Birds of a feather[Crelle]

Den sene aften var ved at transformere sig om til nat. Himmelen var ved at gå til ro, dens farver ændrede sig fra klar blå til gule, orangepg endda let grønlige farver. Til sidst ville alt være sort. Ligesom sillouetterne af planterne, der skjulte en lille skabning. Ne skabning fyldt med spændte muskler og vidt opspærrede øjne. Den sorte hingst var ikke gvad du kunne kalde en hest, nærmere en lille pony, så da han, Lancelot, nær va rendt ind i en grævling var det noget af et chok og noget af en vild flugt, da den forsøgte at få fat i ham.. Han ahvde formået at komme væk, men først efter han var kommet op af et mindre bjerg, der lå ud til en stor sø. Det var et smuktsyn. Solens sidste stråler havde spillet så pænt i vandet og til sidst var søen blot et fredeligt spejlbilled af himmelen. Lannie kunne have stået her og til sidst faldet i søvn, hvis det ikke havde været for at han lige var blevet vækket, fordi han lørte lyden af et eller andet i græsset længere nede ved foden af den mindre bjerg han var kommet op på... Nu var det jo ikke fordi Lancelot var bange af sig, slet ikke. Han var en ganske modig lille pony, som ikke tog ret meget bullshit fra nogen. Om det så var hans hjerne der spillede ham et puds! Hvis der var noget der nede, så skulle han nok gå der ned og fortælle dem, at det altså ikke var acceptabelt at ødelægge andres nattesøvn ved at komme brasende som en eller anden kartoffel med ben... Lannie var godt nok ikke den venligste at selskab,  men man lærte at holde af ham, eller man lærte at leve med ham... Især når man var tvunget til det, ligesom hans tidligere familie havde været. Melli var også her i landet, hun havde det godt og var nok en af de få han oprigtigt holdt af. Den eneste der vidste at han ikek var så slem, som han enligt førte sig frem for at være. 

Lannie vippede sine sorte øre frem og rystede hovedet let for at give ham et bedre udsyn gennem hans pandelok. Han kunne ikke rigtigt se nogen, men lyden syntes stadig at være der. Så han begyndte sin mindr enedstigning fra det mindre plateu han havde fundet sig. Det var langt fra toppen af klippen, men for ham og hans små ben var den en lidt længere rejse end bare lige en stigning. Han gled lidt her og der på et par løse småsten, men ellers var han godt på vej ned mod græsset. 

Fredeligt stod den lille Christian i Teylars udkant, godt gemt under træernes svalende skygge. Bag ham tårnede et mindre bjerg sig op, det eneste på hele øen; men aldrig et, som den lille pony havde haft lyst til at udforske. Hans sikkerhedszone var flokken, og han holdt sig helst indenfor dennes grænser.
Crelle, som den lille pony blev kaldt, stod og halvsov ganske alene. Han havde for nyligt brugt meget tid sammen med den guldfarvede kæmpehoppe Tsavani, som han havde vist rundt i hans hjem, med respekt for, at det ej var ham, der bestemte, hvem der betrådte Teylar's område. Den store hoppe havde dog vundet en særlig plads i hans hjerte, og derfor havde han haft så stor en lyst til at vise den smukke hoppe hans hjem, at han havde valgt at føre hende på en guidet tur igennem området. Og nu stod han her - kølede sig under træernes tætte hvælving. Sommervarmen var hård for ham, og selvom hans sommerpels var lige så kort som de store hestes, så var han ikke bygget til det varme klima, som dette frodige land havde at tilbyde.

En lyd fik den lille grå pony til at vrikke med de små, tætte ører. Lyden af småsten et sted i baggrunden kunne høres og efter et par missende blink med øjnene og et lille gab, rettede han sig op fra sin hvilende stilling og kiggede bagud i klippens retning. Han kunne lige akkurat skimte en skikkelse bevæge sig ned fra klippens kant og forundret gav Crelle sig til at betragte denne, uden at tænke yderligere over, at den fremmede egentlig havde kurs direkte mod Teylar flokken - og ham selv.

[3]