A Mountain View | Arion

Bjergene tårnede sig op i horisonten. Den gyldne Illana var endnu engang blevet draget af øens uforudsigelighed og hemmelighed, og skridtede med elegante bevægelser imod bjergpasset, som kunne gemme på de mest utrolige ting. Illana var fortsat i sin søgen på vogterne, for at samle dem og advare dem. Skyggernes udbredelse var ved at være meget eminent, og kunne ikke længere gå hen i det uvisse. Illana brummede sagte for sig; tanken om, at dette land skulle henlægges i det evige mørke igen, bragte sorg til hendes sind. Både fordi hun, af ganske egoistiske årsager, ikke ønskede at miste sit hjem, eller sin identitet, men også fordi hun frygtede for alle levende sjæle i landet. Hvis det blev, som Den Vise havde vist hende, ville selv Skyggehestene miste deres sjæl, og blot være tomme skalle, som Skyggerne kunne nære sig af. Illana rystede let på hovedet af disse dystre tanker; Lyset i krystallen var blevet en anelse uklart, fordi det blev påvirket af de følelser, som Illana havde. Farven var ligesom blevet svag, bleg. Illana knep sine øjne sammen og forsøgte at aflede hendes tanker, og hendes blik faldt på de enorme bjerge, som hun begav sig imod. Synet var utroligt smukt, og efter lidt, klarede Lyset i krystallen op og genoptog sin vanlige gullige farve.
Stilfærdigt vandrede den gyldne videre, i troen om hun var alene. Men måske ville denne vandring, der endnu engang skulle bringe hende til bjergene, også bringe nye selskaber?

[12]

Den skimle hingst, med den lange og fyldige man, havde endelig vovet sig til Enophis ø, endnu engang. Han var ikke meget for at svømme, så han opholdt sig ofte længere tid af gangen på samme ø, inden han søgte tilbage til en anden. Oftest var det Enophis og Leventera den galante hingst befandt sig på. Han var en drengerøv, men en drengerøv med manérer og elegance – en god sammenblanding af en ungt sind, der dog ejede meget visdom og historie allerede nu.

Hans blå øjne hvilede fremad imod de store bjergtinder, der udformede sig for hovene af ham. Han var ikke langt fra dem, og underlaget under ham havde allerede forvandlet sig til mere stenet og hårdt, end for blot få meter siden.
Han havde været oppe af bjergtinderne et par gange – men han havde dog ikke i sinde at søge opad denne gang. I stedet drejede han kroppen smidigt omkring, og kiggede modsat af bjergene.

Længere fremme, dukkede en lys skikkelse op. Han missede let med øjnene, for at lokalisere hvem det var – men det var ikke nemt at se endnu.
I en let og smidig bevægelse knejse Arion sin nakke dybt, og slog den lange hvide hale i nogle slag bag ham, inden han kastede med hovedet op og ned, for derefter at sætte hårdt af med bagbenene, og dermed bar han sig selv fremad i en kort og samlet galop. Han knejste atter nakken, mens hans nærmede sig skikkelsen, med elegante og dog maskuline skridt. Han kom nærmere, og mærkede duften fra skikkelsen i hans næsebor – og han genkendte dem. Det var den lyse Illana, der minsandten havde bevæget sig i hans retning.

Arion lod de blå drengerøvs øjne falde mod hende, inden han udsendte et glædeligt og hingstet vrinsk i hendes retning – han søgte tættere på hende imens. Men han var dog klar til at slå bremsen i, hvis den lyse Illana ikke ønskede skimmelhingstens selskab.

Lyset om Illana's hals sansede meget. Det sansede både den gyldne skikkelses følelser, kunne sanse farer i omgivelserne og andre sjæle, der bevægede sig indenfor dets rækkevidde. Lyset var det første der reagerede, da en sjæl viste sig at være i nærheden af den gyldne, og den gule farve som der dominerede i den klare krystal, ændrede sig nu til en mere hvidlig. Ikke så kraftigt, som når Illana var i nærheden af en fremmed eller en, som var berørt af Lyset, men lidt derhen ad. En sjæl, som hun havde kendskab til var i nærheden, og det var en sjæl som den gyldne umiddelbart syntes om.

