[Til Signe] Girl Talk.

---

Tid: Tidlig eftermiddag, omkring 13-14 tiden.

Sted: Skoven nær Teylar.

Vejr: Solskin, men let overskyet. Omkring de 10 grader.

Tag: Illana.

Den lyse hoppe var atter vandret til Leventera, som hun holdt så meget af. Lige p.t. skiftede hun mellem at opholde sig her og på Foehn, mens hun tænkte som en idiot over, hvad hun skulle gøre. Hun havde ikke set Sicarius hele vinteren... Hvor mon han var, og hvorfor var han ikke interesseret i at finde hende? Hun havde tænkt så meget over hans ord siden sidst, og hun var mere splittet end nogensinde før... For skulle hun fortsætte af den lyse sti og miste Sicarius? Eller skulle hun søge ned ad den mørke sti sammen med ham, men til gengæld risikere at miste sin bror og sine nydannede venskaber her i Andromeda? Det var et dilemma, som hun ikke lige umiddelbart kunne se nogen let løsning på... For hun elskede Sicarius, det gjorde hun - men var hun villig til at droppe hele sit livsfundament for at være sammen med ham? Hun vidste det simpelthen ikke, og det var under ingen omstændigheder et valg, hun kunne tage uden at snakke med ham først - men han var som forsvundet fra jordens overflade! Hun kunne virkelig godt bruge en rigtig god veninde at tale det hele igennem med... For hun havde selvfølgelig sin elskede bror, men hun ville ikke blande ham ind i det - han ville ikke kunne forstå det alligevel, og desuden ville han aldrig kunne råde hende til at gøre noget, der indebar, at hun var nødt til at forlade hans side...
Derfor var hun søgt mod Leventera denne dag. For hun havde før mødt mange sjæle på denne ø, som hun havde holdt af at tale med - så måske ville hun have heldet med sig og møde en af dem igen? Hun var i hvert fald færdig med Foehn lige p.t.! Hun havde indtil videre ikke mødt en eneste af dem derovre, hun brød sig om, så lige nu havde hun brug for at snakke med en, der ikke havde Skygger på hjernen!

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

En gylden sjæl vandrede i grænselandet mellem Teylar og resten af øen. Illana, den gyldne, havde valgt at begive sig ud på en vandring denne dag, hvor skyerne kæmpede med solen om retten til at indtage himlen. Luften omkring hende var lun, om end knap så varm som de foregående dage. Hendes opmærksomhed lå på omgivelserne, der var under konstant forandring - og i nuet blev de grønnere og grønnere for hver dag der gik. Hun smilede let for sig selv og lod sit blik vandre imod skoven, som grænsede op til flokkens område. Hun synes at kunne skimte noget, der bevægede sig rundt derinde, og hun stoppede med det samme op. Før hun selv var klar over det, havde Lyskæden om hendes hals sanset, at det var en bekendt sjæl, som havde begivet sig nær flokken område, og da den gyldne hoppe så efter, fik hun set de gyldne og flødefarvede kontraster, som kendetegnede den store hoppe Tsvani. Illana hævede sin slanke hals og udsendte nu et hilsende vrinsk imod den ædle hoppe, som Illana havde udvekslet mange interessante ting med. Hun tøvede heller ikke længe med at sætte frem imod skovbrynet, for at komme den stærke, nysgerrige sjæl imøde. Med lette og naturligt elegante bevægelser nærmede hun sig hastigt, og snart kastede træerne deres skygger over hendes egen gyldne pels; Lyset om hendes hals, som altid glødede, blev mere klart og gult, som et udtryk for glæde og ivrighed over atter at skulle tilbringe tid med den stærke hoppe, hvis sind havde så mange spændende meninger og syn på verdens fænomener.

---

Hun havde ikke vandret i mange minutter, før et hilsende vrinsk lød ganske tæt på hende. Stemmen virkede hende bekendt, men det gik ikke helt op for hende, hvem det var, før skikkelsen trådte frem på stien foran hende. Hun lyste op i et stort smil. Det var præcis en hoppe som Illana, hun havde brug for at tale med lige nu - så sikke et belejligt sammentræf! Hun stoppede op foran den gyldne hoppe og knejsede høfligt i nakken som hilsen, mens en varm brummen lød fra hende.

