Mockingbird [Illana]

Rasbell
The pull on my flesh is just too strong, it stifles the choice and the air in my lungs
Better not to breathe than to breathe a lie. When I open my body and breathe alive

Umiddelbart efter: A legacy of shadows

Et tungt prust forlod den askefødte hoppe og hun kiggede opad. Himlen var overskyet og grålig, men vejret var endnu varmt og lunt. Omkring hende sværmede insekter, flittigt igang med dagens gøremål og en enkelt høg cirklede over hende et sted, sikkert på jagt efter insekterne. Jah, verden gik stille og roligt fremad... men den askefødte, følte pludselig at det var gået for hurtigt.
Rasbell rullede om på ryggen og lukkede øjnene. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre... men hun vidste jo godt at snakken havde været undervej. Hun havde bare ikke troet det var endnu.... den unge hoppe følte sig ikke rigtig gammel nok. Som føl havde hun bare ventet spændt på den dag at hendes forældre ville introducere, eller forklare om det mørke der flød i deres blod. Fortæller om broderskabet, og den magi der omgav dem. Men pludselig var det sket meget stærkt.

Hun havde jo ikke engang set landet endnu... hele sit liv havde hun tilbragt på Foehen, idet at hendes mor havde holdt hende tilbage fra at rejse rundt. Hun havde ikke været stærk nok til at tage turene... men nu hvor hun endelig kunne krydse havet alene, ville Chibale være den eneste ø hun fik set alene. Rasbell havde aldrig set ørkenen, eller bjergene. Kun hørt om dem.
Og i den stille eftermiddag var det hvad hun dagdrømte om. Bjergene, den store ørken og floderne.

But oh, my heart was flawed
- I knew my weakness

So hold my hand
. Consign me not to darkness

Den flødefarvede hale viftede aktivt omkring den gyldne hoppes bagpart, som hun begav sig afsted igennem yderkanten af skoven på Chibale. Sommeren havde været særligt gavnlig for insekterne, og de flokkedes gerne omkring alle levende sjæle som vovede sig væk fra kysterne. Illana brummede sagte for sig selv, da en bremse fik held til at bide hende på låret, og med et lettere irriteret udfald med bagbenet, fik hun den til at slippe.
Snart nåede hun til skovens slutning, og engen bredte sig foran hende. Med en lidt lettet prusten slog hun frem i en ivrig trav, for at komme fri af træernes tæthed, og ud i det åbne, hvor mange insekter opgav forfølgelsen. Lettet var den gyldne, da hun endelig var sluppet af med sine forfølgere, og hun slog et slag med hovedet for at komme af med noget af den ophobede energi, som insekternes jagt havde fremkaldt i hendes indre. Hun betragtede den åbne eng der strakte sig foran hende og tog en dyb indånding; freden på øen var ganske unik. Og godt som den gyldne hoppe søgte efter et godt sted at tage plads, for at beskue omgivelserne, og lade hendes tanker vandre, signalerede Lyset om hendes hals, at hun ej var alene.
Farven ændrede karakter til den let blålige, en farve som Lyset sjældent indtog. Sidst Illana havde observeret Lyset i netop denne nuance, havde hun været i selskab med den askegrå Rasbell, og med en let undrende mine skimmede Illana engen efter den grå hoppe. Dog var hun umiddelbart ikke at spotte, men Illana var ret sikker på, at hun måtte være tilstede, og derfor gjorde den gyldne sig til kende ved at sende et sagte vrinsk ud over den åbne eng.

