Another rainy day - Apeiron

Sted: Chibale, midt inde i skoven
Tidspunkt: Sen eftermiddag
Vejr: Regn og svag vind
Tag: Apeiron

Til trods for, at denne årstid hed sommer, stod regnen hårdt ned denne dag. Igen. Der havde været varme i en lang periode, men for nu, var sommeren aflyst og i stedet stod den på regn – og det havde det gjort i et par dage. Den grå hoppe havde derfor placeret sig dybt inde i Chibale, og forsøgt at søge ind imellem de tætte træer, således at hun kunne stå i nogenlunde tørvejr. Men trods de mange og tætte kroner, så kom regnen alligevel ned på hende – dog ikke nær så meget, som hvis den grå hoppe havde været på den åbne eng.

I en lang periode havde Asira holdt sig for sig selv, endnu engang. Hun mødte sjældent selskaber, og hvis hun gjorde, forsøgte hun at styre udenom dem uden at blive set. For den spinkle og våde hoppe, ønskede kun selskab fra to individer i denne verden – Apeiron og Taia, og måske også den gådefulde gråskimlede hingst, der havde hjulpet hende på benene, og vist hende vejen til Taia, som var et spøgelse. Taia… Hun havde ikke set eller mærket hende i en evighed. Men det havde hun heller ikke med Apeiron, som hun savnede dybt inde I sit hjerte.

En af de store trækroner bukkede under for den store mængde regn, og derfor dumpede der pludselig meget vand ned på den lyse grå hoppe. Hun fik et chok, og derfor kom der er forskrækket hvin fra hende, mens hun hoppede fremad i et voldsomt og hurtigt hop. Hun stirrede op ad, imod trækronen der havde knækket et par grene, og brummede irritabelt mens hun fnyste utilfreds. Da hun nu allerede var så våd, var det nærmest ligegyldigt hvor hun befandt sig – så den grå hoppe begyndte at skridte fremad, bevægede sig smidigt ind imellem træerne, i et forsøg på skabe lidt varme i den våde krop. Årvågen, det var hun hele tiden. For hun ønskede ikke at få besøg af nogle ukendte, eller at nogen fik øje på hende, før hun fik øje på dem.

Den gråskimlede Apeiron var søgt ind i Chibales skov, da et voldsomt regnvejr havde skyllet ind over land. Han var ved at være godt træt af alt det regn! Hvor blev sommeren af? Han kunne høre regnen tromme mod trækronerne, men de var heldigvis tætte nok til at holde ham nogenlunde tør.

I lang tid var der helt stille i skoven omkring ham, men pludselig rungede et hvin igennem skoven og gav ekko mellem de mange træer. Han stoppede forskrækket op og vippede opmærksomt ørerne ud til siden. Han blev stående sådan i lidt tid og holdt øje med sine omgivelser, men skoven omkring ham var atter stille. Han rynkede tænksomt på mulen og pressede usikkert halen mod bagparten. Var det nu, han skulle vende om og skynde sig ud af skoven igen? Den stakkels hingst led af paranoia og var generelt meget frygtsom, så han måtte ærligt indrømme, at han ikke fandt det særlig tiltalende at finde ud af, hvad der havde forårsaget det hvin...

Regnen tog dog til i styrke, og han havde ærlig talt heller ikke lyst til at gå derud igen og blive gennemblødt, så han tog en hurtig beslutning og skridtede videre ind i skoven. Han forsøgte at bevæge sig så lydløst over den smattede jord som overhovedet muligt, alt imens han bevægede sig så skjult af træerne, han kunne komme, så han forhåbentlig ikke ville blive set.

How can you run, when they are in your head?

