Solitude [Atlas]

Den spinkle hoppe havde vandret i det, der føltes som evigheder i dette forladte ørkenland. Hun havde været i dette nye sted i et par dage og havde endnu ikke fundet en måde at slippe væk fra denne evige vandring i det tunge sand... Hun havde det som om, at hun var den eneste hoppe tilbage på hele jorden. Hun havde kun mødt én anden hest i løbet af sin vandring, og denne havde været ny lige som hende selv og havde derfor ikke været til meget hjælp.
Hun forstod stadig ikke, hvad der var sket. Måske hun var død, og dette var Guds måde at straffe hende på? Hun havde været ulydig og respektløs over for sine forældres regler og ønsker og havde bare gjort, hvad der passede hende. Så ja, det kunne bestemt godt være en mulighed, at Gud havde sendt hende til dette efterliv, hvor hun var dømt til at vandre alene for evigt som straf for sine gerninger...

Hun kunne dog ikke ændre den, hun var, heller ikke her i det ensomme ørkenlandskab... Hun kunne ikke lave om på sig selv eller sine tanker, og derfor måtte hun med skamme indrømme, at hun ikke havde lært en skid af at vandre her alene - i hvert fald ikke endnu. Hvornår mon det ville ophøre? Når hun endelig var blevet knækket og indrømmet, at hun skammede sig over sin fortid og ikke længere havde så beskidte tanker? Eller ville dette bare vare ved for evigt...?
Hun vidste det ikke, og derfor forsøgte hun ej heller at lægge låg på sine tanker. Hun savnede hingsteselskab, savnede nærværet og sexen... Hun kunne mærke sin krop skrige efter det! Hun prøvede naturligvis at få sine tanker på andre veje, men det var ikke let herude i ingenting, hvor der ikke skete en skid... Og derfor måtte hun indrømme, at det eneste, hun kunne tænke på, var en stor, flot og lækker hingst, hun kunne forføre...

[ 1 ]

Endnu en gang befandt Atlas sig i helvedet. Det helvede der bestod af sand, sol og omringet af saltvand. Det var bestemt ikke med hans gode vilje, men fordi han var søgt væk fra de mange andre, der vandrede rundt mellem træerne på Chibale. Han havde mere eller mindre levet alene siden han var skyllet ind på sandbredden. Lige siden den dag havde han heller ikke været meget for vandet. Det havde forsøgt at drukne ham, så meget var han sikker på. Han havde kun været på Chibale og den tilsandede ø. Chibale var nødvendig, for der kunne han finde mad, men han ventede også til det var virkelig nødvendigt.

Der var varmt, men det var ikke noget nyt. Det blæste alligevel en smule når ikke man befandt sig inde midt på øen, og gjorde det lige tilpas midt på dagen. Atlas havde befundet sig nær havet, men så snart det var begyndt at krybe op af bredden, var han vendt rundt for at vandre længere ind på den sandfyldte ø. Ikke tale om han skulle spises af det igen. Den salte luft fik hans mund til at føles helt tør, og derfor smaskede Atlas et par gange for lige at mærke hvor rug det hele føltes. Han måtte finde den lille sø. Selvom den ikke var særlig stor i forhold til resten af øen, havde han for længe siden lært at navigere i den rigtige retning. Han kendte øen ud og ind, og ville kunne vandre langs vandkanten i søvne, hvis ikke det kom krybende op af sandet. Han vidste hvor længe det ville tage at vandre hele vejen rundt, og han vidste derfor også hvor længe der ville gå før han nåede søen. Det fik ham til at skubbe tankerne om tørst væk, for jo mere han tænkte over det, jo mere tørstig blev han kun.

