Protectors and Pretenders - Tsavani

Foråret var så småt begyndt at dukke op. Det viste sig kun i form af små knopper på træerne, og selvfølgelig også med de første små forårsblomster der langsomt havde lukket sig op og var kommet frem fra den endnu kolde jord. Solen var begyndt at hænge i længere tid på himlen og hver dag blev længere og længere. I takt med den forblev i længere tid, varmede den også i længere tid, så jorden og vandet blev også langsomt varmet op. Ava kunne allerede mærke det. Selvom det måske ikke var helt nok for de andre væsner der vandrede rundt i Andromeda, mærkede Ava det meget tydeligt. Selv den mindste grad over 0 føltes varmere for den sorte hoppe, mens andre med højere kropstemperatur højst sandsynligt stadig ville kalde det koldt. Ava gruede for den sommer der ville nærme sig i den kommende fremtid. Solen havde altid været hård over for den lille hoppe på grund af den pels hun havde været vant til, men også den sorte pels - selvom den en del af tiden måske egentlig også havde beskyttet hende mod solens varme.

Ava havde mødt lyset. Havde mærket varmen på egen krop, og hun brød sig ikke om det. Det skarpe lys der havde været ligesom at stirre lige op i solen - den lysende kugle. Det havde efterladt hende svag og forladt. Fri fra de hviskende stemmer hun ellers var blevet vant til. Afkræftet fordi de skygger der kredsede rundt i hendes krop i stedet for blod, var blevet drevet væk. Nej, sommer var ikke noget at se frem til.

Halv-hidsigt vandrede Ava frem og tilbage langs kysten på Foehn. Det trak i hende. Hun ønskede at forlade øen - ikke permanent, for det var hendes nye hjem, men i stedet for at opsøge hendes gamle hjem. Noget der ville være dumt. Alene ville hun ikke have en chance mod dem der kaldte sig selv vogtere. Vogtere af småting. Blomster? Kapper? Sten? Konkylier? nogle af tingene der ville kunne findes alle steder. De passede på døde ting i stedet for dem der havde aller mest brug for deres beskyttelse. Havde så travlt med at hendes race var de onde. De havde taget hende til sig da hun havde brug for tryghed. De passede på hende da lysets tilhængere ikke kunne. Så hvem var de sande vogtere? Men hendes datter. Hendes datter var blandt dem og Ava ønskede ikke hun skulle vokse op i den tro, at hendes mor var ond. Hun ønskede ikke Nymfen skulle vokse op i den tro, at de der kaldte sig vogtere og beskyttere af landet, også ville beskytte hende. For når det kom til stykket kunne de ikke beskytte andre end sig selv.

---

Tsavani var tilbage på Foehn. Det var et stykke tid siden, hun havde været her, fordi hun havde haft brug for at tænke lidt på egen hånd; brug for at tænke i fred uden at støde på ham, der kunne ændre hendes tanker til irrationelle, lige så snart hun var i hans nærvær. Hele vinteren havde hun overvejet, om hun skulle slutte sig til ham og Skyggerne, eller om hun skulle holde fast i sin første plan om at slutte sig til lyset og Vogterne. Men vinteren var gået, og foråret var på vej, og det var dermed ved at være tid til at tage en beslutning. Hun var næsten sikker på, at valget ville falde på Sicarius og skyggerne, og derfor var hun søgt mod Foehn denne dag. Hun havde brug for at mærke øens energi igen. Mærke om det virkelig var et sted, hun ville kunne høre til...

Den klæbrige aske satte sig straks i hendes våde pels, da hun trådte op fra havet og ind på Foehn. Det var som om, at øen allerede forsøgte at stjæle hendes lyse krop med sit mørke. Det fik hende atter til at gruble lidt. Hun var så lys af udseende, så hvordan skulle hun nogensinde komme til at passe ind som skyggehest? På den anden side så ændrede skyggerne vel ens udseende... Det havde de i hvert fald gjort med Sicarius.
Hun satte kroppen frem i en tung skridt og skridtede af sted langs med kysten. Hun forholdt sig endnu tavs, da hun ikke ønskede at tilkendegive sin ankomst med et vrinsk eller andet, der ville skabe opmærksomhed. Lige nu var hun ikke i humør til at være social. Hun ville bare gerne gå lidt i fred og mærke Foehns stemning, mens hun tænkte lidt over tingene...

