[Til Signe] Girl Talk.

Retningen var lagt, og den gyldne Illana havde ingen tøven i hendes ellers afslappede bevægelser. Den guldfarvede hoppe ved hendes side, Tsavani, var ikke nødsaget til at tænke på retning, for Illana skulle nok føre hende. Med milde toner lod Illana et øre vippes til siden, lyttende til hendes selskab, imens det andet øre diskret studerede omgivelserne. Nok følte hun sig tryg i flokken, men hun havde et ansvar; hun var med til at sørge for flokkens sikkerhed, med til at lede den, og eftersom det var en rum tid siden den gyldne sidst var i flokken, måtte hun opdatere sig lidt; men alt lod til at være i ro og mag.
Tsavani ved hendes side lo mildt, som respons på Illanas fortælling om mødet med den tre-benede hingst. Illana brummede blot tilbage med en munter tone, da det lod som om den større hoppe havde meget mere på hjertet; og Illana havde ikke brug for at uddybe flere detaljer om mødet med Skyggehingsten, som den guldfarvede hoppe elskede. Ganske rigtigt begyndte hun snart at tale igen, og Illana lyttede opmærksomt.
Tsavani fortalte nu om, hvad hun havde oplevet siden de to gyldne skikkelser sidst havde set hinanden. Hun fortalte om hendes broder, om at hun havde mødt Sicarius og herefter tilbragt noget tid på Vulkanøen. Og det gav ganske fin mening, fordi hun netop elskede ham; og selvom den gyldne ej selv ville sætte hove på den ø, ville hun ikke bebrejde andre for at gøre det. Da Tsavani stoppede sine ord, var det tydeligt at hun endnu bar tvivl i sit sind. Tvivl om hvor hun hørte til. Illana brummede sagte, nærmest i trøstende toner, inden hun puffede imod den større hoppe. De var nu nået den klynge af træer, som befandt sig isoleret fra resten af skoven, og Illana trådte ufortrødent ind under deres svalende kroner.

,,Jeg ville ikke sige, at du var på bar bund, kære Tsavani. De ord, du har fortalt mig, de tanker og meninger du har, vidner om at du er på vej imod en sti, som du vil føle er den rette. Og du er ikke alene i landet, selvom det kan føles sådan.. Jeg vil altid være din ven. Og hvis du ønsker det, er der også en plads til dig i flokken. Hvad angår denne Sicarius.. Der er du heller ikke på bar bund. Måske åbner der sig en helt ny verden for jer, næste gang I mødes. Måske kan han se, at det er muligt at finde en fælles sti, hvis I begge er villige til at kæmpe for det"

Illana tav nu, med et lille smil. Hun gav et signal til den større hoppe om at stoppe, og så sig kort, men tilfreds omkring. Illana tog en dyb indånding, inden hun med lettere stolthed i stemmen atter snakkede.

,,Denne lille klynge træer, er det sted i flokken som jeg kalder 'mit'. Det er her, jeg bruger mine nætter, når jeg er i flokken."

[27]

---

Hun smilede mildt og taknemmeligt over den gyldnes trøstende brummen og puf. Det var rart at mærke nærvær og omsorg på denne måde, når man stod i en svær situation. At få én til at føle sig tilpas og velkommen var i den grad noget, Illana og de andre Vogtere var gode til - hvilket var mere, end man kunne sige om Skyggehestene!
De nåede nu frem til en lille klynge af træer, der befandt sig isoleret fra resten af skoven. Illana trådte uden tøven ind under de lavthængende trækroner, der nærmest fik hende til at forsvinde ind i en anden, magisk verden. Tsavani blev stående udenfor og så imponeret til. Det så virkelig hyggeligt ud!
Hun spidsede nu ører og lyttede til Illanas ord, der som sædvanlig var varme og kærlige, og gav rigtig god mening. Hun måbede let, da Illana meddelte, at der ville være en plads til hende i Teylar, hvis hun ønskede det. Tænk, at Illana var villig til at give hende en plads i sin flok, selvom hun lige havde sagt, at hun overvejede at joine Skyggerne! Det vidnede jo bare om, hvor meget Illana stolede på hende. Hun blev næsten helt rørt til tårer og fik derfor en lettere grådkvalt stemme, da hun talte.

