Let's play [Christian//Signe] **AFSLUTTET**

Den unge røde hingst piskede afsted med imponerende fart. Den lille, ældre Christian, gjorde hvad han kunne for at følge med, men med hans relativt korte ben, var det svært at opnå samme fart, som de lange ben Tarik havde, kunne mønstre. Et smil sad nærmest malet på den mørke mule, og Christian udstødte et lille, legesygt vrinsk imens han kæmpede sæt tættere på unghesten; men pludseligt og ud af det blå, tiltede den røde forover og slog en ganske flot kolbøtte ned i græsset. Christian sænkede farten et øjeblik med et vågent udtryk - var han mon kommet noget til? Dog huskede han ganske tydeligt, at føl nu kunne holde til en del; og dengang han havde leget med Fönix hjemme på folden, havde sådanne fald ikke været unormalt. Dog blev den ældre hingst hurtigt bekymret, og ville lige sikre sig om den unge Tarik var okay, eller om han behøvede hjælp - men han var hurtig til at rulle rundt på maven og trykkede sig med et smil ned i det tætte græs. Det var tydeligt, at den unge var ved godt mod, og endnu ønskede at legen skulle fortsætte. Den grå pony satte ufortrødent i galop frem imod den unge, med et grin; og da han kom ham nær nok, sprang den røde Tarik frem med et brøl. Christian hoppede 'undvigende' til siden med et grin, sænkede sit hoved mod jorden og lavede et nærmest usynligt bukkespring. Han nappede derefter legesygt efter den rødes skulder, inden han vendte fronten imod ham og rejste sig i et legesygt stejl. Hans tætte man løftede sig fra halsen, og let sved kunne anes under den tykke kappe af hår. Den lille pony holdt sine forben foldet sammen under kroppen, for han ønskede på ingen måde at skade den modige Tarik, men blot udfordre ham lidt. Han gik med selvsikre skridt, på bagben, lidt frem imod den unge, for ligesom at 'presse' ham lidt ud i, at rejse sig på bagben ligesom Christian selv. Alt imens grinede han med en varm og mild tone - det var virkelig længe siden, at han havde leget på denne måde.

[2]

Tarik lå ikke særlig længe i det høje græs, på lur. For han havde ganske enkelt ikke tålmodighed nok. Og han vidste nok også inderst inde, at den grå Christian måske altså nok havde set ham falde, og dermed vidste hvor han lå og trykkede sig i det høje græs. Og da den langbenede unge gut sprang fremad med sit overraskelses brøl, sprang Christian tilbage med en undvigende manøvre mens han grinede – mindst lige så meget som Tarik også grinede. Han elskede at lege den unge langbenede fyr, og han elskede endnu mere, at han kunne lege med en der var ca. samme størrelse som ham selv. Den grå lavede et lille bukkespring, legende. Og den røde hoppede efter ham, med et legesygt hvin. Dog stoppede han brat op, da den grå hingst rejste sig i et lavt stejl, op på bagbenene. Han så til, studerede ham, og forsøgte så at gøre kunsten efter, idet den grå Christian gik på to ben i hans retning, for at elge og drille ham. Den røde fyr fik sig rejst på bagbenene, men det varede dog ikke andet end nogle få sekunder, før han faldt bagover og landede med et grin på ryggen i det lange græs. Og der lå han så, med alle fire ben direkte op i vejret, mens grinet bare fortsatte. Okay okay, han kunne altså ikke helt gøre Christian kunsten efter… Tarik betragtede ham, beundrende, som han stod der på to ben – med et kæmpe smil om sin lille røde mule. Gid han da bare kunne det!
Han holdt dog inde med sit grin for en stund, og trillede om på siden, inden han fik sig rejst, og nu kiggede lidt spørgende på den grå kortbenede hingst, stadig med et stort smil på mulen.

,,Det mig lære en dag. Mig blive ligeså god som dig!"

