|
|
Post by Tsavani on May 9, 2017 22:38:47 GMT 1
Tid: Formiddag. Vejr: Solskin, skyfri himmel og lune briser. Omkring de 10 grader. Tag: Zaahir.
Foråret havde endelig fundet sin vej til Andromeda, og med det livede landet også mere og mere op. Naturen voksede frem på ny og blev frodig, føden blev lettere tilgængelig, og folk begyndte at dukke frem fra deres skjul igen. Det var ikke nogen hemmelighed, at det havde været en ret hård vinter i år, og derfor havde landet nærmest syntes helt øde og forladt. Men nu var solen og varmen vendt tilbage, og landets sjæle begyndte atter at vise tegn på liv igen.
Den lyse hoppe var søgt mod Chibale denne lune dag. Det var en lille, men hyggelig ø, der var smadder flot på denne årstid, hvor alting begyndte at springe ud. Selvom de andre øer også havde mange flotte skove, så kunne ingen af dem sammenlignes med Chibale, der nærmest var én stor skov, der bestod af de smukkeste træer, søer og lysninger, man overhovedet kunne forestille sig.
Hun steg op fra havet og skridtede ind på den lille strandbred, hvor hun rystede pelsen, så vanddråberne dansede som perler i solskinnet omkring hende. Det havde været en kølig fornøjelse at svømme hele vejen til Chibale, men heldigvis var hun en stor og stærk hoppe, der var bygget med en kraftig pels.
Strandene her på Chibale var yderst små, og man kunne allerede se skovens træer fra vandkanten af. Derfor tog det hende ikke mange minutter, før hun kom skridtende langs en af skovens brede hovedstier. Hun nynnede en glad melodi, mens hun blot roligt bevægede sig af sted længere ind i skovens dyb. Mon der var andre sjæle herinde, der kunne holde hende lidt med selskab denne herlige dag?
They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover. |
|
|
|
|
Post by Deleted on May 9, 2017 22:51:02 GMT 1
 Vejret var lunt. Milde briser, solrige dage og forfriskende regn, der var ikke meget galt ved denne sommer. Den mørkebrune lagde ikke skjul på sin glæde over vejret, og havde set frem til hvordan foråret langsomt havde gjort sit indtag på den kolde vinter. Med tiden var blomster sprunget frem og blade kommet på træerne. Med tiden havde han set flere og flere smil brede sig, og med tiden tøede vejret selv de mest kølige individer op. Sommeren gjorde intet negativt for landet, spurgte man den mørkebrune hingst.
Selv befandt han sig i solen denne dag. Nok var det ikke selv landet der var varmt, men den kraftige sol gjorde det behageligt og et tilfreds suk undslap hans læber. Åh hvor havde han ventet længe på dette... varme, fred og en duft af liv. Selv forekom han måske ganske isoleret iblandt de mange træer, men trivedes bedst med de enkelte møder og bekendtskaber han fandt i løbet af dagene. I dag ville vise sig at være en af dem.
For blandt fuglesang og raslen af blade lød en melodi. Glad og fornøjet, og den mørkebrune spidsede nysgerrigt ører. Hvem var det? Hans hazelbrune øjne gled imellem de mange træer efter tegn på vedkommende, men endnu var hun ikke nået hen til ham. Jah, en feminin stemme der dog vækkede et minde i ham. Kunne det være hende?
Søgende og prøvende brummede den mørke, førhen han selv bevægede sig ind imod træerne og væk fra engen. Måske var hun i nærheden, Den Gyldne. Hende med de vakse øjne og rappe mund. Hun havde været... betagende.
"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"
|
|
|
|
|
Post by Tsavani on May 9, 2017 23:11:32 GMT 1
Alt omkring hende åndede fred og idyl. Der var helt stille i den grønne skov, bortset fra fuglenes kvidren og den dunke lyd af hendes tunge hovslag mod den bløde skovbund. Derfor lagde hun da også med det samme mærke til, da hendes lille melodi blev forstyrret af en brummen i det fjerne. Hun holdt inde med sine toner og hævede det feminine hoved i vejret, mens hun opmærksomt rettede de lyse ører fremad. Hun var ikke længere alene. Hun stoppede op midt på stien og lyttede til hovslagene, der kom nærmere. De lød ikke tilnærmelsvis, lige som hendes egne havde lydt. De her var lette, elegante og nærmest svævende. En danser...
Der gik ikke mange sekunder, før skikkelsen kom til syne fra træernes skjul og trådte frem på stien foran hende. Hun brummede i varme og hilsende toner, da genkendelsen faldt over hende med det samme. Den brune vandrer, hun havde mødt, dengang han lige var kommet til landet. Selvom deres møde havde været kort, havde han allerede nået at efterlade et godt indtryk hos hende. Deres samtale havde været interessant og ganske stimulerende. Hun nikkede let med hovedet mod ham, mens hun smilede lettere kækt.
"Minsandten, hvem har vi her... Jeg havde håbet at møde dig igen, du brune vandrer."
