Something beautiful hiding in the shadows

Foråret var kommet. For nogen var det en ganske god ting. For andre var det knap så glædeligt. For Ava var det begge dele. Pelsen glinsede stadig af vandet der endnu hang i pelsen, så snart solens stråler nåede igennem de efterhånden tætte trækroner. Ikke nok til at lægge hele stien hen i mørke, men heller ikke så lidt at der ingen skygge var. Halen hvislende gennem luften, når den fra tid til anden blev pisket op mod hendes side for at fjerne nogle af de insekter foråret bragte med sig. Der var ikke nok endnu til at genere, men de var godt på vej. Hun var ikke mere end lige nået ind mellem træerne, og slentrede i sit eget lille tempo. Langsomt. For en gangs skyld stod hun ikke og gemte sig i mørket eller blandt træstammerne som hun plejede. I stedet fulgte hun en sti, og lod blikket og ørerne glide rundt - lyttende.... observerende. Næsten som hvis hun søgte noget. Hun forholdt sig tavs. Tavs som om hun ikke ønskede at bryde stilheden. Men stilheden var allerede brudt af de mange fugle der fløj rundt og pippede. Pippede som om de sladrede. Og Ava vidste godt de var i stand til at sladre. I stand til at fortælle nogen om, hvor hun befandt sig. En del af hende kunne alligevel ikke lade være med at håbe på det.

@khan

    ♆

" Don't ever think that the reason i'm peaceful is because I don't know how to be violent.."



Something beautiful hiding in the shadows 

Den sorte hingst bevægede is gennem skovven ad en sti, der var blevet trådt så mange gange, at den var en del af naturen på denne ø. Træerne var tætte, tættere end noget andet sted, skulle han nok mene. Trækronerne blokerede så meget lys, at stien var lagt i skygge, det var behageligt, for foråret og sommeren var på vej. Det havde også sine irriterende elementer, som insekter, men de hørte vel også til... De stråler der fandt vej ned gennem trækronerne dansede i et plettet mønster på hans ravnesorte pels, der næsten lyste metallisk blåt. Hans muskler spillede under pelsen for hvert skridt der blev taget, hans gang var rolig, men taktfast og afslørede, at han ikke fortrød hvor han satte sine store hove. Han havde aldrig fortrudt hans handlinger. Hvis han gjorde det ville han til sidst miste sig selv. Han var en stærk hingst i krop og sind, selvom han stadig var gevaldigt påvirket af sine følelser og hans vrede kunne vække et knusende kraft i hans sind og den ellers godmodige hingst  ville være intet sted at finde. Hans sti bragte ham til et kryds. Han kunne bevæge sig videre ind i skoven eller han kunne bevæge sig af en sti han ej havde gået før. Han vippede kort med ørene og stoppede. Han brummede dybt, som han så ned af den ene og så den anden. Efter en kort overvejelse satte han vejen mod den han ej havde gået af før. 

| 

Der gik et godt stykke tid, før Ava stødte på andre - eller ikke engang stødte på, men synes at høre noget eller nogen. Kviste der knækkede. En stump lyd af hove mod jorden. Jo - der var et andet individ tæt på. Som en hoppe fyldt med håb standsede hun og strakte halsen i vejret som kunne hun se meget bedre på den måde. Hun blev ikke højere af det, men hun ville heller ikke stå og ligne en der hang med mulen - bogstaveligt talt. Ava var ikke ung længere. Heller ikke gammel. Hverken eller. Hun følte sig ikke gammel. Hun følte sig heler ikke ung. Hun følte ikke noget som helst kropsmæssigt, andet end en svag varme fra solens stråler. Indvendigt følte hun ofte et stort had, men lige nu var hun fyldt med håb i stedet. Måske havde nogen alligevel vist sig at kunne holde deres ord. Måske var der en lille chance for hun ikke blev skuffet endnu en gang. Ørerne var opmærksomt og spændt fremadrettet - lige indtil det var en fremmed hingst der dukkede op. Sort som hende selv, og ikke lige hvad hun havde håbet på. Et tungt suk gled fra Ava, og skuffelsen væltede ind over hende, men den blev også meget hurtigt gemt væk bag en facade. Her stod hun trods alt over for en fremmed, som hun ikke vidste hvem var eller hvilke intentioner han havde. Ava, der ikke var bange for konflikter trådte derfor nærmere mens hun så ham an.

    ♆

" Don't ever think that the reason i'm peaceful is because I don't know how to be violent.."


