Let's play [Christian//Signe] **AFSLUTTET**

Det unge røde hingsteføl, var blevet taget med til en anden ø. Hans moder, havde kaldt den for Leventera, hvad end det så betød. Hun havde i starten fulgt med ham rundt, og hende tiden sørget for at de var tæt på hinanden. Men da hans moder fortalte, at han skulle blive i nærheden, fordi hun skulle tale med en hingst, der hed Brêgo, forstod det unge føl godt, at han måtte gå lidt rundt på egne hove – bare ikke langt væk.

Han var derfor søgt længere væk fra hende, men dog ikke for langt – for han var ikke meget for at blive væk fra hende, selvom det ikke ville være første gang.
De røde lange ben bar ham afsted med trippende dog lange skridt, og ørene var vippet helt fremad, ganske fornøjeligt. Hans mor havde fortalt ham, at hans far var væk – og at han nok ikke kom tilbage igen. Hun sagde noget med et eventyr, måske på de evige græsmarker. Men hvad det helt bestemt betød, det vidste den unge fyr ikke rigtig. Han kom vel igen, ikke?

De mørke øjne stirrede pludseligt frem, da en krage landede nogle meter længere henne, i det høje enggræs. Tarik virrede nysgerrigt med det lille hoved, inden han sprang fremad i nogle krumme spring, imod den sorte krage. Nok var han ikke nyfødt, men benene var til tider stadig kluntet i bevægelserne. Kragen lettede dog meget pludseligt, og det resulterede i at det unge hingst føl hvinede højlydt og drejede 180 grader, for at løbe i den anden retning – meget farlig krage!

Tarik kom dog ikke langt, for de lange ben kom ikke helt højt nok over eng græsset, og derfor tumlede han fremad, inden han lavede sig en ordentligt kolbøtte, og lå ligeså lang han var – midt i græsset. Pokkers også! Han rejste sit hoved fra jorden, så halsen og hovedet stak en del op over det høje engræs, men kroppen var en smule gemt. Mon nogen så det?

Den lille pony havde observeret at Brêgo havde været i nærheden, og var sat afsted for at finde den brogede leder. Det var længe siden, at de to havde snakket, og Christian satte stor pris på den brogedes selskab. Dog var Brêgo kommet udenfor Christians åsyn, og den lille pony havde i stedet besluttet at vente lidt med at opsøge den brogede, og i stedet havde han knælet ned i det lave græs, for at rulle sig. Han gned sin krop godt og grundigt, så alle leder og kanter blev gnubbet godt igennem. Hans man og hals kørte han kraftfuldt hen ad græsset, som af og til efterlod små grønlige pletter i hans grå pels. Det generede på ingen måde den lille grå, som efterhånden havde vænnet sig til, at mennesker ikke kom og rengjorde ham efter en god rulletur. Med tiden ville han blive ren igen, det tog bare lidt længere, end da han var i menneskernes trygge hænder. Godt som den lille pony lå og trillede rundt på jorden, hørtes en krages hidsige skridt, efterfulgt af et hvin som kun kunne stamme fra en hest. Med ét rullede Christian om på maven, rakte halsen så højt han kunne og spottede efter lyden; og ikke langt fra ham, fór et rødt føl rundt, som var nogen i gang med at jagte den. Den endte med at slå en koldbøtte og kom lidt fortumlet op igen. Imens havde Christian rejst sig, og kort efter udsendte han et vrinsk imod denne fremmede unge, inden han satte afsted i en afslappet trav. Gad vide hvem det var, som var kommet på besøg? Og siden føllet var alene, måtte moren vel være i nærheden. Eller var føllet blevet væk? Tanker var der nok af, og summen af disse fik den lille pony til at skynde sig en kende mere, for at nå hen til det røde føl. Da han var tæt nok på, nikkede han hilsende imod den røde, som kun var en anelse højere end ham. På en måde var det dejligt endelig at stå med en, som ikke rakte hovehøjder over den lille grå, selvom det unge føl ej havde mange måneder bag sig. Han brummede smilende, inden han nikkede til hilsen.

