Fire and Lightning | Trinse

Luften var tyk af varme og aske. Himlen var sort som kul, overdækket af truende skyer der rumlede og bragede og slog gnister. En storm var over Andromeda. Den var voldsom og øredøvende. Lyn flængede himlen og lyste de takkede, golde bjerge op i et splitsekund. Så faldt mørket på igen, og alt blev i stedet lyst op det orangerøde skær fra ild og lava. En vind der skoldhed af øens varme strøg over øen. Den gjorde det svært og smertefuldt at trække vejret. Kaskader af gløder stod op fra jorden, når vinden fik fat i de brændende stykker af træ og lava.

Midt i dette kaos stod den sorte Ayin. Han lod sig ikke mærke af hverken storm eller varme. Han vidste at han var sikker her. Han var hjemme. Som altid sneg skyggerne sig rundt om ham, over ham, og lige ude af synsfeltet. Han nynnede langsomt for sig selv - en gammel melodi han knap kunne huske, men ubevidst fremmanede i sit indre.

Et lyn foldede sig ud fra skyerne og forgrenede sig hele vejen ned til jorden, ikke langt fra ham. Lyset var så kraftigt at han blev blændet et øjeblik. Et fnys forlod hans mule. Hmm. Måske han alligevel skulle bevæge sig lidt væk herfra. Han kastede et blik op på himlen, og så stormens øje næsten lige over sig. Uden en lyd bevægede han sig imod det, for der var der stille.

Den spinkle hoppe var endnu ny her i Andromeda, og indtil videre måtte hun se sig ganske uimponeret af dette sted. Det havde været en hård og streng vinter, og hun havde næsten ikke mødt nogen andre sjæle. Ikke at det gjorde hende noget særligt, for hun var trods alt en enspænder, der trivedes rimelig godt i sit eget selskab - men derfor var det da altid rart at vide, at der var andre til stede. Selv en ensom ulv som hende takkede ikke nej til lidt godt selskab en gang imellem. Det havde hun dog ikke just fundet meget af på de andre øer, så nu måtte hun prøve noget nyt. Denne vulkan ø havde tårnet sig op som et gyseligt syn i baggrunden af de andre øer, og endnu havde hun ikke turdet besøge den grundet de grumme rygter, der gik om den i landet. Men i dag var dagen, hvor hun ville udforske den. For hun havde altid været en frygtløs hoppe, så det kunne ikke passe, at hun skulle lade sig holde tilbage på grund af nogen latterlige rygter!

Hun befandt sig derfor nu i havet, på vej fra Zenobia mod Foehn. Skyerne på himlen havde ligget truende i baggrunden, inden hun begav sig ud på svømmeturen, men i al sin naivitet havde hun regnet med, at hun godt ville kunne nå til Foehn, inden stormvejret brød ud - men det havde vist sig at være en stor fejltagelse! For hun befandt sig nu midt på havet, mens lynene bragede på himlen over hende, og de kraftfulde bølger truede med at trække hende med sig i dybet. Adrenalinen havde dog indtaget hendes krop, og derfor fortsatte hun panikslagent fremad, så hurtigt hendes ben overhovedet kunne svømme, mens hun frygtede for sit liv. Hvis et af lynene opfangede hendes skikkelse og slog ned i hende, var det ikke sikkert, at hun ville overleve denne tur...

Efter hvad der føltes som flere timers hård og sej kamp, kunne hun dog endelig skimte bredden foran sig. Med en sidste kraftanstrengelse kastede hun sig fremad i bølgerne, inden hun stoppede med at bevæge sig, og blot lod bølgerne skylle hende ind på land. Hårdt og voldsomt landede hendes krop på den askedækkede strandbred, hvor hun blev liggende helt slapt, mens hun trak vejret i hurtige stød og overvejede, om hun mon var død eller levende. Hjertet slog dog så panikslagent mod hendes bryst, at hun næppe kunne være død. Og hurtigt gik det da også op for hende, at faren bestemt ikke var ovre endnu, selvom hun var nået til land - for lynene flækkede stadig himlen truende over hende. Hun måtte søge ly et sted, for hun var alt for udsat her... Hendes kræfter var dog fuldstændigt sluppet op efter den lange og hårde svømmetur, og derfor kunne hun ikke gøre andet end bare at blive liggende her i asken, mens hun overlod det til skæbnen, om hun ville overleve eller ej.

