med. Mørket, Herren, har brug for os - Har brug for vores hjælp. Vi skal bruge de nipsting lyset skænker vogterne for at slippe Herren fri. Alt kræver balance. Lys - mørke, kulde - varme, liv - død. Vis livet spærrede døden inde ville alle leve for evigt. Flere ville komme til men ingen ville komme herfra. Dette ville resultere i mangel på mad, sult og elendighed. Ingen ville dø af sult, for døden var her ikke. Lys kan ikke eksistere uden mørke, men lyset har spærret mørket inde. Vi ønsker et bedre Andromeda. Herren har vist os det. Herren vil give os det, men lyset vil ikke. De sætter os op som fjenden."

Tonen var rolig. Der hvilede alligevel en smule utilfredshed i stemmen, men ikke rettet mod hoppen - den var rettet mod lyset og dets tilhængere. Lyset havde allerede taget et familiemedlem til en af hendes søstre. Hvordan kunne andre ikke se det? De var mindst lige så hjernevasket til ikke at ville se det.

"Bring min datter til Chibale, og jeg vil lade dig passere"

#4 | Tag: Tsavani

---

Hun lyttede til hoppens ord og prøvede virkelig at forstå, men i hendes ører lød det bare som en total omgang hjernevaskelse, hende og hendes folk blev udsat for. Hun havde været splittet mellem Lyset og Mørket før i tiden, men hun blev mere og mere sikker på, at Mørket blot forsøgte at snyde sine folk til at tro, at det ville være bedst at redde ham - for så blot at bedrage dem og skabe død og ødelæggelse over både dem og resten af Andromeda bagefter.

"Men er det ikke meget naturligt, at Vogterne forsøger at holde jer væk fra dem, hvis I er ude på at stjæle deres ting? Jeg er sikker på, at ingen ville have noget imod jer, hvis I blot vandrede omkring og passede jer selv - men ved at forsøge at stjæle er i vel selv ude om, hvis Vogterne ikke bryder sig om jer?"

Hun lyttede til hoppens næste ord og nikkede let. Hun kunne godt se meningen med det, når hoppen stillede det op på denne måde - altså, at hverken Lyset eller Mørket kunne eksistere uden hinanden. Men alligevel havde hun sine tvivl... Hun kunne simpelthen ikke forestille sig, at Lyset ville spærre Mørket inde, hvis ikke der var en god grund til det.

"Men hvordan kan I være så sikre på, at jeres herre taler sandt? Er der ikke en risiko for, at han blot udnytter jer for at kunne komme fri? Hvad nu hvis han slipper fri og spærrer Lyset inde selv? Så er vi jo ligevidt med hensyn til, at Lys og Mørke ikke kan eksistere uden hinanden... Og jeg må da ærligt indrømme, at jeg ikke bryder mig om tanken om et helt mørkt Andromeda, hvor det eneste, der hersker er kaos og ødelæggelse, og hvor intet kan gro, og vi alle vil lide af hungersnød..."

Hun bemærkede, hvordan den sortes tonefald var blevet mere roligt, og det glædede hende. Det var dejligt, at de rent faktisk kunne diskutere på et fornuftigt og konstruktiv plan nu, i stedet for blot at stå og råbe og true hinanden.
Hoppen besvarede nu hendes spørgsmål med, at hun skulle bringe hendes datter til Chibale, og så ville hun lade hende vandre frit rundt på Foehn. Tsavani tænkte lidt... Var det overhovedet det værd at få lov til at færdes på den her gudsforladte, kedelige ø? Nej. Men derfor ville hun selvfølgelig gerne hjælpe hoppen med at få sin datter igen, såfremt det kunne lade sig gøre - ikke for at holde på sin ret til at gå her, men simpelthen bare af et godt hjerte.

"Nuvel. Jeg vil gerne rejse til Teylar og tage en snak med dem. Men jeg vil ikke stjæle din datter, så jeg kan ikke love dig noget - men såfremt de går med til at aflevere hende frivilligt, lover jeg at bringe hende til Chibale.
Men så må jeg først vide... Hvad er dit og din datters navn?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

"Det er ikke deres ting. Det er himlen.... Årstiderne.... Vejret... At sige de ejer dem er som at sige lyset ejer Andromeda. Lyset ejer intet. Andromeda er fælles, men lyset vil holde os fra det. Lyset stjal det fra Andromeda, og vi skal have det tilbage. Vogterne bryder sig ikke om os fordi de ikke ved bedre. De er blevet givet en stjålet ting, men de stoler blindt på lyset. De ved ikke bedre"

Stjernerne, skyerne, årstiderne, lyset - ikke det store lys, men det lille. Det tilhørte ingen. Det tilhørte Andromeda. Lyset havde taget de ting, og Ava og hendes brødre og søstre, måtte have det tilbage for at befri Alduin.