[8]

Rasbell
I'm a wanderess
I'm a one night stand
Don't belong to no city
Don't belong to no man
I'm the violence in the pouring rain
I'm a hurricane

Den askefødte brummede stille. Varmen gjorde hende en anelse døsig, og selvom nogle måske ville synes insekterne var irriterende, var deres vedvarende summen ganske beroligende for Rasbell. Men noget brød den summen hun lyttede efter og vagtsomt åbnede Rasbell det stormblå blik. Hvem var her?
Stemme var genkendelig og med et fnys rullede Askehoppen om på maven igen. Kunne det være Lyshoppen? Hun mentes at have hørt denne hilsen før og ledte igennem det høje græs efter den lyse skikkelse og stoppede da den landte på hende. Det var virkelig hende... Et lille smil trak i den unge hoppes hvide mundvig, for den gyldne Illana var et velkomment syn. Nok ville hun ikke indrømme det... nej, slet ikke hvis nogle spurgte, men Rasbell brød sig en anelse om lyshoppen. Nok til at ville se hende igen, i hvert fald.

Den støvbrune brummede sagte, førhen at hun rejse sig fra sin lille rede af græs. Åhh... alt det græs. Med en fnysen rystede hoppen sin snehvide man fri for græs og skidt, inden at hun atter fik øjenkontakt med Illana, og smilede en smule.

"Hej igen, Lyshoppe.... lang tid siden"
Rasbells ord var imødekommende, men der hvilede dog et noget slukøret tæppe over hendes ellers livlige øjne. Der var der dog ikke mere end få sekunder, førhen at hun skubbede det fra sig igen.

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

Stilhedens tæppe lagde sig hurtigt over engen igen, efter at Illana's stemme havde givet sig til kende. Der gik ikke længe, før et par slanke ben kunne anes, og en krop rullede om på maven. Forundret over den måde, hvorpå den fremmede havde ligget, hejste Illana den slanke hals og vippede årvågent hendes ører frem imod skikkelsen, som snart viste sig at være netop den askegrå Rasbell, som Lyset kort forinden havde sanset. Illana smilede let, inden hun lod sin slanke hals sænkes lidt igen, og en sagte hilsende brummen blev sendt imod den unge hoppe.
Det måtte være godt et halvt år siden de havde set hinanden sidst; deres veje var skiltes på den selv samme ø, da græsset endnu ikke var vokset frem. Nu stod de her igen, sæsonen var skiftet, og mange ting var nok hændt for dem begge.
Illana nikkede hilsende imod den slanke askegrå, som nu var kommet på benene og hilste hende verbalt an.

,,Goddag Rasbell. Det er længe siden ja, men jeg er glad for vores sti atter krydses."

Og det var sandheden. Selvom der var år til forskel på de to heste, havde Illana haft en sær følelse af tilknytning til den unge sjæl. Om det var fordi hun havde accepteret den gyldne under deres sidste møde, eller om der lå andre årsager bag denne følelse, vidste Illana ikke; men hun ville lyve, hvis hun påstod, at hun ikke var nysgerrig på hvordan den unge hoppes liv havde udfoldet sig siden sidst deres sjæle stod overfor hinanden på Chibales frodige ø.

[9]

Rasbell
I'm a wanderess
I'm a one night stand
Don't belong to no city
Don't belong to no man
I'm the violence in the pouring rain
I'm a hurricane

Den aksefødtes blik fangede Illanas, og næsten umærkeligt nikkede hun tilbage i en afslutning af hendes hilsen. Hun så... glad ud. Den gyldne hoppe havde vel altiid en beroligende aura omkring sig, Rasbell kunne næsten ikke forestille andet, men hun virkede oprigtigt glad for at se den askefødte. Og det var... mærkeligt. Rart, men mærkeligt. Dog smittede det af og roligt tog Rasbell nogle skridt nærmere Illana for bedre at kunne tale med hende, og i enighed nikkede den askefødte.

"Mmmh... det er heldigt med så mange øer..."
Sagde hun og kiggede sig omkring. Jah, det var sandelig heldigt at støde på hende i dag ud af så mange andre dage, men den askefødte havde efterhånden en følelse af at det ofte skete. Landet var stort, men det var også som om at landet ønskede at alle havde selskab. Det lød absurd... men hun var reelt aldrig bange for at fare vild. Hun mødte i sidste ende nogle der kunne hjælpe hende...
Det stormblå blik landede på Illana, førhen hun nysgerrigt vippede hovedet på skrå. Lyset pulserede levende...den gyldne havde jo også fortalt at det levede. Svagt kneb hoppen øjnene sammen... Skulle hun gøre det? Det kunne vel aldrig skade... Selvom den unge hoppe følte sig en anelse latterlig, lavede hun også en mental hilsen til lyset. Måske kunne den... det eller de mærke det. Det var ligeså meget nysgerrighed som en rest af naiv venlighed der fik hende til det, førhen hun atter åbnede munden, med ordene rettet imod Illana.

