Memory Lane | Til Signe

Det var længe siden skyggehingsten havde færdedes på den frodige, grønne ø Enophis. Ikke desto mindre var det nu her han havde bevæget sig hen. Midnats månen lyste verden op i et blegt, hvidt skær, der fik alt det grønne til at se blåligt ud. Han faldt mere i ét her, end han ville have hvis det havde været dagslys.

Man kunne kun høre den dæmpede lyd af hans hove der slog imod tykt, friskt græs. Der var ingen dyr ude. Alt hvad der kunne krybe og gå syntes at forsvinde lige så hurtigt som Ayin var dukket op. Han bebrejdede dem nu ikke. I hælene på ham fulgte et spor af snigende skygger, hele tiden hviskede de og lurede de. De sang for ham, fortalte historier om de mest grufulde ting man kunne forestille sig. De spandt syner for hans øjne, om hvordan verden kunne se ud hvis deres herre fik magten. En let latter forlod hans strube.

Han stoppede op ved kanten af en stille sø. Månen spejlede sig i det klare vand, der så sort ud i natten. Han betragtede den et øjeblik, inden de isblå øjne, dybt inde i øjenhulerne bevægede sig fra højre til venstre. Han kunne ikke se nogen i nærheden, men ventede alligevel indtil skyggerne omkring ham bekræftede det. Han var alene.

Så lod han blikket falde tilbage til vandet. Denne gang kiggede han ikke på månen, men på sit eget spejlbillede. Han så sit evigt grinende, forvredne ansigt og de lysende øjne, der knapt kunne kaldes øjne længere. Han tillod sig forestille sig hvordan han havde set ud engang. Eller rettere; han forsøgte. Men mindet var ædt op, brændt væk. Fortæret. Han kunne kun huske andres ansigter. Hans mor. Hans far. Tyranen. En lyd forlod ham. Det var svært at bedømme om det var et tegn på utilfredshed eller en latter.

Som han stirrede på sit spejlbillede, blev han suget længere ind i minderne om hans gamle liv, før Andromeda. Før skyggerne. Før ham.

Enophis sneklædte tinder havde timer forinden været rammerne for den gyldnes vandring. Hun havde atter søgt bjergene, for at lede efter Bjerghingsten Djange, men også for at udforske de stier, de huler, grotter og hjørner hun endnu ikke kendte. Hun havde vandret i bjergenes højder det meste af dagen forinden, og var nu nået den græsklædte eng, som lå for foden af bjergene. Hendes gyldne skind havde et særligt skær under månens klare lys; og foran hende, midt i luften, hang en kugle af Lys, som fulgte hende på vej. Stilfærdigt gik den gyldne, med retning imod et mindre skovområde, hvori der lå en stille sø. Hun havde vandret længe, og trængte til at slukke tørsten og hvile, inden hun ville fortsætte sin færd tilbage mod Teylar.

Træernes stammer gemte hende godt. Hun bevægede sig tavs igennem underskoven, formåede at træde udenom grene og hvad end der nu kunne forsage høje lyde; ikke fordi hun ønskede at gemme sig, men den gyldne hoppe følte stadigt natten som en trykkende tid, når ej hun befandt sig i Teylar's rammer - og af gammel vane forsøgte den gyldne hoppe at holde sig så diskret som muligt.
Søen nærmede sig nu, men den gyldne hoppe sansede noget andet i luften også, end duften af det rene vand; og Lyset om hendes hals sansede det også. Kulden, mørket, frygten. Illana standsede op med et ryk, tidsnok til at opdage hvad det var, som befandt sig forude ved søen - for med ét stod det hende klart, at Skyggerne faktisk var på færde i området - og Lyset om hendes hals blev blot til en diskret glød.
Illana prustede sagte og med ærefrygt i tonen. Hun skævede frem bag træernes tykke stammer og kunne lige skimte en sort hest ved søens kant. Hun befandt sig bag ham, og kunne i første omgang ikke genkende denne Skyggehingst, som havde begivet sig til bjergenes ø - men da hun så efter, genkendte hun det bare ansigt, som hingsten bar. Det var hingsten Ayin, hvis ansigt var blevet revet bort af Skyggerne, hvis kranie var blevet blotlagt; det var ham, som hun havde kendt fra før Skyggerne havde taget ham. Hun forblev stående bag træernes dække med en tænksom mine; hun lod Lysets kugle slukkes, for ej at kalde for meget opmærksomhed imod sig selv. I hendes indre var en konflikt i gang - for turde hun give sig til kende, burde hun flygte?