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Det der ikke havde været mere end en lille prik i vandet var blevet til en skikkelse. En Ava mente så bekendt ud og så alligevel ikke den hun havde regnet med at se. En irritation voksede sig kun større inde i den mørke hoppe. Så mange ville hjælpe og alligevel gjorde ingen noget. Hun havde endnu ikke fået et lille tegn eller en besked om, at hendes ønske var gået i opfyldelse. Der var ikke meget den sorte hoppe bad om, men det lod ikke til det ene ønske hun havde, var noget der kunne blive realiseret. Måske var det allerede for sent.

Ava gjorde et kast med hovedet i sådan en grad det var lige før kroppen måtte følge med og dermed lade forhovene lette fra jorden. Der var ikke nogen tvivl om at hun uden videre sagtens kunne kaste sig fremad i høj fart eller næsten flyve hen over jorden uden først at skulle lave en form for optakt. Musklerne arbejdede under hårlaget og hvert skridt efterlod et tydeligt spor fra hendes hove. Kursen var allerede sat mod hoppen, der før kun havde været en prik i vandet. Det var dog helt utroligt med den trafik der pludselig var på øen. Ørene blev lagt tilbage i nakken og et advarende hvin blev sendt i retningen af den anden skabning. Det kunne sagtens lyde som om der var fare på færde - men det var nok de færreste, der ville have gættet på det var den lille sorte hoppe man burde flygte fra.

---

Som hun kom længere ned langs bredden, fik hun hurtigt øje på en sort skikkelse i det fjerne. Hun rullede let med øjnene og sukkede tungt. Det eneste øjeblik, hvor man bare gerne ville have været i fred... Hun overvejede kort, om hun skulle skynde sig at ændre retning, men endte alligevel med at fortsætte med at gå skikkelsen i møde. Hun ville ikke virke svag, så hun ville passere denne fremmed uden et ord, og hvis denne prøvede at sige så meget som et ord til hende, ville hun springe i luften!

Men som de to skikkelser kom nærmere hinanden, gik det op for hende, at den sorte skikkelse ikke var en fremmed... Det var den hoppe, hun havde mødt for mange år siden, da hun lige var kommet til landet. De havde ikke set hinanden siden, men en hoppe som hende ville hun aldrig glemme. Den af ydre så spinkle hoppe havde ikke været bare halvt så svag, som hun så ud til, og hun ville aldrig glemme ydmygelsen, da hun lå for hoppens hove og måtte se sig besejret. Men hun huskede også, at hoppen havde skånet hendes liv, og at hun havde lovet aldrig at prøve på noget igen.

Hun stoppede derfor op og sank en klump i halsen, da den sorte kom nærmere. Underdanigt sænkede hun hovedet, da et advarende hvin blev sendt i hendes retning. Hun smaskede ud i luften og missede med de blå øjne; gjorde alt hvad hun kunne for ikke at virke udfordrende. Hun havde lært af sin fejl dengang. Den sorte hoppe var ikke en, man lagde sig ud med - for skindet bedragede!

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

De sorte ører var vippet bagud. Ikke presset ned i nakken, men alligevel godt på vej i den retning. Hovedet gyngede en smule fra side til side for hvert skridt, og den sorte hale hvislede gennem luften når hun af og til slog den til siden for at undgå de insekter der allerede havde formået at snige sig frem fra sit vinterskjul. Ava standsede ikke, men kredsede omkring hoppen, der ellers var større end hende på alle måder. Hun gjorde intet. Intet andet end at lade det iskolde blik hvile på hoppen som hun underkastede sig.

"Du må være gået forkert......"