,,Goddag unge ven. Er du blevet væk fra din mor?"
[4]

Den lille røde hingst, lå små forhutlet i græsset, inden han fik stablet sig op på benene. Han hadede når han ikke kunne styre sine lange ben – men hans mor havde ofte fortalt ham, at han skulle havde tålmodighed og at han med tiden ville blive lige så god som sin fader, til at gå med lange og ranke skridt. Og det ville Tarik SÅ gerne kunne!
Han rystede på sit hoved, og gumlede lidt ud i ingenting, mens ørene var flappet noget misfornøjet ud til siderne – pokkers til lange græs, der havde væltet ham. For han var bestemt ikke selv skyld i det – niks.

Bedst som han stod der og så betuttet ud, fik hans øre dog opfanget lyden af hovslag. I et split sekund håbede han på, at det var hans fader. Men da han rettede blikket i retningen af hovslagene, kom der en skabning travende i hans retning, som var noget mindre end Tariks fader – og han var også grå i farverne. Det var hans far ikke. Tariks hoved gled nysgerrigt på sned, og ørene fandt hurtigt fremad, i stedet for at flappe ud til siderne misfornøjet.

Den lille skabning kom hurtigt hen til Tarik, og talte. Tarik brummede i nogle meget glade toner, for ih hvor var det bare spændende! En helt ny sjæl, som mor kaldte dem. Og den var endda ikke kæmpe stor – så Tarik skulle ikke stå med nakken helt mærkeligt, for at kigge på den. I stedet skulle han faktisk kigge en lille bitte smule nedad. Et stort smil røg på hans mule, mens han lyttede intenst til ordene fra den grå sjæl.

,,Mor. Mor.. Mor dér!”

Sagde den unge hingst, og nikkede ivrigt til siden, imod en bakke. Bakketoppen gjorde dog, at det unde føl egentlig ikke kunne se moderen, men hun var i hvert fald bag den. Han nikkede endnu engang, inden han pludselig så lidt koncentreret ud. Hvad var det nu man skulle sige?

Efter nogle sekunders tænkepause, og en masse grimasser i ansigtet, lyste den unge hingst dog op i et nyt smil.

,,Mig, Tarik”

Han nikkede ivrigt og stak hovedet ned imod den grå skabning, hvor han snuste imod hans skulder, og ikke kunne dy sig for at nappe til hans fine og tykke man. Det havde hans mor altid sagt, at han nok ikke skulle gøre ved nogen han ikke kendte – men nu kendte de vel også hinanden? Eller.. Den grå kendte i hvert fald Tariks navn.

Den unge røde havde set noget misfornøjet ud, men da Christian kom nærmere, og føllet fik øje på ham, ændrede hans udtryk sig hurtigt til et nysgerrigt et. Christian smilede let, men et stik af savn fandt vej til hans hjerte. Det sidste føl han havde set, havde været den brune Fönix, som han havde brugt mange timer på at lege med. Det var år siden, og Fönix havde været næsten voksen, da Christian var overgået til dette land. Gad vide hvordan han mon havde det? Den lille pony's tankestrøm blev hurtigt afbrudt, for efter han have spurgt den lille røde, om han mon var blevet væk fra sin mor, var det lille føl ihærdigt begyndt at vise den lille pony hvor hans mor var. Det unge føl pegede i retning af en af flokkens bakker, der let kunne skjule andre heste, og den lille pony var sikker på, at moren måtte være deromme et sted. Med et smil så han nu på det røde føl, hvis kraftige farver strålede under solens stråler. Christian skulle lige til at præsentere sig selv, da Tarik - som han sagde han hed - kom ham i forkøbet. Med et stort smil om den mørke mule rankede Christian sig en anelse og rakte sig frem imod det røde føl, hvis muskler allerede så stærke ud.

,,Tarik, dejligt at møde dig. Mit navn er Christian - men du kan bare kalde mig Crelle. Er du og din mor flyttet til flokken her?"

Den lille pony ville ikke undre sig, hvis de havde valgt det. Selv kunne han ikke forestille sig at leve i en 'vild' verden uden sikkerhed, og flokken var blevet hans hjem for alvor. I og med han delte det hjem, med alle andre fra flokken, gik ham meget op i at møde alle, som boede her og lære dem at kende. De små ører, som gemte sig i den rykke pandelok, rykkede nysgerrigt på sig imens han studerede den røde. Det var tydeligt, at når den unge Tarik blev voksen, ville han blive en stor og stærk hingst; meget større end Fönix var blevet. Han brummede muntert imod det lille føl, inden han tillod sig at sende et venskabeligt puf i hans retning.