Atlas nåede kun lige hen over en lille bakketop før han standsede igen. Det ene øre var stadig rettet mod vandet, men det andet blev rettet frem mod den hoppe han kunne ane længere fremme. Det var ikke en han havde set på øen før. Nogle gange skete det han krydsede vej med en der krydsede øen på vej hen til et andet sted; for hvem ville opholde sig på en sandet ø uden nem tilgang til mad, vand eller skygge? Han blev ikke stående meget længe, men lod sig glide det første stykke ned af sandbakken, indtil hovene og noget af benene var dækket til af sandet, før han i stedet sprang frem til han kunne komme hen på noget mere fast grund, selvom sandet stadig knasede under hans hove og dækkede dem en anelse for hvert skridt. Han gav en lille maskulin brummen fra sig. Ikke for at hilse, men for at melde sin ankomst.

Solen brændte sig ind i hendes pels, og hendes ben føltes tunge som bly efter alt den vandren i sandet. Alligevel stoppede hun ikke for at hvile sig, for ikke tale om, at hun ville lægge sig midt i det åbne landskab uden mulighed for læ og gemmesteder - det var jo nærmest at be om at blive slugt levende af et ækelt rovdyr! Desuden vidste hun, at hun ikke ville kunne holde længe uden vand, så selvom udmattelsen havde sat sine tydelige spor i hende, fortsatte hun ufortrødent fremad, fast besluttet på at finde et sted med mad, vand og læ på denne gudsforladte ø. Hun smaskede et par gange ud i luften i et forsøg på at fugte sin knastørre mund, alt imens hendes mave rumlede højere end et rovdyrs knurren. Åh, hvor var hun dog sulten og tørstig... Hun fik dog hurtigt skubbet tankerne ud af hovedet og forsøgte febrilsk at tænke på noget andet, for jo mere hun fokuserede på sin sult og tørst, jo værre føltes det.

Efter at have gået i sine egne tanker i yderligere nogle timer, skete der pludselig noget uventet. En anden skikkelse kom til syne på toppen af en lille bakke. En hingst, muskuløs og slank med farver som selveste ørkenen. Hun stoppede op og hævede det spinkle hoved, mens hun vantro spærrede øjnene op. Kunne det virkelig passe, eller så hun blot et fatamorgana?
Nej, den var god nok... For hingsten blev ikke stående meget længe, før han lod sig glide ned ad sandbakken og kurrede et lille stykke, inden han sprang ned på fast grund igen. Hun måbede en smule ved synet. Wauw, hvor var han lækker!
En lille, maskulin brummen lød fra ham og indikerede, at han havde set hende. Hun spidsede lystigt de mandelformede ører i hans retning og gengældte hans brummen, inden hun uden tøven skridtede hen mod ham. Hendes skridt var ivrige, og hendes hoved var højt hævet - blot synet af denne pragtfulde hingst havde fyldt hende op med ny energi! Hun stoppede op foran ham og knejsede hilsende med nakken.

"Åh, hvor er jeg glad for at se et andet ansigt!"

[ 2 ]

Det var ikke første gang eller anden gang Atlas måtte forklare nogen vejen tilbage til hvor de kom fra, for vinden havde det også med at viske ens spor væk. Det kunne opsluge alt det man gik og kiggede efter, og sandbakkerne var heller ikke altid de samme. De blev somme tider flyttet på - især når vinden var så kraftig den kunne danne noget der mindede om en sandstorm. Når det skete, søgte Atlas altid mod Chibale, men også kun hvis det var aller højst nødvendigt.

"Du ligner en der har mistet din retnings sans?"

Al høflighed med udveksling af hilsner var ikke noget Atlas gjorde sig så meget i. Han var trods alt ikke i Andromeda for at finde bekendtskaber. Han var der kun af en særlig grund; Hans bror. Man kunne ikke kalde dem for et kærligt søskendepar. Tvært imod var Atlas kun kommet for at gøre det af med Zeus. Den bitterhed der havde siddet i ham fra dag et, havde sat sine spor på hans ydre også. Han lignede ikke en man burde prikke for meget provokerende til, for han ville ikke bare stoppe så snart en modstander lå på jorden og gav op. Atlas gik gerne skridtet videre, og skulle hans modstander være stærkere end ham, så ville det også være en værdig død.