"Hvordan... har dagene på Chibale været?"
Den askefødt hævede vagt sit hoved en anelse. Hun var blevet større end sidst, ældre men dog stadig ligeeså stolt og... akavet. Hun havde ikke nemt ved small talk, det var tydeligt, og hun prøvede at skjule det bag en nonchalant attitude.

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

Ganske kort efter at den askefødte var trådt ind i den hørbare zone imellem de to hopper, bragte hun sin unge, spinkle krop endnu tættere på den gyldne hoppe. Illana brummede sagte, med de milde toner, som altid flød fra hendes bug, og lod de gyldne ører vippes helt frem, imens hun studerede den unge hoppe. Endnu bar den askegrå præg af, at være i den unge alder, men hendes krop så mere muskelfast ud og på den måde mere voksen. Det klædte hende, det måtte Illana sande. Med en tilpas viften med halen lod Illana det ene bagben hvile, hvorefter hun med et opmærksomt blik så direkte på den unge Rasbell.

,,Ja, det er sørme heldigt - især med tanke på, at jeg sjældent er på det samme sted flere dage ad gangen. Og de dage jeg har tilbragt her på øen, har været ganske behagelige. Sommerens flor har givet en rig mangfoldighed af både mad og skønhed til omgivelserne. Men Rasbell, hvad trækker dig tilbage til denne ø?"

Ved deres sidste møde, var det som om noget pludselig havde trukket i den unge, bedt hende vende bort fra den frodige ø, og søge det hun kaldte 'hjem'. Illana havde en lille idé om, at den unge hoppe anså Vulkanøen som værende sit hjem, eftersom både hendes moder og fader boede der. Dog synede den unge hoppe ikke som en typisk Vulkanø-beboer, i og med hun ikke var en Skyggehest. Af hvad Illana vidste - og huskede fra hendes sidste samtale med slangehoppen Ava - så ønskede Skyggerne, og deres håndlangere, at være fri for dem, som ikke bar Skygger selv. Illana brummede sagte, inden hun tilbød den unge hoppe sin mule, som en fuldbyrdet hilsen; men med respekt for, at den askegrå formegentlig ville afvise det. Hendes private zone var noget større, end de fleste Illana omgik; men det var skam ikke noget, som den gyldne anså som et problem.

[11]

Rasbell
I'm a wanderess
I'm a one night stand
Don't belong to no city
Don't belong to no man
I'm the violence in the pouring rain
I'm a hurricane

Den hvide man bevægede sig i den stille vind, og Rasbell tog sig lidt tid til bare at nyde dens kølige kærtegn. Det var ikke ofte det blæste på Foehen. Måske til det bedre, for kraftige vindstød kunne få asken til at flyve. Det kunne lande i øjne, ører og mund, og kunne være rimelig smertefuldt. Især når man ellers nød den friske vind. Ofte havde Rasbell betragtet de storme der hærgede på havet fra kanten af øen. Men nu kunne hun selv opsøge dem.
Det var blandt andet grunden til hendes eventyrlyst. Der var meget at se og så lidt tid til at se det. Chibale var hun jo stadig i gang med at undersøge, og hver dag fandt hun nye steder med anderledes planter eller dyr. Derfor kunne hun nikke genkende til Lyshoppens ord om den rige flora. For jah, den havde hun selv brugt tid på at undersøge og Stormhoppen smilede.