[5]

Den lille røde, havde blikket limet fast på den grå hingst – for det var simpelthen så spændende for den unge Tarik, at være I selskab med en anden. Det var ikke sket så ofte endnu, at han havde mødt andre, end sin moder, fader og en anden hingst, der hed Jaidev samt et hoppeføl, Nix, havde hun præsenteret sig som.
Hans øre var hele tiden rettet imod den grå, som heller ikke virkede farlig eller som en kæmpe skabning – så den røde hingst kunne allerede godt lide det selskab han havde fået.

Den grå strakte mulen i hans retning, og den unge røde Tarik var ikke lang tid om at reagere, så han stak selv mulen frem, og kom nok til at bumpe mulen lidt for ivrigt imod den grås – så hans øre vippede lidt utrygt og undskyldende tilbage, men kun i korte sekunder, så rykkede de sig resolut fremad igen, mens han nippede imod den grås mule.
Han koncentrerede sig pludselig om den anden sjæls ord, og skar derfor en koncentreret og fjoget grimasse. Flok, mor, flyttet. Christian. Han hed Christian. Men også Crelle?
Tarik rystede lidt forvirret på hovedet, inden han forsøgte at samle sig om et ordentligt svar, mens der var et stort smil på hans lille mule.

,,Mor, tale Brêgo. Måske.. Måske her bo?”

Nikkede han ivrigt, og håbede at hans sætning var forståelig. Han ville gerne snakke bedre, og han øvede sig også gevaldigt. Men når han blev så ivrig som nu, var det ikke altid nemt at styre talestrømmen.

,,Crelle!”

Sagde han ivrigt, og nippede ham i den grå og tykke man, inden han puttede sin pande ind imod den grå hingst man, og nærmest gemte hovedet ind i den. Ja, Tarik kunne altså godt lide Crelle, allerede nu.

Kort efter at Christian havde rakt mulen frem imod den lille røde, kom den spinkle mule ham i møde. Da han puffede til Christians noget bredere, fik det den lille pony til at le let; den unge havde endnu ikke helt styr på sine kræfter, men ingen skade var sket. Christian holdt da også mulen fremme, for at give ham en chance til, og nippede let igen, da den lille rødes mule begyndte at nippe. Derpå trak den lille grå sin mørke mule til sig og rystede manen en enkelt gang, imens han ventede på hvad den unge mon ville svare.
Selvom den lille Christian havde kendskab til føl, havde leget og brugt meget tid med nogle, havde han med lethed glemt hvor svært det kunne være for de spæde at forstå og sammensætte længere sætninger. Det var tydeligt at den lille, stærke røde tænkte alt hvad han kunne rumme, og lidt efter kom der et svar. Af hvad den lille pony forstod, var hans moder ankommet for at snakke med Brêgo om at flytte hertil. Den lille grå lagde hovedet på sned med et smil, inden han brummede ivrigt.

,,Det ville da være dejligt hvis I kunne bo her. Det er et skønt og sikkert sted!"

Svarede den ældre pony. Det ville i sandhed glæde ham med endnu mere liv i flokken; og nu hvor den sorte Leonora netop havde fået to føl, ville det blot bringe endnu mere liv og glade dage til flokken med endnu en hoppe med føl. Christian betragtede nøje den unge, i det han begravede det halve hoved i hans fyldige man, og med en lille latter drejede den grå sit hoved for at nappe til den rødes skulder.

,,Kan du se noget derinde fra?"

Lo den ældre. Det morede ham altid at være vidne til de unges påfund, og han mindes kort da han mødte den hvidmaskede hingst for længe siden. Han havde fået den store til at stikke hovedet ind i en busk for at demonstrere hvor meget man faktisk kunne se, selvom der var grene - eller hår i Christians tilfælde - der dækkede for øjnene.

[6]

Det langbenede unge føl, stod med hovedet godt begravet inde i den grås tykke og fyldige man. Og selvom det var sommer, og stadig lunt nogle af dagene, var denne form for varme bare langt mere betryggende og hyggeligt, for Tarik. Han kunne godt lide at være tæt på andre; for hans moder havde altid trukket ham ind til sig, hvis der kom utrygge situationer, og hun havde altid været godt til at røre ham, nusse ham og vist ham, at berøringer intet ondt var.
Den grå talte, noget med at det var skønt og sikkert – det første ord forstod han ikke, men det andet forstod han. For hans mor havde også sagt det samme ord ’sikkert’, om at de skulle hen til Leventera og finde Brêgo.