Den grå hoppe hadede regn. Hun hadede at det konstant var vådt og koldt, især med tanke på, at der pt burde være varmt og sommerligt – men nej. Tanken om at regnen måske bare ingen ende ville tage, gjorde ikke den grå hoppes humør bedre. Overhovedet ikke. Hun var våd og kold, og hovedet blev blot mere og mere indelukket og irritabelt, over hele situationen, samtidig med at savnet i hende hver dag voksede, og langsomt blev til minder i stedet.
Med små hidsige skridt, slog hun hovene ned imod det mudrede og våde underlagt, men langsomt samlede hun kroppen sammen, og fandt en skridtgang der bar hende med mere elegance – der skulle dog ikke herske nogen tvivl om, at denne hoppe ikke ønskede selskab fra hvem som helst.

Nakken var knejst, og halen slog bag hende, mens ørene lå skråt bagud og næseborene var voldsomt udspilede. Hun ønskede virkelig ikke selskab fra alle og enhver.
Bedst som den grå Asira troede, at hun var alene midt inde i skoven, hørte hun lyden af hovslag. I en nogenlunde lydløs bevægelse, fik hun samlet kroppen og stoppet helt op. Hvem bevægede sig rundt inde i skovens dyb? Hun kneb øjnene sammen, mens hun skulede efter den skikkelse, der nu dukkede op imellem træerne, nogle meter fra hende.

Hun brummede i en hidsig tone, og slog hovedet op og ned i nogle voldsomme bevægelser. Kroppe blev spændt op, og hun dirrede med mulen, op og ned. Der var ingen tvivl om, at Asira i alt for lang tid havde vandret alene omkring, gemt sig i mørket og ensomheden. Og det slog bagslag. Hendes sind ønskede og higede efter selskab – men frygten for nederlag, afvisning og skuffelse holdte hende fra det, og gjorde at hun i stedet forsøgte at skræmme alt og alle væk; præcis lige som nu. Hendes sind ænsede end ikke, at det var Apeiron, til trods for at hun nok sagtens ville have kunnet genkende hans dufte og lyde, hvis ellers hendes sind ikke var så mentalt forstyrret.

Bedst som han troede, at det var lykkedes ham at vandre et uforstyrret sted i skoven, dukkede en skikkelse pludselig op nogle meter foran ham. Han stoppede op og hævede hovedet i et voldsomt ryk, mens hans hale automatisk blev trykket nervøst mod bagparten. Men da han fik set nærmere på skikkelsen, gled en følelse af genkendelse over ham. Hoppen brummede hidsigt og slog hovedet op og ned i voldsomme bevægelser, mens hun dirrede med mulen og spændte op i hele kroppen. Hendes kropssprog udstrålede med al tydelighed, at hun ikke ville have ham nærmere. Derfor blev han usikker og forvirret... For skikkelsen foran ham lignede Asira på en prik. Den smukke og dejlige hoppe, som han ikke havde set, i hvad der føltes som en evighed. Kemien imellem dem havde været så stærk, at det vist kun kunne beskrives som kærlighed ved første blik. Og i alt den tid de havde været adskilt, var det kun gået mere og mere op for ham, hvor højt han elskede hende...

Men hoppen foran ham opførte sig slet ikke som hans elskede Asira havde gjort overfor ham... Hvis det virkelig var hende, hvorfor reagerede hun så så voldsomt på at se ham? Havde hun ikke savnet ham, ligesom han havde savnet hende? Havde hun ikke haft de samme følelser for ham, som han havde for hende? Havde det hele bare været noget, han bildte sig ind? En tåre pressede sig på i hans øjenkrog, og han havde mest af alt bare lyst til at stikke halen mellem benene og drukne i sine sorger. Men nej... Han kunne ikke bare give op så let. Det var hans elskede Asira, der stod foran ham, og han havde ikke tænkt sig at svigte hende.
Prøvende tog han et skridt frem imod hende, mens han underdanigt sænkede hovedet og smaskede ud i luften. "Asira? Det er mig, Apeiron..."

How can you run, when they are in your head?