"Jeg havde aldrig troet at så mange blomster kunne findes et sted"
Sagde hun opfølgende og kastede et blik nedad. Selv her hvor de stod, kunne Rasbell med lethed plukke en blomst op og aldrig have set den før. Blikket faldt på en af de gule og blå. Gad vide hvad den hed?
Hoppens ører vippede kort fremad ved Illanas spørgsmål. Hvad bragte hende hertil? Den støvbrune bed tænderne en anelse sammen, for svaret var egentlig rimelig simpelt. Hun vidste det godt, men vidste ikke hvordan hun skulle forklare det...

"Jeg... synes øen var smuk. Jeg ville gerne se lidt mere, inden at..."
Hoppens ord stoppede og hun smilede. Et smil med mange nuancer, for det var ikke usandt hvad hun sagde. Hun syntes faktisk at øen var smuk. Hun kunne godt li' at være her og den talte til hendes eventyrlystne sind end askeøens hjemlige egne.

"Jeg kunne godt tænke mig at vide lidt mere om landet..."
Endte hun med at sige en anelse tilbageholdende. Hun kendte ikke Illana... hun kunne ikke snakke med hende sådan, for næppe ville hendes mor bryde sig om det. Illana var en fremmed. Og selvom hendes nærvær bød den aksefødte at fortælle kunne hun ikke.

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

Selvom vejret var stille, var der en kælende vind, der smøg sig om de to hopper. Den kridhvide man, som askehoppen havde, så helt levende ud, som den bølgede i bløde bevægelser omkring den unge hoppes hals. Illana vippede let med ørerne, imens hun studerede den unge på ny; efter hun havde spurgt, hvad der havde lokket den unge tilbage til øen, var der en rum stilhed, hvor Illana for alvor kunne få lov at studere den fine hoppe, som Rasbell var blevet til. Hendes farve havde et særligt spil under solen, og stod i stor kontrast til hendes hvide man. De spraglede aftegn, som kærtegnede hendes ben, underside af mave og hals, lignede næsten hvidt vand, som den unge var løbet igennem, og så var blevet hængende. Hendes træk var feminine og stærke på samme tid.
Den unge Rasbell var en smuk hoppe, og den gyldne Illana kunne snildt forestille sig flere hingste dreje hovedet efter den askefødte.

Rasbell brød stilheden efter en tænkepause. Illana's ravfarvede øjne blev flyttet imod den unge hoppes blik, imens hun lyttede til de ord, som hun sagde. Det fremkaldte et smil hos Illana, at blive indviet i noget, som den askefødte syntes om - eller ønskede at opsøge. Hun havde lært meget ved deres sidste møde, men endnu var den unge hoppe en forholdsvis ukendt skabning for Illana. Hun brummede mildt, inden hun hævede den gyldne hals en smule.

,,Det overraskede også mig, første gang jeg besøgte øen, at der kunne findes så mange farver i et ellers grønt landskab. Der hvor jeg er født, var der ikke mange blomster - men mange forskellige træer, buske og græsarter. Mange af de farver, som blomsterne her har, havde jeg aldrig set før."

Illana nikkede imod en særlig lilla farve, som en af blomsterne i nærheden havde. Det var blot én af de farvenuancer hun først havde opdaget, efter hun havde sat sine hove i landet for første gang. Hun smilede let, og så herefter på Rasbell igen. De ord, hun nu sagde, fremkaldte et smil på den unge hoppes mule, men samtidigt brød hun sætningen af. Inden..
Hvad det var, den unge stod overfor at skulle gennemgå, vidste Illana ikke. Hun havde sine anelser, men noget i den gyldne havde forstået, at hun ikke skulle spørge. Hvis den askefødte ønskede at dele det med hende, ville hun gøre det - og Illana skulle ikke presse hende til det. I stedet hæftede hun sig ved det næste, den unge sagde og et lille smil kunne findes på den grå mule, som Illana besad.

,,Er der noget bestemt, som du gerne vil lære om landet?"

Spurgte hun så. Det kunne jo være, at Illana kunne berige den askefødte med noget af hendes viden, som hun efterhånden havde samlet sammen på hendes mange rejser rundt i Andromeda's land.

