Bright eyes[Trinse]

Hvor var det bare.... UNDERLIGT! Hvordan kunne hun dukke op her? Hun var stadig gennemblødt efter hendes dukkert i søen. Hun havde tjekket om der var en eller anden hemmelig gang fyldt med vand, man skulle svømme igennem, som forbandt hendes hjemland og det her land. Lyset havde kaldt ladet Andromeda. Hendes frustration over ikke at kunne finde ud af hvordan det fungerede var efterhånden gået i sig selv og hun var nu mest af alt nysgerrig og vildt begejstret for at hun var i den her verden. Hun havde aldrig set sådan en fugl, som var taget til luften nogle meter fra hende og græsset duftede anderledes. Sødere på en måde. Hendes eventyrer hjerte hoppede et slag over ved tanken om alle de ting hun endnu havde at se her. Hun bevægede sig let på tå og det var ligefør, at hendes gang gik over i trav. Hendes grønne øjne var store af forundring og hun følte det som om, at hun var endt i et fantasiland. Måske var hun her ikke engang, måske var hun skvattet, slået sig selv bevidstløs og drømte nu en eller anden syret drøm... Hun vippede let med ørene, inden hun stoppede og tog en dyb indånding. Lod alle de fremmede dufte fylde hende. Hun genkendte nogen af dem fra grotten, hvor de på magisk vis var dukket op. Men der var også nogle af dem, som ikke var der. Duften af svovl, mos og havet var det ikke. 

Den slanke hoppe kom elegant travende igennem Leventera. Hun havde ikke noget egentligt mål med sin færd, men bevægede sig bare af sted den vej, hendes hove førte hende. Hun var en meget slank og spinkel hoppe af natur, men lige p.t. så hun ekstra tynd ud, da vinteren havde taget hårdt på hende. Hun var derfor lykkelig for, at foråret endelig var ankommet til Andromeda. Alting begyndte langsomt at springe ud igen, og landets frodighed gav adgang til mad og dermed styrke. Hun mærkede derfor glæde og energi på ny, da hendes krop var fyldt op med saftigt, grønt græs. Hun havde lige nydt et dejligt måltid på en af de omkringliggende enge og var nu på vej for at finde noget at drikke. Hun kendte dog intet til øen her og anede derfor ikke, hvor den nærmeste sø lå; så hun lod bare instinkterne tage over og bevægede sig den vej, hendes ben bar hende.

Hun nåede ikke langt, før hun fik øje på en fremmed hoppe længere fremme. Hun stoppede op og tippede tænksomt det yndefulde hoved på skrå. Hun havde ikke mødt en anden sjæl i evigheder... Hun var næsten begyndt at tro, at hun var helt alene tilbage i dette land! Hun brummede mildt og venligt, inden hun lod et opsøgende vrinsk lyde mod hoppen. Hun knejsede da let i nakken, inden hun skridtede frem mod hoppen med et venligt smil om den mørke mule. Godt nok havde hun altid været en hoppe, der trivedes forbløffende godt i sit eget selskab, men selv hun måtte indrømme, at det var rart at se et andet ansigt igen. Selv en ensom ulv som hende vidste, at man ikke kom langt her i livet uden bekendtskaber.

Bright eyes

Gehenna
x
Silvara

Den plettede hoppes grønne øjne søgte ejeren af vrinsket og et lystigt glimt blev tændt i hendes grønne øjne. Hendes to farvede hale slog kort, inden hun satte farten op og slog over i trav. Hun var stadig fugtig efter den ufrivillige svømme tur, så vinden var ganske velkommen. Hun svarede vrinsket med løftet hoved og et smil. Hun var lige landet og allerede fandt hun nye ansigter. 
Den fremmede var skimmel, grå og spinkel. Hun lignede en der kunne løbe rigtig stærkt. Gehenna vippede med ørene og stoppede først da hun var helt henne ved den fremmede hoppe. En af de ting der slog hende, var at hoppen ingen man havde. Det var yderst besynderligt. Hun lagde hovedet let på skrå og hendes pandelok gled til den ene side. 

"Goddag" 

Hendes stemme var glad og venlig, hun rettede hovedet op og ventede knap nok  på at den anden skulle hilse, før at hun præsenterede sig selv. 

"Jeg er Gehenna, hvem er du?" 

Hun drejede ørene frem mod den fremmede. 

Hoppen slog over i trav, løftede hovedet og besvarede hendes vrinsk med et smil. Silvara smilede stort ved synet af den glade og imødekommende hoppe og slog ivrigt med hovedet. Hoppen travede hele vejen hen til hende og stoppede op, hvorefter hun hilste hende an med en glad og venlig stemme. Ivrigt præsenterede hun sig selv, før Silvara kunne nå at hilse igen, og spurgte ligeledes efter hendes navn. Hun lo mildt af den livlige hoppe. Hendes energi var smittende og fik Silvara til at slå ivrigt med hovedet.

"Goddag! Mit navn er Silvara, det glæder mig at møde dig! Jeg har ikke mødt en anden sjæl hele vinteren, så det er ubeskriveligt rart at se et andet ansigt igen."