"Mange tak for dine flotte ord, kære Illana. Det betyder uendeligt meget for mig at vide, at du altid vil være min ven. Og du skal ikke ét sekund være i tvivl om, at de ord er gengældte. Hvis du nogensinde får brug for noget, så vil jeg altid være til tjeneste.
Og så kan jeg slet ikke beskrive, hvor taknemmelig og rørt jeg er over, at du vil tilbyde mig en plads i Teylar. Det har været min store drøm, mere eller mindre lige siden jeg kom hertil. Jeg har bare været så meget i tvivl om min vej, siden jeg mødte Sicarius, at jeg ikke har turdet komme flokken for nær. Men nu... Jeg har aldrig følt mig så velkommen og hjemme, som jeg gør her!
Men ja, som sagt har min eneste tvivl været Sicarius... Men hey, hvis han kan melde sig ind ved Skyggerne uden at snakke med mig først, så kan jeg vel også melde mig ind i Teylar uden at snakke med ham først! Så det vil jeg meget gerne, Illana; det ville være mig en ære."

Hun smilede varmt og mente hvert og et af sine ord helt oprigtigt. Det havde altid været hendes drøm at blive medlem i Teylar, så hun var stolt af sig selv over, at hun endelig havde opnået det. Hun vidste også, at uanset hvor Cadey var, så ville han også være stolt af hende!
Illana fortalte nu med stolthed i stemmen, at dette var det sted, hun kaldte for sit; hendes sovested om man ville. Tsavani smilede mildt.

"Det er virkelig smukt!"

Hun kunne så sandelig godt forstå, at Illana var stolt af dette sted. Det så helt eventyragtigt ud med de grønne trækroner, der ragede ned mod jorden og nærmest dannede en lille hule. Hun kunne forestille sig, at det måtte føles trygt og rart at sove under de beskyttende kroner. Hun strakte nysgerrigt mulen frem, men tøvede dog med at træde nærmere, mens hun så på Illana med et spørgende blik. Det virkede måske lidt fjollet, men hun ville ikke træde 'indenfor' uden at have fået lov. For selvom det bare var en klynge træer, så følte hun, at dette var Illanas personlige rum - og hun ville nødigt trænge sig på!

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Illana smøg sig ganske elegant under de lavt hængende grene og trådte ind i det skjulte rum, som hun betragtede som værende hendes. Bag hende forblev Tsavani, den større flødefarvede hoppe, udenfor træernes bløde dør, og Illana vendte smidigt sig rundt for at vende hovedet imod indgangen. Tsavani's stemme rummede mange aspekter, men det tydeligste var glæde. Hun fortalte, at hun satte stor pris på både venskabet og tilbuddet om at slutte sig til flokken, og det fremkaldte et smil på den grå's mule. Det glædede hende skam, at hun kunne give den gulfarvede en sådan gave, især når hun havde været så fyldt med tvivl om sorg over det dilemma, hun havde stået i med skyggehingsten. Illana's ører var tippet helt frem, lyttende, og først da den store flødefarvede havde afsluttet sin talestrøm, begyndte Illana at svare.

,,Æren vil være på min side, Tsavani. Teylar vil være dit hjem så længe du ønsker det."

Startede Illana ud. Hun trådte lidt frem, så hun bedre kunne spotte den store guldfarvede gennem bladendes grønne farver, og hun rakte mulen en anelse fremad.