[21]

Rasbell
I'm a wanderess
I'm a one night stand
Don't belong to no city
Don't belong to no man
I'm the violence in the pouring rain
I'm a hurricane

I lyset af hvordan hendes ord kom ud, tog den gyldne hendes svar meget pænt. Hun spurgte ikke ind, hun snagede ikke men respekterede med stille mine hvordan den askefødte veg uden om hvad der havde bragt hende tilbage. Deraf følte Rasbell en hvis lettelse da hun responderede med hvad hun ønskede at vide om landet Andromeda, der på trods af at være hendes fødested, havde mange hemmeligheder hun ikke kendte noget til.
Den støvbrune brummede derfor tænkende og kastede et blik på området omkring dem. Illana måtte vide noget siden hun spurgte, og den støvbrune havde en næsten umættelig nysgerrighed hvad alt angik. Hvor mange heste boede her? Hvad var Teylar? Hvor mange øer fandtes? Havde den gyldne familie, eller var hun alene i landet?

Hvordan fungerede Vogterne - hvorfor var de så specielle?

Hoppens foranderlige sind bad hele tiden på udfodringer der kunne give svar, men at få dem leveret kunne også være rart. Hendes mor havde aldrig fortalt hende mere end hvad hun spurgte ind til og den askefødte følte et bredt smil bryde hendes hvide mule, og hun sagde efter en tænkepause.

"Hvordan kom du til landet... du er ikke født her, korrekt?"
Hopppen havde mødt flere og flere der ikke engang kom herfra - og det var mærkeligt. At komme fra et andet sted forekom hende umuligt, for Rasbells fantasi strækkede sig ikke til at forestille sig andre samfund end det ø samfund de levede i nu. Det stomblå blik glimtede nysgerrigt i solens lys, og Rasbell kiggede afventende - jah næsten utålmodigt på den gyldne Illana, og en gnist af varme fik hendes hjerte til at banke i spænding for Lyshoppens svar.
Hun ville så gerne vide alt.

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

Den askefødte Rasbell uddybede ikke yderligere, hvad det var, som lå bag hendes besøg på den frodige ø; det var hendes egen hemmelighed, og det var en hun skulle have lov at beholde. Illana gav hende blot tid, til at overveje hvad hun da ville spørge den gyldne om. Alt imens den unge hoppes blik studerede omgivelserne, betragtede Illana atter den støvbrune askehoppe. Det var tydeligt på hoppens blik at hun tænkte, og Illana kunne ikke undgå at spekulerer på, hvad der mon udspillede sig for den unge hoppes indre øje.
Efter lidt kom et smil til syne på den unge hoppes mule, og hun stillede Illana et spørgsmål, som hun faktisk sjældent havde svaret på. Ofte havde hun fortalt om sit hjemland, men meget få kendte til hendes rejse hertil. Illana vævede en anelse, flyttede vægten fra det ene forben til det andet, imens hun meget nøje overvejede, hvordan hun skulle forklare noget, som egentligt havde været ganske smertefuldt, og stadigt hjemsøgte hende den dag i dag, til en hun knapt kendte. Illana brummede efter noget tid i accepterende toner, inden hun lod de ravfarvede øjne mødes med den askefødtes.

,,Det er korrekt jo. Jeg er ikke født i landet her - men i et land, hvor livet var meget anderledes end her. Den flok jeg er født og opvokset i, levede et normadeliv. Vi flyttede os efter maden, som var ganske sparsom. I bund og grund levede jeg et ganske godt liv - men ting skete, som gjorde, at jeg pludselig befandt mig ganske alene i den verden. Det var dér jeg mødte Lyset for første gang. Ser du, før jeg kom til Andromeda, frygtede jeg mørke. Jeg var bange for at gå i de tætte skove, bange for træernes skygger. Lyset var for mig en frelse, en lovning på noget bedre, og jeg fulgte det. Hvad er så skete, mellem mit gamle land og dette, er mig uvist; for det føltes som om tiden stod stille. Jeg var som fanget i et mørkt intet, hvor der hverken fandtes tid, sted eller noget midt i mellem. Jeg befandt mig i dette mørke ingenmandsland, indtil min krop accepterede mørkets nærvær; og så var det at lys, farver og varme atter begyndte at vise sig for mig. Jeg var nået frem til dette land - på det tidspunkt et ret ubefolket land; men det blev til mit hjem."