"Vær hilset, Illana!"

Hun betragtede det fascinerende lys, der glødede op i en klar, gul farve. Tænk, at det blandt andet var dét lys, Sicarius og de andre var ude på at tilintetgøre. Tanken frastødte hende helt enormt. Det var da tydeligere end noget andet, at Illana og Lyset hørte sammen som én sjæl. Hvordan kunne man ønske at splitte dem ad?

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den majestætiske Tsvani, hvis krop selv glimtede som det pureste guld, lyste nærmest op ved synes af den gyldne Illana. Et smil blev fremkaldt omkring hendes grå mule, og ørerne vippet helt frem, inden et graciøst nik faldt imod den større hoppe som hilsen og respons på hendes brummen.

,,Længe siden, Tsvani. Jeg er glad for at min sti atter krydsede din."

Den slanke hoppe rakte snart mulen frem, for at hilse hende ordentlig an. Det var virkelig længe siden hun havde set den stærke hoppe, og Lyset der hvilede imod hendes bug stoppede snart med at skifte nuance og forblev i den klare gule, dog en anelse mere dæmpet. Det glædede sig, ventede på de spændende samtaler som de to hopper med sandsynlighed ville udveksle - og dets spænding bredte sig i den gyldne hoppes indre. Hun smilede let, inden hun lagde hovedet lidt på sned.

,,Hvordan har du det?"

---

Hun smilede glad, da den gyldne Illana ligeledes hilste hende an og tilsyneladende også genkendte hende. Og da Illana nu sagde, at hun var glad for at se hende og endda kunne huske hendes navn, blev smilet om hendes mule blot endnu større. En så fascinerende sjæl som Illana måtte møde mange forskellige sjæle på sin vej, så hun var beæret over, at deres møde havde sat sig så godt fast i Illanas erindring, at hun endda kunne huske hende ved navn. "Fornøjelsen er helt på min side!"

Hun smilede muntert og vippede de gyldne ører så langt frem, som de overhovedet hovedet kunne komme. Man kunne tydeligt se på hende, hvor glad hun var for at se Illana, og hun gjorde da heller ikke noget forsøg på at skjule det. For efter alle de skodmøder, hun havde haft her på det seneste, var det lige sådan en som Illana, hun havde brug for at snakke med!
Den gyldne Illana rakte nu sin slanke mule frem mod hende, og hun besvarede straks den hilsende gestus ved at lægge mulen mod hendes i en kort, men kærlig berøring, inden hun atter trak sig tilbage med et smil.

Illana spurgte nu ind til, hvordan hun havde det, hvilket fik hende til let at glide hovedet på skrå. En lille del af hende havde lyst til blot at komme med den sædvanlige "fint tak", men hun havde brug for at snakke det her igennem med en klog og fornuftig sjæl, så hvem kunne være bedre end Illana? Hun tog en dyb indånding og bed sig let i læben, inden hun sukkede tungt. "For at være helt ærlig har jeg det faktisk ikke så godt lige for tiden... Jeg står lidt i et dilemma, som jeg ikke rigtigt kan se en fornuftig løsning på."

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den ædle hoppe gengældte den gestus, som Illana udviste, og et øjeblik stod de to gyldne skikkelser med mulerne imod hinanden. Illana brummede mildt, inden hun nikkede let da den større hoppe trak sig. Det var tydeligt at den majestætiske hoppe var glad for at krydse vej med den spinkle gyldne, og det vakte en ægte glæde i Lyset; for glæde smittede, og var en af de følelser som Lyset var mest følsom overfor. Lyset i krystallen begyndte nærmest at gløde igen, i gule og orange nuancer, skiftede med bløde skær.
Der gik ikke længe efter at Illana havde spurgt hvordan den ædle Tsvani havde det, til en tænksom mine gled over hende. Et tungt suk forlod hendes bug, og Illana lagde hovedet en anelse undrende på sned - hvad gik hende dog på? Hun fortalte at hun stod i et dilemma, hvor hun ej selv kunne se en løsning. En sagte brummen forlod Illana, inden hun puffede let imod hendes større selskab. Hun var ked af at høre, at den ellers så venlige hoppe, havde mødt modstand, som gjorde at hun ej var tilpas.