Der kunne ikke være andre forklaringer på det. Ligesom hendes slags ville blive jagtet væk hvis de satte deres fødder i nærheden af vogternes område. Ja egentlig ikke kun vogternes område. Der var mange der havde set sig sure på hendes race, og det der ellers havde været neutralt land, var også blevet opslugt af vogtere. Hun havde set dem rende rundt i det meste af Andromedas land, og alligevel ville de fleste af dem ikke tøve med at skubbe hendes slags tilbage til deres ø, Foehn. Og nu....... Nu stod der her, en hoppe foran hende, som i Avas hoved absolut ikke havde noget som helst at bestille på hendes territorium.

---

Den sorte hoppe så ikke ligefrem venlig ud, som hun kom nærmere i gyngende bevægelser. Tsavani stod blot stille i den underdanige holdning og ventede på hoppens reaktion. Hun bed tænderne sammen. Det var utroligt ydmygende at stå i denne stilling, men hvad kunne hun gøre? Hun havde allerede udfordret denne hoppe én gang før, hvilket ikke var gået så godt... Og hoppen var nok ikke ligefrem blevet svagere siden.
Den sorte nåede nu helt hen til hende, men i stedet for at stoppe op, fortsatte hun med at kredse rundt om hende. Tsavani fulgte hende med øjnene og holdt alle sanser skarpe, hvis nu hun skulle begynde på noget. Hoppen foretog sig dog intet endnu, andet end at stirre på hende med det hårde og kolde blik, der føltes som is mod hendes krop. Hun lyttede til hoppens ord og flakkede let med ørerne. Gået forkert? Hvad mente hun? Hvad fik hende til at tro, at Tsavani ikke befandt sig her med vilje? Hun så på hoppen og himlede svagt med øjnene.

"Foehn er ikke ligefrem til at tage fejl af..."

Det var nok ikke et klogt træk at provokere den sorte på denne måde, men når alt kom til alt, havde Tsavani aldrig været en fornuftig hoppe. Selvom hun ikke havde tænkt sig at lægge op til kamp, kunne hun stadig ikke undgå at komme med spydige kommentarer. For den sorte slange skulle ikke tro, at hun på nogen som helst måde kendte hende og skulle bestemme, hvor hun burde være og ikke være... Dog holdt hun fortsat hovedet i den underdanige stilling, i et forsøg på at vise, at hun stadig ikke var aggressiv, blot lidt hård i munden.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Hoppens svar tjente hende et snap fra Ava. Et hurtigt snap, som fra en angribende giftig slange. Ørerne var trykket helt ned i nakken og Ava var mere end klar til ikke bare at snakke igen, men direkte bide.

"Bare fordi Foehn ikke er til at tage fejl af betyder det ikke du ikke er gået forkert! Jeg blev drevet væk fra mit hjem, forvist til den her ø på grund af hvad jeg er............ Hvis min slags ikke kan færdes frit i Andromeda, hvorfor skulle i så kunne? Du er det forkerte sted..... Dette er ikke din jord..."

Ordene var snerrende og en anelse sammenbidt. Der var ingen tvivl om Ava var spændt op i alle muskler. Hvis ikke man havde lagt mærke til hvordan de arbejdede under det sorte hårlag, kunne man stort set høre det i hendes stemme. Nej. Denne hoppe hørte ikke til her. Hvis hun ville betræde skyggernes land, ville Ava også indtage de andres. Hendes slags og vogterne dominerede i forvejen de fleste af øerne. De skulle ikke have lov til at tage Foehn også.

"Hvorfor er du her?"

---

Nøjagtig som forventet faldt hendes svar ikke i god jord hos den sorte slange, for lynhurtigt trykkede hun ørerne helt ned i nakken og snappede ud efter Tsavani. Satans! Tsavani bed tænderne sammen og tog imod smerten uden at gøre gengæld - den kamp havde hun taget før, og det var så sandelig ikke én, hun havde tænkt sig at tage igen.
Hun lyttede til hoppens snerrende ord og bemærkede, hvordan hun virkede anspændt. Det var tydeligvis et samtaleemne, der gik hende på. Men Tsavani lagde også ørerne vredt i nakken over hoppens fordømmende ord. Hvad bildte hun sig egentlig ind? Tsavani snerrede vredt af hende.

