Life is a Miracle | Eagle Eye

Tiden havde på mange måder føltes lang og kort på samme tid. Den sorte Leonora havde, siden hun var blevet bedækket af Eagle Eye, holdt sig i flokkens område. Aldrig havde den ravfarvede sjæl været langt borte, og som de to sjæles hverdag blev mere og mere fælles, skete det også oftere og oftere at hingsten havde delt pladsen under træet med den sorte hoppe. Leonora havde, allerede inden deres intime møde, næret tryghed ved den ravfarvede, men som tiden gik, blev han en fast del af hendes liv. En, der tilbød hende helhed, en der tilbød hende ro. Siden Ahearn sidst havde vist sig i landet, var det kun hendes nu voksende afkom, som havde tilbudt hoppen at være i harmoni, og i takt med deres veje blev mere selvstændige, havde hun haft perioder med uro, vildrede og tilbagefald. Længde siden var det nu, at den sorte hoppe havde følt sig usammenhængende, og imens hendes krop havde indstillet sig på at blive moder endnu engang, havde Leonora fundet nye, nærmest fredfulde nuancer af hendes sind.

***

En sort skikkelse stod hvileløst under det store egetræ i Teylar's midte. Hun havde båret på liv, ikke blot ét, men hele to, og nu var tiden kommet til at disse to nye sjæle skulle bringes til verdenen. Særligt de sidste dage havde den sorte hoppe ikke veget meget fra træets skygge, både på grund af den fysiske udfordring det var at bevæge sig, men også at frygt. Sidste gang hun havde folet, havde hun ikke fået ét, men to føl. Dengang havde hendes hvide mage stået ved hendes side, men begge havde de været magtesløse overfor hvad der skulle ske. Det ene føl var lovet væk, givet bort af hendes egen mage, som havde solgt sin førstefødte for magiske egenskaber. Hun havde mistet en datter, som var blevet revet fra hende af den onde Rumpelstiltskin, og selvom hun godt vidste, at Ørneøjet ej havde indgået sådanne aftaler, da frygtede hun inderligt at opleve det svigt, opleve den smerte igen; at skulle miste et afkom. Og nu hvor veerne var sat ind, kunne hun ej længere håndtere frygten.

Hvileløs havde hun været i timer. Det sorte skind var nærmest skinnende af sved under månens sarte stråler. Hendes hale piskede ustandseligt omkring hende, signalerede hendes uro og smerter. Flere fnys forlod hende, og hun slog pinefuldt med hovedet; de fysiske smerter kunne hun bære. Hun havde prøvet det før - men det var de psykiske smerter, der for alvor var slemme. Hun søgte efter ham, søgte efter den ravfarvede; og først da hun fik øje på ham, ikke langt borte, stod hun for første gang i timer stille. Et dybt, smertepræget og længselsfuldt brum forlod hendes bryst, inden vandet gik og fødslen for alvor var igang.

Hendes krop vidste hvad den skulle. Rent instinktivt foregik det, at hoppen lagde sig. Hun ventede, brugte pauserne mellem veerne til at puste og prøve at få kontrol over hendes galopperende puls. I takt med den steg, og veerne tog til, slap hun lidt af med frygten; for der var ikke plads til begge ting i selve øjeblikket. Hun klemte når veerne kom, og efter godt en halv time, kom det første føl. Et sort hoppeføl lå i græsset bag hende, med særligt gyldne aftegn i hovedet. Leonora kunne lige nå hende, ved at række den lange hals ned langs flanken, og her begyndte hun forsigtigt at slikke føllets mule ren. Hendes flanker hævede og sænkede sig hastigt og hendes ører lyttede til alt omkring hende; men denne gang var hun "hjemme", og hun vidste føllets, ja føllenes, fader var i nærheden. Hun kunne tillade sig at være i det, og derfor rejste hun sig først efter et par minutter, for at kærtegne det første af de to tvillinger, imens hun ventede på hendes krop gav signalet til, at den næste skulle komme.