,,Et dilemma siger du.. Kære Tsvani, hvad er det, som du står og væver imellem?"

Illana betragtede hende ganske nøje, imens hun ventede på svar. Det var tydeligt at der var noget, som prægede hende - men hvad kunne det dog være? Havde hun mødt Skyggerne? Havde hun lavet en aftale med Rumpel eller blev hun afpresset til noget, som hun ej ønskede?

---

Hun mærkede en varm følelse ramme hende i sit indre, da den godhjertede Illana brummede mildt og trøstende puffede til hende. Hun smilede varmt og mærkede en oprigtig glæde i sin krop ved følelsen af atter at være i selskab med den gyldne Lysbærer.
Illana spurgte nu ind til hendes dilemma, og hun smilede skævt. Skulle hun mon fortælle sandheden? Turde hun stole på, at den lyse Vogter ikke ville dømme hende efter hendes fortælling? Hun sank en klump i halsen, men rystede derefter blot på hovedet af sig selv. Selvfølgelig ville Illana ikke dømme hende. Hun var den reneste og mindst fordømmende sjæl, Tsavani nogensinde havde mødt, og det tætteste hun kom på en veninde her i Andromeda. Så selvfølgelig ville hun ikke dømme hende - det var netop Illanas kloge ord og fornuftige råd, hun havde brug for lige nu.

"Jo, ser du... Jeg har kendt denne hingst, Sicarius, i et godt stykke tid nu, og selvom det er noget imod min vilje, må jeg desværre erkende, at mine følelser for ham er vokset til noget mere end blot venskab... Jeg var parat til at vie mit liv til ham; starte en familie op her i Andromeda og elske ham til mine dages ende. Men sidste gang, jeg mødte ham, fandt jeg ud af, at han har taget et skrækkeligt valg..."

Hun holdt en kort pause og så på Illana med lettere våde øjne, inden hun fortsatte.

"Han er blevet en del af Skyggerne. Og jeg kan ikke længere være sammen med ham, hvis ikke jeg går den samme vej og bliver en... Skyggehest. Men det går imod alt, hvad jeg står for og tror på! Jeg ville aldrig kunne se min bror eller mine venner i øjnene igen, hvis jeg blev en af dem... en Skygge."

Hun så ned i jorden og mærkede en tåre løbe ned ad sin kind. Hendes sidste ord kom nærmest kun ud som en hvisken...

"... så hvorfor kan jeg ikke stoppe med at tænke på ham? Hvorfor elsker jeg ham stadig så højt? Hvorfor kan jeg ikke bare glemme ham og gå min vej? Hvorfor... hvorfor overvejer jeg rent faktisk at tage imod hans tilbud og slutte mig til dem?"

En let hulken forlod hendes strube, mens hun stadig skammede sig så meget, at hun ikke kunne løfte sit blik fra jorden og se på Illana. Det havde under ingen omstændigheder været hendes mening, at hun skulle stå og tude på denne måde... Men det var første gang, hun sådan rigtigt åbnede op for sine inderste følelser for en anden sjæl - ikke engang hendes bror havde hun fortalt dette til. Så følelsen af at få det ud skabte en reaktion i hendes krop, hun ikke længere havde kontrol over, og derfor fik tårerne frit løb...