Han bevægede sig hurtigt over øen, ganske hjemmevant. Skyggerne krøb efter ham som en uformelig hale, imens andre sad omkring hans ben og fik et gratis lift. Hans øjne skuede fra side til side, roligt, men vågent. Han regnede ikke med at få øje på noget usædvanligt, men han ville heller ikke gå glip af noget. Han forlod sig dog også meget på skyggerne og deres årvågne, altseende tilstedeværelse.

Og det var netop dem der gjorde ham opmærksom på, at en fremmed sjæl netop var skyllet i land. Han stoppede op midt i en bevægelse, stiv som et bræt. Først drejede han øjnene imod havet, så hovedet, i en uhyggelig stirren. En tordenbrag rungede over ham i samme sekund et lyn igen skar sig vej hen over himlen.

Skyggerne hviskede, ja nærmest råbte af fryd, da Ayin skiftede kurs og bevægede sig ned imod strandens askeklædte bred. Han satte kun tempoet en smule op, da en gnist af nysgerrighed slog rod i ham.
Han havde ikke gået langt før stranden kunne anes i det fjerne, næsten skjult af røg og den dalene aske. Ikke desto mindre så han straks den lyse, grålige skikkelse, der endnu ikke var blevet overdynget med aske, og antaget den same grå farve som det meste her på øen.

Han stoppede op 4-5 hestelængder fra den fremmede. Han var kommet fra hestens bagside, ganske uset. Han betragtede den grå pels, der skinnede af vand. Den prustede som om den havde svømmet for sit liv - noget der sagtens kunne være sandt, tænkte han fornøjet. De sorte ører blev spidset imod den fremmede idet hans kødløse næsebor indfangede duften - en hoppe. Skyggerne omkring ham holdt et øjeblik inde med deres hvisken. Så slangede et par stykker sig hen imod hoppen.

Minutterne føltes som timer, da hun blot lå dér og faldt mere og mere i ét med asken. Dog var hendes pels endnu så gennemblødt, at den tørre aske ikke kunne sætte sig fast i hendes pels, men blot gled af hende igen. Hun var så udmattet, at hendes instinkter ikke var bare halvt så gode, som de plejede at være, og derfor lod hun slet ikke mærke til, at noget mørkt sneg sig nærmere hende i stormvejrets kaos. Vindens hylen og havets brusen rungede i hendes ører og lukkede alle andre lyde omkring hende ude. Derfor hørte hun heller ikke hovtrinene, der nærmede sig bag hende. Det gav derfor et sæt igennem hele hendes krop, da noget koldt kravlede over hendes krop. Ud ad øjenkrogen kunne hun skimte noget sort, der glubsk kastede sig over hendes. Slanger!

Men da hun drejede hovedet og skulle til at kæmpe, det bedste hun havde lært, blev hendes syn mødt af en skikkelse, der var så surrealistisk, at han ikke kunne komme fra denne verden. Han var sort som natten, men hans ansigt var ikke andet end et åbent kranie, hvorfra hans ikke-eksisterende øjne alligevel lyste op i et overnaturligt lys. Fra hans krop hoppede og dansede de levende sorte skikkelser, der havde spredt sig hele vejen fra ham og ned over hendes krop. Det var ikke slanger, som hun først havde antaget, men derimod en form for levende skygger. Der var ingen tvivl i Silvaras sind; dette kunne ikke være andet end selveste Døden, der var kommet for at tage hende med sig.

"Nej, vent! Jeg er ikke klar - ikke endnu!"