Det var ikke ofte han bevægede sig væk fra Foehn. Ikke fordi han ikke havde lyst - snarere det modsatte. Han havde blot været meget optaget af ærinder på den mørke, askeklædte ø, og forinden havde han brugt sin tid på at komme sig og vende sig til at være en del af skyggerne. Det var ikke så nemt som det kunne se ud, at blive ét med skyggerne. De hjalp en et stykke af vejen, men man måtte også selv vove at træde ud på det dybe vand, der hvor sanserne ikke længere kunne bruges, hvor ens sind og tanker ikke længere var ens egne. Men når først man nåede derud, ville man opdage at der slet ikke var så dybt. En blid sandbund ville fæste sig under en og lade dig fortsætte med nye kræfter.

Men på øen var han indædt... ond. Det var nok det ord der var bedst at bruge. Når han var omgivet af vulkanens tunge luft, asken og skyggerne, blev alt gennemsyret af vrede, had og ondskab. Kun her, på de andre øer, kunne han finde en gnist af.. ja, hvad var det? En stemme fra fortiden, et svagt syn i det yderste af synsfeltet. Han stirrede på sit spejlbillede. Hvad var det han ikke kunne huske? Han brummede en anelse irriteret.

Det skete hurtigt. Som en elektrisk impuls, et nervesignal igennem et udbredt netværk af nerver. Han var ikke længere alene. Det var alt han vidste. Han kunne ikke bedømme præcis hvor denne fremmede eksistens var henne, ej heller om det var et egern eller en fremmed. Han vidste blot at alle dyr og småkravl normalvis flygtede i hans nærvær. Men her på den lyse ø havde han ikke nær så mange skygger til at være hans øjne og ører som på Foehn, så han følte sig en anelse nøgen og blind. Han lod sig dog ikke mærke af det, og rettede i stedet sit stirrende blik ud i mørket omkring ham. Hvor gemmer du dig? hviskede han blidt.

Lyset om den gyldnes hals var næsten slukket. Blot en svag glød var tilbage i krystallen, som nærmest synede kold at se på, nu dens liv var svundet ind. Nærværet af Skyggerne var så eminent, så truende, at det ej turde vise sig. I den gyldne hoppes bryst bankede hendes hjerte stødt og i forhøjet tempo; og endnu stod dilemmaet tydeligt i hendes sind. Hingsten som hun kunne ane fremme ved søen kendte hun. Nok kun beskedent, men hun vidste hvad han hed, og havde tilbragt timer i hans selskab, da han endnu var en strejfer med et kønt ansigt. Hendes ører blev vrikket årvågent frem og tilbage, hele tiden lyttende efter det mindste tegn på bevægelse i hendes omgivelser, men ikke et sekundt fjernede hun blikket fra den sorte skikkelse med det blottede kranie.
Hvert øjeblik føltes ufatteligt langt, imens hun stod og overvejede hvad hun skulle. Og egentlig havde hun nok, inderst inde, taget en beslutning om at søge bort, da en lyd kunne anes fra hingstens sfære. Hvor gemmer du dig? Hans stemme var så lav, at den gyldne et øjeblik troede hun hørte syner - men Lyset, som var en del af hende, havde ligeså hørt det. De var opdaget, og hvis hun sneg sig bort, kunne dette muligt tolkes som en provokation, eller opfordring til at opsøge hende. Hun valgte derfor, om end tøvende, at træde frem fra hendes skjul mellem de tætte træer.
Hun brummede stilfærdigt, men ærbødigt hilsende imod denne sorte skikkelse - Ayin. Hendes blik var fortsat vågent, men hun forsøgte hvad hun kunne at skjule den frygt, som der lå i hendes indre. Skyggerne frygtede hun, og nattens mørke fremkaldte kun gamle minder, om disse glubske væsner.

,,Jeg gemmer mig ej, Ayin."