Bright eyes

Gehenna
x
Silvara

Den brogede hoppe slog let med hovedet et par gange over det glade grin hun blev mødt med. Det var så dejligt, at den første hun mødte i denne syrlige drøm var en glad skabning! Hun fungerede bare ikke med helt så godt med de der kun så sort... 
Gehenna svirpede med den tofarvede hale og smilte stort til den skimle. 
"Silvara! Det minder lidt om ordet sølv, ih det passer dig så godt! Jeg vil væde med at når solen rammer dig rigtigt, så skinner du ligesom en diamant!"  Ret karakteristisk for Gehenna. En brønd af komplimenter og fikse ideer til at få andre til at føle sig som midtpunktet, men uden at det virkede overfladisk. Hoppen mente skam også hvert et ord! Hun vippede ørene lidt frem og tilbage, inden hun rystede sig. Vandet var snart ude af hendes pels. "Sig mig, Sil, hvad i Andromedas navn er en Chibale?"  I hoppens hoved havde det sidste navn lydet havde sagt til hende lydt mere som et navn på et sted eller måske endda et væsen, men hvad eller hvem det va vidste hun ikke. Hun vidste kun at det havde været fulgt af en behagelig duft af fyrtræer. 

Den fantastisk rare og generøse hoppe slyngede nu en sværm af komplimenter efter Silvara, der fik hende til at smile varmt med næsten helt røde kinder. Hun var overhovedet ikke vant til at blive rost til skyerne på den måde, så det var en uvant, men også meget dejlig følelse! Hun lo mildt til den appaloosafarvede, yderst snakkesalige hoppe.

"Mange tak, kære Gehenna! Jeg tror også, at jeg netop blev navngivet Silvara dengang på grund af min sølvagtige farve. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har lagt mærke til, om min pels skinner i sollyset - men det ville da være fantastisk!"

Hun smilede muntert og lo mildt igen. Hun havde en smule dårlig samvittighed over ikke at give Gehenna nogen komplimenter tilbage, men hun var selv en hoppe, der havde svært ved den slags. Ikke fordi at hun ikke undede Gehenna at få komplimenter - nej tværtimod, hun var intet mindre end skøn! Men Silvara var bare meget tilbageholdende på det punkt, og det lå derfor ikke naturligt for hende at rose fremmede på den måde. Men hun brød sig bestemt godt om den appaloosafarvede hoppe og håbede, at hun en dag ville kende hende godt nok til også at kunne overøse hende med ros og komplimenter.

Gehenna rystede sig nu, så de sidste rester af vand forlod hendes pels. Silvara betragtede hende nysgerrigt. Gad vide, om hun havde krydset havet for nyligt? Det var selv noget, Silvara gjorde en gang imellem for at opleve de andre øer. I starten havde det været lidt grænseoverskridende, men man vænnede sig hurtigt til svømmeturen.
Gehenna spurgte nu, hvad en Chibale var, og det fik Silvara til at le muntert. "Chibale er navnet på en af de andre øer her i landet. Er du ny i Andromeda, Gehenna?"

Gehenna

Hun nikkede let med hovedet og fik slynget hendes pandelok til siden. Gehenna var altid frisk på at gøre nye bekendtskaber og hun forventede ganske sjældent noget igen for hendes glade ord. Så det at Sil ikke slyngede en ordstrøm af komplimenter og andre søde ord var helt fint med hende. Hun var også så fyldt med ord og en anelse for meget fokus på sig selv til tider. Hun så kort ud på landskabet, inden Sil begyndte at snakke igen. Denne gang grinte hun og hvilken fantastisk lyd det var! Gehenna smilte stort og tiltede hovedet let på skrå som Sil talte. 
Appalossa hoppen smilte, som om hun havde en stor hemmelighed hun var ved at dele med en veninde. Mest af at fordi hun selv mente at det var en yderst sjov og besynderlig måde  hun var kommet her til. 
"Jeg fulgte et lys i en grotte, den ledte mig under vandet i en sø og da jeg kom tilbage til overfladen var jeg her. Alt jeg ved at der er noget, som hedder Chibale, Enophis, Leventera, Zenobia og Foehn  - Det må jo så være øer?"

Hun så nysgerrigt på Sil og ventede på at hun enden gav hende ret eller fortalte hende hvad alle de navne der var strømmet ind i hendes hoved tilhørte. For det var ærligtalt ikke så betænktsomt af lyset bare at dumpe hende med en masse navne og ingen steder eler væsner at placere dem på!

Gehenna smilede nu stort, som om hun skulle til at dele en dyb dyb hemmelighed med en god veninde, hvilket fik Silvara til at smile varmt. Det var rart at være i selskab med en, der havde en så kærlig og ukompliceret måde at være på som Gehenna. Det var første gang i hendes liv, hun var sammen med en anden hoppe, som hun rent faktisk følte, at hun ville kunne blive veninder med.Hun lyttede nu til Gehennas ord og nikkede let. Ordene kom slet ikke bag på hende; for Gehenna var ikke den første, hun havde hørt sige noget lignende i dette land. Næsten alle var kommet til Andromeda på en eller anden højst usædvanlig måde. Hun havde hørt om flere, der lige som Gehenna var rejst hertil via en slags lys - og der var også flere, der som hende selv bare var vågnet op her en dag, uden at ane, hvordan de var kommet hertil.

,,Du er ikke den eneste, der er kommet hertil på den måde. Andromeda er et meget mystisk land, og vi er næsten alle kommet hertil på uforklarlig vis. Og ja, det er ganske rigtigt, at Andromeda består af fem øer. Den, vi befinder os på lige nu, hedder Leventera og er landets næststørste ø."