Febrilsk prøvede hun at komme på benene for at vise Døden, at hun ikke var klar til at forlade denne jord endnu, men det syrede i hendes ben, der føltes som gelé under hende, og vaklende faldt hun til jorden igen. Hun sukkede tungt og hvilede hovedet mod jorden, mens hun lukkede øjnene i og bad til gud.
"Jeg vil ikke dø..." hviskede hun grådkvalt.

Han betragtede hoppen uden et ord. Han lod skyggerne tale for sig, lod dem bestemme hvad der skulle ske. Og der skete i hvert fald noget. Ikke længe efter skyggerne havde rørt hoppens våde, grå skind gik der en kulderystelse igennem hende, der hurtigt ændrede sig til en bange bæven. Hoppen forsøgte at komme på benene, panikslagen. Og da mødtes deres øjne. Hans blottede tandsæt smilede grumt imod hende, imens hendes ansigt fortræk sig i rædsel.

Han slog en høj latter op, da hoppen begyndte at kæmpe endnu mere imod sine svage, vaklende ben og den frygt der bredte sig i hendes krop. Hans latter blev til en dyb, knurrende lyd da hun begyndte at trygle for sit liv. Nå, så hun var ikke klar til at dø?  Han trådte et par skridt nærmere alt imens hoppen faldt sammen, som en slap kludedukke i det våde grå sand. Hans isblå, unaturlige øjne blussede op, gnistrende af alle de ord, alle de ting skyggerne satte ham i hovedet. Så mange muligheder!

Uden et ord trådte han hen til hoppen, der endnu lå ned. Han skulle sørge for at hun blev klar! Hurtigt som en slange huggede han ned efter hende, og greb hende i nakken med de blottede tænder. Han holdt fast, trak hende op af, som for at tvinge hende på benene. En sydende, ætsende lyd skar sig svagt igennem tordenen; hans tandsæt syrede igennem hendes hud, alt imens han hev hende op at stå. Skyggerne krøb fra hans krop over på hendes, som en parasit der leder efter en ny vært. Snart dækkede de hendes krop, så hun næsten var så sort som han.

En høj latter lød fra den skumle hingst og ætsede sig fast i hendes indre. Hvordan kunne man bare stå og grine af et individ, der kæmpede for sit liv? Hans latter fortsatte og kørte over i en dyb, knurrende lyd, som var han et rovdyr, der ikke tog et nej for et nej. Hun lå med ørerne mod jorden og kunne nu mærke den ubehagelige vibration fra hans skridt, der trådte nærmere hende. Hun drejede hovedet og så lige ind i hans døde øjne, der blussede op, som blev der tændt en glød i ham. Neeej, hun var ikke klar! Uden et ord trådte han nu helt hen til hende, så hun ikke kunne se andet end hans hove for sit blik, og da huggede han sine tænder ned i nakken på hende og trak hende op af. Hendes svækkede stemme samlede sig sammen til et smertefuldt skrig, mens hun hang slapt fra hans tænder.

"Neeej, ikke endnu - jeg beder dig!"

Hun forsøgte at få benene til at virke under sig, men de ville ikke rigtigt samarbejde. Hun havde det som om, at hun stadig befandt sig på havet, og fornemmelsen gjorde hende helt rundtosset og søsyg. Det sejlede for hendes blik, da han bed ekstra hårdt fat i hende og fik hende op at stå. Hans tænder ætsede ind i huden på hende, og smerten var uudholdelig, som var hans tænder fyldt med syre, der blev hældt direkte ind i hendes blod. Hun skreg igen. Hun havde altid hørt, at døden skulle være en fredsfyldt ting - så hvorfor gjorde det så forbandet ondt?!

"Min tid er ikke kommet endnu. Vær sød at lade mig slippe..."

Flere af hans uhyggelige skygger forlod hans krop og kravlede over på hendes, og snart var hun helt dækket af de sorte væsner, der syntes at gå i ét med hende. De gjorde hende ikke noget indtil videre, men de var kolde og klamme og føltes unaturlige og uvelkomne mod hendes krop, der frøs og brændte på én og samme tid. Hun græd rigtigt nu, mens hun søgte hingstens øjne med et bedende blik. Hvorfor hende... Hvorfor nu...