Hun lagde sig på ny, fortsat tæt ved det første føl. Hendes flanker begyndte krampagtigt at trække sig sammen, og på ny måtte hun presse når veerne bød sig til. Hun kunne mærke hvordan det sidste føl bevægede sig ned i hendes krop, og snart var forben ude. Det sidste føl var en anelse mindre end det første, og derfor gik fødslen en anelse hurtigere. Snart lå der to føl, begge med deres helt særlige gyldne aftegn helt tæt på hinanden under månens stråler - og Leonora, som var mor på ny, tog sig ganske nøje af dem.

Luften var kølig, forandringen stor. I stedet for at ligge med helt nærhed til den søster, hun havde delt tiden med i deres moders mave, lå hun nu på noget underligt blødt, fugtigt græs. Den lille hoppe mærkede sin moders kærlige mule slikke hende ren, varme hendes krop, rense hendes luftveje. Med rustende bevægelser løftede det lille hoppeføl sit hoved og nøs nogle gange, for at få det sidste fostervand ud af næseborene. Hun missede med øjnene og forsøgte at åbne dem; og det hun så var en forvirrende, blurret masse af udefinerbare silhuetter. Dét der dog chokerede den lille spæde sjæl mest var, da hendes moders mule forsvandt og den kølige luft på ny lagde sig omkring hende, at hun indså at hun ikke vidste hvor hendes søster var. Hun kaldte pludseligt, nærmest panisk, inden instinkter hun ej kendte til prøvede at drive hende på benene i søgen efter hendes moders nærhed og søsters tæthed. Hun fik stablet de lange, slanke og ustabile forben frem foran sig, og prøvede at skubbe fra med sine bagben, men det resulterede kun i at hun dumpede ukontrolleret til siden; og med alt held ramlede hun ind i sin søster, som endnu lå ned. Hendes lille flanke pumpede hastigt som følger at hendes chokerede og anstrengte åndedrag, men hun faldt nu hurtigt til ro, fordi hun kendte sin søsters varme bedre end alt andet; og nu var hun tryg igen.

Den gyldne hingsts vandringer rundt i landet var ophørt, han følte ikke den trang der havde drevet ham hele livet til at vandre ud af ukendte stier, selvom der ikke var mange af dem tilbage i Andromeda. Nej, han havde fundet ro i flokken han længe havde vidst han ville følge en dag, men den dag var kommet før han selv havde regnet med det; Dette skyldes én bestemt sjæl. En sjæl han altid har haft kær siden deres første møde; en sjæl han nu havde en ny forbindelse med.
De dage Eagle veg uden for flokkens grænser, veg han aldrig længere end lige til kanten, hvor han per automatik gennemgik hele grænsen rundt, blot for at være sikker på ingen fare lurede. Dagene havde ikke meget anerledes, siden Leonora havde været op over folings bunket havde Eagle strejfede rundt i området, blot være at være sikker på der ingen fare var; når hans bekymringer igen var faldet til ro havde han vendt tilbage til træet og brugt tiden på at passe på Leonora, værre hende nær. Når hun sov vogtede han over hende og veg ikke et øjeblik. Eagle følte en stor trang til at beskytte hende og de ufødte føl. Denne ekstreme trang, måske også overdrevne skyldes det der var sket hans tidligere mage og afkom. Noget han ikke havde i sinde skulle ske for Leonora og deres føl.