,,Såfremt han har noget at indvende, må det være hans egen sag ja; du er fri til at følge dit eget hjerte. Og selvom du har Teylar som din base, og han flokken på vulkanøen, kan I jo stadigt være sammen. Min mage bor ikke i flokken - men det betyder ikke, at vi ikke kan være sammen"

Ved de sidste ord, mærkede Illana et lille stik dybt i hendes sind. Hun havde ikke set Samael, månehingsten, meget meget længe og hendes endeløse vandringer rundt omkring i landet, havde ikke bragt de to sjæle sammen. Selvom hun ikke var meget for det, gruede hun for, at hun aldrig ville få ham at se igen; at han var gået bort, forladt landet. Lyset om hendes hals opfangede hurtigt den gyldnes sindsstemning, der et øjeblik blev en kende trist. Den gule farve skiftede over imod en blå nuance, som symboliserede sorg. Illana forblev dog ikke i dette humør længe, for Tsavani stak nu hovedet og forparten ind under grenene, så hun kunne se den lille boble, som Illana følte sig tryg i. Hun smilede nu, den gyldne, og Lyset skiftede straks over imod det gule, nærmest hvidlige lys.

,,Ja det er. Jeg faldt over det ved et tilfælde, og der var bare noget over det.. Magisk og trygt på samme tid. Kom du bare med ind, der er masser af plads til os begge."

Illana trådte yndefuldt til siden, således at den større hoppe kunne komme ind. Der stod nogle stærke stammer i midten af klyngen, hvis grene kælede for jorden. Illana betragtede den grønne nuancer der dansede over ryggen på den store guldfarvede; solen kastede sine stråler imellem træernes blade og lod et sirligt mønster af lyd og grønne skygger danse på dem begge. Illana puffede muntert til Tsavani, inden hun hævede den slanke hals en anelse.

,,De fleste i flokken har fundet 'deres' soveplads. Du må vælge præcis den du ønsker også, Tsavani - og du er velkommen til at sove her også, hvis du fra tid til anden skulle få lyst til det"

[35]

---

Hun smilede varmt og nærmest stolt, da den gyldne Illana sagde, at æren også ville være på hendes side, og at Teylar ville være hendes hjem, så længe hun ønskede det. Det føltes næsten helt urealistisk at høre de ord komme ud af en andens mund. Hun havde aldrig troet, at hun skulle føle sig så tilpas og værdig, som Illana fik hende til at føle sig.
Illana fortalte nu, at de jo sagtens kunne være sammen uden for flokkenes grænser, og at hun tilmed selv havde en mage, der ikke boede i flokken. Hun smilede varmt ved tanken om, at Illana havde en mage - det måtte være en helt speciel hingst, der havde vundet den fantastiske hoppes hjerte. Ham ville hun gerne møde en dag!

,,Ja, det har du ganske ret i, kære Illana. Hvis de to andre fra Skyggerne og Vogterne og du og din mage kan klare det, hvorfor skulle vi så ikke også kunne."

Lyset om Illanas hals skiftede pludselig farve og fik en blå nuance, som Tsavani aldrig havde set det have før. Hvad mon det betød? Det forsvandt dog lige så hurtigt, som det var opstået, og fandt nu tilbage til sin sædvanlige gule/hvide farve igen.
Hun nåede slet ikke at tænke mere over det, før hendes opmærksomhed igen blev ledt mod den gyldne Illana, der nu til hendes store glæde trådte yndefuldt til siden og inviterede hende indenfor. Hun smilede stort og kunne næsten ikke styre sin glæde, da hun ivrigt trippede ind ved siden af den gyldne. De smukke trækroner gav godt med skygge og gjorde temperaturen dejlig behagelig. Lyset faldt igennem bladene og dansede henover de to hopper, hvilket gav en nærmest magisk stemning. Det var SÅ smukt!

Illana sagde nu, at hun kunne vælge lige præcis den soveplads, hun ønskede - og at hun også var velkommen til at sove her, hvis hun fra tid til anden skulle få lyst til dét. Hun blev næsten helt rørt til tårer igen, da hun så på den gyldne og let strøg hende over den bløde skulder.