"Hvordan kan du være sikker på lyset gør? Ville du stille de samme spørgsmål, hvis rollerne havde været byttet rundt? Hvem siger lyset skal spærres inde? Hvem siger her kommer til at herske mere kaos og ødelæggelse end der allerede gør?"

Der kunne stilles mange flere spørgsmål. Men egentlig havde de fleste nok tendens til at sætte skyggerne op som de onde. De vidste jo bare ikke bedre. Det var ikke første gang hun havde hørt den slags vrangforestillinger, for det de vidste kom oftest fra andres muler, som havde hørt det fra andre muler. Meget få havde hørt det skyggerne selv. Nogle kom godt nok galt afsted når de mødtes med skyggerne, men det var også gældende i hendes tilfælde da lyset dukkede op, men det betød jo ikke landet ville ligge hen i kaos, ødelæggelse og hungersnød.

"Du behøver ikke mit navn. Du kan ikke stjæle min datter. Hun er ikke et føl længere. Desuden kan det nok bedre betragtes som et bytte eftersom de tog en af vores unge. Men alt hvad du behøver bekymre dig om, er at få min Nymphadora til Chibale."

#10 | Tag: Tsavani

---

"Det har du naturligvis ret i, men jeg tænker, at der da må være en grund til, at Lyset føler det nødvendigt at beskytte disse ting? Jeg mener, hvis jeres hersker ikke ville være en trussel for Andromeda, ville han vel ikke være spærret inde den dag i dag?"

Hoppens næste ord gav Tsavani lidt at tænke over. For når hoppen sagde det på den måde, kunne hun selvfølgelig godt set det fra hendes side af... For ja, hvad hvis rollerne havde været byttet rundt? Så havde hun selvfølgelig ikke fundet det retfærdigt, at Lyset var blevet spærret inde... Det var et stort dilemma, syntes hun - for jo mere hun talte med denne skyggehoppe, jo mere kunne hun se det fra begge sider og blev mere og mere i tvivl om, hvad der mon var det rigtige.

"Men så gør os klogere, Skygge. Hvad vil jeres hersker gøre med Lyset og Andromeda, hvis han slipper ud?"

Hun lyttede til hoppens næste ord og tøvede lidt. Hendes datter var ikke et føl længere... Men hvis hun ikke var det, så var hun vel også fri til at gå fra Teylar, hvis hun ønskede at finde sin mor? Tsavani kunne ikke rigtigt finde hoved og hale i alt det her, men hun havde lovet den sorte at give det et forsøg, så det havde hun tænkt sig at gøre...

"Nuvel. Nymphadora. Modtaget! Jeg lover at gøre mit bedste for at bringe hende til Chibale, næste gang jeg er på de kanter."

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

[37]

Ava rystede på hovedet. Tsavani havde så mange spørgsmål, og den lille hovedrysten var på en måde et svar til dem alle. Hun havde ikke mere at fortælle hoppen om Herren, og det hele af en simpel grund. Ava forstod godt der var så mange spørgsmål, for hun havde selv været der engang. Dengang hun selv havde været uviddende. Før hun havde set sandheden.

"Jeg kan ikke svare på dine spørgsmål når du ikke er åben for mulighederne. Hvis du vil have svarene serveret på en måde du kan forstå dem, må du se Herren. Jeg kan tage dig med til ham, hvis du ønsker det?"

Selvom Ava var en snedig hoppe, var det ikke altid noget man kunne se. Stemmen var lokkende, men mere på en overtalende måde end lusket. Hun behøvede vel ikke sige det var på toppen af vulkanen. Hun behøvede vel heller ikke sige hun havde tænkt sig at ofre hende til Alduin i stedet. Der var trods alt ikke ret meget andet at komme efter. Hun var lyselsker og det lod ikke til at kunne ændres.

"Hah! Og jeg skulle tro på det? Det er ikke mere anderledes end hvad alle andre har sagt, og der er ingen der er dukket op endnu. Ikke en eneste. I er alle det samme..... Ikke til at stole på. Jeg ville aldrig lade mit liv være i jeres varetægt...."