Something beautiful hiding in the shadow 

En sort hoppe fik ham til at fokusere på noget andet end naturen og dens skønhed, som kun ville blive større, som de kom nærmere forårets peak, hvor alt summede af liv og varme. Han havde altid holdt ganske meget af sommer og foråret, det betød nyt liv, både for naturen, men også for alle de forskellige arter. Normalt ville steder, hvor flokke holdt til myldre med føl, skovene med lam, ræve unge og hvad der ellers fandtes i denne verden. Han havde dog endnu ikke set et eneste føl og hvis han ikke vidste bedre ville han sige, at der nok ikke var helt så mange indbyggere her i landet, som han havde troet. 
Hans gyldne øjne målte hoppen op, hun så ud til at vide hvor hun ville hen. Måske endda en smule skuffet og uimponeret over hans tilstedeværelse. Men i hvertfald kunne han godt bruge lidt selskab. Bare en kort samtale om vejret ville være nok, han havde ikke udvekslet ord med en anden i meget langtid. Han sendte et venligt, varmt brum i hendes retning, da han kom et par skridt tættere på åbnede han så munder og hans varme stemme med en vag undertone af den respekt han krævede fra andre. "Godaften"  

| 

"Godaften"

Hilste Ava tilbage. Som sådan virkede hingsten ikke fjendtlig, men hun vidste også godt man ikke kunne dømme nogen ud fra så kort tid. Hun vidste også godt mange måske allerede dømte hende på så kort tid - og mange tog også fuldkommen fejl af hende. Jo, hun bar skyggerne i sin krop, og det var også til at se udadtil med de unaturligt næsten selvlysende blå prikker. Hingsten kunne vel heller ikke undgå at se dem, og derfor regnede en lille del af hende også med, at der ikke ville gå ret lang tid før alle fordommene kom frem. At hendes slags var onde og forskruede. Det kunne måske passe på nogen, men det betød ikke alle var sådan. Der var langt flere forskruede individer der ikke tilhørte hendes familie, broderskab, klan eller hvad man ellers ville kalde den.

"Ude på en lille spadser tur?"

Khan Chryseus
|Strejfer x Hingst |

Den sorte hoppe virkede ikke ligefrem begejstret. Nu hvor han fik et bedre kig på hende, da så han, at hun havde noget i hovedet. Noget blåt, som havet. Og så alligevel ikke, det var en skygge af blå han ikke havde set før. Lyste det? Khans hoved var forvirret og hans øjne var næsten stirrende, men intet ond eller frygt var at finde i dem, kun nysgerrighed og undren. Khan valgte dog at svare op hoppens spørgsmål inden, han begyndte at stille hende alverdens spørgsmål om hendes udseende, hun var jo også en hoppe. "Ja, skoven her kølig og faktisk ganske behagelig her om aftnen." Han vippede let med ørene og strakte halsen en anelse frem mod hende. "Sig mig, hvad er det du har på din næseryg og pande?" han stemme var undrende, en anelse mere beordrende end han ville have haft den, men ellers var der ikke den store forandring i hans stemme fra før. Mon hun ville tage det som en fornærmelse, at han spurgte ind til hendes udseende. Han havde været udsat for en hoppe vrede før, da han fik spurgt om hun ville med ud på en løbe tur i bakkerne, hun tog det som en hentydning til at hun trængte til det..

Ava var ikke nervøst anlagt, og lod sig heller ikke skræmme af hingsten var noget større end hende. Ava var udmærket klar over hendes størrelse, og på trods af de mange muskler, slanke bygning, blev undervurderet. Hun mestrede efterhånden også sin evne til et punkt, hvor hun ikke længere behøvede koncentrere sig alt for meget. Noget nogle stykker efterhånden havde fået lov til at mærke på egen krop, når de invaderede hendes territorium. Chibale var ikke hendes. Ikke ligesom Foehn. Der var dem, som ville være uenige med hende, og mente at Foehn var for alle, men hendes slags hørte til der. Det var der de kunne få lov til at være i fred - ikke blive jagtet. Nogen var bange for at færdes der, nogen opsøgte alligevel stedet i søgen på den sande hersker. Nogen ønskede bare en lille slentretur som om det var det mest fredelige sted i verdenen. De neutrale og lysets tilhængere var i forvejen der dominerede Chibale, Enophis, Leventra og Zenobia - de skulle ikke også få lov til at indtage den ene ø, hvor hun kunne få lov til at være i fred med sine brødre og søstre.