Snart kunne hun se ham. En hvis, majestætisk skikkelse, som kom imod hende i samlet galop. Han bar sig med ynde og smidighed, men hans bevægelser fortalte ligeledes en historie om kraft og styrke. Illana standsede sin yndefulde bevægelse og stod i samlet parade med let hævet hals og ørerne vendt frem imod den hvide hingst. Arion var det, og Lyset nærmest bølgede i krystallen, for at hilse den hvide vandre an, som kom dem nær.

Illana svarede spontant det vrinsk, som Arion udsendte og slog et ivrigt slag med halen. Hun dansede et par skridt til siden, inden hun formede sin slanke hals og slog frem i en smidig og rummelig trav, og i takt med at den hvide kom nærmere, dansede Illana ud på en cirkel omkring ham, i en taktfast rytme. Hele tiden holdt hun blikket imod den hvide, og et smil var både at se omkring hendes grå mule og i de ravfarvede øjne. Det var længe siden hun havde været i et selskab, som hun ikke havde det dybe kendskab til, og det skabte en livlig spænding i den gyldne hoppes sind. Hun brummede sagte, men hilsende imod hendes selskab, inden hun gjorde sin cirkel en anelse mindre, for selv at nærme sig den hvide danser.

[14]

Den hvidskimlede hingst slog ivrigt og dog kontrolleret med sit hoved, imens han nærmede sig den yndefulde gyldne Illana. Et vrinsk ramte imod hans sensitive øre, og vrinsket tilhørte den gyldne hoppe, som altså besvarede hans hilsen. Hun ønskede hans selskab, og det var ganske vidst noget, som den hvide Arion syntes meget godt om. Han elskede selskab – og han kendte stadig ikke mange i dette land.
Hans kontrollerede galop fortsatte fremad i mod hende, mens de rytmiske lyde ramte ind i hans øre, fra hovene der ramte imod jorden under ham.

Hans blik hvilede livligt frem imod Illana, som satte frem i trav i hans retning, og skabte en cirkel omkring den galante hingst. Hun gjorde den mindre og mindre, og derfor påbegyndte Arion en endnu mere samlet galop, der til sidst endte ud i at han standsede op i en helt samlet parade, med nakken knejst galant og dybt. Hans smil kom frem på mulen, et drenge og dog venligt smil, inden han brummede i hendes retning med dybe og hilsende toner.

,,Godaften, kære Illana”

Hilste han da med den dybe og maskuline tone, der emmede af venlighed og naturlig charme. Hans blå øjne hvilede ind i hendes, og de var livlige og imødekommende til hende.

,,Så krydses vores veje igen – og det er mig en sand fornøjelse, igen at rende ind i dig”

Sagde han da, og nippede venligt ud i hendes retning, dog uden at nærme sig hendes mærkværdige lys og kæde – for den rørte han ikke ved. Det var hendes, og det ville han ikke pille ved.

,,Hvordan har du det, Me’Lady?”

Hans stemme var galant og varm, mens han kiggede undersøgende på hende – hun så dog ud til, at være ganske okay – i hvert fald fysisk.

Den cirkel, som Illana havde skabt omkring hingsten blev fortsat formindsket. Snart var den hvide nede i langsomt tempo, nærmest galopperende på stedet, inden han stoppede op i en samlet parade. Illana nød at betragte den kontrol han havde over de stærke lemmer, som kunne bære ham både langt og med ynde. Illana fortsatte sine rummelige trin, indtil hun var ham så nær, at hun nærmest ikke kunne holde traven. Her slog hun i skridt og søgte hurtigt hans side, tidsnok til at imødekomme hans puf, som hun gengældte i en hurtig og smidig bevægelse.

,,Godaften, du hvide Arion. Fornøjelsen er på min side. Det er længe siden, at vi sidst sås!"

Illana smilede oprigtigt, inden hun slog let med det feminine hoved. Hun brød sig vældig meget om den hvide hingst, og selvom hendes hjerte havde valgt sin udkårende, kunne hun ikke lade værre med at blive en anelse kåd i selskab med en hingst af den elegance og charme, som Arion besad.

,,Jeg har det ganske fint, tak. Min hverdag byder mig i øjeblikket på lange vandringer, i søgen på de andre vogtere; så det er længe siden, at jeg har forholdt mig i ro i længere tid ad gangen."