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Illana betragtede tavst den majestætiske hoppe. Hun havde fortalt, at hun stod i et dilemma, og hvilket dilemma skulle den gyldne snart blive indviet i; men inden den guldfarvede hoppe begyndte at fortælle, var det tydeligt at dilemmaet vidst rakte længere, end det hendes toner snart skulle beskrive. Lyset om Illana's hals begyndte at veksle i farve igen; fra gul, til orange, til grøn og lidt i mørkere toner. Den større Tsvani bar tvivl, om mere end én ting; men en beslutning var ej langt ude i fremtiden om en brøkdel af hendes indre hvirvelstrøm af tanker. Illana brummede sagte og puffede imod hendes gyldne selskab, lige før hendes toner brød stilheden imellem dem, og Lyset i krystallen faldt til ro i farven orange. Det lyttede, og bredte sin energi ud, således at det kunne føle Tsvani også; og herefter blev krystallen mere mat. Det reagerede på hoppens følelser, det hårde valg hun stod overfor; følge hjertets længsel eller fornuften?
Illana lyttede, ligesom Lyset gjorde. Hun fortalte om denne hingst Sicarius, en hingst som Illana faktisk selv havde mødt i hans Skyggeform - og om hvordan hun havde følelser for ham. Hvordan disse følelser ej kunne forenes med hans, med mindre hun valgte en sti i livet, som hun ikke ønskede. Illana vippede et øre let til siden et øjeblik; for når Lyset rørte ved andre sjæle, som det gjorde ved Tsvani lige nu, skete det af og til at Illana kunne mærke hvad de følte. Ikke tydeligt og klart, men det var ligesom en fornemmelse, og det stod den gyldne sjæl tydeligt, at Tsvani var forvirret, trist, længselsfuld og sorgfuld. Illana lod sin mule hvile et øjeblik imod den store hoppe, imens hun snakkede færdigt. Hoppens tårer trillede stilfærdigt, et synligt tegn på den indre smerte hun bar, og Illana kunne ikke andet end at være der for hende i øjeblikket. Hun ventede lidt, inden hun gav sig til at forklare sin egen mening og holdepunker, hvad angik det dilemma den majestætiske sjæl havde fortalt om, for at give hoppen plads til at give sine følelser frit løb; det vidste Illana var en vigtig del i bearbejdelsen af sorger. Da hoppens vejtrækning stilnede let af, og tårerne ikke trillede så aktivt længere, begyndte Illana at snakke.

,,Jeg kan høre og fornemme at denne hingst betyder meget for dig, kære Tsvani. Og hvis du kunne vende dig bort og gå, lade som ingenting og komme videre, da havde du ej så stærke følelser for ham, så du giver udtryk for - så det er jo et godt tegn. At elske nogen er det smukkeste i verdenen, og jeg glad for at du har fundet netop dette. Det gør mig dog ked af at høre, at det er under sådanne omstændigheder. Jeg kan godt forstå, at du føler du står med to veje foran dig, men at ingen af de to umiddelbare valgmuligheder er ønskelige, men stadigt til overvejelse. Jeg har ikke selv stået i helt samme situation, men jeg har selv truffet valgt omkring følelser og stier i livet; og hvis ingen af de stier du ser foran dig, føles rigtig, er jeg bange for at du ville fortryde, uanset hvilken af dem du valgte. Ser du, ingen kan styrer hverken følelser eller morale. Du har din morale, som har formet sig hele dit liv. Du har dine principper, og du har dine meninger. Dét er dig, og kun dig, der kender til alle nuancer af disse, og kan mærke hvordan det påvirker dig at vige herfra. Samtidigt er det også kun dig, der kan mærke dine egne følelsernes vold, og hvordan det påvirker dig, enten at give dig hen til dem, eller fornægte dem. Ej kan de dog kontrolleres, og det er svært og frustrerende at stå i, når de valg du beskriver netop fordre at du kan temme det utemmelige. Tsvani, tillad mig at spørge dig - i en verden fri fra Lysets sti og Skyggernes sti, hvad ville dine følelser så lede dig til at gøre? Er han hingsten for dig?"

Illana's blik hvilede nu tavst imod den store hoppe. Hverken dømmende, afventende, krævende eller misbilligende. Hun stod blot og betragtede hende med et åbent udtryk, og hvis noget, så lidt nysgerrigt. Illana huskede tydeligt det valg hun selv måtte træffe; Volontaire eller Samael. En sti havde til sidst stået tydeligere end den anden, og selvom det havde været hårdt - nok det hårdeste den gyldne nogensinde havde gjort - da havde hun truffet en sikker beslutning til slut; og det håbede hun også at Tsvani ville kunne. At hun ville kunne finde den rette sti og følge den.