Han var standset så snart hoppen havde nået ham. Et vurderende blik var gledet hen over hende. Hun virkede udmattet, og alligevel med en anelse energi. Ikke noget han ikke kunne klare, hvis det blev nødvendigt. Atlas afholdt sig såmænd ikke fra at slå på hopper hvis det viste sig at være "nødvendigt".

Den yndefulde hingst stoppede ligeledes op foran hende og sendte hende et tydeligt vurderende blik. Hun spillede let op i kroppen og lagde ikke skjul på, at hun bød hans blik velkommen. Hun var vant til, at hingste beundrede hende, og det gik hun derfra også automatisk ud fra, at denne hingst gjorde - hvilket hun nød i fulde drag. Hun havde næsten lyst til snurre en omgang rundt, så han kunne beundre hende fra alle sider, som hun så tit havde gjort med hingstene i hendes hjemland. Men hun holdt sig alligevel i skindet og blev stående, hvor hun var. For han var trods alt en fremmed, og selv hun vidste, at det var bedst lige at se folk lidt an og fornemme, hvordan de var, før hun rigtigt kunne udfolde sig og vise ham, hvilken tøjte hun kunne være.

"Det kan man vist roligt sige. For at være helt ærlig har jeg faktisk ingen anelse om, hvor jeg har fået forvildet mig hen."

Hun havde under ingen omstændigheder tænkt sig at fortælle ham, at hun bare var vågnet op her ud af det blå. For det lød simpelthen for tosset, og hun havde absolut ikke tænkt sig at give ham det indtryk, at hun var en total tosse! Derfor ville hun hellere spille den lidt dumme hopper, der var faret vild i den store, farlige ørken... Så kunne han måske redde hende lidt.

[ 3 ]

Et undrende udtryk dukkede op i Atlas' hoved. Hvordan kunne man ikke vide hvor man havde forvildet sig hen? Hun måtte vel have krydset havet. Det var lidt af et sats hvis ikke man vidste hvor man var på vej hen, hvis man begav sig ud i det altædende saltvand. Han ville i hvert fald aldrig nogensinde selv bare vade ud i det og give sig til at svømme i en tilfældig retning. Han havde fundet en enkelt vej til noget der kunne spises og så måtte det være fint nok. Der var absolut ingen grund til at sætte livet på spil for at udforske mere af landet, når han havde alt hvad han skulle bruge; mad, vand og sig selv.

"Du må da vide hvor du var på vej hen? Eller hvor du kom fra?"

Han ville aldrig selv bare vandre uden at have et mål med hans vandring. Om det så var for at nå bredden så han kunne komme over og spise, eller finde skygge ved de få træer eller finde vand. Godt nok stod han aldrig stille i længere tid af gangen, men han ville aldrig bare vandre i en tilfældig retning uden noget mål.

"Den letteste vej væk herfra er den vej"

Han gjorde et kast med hovedet i den retning han selv plejede at vandre når han skulle væk derfra. Den var i hvert fald rimelig nem. Ikke så forfærdelig meget vand når der var lavvande. Man kunne gå det meste af vejen og kun lige krydse et meget lille stykke hvor vandet var, ifølge Atlas, ubehageligt dybt, selvom man sagtens kunne nå bunden hvis man ville.

Hun spottede et undrende blik i hans øjne, men det var vist også meget forståeligt - det var jo noget underligt noget, hun lige havde lukket ud... Han kunne nu ikke lade være med at spørge undrende ind til det, hvilket fik hende til at smile uskyldigt, mens hun forsøgte at se så naiv ud som overhovedet muligt. Hvordan skulle hun lige forklare sig ud af den her? Hun ville jo komme til at lyde som en idiot uanset hvad! Men oh well...

"Nej, jeg ved det ærlig talt virkelig ikke. Men jeg har vandret her i ørkenen i flere dage uden at kunne finde så meget føde og vand, så jeg er nok bare lidt rundt på gulvet..."