Sagde hun sagte, men med de milde toner som hun altid besad. Nok var det ikke helt sandheden, for faktisk havde hun gemt sig, selvom det ikke var længe. Dog valgte hun ikke at lægge vægt på det, nu hvor hun var trådt frem; for ville han mon reagere negativt på at hun havde beskuet ham i hemmelighed, trods hun var blevet opdaget?

En del af den nattesorte Ayin havde ikke forventet at modtage et svar fra skyggerne omkring ham. Nogle ville måske kalde det uforsvarligt - eller ligefrem dumt. Men han genkendte stemmen. Og med det samme vidste han også hvorfor hun havde valgt at svare ham.

Hans blik flyttede sig lynhurtigt til siden, i den retning hvorfra hoppens milde stemme lød imellem træernes stammer. Han så ikke længere verden som før. Hans øjne var ikke længere, de var revet bort, destrueret, lå og rådnede et sted sammen med hans skind. Men i stedet havde skyggerne givet ham deres øjne, deres netværk. Han kunne se det som de viste ham - det lignede næsten det han var vandt til og kendte - men han kunne også se mere. Han kunne se skyggernes reaktioner, hvad de rørte, hvad de foretog sig, som nerveimpulser overalt omkring ham. Nogle gange føltes det som om hans verden ikke bestod af andet end lys og mørke, hvor alt levende blot lignede lysende tråde der bevægede sig omkring ham. Men det var blevet bedre med tiden, som om skyggerne skabte et syn for ham, som egentlig ikke burde være muligt.

Og nu så han hoppen for sig, netop sådan som han havde set på hende dengang, for så længe siden. Dengang han stadig havde været i tvivl. Dengang... han stadig var Ayin. De isblå, næsten lysende, rygende øjne i hans blottede kranie rettedes stift imod hende. Illiana. Den kønne hoppe med den lyse gyldne pels, og den flødefarvede man og hale der indrammede hende. Hendes lys var dog ikke at se nogen steder. Klogt, tænkte han med rolig mine.

Hans sind var splittet. Han mærkede med det samme skyggernes voldsomme interesse i hoppen - men han følte også et slag i maven, der mest af alt føltes som et savn. Et minde, han pludselig kom i tanke om. Som om den lille, gamle Ayin stadig var der et sted - men så begravedes han i de sorte, slangende skygger, der dækkede alt som krybende, slimede orme i hans hjerne.
Han vendte sig dermed imod hoppen og trådte et skridt frem - han lod ikke en hilsen falde til hende som svar, i stedet prustede han højt, en anelse truende. Omkring ham kunne han mærke skyggerne hviske til ham, ordrer, onde ønsker. De snagede og bed ham, søgte at tage kontrollen.

"Illiana," svarede han så endeligt, med en stemme der lød forvrænget af den tilstand han var i.

Hingsten havde stået med ryggen til hende, siden hun havde sanset hans nærvær. Nu, da hun var trådt frem, så hun bedre de kantede linjer ved toppen af hans nakke, der markerede det frygtelige, som var hændt denne hingst. Som han drejede hovedet, så til siden - så hun for første gang hans ansigt for alvor. Hun stivnede, som var hun trådt igennem islaget på en frossen sø; hendes hjerte sprang et slag over, og hendes årvågne blik blev et øjeblik nærmest frygtsomt; Skyggehingsten foran hende lignede noget, som havde trådt over i de dødes rige; men han stod levende foran hende. Sekunder gik, før den gyldne hoppe atter trak vejret og lod hendes lunger fyldes med den kølige luft, som natten tilbød. Hun betragtede ham først tavs, inden hun gradvis genoprettede den fattede mine, hun havde haft da hun hilste ham an. Chokket over at have beskuet ham direkte lagde sig langsomt - men frygten for Skyggerne, som slangede sig om hans krop, forlod ej hendes sind.

Hun havde savnet ham. Det var ærligt. Nok havde de to sjæle ej delt mange øjeblikke i landet, men hun havde fundet denne hingst unik - han havde båret på både en interessant personlighed, men også nogle interessante perspektiver, som havde fanget den gyldne hoppes opmærksom. Et sted bag det bare kranie, bag Skyggernes omklamrende lag, håbede hun inderligt at denne hingst stadigt fandtes. Også selvom det brød med alt fornuft i hendes krop at håbe sådan om en Skyggebærer; men det gjorde hun. Og det håb, som hun nærede for at Ayins sjæl endnu var tilstede, havde hun også om den tidligere brogede Volontaire.