Skyggerne lo og hviskede omkring ham, så øredøvende at han kun kunne høre deres stemmer. De opildnede ham, fyldte ham med deres ondskab og deres styrke. Her på øen blev hans ondskab ekstra vild. Her blussede den sorte flamme i hans indre op, for her blev den fodret med det mørke, den magt og den ondskab den higede efter. Det føltes som om hans krop brændte, men det var en god smerte, en smerte der kun gav ham mere styrke.

Hendes ben ville ikke bære hende, og på trods af at han praktisk taget løftede hende op, så blev hun ved med at skvatte sammen. Ynkeligt! Han spyttede hende ud og lod hende falde sammen igen, uden tanke for hendes velbefindende. Så sænkede han hovedet ned til hendes, og fandt hendes blik.

"Ved du, hvor du befinder dig, min ven? Du kan være ganske rolig."

Hans stemme var kælende, lokkende - ja næsten venlig. Men alligevel lurede der en ondskab i hans øjne, som gjorde hans ord alt andet end beroligende. Han smilede til hende, ufrivilligt som villigt, og kastede et blik på hendes sammensunkne krop. Uden et ord kaldte han skyggerne til sig. De forlod hendes krop en efter en, de fleste forsvandt også fra ham. Det var ikke altid han bar dem med sig, for de havde deres eget liv, deres egne gøremål. Men han kunne til en hvis grad bestemme over dem som færdedes med ham, og lige nu ønskede han ikke deres altædende selskab.

Alt smeltede sammen for hendes indre. Omgivelserne omkring hende blev slørret, og hendes tidsfornemmelse forsvandt... Derfor havde hun næsten ingen anelse om, om der var gået få sekunder eller flere timer, da hun endelig mærkede hans tænder slippe hendes greb, og hun blødende faldt til jorden med et tungt dunk. Hun var så svag, at hun ikke engang nåede at tage slaget fra sig med sin krop, men i stedet bare landede direkte på sin kolde og stive krop, der ikke gav det mindste efter for slaget. Av... Dog var smerten intet mod den smerte, hun havde følt fra hans greb, og derfor sukkede hun nærmest afslappet, da hun atter var fri fra hans syrende bid.

Hun kunne dog ikke tillade sig at slappe af i mange sekunder, før hans hoved dukkede op foran hendes, og hun atter blev mindet om den situation, hun befandt sig i. Hans stemme lød i hendes ører, og den var overraskende kælende og lokkende, ja nærmest venlig. Dog var det lige så tydeligt, at man ikke skulle undervurdere ham; der var en undertone af ondskab i hans tonefald og smil, der gjorde, at hun bestemt ikke følte, at hun kunne være ganske rolig.

"Andromeda... Foehn..."

Var det mon stadig her, hun befandt sig? Hun havde ingen anelse om, om han atter havde dumpet hende ned på Foehns jord, eller om han havde slæbt hende med til Dødsriget først - for tågen omkring dem var tyk og blandede sig med hendes i forvejen slørrede syn, så det var fuldstændig umuligt for hende at orientere sig.
Skyggerne forlod nu hendes krop, lige så hurtigt som de var kommet, og hun gøs let ved den kildende fornemmelse af deres kroppe mod hendes skind. Hun kastede atter et blik på Døden og så, at skyggerne ej trak sig tilbage på ham, men i stedet også gled væk fra hans krop og forsvandt som ud i den blå luft. Hun snøftede et par gange. Hun havde altid været en modig hoppe, men det her var altså bare for uhyggeligt...

Han trådte i lange skridt rundt om hende, som et par dansetrin med skyggerne selv.  Hoppen fik fremstammet et par ord som svar.

"Så sandt, så sandt," brummede han.

Han grinede så igen, hæst og spottende. Han satte den ene, tunge hov op på hendes skulder og lagde en god portion af sin vægt i. Stormen bragede endnu løs over dem, men nu var det en silende regn der var det mest dominerende. Dråberne var store og runge, og gennemsølede dem begge to på kort tid. Han rak vejret dybt ud og åndede tilfreds ud. Luften blev nu kølet ned for en stund og det skabte en tyk, klam tåge. Snart kunne de ikke engang se havet ved deres side, og vulkanen var blot et svagt orange lys et sted derinde.