Hun smilede uskyldigt til ham. Hun havde viiiiiiirkelig brug for en stor, stærk hingst til at hjælpe hende...
Han gjorde nu et kast med hovedet i en retning og fortalte, at det var den letteste vej væk herfra. Hun fulgte hans blik, men kunne stadig ikke se andet end sand og bakker... Hvad mon der var derude bag horisonten? Hvordan kom man væk herfra, og hvordan skulle det nogensinde lykkedes hende at finde vej, når alt bare lignende hinanden herude i ødemarken? Hun drejede hovedet og så på ham med det mest bedende, hjælpeløse blik hun kunne fremstille.

"Jeg er ikke så god til at finde vej, som De nok har bemærket... Så vil De ikke nok følge med og vise mig vej?"

Hendes stemme var uskyldig og sukkersød, men hendes blik var forførende. Der var en charmerende glød i hendes øjne, der udstrålede, at han ikke ville komme til at fortryde at sige ja til hendes selskab. Hun kunne give ham, hvad de fleste hingste sultede efter...

[ 4 ]

Ørerne vrikkede en anelse bagud, men uden at blive lagt ned i nakken. Mere fordi han syntes at have hørt noget bag sig, der alligevel viste sig ikke at være andet end vindens hvisken.

"Rundt på gulvet tør siges"

Atlas var ikke en man skulle sige noget til eller spørge noget om, hvis ikke man ønskedes hans ærlige mening. Han var ikke en der sagde andre imod for opmuntrings skyld eller høflighed for den sags skyld. Det var kun når det kunne gavne ham han kunne overveje at holde sin mund.

Hendes hjælpeløse blik bed han ikke rigtig på. De hjælpeløse ville ikke holde ret lang tid alene. Han var vant til at måtte klare sig selv, og dem der ikke kunne klare sig selv var fortabte. De kunne lige så godt blive efterladt. De ville blive til en byrde og blive tabt alligevel hvis ikke de kunne følge med. Alligevel himlede han med øjnene og tænkte for sig selv "Hopper!"

"Fint.... Men mine behov før dine..."

Hos Atlas var der ikke noget "damerne først". Han ville ikke sætte andres behov før sine egne - ikke om hun så var ved at dø af sult. Det ville trods alt bare være en mindre i vejen eller en mindre at sortere fra.

Han bekræftede hende i, at hun i den grad var rundt på gulvet, hvilket fik hende til at smile skævt og lettere bøvet. Det var selvfølgelig ikke rart at stå overfor en hingst og give ham sådan et indtryk af sig selv - men det var så meget bedre end alternativet! Hun kunne se, hvordan han himlede med øjnene af hende, og fornemmelsen fik hende til let at krympe sig sammen. Han var tilsyneladende ikke typen, der faldt for hendes små hoppelege... Han ville blive noget sværere at forføre end hingstene i hendes hjemland, kunne hun godt mærke - men hun ville bestemt ikke give op! Hun skulle nok få ham på krogen!
Til hendes største glæde valgte han nu at sige ja, så længe hans behov kom før hendes. Hun smilede charmerende og sendte ham et forførende blik.

"Naturligvis. Jeg vil gøre alt, hvad De beder om. Alt."

Hendes stemme var sexet og forførende, da hun gled tættere på ham som en spindende kat. Hun førte sig frem for ham, spillede lidt med sine hoppelige former og lagde slet ikke skjul på, at han måtte bruge hende, så meget han nu lystede.

[ 5 ]

"Alt hvad jeg beder om?"

Atlas tyggede lidt på ordene. Det var måske alligevel noget han sagtens kunne bruge til noget. Noget der fik ham til at smile indvendigt. Et næsten lusket smil, der ikke viste sig på hans ydre. Han var nu alligevel ikke helt sikker på hun rent faktisk mente alt, selvom det var det hun sagde, for nogen mente det jo ikke bogstaveligt talt.