Illana prustede sagte. Hingsten foran hende tilbød ikke en hilsen af fysisk statur, men hilste hende an ved navn. Illana rykkede et øre let til siden, inden hun forsøgte at løsne den spændte overlinje, som gav hende en let nervøs udstråling. Hun ville gerne fremstå så fattet som muligt; både for hende selv, men også af respekt for det tidligere bekendtskab, som havde spiret imellem de to sjæle.

,,Hvad bringer dig hertil, sorte vandre?"

Hendes toner var endnu milde; de bugtede sig delikat i luften omkring de to sjæle. Hun havde ikke den fulde vished om, hvorfor Skyggebærerne var begyndt at færdes i landet, og hendes nysgerrighed bød hende gerne at finde svaret herpå. Den anden side af sandheden var, at hun ønskede at vide hvorfor Ayin var kommet hertil. Var der noget, dybt under Skyggernes fængslende lag, der havde hidkaldt ham? Savn? Nysgerrighed? Eller var det blot Skyggernes vilje der guidede hans skridt?

~ 2 ~

Dødningehingsten kunne mærke skyggerne samle sig omkring ham. De var ikke så mange der havde fulgt ham til denne ø - blot dem der altid hagede sig fast på ham, og så nogle enkelte der var stødt til efterhånden, budbringere, spioner. De samlede sig nu til ét mørkt tæppe omkring ham, næsten gennemsigtigt, men alligevel hang det faretruende om ham og over ham, bredte sig ud som en ond vifte af mørk energi. Men de var alligevel på vagt, det kunne han mærke. Dette var ikke Foehn. Her herskede lyset endnu, og denne hoppe besad en god del af det. Hun kendte til Den Vise, kunne måske endda tilkalde ham. Ja, hvem vidste hvor stærk hun i virkeligheden var under det yndefulde ydre. Alt dette gik igennem ham, som skyggerne tænkte det. Og han var klar over at han var den mest sårbare her - han ville ikke gå ned uden en kamp, så meget var sikkert, men han var dog i "undertal".

Han betragtede hende kort, og undrede sig et øjeblik over hendes ansigtsudtryk. Ayin dukkede igen op til overfladen, underligt uvis om hans egen skæbne, som var hans hukommelse stoppet det øjeblik han blev til en skygge. Og så dæmrede det. Han lo sagte, en lyd der løs underlig i munden på ham.

"Et minde," svarede han kryptisk.

Det var dig sandheden, men han vidste ikke helt hvordan han skulle uddybe det. Han var klar over at der var noget der kæmpede i hans indre, men det var som om han var to personer, og de var ikke altid begge til stede. Lige nu befandt han sig i en temmelig tam tilstand, der var ro over ham, trods hans frygtindgydende ydre. Han tænkte lidt endnu, og trådte så et skridt frem.

"Et minde om en anden tid."

Han betragtede hendes ansigt, for at se hendes reaktion. Ville hun forstå at det var hende han snakkede om? Det var ganske vidst ikke den egentlige grund til, at han var kommet her. Men denne var god nok - i hvert fald lige så god som enhver anden, for han var kommet her på grund af en følelse, et savn. Mon det var fra tiden før.. ?

Den skyggebærende hingst så nærmest dampende ud med de knapt synlige skygger, der havde samlet sig om hans krop. På en måde lignede det, at han var ved at gå i opløsning, på en anden måde lignede det at hans krop var samlingspunkt for sort magi. Illana, den gyldne, stod et øjeblik tavst og betragtede ham, imens hun afventede hans svar. Hun kunne fornemme skyggernes ondskabsfulde energi, og hendes hjerte hamrede af frygt; men hingsten foran hende, ham, hvis ansigt var blevet stjålet, nærede hun ikke direkte frygt for. Faktisk havde hun næret savn til ham, til Ayin, hingsten han var inden skyggerne havde klamret sig til hans krop og revet hans øjne bort.