Illana tav nu. Hun havde udeladt en masse detaljer om hendes fortid; bl.a. hvorfor hun var blevet udstødt fra flokken. Disse mente hun endnu var for private til at dele med den unge hoppe, selvom hun skam ikke ville undlade at svare, såfremt Rasbell spurgte mere ind til det. Men for nu var det Illana's fortid; og ville forblive det, indtil nogen spurgte hende om det. Hun lagde hovedet en anelse på sned, og betragtede med et let smil den unge hoppe.

[26]

Rasbell
I'm a wanderess
I'm a one night stand
Don't belong to no city
Don't belong to no man
I'm the violence in the pouring rain
I'm a hurricane

Den gyldne fortalte om hendes hjemland. Hun fortalte om hendes rejse, lyset om hendes hals og selvom det lød absurd, kunne den askefødte acceptere det. Hun havde set meget absurd magi i sin korte levetid. Og med en barndom blandt skygger, kunne Rasbell også forestille sig hvordan lyset, Den Vises magi og Illanas fortolkning ikke var usand.
Derfor lyttede Rasbell kun. Hun afbrød ikke, holdt tilbage med pludselig spørgsmål men prøvede at forstå den lyse hoppe. Der var noget fascinerende over hende... den samme ting der også nogle gange irriterede Rasbell. Hendes ydmyghed irriterede og fascinerende hoppen, hendes velformulerede ord. Kontra hendes mors opførsel, eller nogen anden fra flokkens var den atypisk.

"Det må have været.... ubehageligt at være så alene.."
Hoppens ord kom lidt efter Illanas afslutning, og Rasbell tippede hovedet på sned. At komme til et fremmed land, uden at kende nogen som helst.. Det måtte være forfærdeligt. Måske var Aljun ikke den optimale familie, men selv der var man aldrig alene. Der var altid nogle til at tage sig af en..

"Hvem var den første du mødte?"
Måske ville Rasbell også møde hoppens venner, familie eller dem der var blevet til det. Jah, måske hvis hun rejste nok omkring!.

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

Tavsheden der lagde sig omkring de to hopper, varede ikke længe. Den støvbrune hoppe lod snart sine toner lyde, og de ord hun sagde, lød mere som en konstatering, end et spørgsmål. Dog nikkede Illana bekræftende med en sagte brummen; det havde været ubehageligt. At stå forvist fra den flok hun var opvokset i, var det største svigt hun havde oplevet. Hun havde følt sig knust, forvirret og ødelagt - men Andromeda havde givet hende en ny chance for at få alt det, som hun havde mistet. Og det var gået den gyldne sjæl ganske godt i dette land, for hun havde både fundet venner, et hjem og kærlighed - om end hun frygtede, at kærligheden igen havde forladt hende. Hun viftede let med halen og lagde selv hovedet let på sned ved den unge hoppes ord. Hvem var den første hun mødte? Illana smilede let for sig selv, inden hun lod blikket vandre fremad og beskue omgivelserne en smule. Det var så længe siden..

,,Zekaryah hed han. En meget speciel, dragende og mystisk sjæl, hvis sjæl ej længere er at finde i dette land. I hvert fald ikke til fulde. Om han stadig har kontakt med selve landet, er mig uvist, men.. "

Illana tav. Hun vidste ikke præcist hvad var sket med den særlige hingst, efter de havde vandret til bjerget for Lyset rører jorden. Det havde været en rejse med mange følelser, mange indtryk - og ofte tænkte Illana tilbage på hingsten, som hun vidste vogtede over Portalen. Det var dengang Illana selv mødte Den Vise for første gang, og sidste gang hun så Zekaryah. De havde fulgtes ad, men deres veje var blevet skilt - og hvis Illana skulle tale fra hjertet, så savnede hun den mystiske hingst ufatteligt meget.

