[Khan] Keep me company.

Tid: Formiddag.

Sted: En populær eng.

Vejr: Solskin, 13 grader, lettere overskyet.

Foråret havde efterhånden indtrådt Andromeda, og landet stod smukt i al sin flor. Dette var nok Apeirons yndlings årstid. Der var ikke noget bedre end at se landet blomstre op og blive frodigt igen efter en hård og kold vinter. Og vinteren havde i sandhed været hård for Andromeda i år. Det var som om, at alle heste var gået i hi henover vinteren. Det var i hvert fald flere måneder siden, at han sidst havde set en anden hest. Hvis ikke det var fordi, at han stadig havde fundet tegn på liv nogen steder i form af fodspor, så ville han tro, at han var helt alene i verden. Det var dog endelig ved at se lysere ud i landet nu, og derfor håbede han, at det ville bringe folk mere ud fra deres skjulesteder.

Denne dag var han derfor søgt mod Enophis, landets hovedø. Hvis man ledte efter selskab, var det her det rette sted at søge hen. Der var næsten altid nogen at finde her. Apeiron smilede let ved tanken om sig selv, der sådan var på jagt efter selskab. Det lignede ham ikke, men en helt vinter alene kunne gøre selv den mest asociale hest social. Og selvom han havde svært ved at omgås andre heste, så måtte han indrømme, at han savnede at se et andet ansigt og høre en anden stemme.

How can you run, when they are in your head?

    ♆

" Don't ever think that the reason i'm peaceful is because I don't know how to be violent.."

Keep me company 

Den sorte hingst travede af sted i et langsomt tempo. Hans hove fladt tungt og sikkert mod jorden, der dæmpede lyden en anelse. Han havde været så ufattelig ensom de sidste mange måneder. Der havde ikke været et øje at se. Vinteren havde ikke været en stor udfordring, men den havde været hård, det kom man ikke udenom, ligemeget hvor meget man så end så sig selv, som den stærkeste i verden. Seus vidste i hvert fald godt, at han ikke længere var på toppen. Han var godt på vej til at arbejde sig der til, men langsomt gik det.
Han var endnu en gang på Enophis, en stor og god ø. Der var alt man nu engang havde brug for. Der var gode enge med noget af det bedste græs han havde smagt. Her om foråret var det ekstra sødt. Som om livet skyndte sig ind i græsset for at nå så meget som overhovedet muligt inden vinteren kom. Han slog let med den sorte hale, inden han sagte farte en anelse, engen han var kommet til var ikke tom. Han vippede ørene frem mod hesten og sendte et venligt, varmt vrinsk i dens retning. Hvis han skulle give et gæt, så var det en hingst. Bygningen og den svage fært han kunne få fik ham til at ranke sig let og bevæge sig med større styrke end før. En gang leder hingst, altid leder hingst. Khan havde siddet på posten lige siden han fik den og jagtet flere udfordrer væk end han lige kunne huske.

| 

Til hans store glæde havde han haft ret i sin antagelse om denne eng, for han havde ikke befundet sig her i mange minutter, før der allerede kom en anden skikkelse til syne længere fremme. Apeiron blev glad ved synet af en anden sjæl, men han mærkede dog også usikkerheden lure i sin mave. For den fremmede var en hingst, og tilsyneladende en stor og stærk én. Apeiron var ingenting i forhold til ham! Han sænkede derfor straks sit hoved og krympede underdanigt sammen i sit kropssprog, mens han smaskede ud i luften. Han gjorde alt, hvad han kunne fra starten af for at vise den fremmede hingst, at han ikke var nogen trussel. For som strejfer i Andromeda var det survival of the fittest, og det var ikke en måde, han var så god til at leve på.

Til hans store lettelse sendte hingsten dog nu et vrinsk i hans retning, og det var både varmt og venligt. Han spidsede tøvende de hvide ører i hingstens retning, mens han besvarede vrinsket med en usikker, men venlig brummen. Han var for genert til at vrinske på den måde, og desuden var han stadig ikke helt tryg - for selvom den fremmede lige umiddelbart virkede fredelig, kunne man aldrig vide sig sikker!

How can you run, when they are in your head?

    ♆

" Don't ever think that the reason i'm peaceful is because I don't know how to be violent.."