Hans leende tone, der lød ganske forvrænget og hvis karakter ej kunne spores, dræbte stilheden imellem dem. Hans toner formede herefter ord, ord der fortalte at han havde søgt øen i jagt på et minde. Illana lagde hovedet let på skrå imens hendes ravfarvede øjne betragtede ham indgående. Hans ord var kryptiske; hans aura var kryptisk. Han var levende af skygger, hans udstråling faretruende, men der lå noget sært lokkende over ham, noget roligt. Noget der symboliserede den hingst, som han engang havde været. Illana trak vejret dybt da han trådte frem mod hende. Hendes indre skreg af hende, bad hende bakke for skyggernes tilnærmelse; lyset om hendes hals blev om end endnu mere blegt. Men hun veg ikke. Hun brummede sagte som en accept, som hun kæmpede for at opnå i hendes indre - men hun ønskede hingsten nærmere. Et mindre fra fortiden, et minde om en anden tid. En anden tid hvor de to sjæle havde mødt hinanden under helt andre omstændigheder. Illana gumlede let, inden hun lod sine ravfarvede øjne søge hingstens blå, urealistiske øjne, der havde erstattet hans tidligere levende øjne.

,,Har du så fundet hvad du søger Ayin?"

Illana havde en fjern idé om, hvad det var hingsten søgte. Så vidt hun var bevidst om, så havde han ej stiftet mange bekendtskaber i landet, førend hans liv var blevet ført bag lyset af skyggerne. Og måske var det egoistisk at tro, men Illana havde en sær fornemmelse af, at den tidligere unikke hingst havde søgt hende. Illana tøjlede nu sine bestridende følelser; de, der bød hende flygte, og de der bød hende at søge hingsten. Hun rakte forsigtigt mulen ud, selvom hun mærkede den svigende fornemmelse fra lysets energi, der prøvede at rykke hende, flygte fra skyggernes nærhed; men Illana stod fast. Hendes øjne forblev imod det bare kranie, som nu var Ayins sande ansigt.

[3]

~ 4 ~

Deres øjne mødtes et kort øjeblik - ikke blot det unaturlige lys han bar i de tomme øjnehuler, nej. Hans sande øjne. Om hun opfattede det på samme måde som han, vidste han ikke, men oplevelsen fik ham til at vige en smule tilbage - knapt mærkbart, men dog lige et svagt ryk baglæns. Der var noget ved hende, noget der skubbede skyggerne lidt på afstand. Hvis han kunne, havde han tænkende rynket panden. Lysets Vogter. Kunne det være det, der gjorde udslaget? Her stod de, skygge og lys, ond og god. Begge i en neutral gråzone, men med deres element, deres stemmer i baghovedet. Han vippede ørerne frem imod hende, da hendes milde stemme lød i nattemørket.

"Det vil tiden vise." Brummede han kryptisk, men denne gang lød hans stemme en smule mere drilsk og godmodig end før. Han havde ikke længere evnen til at lave ansigtsudtryk, så det groteske smil bar han altid, som en joker eller en lusket plattenslager.

Han trådte et skridt frem for at genvinde den tabte afstand, men var stadig så langt fra hende, at de begge skulle strække sig meget langt, for bare at komme til at nå mulespids mod hårde knogler. Han lagde hovedet på skrå.

"Er det svært? Er det det svært at stå imod lysets stemme?"

Det var et oprigtigt spørgsmål. Havde Lyset den samme befalende kraft som de skygger han bar? Hans øjne faldt på den krystal hun bar om halsen - den var mørk som en stjerneløs nat - men en enkelt stjerne ulmede derinde, i skjul. Han kunne ikke styre det. Han havde ingen interesse i hendes Lys; men det havde skyggerne. Og de borede i hans sind, i hans kranie for at få ham til at række ud.. tage det. Ødelægge det! En dyb, truende lyd undslap ham, idet han stivnede i et forsøg på at kæmpe imod de overstrømmende impulser, som skyggerne sendte igennem ham.