Eagle var netop igang med at gennemgå området endnu en gang, da han hørte Leonora, og uden videre vidste han hvad der var ved at ske. Af en ældre hingst skulle man tro Eagle ville tage det ganske roligt og som en rigtig mand- men han var lige ved at panikke først. Han fik dog styr på sig selv, for han ville ikke være til nogen nytte hvis ikke han kunne bevare roen. Han fandt sin vej hen til den stjernebeklædte hoppe, og brummede opmuntrende til hende før han strakte sin mule ned til hende. Han ville ikke forstyrre hende, men vise han var der for hende, hvis hun havde brug for det. Selvom det meste af Eagles opmærksomhed var på den folene hoppe, skulle man ikke tage fejl. Han var fuldkommen klar over alt hvad der skete omkring dem. Klar til at beskytte Leonora hvis det blev nødvendigt.
Der gik ikke længe før det første føl var født, en sort hoppe med et ganske specielt aftegn. Den ældre hingst følte sig stolt, og det kunne ses på ham. En faders stolthed- det var hvad der strålede ud af ham. Først antaget troede Eagle det var det, men der gik ikke længe før Leonora atter var igang, og kort efter kom endnu et sort føl til verden. De to var stort set fuldstændig ens, kun enkelte forskelle, størrelse, men den var minimal- nej den største forskel var aftegnet- det månen vendte omvendt på den ene. Leonora havde givet Eagle to døtre. Han kendte sit ansvar, han vidste han ville bruge resten af sin tid med sin nye familie; han ville være der for dem, lære dem om livet, og han ville beskytte dem opå bedst muligvis.

Ganske pludseligt blev alt anderledes- Omgivelserne blev kolde og lyse. Alt for lyse. Den lille hoppe lukkede øjne efter at have forsøgt at se sig omkring, men alt for bare for lyst. Hun følte e utryghed først, men da hendes moders kærlige bevægelser og varme kom til hende følte hun sig straks bedre tilpas- men først følte hun sig ordentlig tilpas da hun mærkede sin søsters nærvær. Hun kom med en saglig lille brummen, og puttede sig tæt op af sinn søster, det tog ikke lang tid før hun begyndte at få varmen i den små lemmer igen, og den lille hoppe gjorde endnu et forsøg med at se den nye verden. Hun missede med øjne, men kunne nu se en masse skikkelser omkring hende. Alt ganske sløret og utrolig farverigt.

Fødslen havde været hård, men ikke så hård som den første. Begge hoppeføl lå snart i en bunke, nærmest ovenpå hinanden, sådan som de havde delt pladsen i Leonoras mave indtil nu. Sirligt førte Leonora mulen over både den ene og den anden, kærtegnede dem, varmede dem, gjorde dem rene. Hun brugte alt den tid, som de små tillod hende at bruge, på at indtage deres dufte, mærke deres små kroppe, og gnubbe liv i deres lange lemmer. Umiddelbart synede den sorte hoppe så optaget af hendes puslen om føllene, så afslappet, at man skulle tro der herskede fred i hendes indre; men hendes hjerte galopperede afsted, årvågent. Sidste gang hun havde været i denne situation, var en af hendes føl blevet bortført, slået ned af den glubske Rumpelstiltskin. Og selvom Leonora var tryg med Eagle Eye, faderen til de to hoppeføl, da kunne hun ikke skubbe frygten for at scenariet skulle gentage sig, væk.
Ikke langt fra hende stod Eagle. Da der var gået lidt tid, og de to hoppeføl var nogenlunde rene, klar til at prøve kræfter af med de lange ben, hævede hun hovedet og brummede en anelse kaldende imod den ravfarvede hingst, med de særligt glødende aftegn. Hun ønskede ham nærmere, både fordi hendes irrationelle frygt var direkte ubehagelig for den sorte, og fordi hun ønskede at han skulle se sine døtre på nært hold.
De to føl, sorte som ibenholt, havde arvet noget ganske særligt fra deres far. Gyldne aftegn var at finde i deres små, finde hoveder, aftegn der synede ganske ens; og kun en enkelt detalje skilte de to ad. Den guldfarvede halvmåne, som var en del af aftegnet, vendte hver sin vej på de to små hoppe. Leonora udstødte et prust, der nærmest dirrede, inden hun rakte mulen frem imod ham. Hun søgte virkelig hans nærhed nu, hans forsikring om at de var i sikkerhed. Endnu sagde hun ikke noget, men det var tydeligt at den sorte hoppe var opmærksom på alt hvad der foregik omkring hende, samtidigt med hun var fuldt med lykke og stolthed over de to føl, som hun netop havde født. To føl, som hun ville gøre alt for at give den bedste opvækst de kunne tænke sig.

