Solitude [Atlas]

[ 8 ]

Atlas standsede endnu en gang og vendte sin fulde opmærksomhed mod hoppen. Hun måtte være bims. Aldrig havde han mødt nogen, der ville takke ja til sådan et tilbud "med største glæde". Han kneb øjnene skeptisk sammen. Det måtte så absolut være en joke. Ørerne var blevet vippet bagud, og øjnene forblev sammenknebne som han nærmede sig hoppen igen. Denne gang befandt han sig alligevel tættere på hende end han før havde tilladt, men med et knap så "venligt" blik. Ikke at det på nogen måde havde været venligt før, men det var meget tydeligere nu.

"Hvad er du ude på?"

Ordene var snerrende. Var der nogen der havde sendt hende? Var det en fælde? Hvad var det hun ville have? Først ville hun væk, men nu ville hun "med største glæde" lege hans lille slave? Hvis hun skulle stå til rådighed, betød det jo hun ikke skulle væk fra øen, men hun ville gøre hvad som helst for at komme væk derfra. Der var noget over det hele, der gjorde Atlas meget mistroisk. Uden at vente på et svar fra hende, bed han ud i hendes retning, bare for at se hendes reaktion.

Hingsten standsede endnu en gang ved hendes side og vendte nu sin fulde opmærksomhed på hende. Men til hendes store skuffelse var det ikke just en positiv opmærksomhed. Nej, hans øjne var klemt mistroisk sammen, som om han ikke rigtigt stolede på hende. Hun så på ham med det mest uskyldige blik, hun kunne fremføre med de himmelblå øjne, da han skridtede helt tæt på hende med nedlagte ører og fortsat sammenknebne øjne. Hun stod bomstille og lod ham komme nærmere; lagde ikke det mindste skjul på, at hans nærkontakt var mere end velkomment.
Han snerrede nu, hvad hun var ude på, og undrende lagde hun hovedet på skrå og så på ham med et forvirret blik. Hun var da ikke ude på noget som helst? Hun tænkte lidt over, hvad hun mon skulle svare, inden hun sendte ham endnu et forførende smil.

"Jeg ønsker blot, hvad de fleste hopper ønsker... Tryghed... Nærvær... Beskyttelse... Opmærksomhed... Og hvem kan være bedre til at give disse ting end en stor, stærk hingst?"

Han bed pludselig ud efter hende og efterlod et lille mærke fra sit tandsæt på hendes skulder. Hun spillede let op i sine muskler og så på ham med et charmerende smil. Så han var altså til den slags... Det gjorde hende bestemt ikke noget, for intet kunne blive for vildt for hende! Kælent trådte hun frem og gned sig op ad ham som en spindende kat, mens hun sendte ham et forskruet smil og så på ham med et blik, der fortalte om en hoppe, der havde mistet besindelsen. En hoppe, der var så langt ude, at hun var villig til at ofre hele sin krop for at forføre og please hingste - også selvom det indebar vold og smerte.

[9]

"Og hvad hvis jeg ikke kan give dig de ting?"

Bare fordi han selv krævede det, betød det ikke han var lige så god til at give. Han var vant til "hver hest må klare sig selv". Det var alt sammen Zeus' skyld, og derfor havde han også sat sin søgen igang. Han havde fulgt ham, men havde ikke set ham længe. Han havde derfor også ledt forgæves efter en vej væk derfra, men der lod ikke til der var nogen vej væk. Men hvor han var kommet fra måtte der vel også være en vej tilbage?

Som hoppen gav sig til at gnide sig op af ham, blev hans ører presset ned i nakken, mens han vendte rundt samtidig med hende, som gik de i ring omkring et usynligt lille træ. Det var alt for tæt på for en fremmed. Atlas havde ikke specielt meget tillid til nogen som helst andre end sig selv. Sådan havde det været i lang tid, og sådan ville det nok også forblive. Der var ikke ret mange der kunne holde ham ud i en længere periode, og der skulle ikke meget til at gå ham på nerverne.

"Jeg har endnu ikke mødt en hingst som dig, der ikke kan give mig disse ting... Kun grimme, svage og kiksede hingste er ikke stand til det - og du er hverken grim, svag eller kikset vel?"

Han syntes tilsyneladende ikke om hendes tiltag, da han nu pressede ørerne i nakken og blev ved med at vende sig rundt samtidig med hende, så hun ikke kunne komme til at presse sig op ad ham. Hun smilede smørret til ham og sendte ham et lettere udfordrende blik, inden hun nappende bed ud efter hans skind. Hun nød denne leg!