Kontakten imellem de to var skrøbelig. Ikke fordi de to sjæle, som befandt sig under hver deres unaturlige kappe, nærede utryghed overfor hinanden, men fordi deres forskellige stier i landet, havde bragt magiske egenskaber med sig, som ej kunne forliges. Mørket og Lyset stod overfor hinanden, og det skabte en skrøbelig verden, som med lethed kunne briste under vægten af hver deres ansvar.
Illana prustede sagte, lige før deres øjne mødtes. Øjeblikket frøs for den gyldne hoppe; hendes hjerte bankede. At se det bare kranie i øjnene, men faktisk se hingsten bag, var ikke noget Illana havde forventet. Det var som om en gnist af hans eget blik kunne skimtes bag de blålige, tomme pupiller. Illana tog sig selv i at have tilbageholdt sin vejrtrækning og slap spændingen med et sagte brum, i det deres blikke blev løsrevet fra hinanden - da Ayin veg tilbage. Illana viftede let med halen og lagde hovedet en anelse på sned. Selv skreg hendes indre, tikkede hende om at forsøge den afstand imellem dem, som den sorte skygge allerede havde forstørret. Men hun gjorde det ikke - hun blev stående, tilmed da Ayin atter trådte hende nærmere. Hendes blik blev atter fængslet imod hans krop, som hun på besynderlig vis havde længtes efter. Det selskab, som den tidligere brogede hingst havde tilbudt hende, havde været dragende, unikt, på en sådan måde at Illana havde ønsket at møde ham igen. Hendes ønske var på sin vis blevet opfyldt, for nu stod hun overfor ham - men begge var de forandret.

Det vil tiden vise, sagde den skyggebesatte hingst. Illana kneb sine øjne sammen et øjeblik, men kunne godt fornemme en form for drillende godmodighed bag det kryptiske ydre. Illana havde på en måde fået svar på hendes fornemmelse, og hun sendte et lille smil tilbage imod den skyggeklædte Ayin. Kort efter lød hans stemme igen; med et spørgsmål der fik den gyldne til at vende blikket bort et øjeblik. I skam? I eftertænksomhed? Hans spørgsmål ramte hende vel på en måde, som meget få ting kunne. Hun var tav i flere sekunder, førend hun med sagte toner, begyndte at svare ham.

,,Lyset har ikke som sådan en stemme; men det føler. Jeg kan mærke alt, som Lyset reagere på - og det er svært at stå imod en frygt, som på sin vis er min egen. Lyset frygter Skyggerne mere end noget andet; men denne frygt for mørket, er en som jeg selv bar, selv før jeg kom til dette land, Ayin.. En frygt, som jeg på en måde er flov over."

Hun tav et øjeblik. Indtil nu havde hun holdt blikket i jorden, ladet det flakke lidt rundt mellem de forskellige genstande hun kunne finde på jorden. Men nu slog hun det atter op imod Ayin; og så direkte imod hans tomme øjne.

,,Mine instinkter siger mig, at jeg skal flygte fra dig. Lyset ønsker det, forsøger at gemme sig - men det sidste jeg ønsker, er at vende ryggen til dig og gå."

Ærligheden var tydelig - og måske havde den gyldne hoppe sagt for meget. Dog havde hun ønsket at fortælle netop denne hingst det, fortælle hvordan Lyset kunne dele sine følelser med hende, og at hun reelt frygtede ham; og samtidigt ikke. Hun brummede sagte, inden hun indtog en mere afslappet stilling - eller, hun forsøgte. Hendes krop modarbejdede hende fortsat, men hendes yndefulde, afslappede krop synede ikke nær så nervøs, som hoppens indre følte sig.

[17]

~ 12 ~

Hans indre var i oprør. Skyggernes hvisken var så grufuld og larmende at han følte det som om han var omgivet af djævelens egne budbringere, af levende ild der ætsede hans sind. En svag lyd kom fra hans strube - et hæst skrig, der end ikke lød som en hvisken. Skyggernes magt over ham viste sig at være meget stærkere end han troede. Deres stemmer hævedes nu til så store højder, at hun ville kunne høre dem - deres øresønderrivende skrig, råben, forbandelser og hadefulde ord. De hakkede på ham, trak i ham, som demontorer der sugede al vilje ud af ham. Han hævede blikket fra krystallen om hendes hals. Skyggerne tårnede om ham, gjorden luften omkring dem tyk og sort. Han så på hendes ansigt, langsomt, fra det ene øje til det andet. Han mærkede dem som en fysisk mur bag ham, der pressede ham frem imod hende. Han stemte i med hovene af ren refleks.