[1]

Varmen fra hendes søster var nærmest døsig; og mens hendes moders kærlige, faste mule kærtegnede hende, gjorde hende varm og ren, faldt den lille Tára nærmest i søvn, lænende op af hendes tvillingesøster. Den lille hoppe begyndte snart at spjætte, som hendes krop ville overgive sig til søvnen, og et af de spjæt fik hendes lille krop til at rykke sig så meget, at hun vågnede af det. En anelse forvirret kiggede hun rundt, og verdenen som før blot var et sløret virvar, synede nu en anelse mere skarpt. Over hende kunne hun se sin mor, der havde kaldt efter en anden - en hest, der havde en helt anden farve. Rent instinktivt kaldte den lille Tára også, med den spæde stemme, og pludseligt var der noget der fortalte hende, at hun skulle op på sine ben. I små ryk forsøgte hun at løfte sin forpart, men det var som om det ikke rigtig virkede. Hun tjekkede kort ved sin side, at hendes søster endnu var der; og da hun var sikker, forsøgte hun sig med en ny taktik. Hun krøllede sine bagben ind under sig og skubbede fra, hvilket resulterede i at hun stod direkte på snotten frem. Hun kom med et lidt overrasket hyl, inden hun fik trukket mulen op fra jorden igen. Sikke svært det var! Hun tippede atter ørerne rundt, lyttende og hendes øjne søgte alle konturer i hendes nærhed, som kunne ligne hendes søster - for nu kunne hun jo ikke mærke hende længere. Ah, hun var der endnu! Den endnu liggende sorte skikkelse opfattede hun i hvert fald som Tauriel. Et lille vrinsk lød igen fra hendes mule, inden hun atter forsøgte at kante sig på benene. Denne gang lykkedes det, og på dirrende og let overstrakte ben, stod den sorte Tára nu op for første gang.

[1]

Eagle beundrede de tre sorte hopper der var et lille stykke fra ham. Eagle stod ikke på afstand fordi han ikke ønskede at være dem nær, men netop for at kunne give Leonora den plads hun havde brug for, for at komme igennem folningen og samme tid være klar til at beskytte både hende og deres to døtre hvis nogen fare skulle opstå. Eaglde var ikke panoid af type, men han måtte indrømme at i sådan et ømt øjeblik blev han det. For selvfølgelig var de i sikkerhed i flokken. Ingen skygge ville turde vise sig her.. eller ville de? Eagle var i tvivl om hvor stærke disse såkaldte skygger var, en vogterne var trods alt samlet i denne flok. De var i sikkerhed her.
Da Leonora inviterede Eagle nærmere tøvede han ikke et sekund og tog de sidste skridt hen til de tre. Han brummede varmt og beroligende til Leonora der virkede til at være en anelse utryg, han kunne forstå hendes bekymringer- dog anede han ikke hvor dybt det sad i hende.

"Her er ingen fare"

Sagde han beroligende og strakte sin mule frem til hende, Da han var sikker på han havde givet hende bare en anelse ro i sindet, vendte han sin opmærksomhed i mod deres to døtre, der netop nu var i gang med at prøve at komme på behøvende. Det var ganske specielt at overvære, men dette dog endnu mere. Faktisk var Eagle utrolig imponeret over hvordan det lykkes den ene at komme på benene, sådan som de to føl konstant var oven i hinanden, som om de var nød til at røre hinanden hele tiden. Eagle smilede varmt og stolt.

Nu hvor hun havde sin søster helt nær og sin mor til at give hende varme og gøre hende rent, virkede denne fremmede verden slet ikke så fremmede og kold længere. Det blev behageligt.Der gik ikke lang tid før den sorte hoppe vrinskede og dette fik Tauriel til at flytte sin opmærksomhed fra den lille trykke bobbel hun var i, og så sig omkring stadig med en anelse missende øjne. Og der var endnu en, stor og en helt anden farve.
Mor vrinskede, søster vrinskede og som den lille medløber Tauriel lige er, vrinksede hun også- eller vrinskede og vrinkede, det var måske også meget sagt. For lyden var mere bare et piv. Hendes opmærskomhed forsvandt dog lynhurtigt fra den gyldne skikkelse der kom hen til dem- for hendes søster lå ikke længere stille. Nej hun forsvandt i et kort øjeblik fra hendes side, og den sorte Tauriel var lige ved at gå i panik og kom med små lyde ind til hun genfandt fysisk kontakt til sin søster igen- hvilken vanskelige gjorde det en del for nogen af dem overhoved at komme på benene. Tairuel kopirede sin søster, og forsøgte lige ledes at komme på benene, og selvom det ikke lykkes helt lige så hurtigt kom hun da også langt om længe på benene. Det virkede helt ustabilt, og Tauriel følte sig bestemt ikke sikker på de lange styltede ben, men hendes søsters nærvær gjorde alt ting bedre uanset hvor dårligt, farligt, fremmede eller utrygt noget virkede.