,,Mor sig’ sikkert”

Mumlede han ind imod den grås man, mens han nikkede ganske ivrigt. Hans mor havde jo netop sagt de ord – nok bare i en lidt længere og mere korrekt sætning. Men Tarik prøvede, han ville så gerne tale som alle de andre. Men nøj hvor var det altså bare svært. Sommetider føltes det nærmest som om at tungen slog knuder, når han ville tale – pokkers irriterende.
Den grå nappede til den rødes skulder, og det fik Tarik til at grine, inden han pressede hovedet endnu mere ind i manen; hvis ellers det overhovedet var muligt.

,,Mig se... Grå”

Nikkede han ivrigt, inden han så drejede hovedet, og nærmest løftede den grås man lidt, for at komme ind under den, så den højre side af hovedet var vendt imod den grås man og hals, men ansigtet pegede fremad, i samme retning som den grås. Det resulterede i, Tarik formåede at få den grås man godt op på hovedet og ned af sin egen hals – og ja, nu havde han altså grå og rød man. Det sad nedover hans øjne, og nej, det var faktisk ikke så nemt at se noget, så den lille røde skar en grimasse, inden han pustede op imod sit eget ansigt, og dermed fik noget af den grå man vippet til siden, væk fra øjnene.

,,Mig se mere grå nu!”

Grinede han, inden han så lagde højre side af hovedet hvilende ind imod den grås man.

,,Crelle? - Hva.. Hva evig græ..græsmark?”

Sagde han så, lige pludselig lidt mere mut i stemmen, hvor han før havde grint.

Den lille pony drejede den mørke mule og gnubbede føllet lidt på skulderen, imens han rodede rundt under hans tykke man. Da den røde Tarik drejede sit lange, smalle hoved og så langs Christians krop, rettede den lille pony sig lige ud igen, så den unge kunne få lov at betragte hvad han ville. Det kilede lidt, at han sådan roede rundt, men den lille grå forholdt sig tålmodigt i ro. Føl skulle have lov at udforske, og den ældre hingst lagde gerne kroppen til.
En lille latter forlod hans mule, da den unge Tarik konstaterede, at han kunne se en masse gråt - det måtte klart være den lilles pels. Da Tarik fik løftet op i den tykke man, så luften kunne komme ind og køle hans varme hals, kunne den ældre pony ikke dy sig længere, og endte med at ryste manen engang. Det måtte se ganske fornøjeligt ud, hvis man så de to på afstand; for den unge røde var nu dækket af den tykke tofarvede man, som Christian besad, og i bland de lyse og mørke hår, kunne man ane den kraftige røde farve, som Tarik besad. Et varmt smil kunne spores fra mulen og helt op til den lille pony's øjne. Et øjeblik lod den kobberrøde Tarik sit hoved hvile imod den varme hals på Christian, og så var det som om en tanke strejfede føllets sind. Han blev en anelse tavs og spurgte så den lille pony om et meget dystert emne, alt imens en muthed var gledet over det ellers livlige føl. Den lille pony tænkte sig godt om - for indtil han ankom til Andromeda, var han sikker på hvad de evige græsmarker var. Og da han først havde åbnet sine øjne i landet, troede han også at han var nået sin endelige destination, hvor han ville gense de venner han havde haft, som var krydset over i evigheden. Det viste sig dog, at denne verden ikke var et sted for de døde; for livet blomstrede alle vegne. Derfor var Christian egentlig ikke sikker på, hvad han skulle svare, trods hans visdom. Han brummede eftertænksomt, inden han med ro i stemmen begyndte at svare den unge Tarik, der hvilede hovedet imod ham endnu.

,,De evige græsmarker kan være mange ting, Tarik. Der hvor jeg kommer fra, betyder det et sted, man kommer hen når man er gammel eller efter sygdom, hvor man bliver fri for pinsler og kan leve for evigt på græsenge, der aldrig løber tør for mad. Men det er blot den version, som jeg kender, unge Tarik."

