Sorteflammen | Åben tråd

Lyset var overvældende skarpt. Det sved, brændte og skar. Som tusindvis af nåle, føltes det som om det gennemborede hans skind, blottede ham, hans kød, til at blive fortæret af det hvide, nærmest pulserende sollys.

Ayin befandt sig midt på Zenobia. Han havde været her længe. Nogen ville nok sige for længe, for det var allerede lang tid siden han havde set de første forestillinger danse for sit blik. Men han blev stående. En urokkelig sort stenstøtte, midt i alt det orangerøde, med en klar blå himmel over sig, og sandstøv hvirvlende dovent om hovene. For vind var her ikke meget af. Tværtimod stod solen direkte ovenfra og bredte en dræbende varme over øen. Og dermed den sortes skind.

Men han kunne ikke rokke sig. Han var fanget i sit hoved. Han kunne ikke længere huske hvordan eller hvorfor han kom til at tænke på det, men tanken satte sig fast. Hans tanker gik i rundkreds, hele tiden med fokus på den sorte flamme han bar i sit indre. Han havde arvet den fra sin far, og med tiden blev den kun klarere og klarere. Efter hans ansigt, hans jeg blev taget fra ham, var den kun vokset. Det føltes som om den kvælede ham, snoede sig blidt og forførerisk om hans krop, for så blot at stramme til, så han kunne mærke hver eneste knogle knuses. Den ville have ham til at bukke under, til at bøje sig og makke ret. Den ville overtage ham og styre hans tanker, hans ord og hans bevægelser. Det havde den gjort så tit. Men kampene trak ud, for der var endnu en gnist af den gamle Ayin bag de tomme hulrum hvor hans øjne engang havde været.

Og som heden bagte omkring ham, blev de indre syn kun vanvittigere og mere frygtindgydende. Han åbnede munden, som for at lukke en lyd ud, et ord, men intet skete. I stedet føltes det som om et væld af blod fald ud af munden på ham. En sitren gik igennem hans krop. Det ville ikke vare længe før.. før sorteflammen havde suget alt ud af ham, som den igle den var. Suget livet fra den sidste snert af den gamle Ayin, for at efterlade den nye.

For udefrakommende, var der hverken sort ild, blod, brækkede knogler eller skygger at se. Der stod blot en grufuld sort hest med et kranie til ansigt, midt på en gold og djævelsk varm ø.

Denne ø var anderledes... aldrig havde han set dens lige. Han havde hele sit liv levet i skovene, altid omgivet af grønlige farver, friske vindpust af forår og mildt vejr. Duften af regnvejr hørte også med, og lyden af andre dyr var gennemtrængende. Men her... dette land, dette gyldne men dog golde område var ulig andet og gav en snert af ubehag til skovhingsten.
Han fnyste. Han burde ikke være taget herud, han havde nu engang altid nydt trygheden og forbandede nogle gange den nysgerrighed der havde lokket ham af sted. Det mørke skind tiltrak solens stråler som en magnet. Og selvom han næppe var en kraftig hingst, kunne det ikke undgås at han følte sig varm. For varm. Og ikke nok med det, havde han gået længe uden noget bestemt mål. Aldrig en god taktik hvis man ikke ønskede at blive væk.

Men i horisonten havde han set noget. I starten havde han troet det var ham selv der så syner, at noget så mørkt og småt kunne findes var ikke muligt. Men som han kom nærmere, blev den sorte prik langsomt til omridset af en hest. En hest der stod stille. Sådan havde den stået i noget tid og derfor var den sorte blevet Zaahirs peglmærke. Måske kendte denne... fremmede mere til landet. Måske var han bare et selskab. Og selskab var bedre end intet.