Den kærlige brummen, som forlod Eagle da han kom den sorte hoppe nær, fik ganske hurtigt Leonora til at slappe en anelse af. Han havde jo ret, den ravfarvede hingst; der var ingen farer i flokken - men hendes oplevelse ved den første foling havde sat ar så dybe, at hun ikke kunne lade værre med at frygte at det skulle gentage sig. De ar var dog ikke synlige, som hendes blå prikker var; det var et skjult minde, som kun to andre sjæle kendte til. Hendes tidligere mage Ahearn, og den snu slange til Rumpelstiltskin, som havde kidnappet hendes førstefødte; en datter, som hun aldrig lærte at kende. Leonora søgte den ravfarvedes mule, søgte varmen og nærheden, og så snart deres muler mødtes, brød en lettet lyd fri af hoppens sammenbidte kæber. Hun gumlede kort efter, inden hun, nærmest synkront med Eagle, vendte blikket imod de to hoppeføl, der nu var begyndt at røre på sig. De var tøre og varme nu, og den ene var allerede begyndt at rejse sig. Forundret studerede Leonora de to, da de i et splitsekund nærmest panikkede, da afstanden imellem dem blev forøget. Instinktivt trådte Leonora frem med den moderlige brummen og sænkede mulen ned imod Tauriel, for at berolige hende, da hendes pivende lyde kunne høres. Alt imens var Tára kommet op på de lange, usikre ben, og Leonora valgte så, i stedet for at berøre Tauriel og dermed stoppe hendes bevægelse, at flytte sig lidt ud til siden og stille sig på siden af Tára, for at sørge for hun ikke væltede, alt imens Tauriel kom på sine ben og fandt vejen hen ved siden af sin søster. Det var meget tydeligt at de små hoppeføl var meget afhængig af den tætte kontakt mellem hinanden, som de havde haft i deres ganske korte liv; og så snart de stod side om side, faldt der ro på. Leonora smilede ganske let; men stoltheden lyste ud af hende. De to små var på benene, og inden de skulle have deres første måltid, ville Leonora gerne genne dem en anelse frem, så de kom hen i nærheden af det træ, som de var født under. Med en tydelig, kærlig brummen trådte hun nu frem og skærmede vejen for dem, så de blev ledt på et buet spor tilbage mod træet, som de havde vraltet væk fra. Og først da de nåede derhen, begyndte Leonora at guide dem hver især ned imod yveret, for at få dem til at die. Det første måltid var vigtigt, og så var Leonora ved at være ganske spændt i yveret, hvilket generede en anelse.

[2]