---

Hun bemærkede lyset om Illanas hals, der nærmest eksploderede i et væld af farver, som om det ikke rigtigt kunne finde ud af, hvad det skulle føle. Hun mærkede dog nu et trøstende puf fra Illana af, hvilket straks fik hende til at slappe lidt mere af - og i det samme reagerede lyset på hendes sindstilstand og faldt til ro i en mat orange. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt ved synet. Lyset havde fascineret hende helt vildt ved deres første møde, og hun følte sig bestemt ikke mindre fascineret af det nu. Det havde en beroligende effekt på hende, som om hun blev fyldt op med kærlighed ved dets blotte tilstedeværelse. Det var simpelthen så fantastisk. Hun ville aldrig blive træt af at være i selskab med lyset!

Hun mærkede atter Illanas trøstende mule mod hende, mens hun talte. Det varmede hende enormt at mærke, at den gyldne hoppe var der for hende, og hun følte sig straks mere tryg ved at fortælle om sine inderste følelser.
Da hun havde fuldendt sine ord, gav Illana høfligt plads til, at hun lige kunne stå og snøfte af. Da hendes vejrtrækning atter blev mere normal, og tårerne blev færre og færre, rejste hun hovedet igen og rettede de mandelformede ører i Illanas retning, klar til at høre hendes ord.
Illana havde meget at sige, og Tsavani slugte hvert og et af ordene i sig. Hun måtte atter se sig fascineret af, hvor kløgtig og vis denne smukke hoppe var. Hvert af hendes ord gav bare så god mening og gav Tsavani mulighed for pludselig at se tingene i et helt andet perspektiv. Hun smilede varmt til Illana med et blik, der lyste af både taknemmelighed og fascination.

"Jeg takker mange gange for dine ord, der er varmende og vise som sædvanlig, kære Illana. Selvom det stadig er en virkelig svær beslutning, så har du formået at give mig nye perspektiver at se tingene fra - og helt sikkert hjulpet mig et skridt i den rigtige retning på rejsen mod min sti.
Og med hensyn til dit spørgsmål, så... ja. Jeg ville uden tvivl vælge ham, hvis der ikke var noget, der hed Lys og Skygger her i verden. Og det gør mig blot endnu mere forvirret og fortvivlet, for ja... Er det fair at vælge sit livs kærlighed fra, blot fordi han har valgt en anden sti end ens egen? Nej. Men er det fair at tvinge sin elskede til at vælge sin egen sti, når det går imod alt, hvad man selv tror på? Nej..."

Hun betragtede Illanas blik, der var så lidt dømmende og misbilligende, som det overhovedet kunne være, og mærkede straks en varm følelse af lettelse i sit indre. Hvordan kunne hun overhovedet have troet, at Illana kunne finde på at dømme hende? Hun skammede sig næsten over at have tvivlet sådan på hende...

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den gyldne, majestætiske kæmpe, som stod ved siden af Lysets bærer, udviste hendes taknemmelighed så tydeligt, at selv før hendes ord udfyldte det tavse rum imellem de to sjæle, havde Lysets krystal allerede skiftet farve; det anerkendte hoppens taknemmelighed og gengældte det med en kulør mere over imod det lyserøde. Lyset, og dets bærer Illana, glædede sig over at kunne give den flødefarvede hoppe et nyt perspektiv i det virvar, som hun var i sit indre. Hun brummede let, hvorefter et smil fandt vej om den grå mule, og Illana rettede sig en smule op. De ord, som Tsvani ytrede sig nu, viste Illana at hun virkelig elskede denne Sicarius, som hun omtalte. Illana betragtede hende diskret, betragtede hendes mine imens hun omtalte ham. Og selvom det varmede Illana at møde en, som havde så stærke følelser for en anden, var det også sørgeligt, at denne hoppe måske ej kunne forenes med den hun elskede, fordi hans sti krævede, at hun fravalgte noget af det mest essentielle ved sig selv. Illana puffede let imod den brede skulder som hoppen besad, inden hun på ny gav sig til at svare på de ord, som Tsvani satte op som et spørgsmål; om end det nok var ment til hende selv.