Det sorte hoved gled en anelse på skrå ved hingstens spørgsmål. Ørerne gled kortvarrigt ud til siderne i et øjebliks forvirring, før de blev rettet fremad mod den fremmede igen. Det var ikke sket før, at nogen ikke kunne genkende den sande herskers signatur. På den anden side var Ava måske også mere "neutral" end nogle af hendes brødre og søstre. Ingen synlige skygger der kredsede omkring hende og ingen gruopvækkende modifikationer der indikerede hendes plads i landet. Det var måske også det der var med til at gøre hende lige så farlig som hun kunne være, når det var nødvendigt. Det eneste, ud over de tre blå cirkler, der afbrød den kulsorte pels, var et hvidt ar, der var frosset ind i huden på hende, fra den gang den sande hersker viste hende en anden verden. Et andet Andromeda.

"Ar....... Aftegn........ Ondskab....... Der er delte meninger om det. Jeg kan ikke sige hvad der er rigtigt og forkert... Hvor længe har du boet her? I Andromeda."

Ava kunne med lethed gætte sig frem til han ikke var født i landet. Dem der havde befundet sig i Andromeda tilpas længe nok, og dem der havde bevæget sig i nærheden af ildbjerget, vidste godt hvad de blå cirkler betød. Ava selv så dem ikke som andet end aftegn. De var ikke spor anderledes end en blis - den blis hun engang havde haft, som nu var fuldkommen væk.

Khan Chryseus
|Strejfer x Hingst |

Den sorte hoppe virkede en anelse forvirret over hans spørgsmål og han var lige ved at sige, at hun altså havde noget blåt i ansigtet.. Hun måtte da vide, hvis hun var løbet ind i noget blåt, der smittede af? Hendes svar gav ham ikke meget klarhed, ud over at det så ud til at hun ikke var vant til at blive spurgt hvad det var. Han holdt sine ord tilbage, for i hans verden og i følge hans hoved så var ar ikke blå og ondskab havde ingen form. Sådan var det bare, heste kunne have onde hensigter, men pure ondskab eksisterede ikke. Han vippede let ørene ud til siden. Han havde ikke talt hver en dag, siden han kom her til, så et præcist svar var umuligt at give hende. Han huskede dog stadig, da jorden slugte ham. "Et godt stykke tid. Hvorfor da? " Hans stemme var faldet tilbage i dens vante, rolige tone, der altid bar en styrke bag sig. Han var ikke typen, der var aggressiv uden en grund til det, om det så var fordi en anden overtrådte hans grænser eller hvis de valgte at forsøge at tilnærme sig noget af hans, men hvis man undveg et spørgsmål ville man ikke få en reaktion fra hingsten. Han havde dog også mere tålmodighed, da han var i en hoppes selskab. Om det så var en fejl eller ej ville tiden vel vise. Hans gyldne øjne så kort på hende, inden de søgte ud i skoven. "Er du født og opvokset her, siden du spørger?" Der måtte være noget han ikke vidste, siden hun spurgte, noget han ikke kunne vide hvis han ikke havde levet her så længe. Noget der måtte være normal viden for alle der kaldte Andromeda for hjem. 

"De fleste bliver meget hurtigt advaret mod min slags. Advaret mod herren, og os - mig, mine brødre og mine søstre."

Onskabens budbringere. Det var et navn tildelt af lyset og dets tilhængere. De var ikke onde selvom de havde andre værdier. De havde et andet mål og det stred imod de andres. Det skabte en strid mellem de to sider, og hos nogen et had. Ava selv var ikke stor fan af dem.

Ava rystede på hovedet. Hun var ikke født der. Hun var født i flokken sammen med hendes bror, Arc, og uden hendes viden, Titan. Hun havde bedt om at få sin bror til Andromeda, for hun følte det var hendes skyld han mistede livet, men i stedet var det Titan. Et føl. Han havde ikke været ret gammel. Alt for ung til at kunne huske sine forældre.

"Jeg kom hertil for lang tid siden. Jeg blev advaret mere end en gang mod min slags. Jeg kan kun sige de advarsler både er rigtige og forkerte. Nogen taler om ondskab uden at have mødt min slags."