Den grå Asira stod med dirrende mule og udspilede næsebor. Hele kroppen var spændt til det yderste, og ørene lå klistret ned imod hendes nakke.
Hun vidste at hendes fader var væk - det vidste hun, for hun havde fundet hans udstyr, det der beskyttede hans krop, fordi han var en såkaldt vogter. Han var borte. Død. Taia, hende der havde taget hende under sine vinger, var et spøgelse, og nu kunne Asira ej heller finde hende mere.. Borte var hun.
Hendes sind var ødelagt, ødelagt af de mange hun havde nær, der én efter én var forsvundet for hende, for altid. Først hendes moder, så Seth og hendes datter Saphira, så Taia og nu hendes fader og halvbroder..
En forbandelse måtte ligge over den askegrå hoppe - for alle dem hun holde af de forsvandt.
Hendes sind var ødelagt og nedbrudt. Og hun kunne end ikke finde Apeiron.. Hendes søgen efter ham havde været der længe. Men hun havde fortalt sig selv, at han sikkert også var væk - for evigt..

Ørene lå stadig i hendes nakke, mens skikkelsen trådte tættere på hende. Hendes blik stirrede iltert på sjælen foran hende, mens hun slog sin ene forhov hårdt i jorden, og hævede hovedet i en advarende holdning mens tænderne blev blottet. Hun var klar til at angribe...

Men så hørte den grå en stemme. Hun hørte hendes navn blive sagt. Og er navn mere.. For der stod han, Apeiron.. I egen skikkelse og med sjælen og stemmen i behold.
Den grå hoppe kunne mærke hvordan det hele faldt sammen inde i hende, og ørene flappede ud til siderne.. De blottede tænder forsvandt, og næseborene dirrede ikke mere. Kroppen blev langsomt mere slap, og før hun nåede at reagere, faldt den grå hoppe pladask til jorden i det mudrede underlag, mens tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder..

,,Du... Du er her ikke.. Du findes ikke... Du er forsvundet.. Ligesom alle de andre..."

Hun hviskede... Hviskede med gråd i stemmen, inden hun lod mulen ramme ned i mudderet under hende. Det kunne ikke være sandt at han var der. Det måtte være hendes hjerne der ønskede det så inderligt, at hun nu synes at kunne se ham så tydeligt..

,,Døde... Forsvundet... I har forladt mig alle sammen..."

Stemmen hviskede igen, og den grå Asira blev liggende i mudderet, mens kroppen egentlig bare forblev slap. Hun kunne ikke overskue det mere.. Hvorfor kunne hun ikke også bare forsvinde.. Hun kunne endda lugte ham, lugte Apeiron, som hun for længe siden havde forelsket sig i, og som hendes hjerte elskede inderligt.. Men hun måtte bilde sig selv det hele ind.. Han var der jo ikke, vel?

Asira stirrede på ham med et iltert blik, alt imens hendes forhov blev slået truende i jorden. Hendes hoved blev hævet i en advarende holdning, og hendes tænder blev blottet imod ham. Alt ved hende udstrålede, at man ikke skulle være ét sekund i tvivl om, at hun havde tænkt sig at angribe, hvis man kom hende for nær!
Men da han havde talt til hende, var det som om, at det endelig gik op for hende, hvem han var. Hendes ører flappede ud til siderne, og de blottede tænder forsvandt. Hendes krop så ud til at blive mere og mere slap, og pludselig faldt hun pladask til jorden. Apeiron spærrede overrasket øjnene op og udstødte en høj, bekymret brummen. Han kunne nu se tårerne trille ned ad hendes kinder, mens hun hviskede, at han ikke var her; at han ikke fandtes og var forsvundet lige som alle de andre.

Hans hjerte blev straks ramt af en stærk smerte, der fik ham til at skære en grimasse. Det var som om, at han kunne føle hendes smerte; som om en del af ham forlod hans krop og røg over i hendes i stedet. For han forstod hende... Han forstod hende alt for godt. De tanker, hun måtte ligge med dér i mudderet, var præcis de tanker, han selv havde følt så tit. Følelsen af at blive svigtet... forladt... Den uudholdelige ensomhed, der gnavede sig ind i ens sind.
Hun hviskede nu med gråd i stemmen, at alle havde forladt hende; var enten døde eller forsvundet. Hendes hoved faldt ned mod jorden, og dér blev hun liggende helt slap, som om hun havde givet op og bare ventede på at dø.