"Min slags!? Og hvem tror du så helt præcist, jeg er?!"

Hun vidste, at det ikke var klogt at svare den sorte igen på den måde, men hun var ligeglad. Selvom hun ikke havde tænkt sig at være fysisk voldelig, så ville hun sørme ikke finde sig i at stå og modtage sådan en anklagende svada!
Hoppens spørgsmål lød nu i hendes ører, og det fik hende til at sende hende et surt blik. Hvorfor ville hun vide det? Hun skulle lige til at svare hoppen, at det ikke ragede hende, men holdt alligevel inde. Hun havde allerede provokeret hoppen nok, så der var ingen grund til at gøre hende mere irritabel end højst nødvendigt... Hun så derfor blot irriteret på hende.

"Jeg har nogle ting, jeg skal have tænkt over, og Foehn virker bedst for mig i den situation... Så er du ikke sød bare at lade mig komme forbi og lade mig være i fred?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

"Jeg er ligeglad med HVEM du er.... Det er HVAD du er... Du er ikke en af dem.... en af os... En del af broderskabet. Du hører ikke til her...."

Avas ord var mindst lige så snerrende, og oven i det hævede hun stemmen. Den hoppe hørte ikke til der. Der hvilede ikke noget mørkt over hende som andre hun havde mødt. Hoppen virkede så normal som hun overhovedet kunne komme til at være. Neutral måske, men absolut ikke som hendes brødre og søstre. Hun fortjente alligevel en lille smule respekt for ikke at snappe tilbage, men den lille smule hun ellers havde fået, var lige så hurtigt forsvundet igen da hun besluttede sig for at svare provokerende tilbage.

"Tænkt? Du skal tænke? Gå tilbage til dit eget land og tænk... Dette er ikke et sted man bevæger sig hen for at få fred til at tænke. Det her er vores hjem. Mit hjem... Mine brødres hjem... Den sande herskers hjem......."

Hvad troede hun lige det var? Et sted man søgte for at få fred? Det kunne de da gøre på deres egne øer. Dem de i forvejen havde domineret. Der var ingen grund til at liste sig ind på hendes hjem. Hvis hun skulle forvises, så ville hun i hvert fald ikke have de andre var på hendes ø. Hun standsede stadig ikke op, men fortsatte med at kredse omkring hoppen.

---

Hun lyttede til hoppens ord og bed tænderne vredt sammen for ikke at komme til at snerre. Aldrig havde hun da følt sig så dømt... Den dumme hoppe kendte hende overhovedet ikke, så hvad fik hende til at tro, at hun havde ret til at stemple hende på den måde? Var det hendes udseende, der gjorde det? For i så fald var det noget sludder, for alle vidste da, at man alligevel skiftede udseende, når man blev en del af Skyggerne... Hun stirrede på hoppen med brændende øjne. "Jaså? Og hvem siger så, at jeg ikke kunne blive en del af broderskabet? Dig?? Du har ikke en skid mere at skulle have sagt over for Herrens beslutninger, end jeg har!"

Hun lyttede nu til hoppens næste ord og dirrede nærmest af vrede. Hendes eget land?? Den sorte vidste overhovedet ikke noget om, hvor hun holdt til, så hun skulle bare tage at klappe i! "Mit eget land?? Og hvad er det så for et, hvis jeg må spørge? For hvis jeg ikke tager meget fejl, så bor både du og jeg i Andromeda, og da Foehn er en del af Andromeda, har jeg mindst lige så meget ret til at være her som dig!"
Den sorte snog blev ved med at liste omkring hende, og det var snart ved at give Tsavani stress! Hun fulgte hende med blikket og blottede vredt tænderne. Kunne hun da for helvede ikke bare stå stille og føre en samtale som et normalt invidvid??

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

”Dette er ikke et sted man kommer for at ’tænke’ over ting. Det er ikke et sted man går en lille hyggetur. Det har i masser af plads til andre steder. I kan jagte os væk fra de andre øer, men denne ø er vores.”