Forsigtigt havde den lille hingst prøvet at fortælle den unge, at de evige græsmarker var et andet ord for døden; og det der ventede efter den. I så ung en alder var det dog ikke sikkert, at Tarik forstod sig på døden, eller den abstrakte tanke om, at man aldrig kom til at se en anden sjæl igen. Dog undrede det den lille grå meget, at det røde føl netop spurgte indtil det.

,,Unge Tarik, hvorfor spørger du om det?"

Han drejede mulen og puffede let og kærligt imod den røde. Christian havde let ved at påtage sig en mentor-rolle overfor de unge, eller sågar en faderrolle, om end han aldrig selv havde kunnet kalde sig for far. En rolig brummen steg fra hans bug, imens han søgte efter den rødes øjne, som endnu var gemt under de tykke lokker.

[7]

Den lille rødlige Tarik stod med den ene side af hovedet lænet ind i mod den grå Crelles hals, og godt gemt under den tykke man. Da Crelle pludselig rystede manen, grinede den unge Tarik en smule, inden han skubbede sit hoved lidt mere ind i manen igen, fordi den blev rystet lidt af, da den grå havde rystet sig. Han vippede ørene frem og tilbage, fordi nogle af hårene kildede ham i de lange øre, inden han så trak hovedet ud fra den grås man, og kiggede på Crelles ansigt der var vendt i hans retning, fordi han nu talte. Og Tarik forsøgte ihærdigt at følge med i det. Han vippede med sine små ære, lyttende, og forsøgte at forstå.

Nogle af de ord der kom fra den grå, var også ord som hans røde moder havde forsøgt sig med. Så det måtte jo være noget, der var sandt, siden de begge sagde det. Men hvorfor kunne de ikke alle sammen bare være på de evige græsmarker så; for så ville alle jo være samlet det samme sted.
Tariks øjne søgte lidt ned i jorden, meget eftertænksomt, og stirrede på de små hove som begge heste havde. Hans øre vippede en smule utilpas ud til siderne, inden de dog røg frem igen, da den grå spurgte, hvorfor den røde spurgte ind til det.

Hans brune øjne hvilede på den Grå, inden han puffede sin mule ind imod den grås skulder, og pressede næseryggen lidt ind imod den grås skulder, lidt befippet og utilpas over de mange ord.

,,Mor.. Mor sig’ at far nok der.. Ikke komme tilbage. Jeg ha’ far hjem nu”

Nikkede han lidt og lod et smil falde på hans mule – for han ville jo bare gerne have sin far hjem igen, den store mørkebrune hingst. Men kunne han slet ikke komme til at se ham igen så?

,,Ikke se ham mere?”

Spurgte Tarik så, og vippede ørene lidt ud til siderne, uforstående.

Den lille Christian lod for en stund den unge Tarik være, og betragtede ham blot i stedet. Det var tydeligt at han havde svært ved at rumme de mange ord, men han gjorde et bravt forsøg, og det lod til at han i sidste ende fandt en mening i det, som den lille grå pony havde sagt. Imens den unge Tarik betragtede Christians hove, beundrede den ældre pony et øjeblik det aftegn, som hvilede i panden på føllet. Selv bar han en stjerne, en ganske stor en, som altid var dækket af hans tykke lag pandelok. I sin tid hos menneskerne, havde han ikke set mange med stjerner. - faktisk kun to. Den røde Logadís og hans elskede ven Klavs. Han vippede let med ørerne, som han begyndte at tænke over hvad den unges stjerne mon kunne ligne af spøjse figurer, men snart blev han afbrudt. Den unge Tarik puttede sig atter ind imod den grå's krop, en anelse mere befippet end før. En rolig, tørstende brummen forlod den lille hingst, inden han strøg ham over skulderen. De spørgsmål som den unge stillede, svar ganske svære at svare på, og den ældre pony kunne kun delvist svare på dem, da han ikke kendte til farens skæbne.

,,Kære Tarik, jeg forstår godt at du gerne vil se din far igen. Jeg kan ikke sige dig, om du kommer til at se ham igen eller ej, og det beklager jeg meget. Måske er han derude et sted, og bare leder efter den rigtige sti, der kan bringe ham hjem til dig igen?"