En hilsende vrinsken blev sendt ud imod den fremme. Næppe havde han set hans ansigt tydeligt endnu.. ellers var han aldrig kommet nærmere.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Billeder fra fortiden dansede nu for hans øjne. Han så et glimt af sin mor - en stor, mild hoppe. Men i det hun kiggede på ham så han afsky og frygt i hendes øjne, og hun åbnede munden og råbte af ham. Men i stedet for ord kom der slangeagtige skygger ud af hendes mund. Hendes krop trak sig sammen i underlige, unaturlige forme, for til sidst nærmest at smelte. Skyggerne krøb han af jorden imod ham. Han forsøgte at trække sig tilbage, men han stod som naglet til jorden. Han kunne kun se til imens de sorte skygger krøb op af hans ben og omklamrede ham. En sagte lyd kom fra hans strube. Trods den var lav, var lyden af frygt gennemtrængende.

Netop som lyden forlod ham, gav han efter.  Skyggerne var den sidste vægt på skålen, og nu tippede det hele. Alt blev tomt et øjeblik og skygger og sorteflammen blev til ét omkring ham. Lyset blev til mørke. En ro bredte sig igennem hans krop. De små slangeskygger lullede ham til ro igen, satte klarhed i hans sind igen. Han følte sig hel igen, nu hvor skyggerne var med ham igen.

Endnu stod han helt stille, men langsomt kunne han mærke sine sanser vende tilbage. Han vippede lidt med det ene øre, så det andet. En kraftig rysten gik igennem hans krop. Han havde været spændt som en buestreng i hvad der føltes som timer, og hans muskler trængte til hvile. Han gispede efter luft, men den luft han indåndede var så varm at det føltes som at drikke varmt sand.

Så nåede en lyd ham. Han blev et øjeblik forvirret. Var det i hans hoved? Eller havde han hørt et vrinsk? Lyden kom skråt bagfra, så han drejede hovedet en smule for at skue i den retning. Han kunne svagt ane en brunlig skikkelse der bevægede sig imod ham. Det var virkelighed. Det kunne han straks mærke. Mest af alt fordi skyggerne nu hviskede til ham igen.

Den mørke hingst stod stille... i den varme sol tvivlede skovhingsten et øjeblik på om hans øjne bedrog ham, og varmen havde forvandlet sten til levende skikkelser af sorte heste. Men en pludselig røsten fik skikkelsen til at sitre, som havde han ligget i dvale. Den brune brummede lavmælt, en anelse undrende over den mærkværdige opførsel, men det virkede som om den fremmede havde set ham. For han kiggede i hvert fald imod ham nu.
Hans ansigt var dog... mærkeligt. Yderst deformt og Zaahir rynkede lidt på mulen, hvorfor så han sådan ud? Hans trav blev en anelse langsommere, men den mørkebrune vovede sig dog nærmere endnu. For hvad han troede han så, og hvad den sorte hingst faktisk var kunne ikke passe sammen... men desto nærmere han kom, desto mere ubehageligt blev det at se på den fremmede. Han mindede mest af alt om en af skovens dødninge. En kranieskabning...

Den mørkebrune gjorde holdt. Selvom hans nysgerrighed var vækket, var der noget.... forkert over den fremmede. Forvrænget, forvrænget... han fik den mørkebrune til at fnysende træde et skridt tilbage og stirrer. Død hang over den sorte... mørke og død.

"Mal'lak.."
Mumlede den brune, hvis mørke øjne mødte lyseblå i en tavs, kølig gestus.
Han lignede en af skovens dæmoner... og det fik hårene til at rejse sig på Zaahirs krop.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

~ 6 ~

Først havde han svært ved at fokusere på den fremmede skikkelse. Hans syn var dårligt og svagt, næsten ikke eksisterende. Først da nogle skygger kravlede ind i hans tomme øjenhuler og agerede som hans øjne, kunne han se. Og han så alt tydeligt og skarpt. Den fremmede i det fjerne var omgivet af hans skyggerne, skønt han ikke nemt ville se dem. De havde skjult sig i sandet, blæste rundt med vinden som støv. Men de holdt øje mede ham, fortalte ham alt hvad de så. Den brune hingst virkede angst; han var stivnet ved synet af den arrede kraniehingst, og stod nu årvågent på god afstand.