"Foehn er ganske vist stedets navn - men kære ven, du er i Helvede."

Han satte fra med hele sin vægt, og sprang til siden. Han snurrede rundt om hende som en glubsk ulv og tog hende igen i øjesyn. Med ét var det som et lys gik op for ham; et glimt af en vanvittig idé tog form i hans sind. Han kunne ikke undgå at bemærke at hoppen var i brunst. Nok var han en af skyggebrødrene nu, men han var stadig hingst. Og hvad ville være en bedre gave til Herren, end et afkom af skygger, skabt fra hans krop? Han stirrede sultent på hoppen. Jo, hun kunne godt gå an som en beholder.

Hun mærkede atter den vibrerende fornemmelse i jorden, da han skridtede en hel runde omkring hende, som om han vurderede hende og bedømte hende fra alle sider. Hun gøs, da hun nærmest kunne mærke hans blik brænde sig ind i hende. Hans første ord lød nu. Det var altså sandt, at hun stadig befandt sig på Foehn. Åh gudskelov... Så havde han måske tænkt sig at skåne hendes liv alligevel? Hun hørte dog atter hans ubehagelige grin, inden hun pludselig mærkede noget tungt mod hendes svage skulderled. Hun gispede, da det gik op for hende, at det var ham, der trykkede sin ene hov ned på hendes skulder. Hvad havde han tænkt sig at gøre med hende??

Hun hørte nu hans tilføjelse til sine ord, inden han satte fra med hele sin vægt og sprang til siden. Hun kneb øjnene i og udstødte et lille piv. Hendes krop var så svag, at hun næsten frygtede, at han havde brækket hele hendes skulderblad. Han snurrede nu rundt om hende, som et rovdyr, der legede med sit bytte, og hun mærkede, hvordan hjertet næsten var ved at springe ud af halsen på hende. Hvad havde han mon ment med, at Foehn var stedets navn, men at hun var i Helvede? Var det her en slags anden dimension af Foehn, der lå i Helvede? Eller var Foehn Helvede? En tanke slog ned i hende... Måske var det slet ikke muligt at komme til Foehn uden at være død først. Så måske... måske havde hun slet ikke overlevet svømmeturen, men var død ude på havet og derefter vågnet op her? Hun græd igen.

"Jeg forstår det ikke... Hvorfor er jeg kommet i Helvede? Jeg har aldrig begået nogen synder."

Han betragtede hende med en næsten rolig mine. Overvejende. Glubskt. Han sænkede hovedet ned til hende - de blottede, hvidlige knogler rørte næsten hendes kæbe. Der hang stadig, dødt, flænset kød derfra hvor knogle blev til pels, som var hans ansigt vitterlig blevet revet af. Han kunne ikke mærke smerten længere. Skyggerne lullede ham ind i en smertefri tåge det første stykke tid, og nu hvor han havde vænnet sig til det, gjorde det ham ikke noget længere. Smerten var der blot som en lille stemme i baghovedet.

Han lod let sine tænder glide langs hendes hals, alt imens hans gnistrende øjne betragtede den ætsende stribe de efterlod. Han følte styrken og magten boble i sit indre, som et berusende middel.

"Du har gjort alt forkert kære. Det øjeblik du satte dine hove her, syndede du. Nu har djævelen sendt mig for at give dig din straf."

Han lo hæst og rungende, alt imens regnen silede ned over dem. Han rettede sig op og prustede hårdt imod hende.

"Rejs dig!"

Hans stemme var hård og smældende som en pisk. Hun måtte ikke tage fejl af, at han mente det.