---

Den sorte rystede bare på hovedet, som om hun ikke havde tænkt sig at svare på Tsavanis spørgsmål. Og ganske rigtigt meldte hun da også ud, at hun ikke ville svare på spørgsmålene, så længe Tsavani ikke var åben for mulighederne. Tsavani lagde surt ørerne tilbage. Hvad vidste den sorte om dét?? Hun syntes da selv, at hun var mere end åben for at prøve at forstå den sorte og hendes broderskab! Den sorte sagde nu, at hun måtte se Herren, hvis hun ville have svar - og at hun kunne tage hende med til ham, hvis hun ønskede det. Tsavani vippede let med ørerne og tænkte sig godt om. Hun havde jo altid haft et ønske om at møde den mørke Herre, simpelthen for at finde ud af, hvad det var, hun gik ind til, hvis hun endte med at sige ja til Sicarius og gå Skyggevejen... Men der var noget i den sortes lokkende stemme, der fik hende til at tvivle. Den sorte brød sig tydeligvis ikke om hende, så hvorfor ville hun bare føre hende med til sin hersker på den måde?? Der måtte være en bagtanke... Hun klemte let øjnene sammen og så på hoppen med et granskende, som prøvede hun at se igennem hendes sjæl.

"Hvordan kan jeg vide, at jeg kan stole på dig? Hvordan kan jeg være sikker på, at der ikke sker mig noget, når jeg møder jeres herre? Ingen af jer virker til at være de mest snakkesalige typer, så hvorfor skulle jeres herre ønske at snakke med sådan en som mig?"

Den sortes næste ord fik atter vreden til at blusse frem i hende. Hvis det var sådan en indstilling, hun havde på forhånd, ja så havde man sgu da ikke lyst til at hjælpe hende... Hun lagde atter ørerne i nakken og snerrede vredt af hende. Hun var ærlig talt ved at være godt træt af at være i selskab med denne hoppe! Magen til sur mokke skulle man altså lede længe efter...

"Vil du have min hjælp eller ej?? Hvis det dér er den attitude, du har foran andre, så er det sgu da klart, at der ikke er nogen, der vil hjælpe dig..."

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

[78]

"Hvordan kan jeg stole på du rent faktisk henter min datter? Jeg går ud fra du bliver nødt til at stole på mig, hvis jeg skal stole på dig"

Det måtte jo gå begge veje. Men der var selvfølgelig ingen der sagde det var nogen god idé at stole på hinanden. En ting var sikkert........ det var ikke altid en god idé at stole på Ava, men man fandt jo aldrig ud af det med mindre man turde gøre det til at starte med. Indtil andet var modbevist var hun jo en man kunne stole på, med mindre andre blev ved med at påstå andet, men der var ikke andre end de to til stede.

"Jeg stoler ikke på din hjælp før jeg ser Nymfen rent faktisk står på Chibale. At du vil bringe hende når du igen er "på disse kanter" er ikke ensbetydende med du rent faktisk vil gøre det. Det er ikke andet end et tvetydigt svar..... Du vil hjælpe, men det er jo ikke sikkert du nogensinde kommer hen på "disse kanter". Hvis jeg vil tage imod din hjælp og lade dig vandre rundt her - på eget ansvar vel og mærke - kræver det hun med sikkerhed kommer til Chibale, og gerne så hurtigt som muligt."

Hun havde før fået tvetydige svar og det havde resulteret i hun endnu ikke havde set så meget som skyggen af hendes Nymfe - og det var endda uden den attitude Tsavani tydeligvis mente hun havde.

---

"Tja, der er jo ingen af os, der rent faktisk kan stole på hinanden, før vi har bevist det overfor hinanden..."

Én ting var i hvert fald sikkert; Hun stolede ikke på den sorte lige nu, og hun havde under ingen omstændigheder tænkt sig at følge med hende til deres herre og risikere at blive smidt levende i vulkanen! Nej, hvis hun nogensinde skulle introduceres for den mørke herre, så skulle det være med Sicarius - ikke den sorte slange!
Hun lyttede til slangens næste ord og lagde arrigt ørerne i nakken. Hvis hun ikke ville tro på hende, så var det hendes egen sag - Tsavani skulle nok bevise hende, at hun tog fejl !

"Vi får se..."

svarede hun blot bittert, inden hun vendte sig om og gjorde klar til at tage svømmeturen tilbage til Leventera. Hun gad i hvert fald ikke at bruge så meget som ét sekund mere på denne her elendige ø! Det var simpelthen utroligt, at hun aldrig kunne komme hertil uden at støde på den rædsomme hoppe! Hvis hun kunne få ét ønske opfyldt her i verden, så ville hun slette den hoppes eksistens for altid! Men hun var ikke engang tæt på at være stærk nok til at slå hende ihjel, så for nu måtte hun jo prøve at komme på god fod med hende, så hun forhåbentlig snart kunne få lov til at færdes på Foehn uden at have den sure mokke i røven... Hun var derfor fast besluttet på at rejse til Teylar og gøre sit bedste for at overtale Nymphadora til at følge med hende til Chibale.

//Tænker vi slutter den her, hvis ikke Ava har mere at tilføje?

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.