Nikkede han stort, mens han stod der med alle fire ben lidt ude til siderne. For så var det bare lidt nemmere at holde balancen.

Den unge Tarik forstod hurtigt den hentydning, som den ældre hingst havde udvist, og han rejste sig på de lange bagben; han ragede et øjeblik et stykke over Christians hoved, og et kækt smil tegnede sig på den mørkegrå mule. En dag, ja, faktisk om ikke særligt længe, ville den røde være meget højere end ham. Hans tanker blev hurtigt revet bort, da den unge røde snublede over sine lange ben, og med ét lå han atter på jorden med et grin. En varm latter steg fra den ældre herres bug, inden han tog et par skridt yderligere på bagben; herefter landede han på alle 4 igen, lige i det den unge trillede rundt og rejste sig i en hurtig bevægelse. Den lille pony slog kraftigt med hovedet, så den lange og tunge man fløj op og landede på den modsatte side af hans hals. Den mørke underman dækkede nu fuldstændigt de lyse hår, som lå yderst i det kraftige hårlag. Den lille grå rakte hans bredere mule ud imod den smalle, som Tarik ejede og med fremadrettede ører lo den ældre mildt igen.

,,Øvelse gør mester, unge Tarik. Og jeg vil rigtig gerne lære dig det, når du vil."

Hans stemme var oprigtig og varm. Han ville med glæde lære den unge hingst de kunstner, som han kendte til, om end det var få. Den ældre pony var skolet i dressur, men aldrig af den spanske karakter. Dét han kunne, havde han tillært sig i leg på folden med de mange forskellige, han i sit lange liv havde kendt. Senest havde det været hans bedste ven - Klavs - som han havde danset, leget og tonset med. Den roanfarvede pony havde skam også lært den allerede dengang aldrende hingst et trick eller to. Med muntre toner brummede Christian, inden han nappede imod hans unge ven; hvorefter han rystede sin krop over på ny.

,,Kender du så mange i dette land, unge Tarik?"

Legen var stilnet lidt af - for nu. Om de to ville kaste sig ud i yderligere leg indenfor få øjeblikke, ville den ældre lade være op til den unge, men lige i détte øjeblik, var den grå pony mere nysgerrig på den røde's liv, frem for legen.

[5]

Tarik havde ikke helt den balance der skulle til, og derfor resulterede det jo så også i et fald. Men den unge fyr var bestemt ikke sådan at slå ud af den, og han var derfor hurtigt på benene igen, med et grin. Hans blik studerede Crelle, der tog et par skidt mere på de to bagben, inden han landede på alle fire med et mild grin, hvorefter den tykke man blev rystet over til den modsatte side. Den røde fyr stirrede på den tykke og flerfarvede man, inden han selv rystede sig over og forsøgte at ’kaste’ med den såkaldte man han havde; men der skete ikke ligefrem det store. For manen var stadig bare lille og strittende. En utilfreds grimasse gled over hans ansigt, men det var dog hurtigt glemt, da den lille grå nu talte. Han ville gerne lære ham det. Tarik smilede sort, og trådte frem til Christian, for derefter at nappe ham på skulderen, inden hovedet blev trukket tilbage til ham selv igen.

,,Vil du? Øøøøøhj det jeg gerne vil!”

Han nikkede ivrigt; for han ville bestemt gerne lære dét der. Det var alt for sejt! Og tænkt bare, hvis han en dag kunne vise sin mor, hvad han havde lært af den lille grå. Han smilede stort ved tanken, inden han lyttede til Crelle der spurgte på ny.

,,Min bedste’ste veninde er Nix!” Han nikkede stort og smilede, inden han fortsatte ,,Jeg kende… Mor… Dig.. Nix.. Jaii-øh… Jaidev!”

Jaidev var ikke altid helt nemt for ham at sige, men det var dog lykkedes nogenlunde for ham i denne omgang. Tarik huskede ikke flere end dem, men måske var der lidt flere, hvis ellers den unge fyr tænkte sig om.