Brummede hun sandfærdigt. Hvor meget den hvide kendte til forholdet mellem lys og mørke i landet, vidste hun ikke - og hvis ikke den hvide havde lange snakke i tankerne, ville hun ikke indvie ham i det nu. Hun sendte ham et smilende blik, inden hun atter puffede imod hans hvide hals, hvor hun denne gang fik berørt ham.

,,Hvordan har du det - og hvad har din tid i Andromeda budt dig på, siden vi sidst krydsede stier?"

Spurgte Illana med en uforpligtende nysgerrighed. Den gyldne var født med stor respekt for andres grænser, og hvis ikke den hvide ønskede at fortælle hende, hvad han havde oplevet, så ville den gyldne ikke grave; men nysgerrig var hun.

[15]

Arion, den skimmelhvide vandrer, stod ganske galant og samlet i kroppen, mens han betragtede Illana, som til siidst kom helt hen til hende, tidsnok til at hans puf kunne ramme hende, og hun dermed gengældte det med sine smidige bevægelser. Hun havde en dyb elegance, og hendes måde at være på var meget flatterende og varm, samt fyldt med hjerterum; og det kunne den skimle hingst ganske godt li’.
Han brummede i varme toner i mod hende, inden han trippede lidt sidelæns med bagbenene, og slog en enkelt gang op med hovedet, for derefter at samle kroppen galant igen.

,,Du har ret, Me’Lady, det er alt for længe siden”

Smilede han oprigtigt og brummede i en dyb og charmerende tone, mens ørene vippede lyttende omkring dem, inden de fandt deres vej til den gyldne hoppe igen. Hun fortalte om sine vandringer, for at finde de andre Vogtere. Vogterne havde han hørt om, og Illana havde en enkelt gang nævnt det gode og det onde – en kamp, der måske snart ville komme?

,,Illana, det lyder til, at deres elegante ben skal bære dem i mange retninger. Er der noget jeg kan gøre for dig – hjælpe dig, på en eller anden måde? Sig blot til, så er jeg til tjeneste – enten ved din side, i din søgen; eller du kan sende mig afsted på en søgen alene. Sig blot til, Me’Lady”

Han bukkede galant ned for hende, og brummede i nogle dybe og varme toner; han ville altid gerne hjælpe. Også selvom han måske ikke var den stærkeste eller største hingst i området – men han havde sin sjæl, sin stædighed og sin mentalitet til hans hjælp. Han rettede sig op igen, og mærkede hendes puf imod hans hvide hals. Det resulterede i en dybere brummende lyd, af behag, inden an puffede tilbage til hende, og blidt nappede hende på den ene skulder. Han trak derefter hovedet til sig igen, og lyttede til hendes ord.

..Nåeh, jeg har ikke så meget spændende at fortælle. Det er blot længe siden, min vej er krydset andre sjæle – så det er en sand fornøjelse, at det så lige blev dig, der skulle være på den vej jeg fulgte. Men jeg har det ganske fint.”

Svarede han roligt, og nikkede en smule eftertænksomt. Han havde det jo fint – men han savnede sin flok, sit hjemland, kammerater og veninder. Dem havde han ikke rigtig her endnu, om end Illana nok var det tætteste på en veninde han havde, i Andromeda. Men med tiden, ville det nok komme alt sammen, det troede han hvert fald fuldt ud på. For han var ikke pessimist – nej, han var optimist den skimmelhvide vandre!

Illana betragtede meget nøje den hvide, majestætiske skikkelse, inden hun vippede sine ører lyttende frem til hans ord. Han tilbød hende sin hjælp, uanset om det ville være at hjælpe ved hendes side, eller gå ud på enge hov, for at hjælpe den gyldne. Et smil bredte sig om den grå mule, inden hun med taknemmelighed i den ravfarvede øjne strøg ham over den snehvide pels.

,,Det er et meget generøst tilbud, du hvide Arion. Dog er min søgen snart ved vejs ende, og jeg tror ej at der er noget på nuværende tidspunkt, som jeg vil kræve din energi til. Jeg er dog oprigtig glad for, at du vil hjælpe; og såfremt jeg får brug for det, vil jeg finde dig, du hvide."