Khan Chryseus
|Strejfer x Hingst |

Han lyttede opmærksomt til den sorte hoppes ord. Hvorfor han dog skulle være blevet advaret mod 'hendes slags' vidste han ikke. Hun udgjorde ingen trussel overfor ham og han kunne heller ej forstille sig at hun nogensinde ville blive det. Hans gyldne øjne betragtede hende, mens hans hoved forsøgte at finde en forklaring på hendes blå 'ar', samtidig med at han forsøgte at finde ud af hvorfor han burde være afvigende for hendes selskab og hendes slags. 
"Hvis De er ond, så er jeg ikke en hest. Du virker ganske fredelig og venlig, så hvorfor jeg skulle overhovedet høre på disse 'advarsler', som jeg ikke har modtaget, ved jeg ikke"  Hans stemme havde en mindre hård kant. Hoppen levede ikke op til det billede han havde af ondskab, i hans hoved så han en hest, der havde overlevet lidt for mange traumatiske oplevelser og ikke haft redskaberne til at håndtere den skade de pådrog sig. Deres fortid havde skabt deres fremtid og den væsen de var. Det betød ikke at de var horrible sjæle fra da de blev født til den dag de døde, han have set en ganske modbydelig hest ofre sig for en han holdt af. Ofre hans grusomme veje for ikke at tabe det der var tæt på hans hjerte. Khan Chryseus troede vel på at alle havde en grund bag deres handlinger, en fortid  der havde indflydelse på hvem de var blevet, men hverdag havde man valget mellem godt og ondt. Khan havde gjort sit for at holde sig på den gode side og vælge derefter og leve et fredeligt liv. Dog betød det ikke at han ikke havde ondskab i sig, han valgte det dog fra. Hver dag, valgte han at hilse og snakke om problemerne istedet for at lade hans styrke tale for ham. "Men jeg har selvfølgelig kun lige mødt dig, men udfra det jeg ser og høre, så ser jeg ingen grund til at disse advarsler burde cirkulere om dig eller 'din slags'"

Ava gav et lille fnys fra sig. Venlig kunne man måske ikke lige kalde hende. Hun var ikke så glad for andre og langt fra en af de mest indbydende og venlige hopper. Kunne hun komme til det ville hun gerne jagte alt og alle væk. Jage nogle på flugt og nogle enkelte kunne hun endda have lyst til at gøre endnu værre ting ved. Men det havde absolut intet med skyggerne at gøre - kun hendes had til nogle af de andre i landet. Hovedet blev krænget en anelse på skrå inden hun trådte nærmere i den smidige katte-gang som en kælen lille hoppe.

"Nogle gange ville det ikke skade at lytte til advarslerne omkring mig, omkring os. Vi er ikke onde, men vi er ikke ufarlige"

Det var nok egentlig andre som ham, der gjorde Avas liv en smule besværligt. Andre som ham der ikke var bange for hendes slags, der begav sig over på Foehn, og trak lyset med sig. Hendes modstykke. Hun var en skygge - og ikke kun af "race". Ava var en skygge af sig selv, skygger løb gennem hendes årer og hun var indviet skyggehest i broderskabet. Hun havde sluttet sig til sine skyggebrødre og skyggesøstre og havde det i det hele taget bedst i skyggerne. I solens stråler følte hun sig altid mere svag. Det var som om de blå øjne blev mere lysende. Som om der kom mere liv i den lille hoppe. Det var skyggerne der gjorde det.

"Hvor meget kender du til denne ø?"

#8 | Tag: Khan Chryseus

Khan Chryseus
|Strejfer x Hingst |

Hoppens ord. Hendes advarsel.. De fik et eller andet til at ringe med alarmklokkerne i det bagerste af kæmpens hoved. De larmede dog langt fra nok til at han hørte dem. Lat de frembragte var et svag sug i maven. Som når du vidste du havde gjort noget galt og håbet om ikke at blive taget i det dør ved lyden af hove... Hvis hun var ufarlig, så var han da en dræber maskine.. Den del af hendes ord frembragte et lille smil i hans ene mundvige. Hun var en hoppe, svagere fra naturens side, så selvfølgelig var hun ufarlig. Han kendte ikke hendes 'slags', hun kunne have brødre han ikke kendte til, men udover det så var hun ingen trussel i hans øjne. Det var sødt hun tænkte sådan, men helt ærligt... 
Hendes smidige bevægelser fik ham et kort øjeblik til at tage et halvt skridt tilbage. Hun mindede om et rovdyr. Bare lige i et splitsekund syntes hendes øjne at få et fremmed glimt, et nyt liv, og hendes væsen fik hans krop til at sige puma og hans hoved sagde harmløs hoppe. Hendes nye spørgsmål trak hans opmærksomhed endnu længere væk fra alarm klokkerne i den bagerste del af hans hoved. 
"Ikke meget... Jeg har været her en gang før meget kort"

"Hmmmmmm"

Kom det vurderende fra Ava, mens hun lige så stille kneb øjnene sammen som kunne hun se om hingsten talte sandt. Hun kunne dog ikke se hvorfor han skulle lyve, og derfor gav hun et lille fnys fra sig, mens hun rystede på hovedet. Det kunne umuligt gavne hende ret meget. Alligevel trillede en lille tanke ind i hende hoved, der langsomt fik hende til at smile. Hvor blikket for en kort stund var faldet ned mod jorden, røg det meget hurtigt tilbage mod hingsten.