,,Tusind tak, Illana. Det vil jeg huske!"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

De stod sammen under det mægtige træ, hvis grene gemte dem for omverdenen. Illana smilede let, inden hun puffede imod hendes veninde, Tsavani, som nu også delte hjem med den gyldne Illana. Med en sigende bevægelse med det smalle hoved, så Illana opad; man kunne fornemme hvordan alle de stærke grene samlede omkring den tykke stamme, og så man efter, kunne solens omrids ses. Dens varme stråler kastede deres lys ned igennem bladende, og skabte denne magiske stemning, som de to hopper vidst begge kunne sanse.

,,Det er smukt, ikke?"

Sagde hun lidt for sig selv, men stadigt henvendt til den guldfarvede Tsavani. Herefter vendte hun blikket imod den større sjæl, inden hun med varme i blikket tillod sig at stille hende endnu et spørgsmål.

,,Er der noget du savner fra dit gamle hjem?"

Med gamle hjem mente Illana selvfølgelig det land, som Tsavani kom fra. De havde ikke udvekslet mange informationer om det liv de hver især havde levet før de ankom til landet. Hun brummede eftertænksomt, imens hendes blik løb hen over hende; hun vidste at hun havde en broder i landet, og nogle få detaljer om hendes tidligere liv, men den gyldne var oprigtigt nysgerrig på, hvad den store hoppe havde oplevet.

[2]

---

Hun gengældte Illanas smil og puffede let igen, mens en varm latter forlod hendes strube. Det var en helt fantastisk fornemmelse at stå her under det smukke træ og dele et magisk øjeblik med en god veninde. Og ja, hvor utroligt det end lød, så betragtede hun nu den gyldne Illana som en meget tæt veninde. Hun havde aldrig troet, at hun skulle være så heldig at få den magiske hoppe som veninde, da hun faktisk havde været lidt af en kælling mod andre hopper, da hun først kom til landet - men et eller andet ved Illana og Lyset havde fascineret hende lige fra deres første møde og fået hende til at opføre sig pænt og høfligt over Illana. I takt med årerne havde hun da ændret sig til at blive en mere og mere høflig og hjertevarm hoppe - og hun var overbevist om, at hun kunne takke Illana for dét.
Hun fulgte Illanas blik op mod trækronerne og sukkede afslappet.

,,Jo for søren, det er nærmest magisk."

Hun mødte nu Illanas blik og vippede nysgerrigt ørerne frem mod hende, da spørgsmålet lød i hendes ører. Hun havde ikke tænkt på sit hjemland i meget lang tid, så det var underligt pludselig at skulle prøve at finde minderne derfra frem igen... Og som hun gjorde det, gik det hurtigt op for hende, at der ikke var noget som helst, hun savnede derfra.

,,Næh, for at være helt ærlig så så jeg det som en velsignelse at komme til Andromeda... Mit hjemland Medúil bestod ikke af andet end krig og ødelæggelse, og jeg har forlængst mistet min familie til døden derhjemme... Undtagen Cadeyrn, som overlevede sammen med mig. Han er det eneste, jeg savner inderligt hver eneste dag."

Et trist udtryk gled ind over hendes ansigt. Hun havde jo været så heldig at ankomme til Andromeda sammen med sin broder, men igennem årerne var de blevet mere og mere adskilte, og nu var det så længe siden, hun sidst havde set ham, at hun var overbevist om, han slet ikke var i landet længere...
Hun kneb let øjnene sammen, inden hun så på Illana med et nysgerrigt smil.