,,Du behøver ikke takke for mine tanker og ord, kære Tsvani - men jeg er glad for, at jeg kan hjælpe dig til at se nye perspektiver. Men jeg kan godt forstå du er forvirret, for det ville være at fornægte dit hjerte, hvis du valgte ham fra - men du ville fornægte dig selv, såfremt du vælger Skyggernes sti, for at følge ham. Tsvani, nu må du ej tage dette som en hentydning til, at han ej elsker dig; men jeg kan ikke helt forstå, hvorfor ens valg omkring at følge mørket, skal tvinge dig til at vælge det samme, hvis I skal være sammen. Der er andre i landet, som har fundet kærligheden, trods de har valgt forskellige stier i landet. Djange, en vogter, er mage og har afkom med en Skyggehoppe. Hvis de kan finde en fælles sti, er jeg sikker på I også kan; såfremt I begge er villige til at lede efter den."

Illana tav nu og viftede en anelse med halen. Hun nikkede herefter sigende i retning af Teylar's grænse, hvorefter hun satte frem i en afslappet skridt. Hun ønskede at bringe denne Tsvani nærmere flokkens område, så hun kunne beskue det område af landet også.

---

Lyset skiftede atter farve til en slags lyserød, som Tsavani aldrig havde set det have før. Hun smilede lidt igen. Hun blev aldrig træt af at beskue, hvordan Lyset skiftede kulør alt efter følelserne og sindsstemningen omkring det. Hun håbede at tilbringe så meget tid sammen med Lyset, at hun en dag ville lære at forstå, hvad alle de forskellige farver betød.
Hun mærkede nu atter et trøstende puf mod sin skulder, inden den kloge og vise Illana atter talte. Ordene kom bag på Tsavani, så meget at hun måtte tage sig selv i at måbe. Var det virkelig sandt, at der var en Vogter, der var sammen med en Skygge? Så havde det jo ikke været sandt, da Sicarius sagde, at de ikke kunne være sammen, medmindre hun også gik hans vej... Hun så bedrøvet ned i jorden og mærkede en salt tåre ramme hendes mule. Hun vidste, at det ej havde været Illanas intention at bringe denne tanke op i hendes indre, men alligevel kunne hun nu ikke lade være med at tænke, at Sicarius måske slet ikke elskede hende og derfor blot havde brugt sin begrundelse som en undskyldning... Hun var dog stadig taknemmelig for den ærlige information, Illana havde givet hende, og så derfor atter op på hende med et mildt smil.

"Er det virkelig sandt? Det var jeg slet ikke klar over... Sicarius fortalte mig nemlig, at jeg er nødt til at blive en Skygge, hvis vi fortsat skal kunne være sammen. Jeg forstår bare ikke, hvorfor han ville lyve overfor mig... Måske ved han bare ikke bedre? Åhh Illana, tror du, at han har sagt det bare for at have en undskyldning for ikke at være sammen med mig??"

Hendes ord væltede ud i ét stort virvar af sætninger, der flød ind over hinanden og i den grad afspejlede det kaos, hun følte indeni. Hendes tanker var så flyvske, at hun ikke havde mulighed for at formulere sig ordentligt. Hun håbede derfor blot, at den gyldne Illana kunne finde hoved og hale i det hele, selvom det lige var mange strøtanker, der kom ud på samme tid...
Illana nikkede nu i en retning længere ind mod skoven, inden hun satte frem i en afslappet skridt og bød Tsavani at følge med hende. Hun tøvede ikke ét sekund med at skridte op på siden af den gyldne og følge hende længere ind i skoven. Hun havde ingen anelse om, hvor de skulle hen, men hun var også ligeglad. Hun nød Illanas selskab og var klar til at følge hende hvor som helst. Og desuden hjalp det på hendes kaotiske tanker at bevæge sig lidt...

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den gyldne havde sat kursen imod Teylar, for at bringe den flødefarvede hoppe nærmere det, som Illana kaldte hjem. Hun gjorde det fordi hun stolede på den store, majestætiske hoppe, og fordi hun anså hende som en veninde; og hvad mere naturligt var der, end at vise dem man holdt af, sit hjem?
Illana brummede sagte, da den guldfarvede hoppe kom med et virvar af en talestrøm, der tydeligt bar præg af frustration, kaos og uforståenhed. Illana lod atter den guldfarvede tage sin tid til at få samling over sig selv, inden hun strøg hende forsigtigt over det nederste af halsen. Højde forskellen på de to var ret stor, og Illana nåede ikke let op til den øvre kan af hoppens hals; så derfor berørte hun den nedre. De ord, der nu forlod Illana, var en blanding af trøst og en undskyldning - for Illana havde ikke ønsket at de give guldfarvede frygt i sindet; men havde håbet, at ordene omkring Djange og Deadly kunne hjælpe Tsvani til at se en anden mulighed for en fælles sti med den hun elskede. Omhyggeligt begyndte Illana at forme sine ord.