"Jeg har hørt der skulle være en slags hjul her på øen. Men det må være godt gemt. Jeg går ikke ud fra du skulle være så heldig at have set det? De kalder det årstidernes hjul..... Det siges at årstiderne kun skifter hvis man drejer på det..."

Ava slog et svirp med halen og lænede sig fremad før hun tog de første par skridt frem i en næsten kattelignende smidig gang. Alle bevægelser var afmålte og præcise. Hun gjorde et lille kast med hovedet da hun var nået ud for hingsten.

"Øen her gemmer på mange mystiske ting. Hvad siger du? Skal vi undersøge det lidt nærmere?"

#14 | Tag: Khan Chryseus

Khan Chryseus

Hun bevægede sig i smidige bevægelser efter hendes korte tænke pause og de legende ord. Hun virkede næsten ivirig og for første gang så hingsten hvordan hoppen nærmest kunne lyse op når hun faktisk fandt noget interessant. En smule tøvende, men han rankede sig og knejsede let i nakken og et selvsikkert  og et let charmerende smil gled over hans mule. Hun fablede om at ændre årstiderne... Med et hjul? Hingsten anede ikke hvad et hjul var, men han fik fornemmelsen at det var en form af en art. Et objekt. "Hmmm.. En evetyrlig rejse, er det det vi skal på? "  Hans stemme var legende i et forsøg på at matche hendes lette bevægelser. Hvis han kunne se lidt mere af denne interessante hoppe, der mente at man burde vende om så snart man så hende, så ville han med glæde lege med på denne evetyrjagt. Hvor end åndssvag det var. Måske kunne de gå gennem et vandfald og få vasket det selvlysende mos af hendes hoved også.. 

Han satte i gang og begyndte at følge efter den sorte hoppe. Hans øre drejede kort og den sorte , let krøllede slog kort, inden han overvejede at slå over i trav. Han havde det best i den gangart, han kom hurtigere frem og han tog sig også bedst ud. Ikke at han ikke gjorde det, når han gik, men der var et bedre flow i hans trav. Han holdt sig dog tilbage og lod de gyldne øjne hvile på den sorte hoppe. Hun havde nævnt at landet her besad mange mysterier, han kunne ikke helt ignorer den spændte følelse af at der ventede fortællinger taget ud af en føl-fortælling... "Så et hjul - et årstidernes hjul - hvad mere er der at finde her i dette mystiske land?"

"Det kan man vel godt kalde det........"

Rejsen i sig selv var nok ikke så eventyrlig, med mindre man talte de steder med, der var at finde på Chibale og i resten af Andromeda - men hun havde fået et lille nys om det var på denne ø man kunne finde årstidernes hjul. Ava slog et svirp med halen og satte fremad i en luntende og let trav da hingsten fulgte med. Så langt - så godt. Det var bedre at have en neutral med, i tilfælde af der var lagt en form for fælde eller beskyttelse, for Ava havde selv mærket hvordan lyset kunne påvirke hende på grund af skyggerne der løb rundt i hendes blod.

"Mange ting. Landet gemmer på flere ting end jeg vil kunne huske at remse op. Et lys, et kraftigt lys der påstår det vil beskytte Andromeda. Det stjæler ting fra landet og giver det til enkelte sjæle det finder værdige. Som.... Årstiderne... Lyset.... Nattehimlen.... Jeg ved det lyder usandsynligt i dine ører, tro mig, det gjorde det også da jeg hørte det første gang, men her må du glemme alt hvad du tror du ved."

Man kom ikke langt uden et åbent sind. Der skete ting og sager i landet, som hun aldrig selv havde forestillet sig hun skulle opleve. Hendes Herre fanget i ildbjerget. Et brændende lys. Hendes brødre og søstre med rødglødende øjne, ofte ikke samlet i en skikkelse, men spredte skygger.

"Der findes et væsen. Også på denne ø. Et væsen der kan give dig hvad du ønsker. Men husk på. Al magi kommer med en pris"

#54 | Tag: Khan Chryseus