Apeirons hoved var ét stort kaos af følelser og sorg, da han på stavrende ben trådte nærmere hende. Han sænkede hovedet helt mod jorden og mærkede sine salte tårer blande sig med regnen. Han trådte helt hen til hende og lod sig synke ned på knæ foran hende. Hans læber dirrede let, inden han lagde sig helt ned og trykkede sin krop ind mod hendes. Han lagde sin hals ind over hendes nakke og puttede sig ind til hende, alt imens han strøg sin mule hen over hendes hals og op mod hendes ansigt. Hun var våd og kold, men han var ligeglad - hans kærlighed skulle nok holde dem varme.

"Asira... Jeg troede også, at du var forsvundet, og at vi aldrig skulle se hinanden igen... Men det er mig... Jeg er lige her, og jeg vil aldrig miste dig igen..."

Tårerne flød ned ad hans kinder, alt imens han overdyngede hendes ansigt med små, blide kys. Han havde fundet hende, og han ville aldrig slippe hende af syne igen! Hans stemme var grådkvalt af tårer, da han holdt en pause med sine kærlige kys for at kunne fortælle hende de eneste ord, der havde fyldt hans hoved, lige siden hun var forsvundet fra ham... "Asira, jeg... elsker dig... Jeg elsker dig, og jeg vil aldrig slippe dig af syne igen!"

How can you run, when they are in your head?

Hun lå der, den grå hoppe, med mulen puttet ned i det mudrede underlag. Hun ønskede bare inderligt at komme væk. Hun gad ikke mere, den grå Asira, for der var ikke noget at kæmpe for længere. Alle hun holdte af, var forsvundet for hende. Hvis ikke de bevidst havde stukket halen imellem benene, var de forsvundet på anden vis. Og siden hun havde fundet sin datters krop, livløs, havde hun ganske simpelt mistet en del af sig selv og sit sind. Det var hendes datter, hendes eget kød og blod; men hun levede ikke længere.

Asiras tårer trillede fortsat ned af hendes kinder, inden de dog stoppede. Hun hadede at virke svag og ødelagt, men i disse minutter følte hun ikke andet end sorg og ensomhed, og derfor begyndte tårerne igen at trille efter nogle sekunder. Hun kunne mærke hvordan det hele bare ramlede sammen i sit indre, og hvordan hun pludselig følte sig som lille Asira, der knapt var blevet et år, idet hendes moder og fader fløj i totterne på hinanden, og moderen kort derefter forsvandt, for evigt. Den sorg, over moderens forsvinden, samt den angst og frygt for faderen der var opstået.

¤Døde.. Væk… Ikke mere… ¤

Mumlede hun stille, hviskende, men stemmen blev kvalt og forsvandt til sidst helt.
Hun lå helt stille, inden hun pludselig mærkede hvordan en varme ramte imod hendes spinkle og våde krop. En varme, der kun kunne stamme fra noget andet levende; for Taias sjæl havde hun mørket før, efter hun var død og et spøgelse, men den følelse hun kunne mærke dengang, var kold og frysende, ikke varm og nærværende. En varme ramte imod hendes nakke, og en mule langs hendes hals, inden den ramte imod hendes kolde og våde ansigt. Pludselig lød stemmen igen.
Stille vippede Asiras øre frem og tilbage, inden de fandt i stemmens retning. Han talte. Apeiron. Og hun kunne mærke ham. Den grå hoppe mærkede et stik i hendes hjerte, et stik der gjorde ondt, inden hjertet pludselig begyndte at hamre i hendes brystkasse – var han der virkelig?
Stille drejede hun sit hoved lidt, og kunne nu se hans grålige ben, der lå der ved hende. Han var virkelig hos hende. Hun mærkede nu hans små blide kys i hendes ansigt, og kunne se hans hoved tæt på hende. Tårerne flød også ned af hans kinder, og det gik dér op for den grå hoppe, at han virkelig var hos hende.
Hun løftede sit hoved, og pressede pludselig sin mule ind imod hans, mens tårerne stoppede deres gang ned af hendes grå kinder. Han levede. Han var ikke væk.