Christian sagde hverken, at faren var død eller levende; men han tog chancen og skabte et scenarie, som måske kunne give den lille sjæl håb. Hvis faren endnu var i live, var der nok en god grund til at han ikke var vendt hjem til dem endnu.- til Tarik og hans mor. Dog var det muligt, at hans far var gået bort, og i så fald ville han aldrig se ham igen; men den lille pony havde ikke hjerte til at sige disse realiteter højt for Tarik. Han ønskede at den lille hingst skulle have håb, tro og glæde, og ej fortabe sig i sorg.
Han brummede nu en anelse mere muntert, inden han vendte ørerne helt frem fra den tætte pandelolk.

,,Hvad hedder din mor, Tarik?"

Spurgte den lille pony nu med et smil.på den mørke mule. Han forsøgte at lede tankerne en anelse væk fra dette dystre emne, ganske simpelt fordi det gjorde ondt på ham at se den unge hingst trist - og samtidigt gjorde det ondt at tænke på, om hans far mon virkelig var vandret videre til de evige græsmarker. Et nyt emne måtte der til, og han håbede det kunne løfte humøret lidt hos den kobberøde hingst. 

(8)

Tarik hvilede imod den lille grå hingst. Han kunne mægtig godt lide ham, og allerede nu følte den unge røde hingst sig ganske tryg i hans selskab. Hans øre vippede stille rundt, inden han nippede lidt befippet imod den grås lange man. Han forsøgte nok mere eller mindre at holde sit eget hoved lige i gang, og ikke tænke alt for meget over emnet der omhandlede hans fader – men det var svært. Den grå talte nu, og Tarik lyttede eftertænksomt. En anden sti.. Måske havde Crelle ret; måske var de bare på hver deres sti i skoven. Måske skulle den røde unge hingst bare finde en anden sti at lede på?
Tarik nikkede hurtigt og smilede stort. Måske var hans fader slet ikke væk, men bare på en anden sti.

,,Finde far.. Finde far på anden sti”

Nikkede han glædeligt, inden han så fremad for sig, imod skoven der var ude i horisonten. Måske var hans fader derinde, et eller anden sted i skoven? Måske var han slet ikke så langt væk. Tarik rankede sig ved tanken, og nippede glædeligt til Crelles skulder, inden han spurgte ind til den rødes moder.

,,Mor, Armonia .. Du kender?”

Han lagde hovedet helt på skrå nu, alt for meget, for at se mod Crelles hoved, og det var jo ikke nemt når man stod side om side. Han fik hovedet lagt for meget på sned, og derfor tumlede han lidt sidelæns væk fra den lille grå, mens han grinede. Han rettede sig op igen, og genvandt balancen. Måske den grå kendte hans moder?

Den lille grå brummede med nærmest kærlige toner imod den røde Tarik, hvis mule stadigt rodede rundt i den rykke man. Det var tydeligt at han var berørt af emnet om hans far, og det forstod Christian godt. Selv havde han aldrig mødt sin far, og han havde kun gået sammen med sin mor de første 6-7 måneder af hans liv; men livet i denne verden lod til at være meget anderledes, og familie var knyttet sammen på en helt anden måde, end den grå havde kendt til. Det måtte være det samme, som at miste sin bedste ven - som Crelle også havde oplevet - og han følte inderligt med det røde føl. Dog virkede det til, at det lille håb den grå pony havde sået hos føllet, groede fast og han lyste ligesom lidt mere op. Hvor han håbede, at den rødes far snart ville dukke op, så han kunne få sit savn afhjulpet.
Et smil fandt vej over Crelles mule, da den røde med stolthed rankede sig, efter han havde spurgt indtil hans mor. Han vendte sig en anelse rundt, den lille pony, for at stå front mod front med Tarik. Hans mor bar navnet Armonia - ikke et som den grå var stødt på før - og med en lille hovedrysten begyndte han at tale.

,,Hende kender jeg desværre ikke, unge Tarik. Men måske jeg kan møde hende en dag? Hvis I alligevel skal bo i flokken, har vi rig mulighed for at mødes."

Tanken om endnu mere liv i flokken gjorde den lille ældre herre glad. Han nød virkelig at der var andre omkring ham, selvom han endnu ikke kendte alle så godt. Ved tanken om dette, blomstrede en lille idé sig i hans indre - for ham betød floklivet uendeligt meget, og det sociale om end endnu mere. Måske var det tid til at lære flere fra flokken at kende? Han nappede muntert ud efter den rødes mule, som hang en anelse over hans hoved, lige inden den lille fik overbalance og tumlede til siden. En let latter forlod den lille pony's bug, inden han lavede et lille hop fremad, efter Tarik, for ligesom at lægge op til leg. Nok var han gammel - men ikke for gammel til at lege.