Det gik op for hende, at hun faktisk aldrig havde fået hans navn, og derfor ikke kendte ham som andet end den brune vandrer - men alting til sin tid.
They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover. |
|
|
|
|
Post by Deleted on Sept 5, 2017 12:21:48 GMT 1
Varme og hilsende toner blev sendt imod ham og Zaahir vippede de mørke ører fremad. Hun hilsede tilbage, den gyldne hoppe havde fundet sin vej til Skovhingsten igen, og det gjorde ham i nuet ikke noget. Nej, hendes selskab var mere end velkomment og derfor trådte han med et smil frem fra de tætte stammer.
"I lige måde, Stormhoppe.."
Hingstens dybe stemme var varm idet han trådte hende nærmere. De mørkebrune øjne søgte hendes blå, og en stille brummen fik hingsten til at stoppe foran hende. Hun var en kraftig hoppe, den gyldne stormskabning. Men det tilføjede blot en kraft Zaahir ikke havde set hos mange andre.
Hans hjemland havde været med flygtige skabninger, tynde og slanke og næppe bygget til andet end flygtig gang imellem høje stammer. Hvoraf han var mørk og slank, var stormhoppen lys og stor. Der hvilede en styrke i hende...
Det fik hingstens tanker tilbage på deres første flygtige møde - der hvor hun havde fortalt ham om lyset og skyggerne, hvilket valg hun kunne tage, og han funderede derfor: havde hun fundet et svar?
"Fandt du svaret, eller leder du stadig? Din... gave..?"
Hingstens stemme bar toner af nysgerrighed såvel som et snert af humor. Han var usikker på om hun huskede så langt tilbage. Der var jo gået lang tid...
Men i den tid der var gået kunne der være sket meget.
"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"
|
|
|
|
|
Post by Tsavani on Sept 13, 2017 22:45:59 GMT 1
Hun smilede varmt, da han ligeledes var glad for at se hende igen og kaldte hende Stormhoppe. Hun kunne godt huske, at han havde kaldt hende det tidligere, og hun havde altid syntes, at det passede meget godt til hende - en vild og utæmmelig hoppe, der ikke rigtigt kunne styres; præcis som en storm. Hun trådte frem og nippede legesygt ud efter hans lange pandelok med det lille guldsmykke i. Hun anede ikke, om han brød sig om nærkontakt, eller om han ville finde hendes adfærd for grænseoverskridende - men faktisk var hun ganske ligeglad, for hun havde lyst til at røre ham, og så tænkte hun ikke så langt som til, om han mon også havde lyst til det eller ej.
Hun lyttede til hans spørgsmål om hendes gave og lo mildt. Jah, hun kunne såmænd godt huske, at det var noget af dét, de havde talt om sidst. På det tidspunkt havde hun været så uafklaret med sin færd her i landet, men der var sket så meget siden... Hun mødte hans ravfarvede blik og smilede varmt.
,,Jeg tror, at jeg har fundet svaret, ja. Jeg er i hvert fald blevet medlem af den flok, som Vogterne hører til, og føler mig ganske tilpas i deres selskab. Den Vises gave har jeg dog ikke modtaget endnu, men hvem ved... Måske en dag?"
At blive Vogter var godt nok aldrig noget, hun havde forestillet sig ville kunne komme til at ske. Men hvis der var én ting, hun havde lært af sin tid her i Andromeda, så var det, at man aldrig skulle sige aldrig. Hun lagde let hovedet på skrå og smilede nysgerrigt.
,,Hvad med dig...? Har du oplevet noget spændende, siden vi ses mødtes?"
They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover. |
|
|
|
|
Post by Deleted on Nov 22, 2017 11:00:40 GMT 1
Den mørkebrune kunne næppe fortælle hvad den lyse hoppe havde i sinde. Hun skiftede mening som vinden og dertil fulgte impulsive og pludselige handlinger. Derfor havde Zaahir ikke en chance for at forudse hendes pludselige nærvær idet hun rakte ud efter hans mørke man, og den natbrune følte sig selv stivne. Kontakt... fysisk kontakt. Som havde hun brændt ham veg Zaahir tibage, en pludselig blottelse af tænder, idet hans krop ren instinktivt gik i forsvar - hun havde prøvet at røre ham! Hans øjne glimtede et øjeblik næsten faretruende inden han opdagede hvor absurd situationen var.
Den lyse Tsvani kunne ikke vide hans frygt, og havde muligvis ikke gjort det med vilje. Men ikke desto mindre kunne skovhingsten ikke ryste den pludselige, brændende følelse af ham, og minder der et sekund trak ham tilbage til før Andromeda. Den mørkebrune kunne ikke røres - skulle ikke røres. Frygten for at splintre - for at forsvinde var skræmmende. Og ikke noget han ville risikere efter første gang det var sket.