,,Det er sandt et en Skyggehest og en Vogter danner par, ja. Og kære Tsvani, måske har din Sicarius ej løjet for dig; han kender måske ej den sandhed. Det er ikke en let vej, de to har valgt, og jeg tror de søger at holde deres kærlighed så meget udenfor "Lyset og Mørket", som de kan. Hos dem er kærligheden dog sejret, og Tsvani, hvis din Sicarius virkelig elsker dig, er han måske villig til at gå mellemvejen, hvis blot han kender til dens eksistens. Nogen gange er det svært at komme med et alternativ, når man ikke ved det findes. Jeg har mødt denne hingst, Sicarius, en enkelt gang. Vi udvekslede mange ord omkring hinandens vej i livet, vi svarede så ærligt vi kunne på hinandens spørgsmål. Han virkede ikke fjendtlig overfor mig, og det synes jeg er et tegn på, at han har noget fornuft gemt under Skyggernes lag. Tsvani, jeg tror ikke at han ville bruge dette som en undskyldning. Jeg tror på han holder af dig, og jeg tror også på, at han måske blot er uvidende om de muligheder landet tilbyder - også når det gælder kærlighed."

Illana betragtede den guldfarvede hoppe lidt, inden hun slog blikket fremad. Snart var de ved grænsen til flokken, og her standsede Illana op. Hun smilede let imod hendes veninde, inden hun med et sigende nik signalerede at de havde nået deres mål.

,,Dette er mit hjem, Tsvani. Teylar. Vi befinder os nu på grænsen til flokken, men jeg vil gerne byde dig indenfor. Vise dig det sted som jeg har slået mig ned. "

[2]

---

Hun lyttede til Illanas trøstende ord og følte sig straks mere beroliget. For hun havde nok ret, måske havde Sicarius bare slet ikke kendt til den mulighed - lige som hun jo heller ikke selv havde. Hun spærrede overrasket øjnene op, da Illana fortalte, at hun faktisk havde mødt Sicarius før. Åhh, hun håbede ikke, at han havde gjort et dårligt indtryk på hende! Men til hendes store lettelse lød det til, at Sicarius havde opført sig ganske tilforladeligt overfor den gyldne, og at han hverken havde været fjendtlig eller aggressiv overfor hende. Hun mærkede en varm fornemmelse i maven. Det gjorde hende glad at høre, at han ikke havde udviklet et eller andet kæmpe had til Vogterne - i hvert fald ikke endnu. Så var der i hvert fald en chance for, at han ville kunne acceptere hendes valg om ikke at følge Skyggerne, når han havde fundet ud af, at det ikke var et krav for, at de kunne være sammen. Hun så på Illana og smilede varmt.

"Jeg tror og håber på, at du har ret, kære Illana. Og det glæder mig at høre, at han opførte sig pænt overfor dig - ellers var jeg så sandelig også kommet efter ham!"

Hun blinkede drillende og lo muntert. Hun var taknemmelig for Illanas ord - de havde i den grad lettet hendes trykkede stemning og gjort hende i bedre humør; præcis som hun havde håbet på, da hun havde søgt efter den gyldne.
De havde ikke gået særlig længe, før Illana stoppede op og smilende gjorde et nik med hovedet. Tsavani stoppede op ved hendes side og så sig nysgerrigt frem, mens hun lyttede til Illanas ord. Så det her var altså det berygtede Teylar, som hun havde hørt så meget om og længe havde ønsket at se med egne øjne. Hun drejede hovedet og så på Illana med et stort smil og varme øjne.

