|
|
Post by Deleted on Aug 7, 2017 2:24:47 GMT 1
Den rustfarvede smilede. Rasbell havde vokset meget. Hun var ikke længere et føl, heller ej en plag men var trådt ind i de voksnes rækker. Givet, jah hun var dog stadig meget ung... men skyggehoppen havde brugt tre år af sit liv på hendes datter, og endelig var hun kommet i mål. Rasbell var voksen, hendes mission var fuldført. Skyggerne havde fået det afkom de ønskede, og hun kunne høre hvordan de frydede sig. Hendes datter havde boet hele sit liv på Fohen, den støvbrune kendte næppe til en anden virkelighed end den Fame havde præsenteret hende for. Nu hvor hun var voksen, måtte hun selv tage sine beslutninger. Men Rasbell vidste nok hvad der var forventet af hende.
"Rasbell... "
Den bronzefarvedes stemme var blid og smøg sig om den støvbrune hoppe i en bydende maner. Hendes øjne glimtede i skumringens mørke idet hun kaldte sin datter nærmere, for hun havde noget vigtigt at fortælle hende. Om hendes bringe dansede mørket, og med en begejstret hvislen bød de den unge hoppe velkommen da hun nærmede sig Fame. Thi de kendte Rasbell som var hun deres egen.. for hun var af Fames blod.
"Jah.. mor?" Rasbells blå øjne fangede kort hendes mors skygger, førhen de tøvende mødte Fames glødende blik. Den støvbrune var netop kommet tilbage til Fohen efter kort at have undersøgt en af de andre øer. En oplevelse der endnu stod stærkt i hendes hukommelse... for der havde hun mødt Lyset og Illana. Den gyldne hoppe havde fascineret og uddybet verdenen for hende, svaret med teorier eller ideer hun aldrig før havde hørt. Og selvom hun næppe havde givet udtryk for det, havde Lyshoppens ord overrasket hende. Men det var ikke noget hun ønskede at fortælle om.... lige nu.... ville hun...
Den støvbrunes hoved føltes pludselig en anelse tåget og hun kunne ikke slippe sin mors blik. Det almindelige tankemylder stoppede pludselig og Rasbell kunne kun høre hendes mors stemme og skyggernes vage sang.
"Jeg vil bare lige... snakke med dig.."
Nynnede Fame og rakte forsigtigt ud efter hendes datters snehvide man for at rette lidt på den. Hendes rødlige øjne gled over Rasbells pjuskede pandelok med et lidt irriteret udtryk, inden at de fandt tilbage til hendes datters stormblå blik, og hun smilede.
"Der kommer et tidspunkt, hvor vi alle må træffe et valg... og du er vokset dig stor, min kære sneblomst. Det valg vil snart komme til dig... det vil finde dig..."
Hoppens stemme var blød, men Fame så hvordan hendes datters øjne kort blev knebet sammen. Så vild og selvstændig som Rasbell altid havde været, havde ansvar aldrig forekommet hende vigtigt eller reelt. Skyggehoppen vidste udemærket af hendes datter hellere end gerne stak af fra det... især beslutninger.
"Din far venter sig ting af dig... og jeg venter mig ting af dig. Når det valg kommer, skal du ikke frygte afgrunden. Min kære Sneblomst, verden er sat sammen som den er... den har altid været... foranderlig. Venner kommer og går, blomsterne spirer og dør og næsten intet varer evigt... men dog med en undtagelse. Blod er tykkere end vand mit barn... og når dagen kommer..."
Rasbells tanker var fjerne, hun fandt det svært at holde fokus på andet end Fame. Hendes brændende øjne, hendes rolige kærtegn og hendes klare stemme der brød skyggernes sang omkring dem. Et sted i hende gav det pludselig mening, og hun anede at hendes mors magi havde fat i hende. Men det trængte aldrig helt igennem til den støvbrunes hoved. For hun var i øjeblikket underlagt Skyggehoppens stemme, der besnærende smøg sig om hende.
"Skal du huske hvem din familie er..."
Word count: 602
Denne tråd kan/skal ikke svares på.
|
|
