Something beautiful hiding in the shadows

Khan Chryseus

Han lyttede opmærksomt til hendes ord og nikkede kort. Hvorfor ville et lys stjæle ting fra landet? Og give det til heste? Det lød lige så åndssvagt som alt andet han havde fået fortalt om dette 'magiske' land. Det havde et underligt navn, så det havde vel en lige så underlig religion...? Han slog med halen og de gyldne øjne tillod sig at bruge hans tænkepause til at sluge naturen omkring hingsten. Træerne rakte højt og kronerne skyggede for solen, skovbunden var blød og nærmest lydløs at gå på. Den dæmpede alle de lyder der var i skoven, næsten også ders stemmer.. Han så på den sorte hoppe. "Så vil jeg prøve at glemme... Selvom det ikke ligefrem er det nemmeste. Hvorfor vil et lys stjæle ting fra dette smukke land? " Han afventede hendes svar. En form for forklaring. Han kunne ikke bare glemme hvem han ahvde været. Ikek sådan lige på stedet. Det ville kræve tid og meget  overbevisende bevis på at han absolut måtte ligge hans fortid bag sig og fokusere på denne nye virkelighed han var fanget i. For han ønskede at være hos sin familie i hans egen simple verden, hvor ingen snak om magi blev taget seriøst og kun havde hjemme i et eventyr. 

Hun nævnte et væsen, et der kunne opfylde hans ønsker. Igen ganske uvirkeligt. "Hvordan formår dette væsen, sådanne handlinger? For mit hjerte længes efter min familie, men det blev slugt af jorden. Man kan ikke komme tilbage fra de døde, kære. Selv den magi jeg hørte om i fortællinger som føl, ville ikke kunne ændre den skæbne..." Hans stemme havde fået en hård kant, som tilkende gjorde at han helst ikke ville blive svaret igen. Især ikke med en forklaring på at magien i dette land ville kunne det. Hans gyldne øjne havde ligeså fået et køligere mere dominant glimt i dem. 

[9]

Ava overvejede hans spørgsmål i noget tid. Der var flere der havde stillet hende samme spørgsmål. Samme spørgsmål, men på en anden måde hver gang. Der var så mange der ikke troede på hvad hun sagde, og det var da klart. Hvorfor skulle de det? De havde hørt så meget andet andre steder fra. De havde ikke oplevet noget som helst lignende hvor end de havde været fra før de ankom til Andromeda.

"Lad mig starte mit svar med at stille dig et spørgsmål. Hvor tit foretager du dig noget nyt? Hvor tit kaster du dig ud i noget nyt?"

Måske gav det ikke meget mening i forhold til hans spørgsmål, men det skulle det såmænd nok komme til at gøre når først hun kendte hans svar. Hans andet spørgsmål måtte hun også overveje meget grundigt. Ikke fordi hun ikke vidste det, men fordi hun selv havde stået i den situation. Det skulle bare forklares på en pæn måde.

"Du må standse din længsel efter din familie. Hvad end grunden til de ikke har fundet hertil sammen med dig, må du lægge det bag dig. For nej. Døde kan ikke bringes tilbage til livet. Jeg forsøgte. Jeg ville have min bror tilbage. Hvad der blev af ham i flammerne aner jeg ikke, andet end jeg ved han mistede livet. Og her er jeg. Ingen bror, ingen forældre.... Eller...... Ikke den rigtige bror. Ser du. Jeg gik til Rumpelstiltskin og bad ham bringe min bror til mig. Og en bror jeg fik, men ikke en bror jeg havde kendt til. Det var en der var kommet til efter min bortgang. Men skulle du nogensinde ønske dig noget, så sørg for at udforme dit ønske meget præcist. Og husk på....... Al magi kommer med en pris."

Titan, hendes bror var blevet bragt til Andromeda på grund af hendes ønske, selvom det var Arc hun havde ment. Men hun havde ikke brrugt noget navn - og hvordan skulle hun kunne vide hun havde en anden bror? Men det havde resulteret i hun havde taget de to sønner fra forældrene - og hende selv. Selv hvis hun havde en chance for at vende tilbage ville hun ikke kunne få sig selv til det.