Stakåndet stod den lille Tára og dinglede lidt usikkert på de lange ben. Det var lykkedes hende at komme op, med vished om at hendes søster endnu var i nærheden. Det øjeblik, hvor der ikke var fysisk kontakt imellem de to, føltes dog som et bart og usikkert et, og hvis ikke det var fordi hendes mor var trådt op ved hendes side, havde den lille Tára nok endt med at bakke, eller på anden måde forsøge at komme tilbage til sin søster, som i samme stund forsøgte at komme op og stå. Tára reagerede instinktivt på hendes søsters piv, og fik udstødt en lyd i samme stil, som for at kalde på hende. Det var ikke rart når de var adskilt! Den lille mule havde helt udspilede næsebor, imens hun ventede på hendes søster, som snart indfandt sig ved hendes side. Den lille Tára kunne ikke dy sig for at dutte ud efter Tauriel, som for at sige, at hun var glad for hun var der. Nu var de trygge igen!
Lidt efter, da de to føl havde stået et øjeblik, begyndte deres mor at gå frem. Først blev Tára ganske forvirret, men det pres som Leonora lagde imod den lille sortes side, fortalte hende at hun burde gå med. På usikre ben trådte Tára frem og efter sin mor, men stadigt afventende; for Tauriel skulle med!
De endte snart ved det samme træ, som de var født under, og en pludselig rumlen kunne føles i Tára's mave. Hun gumlede af rene instinkter, og da Leonora begyndte at guide hende ned af siden, prøvede Tára ivrigt at sutte på alt hun kunne nå. Skulderen, flanken, baglåret. Efter flere forsøg fandt den spæde hoppe endelig yveret og gav sig til at sluge alt det mælk hun overhovedet kunne indeholde.

[2]

Selvom den gyldne lige havde gjort sit for at berolige Leonora om de sikre omgivelser lyttede han stadig opmærksomt omkring, hvis nu.. risikoen var så lille at den var så godt som ikke eksisterende, men den den gyldne hingst ville ikke nyde nåde at en ulykke skulle komme over den lille familie. Så han var stadig på vagt. Specielt havde Eagle reageret hurtigt, lige så hurtigt som den stjernebeklædte hoppe, da deres to døtre- specielt den yngste var begyndt at komme med pibende lyde, hvad der næsten lød som gråd, Det opførte dog da de to føl atter var helt tæt. Eagle klukkede en anelse. For det var i sandhed underholdende, men utrolig kærligt at se hvordan de to små hoppeføl allerede var så tæt som de var.

Eagle lod Leonora om at være mor og tage sig af de to små- han var alligevel ikke så behjælpelig på det punkt. I stedet holdt han sig tæt på og stod som den beskytter han nu en gang var- han tog sin rolle som far utrolig seriøs, en rolle han havde haft en gang før, men i alt for kort tid. En rolle det ikke lykkes ham at gennemføre. Det gav et stik i ham- for sæt nu han heller ikke ville kunne det denne gang. For første gang i lang tid mærkede Eagle frygt på nærhold. Han så dog heller ingen logisk grund for hvorfor han skulle fejle denne gang. Han var både ældre og kloger nu, plus der er hele flokken til at passe på dem. Eagle smilede lidt for sig selv, alt imens han betrækede de tre sorte hopper.

Tauriel var ikke lige fra start af speciel modig, og ikke lige frem den der tog de første intiativ. Nope hun foretræk den lille trygge bobble hvor alt var som det skulle være og med hendes søster helt tæt på, men der gik ikke længe før hun havde skabt en bobble i den nye situation der atter skete forandring.
Deres moder begyndte at guide dem hen til ny placering. Usikker på sine ben og bange for at forlade sin søsters side og generelt blive ladt alene, fulgte hun trit med ivrige skridt. Glumsede skridt- hun var et par gange på den meget korte "vandring" ved at miste balancen.
Fra alt anede opfangede Tauirel sin mors henvisninger rigtig hurtigt og var ikke lang tid om at sluge den varme mælk i sig- og hun var heller ikke lang tid om at begynde at drille sin søster, ved at nappe i hendes mule.

De små føl fulgte hende på bedste vis, indtil de stod sikkert hvor hun ønskede det. Den første der fik fat, og begyndte at die, var den lille Tára, hvis mule grundigt fik undersøgt Leonoras krop, indtil hun fandt det rette sted. Kort efter var Tauriel med, og en tilfredsstillende brummen forlod Leonora. Det vigtigste var at få dem op, og få dem til at die - og nu hvor de stod der, stilfærdigt og diede, mærkede Leonora en lettelse glide over hende. Hun havde klaret det, de havde klaret det, og nu først nu mærkede hun den endelige følelse af sikkerhed.
Hun lod nu blikket vandre over til den ravfarvede Eagle, hvis gyldne aftegn han havde nedarvet til deres døtre. Leonora var på sin vis glad for, at hun ikke havde nedarvet andet til de to små hoppeføl, end hendes sorte farve og bygning. De havde ingen præg af hendes aftale med slangen Rumpelstiltskin; men havde arvet noget fra deres fars velsignelse. Selvom Leonora forholdt sig skeptisk overfor det overnaturlige, havde hun dog tiltro til, at den magi som Eagle Eye besad var af god karakter, og derfor varmede det hende, at han havde sat sit eget præg på de to afkom. Et lille smil sendte den sorte hoppe imod den ravfarvede, inden hun stilfærdigt begyndte at snakke..