Hans unaturlige ansigt kom nærmere, og hun kunne næsten mærke de kalkhvide knogler røre hendes kæbe. Det døde, flænsede kød hang stadig fra hans ansigt og fyldte hendes næsebor med en rådden lugt, der straks gav hende kvalme og gjorde hende utilpas. Hun mærkede nu den ubehagelige fornemmelse af hans tænder, der lagde sig mod hendes hals og gav hende kuldegysninger. Og da han langsomt lod tænderne glide ned langs hendes hals, mærkede hun atter den syrende fornemmelse, der ætsede sig ind i hendes skind og fik hende til at stønne smertefuldt. Hvad var det her for noget? Hvordan kunne hans bid føles som om, at han hældte ætsende syre ned i hende? Kunne hans bid have gift i sig, lige som en slanges? Tanken var foruroligende, men det ville ikke engang komme bag på hende - hvis han kunne have et ansigt som dét dér, var alt vel muligt...

Hun lyttede til hans ord og græd stille. Åhh nej, så var det altså på grund af Foehn, at hun var havnet i denne situation? Hvorfor skulle hun også altid være så pokkers nysgerrig?! Hvorfor havde hun ikke bare lyttet til andre folks råd og holdt sig langt væk fra Foehn?! Åhh, hvis hun dog bare kunne skrue tiden tilbage og lave det om, så var hun aldrig taget hertil... Hvem var også dum nok til at krydse over havet i et stormvejr til at starte med?! Åh, hvor hun dog forbandede sig selv langt væk lige nu...

Hans hæse latter rungede nu atter over hende, inden han kommanderede hende til at rejse sig. Hun så op på ham med bedende øjne. Åh gud være hende barmhjertig, det kunne hun da ikke bede hende om...? Men tonefaldet i hans stemme var ikke til at tage fejl af; hvis ikke hun frivilligt rejste sig, skulle han nok få hende til det! Med stavrende bevægelser fik hun skubbet sin krop op at stå. Benene rystede under hende og føltes som en slags syrende gelé, der kunne smelte sammen under hende, hvornår det skulle være... Blikket sejlede for hendes indre, mens hun forsøgte at fokusere på den mørke hingst foran hende. Åh gud, hvad ville han dog gøre mod hende nu?

Han brummede dybt, dyrisk - hans øjne glitrede faretruende, som smeltende lava, der kun var stivnet i overfladen, men stadig faretruende flydende og brandvarmt under overfladen. Han trådte et skridt tilbage, som for at give hende plads til at komme op at stå.
Men det var ej hans intentioner. I stedet søgte han at kalde på skyggerne omkring sig, på de mørke kræfter der lurede overalt på denne gudsforladte ø. Har regerede djævelen, og alt hans yngel og Ayin befandt sig mageligt i midten af det hele.

Han hævede hovedet imod den sorte himmel, imod den silende regn der efterhånden havde gennemblødt dem begge to, og for en stund vasket den grå aske af deres rygge. Han stivnede et øjeblik, samlede sit fokus og lod så ubesværet et lydløst kald lyde. Han mærkede en reaktion fra skyggerne med det samme. Jorden omkring dem blev levende, som om alting var dobbelt - og så, et splitsekund senere, blev jorden fyldt med sorte, blålilla slanger, der snoede sig ind og ud af hinanden, alle med kurs imod dem. Nogle snoede sig kærtegnende op af ham selv, bragte ham styrke og magt. Resten vendte sig imod den grå hoppe, der knap kunne stå på benene.

"Dette skal blive din straf, gråskind"

Sagde han blot, og udelod andre detaljer. Han gjorde et let kast med hovedet, som et nik, en bekræftelse, og straks efter var det som om en elektrisk reaktion gik igennem skyggerne. Nu snoede de sig ikke længere langsomt afsted, de nærmest angreb hende med en sådan fart, at de ikke lod hende slippe. De greb fast i hendes ben, i hendes krop, holdt stramt om hendes hals. De bragte hende til en tilstand hvor hun hverken kunne flygte, synke sammen eller vride sig fri. Hun sad fast i deres greb.

