Memory Lane | Til Signe

Lyset i krystallen blegnede, svandt hen. Det gemte sig så langt borte som muligt, da Ayin's skygger nærmest blussede op og lagde sig omkring ham som en levende kappe; en langt mere grufuld kappe, end den himmelhingsten bar. Illana prustede sagte, så tyst at et ej ville kunne høres, alt imens hendes blik blev tvunget bort af frygt for de levende Skygger. Hun følte sig skrøbelig i øjeblikket, bange; og alligevel så ønskede hun inderligt at komme hingsten nærmere. Hun havde mistet så meget i forvejen - og selvom Illana ikke lod sig underkue af livets udfordringer, så påvirkede det hende. Hun brød sig ikke om at miste; det var der nok ingen der gjorde det - og selvom hun indtil nu havde taget det med oprejst pande, at hun nok havde mistet sin mage, så var tanken om at miste denne hingst - trods deres meget svage bånd - ikke særligt rar. Hun tippede et øre i hans retning, da han atter talte, responderede på hendes ord. Og diskret vendte hun blikket imod ham på nu, da hun kunne fornemme, at Skyggerne så småt faldt til ro omkring ham.

,,Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være.. Det eneste jeg kan forestille mig er, at det må være svært. Men, Ayin - jeg håber virkelig at du kan finde styrken til at holde fast.. Jeg vil ikke miste dig også."

De sidste ord blev nærmest til en hvisken. Det var første gang hun havde sagt det højt - om end det var indirekte. Tabet af hendes mage Samael fyldte meget hos hende; og Ayin var den af Skyggerne, som hun havde kendt før, som hun stod tættest på at miste. Volontaire havde hun stadigt en fornemmelse af kunne kontrollere det, selvom han også var en af dem, hun frygtede at miste.

[1]

~ 4 ~

Det var underligt at være skyggefri i tankerne - det føltes... nøgent. Men alligevel også som noget han kendte. Men det var ikke så rart som han havde forestillet sig. Skyggerne havde allerede gjort så meget ved ham - skade, forbedring - alt efter øjnene der så, og det resulterede i at han næsten med det samme længdes efter skyggerne igen. Han mærkede sin egen svaghed, når de ikke var der. Den skrøbelighed og ængstelse han var flygtet fra. Det liv, han så længe havde vendt ryggen. Han vippede ørerne frem imod hende, så hendes frygt. Lyset om hendes hals var udslukt, så lille en flamme, at han ikke troede Lyset var der mere. Et strejf af bekymring gik igennem ham. Hvad ville hun gøre nu, hvis hun ikke havde lyset? Hans egne tanker og bekymringer, fik ham til at le for sig selv - tænk, det var jo sådan det var, dengang han kunne føle. Man kunne ikke komme igennem dagen, uden hele tiden at bekymre sig over andre. Det var meget lettere nu, hvor det kun var ham selv og hans familie. Han følte sig ør i hovedet. Var dette virkelighed? I hans sind forekom det ham, at selvom skyggerne ikke var der, så var de der måske alligevel - drev gæk med hans tanker og følelser.

"Jeg.. " Hans ord forsvandt i munden på ham.

Hvad var det nu han ville sige? Han betragtede hende lidt, eftertænksomt. Hun ville ikke miste ham også. Sådan var hendes ord. Han ville heller ikke miste hende. Det var den første tanke der slog ned i ham. Men snart mærkede han at den tanke blev drejet og forvrænget. Så skyggerne lod altså bare som om de holdt sig tilbage.

"Jeg vil heller ikke miste dig," skyndte han sig at sige, inden tanken var helt fortæret. "Men... dette er nok sidste gang vi kan ses på denne måde. Næste gang.. er vi nok på hver vores side af slagmarken." Hvis han kunne, havde han smilet vemodigt til hende. Straks efter kunne han mærke at den rene, rigtige tanke blev ædt op, og alt han kunne tænke, var at det var meget forkert at han stod her. Skyggerne tyngede igen i hans sind, indtil de ligesom smeltede sammen. Den gamle Ayin var væk igen.

Skyggernes tilstedeværelse var endnu skræmmende; så skræmmende, at den gyldne hoppe befandt sig på nippet til at trække sig. Hendes lange, slange ben, stod som balancerende på en vippe, og hvis ikke det var fordi den gyldne hoppe inderligt ønskede at være den sorte nær - en hingst, som tilhørte den gruppe af sjæle, som Illana stod overfor at miste - så havde hun lyttet til alle de signaler hendes sind skød igennem hendes krop og flygtet. Hun udspilede sine næsebor og tog et dybt åndedrag; ubevidst havde den gyldne hoppe holdt sin vejtrækning hen, af en blanding af spænding og nervøsitet.

Da Ayin talte igennem de åbne kæber, spidsede Illana ørerne, men hendes overlinje blev spændt. Hans ord blev ligesom tabt i hulrummet, og han virkede på en måde tøvende; men Illana kunne mærke Skyggernes liv, deres kræfter. Hun så imod ham, så direkte hun kunne. Lyset i hendes krystal bed af hende, søgte at flytte hendes krop baglæns. Det gjorde på en måde ondt, men hun trodsede det fortsat; trodsede alt fornuft for at blive i nærheden af Skyggehingsten. Jeg vil heller ikke miste dig..
Han ord ramte hende, det gjorde de. De udsendte en lettelse og en længsel på samme tid, men realiteterne var nok anderledes, end deres ønsker. Hun brummede en anelse sorgmodigt, inden hun tippede ørerne til siden.