[11]

Tarik kunne godt lide Christian. Han synes det var hyggeligt at være sammen med ham, og at de nærmest havde samme højde, gjorde bare det hele meget lettere og knapt så anstrengende for den unge røde hingst. Han vippede med sine røde øre, nysgerrigt, idet Crelle drejede sin krop, så de stod front mod front, inden han begyndte at tale. Men han kendte ikke Tariks moder, og dette fik ham til at lave en lille eftertænksom grimasse; for hvor var hans mor egentlig henne lige nu? Tarik var jo uden tøven begyndt at gå væk fra sin moder, væk fra hendes tryghed og beskyttelse, men tanken smed han dog fra sig meget hurtigt, og smilede stort.

,,Mor rød ligesom mig. Blomster i håret, og og og..”

Ordene tumlede lige rundt, mens han forsøgte at koncentrerer sig. Men efter lidt tænkepause, fik han endelig ordene frem.

,,Og blafe.. Blade! På benene”

Han smilede stort over de ord han sagde. For det var jo rigtigt, der var blomster i hendes hår og blade op af hendes ben. De levede på hende. Han vidste ikke hvorfor, men det gjorde de altså. Da Christian kort tid efter kastede sig imod ham, i et hop, hvinede den unge Tarik glædeligt op, inden han vendte omkring, meget smidigt, og satte frem i nogle rejehop, inden han glædeligt og legende så bagud på Crelle – mon han ville kunne fange ham?

[2]

Den ældre hingst smilede ganske oprigtigt, da den uge Tarik indtog en eftertænksom mine; hvad han så for hans indre, kunne den ældre hingst ikke gennemskue, men det morede ham ganske meget at betragte den unge, der gjorde sig sine tanker. Snart efter begyndte den unge hingst at beskrive sin moder, og med forundring betragtede Christian ham; en rød hoppe med blomster i håret og blade på benene. Det lød som en helt magisk skabning, og den lille grå pony spilede sine næsebor lidt ud, inden han rakte den mørke mule frem imod den røde.

,,Hun lyder umådeligt smuk, din mor. Helt.. magisk"

Sagde han med beundring i stemmen. Denne hoppe, som havde givet liv til den unge Tarik måtte være en fantastisk skabning; og at dømme ud fra den stærke bygning og ædle krop, som den unge hingst bar, så lå der gode gener i både hans mor og far.

Da den ældre hingst lod sin krop hoppe fremad, imod den unge, hylede den unge med en munter tone og fór frem i rejehop. Christian grinede og var ikke sen til at sætte efter ham i rask galop! Nok var den lille hingst kortbenet, men han kunne mønstre en pæn hastighed, og kvikke vendinger. Den lille hingst slog en latter op og skyndte sig efter den røde Tarik og inden længe var han ham ganske nær.

[2]

Tarik var hurtig på de lange og stærke ben, men selvom han var hurtig, havde han nu altså ikke altid helt styr på balancen. For benene virkede sommetider alt for lange. Så da Christian slog frem efter ham, blev den unge gut en smule for ivrig, og dette fik hans forben til at ramme lidt imod hinanden, så Tarik væltede forover, og slog et par kolbøtter i det lange græs. Han grinede højlydt da det skete, og da han holdt op med at trille rundt, tog han hovedet op fra græsset, så det stak op over det lange grønne græs han ellers lå i med kroppen. Han kiggede bagud på Crelle, som kom i fuld galop i hans retning. Hurtigt skyndte han sig at tage hovedet ned, og trykkede sig ned til jorden. Måske han kunne gemme sig på den måde?

Han lå med ét stort smil malet på mulen, mens han trykkede sig sådan ned i græsset, som et rovdyr der lå på lur. Og da Christian kom tættere og tættere, rejste det langbenede røde føl sig op, og sprang i den gråskimledes retning, med et stort og legende brøl! Han elskede at lege, og det var der vidst heller ikke nogen tvivl om mere. Så at han nu havde en på sin egen størrelse at lege med, var helt igennem fantastisk for Tarik.