Raging thunder 

Fame 

Hans sorte hale hang som en lav fane bag ham i vinden og de sorte øre blev vippet frem mod den fremmede. Han opførte sig som en af de plage han engang havde jagtet væk fra hans område, plagen havde strakt set sin fejl, da Khan var galopperet mod ham med et kropsprog, der skreg, at han var klar til at tromle ham ned, hvis han ikke fik fut under hovene og kom væk fra hans flok og ikke mindst hans hopper. Dog var Khan og denne fremmede på lige fod. Begge strejfere, der ikke hørte hjemme nogensteder i Andromeda. Selvom Khan godt vidste, at han var højere oppe end de fleste, da han kunne formå at få udfordrende sjæle til at tænke sig om en ekstra gang, inden de tog en kamp op mod ham. Dog var Khan en ganske fredelig sjæl, der ejede nogle gode kvaliteter, så som hans modige hjerte og hans erfaring, der havde lært ham en masse og han havde ligeså også lært af hans fejl. Derfor stoppede han allerede op, da der var nogle meter imellem de to heste. Han ville ikke gøre hingsten mere presset end nødvendigt, da han virkede til at være ligeså sulten efter selskab, som han selv var. Han forsøgte at gøre sig en smule mindre og knap så dominerende, som han normalt var. "Goddag, du! Hans stemme var varm, venlig og glad. Den havde en stærk tone, der ligeså fortalt en historie om hvad han kom fra.

| 

Til hans store lettelse virkede den fremmede ikke til at have nogen onde hensigter, da denne nu stoppede op på høflig afstand og forsøgte at gøre sig mindre dominerende i sit kropssprog. Det var dog tydeligt, at denne hingst var vant til at føre sig frem i en stærk og dominerende holdning, så Apeiron satte pris på, at han gjorde et forsøg på at se mindre skræmmende ud. Den fremmede hilste ham nu an med en stemme fyldt af varme og glæde. Det fik straks Apeiron til at smile. Den fremmede lød til at være lige så glad for at være i et selskab, som han var, og han følte sig straks mere tryg.

"Goddag hr!"

Forsigtigt trådte han et skridt tættere på den fremmede med de hvide ører vippet opmærksomt fremt - en lille gestus for at vise, at den fremmedes forsøg på at bløde ham op havde virket, og at han derfor ikke længere var så utryg.

"Det er dejligt endelig at møde en anden sjæl efter denne lange og ensomme vinter. Mit navn er Apeiron."

Han bukkede høfligt hovedet for den fremmede og betragtede ham med et lige dele nysgerrigt og beundrende blik. For den sorte var i den grad et beundrende syn. Magen til elegant, stærk og muskuløs hingst skulle man lede længe efter! Var det mon mærkeligt at kalde en anden hingst for smuk? For det var faktisk det ord, der kørte rundt i hans hoved lige nu. Den fremmede var ualmindeligt smuk...

How can you run, when they are in your head?

Khan Chryseus
|Strejfer x Hingst |

Det var en lettelse for den sorte kæmpe, at den fremmede tog imod hans forsøg på at virke mindre frembrusende og dominerende. Selvom han var vant til at føre sig frem og trække blikke, så var det ikke noget han længere gjorde med vilje. Da han var en ung plag havde han forsøgt sig mange gange på at trække de blikke, men hans bevægelser havde været unaturlige og ikke en rigtig del af ham. Tak guderne for hans hormon fyldte hjerne, der ikke havde fanget beskeden om at han havde sat rekorden i gakkede gangarter! Hans gang var vokset til en mere flydende og naturlig, hvilket i sidste ende fik ham den opmærksomhed han søgte som plag. 

Den fremmede hingst hilste ham høfligt og endda med en titel. Det var ikke noget han mødte ofte, han havde været på navnebasis med næsten alle i hans tidligere liv, så det var et friskt pust med alle disse nye heste han mødte, dog med hingsten her værende den første siden vinteren slap dets greb... Han slog let med halen, inden han drejede kort emd ørene og lyttede til hingsten. 
Apeiron. 
Et ganske interessant navn. Et smil prydede hans sorte mule, som hans rettede sig en smule op og knejsede let i nakken. "Glædeligt at møde dig, Apeiron. Og jeg kan kun sige det samme! Mit navn er Khan Chryseus"
 Han præsenterede sig med en samme stærke, men venlige stemme. Denne trefarvede hingst virkede, ved første indtryk, til at være en ganske venlig, men også nervøs hingst. Men dog en hingst der ikke lige umiddelbart ville udfordre ham. Det varslede altid godt for venskaber mellem andre hingste for den sorte kæmpe. 

Et smil tegnede sig nu på hingstens sorte mule, inden han ligeledes hilste Apeiron an med venlige og glade ord. Apeiron gengældte hans smil og forsøgte at slappe så meget af som muligt. Khan Chryseus. Det var et meget unikt navn, som han aldrig havde mødt mage til før. I det hele taget strålede den fremmede af en type, man aldrig havde mødt magen til før, og han var derfor slet ikke i tvivl om, at det var et meget interessant selskab, han havde været så heldig at lande i.
Stilheden faldt let over de to hingste, og det fik Apeiron til kort at skrabe uroligt med sin hov i jorden. Han ønskede ikke, at der skulle opstå en pinlig tavshed imellem dem, da Khan jo virkede så rar og absolut kun havde vist ham venlighed. Men han var virkelig ikke god til at føre en samtale, så i stedet forsøgte han med lidt small talk, som vist var meget normalt at bruge til at starte en samtale med. "Har du været længe her i landet?"

How can you run, when they are in your head?