,,Du… Forsvind aldrig fra mig, lov mig det. Tag mig med, hvis du en dag vil væk.”

Sagde hun sagte, men med en glæde i hendes stemme, der dog stadig var blandet med sorgen. Hendes hjerte hamrede endnu, og glæden var tydelig i hendes sind; men dog var der stadig triste tanker i hendes hoved – for de andre var stadig væk. Men nu havde hun ham, og hun elskede ham af hele sit hjerte og liv.

,,Jeg elsker dig, Apeiron.”

Sagde hun da sagte, og kiggede ham direkte ind i hans mørke øjne. Dette var ord der aldrig havde forladt den grå hoppes mule – og hun havde heller aldrig hørt nogen sige det til hende, som han lige havde gjort. Han elskede hende; det sagde han.

En sidste hviskende mumlen forlod Asiras læber, og Apeiron måtte anstrenge sig noget for at opfange ordene. Døde... Væk... Ikke mere...Hendes stemme blev kvalt og forsvandt til sidst helt. Han stirrede bekymret på hende med panikken lysende ud af de ravgule øjne. Hun var vel ikke død?! Men nej, gudskelov begyndte hendes ører nu stille at vippe frem og tilbage, da han talte til hende. Og da han lagde sig ned ved siden af hende, drejede hun også sit hoved. Åh, gudskelov...! Hun løftede nu sit hoved og mødte ham, mule mod mule. En varm fornemmelse spredte sig igennem hele hans krop, da han endelig mærkede sin elskede Asira imod sin krop igen. Hun bad ham nu love, at han aldrig ville forsvinde fra hende igen, og at han ville tage hende med, hvis han en dag ville væk. Det var i hvert fald ikke noget, han havde tænkt sig at sige imod!

"Det lover jeg... Og lige over!"

Ja, han håbede virkelig, at hun også ville tage ham med, hvis hun en dag ville forlade Andromeda. For han havde intet her uden hende... De få andre venner, han havde, havde han ikke set i evigheder, og lige som han havde været med Asira, var han også bange for, at de var enten døde eller forsvundne. Men ingen af dem havde den plads i hans hjerte, som hun havde... Og han ville hellere dø end at miste hende igen!
Til hans store lettelse sagde hun nu, at hun også elskede ham. Det fik hans hjerte til at slå et slag over af bar glæde, og en følelse af lykke strømmede igennem hans krop. Det havde været hårdt for ham at sige de tre ord, fordi han inderst inde stadig var naget af tvivlen om, om hun overhovedet elskede ham - og han ville jo ikke ende med at gøre sig selv til grin eller stille hende i en ubehagelig og akavet situation. Men hans tanker var heldigvis blevet gjort til skamme, for hun elskede ham også, det sagde hun!
Hun så ham nu dybt ind i øjnene, og han mødte hendes blik med våde øjne, denne gang af lykke. Hvor havde han drømt om at se hendes smukke øjne igen mange gange... Han pressede atter sin mule ind mod hendes i et blidt kys. Aldrig havde han været mere lykkelig.

How can you run, when they are in your head?