Khan Chryseus

Igen, det hun sagde var næsten volapyk for hans sorte øre. Dog lyttede han interesseret til hende. For hvis hun havde et par ord, der kunne hjælpe ham til at give slip på hans fortid, tog han dem gerne. Det var ingen glæde at leve i fortiden. Den bragte hun blegnede minder og falmet glæde med sig. Alt havde en ende. Det vidste han, hvilket også var grunden til at hans hjerte sank i hans bryst, da hun fortalte ham det, som han godt allerede vidste var den eneste udvej. Hans kæbe blev stram, musklerne spændede og han lyttede til hoppens fortælling. Fortællingen om en tabt bror, om savnet, der ligesom han ønskede at være i selskab med sine elskede igen. hendes fortælling tog en ubehagelig drejning, hvilket mysterium hun måtte have stået i. At få en bror skænket, men ikke den man længtes efter at se igen.... Han kunne næsten ikke forstille sig det. 
Han så på hende med gyldne orbs af forståelse og en snert af kold accept. Den blå mod hoppe havde ret. Han måtte forsøge, så vidt som muligt, at ligge sin fortid bag sig. Han havde nyt liv i han ben, hans led klagede sig ikke længere når kulden svøbte sig om ham... Han havde mærket det før, men aldrig havde det gået op for ham at han måske ikke var ment til at leve en ny version af sit gamle liv. Han svirpede med den sorte hale. Et beslutsomt glimt overtog hans gyldne øjne og hans kæbe pressede ej længere hans tandsæt sammen. "Så hellere holde sig fra det. " Magien fra dette væsen, mente han. Han så på hoppen. "Det gør mig ondt, at det skulle gå så skævt for dig.." 

Han så fremad, vippede ørene frem og prustede. Han var begyndt at kunne mærke hans muskler klage sig over distancen de havde tilbage lagt. Det var et behageligt tempo de holdt, men han havde ikke den udholdenhed han havde haft, selvom han krop var næsten fornyet af dette nye land. "Hvor skulle dette besynderlige hjul gemme sig?" Var det i en grotte? En underjordisk hule? Eller stod det i en eng og var omgivet af sol, efterårsblade og snedynger? Han troede ikke fuldt ud på magi, men han havde skam en fantasi.... Og det hed årstidernes hjul, så mon ikke det havde noget at gøre med de fire skift? 

[14]

"Så absolut... Men du får svært ved at vandre rundt i landet, hvis du vil holde dig for alt magi."

Hun gav ham gerne ret. Hun var ikke meget for det selv. Godt nok havde hun selv nogle tricks gemt under hovene, noget der på sin vis var magisk omend det ikke var noget godt det bragte med sig. Men det var også kommet med en pris. En pris der var meget større end den først havde lydt til at være. Men skulle hun træffe valget igen havde hun gjort nøjagtigt det samme. Ikke fordi hun ønskede kræfter og magi, men fordi hun ville tjene den sande Herre. Hjælpe med at skabe et endnu bedre Andromeda.

"Jeg har lagt det bag mig. Arc kommer ikke tilbage, men jeg er sikker på jeg nok skal se ham igen en gang hvis det er skæbnen"

Ava var oprigtigt afklaret med det. Hun havde gået og pint sig selv med skyldfølelse så længe, og nu havde hun givet slip. Arc var der ikke og han kom ikke. Hun kunne kun holde fast i hans minde, men på et eller andet tidspunkt ville hans ansigt heller ikke være andet end en blurret klat, fordi hun ikke ville kunne huske de små detaljer. Men hun var sikker på hun nok skulle genkende ham, hvis hun den dag mødte ham igen et andet sted.

"Hmmmmm... Jeg tror nok meningen med gemt betyder ingen ved det ud over den der har gemt det og dem der har fået det fortalt af den der har gemt det.......... Det sidste jeg har hørt var at det skulle befinde sig her på øen, men jeg ved ikke hvor. Jeg er åben for forslag. Hvis du skulle gemme noget, hvor ville du så gemme det henne?"