[10]

"Måske ikke...... Men selv hvis jeg kunne....... Er der ingen der siger jeg gider"

Hendes nap efter hans kind fik hans ører til at presse sig endnu mere ned i nakken, hvis det da overhovedet var muligt, og samtidig åbnede han munden på hvid gab mens han skulle til at bide ud efter hende. I stedet trak han ovedet væk fra hende og rejste sig på bagbenene for at lande igen med et stamp, som ville han bore hovene ned i sandet. Det stod ud til alle sider med sandkorn i en lille eksplosion. Bagparten fik han svinget rundt, så han i stedet stod med fronten direkte vendt mod hendes.

Denne gang bed han ud efter hende, mens han marcherede frem så de ville ende side mod side, men med hovedet i hver deres retning. Hans mule søgte hendes side så snart den var inden for rækkevidde, og hele tiden var han klar til at sætte tænderne i den lyse pels.

"Selvfølgelig gider du da det... Det gør alle hingste, før eller siden."

Hendes stemme var charmerende, og tonefaldet var forførende. Hendes lille nap faldt tilsyneladende ikke i god jord hos ham, da han nu pressede ørerne endnu mere ned i nakken og åbnede munden på vid gab, som skulle han til at bide hende. I stedet trak han dog hovedet væk fra hende og rejste sig på bagbenene. Hun kunne ikke lade være med at betragte ham, som han nu ragede højt op over hendes hoved. Han var simpelthen så lækker, hun kunne slet ikke få nok! Han landede nu hårdt mod jorden, så sandkornene eksploderede ud til alle sider. Wauw! Hun blev mere og mere imponeret over ham... Han svingede nu bagparten rundt, så han atter stod med fronten vendt mod hendes.

Og så bed han ud efter hende. Hun tog imod biddet med et nærmest saligt smil, som nød hun blot smerten. Han marcherede nu frem langs hendes side, så hans hoved endte ved hendes bagpart. Hun kunne mærke hans mule søge hendes skind, som var han hele tiden klar til at bide hende igen. En charmerende brummen forlod hendes strube. Hun nærmest bad ham om at bide hende igen! Hun slog nu et slag med halen, så de stride hår svirpede mod hans ansigt, inden hun tirrende bed ham lige i den muskuløse bagdel. En uskyldig, men dog forførende latter forlod hende. Hun havde været fræk og håbede nu at blive straffet...

[11 ]

"Jeg ville nu ikke være så sikker, hvis jeg var dig."

Hendes latter irriterede ham. Prikkede til hans temperament og tændte for den korte lunte. Hun lod ikke til at kunne være en af dem der var nemme at slippe af med, som den sidste der havde prikket til ham til det punkt han var ved at give hende en omgang tæsk - og det havde ikke engang været lige så slemt som denne gang. Nu følte Atlas næsten han var ved at springe i luften af ren og skær hidsighed.

Hendes bid fik ham til at svinge bagparten væk fra hende, mens han samtidig placerede et solidt bid ved hendes bagdel. Alle musklerne var spændte og arbejdede under den mørke-sandfarvede hårlag med det gyldent skær. Endnu et bid blev rettet mod et punkt lige over hendes hale, mens han stadig trippede med hidsige skridt for at svinge bagparten længere væk fra hendes hoved. Ikke tale om hun skulle have lov til at tygge i den. Hun skulle nok få lov til at smage på det helvede han kunne udsætte hende for. Ville hun pines skulle hun såmænd nok få lov til at det.

"... og hvorfor så ikke?"

Hendes bid resulterede i, at han svingede bagparten væk fra hende og samtidig placerede et solidt bid lige i hendes bagdel. Hun hvinede opstemt og slog ud efter ham med det ene bagben, dog ikke hårdt, bare lige for at tirre lidt. For hun ønskede jo endelig ikke, at han skulle stoppe!
Han rettede nu endnu et bid mod hendes halerod, hvilket fik hende til atter at svirpe halen tirrende mod hans ansigt, inden hun nærmest pressede sin bagpart op i ansigtet på ham og tiggede ham om at springe på hende, selvom hun ikke var i brunst!

[ 1 ]

Atlas undlod at svare hende. Han behøvede vel ikke forklare hende alt - især fordi det var hende der skulle stå til rådighed for ham, og ikke omvendt. Han fnøs af hende som hun hævede det ene bagben og sendte det i hans retning. Det kom også med en lille pris; endnu et bid. En del af Atlas var alligevel begyndt at tænke, at den bedste måde at straffe hende på, måske var at vende røven til hende og gå sin vej - lade som om hun ikke var der. Men så ville han jo heller ikke have noget legetøj at lege med når alt andet blev for kedeligt.