"Er du nu helt sikker på det er smart at tilbyde den slags.... service"

Han fulgte hende med blikket og lod sin fulde opmærksomhed hvile på hende. Han havde ikke mødt andre på sin vandring indtil videre, og heller ikke sanset andre end de to i området. Øen lignede ganske vidst en ørken, men havde de ikke befundet sig lige der, kunne den snildt have været en øde ørken. Atlas lænede sig en smule fremad før han tog et par skridt tættere på hende, med en dæmpet maskulin brummen.

Det var ikke spor svært at se hun opførte sig som en eller anden hingstegal hoppe. Noget der nærmest morede ham. Han havde ikke været i en hoppes selskab siden.......... Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde været i selskab med en, men han kunne huske det var hende der var skide irriterende, som han havde forsøgt at jagte væk fra ham og med succes.

"Nogen kunne jo finde på at tage imod dit..... tilbud"

Han gentog nu hendes ord som et spørgsmål, hvilket fik hende til at smile lumskt.

"Alt."

Han spurgte nu, om hun mon var helt sikker på, at det var smart at tilbyde den slags service. Hun smilede slesk til ham, alt imens hendes øjne glimtede af en vis rebelskhed. Det var helt sikkert ikke smart, men det var nu aldrig noget, hun havde ladet sig gå på af af den grund. Hun var ikke bange af sig, nej tværtimod ønskede hun jo faktisk at blive udnyttet... Hun havde endnu ikke fundet en grænse, der var blevet for meget for hende - så hun var sikker på, at hun nok skulle kunne klare alt, ligegyldigt hvad han gik og fantaserede om.
Han fulgte hende nu opmærksomt med blikket, da hun trådte nærmere, hvilket fik hende til at smile charmerende. Endelig var det lykkedes hende at fange hans opmærksomhed... Mission completed! Men hun havde da heller ikke regnet med andet; når hun først foldede sig ud, var det de færreste hingste, der kunne modstå hendes krop.

"Smart er det nok ikke, men jeg har aldrig været en hoppe, der lyttede til fornuft..."

Hun blinkede charmerende til ham. Til hendes store fornøjelse trådte han nu et par skridt tættere på hende og brummede maskulint. Hun knejsede stolt i nakken og slog et ivrigt slag med halen, inden hun trådte helt tæt på ham. Hun lod sin mule hvile lige ud for hans og indåndede blidt hans duft. Han duftede af ørkenblomster, havbriser og lettere svedig, sexet hingst...

[ 6 ]

Hendes sleske smil opfangede Atlas godt. Det var måske egentlig det der fangede hans opmærksom mest. Han havde mødt mange hopper før. Ikke så mange i Andromeda, og han opsøgte dem heller ikke, for han havde det tilpas fint nok med sg selv. Så var der ikke nogen han skulle passe på hverken som omsorg eller fordi der var fare på færde. Han var kun sig selv. Det kunne til gengæld godt gå hen og blive en lille smule ensomt til tider. Heldigvis var han ikke begyndt at tale til sit spejlbillede endnu.

Det var det sleske smil der fik Atlas til at tænke sig om en ekstra gang. Måske var hun en hoppe der var lige så skingrende sindssyg som han selv kunne være det? En der ikke gjorde sig meget i at prøve på at passe ind hos andre. Måske var hun rent faktisk lige så forskruet som ham. Som hendes mule kom tættere på hans, trak han sin væk. Den slags nærhed skulle man ikke regne med fra ham. Ikke bare sådan lige.

"Så lige meget hvilke krav jeg stillede, ville du sige ja uden tøven?"

Atlas trådte fremad og forbi hende som for at vise han ikke var villig til bare lige at slå en handel af. På trods af det var ham der havde nævnt sine behov først, var han alligevel den af dem der lod til at holde mest fat i forhandlingerne. Både af ren og skær nysgerrighed, men også fordi han kunne udnytte det til sin fordel.