Den grå hoppe var stadig en anelse uforstående. Hun forstod ganske simpelt ikke, at de havde fundet hinanden igen, og at de også ejede de samme følelser for hinanden. Asira havde aldrig hørt sætningen ’jeg elsker dig’, og derfor var hele situationen simpelthen så uvant for den spinkle grå hoppe.
Men til trods for at hun knapt forstod hvad der foregik, så stolede hun på, at Apeiron fortalte hende sandheden; at han virkelig elskede hende, og ej sagde det for at lede hende på et vildspor.
Hun lod sine ørene vippe helt fremad til ham, lyttende efter hver en enkelt lyd han kom med. Hun ville huske dette møde, de her øjeblikke, og dem ville hun huske for altid! Stille kom der et svagt smil frem, skævt, på hendes mørke mule. Asira smilede meget sjældent, og derfor følte hun sig også ganske usikker når hun gjorde det – derfor kom smilet kun skævt frem. Men hun smilede; smilede over det han sagde. Han ville ikke forlade hende – og hvis han ville forlade dette land, lovede han at tage hende med. Og det skulle hun også love ham. Hun mærkede hans mule imod hende, og hun tog imod det kys han gav hende; og hun gav det tilbage til ham uden at tøve.

¤Det lover jeg¤

Hviskede hun så til svar, og lod sine øjne lukke i, i ren og skær behag over trygheden ved at være hos ham igen. Hun lod sin krop læne sig ind imod ham, søgende efter endnu mere af hans nærhed; hvis det da overhovedet var muligt. Hun kunne godt mærke at både hendes og hans krop var lettere kølig af regnen der slog i mod dem, men hun ønskede ikke at fjerne sig fra hans side, ikke nu. For tænk, hvis han så forsvandt igen.
Lige nu, var det hele faldet på plads for den grå hoppe; hun var hjemme – for hun var hos sin Apeiron.

[3]

Han betragtede det svage, skæve smil der tittede frem på hendes mule og forelskede sig nærmest på ny. Det var så sjældent, at hans elskede Asira smilede, så når hun endelig gjorde, gjorde det ham helt blød om knæene.
Han mærkede nu hendes smule trygge sig mod sin egen, da hun uden tøven gengældte hans blide kys. Han mærkede en lille bobbel af lykke springe i sit indre, alt imens han blev helt varm om hjertet og blød som smør i kroppen. Det her øjeblik var perfekt, og han håbede aldrig, at det ville ende.

Han hørte nu hendes hviskende ord, inden hun lukkede sine øjne i og puttede sig ind til ham. Han brummede blidt og strøg beroligende sin mule over hendes hals i blide, gentagende bevægelser. Han sagde ikke mere for nu, men lod hende blot hvile sig og falde til ro. En lille stemme i hans indre fortalte ham, at de nok burde rejse sig og finde ly for regnen, men end ikke fornuften kunne få ham til at afbryde dette perfekte øjeblik. Han lod derfor et helt års træthed overmande sig og faldt i søvn ved sin elskedes side; endelig tryg for første gang, i hvad der føltes som en evighed.

//Har du mere at tilføje, eller skal vi slutte den her? <3

How can you run, when they are in your head?

Stilheden lagde sig over de to sjæle, en stilhed, der ikke nagede den grå Asira; for hun var hos Apeiron, og dette var nok for den unge hoppe, nok til, at hun var mere lykkelig end hun havde været i evigheder. Hun var hjemme, hjemme sammen med ham og hos ham.
Trætheden overmandede hende, og hun mærkede hvordan hver en muskel langsom gav efter i hendes krop og forblev afslappet. Energien var der ikke til, at holde øje med omverdenen omkring dem – for lige nu, ville hun blot nyde denne stilhed i selskab med ham, som hun så længe havde ledt efter, fordi hendes hjerte tilhørte ham.

Vejrtrækningen blev tungere hos hende, mens hun mærkede de nussende bevægelser der var imod hende hals.
Stille forlod en sidste varm brummen hendes krop, henvendt til den grå hingst ved hendes side, inden søvnen overtog hende; hun var lykkelig. Og de mange tanker, frustrationer og nederlag var glemt, for lige nu, svømmede hun i ren ekstase over at de endelig havde fundet hinanden; og de skulle blive sammen!

//Sweet dreams, Asira & Apeiron - jeg starter en ny, hurtigst muligt //