"Mange tak Illana, det ville være mig en ære!"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Illana tippede et øre imod den guldfarvede, milde hoppe, da hendes ord, som både indeholdt lettelse og glæde, lød. Illana smilede let inden hun puffede imod den noget større sjæl, og lod selv en mild latter forlade hendes bug, ved Tsvani's trussel. Det ville ikke undre den gyldne, hvis den stærke hoppe ville kunne sætte Sicarius på plads; for nok var han også stor og mægtig, men som Illana huskede det, rakte Tsvani en anelse højere og var pænere bygget.
Den store guldhoppe med den flødefarvede man og hale takkede ja til den invitation, som Illana havde givet. Med et smil satte Illana nu frem, for at vise hendes veninde det, som hun kaldte hendes hjem; og retningen blev hurtigt sat imod det sted, hvor Illana ofte brugte nattens timer; nemlig en tæt klynge træer, som var lidt isoleret fra resten af skovområdet i flokken.

,,Det vil jeg også håbe, kære guldfarvede. Jeg ønsker dig det bedste. Og ja, han opførte sig så pænt man nu kan forvente, tror jeg; det er altid sarte møder, når en vogter og en skygge står ansigt til ansigt, og jeg havde intet kendskab til ham, førend han blev Skygge. Jeg lærte enddog nogle ting om Skyggerne fra ham, så det var et meget interessant og intenst møde."

Illana brummede eftertænksomt, inden hun med et let smil slog hovedet til siden, så den guldfarvede pandelok lagde sig på venstre side af hendes smalle ansigt. Hun øgede tempoet en smule, så skridten blev flydende og de lange ben for alvor kom til udtryk.

,,Hvordan har dit liv ellers udfoldet sig, siden vi sås sidst?"

Spurgte den gyldne nu. Hun var oprigtig interesseret i, hvad der skete i den guldfarvede hoppes liv, og nu hvor hun vidste, at den ædle Tsvani havde fået følelser for en skygge, var hun blevet lidt nysgerrig på hvad den store hoppe ellers havde oplevet, siden de to gyldne skikkelser sidst sås.

[4]

---

Spændt og forventningsfuld trådte Tsavani nu med Illana ind over flokkens grænse. Hun så sig nysgerrigt omkring og kunne ikke skjule sin iver, da hendes hoved og hale blev højt løftet. Hun havde altid ønsket at opleve Teylar, men havde alligevel aldrig rigtigt fundet modet til at opsøge flokken på egen hånd - så det var helt fantastisk for hende, at hun nu fik serveret muligheden for at opleve flokken på et sølvfad, og så endda i selskab med en sjæl, som hun holdt rigtig meget af.
Hun vippede interesseret ørerne i Illanas retning, da den gyldne nu fortalte videre om sit møde med Sicarius. Da hun sagde, at det altid var sarte møder, når en Vogter og Skygge stod ansigt til ansigt, lo hun mildt.

"Det kan jeg forestille mig!"

Illana øgede nu tempoet en smule, og det var et kærkomment initiativ for Tsavani, der var så spændt på at se og opleve Teylar, at det næsten ikke kunne gå hurtigt nok! Hun lod selv benene strække ud i en flydende bevægelse og nød at kunne bruge lidt af alt den energi, der havde ophobet sig i hendes krop i forventningens glæde.
Illana spurgte nu ind til, hvordan hendes liv ellers havde udfoldet sig siden sidst. Hun drejede hovedet mod den gyldne hoppe og smilede let.

"For at være helt ærlig har jeg ikke just opnået noget vildt og voldsomt... Efter at have mødt Sicarius har jeg tilbragt meget tid på Foehn for ligesom at opleve med egne øjne, hvad det er, jeg potentielt kan gå ind til. Men jeg bliver ved med at støde ind i denne sorte Skyggehoppe, der ikke ønsker min tilstedeværelse på øen, så jeg har ærlig talt ikke kunnet nå at se så meget... Jeg har været vant til at bo med min bror på Leventera, så normalt ville jeg aldrig så meget som overveje at opsøge Foehn... Men det sidste lange stykke tid har han været væk, og jeg er snart begyndt at frygte, at han ikke kommer tilbage. Det føles tomt og forkert at være på Leventera uden Cadey... Så ja, jeg har vandret lidt rundt på må og få og forsøgt at finde min plads her i livet, og indtil for ganske nyligt troede jeg, at jeg havde fundet den plads ved Sicarius' side... Men nu er jeg vist på lige så bar bund igen, suk."

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.