" Det lyder.. velkendt... næsten som... skyggerne." Sagde han anstrengt. En let latter slap fra hans kødløse læber. "Men mine... mine har en stemme... Som du... kan høre."

Et sitren af anstrengelse gik igennem hele hans krop, da han rettede sig op. Kun ahrk vokun, tænkte han bittert. Lys og skygge - så forskellige. Og dog så ens. Med et sæt hævede han hovedet højt, næsten kastede det bagover idet han udstødte et råb, som var han i smerte. Hans indre kamp havde nået sit klimaks, og han var ved at vinde. Hendes tilstedeværelse synes at styrke den gamle Ayin, der nu kæmpede sig vej til lyset for endnu en stund. Snart stod han foran hende, rolig, som var inter hændt. Skyggerne krøb sammen igen - accepterede for nuværende stund, at de måtte se tiden an.

"Din frygt er ganske begrundet, og sund. Vi er fjender nu. Sådan burde det være."

Han lod resten være usagt. At bare fordi det burde være sådan, betød det ikke at det var sådan lige nu. I dette øjeblik.

Lyset, som gemte sig i krystallen, forstærkede kun det indre oprør, som foregik i den gyldne krop. Illana kunne nærmest mærke hvordan Lysets energi trykkede sig ind i hende, hev i hende og forsøgte at skabe større afstand imellem de to modsætninger - og det så ud til, at den mørke Skyggehingst oplevede det samme. Illana så til med både frygt og forundring, da Skyggerne omkring Ayin rakte ud, rasede og hvæsede med så høje toner, at selv Illana kunne høre det. Hvis Lyset havde haft en stemme, havde det skreget lige så højt - men kun Illana kunne fornemme, hvad der foregik med den levende energi, som hun besad og beskyttede.

Illana havde holdt vejet, imens Ayins kamp mod hans djævelske Skygger var stået på. Hans ord, som havde forladt ham under anstrengt mine, havde fået den gyldne hoppe til at spænde overlinjen som et flitsbue. Ja, hun kunne høre dem, høre deres hadefulde toner. De ord, som hun troede at hun hørte, var langt fra nogen hun forstod; men alligevel kunne hun godt fornemme den truende agenda. Illana prustede dybt og lettere dirrende, inden hun igen søgte blikket hos hingsten, der langsomt lod til at overvinde Skyggerne; et afsluttende smertefuldt råb hørtes, men snart aftog det hele.

Roligt stod han nu; hingsten hun førhen kendte, havde sejret momentært. Illana stod med vægten på bagparten, for hun var bange. Bange for at Skyggerne havde vundet, bange for et forestående angreb - men Ayins nu rolige ydre, lokkede hende frem og stå lige igen, og en accepterende gumlen forlod den grå mule.

,,Der er mange ting, som burde være; men det betyder ikke, at de skal. Ayin, jeg ønsker på ingen måde at være din fjende.. Og jeg kunne håbe, at du nærede samme ønske."

Hun sagde det meget tavst - og et eller andet sted vidste hun godt, at hingsten foran hende med det blottede kranie, ikke ønskede at være hendes fjende. Hvis han gjorde, var der mange ting der nok var forløbet anderledes under dette møde, herunder hans oprør mod hans egne, ondskabsfulde Skygger. Illana tog en meget dyb indånding, før hun imod alle indvendinger fra Skyggerne, rakte mulen en anelse frem imod ham. Imod hingsten, som hun kendte og som hun ønskede at være nær.