,,Det vil kun være sidste gang, hvis vi begge vælger at deltage. Hvis bare vores modsætninger kunne respektere hinanden, så ville vi kunne undgå det.. Jeg ønsker ikke at krig skal komme til dette land, og jeg ønsker særligt ikke at det skal ramme dem, jeg holder af. Ayin, er der ikke en måde at undgå det på? Kan Skyggerne ikke overtales til en våbenhvile?"

Hendes ord virkede en anelse febrilske, som søgte hun i blinde efter en vej ud af en blindgyde. Hun vidste godt at en krig nok ikke kunne undgås. På den ene eller anden måde ville de to sider støde sammen, for endnu havde Illana ikke formået at indgå et forlis med nogen af de skyggeheste hun havde mødt; og hun følte deres kvælende trussel rykke nærmere og nærmere hendes hjem. Hun var selv i gang med at søge vogterne, samle dem. Men hvis hun kunne finde en vej udenom, ville hun tage den - for nogle af de, der vandrede blandt Skyggernes rækker, nærede hun bånd til. Hvis en krig brød ud ville hun måske miste dem.. For alvor.

[11]

[6]

Deres sind var nu forenet igen, og hans tanker og meninger var ikke længere "jeg" men "vi". Hans øjne hvilede stadig på hende, og det var som om hun ændrede udseende foran ham - det gjorde hun naturligvis ikke, men hans syn på hende ændrede sig. Mest af alt fordi skyggerne trak et filter ned over ham. De havde tilladt ham at tænke frit, og havde set de tanker der stadig var tilbage i ham. De kunne ikke risikere et svigt, ikke nu. De måtte gøre hvad der var nødvendigt, for at få Ayin tilbage på rette spor. De havde trods alt set hans hjerte dengang han gav sig selv til dem - de vidste at de ikke havde taget fejl. De skulle blot give ham endnu et puf i den rigtige retning.

"Sandt nok. Vi kan altid vælge anderledes... Måske er det sådan for dig, men jeg kan ikke vælge andet, Illana. Min sti er lagt ud for mig og jeg vil følge den - jeg må og skal."

Hans stemme var hverken positiv eller negativ, den var monoton og som ført af en usynlig hånd, der åbnede og lukkede hans mund og formede ordene. Flammerne i hans øjne syntes at blusse op og skyggerne omkring ham begyndte at vride sig utålmodigt. De var ængstelige og rastløse, og ville både angribe denne vigtige hoppe og trække sig tilbage og aflægge rapport. Det tog meget på Ayin, der blev trukket i flere retninger. Med et tungt prust sænkede han hovedet i anstrengelse.

"Krig kan ikke undgås. Du ved det og jeg ved det. Vi vil snart møde hinanden igen, på hver sin side af en blodig slagmark. Det er måske ikke vores vilje, men vores vilje betyder intet."

Det var nærmest en isnende kulde der krøb over Illanas ryg; hun kunne nærmest fornemme, hvordan Skyggernes kvælende tag blev stærkere omkring kraniehingsten. Lyset, der knapt var synligt i den klare krystal, nærmest bed af Illana, som det havde gjort det nok så mange gange; men langsomt begyndte Illana at hengive sig til dets meget kraftige anmodninger. Han veg ét skridt tilbage, et meget lille et - men hun veg. Hun tippede utrygt et øre i nakken, imens det andet lå afventende og nærmest håbefuldt fremme; for hun håbede at Ayin, hingsten der gemte sig under Skyggernes forklædning, stadigt havde en stemme at tale med. Det lod dog ikke til, at Ayin fik meget plads længere, for det svar han gav den gylden hoppe, vakte ikke lettelse som hun havde håbet; men snarere en følelse af afmagt. Den sorte sjæl med det blottede kranie bekræftede, at krigen ikke kunne undgås. At han havde en sti, som han ikke kunne vige fra; en han ikke ville vige fra. Illana lod det sidste øre tippes let bagud og et oprigtigt bedrøvet udtryk fandt vej til hendes ravfarvede øjne. Det føltes som et tab, selvom hun endnu var i hingstens selskab - men hun forstod at dette nok ville blive deres sidste møde; i hvert fald sidste møde, hvor de ville være i stand til at have en samtale, som nu.

Hun brummede sagte efter let. En rømmende tone fandt vej fra hendes indre, og hendes øjne søgte mere direkte imod hans tomme øjenhuler, hvor de isblå stråler kom fra. De syntes nærmest at blusse op, og Illana måtte virkelig tøjle hendes indre frygt, for ikke at vige yderligere. Hun ejede så stor respekt for den hingst, han engang havde været, at hun ikke ønskede at behandle ham, som det monster hendes indre tolkede ham som.

,,Det burde netop være vores vilje - din og min - der betød noget.."

Sagde hun så lavmælt at det nærmest ikke kunne høres. Hun ønskede på sin vis ikke, at Skyggerne skulle høre hendes ord, selvom hun godt vidste det var umuligt. Hun fjernede sit blik og lod det svæve imod jorden, foran hans hove. Hun bed sig i læben, og hendes krop begyndte at blive en anelse urolig. Der var så mange ting, som hun egentlig gerne ville sige til ham, så mange ting hun ville diskutere med ham og på samme tid var der så få momenter til at få det gjort det. Det føltes som om, at det hele forsøgte at komme ud på samme tid, og den ubehagelige fornemmelse fik den gyldne hoppe til at væve.

,,Dette er et farvel, er det ikke?"

Kom det så endelig, og lettere pinefuldt fra hende. Han havde lige fortalt hende, at han ikke ønskede at miste hende; men at de ville stå på hver deres side ved deres næste møde - på hver deres front, der søgte at destruere hinanden. Men det var som om det først ramte hende nu, at når de to gik hvert til sit, så var det dét. Og det var meget imod den gyldne's vilje.

[4]