,,Tára.."

Sagde hun, og strøg hoppeføllet hun havde givet det navn over bagparten, ganske forsigtigt. Herefter vendte hun sig om mod tvillingesøsteren, hvis mule var begyndt at drille Tára lidt, imens de diede.

,,.. Og Tauriel."

Sagde hun med stolthed i stemmen. Hun håbede inderligt, at det var navne som den ravfarvede kunne lide, og var enig med hende i. Det var navne hun havde tænkt på længe, men ikke ytret før nu. Hun så nu direkte imod ham, med de isblå øjne; ville han godtage dem? Havde han indvendinger, eller andre navne, han ønskede at give dem? Hun rakte en anelse ud imod ham, for at invitere ham tættere på. De var ligeså meget hans, som de var hendes, og han skulle have lov at røre ved dem, pusle om dem, se dem rigtigt an.

[3]

Godt som den lille Tára havde fanget teknikken og var begyndt at mæske sig i den lækre, mættende mælk, mærkede hun pludselig et dut på mulen. Forundret stoppede hun et øjeblik med at die og stirrede søgende på yveret. På en måde overraskede det hende, at det var hendes søster Tauriel der var ude på spøger, for Tára havde haft fornemmelsen af, at de stod ved siden af hinanden og ikke overfor hinanden! Det tog den lille hoppe lidt tid, inden hun begyndte at grine. Herefter nappede hun ud med de tandløse gummer, for at drille tilbage, men det var lidt svært at ramme helt rigtigt. Først i trejde forsøg var det hendes søsters mule hun ramte, og det fik den lille Tára til at udstøde en tilfreds, sagte latter, inden hun grådigt genoptog at die. Tilfredst viftede hun med halen, da hendes mor strøg hende over bagparten - kærtegn var altid rart - og i det fjerne opfattede hun godt hendes moders ord; men betydningen af dem var hende endnu ukendt.

[3]

Eagle fulgte den på sikker afstand- en afstand der gjorde at hvis nogen fare kom ville han være i stand til at værge det uden at ramle ind i den nye familie han havde fået sig- og som han havde konstateret flere gange over for sig selv, var her ingen fare, men dybt sad det i ham at han skulle være klar til at beskytte dem alle tre. Han havde fejlet en gang og han ville ikke fejle igen. Så selvom han var sikker på her var sikkert, kunne den ældre hingst ikke ryste det af sig og slappe mere af. Han var nød til vågnet at være på vagt.
Det var først da Leonora inviterede ham nærmere at han kom hen til dem. Stadig meget opmærksom på sine omgivelser, og havde det ikke været fordi han ønskede at være nær nu, havde han brugt sine evner på en fugl eller ligenede til at gennemgå området atter en gang.

Leonora præsenterede to navne, navne hun havde besluttet for deres døtre. To meget smukke navne, og det fik Eagle til at smile stolt.

"Tára og Tauriel. Meget smukke navne"

Han lod mulen søge Leonora, han følte sig lykkelig her ved hendes side og hos deres to døtre, som den stjernebeklædte hoppe, så smukt havde givet ham. At være en far igen, var ikke noget Eagle nogen sinde havde troet skulle ske, og alligevel var det sket, han stod nu en flok- han dog endnu ikke var medlem af, med en familie. Han havde et hjem han ikke behøvede tage fra for at finde nye historier. Han følte ikke behovet for at vandre. Han var i sandhed hjemme.