,,Hvad med dig?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Illana, den gyldne, betragtede meget nøje hendes høje veninde, inden hun gav sig til at svare på det spørgsmål, som Illana havde stillet. Hun brummede mildt og lod en kugle af Lys dannes imellem de to, for selvom solens stråler rakte ned igennem bladende tætte lag, så var der langt mørkere herinde i hulen, end udenfor. Illana smilede let, og tippede begge ører imod Tsavani, da hun begyndte at forklare. Der var faktisk intet, som den høje hoppe savnede fra sit gamle land - et land, der havde været præget af krig og ødelæggelse. Illana lagde hovedet en anelse på skrå. Hun kunne sagtens forestille sig Tsavani kunne overleve i et barskt miljø, ja, hun havde nok langt bedre chancer end mange andre i landet, men alligevel så var det ikke en rar tanke, at denne unikke hoppe havde oplevet krig og voldsomme tab. Illana var under Tsavani's fortælling kommet til at holde vejret, og hun lagde først mærke til det, da den svævende Lyskugle nærmest flimrede. Hun tog en dyb indånding, inden hun puffede let imod den store hoppes skulder. En form for opmuntrende puf, selvom Tsavani var fyldt med glæde over at være kommet til Andromeda. Illana rømmede sig så, for Tsavani havde også spurgt hende ind til samme emne - og Illana ville med glæde svare.

,,Der hvor jeg kommer fra, var der ikke krig og store ødelæggelser; men jeg har ligeså lidt tab. Min flok var nomader og flyttede sig altid efter maden. Det fungerede skam ganske fint, men i en verden hvor det gjaldt om at kunne gemme sig, for ikke at tiltrække opmærksomhed fra de andre ledere, som altid var på jagt efter hopper til deres flokke, skilte jeg mig for meget ud. Min mor var også lys, men med mørke ben og mørk man og hale; og hun var min fars yndlings. Mit lyse skind, som jeg havde arvet fra hende, gjorde mig alt for attraktiv for andre, og mange søgte at udfordre min far, for at indlemme min mor og jeg i deres flok. Det lykkedes dem ikke - men en dag forsvandt min mor. Fordi jeg, af mange, stadigt var en mystisk skabning, fik jeg skylden, selvom det kan virke irrationelt, blev jeg forvist fra flokken fordi de dømte mig som værende skyld i min mors forsvinden, og muligvis død. Jeg var for farlig og omkostningsfuld af have i flokken, og jeg blev overladt til mig selv.. Jeg vandrede alene i en rum tid, og da min verden så mest sort ud, var det jeg mødte Lyset, som førte mig hertil. Det er kun min mor, jeg inderligt savner fra den verden.. "

Stoppede hun. Egentlig var der én ting mere, en hingst hun engang havde kendt, men han lå så fjern i hendes sind, og hendes kærlighed var blomstret i dette land på ny. Derfor savnede hun ham ikke som sådan, men var nærmere taknemmelig for det hun lærte af ham - og med ham. Hun brummede let, inden hun lod Lyskuglen stige en anelse, så den hang over hovederne på den to hopper. Hun nikkede let til Tsavani, inden hun stillede sig en smule længere ind, og lod det ene bagben hvile. Mørket ville snart være ovre de to, solens stråler gik på held; og Illana ville være glad for at dele den flødefarvede Tsavani's selskab natten over.

[10]

---

Tsavani så fascineret til, da den gyldne Illana lod en kugle af lys danne sig imellem de to. Det spredte et hyggeligt, varmt lys i den lille hule og fik hende til at smile.
Hun så fascineret til, da den svævende kugle nærmest begyndte at flimre under hendes fortælling, da Illana havde holdt vejret. Hun tog nu en dyb indånding, hvilket atter fik lyskuglen til at stabiliseres. Hvor fascinerende!
Hun mærkede det opmuntrende puf mod sin skulder og smilede taknemmeligt til den gyldne Illana. Hun satte pris på, at Illana ikke spurgte mere ind til hendes lettere traumatiske baggrund, men i stedet blot viste sin støtte og medlidenhed med et opmuntrende puf.