Den ældre herre smilede bredt, da den unge røde gjorde ham kunsten efter, og rystede de små krøllede lokker, som han besad; resultatet var dog langt fra i samme stil, som den ældre pony's kraftige man kunne præstere, men de små lokker blev da flyttet ivrigt fra side til side. Han brummede muntert og nappede legende efter den unge's mule, da den ramte hans skulder. Da den unge ivrigt spurgte, om den ældre hingst ville lærer ham kunsten at gå på bagben, lo den grå pony ganske hjerteligt.

,,Ja da, unge Tarik! Det første trin til at gå på bagbenene er at stå på dem. Det kan du øve dig på, til du bliver lidt ældre."

Han 'løftede' et øjenbryn og sendte den unge hingst et lille blink med et opfordrende og alligevel lidt drillende glimt i øjet. Han brummede med hingstede, muntre toner da den unge hingst snart efter begyndte at fortælle om hvem han kendte. Den første han omtalte, efter hans mor og den ældre pony selv, var 'Nix', og lige hende vidste den ældre hingst godt hvem var. Han smilede bredt og lyttede imens han opremsede dem alle sammen.

,,Jeg kender din veninde, Nix - denne Jaidev er en fremmed for mig, men jeg håber da at jeg en dag vil møde ham."

Christian rakte mulen en anelse frem imod den røde, inden han tippede sine ører lyttende rundt. Han synes at høre nogen røre på sig i nærheden, men han kunne ikke helt bestemme lydendes karakter. Om det var andre heste, eller blot dyrene i landet der bevægelse sig i deres omgivelser var ham uvist - men nu var den ældre hingst da i hvert fald opmærksom på, at de måske ikke længere var alene.

[2]

Det virkede altså ikke helt, som den røde ønskede det skulle virke. Den der lille strittende man, var bestemt ikke nemt at kaste lige så meget med, som Crelles tykke man. Mon også den røde Tarik ville få en lige så kraftig man, som han også en dag kunne kaste til den anden side af halsen? Tarik betragtede lidt misundeligt den tykke man, inden han nappede lidt til den, hvorefter han trak hovedet til sig, og nikkede ivrigt af Crelles ord.

,,Det jeg lære, til vi ses igen”

Nikkede han stort og ivrigt. Jeps; det unge, røde føl ville lære at stå på sine bagben, til næste gang han fandt den lyse Crelle. Og når de så fandt hinanden, så skulle han lære den røde at gå lidt på bagbenene. Han så helt ivrig ud ved tanken, inden hans små øre vippede lidt rundt. Der var nogen i nærheden, og det så også ud til, at Christian opfangede disse lyde. Måske var det hans mor? Tarik kiggede lidt rundt, inden han i det fjerne kunne se sin moders røde skikkelse, og herefter kom der et kaldende og hjertevarmt vrinsk fra hende, henvendt til den unge Tarik.

,,Øøøøøv.. Mig gå nu.. Vi find’ hinanden igen. Så du lær’ mig at gå på bag.. bagbenene!”

Han smilede stort og føllet, inden han puffede let og roligt til Crelles mule, som en lille afsked. Derefter bakkede han nogle skridt, og vendte omkring.

,,Vi ses”

Sagde han så, med glade og føllede toner, inden den lille røde satte frem i en hurtig og lettere ustyrlig galop i sin moders retning. Det var på tide at komme hjem. På tide at få noget mad og derefter var dagen vidst også ved at være omme, for den lille fyr; trætheden meldte sig allerede… Han fortsatte op til sin moder, og da han kom til hende, fortalte han ivrigt hvem han havde leget med, mens hun smilede varmt i retningen ned til Crelle. Herefter vendte de omkring, og forsvandt længere og længere ind i Leventeras område, så den røde kunne finde ro for aftenen og den kommende nat.

[Out. Tak for mega hyggelig tråd!]