Generelt havde den gyldne hoppe været dårlig til at tage imod hjælp; ofte ønskede hun at klare det selv. Den hvide havde dog givet hende et tilbud, der rakte ud over almen venlighed, og den gyldne kunne - lige som Lyset - fornemme, at denne hingst talte med oprigtighed. Hvis det kom dertil, at den gyldne ville få brug for hjælp, da vidste hun, at hun kunne regne med den hvide. Hun brummede med de feminine toner, som dog også indeholdt en form for kådhed, inden hun rankede sig en anelse. Han fortalte, at der ikke var hændt meget spændende i hans liv, siden deres veje for længe siden var krydset for første gang. Hun lagde hovedet let på sned, inden hun svirpede et par gange med halen.

,,Jeg er glad for, at du har det godt, Arion. Men, hvis du endnu ikke har oplevet landets eventyrligheder, vil du så slutte dig til mig? Jeg var egentlig på vej imod bjergene, men jeg kender et sted på den vestlige side af bjergenes enorme tinder, som er ganske mageløst."

Hun smilede let, inden hun med mimrende mule rakte sig en anelse frem imod hans maskuline hoved. Tiden var snart inde til at samle vogterne på Tenga; den eneste hun havde manglet var Matthew. Ham havde hun håbet at finde på Enophis, for hendes søgen havde bragt hende rundt i landet længe nu. Hvis ikke hun fandt ham på den bjergklædte ø, ville hun søge til den hemmelige vogterø og samle de, som ønskede at stille op. Dog kunne hun godt strække det lidt, og nyde det selskab som hun var stødt ind i; og Lyset om hendes hals havde samme følelse.

[16]

Den skimmelhvide hingst, stod med kroppen rank og roligt. Han havde ikke en dominerende holdning i kroppen, næ, han bar sig såmænd bare rankt og flot, og det havde han altid gjort. Arion så ingen grund til at være dominerende – for det havde han ingen grund til at være, i et selskab som dette. Han reskepterede den gyldne hoppe, ja faktisk respekterede han de fleste, så længe at forståelsen og respekten var gengældt; og det mente han at den var, fra den Gyldne Illanas side.

Han vippede sine hvide øre imod den fine hoppe, da hun talte. Hun havde ej behov for hjælp lige nu; men hun ville huske hans ord, hvis hun en dag havde behov for det, og det glædede ham.

,,Blot du husker det Me’Lady; for jeg mener skam mine ord”

Nikkede han roligt, og brummed ei nogle maskuline toner til hende, inden hans hoved gled let på sned ved hendes næste ord. Arion sagde aldrig nej til et eventyr, og da slet ikke med en hoppe som hende, ved hans side. Det kunne jo kun blive mere eventyrligt end det allerede var; for Illana måtte være taget ud af et eventyr, så fin og gylden som hun var, samt med den fine kæde og lyset der hang på hendes bringe.

,,Jeg vil da med glæde følge dig på et eventyr, Illana. Hvis ikke det hindrer dig i dine andre gøremål?”

Nikkede han galant, og brummede med hingstede toner, inden han drejede sin bagjrop i en halv cirkel, således at hans krop var drejet i samme retning som hendes.
Han strakte sin mule imod hende, og nippede til hendes skulder, inden han knejste nakken galant og brummede i nogle afventende toner, mens han trippede lidt på stedet; energi, det havde Arion bestemt nok af.

Beæret var den gyldne hoppe, over de ord som den hvide vandre udtalte. Hun ville huske hans ord, hans tilbud om at hjælpe hende, hvis det blev nødvendigt - og Illana ville huske det. Hun smilede bredt om den grå mule, inden hun rankede sig en anelse. Ikke for at opnå en autoritær position, eller udstråle magt og styrke; men for at forberede sig på at træde frem. Den hvide ville gerne følge hende på eventyr, og Illana vidste lige præcis hvor hun ville søge hen. Med et sigende smil satte hun frem i en elegant skridt, med let hævet hale som det lå til hende. Hun bød uden ord den hvide til at følge hende, og et lille glimt kunne let anes i de ravfarvede øjne.