Hun spidsede nu ørerne og lyttede interesseret med, da Illana begyndte at fortælle om sin egen fortid. I løbet af fortællingen begyndte hun langsomt at måbe mere og mere. De havde givet Illana skylden for sin elskede mors forsvinden, bare fordi hun havde sådan en smuk farve?! Det var jo fuldstændig uhørt!
Hun spærrede chokeret øjnene op og vidste næsten ikke, hvad hun skulle sige. ,,Hold da op, Illana, det var da forfærdeligt! Tænk at blive beskyldt for så grusom en handling! Jeg kan slet ikke forestille mig hvor forfærdeligt, du må have haft det..."
Hun lagde trøstende mulen mod Illanas skulder, lige som hun også havde gjort ved hende. ,,Det gør mig ondt at høre med din mor... Ved man stadig ikke, hvad der er sket med hende den dag i dag?"

Hun kiggede nu nysgerrigt med, da Illana lod lyskuglen stige en anelse, så den nu hang over hovederne på de to og indhyllede dem i det varme, trygge lys. Illana nikkede da let til hende, inden hun stillede sig længere ind mellem træets grene og stillede sig i en hvilende position. Tsavani smilede taknemmeligt til hende og var ikke sen til at tage imod hendes tilbud og stille sig ind ved siden af hende. Mørket ville snart falde over dem, og hun ville absolut ikke sige nej til at tilbringe natten i denne skønne hule, sammen med den mindst lige så skønne Illana.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Imens den gyldne Illana fortalte sin historie, virkede det til at den prægtige Tsavani nærmest blev forarget over det, som var hændt den spinkle hoppe. Lyset der hang om hendes hals, reagerede på de følelser som rumsterede i den flødefarvede Tsavani, og ændrede sin karakter en anelse imod det blå. Det blev på sin vis trist, for Lyset kendte Illana bedre end nogen anden, og vidste hvilken sorg og smerte hendes fortid havde bragt hende; men også hvilken styrke, som den gyldne hoppe havde fået af denne oplevelse. Hun brummede sagte og sendte et lille smil imod sin flødefarvede veninde, inden hun hejste sit smalle hoved en anelse.

,,Dengang var det forfærdeligt, ja. Men de handlede ud fra den viden de bar på, og i min gamle verden, var det sjældne ukendt, og det ukendte betød farer. De forsøgte blot at beskytte flertallet, ved at fravælge mig. Den dag i dag kan jeg.. På en måde forstå deres valg; ikke at jeg er okay med hvad der skete, for det ville jeg ikke ønske nogen skulle udsættes for - men jeg har tilgivet dem, for de vidste ikke bedre."

Illana tav et øjeblik, inden hun lod sine øjne søge direkte imod Tsavani. Hun spurgte, om man vidste hvad der var sket med Illana's mor, og det fik den gyldne til at ryste en anelse sorgmodigt på hovedet.

,,Desværre ikke.. Jeg havde håb, da jeg lærte at dette land gav nye chancer til de, der enten var udstødt og alene eller de, som havde set døden i øjnene. Jeg tænkte, at hun måske var her, fordi hun havde været alene.. Eller død. Men eftersom hun ikke er dukket op i dette land, kan jeg kun håbe på, at hun fandt sig en lykkelig slutning i det land, jeg forlod."

Med en varm brummen skiftede Illana vægten over, så hun hvilede på det modsatte bagben. Hun viftede let med halen, og skævede op imod Lysets kugle, der hang under de grønne blade. Omkring dem var solens stråler gået bort for denne dag, og mørket havde svøbt sig kærligt omkring de to hopper. Kun Lyset gjorde, at de to sjæle endnu kunne beskue hinanden. Illana puffede let imod den brede skulder, som Tsavani besad.

,,Det ser ud til, at natten endelig er over os"

Det var ikke fordi Illana behøvede at sove nu, men det nærmede sig. Hun smilede let, inden hun lod Lysets kugle svæve lidt tættere på dem, for at de hver især blev mere oplyst og atter kunne fornemme den varme der emmede omkring den levende kugle af ren energi.