Khan Chryseus

Hingsten så kort på hende, som hun talte. "Jeg vil i så fald undgå denne magi fra dette væsen, som skulle befinde sig her. De andre former for magi vil jeg ikke udtale mig om" Det var nok det klogeste han kunne komme frem til, hvis magi virkeligt var så stor en del af landet, som hun påstod, så måtte han til at åbne sit sind for det. Han slog kort med halen og vippede med de sorte øre. Som hun fortsatte sin smøre om, hvad ordet gemt betød kunne han ikke lade være med at slå let med hovedet i latter. Hun havde ret, hvert et ord, men det var ikke den slags humor han havde forventet fra hende. Hvis det da overhovedet var ment på den måde. Med et smil på læben så han sig om og satte farten en anelse op, mens han indåndede alle skovens dufte. 

"Hvis jeg skulle gemme noget værdifuldt, så ville en vogter - måske dette magiske væsen- være vigtigt. En til at beskytte genstanden eller hvor den var gemt. Så hvis du kan huske hvor dettet magiske væsen holdt til, så ville jeg starte der. Eller hvorend den havde det med at dukke op, for der må vel være et sted hvor væsenet ikke ville have andre hen, måske ikke dens hule, men det kunne godt være."  
Det var et skud i tågen, hvis han havde gemt noget som ikke havde mulighed for at beskytte sig selv, så som et føl eller en flok, så var det det han havde gjort i fortiden. Men det at have en til at beskytte området de var gemt i havde altid været et vigtigt punkt. 
Hvis denne verden, Andromeda, var så fyldt med magi, så kunne dette hjul vel også være gemt under jorden, det var de færreste heste han kendte, som gravede mere end få centimeter ned i jorden - og det var efter føde. Så at gemme noget dyb ti jorden ville heller ej være helt dumt... "Det kunne også ligget begravet..?" 

[49]

Ava overvejede et kort øjeblik hans ord. Hun kunne godt forstå han gerne ville undgå Rumpelstiltkins magi, men hvorfor kun det? Lysets magi ville være noget man mistede igen, hvis man kunne gøre sig fortjent til at låne det og det fra mørket kom bestemt heller ikke uden en høj pris. Havde Ava vidst præcis hvor meget hun ville komme til at ofre, havde hun måske taget sig lidt længere tid til at tænke over det. Eller i hvert fald gjort noget lidt anderledes. Havde hun vidst hun ville ende i den situation hun var i, havde hun i hvert fald sørget for at få sin datter med sig.

"Jeg tror ikke nogen af dem forbliver et enkelt sted. Men ser du en rødling med begroning i pelsen, så er vi muligvis tæt på"

Hun vidste godt hvem der havde ansvaret for årstidernes hjul. Heldigvis havde Ava da fanget en lille smule information i den tid hun havde været i Teylar. Noget hun ikke havde tænkt over dengang, men nu var det alligevel en smule nyttigt.

"Jeg ved ikke om hun ville bruge hule eller grave det ned. Måske ikke grave det ned. Jeg tror en hule, en lysning eller et sted der ikke er mange der vandrer forbi. Mit gæt er vi ikke finder noget alt for tæt på stierne. Spørgsmålet er bare, om det ville være tæt på midten, mod syd, nord, øst eller vest. Hvis du skulle gemme noget for andre, hvor ville du så gemme det?"

Khan Chryseus

Han fulgte hoppens bevægelser, matchede så vidt muligt han tempo til hendes og lyttede opmærksomt til hende, som hun snakkede. Så de ledte efter en rød hest med... begroninger i manen? Det lød yderst besynderligt, lige så besynderligt som den sortes blå mos pletter. Havde han ikke ovet at være mere åben overfor magi og alt det underlige? Han var et nyt sted, en ny verden og en ny himmel over sig. Han trak tankerne sammen, væk fra magi og etes mysterier. Han knejsede let i nakken og brummede betænktsomt. 
"Hvis jeg skulle gemme noget ville jeg gemme det i et åbentlyst sted, et sted ingen ville kigge fordi ingen ville være dum nok til at gemme det der. Men det kommer også an på hvor stort dette hjul er. Hvis det er stort, så ville jeg gemme det væk i et ufremkommeligt sted. Ville... Årstiderne befinde sig omkring det? "

Han slog let med halen og så på hoppen med sine gyldne øjne. Hjulet var ved at fange hans interesse mere og mere, så meget at han faktisk begyndt at føle sig et par år yngre, en yngre hingst på et eventyr efter et mystisk hjul. En old gammel ting, som kun var omtalt i fortællingerne, men dog var det stadig virkeligt, for i denne verden så alt ud til at være muligt. Næsten i hvert fald.