,,Det hindre mig ej, kære Arion. Mine gøremål er ved at være ved vejs ende alligevel, og jeg tror ikke jeg finder det, som jeg søger på denne ø. Jeg kan ikke fornemme, har ikke set eller hørt om, at en vogter ved navn Matthew skulle være her - så i stedet for bare at vandre videre, kan jeg da lige så godt bruge tiden i godt selskab"

Muntre toner afsluttede hendes ord, inden hun nippede tilbage imod den hvide. Hans stemning og energi var smittende, og snart begyndte Illana selv at trippe op imod en svævende trav. Hendes flødefarvede man og hale bugtede sig let i vindens milde strøg og den gyldnes skind glinsede i solens stråler. Ved hendes side synede den hvide hingst nærmest som det reneste sølv, og udadtil måtte de synes nærmest unaturlige i deres glinsende farver. Illana brummede ivrigt, inden hun slog hovedet til siden i en graciøs bevægelse, og lod hendes trippen blive til den rummelige, svævende trav imod bjergene.

[28]

Arion, den skimmelhvide hingst, betragtede med energiske blikke, den gyldne hoppe. Hun var et selskab som behagede ham; hun hvilede i sig selv, og dette kunne den galante herre godt lide. Sjæle der hvilede i sig selv, var oftest nemmest at være i selskab med, fordi de var sig selv, og ikke søgte at være som andre ønskede det. Det gav altid det bedste møder. Hun rejste kroppen en smule, rankede den, og begyndte at bevæge sig afsted i en feminin skridtgang. Den skimle herre rankede selv kroppen, og begav sig fremad, op til hendes side, med elegante og maskuline skridt. Nakken var dybt knejst, fordi sådan gik han altid, og benene bar hans store korpus med elegance ved hendes side. Han lyttede, og rettede det ene øre i hendes retning mens hun talte.

,,Matthew.. En hingst, jeg har mødt, det husker jeg. Men det er mange måneder siden.. Vinteren var her, da vi sås, på denne ø. Men jeg ved desværre ej, hvor han befinder sig nu, kære lyshoppe”

Brummede han lidt eftertænksomt, inden han nippede ud i hendes retning, venligt og imødekommende.

,,Men jeg vil have et øje efter ham, og ser jeg ham, skal jeg nok lade ham fortælle, at du leder efter ham Illana”

Nikkede han så, og nikkede nogle gange efterfølgende. Da den lyse trippede lidt, kunne Arion ikke lade være. Han kastede energisk med hovedet, og slog et stort slag med den tykke hale bag sig. Idet hun trippede frem i en rummelig trav, var han bestemt ikke langt tid om at følge hende. Han var ivrig efter at følge hende, og ivrig efter at bevæge sig. Side om side travede de nu, han med maskuline og store bevægelser, og hende med smidige og feminine bevægelser. Åh hvor han bare elskede de feminine og fine væsner, og sådan en var Illana! De var altid så betagende at betragte. De blå øjne betragtede hende bestemt også, og han lagde egentlig ikke skjul på det.

[2]

Den hvide vandre var ikke sen til at sætte efter den gyldne, med majestætiske, frie bevægelser. Hans muskuløse krop strøg igennem landskabet som en royal skikkelse, skabt til at udtrykke pragt og skønhed. Illana smilede en anelse for sig selv, inden hun med et lille hoppet og nærmest uhørligt hvin, slog med det smalle hoved inden hun nappede ud i luften i retning af den hvide Arion. Derefter tippede hun begge ører lyttende imod ham, da han svarede med hans maskuline toner. Han havde mødt Matthew, men det var længe siden - men dét faktum, at han havde krydset stier med den brune vogter, skabte håb om at Illana også kunne. Hun smilede endnu bredere, da Arion ligeså nappede ud i hendes retning, med en imødekommende mine, og Illana tillod sin guldfarvede krop at søge sidelæns og dermed en anelse tættere på den hvide.

,,Tusind tak Arion, det er en stor hjælp. Jeg har virkelig brug for at snakke med ham.."

Sagde hun, med en kort og fjern mine. Tanken om hvad der lå bag hendes søgen efter den brune vogter, skabte kun frygt og utryghed i den gyldnes indre; en følelse, som hun havde formået at ligge fra sig i selskabet med denne hvide vandre. Hun brummede sagte, inden hun rystede kroppen over, og vendte det ravfarvede blik tilbage imod de blå øjne, som hingsten besad. Hun sendte ham et lille, drilsk blik; hingsten begyndte at trippe og i dét Illana var slået frem i trav, sprang han efter hende. Illana samlede sin krop en anelse og slog halen kraftigt bagud, efterfulgt af en baghov, i et drillende buk. Derpå sprang hun frem i en energisk galop med retning direkte mod bjergenes tinder. De første skridt blev hun samlet ved siden af den hvide, men snart strakte hun sig fremad, lod hovene vinde mere og mere fart, og i strakt galop strøg hun nu afsted! Det var meget længe siden hun for alvor havde ladet sin krop bruge den fart, som den kunne mønstre, men nu, i dette selskab, ville hun løbe frit.