Der var noget mørkt over Avas stemme. De havde Foehn. Hende, hendes brødre og hendes søstre. De havde Foehn. En ud af 5 øer. Og her kom der alverdens skidt og kryb vadende fordi de skulle hvad…… tænke? De havde 4 øer de kunne tage på tænkende-spadserture på. De behøvede ikke også indtage det hjem hun var blevet forvist til. Skulle hendes slags have lov til at færdes i hendes hjem, så ville hun også have lov til at nærme sig Teylar. Men de kunne sikkert slå en handel af.

”Dette! Denne ø… Det er vores land. I har jeres egne øer…… I har indtaget så meget plads og nu kommer i også her? Hvis din slags skal kunne færdes her, fredfyldt, skal mine brødre og søstre have lov til at tage på spadserture, i fred, i jeres område. Men jeg er ikke tilladt adgang! Så hvorfor skulle jeg tillade dig adgang her? Men jeg er villig til at slå en handel af. Bring mig min datter og jeg vil lade did ”tænke” på egen hånd og eget ansvar…….”

---

Hun lyttede til den sortes ord og fattede ikke en brik, derfor rystede hun blot forvirret på hovedet. "Jaget jer væk? Jeg aner ikke, hvem du taler om, men jeg har i hvert fald ikke jaget nogen væk! At nogen fra de andre øer har jaget dig væk kommer dog overhovedet ikke bag på mig med din attitude! Men hvad fanden har det med mig at gøre?"
Hun fornemmede godt den mørke stemning, der bredte sig over hoppen, men hun var ligeglad. For lige nu blev hun stædig. Den sorte hoppe havde ikke ret i sine antagelser, og derfor agtede Tsavani at tage denne diskussion op! Det kunne godt være, at hun før havde fået tæv af denne hoppe, men hvis det skete igen, ville hun i det mindste gå herfra med værdighed - for hun nægtede at stå her og finde sig i alle de løgnagtige ting, hoppen sagde om hende!

Hun lyttede til hoppens næste ord og rystede atter arrigt på hovedet. "Min slags? Hvem tror du egentlig, at jeg er? Jeg er en helt neutral strejfer, der ikke ejer noget sted her i Andromeda, ergo har jeg ret til at komme og gå, som det passer mig. Jeg aner ikke, hvem det er, der har nægtet dig adgang til de andre øer, men hvorfor skal det gå ud over mig? Jeg har intet med dette at gøre og holder lige så meget af at være på Foehn som dig!"
Hendes udtryk mildnedes dog, da hun hørte hoppens sidste ord om sin datter. Var hun blevet kidnappet eller sådan noget? I så fald ville det give mere mening, at den mavesure hoppe var sådan oppe at køre. Hun så indgående på hoppen med et mere mildt udtryk i de blå øjne. "Er der nogen, der har taget din datter? Jeg aner ikke, hvem hun er, så jeg kan desværre ikke bringe hende til dig... Men jeg vil meget gerne hjælpe dig med at finde hende, hvis det er?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

"Ikke dig. Din slags. Og ikke mig, men min slags. Det her er større end bare dig og mig."

Ava gav et fnys fra sig. Hoppen forstod da heller ingenting. Men det kom ikke bag på hende. Det var ikke første gang hun var rendt ind i uvidende individer. Faktisk lod det til der var mange af dem, så det var sikkert heller ikke sidste gang. Men Foehn var hendes ø. Herrens ø. Broderskabets ø. Ikke andres sted at færdes.

"Præcis! Helt neutral..... Du er ikke en af os. Du hører ikke til her. Du ved ingenting"

Den lille sorte kneb øjnene sammen. Nej, hun holdt som sådan ikke af at færdes på Foehn. Det var ikke hendes valg. Det var herrens. Det var ham der havde sendt hende derhen. Bedt hende slutte sig til broderskabet - og godt det samme, for hun var blevet sendt væk fra hendes hjem. Den flok der ellers skulle være for alle og enhver. Passe på dem der havde brug for det. Men ingen havde passet på hende da hun havde haft aller mest brug for det.