Til hendes store overraskelse valgte han at trække sin mule væk. Hun skævede undrende til ham. Hun havde aldrig før mødt en hingst, der var i stand til at afvise hendes nærvær, når hun først var kommet så tæt på... Hun hævede hovedet og så på ham med charmerende øjne, der glimtede let af trodsighed. Hun havde ikke tænkt sig at bøje hovedet i skam over at være blevet afvist - og hun havde ej heller tænkt sig at give op. For i modsætning til, hvad man skulle tro, så fik hans afvisninger hende ikke til at miste interessen - nej, tværtimod gjorde det blot udfordringen større! Hun havde aldrig før mødt en hingst, der var svær at få på den måde - så det var blot endnu mere spændende end de kedelige hingste, der rendte hende i røven som en hundehvalpe i hendes hjemland!

"Umiddelbart ja. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men jeg har endnu ikke mødt et tilbud fra en hingst, som jeg ikke har sagt ja til..."

Hun blinkede charmerende til ham. Han trådte nu forbi hende og bevægede sig fremad uden et ord. Et legesygt smil prydede hendes mule bag hans ryg, inden hun sneg sig af sted efter ham med lette, yndefulde skridt. Hun holdt sig tæt op ad ham som en spindende kat, dog uden at røre - endnu. For selvom denne hingst ikke lige umiddelbart ønskede hendes nærvær, havde hun ikke tænkt sig at give op - han skulle nok overgive sig til hendes charme på et eller andet tidspunkt!

[ 7 ]

"Hmmmmm.."

Lød det fra Atlas, som tænkte han igen godt og grundigt. Denne gang voksede et lille halvlusket smil sig frem omkring hans mule. Måske skulle han prøve hende lidt af? Måske skulle han prøve at stille noget op der var fuldkommen urimeligt? Hvor vigtigt var det for hende at ligenetop hans hjælp var nødvendig for at finde den vej hun skulle når han allerede havde udpeget retningen? Atlas standsede meget brat, som hun var ud for hans side.

"Og hvis jeg kræver du skal stå til rådighed og sørge for min morskab og tilfredshed, når jeg forlanger det, indtil den dag jeg sætter dig fri?"

Det lød helt urimeligt. Som om han ville få mest ud af det, hvis ikke være den eneste af dem der egentlig fik noget ud af det. Hvem ville ikke gerne have en der stod til rådighed når man ikke gad tilbringe de lange kolde nætter helt alene? Langsomt begav han sig fremad igen, med et enkelt øre rettet mod hende, mens han afventede hendes svar.

Et langt hmm forlod hans strube, som tænkte han godt og grundigt over det. Lumine betragtede ham let med stigende nysgerrighed i de blå øjne. Hvordan kunne han stå dér og rent faktisk overveje hendes tilbud? Hvordan kunne han undgå bare at kaste sig i armene på hende lige som hingstene derhjemme? Det var så uvant en følelse for hende, men hun følte sig faktisk ikke den mindste smule fornærmet... Tværtimod gjorde det hende blot endnu mere interesseret.
Et halvlusket smil sneg sig nu frem på hans mule, inden han stoppede brat op. Hun stoppede op ved hans side og gengældte det luskede smil. Hun kunne se på ham, at han endelig var ved at give efter for sine lyster - og det behagede hende!

Han spurgte nu, om hun stadig havde lyst, hvis han krævede, at hun skulle stå til rådighed og sørge for hans morskab og tilfredshed, hver gang han forlangte det, lige indtil den dag han satte hende fri. Et lumskt smil tegnede sig atter på hendes mule, mens hun fortsatte fremad ved hans side igen. Det krævede hende ikke mere end ét sekund at tænke over sit svar.

"Med største glæde."

For andre var det helt sikkert et tilbud, man end ikke ville overveje at tage imod - men Lumine var ikke det mindste smule i tvivl. Hun havde så forskruet et syn på hingste og sin krop, at hun blot så det som, at han måtte være helt vild med hende og ønskede at være i et forhold med hende. Hun var så tilpas billig og ligeglad med sin krop, at hun blot så det som en belønning til sig selv, at så smuk en hingst ville bruge hende på den måde - og hun glædede sig enormt helt enormt til at behage ham; og lære hans krop at kende...