En dyb, nærmest dyrisk brummen forlod mareridtshingsten, inden han trådte et skridt tilbage for at give hende plads. Hun sukkede tungt af anstrengelse, da hun endelig kom op at stå på de stavrende ben. Hvorfor føltes hendes krop så tung? Det var som om, at hun vejede minimum det dobbelte af sin normalvægt, og at hendes spinkle ben derfor ikke var bygget til at bære hende...
Ud af øjenkrogen betragtede hun den mørke hingst, der hævede hovedet mod den sorte himmel. Han stivnede pludselig som i en slags trance, og da han atter åbnede de grufulde øjne, skete der noget, der var så vanvittigt, at hun i et kort øjeblik var sikker på, at hun bare havde et mareridt. Jorden omkring dem blev levende af mørke skyggeslanger, der snoede sig ind og ud af hinanden med kurs direkte imod dem. Silvaras ansigt stivnede i chok og rædsel, da scenariet foran hende fandt sted.

Skyggerne væltede nu ind over dem. Nogle snoede sig kærtegnende op ad hans krop, andre søgte lige mod hende. Hun hørte nu hans ord om, at dette skulle blive hendes straf, inden han gjorde et bekræftende kast med hovedet. Det måtte være slangernes "go" tegn, for pludselig var det som om, at en elektrisk strøm gik igennem slangerne, der væltede ind over hende med sådan en fart og styrke, at hun ikke engang kunne nå at forsvare sig, før de sad på hende. De væltede frem fra alle sider og bed sig fast i alle tænkelige dele på hendes krop. Hun skreg op, hjerteskærende og smertefuldt. De mange slanger bed sig fast overalt i hendes skind og efterlod sår og mærker, der brændte på den samme syrende måde som hans bid. Hun skiftevis græd og skreg op, alt imens hun forsøgte at kaste skyggerne af sig. Men det var en tabt kamp. Deres syrende bid ætsede sig ind i hendes skind, og jo mere hun kæmpede imod, des hårdere tog de fat. Til sidst kunne hun ikke gøre andet end at stå stille, fastholdt af deres greb. Hendes krop rystede og dirrede af hendes gråd, alt imens hun lukkede øjnene i og blot bad til, at hun ville dø hurtigt.

~ 1 ~

Han vidste ikke helt hvordan tanken kom til ham - men han fandt den ganske passende. Et afkom avlet til ære for skyggerne og for den hersker han tjente. Et afkom til hans hær, endnu en prik i dette store spil der en dag skulle lede til deres overdømme. Han smilede let idet hoppen langsomt forstod at hun ikke kunne slippe væk - det hun blev holdt fanget.

"Se hendes frygt!" hvinede skyggerne frydefuldt. "Se hendes angst!" Han lo højt, og mærkede den samme fryd boble i sit indre. Skyggerne levede af angst og smerte, og han kunne mærke hvordan de blev styrket og lod deres kraft sive over i ham. Jo stærkere skyggerne var, jo stærkere var han. Han trådte igen hen til hoppen, denne gang så tæt på, at hun ville have kunnet mærke hans skind imod hendes, havde det ikke været for det lag af skyggeslanger der dækkede hende. Han lod sine tænder glide langs hendes rygsøjle, tilførte hende ekstra smerte, for at mærke jaget af styrke skyggerne så ville sende igennem ham. Han gøs ved tanken om den magt der lå foran ham, den magt han nu endelig havde fået del i. På denne dag følte han at han havde truffet det rigtige valg, på denne dag var Sorteflammen i sit es.

Uden et ord fortsatte han rundt om hende i en smal cirkel. Han tog hende i øjesyn en sidste gang, inden han stoppede op bag hende. Hun havde et svagt sind, så meget var klart - men hendes krop var stærk, og med hans gener skulle der nok kunne komme noget godt ud af det. Især hvis.. hvis afkommet også fik del i skyggerne. Hans øjne gnistrede opildnet ved tanken. Det ville bringe ham ære! Med den tanke i hovedet, sprang han op på hende og bed sig fast i hendes nakke. Med styrken pulserende igennem ham og skyggernes frydefulde grin i luften, fuldførte han sine intentioner.