"Ingen har taget hende, men ingen vil hjælpe........ Jeg stoler ikke på de såkaldte vogtere. Vogtere af nips ting. De kan ikke vogte over noget som helst. De er intet andet end fupmagere........ Hjernevaskede til at tro de er noget. Min datter befinder sig i flokken, hvor en del af dem holder til. Jeg ønsker hende væk derfra før hun bliver hjernevasket sammen med dem."

Ava var lige så stille blevet lidt mere afslappet i holdningen. Nej, hun brød sig ikke om at være en strid og sur lille mokke. Sådan var hun ikke. Men hun havde også sine pligter og sine missioner. Og kunne hun vade rundt over det hele ligesom alle andre og vide hun var i fuldkommen sikkerhed, havde hun selv hentet sin datter. Men mange havde opfattelsen af at hendes slags var "onde", At de var farlige - hende, hendes brødre, hendes søstre. Hun havde selv mærket lysets kraft drive alle skyggerne ud af kroppen på hende, efterlade hende svag på jorden - og så endda på hendes eget område. Bare fordi to af den anden hoppes slags, havde besluttet sig for at krydse havet og opsøge hende. Trænge ind på et "forbudt" område. Hun var den der havde tabt kampen på hendes egen grund, fordi lyset var dukket op. Hvis først lyset for alvor skulle til at passe på alle der begav sig ind på Foehn, hvor længe ville der så ikke gå før broderskabet og mørkets tilhængere ikke længere havde noget sted at være?

---

Hun lyttede til hoppens ord og rystede blot opgivende på hovedet. Hvis det her ikke engang handlede om hende, hvorfor skulle hun så blandes ind i det? Hun orkede dog ikke at diskutere det mere, for hun kunne tydeligvis ikke få den sorte til at forstå det... Derfor forholdt hun sig blot tavs og lod emnet ligge. Ved hoppens næste ord var hun dog nødt til at reagere. For det var simpelthen noget sludder, som hun var nødt til at protestere imod!

"Bare fordi jeg ikke nødvendigvis er en af jer, betyder det da ikke, at jeg ikke er velkommen her?! Du og din familie ejer måske jeres flok, men I ejer ikke hele Foehn!"

Hun lyttede da til hoppens sidste ord og kneb let øjnene sammen. Hun forsøgte at ignorere ordene om vogterne, for hun var ikke enig - men hun vidste også, at der absolut ikke ville komme noget godt ud af at diskutere dét med en skyggehest! Hun lagde let hovedet på skrå og så på den sorte med et forvirret blik. For hun forstod faktisk ikke rigtigt, hvad problemet var?

"Hvis din datter selv har valgt at være med i Teylar, er der nok ikke så meget, du kan gøre ved det. Jeg antager, at hun er gammel nok til selv at bestemme?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

"Min Herre gør."

Så kort kunne det siges. Herren ejede den. Ingen var i sikkerhed på Foehn. Ikke hvis man gerne ville derfra igen i samme stand som man kom dertil. Nogen ville måske mene Ava havde mistet forstanden da hun første gang var rendt ind i dem, og hun havde stadig det hvide frosne tandsæt i den sorte pels der vidnede om det ikke havde været et møde fyldt med venlighed og latter. Hun havde aldrig været den samme siden.

"Min datter har ikke selv valgt at være med i Teylar. Hun er født der. Uanset om hun er gammel nok til selv at bestemme eller ej, ændrer det ikke på hun er i en flok fyldt med hjernevaskelse og falsk håb. Hun kender ikke til andet....... Hun er ikke i sikkerhed der."

Nymfen havde ikke været særlig gammel da Ava måtte forlade flokken og slutte sig til broderskabet. Lige gammel nok til at klare sig uden, men stadig kun et føl. Godt nok var hun blevet ældre nu, men der var også dem der gerne ville holde fast i hende og ikke lade hende komme til sin mor.