[5]

---

Hun bemærkede, hvordan lyset om Illanas hals nu skiftede farve en anelse imod det blå. Hvad mon det betød? Hun havde aldrig rigtigt fået spurgt Illana om det, men hun var efterhånden begyndt at lægge mærke til, at lyset skiftede farve, hvergang der kom følelser i spil. Så det reagerede nok på de følelser, det kunne mærke fra både Illana og de heste omkring hende. Det var altså noget fascinerende noget!
Hun lyttede til Illanas ord og måtte atter beundre hende. Tænk at have styrken til at kunne tilgive på den måde... Illana var simpelthen så fantastisk en hoppe. Hun ville ønske, at hun besad bare halvdelen af den styrke, Illana besad!

,,Det er i sandhed en gave at kunne tilgive folk på den måde, kære Illana. Det er ganske beundringsværdigt."

Hun lyttede da til Illanas næste ord om sin mor og så lidt sørgmodigt på hende. Det var i sandhed en trist historie...

,,Det gør mig virkelig ondt at høre. Men ja, vi må blot håbe, at hun har fundet fred et sted - om det så er i døden eller i jeres hjemland. Jeg håber naturligvis på det sidste."

Hun smilede mildt og strøg blidt mulen mod den gyldnes skulder. Illana puffede nu igen, inden hun kommenterede, at natten endelig var over dem. Tsavani fulgte hendes blik ud i mørket, og ganske rigtigt... Her under det magiske træ havde hun det så trygt og rart, at hun næsten ikke havde bemærket, at mørket var faldet så meget på. Hun betragtede den smukke lyskugle, der svævede tættere på dem for at give dem mere lys, inden hun drejede hovedet og sendte Illana et drømmende smil.

,,Ja, det er utroligt, som tiden er gået... Jeg er virkelig taknemmelig for vores samtale i dag, Illana. Du har virkelig hjulpet mig. Jeg kunne ikke have ønsket at tilbringe min dag i et bedre selskab end med dig."

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Illana, den gyldne, som befandt sig i et af de bedste selskaber hun kunne tænke sig, tillod sig selv at krænge mulen let på skrå og gabe; dagen havde været lang, men god. Hun viftede let med halen og flyttede blikket over på hendes store, flødefarvede veninde og et mildt smil bredte sig fra den grå mule, til hendes ravfarvede øjne. Hun trak let på skulderen af de rosende ord, som Tasavani sendte imod hende - hun havde aldrig set det som en gave, at være i stand til at tilgive, mere en nødvendighed. Hun vidste, at det ville æde hende op, hvis hun skulle nære had til en anden sjæl resten af hendes liv. Hun hvilede sin mule imod den brede skulder, som Tasavani besad, imens hun lyttede til hoppens næste ord. Hun håbede også på, at Illanas egen mor havde fundet fred, i det land hun havde forladt; og selvom Illana var en voksen hoppe, følte hun sig et øjeblik så skrøbelig og lille. Hun mimrede let med mulen, inden hun genfandt fatningen og trak så mulen til sig, med et lille bekræftende smil. Hun følte ikke, at hun behøvede sige mere - hendes mor var gemt i hendes hjerte for altid. Hun lod Lysets kugle svæve frem og foran dem, så mørket bredte sig over deres rygge.

,,Selv tak, kære Tasavani. Jeg er glad for, at jeg har kunnet give dig nogle perspektiver på din vej, og jeg er ligeså glad for, at du har villet lytte på min historie. Jeg vil nu byde dig godnat, og hvile trykt i dit selskab i nattens mørke timer."

Hun smilede bredt, inden hun nikkede imod den større hoppe. Derpå lod hun Lysets kugle dæmpes, for til sidst at forsvinde. Mørket kravlede nænsomt omkring dem, indhyllede dem i en tryk atmosfære. Det eneste synlige lys omkring dem, var krystallen der fredeligt hvilede imod Illana's bryst. Den gyldne sjæl stillede sig godt tilrette og der gik ikke mange øjeblikke, for Illana tryk overlod sit sind til søvnens magiske verden.

[Illana out]
[5]