Nogle sekunder gik inden at Zaahir hørte hendes spørgsmål, og det vantro blik langsomt falmede fra hans mørke øjne. Hans ansigt blev lagt i det almindelige neutrale folder, der passivt var hans standard udtryk. Han følte sig... akavet. Og han vidste ikke hvordan sådan en akavethed kunne forklares, og valgte derfor at ignorere den og lade som om situationen ikke lige havde ændret sig: lade som om han ikke havde trukket sig væk i udefinerbar fjendtlighed.
"Jeg har mødt... interessante sjæle. En lyshoppe, gylden som solskin, og hendes komplette modsætning: en hest sort som natten. Forskellene var... mærkelige. Jeg forstår ikke hvordan landet kan have valgt så... forskellige sjæle"
Funderede Skovhingsten og vippede hovedet på sned, et tænkende blik i hans mørke øjne. Den bløde vind fik efterårets sidste rest af blade til at hvirvle om deres ben, førhen at de svævede videre fremad. Zaahir fulgte dem stille med blikket.
"Man skulle tro at Den Vise ønskede fred, men den mørke var ikke fredelig. Han ønskede andet, han talte til mørket".
"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"
"TALE" |
|
|
|
|
Post by Tsavani on Dec 1, 2017 12:37:10 GMT 1
Lige da hendes berøring var faldet, veg den brune hingst tilbage med blottede tænder, nærmest som om hun havde brændt ham. Hans øjne glimtede faretruende mod hende, og i et kort øjeblik blev hun næsten bange for, at han skulle gå til angreb på hende. Hun trak sig straks tilbage og sænkede hurtigt hovedet i en undskyldende underkastelse, mens hun vagtsomt holdt øje med ham. Hun havde oplevet mange heste her i Andromeda, der kunne finde på at gå til angreb på andre ud af det blå, så hun havde lært at tage sine forholdsregler, når folk begyndte at vise tegn på aggression.
Hingsten blev stående i flere sekunder og tænkte over hendes spørgsmål, alt imens hans aggressive blik langsomt falmede, og hans ansigt atter blev lagt i sine almindelige, neutrale folder. Han valgte derefter fuldstændigt at ignorere den hændelse, der lige var hændt, og begyndte i stedet at svare på hendes ord. Hun så fortsat mistænksomt på ham, inden hun langsomt rettede sit hoved op til sin naturlige stilling igen. Hvad søren havde dét lige gået ud på? Det var dog tydeligvis ikke noget, hingsten havde tænkt sig at tale om, så hun måtte blot forsøge at glemme den episode - og i stedet lære til næste gang, at hun i hvert fald ikke skulle forsøge at røre denne brune vandrer!
Hun lyttede til hans ord om, at han havde mødt nogle interessante sjæle. Han nævnte en lyshoppe, der var gylden som solskin. Tsavani smilede let. Det kunne ikke være andre end den skønne Illana, han omtalte. Han nævnte da også hendes komplette modsætning, nemlig en hingst sort som natten. Hun vidste ikke præcis, hvem han omtalte, for det kunne jo være så mange... Men det måtte i hvert fald næsten være en af Skyggehingstene, han havde mødt. Han sagde da, at han ikke forstod, hvordan landet kunne have valgt så forskellige sjæle, hvilket fik hende til at nikke tænksomt. Hun forstod godt hans undren, for hun havde selv tænkt det samme... Hvis Den Vise ikke ønskede disse Skyggeheste i landet, hvorfor i alverden blev han så ved med at bringe de onde heste hertil? Men hun var kommet frem til en konklusion af blandt andet at have snakket mere indgående med den sorte Ava. Hun troede simpelthen ikke på, at Skyggehestene blev født onde... De var sikkert ganske almindelige heste, der fortjente en chance i livet, dengang Den Vise bragte dem hertil - men af forskellige grunde var de endt med at falde i kløerne på Skyggerne og var nu overbeviste om, at det var det rigtige. Det kunne lyde så absurd, men hun forstod dem godt. Hun havde selv været tæt på at sige ja til Skyggerne engang...
,,Jeg forstår dine tanker, du brune vandrer, og jeg er enig langt hen ad vejen. Men jeg tror simpelthen ikke, at Den Vise er klar over denne ondskab, når han fører dem hertil. For ser du, jeg har været i dette land længe og har efterhånden snakket med mange Skyggeheste... Og fælles for dem alle er, at de er nøjagtig lige som du og jeg. De kæmper blot for dét Andromeda, som de tror vil være det bedste, og af forskellige årsager er de så endt i kløerne på Skyggerne og er blevet manipuleret til at tro, at det er den rigtige vej. Men jeg tror simpelthen ikke på, at disse Skyggeheste er blevet født onde og er så slemme, som alle tror - for når man kommer ind på livet af dem, så er de faktisk ganske fredelige og følsomme sjæle, der blot nærer et stort had til Den Vise og Lyset. Så ja, jeg har lært at se på dem som stakler... Fortabte sjæle, der har mistet alt og nu desperat knuger sig fast til det eneste, der har; nemlig deres skygger og broderskab."
They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover. |
|
|