[1]

Den skimle hingst, søgte at følge Illanas tempo. For ham, kunne det sjældent gå for hurtigt – for han elskede at bruge hver enkelt muskel i kroppen, men han ville aldrig selv øge tempoet i dette selskab; for hun skule jo nødigt tro, at den galante hingst forsøgte at skille sig af med hendes selskab, for det ville han bestemt ikke. Hun trådte ham nærmere, så de gik tæt ved hinandens sider, dog uden at lade deres kroppe ramme hinanden. Han nikkede i rolige bevægelser ved hendes tak, men han kommenterede ikke yderligere på det. Men han ville huske hvad han havde lovet – for fandt han denne Matthew, ville han huske at videregive hende ønske om, at få en samtale med ham.
Hun virkede dog til at få en mere alvorlig mine over sit ansigt ved de sidste ord, og det lagde den skimle Arion godt mærke til, med sine årvågne blå øjne. Han nåede dog ikke at reagere på det – for den gyldne hoppe satte tempoet op, og snart lå et drilsk glimt i hendes fine og dybe øjne.

Arion betragtede hende, og lod hovedet kaste sig kort op og ned, mens et lige så drillende glimt kom i hans blå øjne, der hvilede hos hende. Halen slog hos hende, inden en baghov kom i hans retning, i ren og skær leg. Han veg med hovedet, og brummede i maskuline og drillende toner, inden han slog frem efter hende, da hun satte i galop. Han lod musklerne arbejde under sig, mens han betragtede hendes feminine bevægelser, der alligevel emmede af styrke. Smuk at se på, det var hun! Kort blev han så betaget at han tabte fart, og da han tog sig selv i det, slog han endnu engang med hovedet og en enkelt gang med halen, inden han lod nakken være løs, og ikke knejst, og derpå øgede han tempoet efter hende – som en fri hingst!

Et hoppet hvin undslap den gyldne hoppe, der nærmest hev bagparten længere ind under sig i et forvildet hop, da den skimlede hingst ved hendes side slog frem efter hende, kort efter hendes eget, kåde udslag. Hun strakte sig og satte af så hurtigt hun kunne, for at øge sit tempo og, om muligt, lægge afstand til den velformede hingst. Det viste sig dog, at han besad en hurtighed, som Illana ikke havde forudset, og udfordringen om at vinde kapløbet ville blive større end som så. Den gyldne hoppe grinede, en mild og let latter, alt imens hendes spinkle ben tordnede hen over jorden. Omkring hende flagrede hendes flødefarvede man og hale, vinden strøg i legesyge pust omkring hendes flanker og lyden af deres dundrende hove fyldte hendes ører og sind med energi.

De to heste nærmede sig bjerget med hastige skridt; Illana havde fortsat en retning, venstre om bjerget, og hun havde ingen hensigt om at begive sig op af de stejle stier. Under dem begyndte underlaget at blive lidt stenet og til tider ujævnt, og den gyldne hoppe blev snart tvunget til at sænke sit tempo; både på grund af underlaget, der nu skabte udfordringer, men også fordi hendes vejtrækning satte en begrænsning. Hun have ikke løbet længe; og når hun havde, så havde det været stødt og roligt tempo over kortere afstande. Hun slog ned i en svævende trav med hoved og halen hævet højt - hendes næsebor var udspilede, og ørerne fremme. Hun fortsatte den fjedrende trav nogle skridt, inden hun stoppede op med et hoppet og lettere vågent fnys. Omgivelserne var i første omgang stille; med undtagelse af de to hestes bevægelser. Mén hvis man lyttede efter, kunne brusende vand høres - og netop vandfaldet, der faldt fra bjergenes favn, var det som Illana havde søgt. Hun betragtede Arion med et afventende, men fortsat lettere udfordrende blik. Ville han kunne høre det?

[3]