En hæs, tør latter lød fra Ayins benede mule. Han havde al grund til at frygte ham - han havde valgt et meget uheldigt tidspunkt at forstyrre ham på. Hans sind var styret af skyggerne, hans rationelle impulser fordampet. Brat holdt hans latter inde, og han trådte med lange skridt hen imod den brune, med den lange sorte man. Små guldringe hang på hver side af hans hoved, bundet op i nogle af de sorte lokker. Han kendte ikke denne fremmede, men de skulle nok få et nærmere bekendtskab...

Selvom den mørkebrune gjorde holdt og ikke nærmede sig, krøb følelsen ikke længere væk. Nej, tværtimod kom den nærmere, følelsen af at blive vurderet og følelsen af at være fanget. Den mørkebrune vidste ikke hvordan, men hans instinkter svigtede sjældent. Og lige nu skreg de af ham. Han kunne ikke nærme sig dødningehingsten - det ville ikke fjerne følelsen. Men problemet var at han heller ikke kunne flygte... for der vågede en fornemmelse over dem, over Zaahir. Denne følelse holdt ham fastlåst - selv idet at kraniehingsten kom ham nærmere. Fordi bevægede han sig ville slemme ting ske...
De opmærksomme øjne fulgte hingstens lysende blå. Desto nærmere den fremmede kom, desto tydeligere blev det hvor forskellige de var. Zaahir emmede af liv. Fra hans spændte muskler, hans sitrende næsebor og livlige øjne, og til det bankende hjerte der i øjeblikket larmede advarende. Denne sorte skabning var hans modsætning. Død, mekanisk og hæs... med en uhyggelig sammenligning til fortidens dæmoner.

Den mørkebrune følte sin mund åbne sig for at forme ord, men ingen undslap hans læber. For ville denne skabning overhovedet kunne forstå ham, eller var selve sproget den også fremmed. Zaahir fnyste i stedet og trak sig et skridt længere tilbage: en lidt ynkelig måde at skabe afstand idet dødningehingsten nærmede sig hurtigere end han kunne bakke.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

[4]

De bevægede sig i en mærkelig form for synergi, hvor han bevægede sig frem, og den fremmede med det brune skind, bevægede sig bagud. Men synergien holdt ikke længe da Kraniehingsten bevægede sig langt hurtigere end den fremmede, der syntes lammet og hæmmet af ubehag og frygt. Skyggerne på jorden hviskede lokkende til både Ayin og den fremmede der nu stod foran ham, med kun ganske få meters afstand. Ayin placerede hovene solidt i jorden og rankede den muskuløse krop så hver en fiber blev spændt. Han bøjede dybt i nakken og hans kraftige hals hvælvedes med det blottede kranie let lagt på sned. Han betragtede nu den fremmede for alvor, i en ubehagelig stilhed, hvor kun skyggerne kunne høres. Deres stemmer var lave og alligevel skar deres hylende grin igennem som en manisk organiske med forrykte tanker.
Hans egen latter blandede sig nu med deres, stadig hæs og rallende, som en tørstende. Men han havde ikke et behov for hverken væske eller føde - derimod havde han et behov for at finde ud af mere om denne fremmede, der havde valgt dette dybt uheldige tidspunkt at forstyrre ham på.

"Tal, eller bliv slået ned hvor du står; hvem er du, fremmede?"

Hans stemme var lige så hæs som hans latter, men der var en styrke bag den, der gjorde det umuligt at misforstå: han mente hvert et ord. Flammerne i hans øjne blussede op ved tanken om at have fundet et nemt offer. Det var længe siden han havde haft fornøjelsen af at have et andet liv imellem sine hænder. Han mærkede hvordan hans puls blev hurtigere og hans tanker og sanser knivskarpe. Uden et ord trådte han to hurtigere skridt nærmere med skyggerne hængende over sig som en sort kappe.