Hendes bagpart i hans fjæs fik ham ikke til at falde mere ned - tværtimod. Det gjorde ham mere gal. Mere hidsig. Mere arrig. Han havde to muligheder; Han kunne enten bakke væk som en eller anden lille dreng der ikke kunne overskue hvad han stod over for, eller vise hende hvem der bestemte. Han valgte derfor det sidste, for han var ikke nogen lille hingst der ikke kunne magte en hoppe. Hun kunne ikke skræmme ham væk fra den ø han kaldte hjem. Atlas måtte træde et halvt skridt baglæns som han rejste sig på bagbene og lænede sig ind over hende for at lægge sig hen over hendes ryg. Ørerne var stadig plantet solidt i nakken som han trippede ind til hende og lod hende bære hans vægt. Hun slap dog stadig ikke for hans bid, for det blev til flere placeret mod hendes ryg og hals i hans søgen på at få fat i noget at bide sig fast i.

Hendes flyvende bagben resulterede i endnu et bid fra ham, og hun hvinede opstemt. For hvert bid hun modtog, blev hun blot mere og mere tændt!
Et lille sejrssmil kom frem på hendes mule, da hun mærkede ham rejse sig på bagbenene og læne sig hen over hendes ryg. Så havde han altså ikke kunne modstå hende alligevel! Han trippede nu ind mod hende og lod hende bære hans vægt, alt imens han placerede flere små bid mod hendes ryg og op mod hendes hals. Hun var en meget spinkel hoppe og sank derfor let sammen i kroppen under hans tunge vægt. Hun prustede anstrengende, men nød blot fornemmelsen af hans nærvær. Hans små tirrende bid tændte hende blot og fik hende til både at stønne og hvine opstemt.

"Mhh ja... Straf mig!"

[ 3 ]

Ville hun straffes skulle hun have lov til at blive straffet - og straffet blev hun. At kalde Atlas for blid ville være Andromedas største løgn. Han var alt andet - alt de fleste ville have negativ reaktion på frem for positiv. Noget der ville få de fleste til at stikke halen mellem benene og komme væk fra ham så hurtigt som overhovedet muligt. Han var hård ved hende. Aggressiv og hidsig i alle bevægelser. Det greb han hade fået fat om hende, var ikke bare et greb, knap nok et bid. Atlas bed tænderne så neget samme at det føltes som om hans egne kæber var ved at give efter.

Hans fokus hvilede ikke på hende. Hun eksisterede knap nok. Hans tanker var rettet mod hans bror. Ikke fordi han havde nogen som helst lyst eller intentioner om at springe på ham - men ene og alene fordi hidsigheden var så stor han fik lukket sine dæmoner ud. Dem der hvilede indvendigt. Dem der ønskede at slå hans bror ihjel. Atlas holdt dem ikke længere tilbage. Alt hans had og alle hans aggressioner mod hans bror gik ud over hende. Atlas sørgede for at have et godt greb omkring hende for at undgå hun slap væk, og skulle der komme en smule afstand sørgede han for at følge med. Kunne hun finde på at sige stop, havde han ikke tænkt sig at lytte.

Han var hård ved hende; rigtig hård. Det føltes som om, at hans kæber var ved at begrave sig hele vejen ned igennem hendes skind og truede med at bide hendes nakke over. Men hun holdt ud. Hun bed tænderne sammen og ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke nød det. Selvom hendes krop skreg af smerte, sitrede den også af spænding. Hun var tændt og opstemt; og klar til mere.

Wordcount: 75 xD

[ 5 ]

Atlas slap først sit greb idét han lod sig glide ned. Han måtte åbne og lukke munden nogle gange, for kæberne føltes underlige gummi agtige. Hans opmærksomhed faldt tilbage mod hoppen. Han tog nogle små skridt tættere på, så hans mule kun var få cm. fra hende.

"Pas på med hvad du ber' om"

Ordene var snærrende og ikke særlig højlydte. Kun lige hørbare for de to, men de var heller ikke ment for andre. Med et fnys trak han hovedet væk og veg nærmest fra hende som var hun et eller andet han absolut ikke havde lyst til at røre ved.

"Jeg forventer du kommer løbende ved mit mindste vink..... Jeg ejer dig..... Men indtil da vil jeg ikke så meget som se på dig"

Med et sidste hak i hendes retning vendte han rundt, og begav sig væk fra hende. Han skulle jo ikke vise hende væk fra det, der burde være hendes nye hjem.