[30]

~ 17 ~

Han rystede et øjeblik, en trækning der gik igennem hele hans krop og fik ham til at se lidt mindre og knap så farlig ud. Så drog han et lettelsens suk, da skyggerne for alvor lagde låg på deres tilstedeværelse. Kun et par enkelte sneg sig stadig rundt om hans krop, flød som slanger ind og ind i hans tomme øjenhuler og ud af munden. Han ænsede det ikke selv, sådan havde det altid været. Han spidsede ørerne imod hende endnu engang, da hun rakte mulen frem imod ham. Han tøvede. Hvad ville der ske... hvis han rørte hende? Han lyttede til skyggerne bag sig, vejede for og imod på et splitsekund. Så tog han en beslutning. Hendes mule var blød og varm. En fornemmelse han ikke havde følt i lang tid. Alt han kendte nu var koldt og hårdt. De rørte kun hinanden ganske kort, så mærkede han skyggerne rejse sig bag ham, som hårene på en kat. Med undtagelse af at de blev ved og ved. Han trådte tre store skridt baglæns for at bringe skyggerne ud af rækkevidde.

"Jeg nærer intet ønske om fjendskab. Men det er ikke min mening der gælder længere. " Hans ord var langsomme, som blev de presset ud af munden på ham under modstand. Hans blik søgte jorden i et forsøg på ikke at se hende i øjnene.

Den sælsomme ro der lå omkring kraniehingsten var lokkende. Selvom Skyggerne endnu var synlige på hans krop, så virkede han i øjeblikket ikke farlig; som stod hun foran Ayin, som Ayin var. Illana holdt vejret - øjeblikket var skrøbeligt, og hvis hun ikke koncentrerede sig, ville Lysets energi nok tvinge hende bort fra det, hun havde gang i.
Hingsten foran hende tøvede også - men han tog et valg; han rakte frem efter hende, og et splitsekund var der kontakt imellem Lyset og Mørket. Lyset skreg tavst, fór rundt i krystallen i krampagtige bevægelser, men Illana flyttede ikke mulen som følger af Lysets vilje. Hun havde sin egen vilje, og ønskede denne kontakt. Hendes hjerte slog et par slag over; at tøjle hendes krop i nuet var krævende og hendes hjerte kæmpede for at bevare kontrollen under både frygt og lyst.
Da øjeblikket var slut, bakkede Ayin op til flere skridt. Illana selv var på nippet til det, men formåede at blive stående og mærke efter, hvad kontakten havde betydet for hende - og overraskende nok, havde den betydet meget. Hun tyggede eftertænksomt, hvorefter hun opdagede, at hingsten atter virkede anspændt; og de ord han nu fremsagde, virkede som om de var forsøgt tilbageholdt af Skyggerne. Illana vippede en anelse utilpas ørerne til siderne. Hun var inderligt glad for, at han ikke ønskede fjendskab, men det vakte triste følelser, at Skyggerne havde så stor indflydelse på hans meninger.

,,Din mening burde altid gælde, Ayin.. Du er herre over din egen sjæl."

Hendes stemme var lav, og hun accepterede hans ønske om at bryde øjenkontakten. Hun lod blikket falde lidt ud til siden selv, så hun ikke så direkte på ham; hun ville give ham den plads, som han havde behov for - og selv stod hun fortsat med ambivalente følelser; for hun ønskede både at nærme sig, og tage afstand på samme tid.

[40]

~ 20 ~

Øjeblikket var væk, lige så hurtigt som det var kommet. Det havde været fint som krystalglas, og skyggerne havde knust det under sin tunge, knyttede næve. De dækkede ham som en kappe, indhyllede ham i deres vuggeviser og Herrens vilje. Hans hoved sank længere og længere ned imod bringen, indtil han til sidst stod stille, som en hund der bliver skældt ud af sin herre. Hans ører lå fladt ned af nakken, arrede og forrevne. Men han så hverken vred eller ondsindet ud. Tværtimod hvilede der stadig en aura over ham, en aura af den gamle Ayin. Fandeme nej.

"Jeg ville ønske at dine ord var sande, også for mig. Nogle dage tror jeg på det, andre gør jeg ikke. Jeg har en stemme der gerne vil ud, men den hører ikke til i denne krop. Vi er to inde i mit hoved, vi deles om pladsen, men her er trangt. Jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde fast," sagde han roligt og hævede igen blikket imod hende.

Han følte ikke meget ved sine ord; det var blot fakta, og han var vant til det. Det skræmte ham ikke mere. Han ignorerede skyggerne omkring sig, påbød dem strengt at falde til ro. Nu havde han kontrollen. Han havde noget han ville sige, en sjæl han ville snakke med - måske for sidste gang i denne form.