[9]

Rasbell
I'm a wanderess
I'm a one night stand
Don't belong to no city
Don't belong to no man
I'm the violence in the pouring rain
I'm a hurricane

Den støvbrunes øjne lagde sig om den gyldne Illana med en nysgerrig tone. Hendes fortællinger var spænende, og for Rasbell, hvis tanker og sind indtil nu havde været tynget af en fremtidsfrygt hun ikke kunne beskrive, var det næsten befriende blot at stå sådan. Selvom Illana ikke burde være en støtte, og selvom hun næppe burde tale så frit med vogterne... så gjorde hun det. At lette sit hjerte var aldrig let, for den askefødte betroede sig ikke til andre med lethed. Men måske var det nødvendigt... måske ville hun en dag forstå hvorfor den gyldne Illana tog imod hende med sådan en venlighed.
Måske ville hun en dag forstå.

Rasbells snehvide man bølgede i den stille vind idet at Illana tav. Hendes blik studerede hende undrende. Men? Men hvad? Tøvende tog den askefødte et skridt tættere på Illana.

"Men du savner ham..?"
Mumlede den støvbrune, dog ganske lavmeldt og en anelse funderende. Rasbell var bekendt med savn, men ikke på den måde som man skulle tænke. For Rasbell savnede sjældent med hjertet: det gjorde for ondt.

"Du bør ikke fortælle mig ting der gør dig... ked af det, eller utilpas"
Mumlede hun efter lidt tid og fangede Illanas varme, brune øjne. Den gyldne skulle ikke forpligte sig selv til at uddybe hvis ikke det gavnede hende. Hun behøvede ikke at tale eller være så ærlig med sin snak med Rasbell... at have så stor tillid til at hun ikke ville udnytte eller håne den gyldnes savn, forekom Rasbell uendelig mærkeligt, og dog en anelse rart.

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

Den gyldne Illana tippede et øre mere direkte imod den støvbrune hoppe, som nærmede sig en kende yderligere. Illana lod et venligt brum forlade hendes strube, som for at fortælle, at det var okay at hun kom hende nærmere. Derpå vendte hun det gyldne hoved imod den unge Rasbell, som snart lod lavmeldte toner flyde imellem dem. Illana tippede sine ører en anelse vemodigt rundt, inden hun nikkede bekræftende af den unge hoppes ord.

,,Det gør jeg jo. Selvom jeg ikke delte et voldsomt tæt bånd med ham, så delte vi noget ret unikt, og på kort tid føltes det som om, at jeg havde kendt ham det meste af mit liv. "

Hun hævede sin hals en lille smule, og tillod sig selv at hvile en anelse på det ene bagben. I selskab med den unge Rasbell følte Illana sig ikke længere obligeret til at være på vagt, og en efterhånden gensidig respekt var ved at falde over dem. Illana lod et lille smil vises på den grå mule ved det næste ord, som hun fremsagde. Der var så store forskelle på de to, og de stod i så stor kontrast til hinanden; men alligevel følte Illana, at netop disse forskelligheder gjorde, at de kunne komme hinanden nærmere.

,,Faktisk, unge Rasbell, så hjælper det oftere at snakke om de ting, som ligger en på sinde, end at holde dem for sig selv. Sådan har jeg det i hvert fald. Zekaryah ligger gemt i mine minder og mit hjerte, men det føles egentlig rart nok at omtale ham. Det holder på sin vis mindet om ham i live, så det ikke bliver glemt."

Hendes smil forblev siddende på den grå mule, da hun var færdig med at snakke. Derpå gjorde Illana sig en sigende bevægelse, som for at invitere den støvbrune hoppe med sig. Ikke langt fra dem, fandtes et stykke skov, der rummede mange fascinerende syn - og særligt ét ønskede hun at tage den unge hoppe med til, såfremt hun ønskede at følge den gyldne.

[14]