Request - Let my Son stay [Brêgo//MS]

Den røde hoppe brummede i varme toner, over sin søn, der mente at Brêgo udtalte navnet forkert. Hendes søn mente tydeligvis, at hun måtte hedde Nix og ikke Nyx. Armonia rystede overbærende med hovedet, og smilede i den brogedes retning, med et roligt blik i de varme og milde øjne. Hun lyttede til hans ord om, at der var en enkelt han turde betro denne opgave, med fortsat at holde flokken i gang og beskytte den. Og den eneste Armonia kort tænkte på, var den gyldne Illana, som hun selv kendte og holdte af.

,,Jeg ved ej, om jeg tager fejl. Men er det den gyldne Illana, du vil betro at lade stå i spidsen for flokken? Jeg håber, at du en dag vil finde dig selv igen, kære Brêgo. Og hvis der er noget jeg kan gøre for dig, så lov mig at fortælle det.”

Armonia lagde hovedet let på sned, inden hun nippede opmuntrende imod den brogede hingst skulder. Det gjorde ondt på hende, at også han levede med en daglig sorg, som han knapt nok kunne holde ud længere. Sådan ville den røde nok også have det, hvis ikke det var fordi hun havde sin søn, der hver dag gav hende glæde og kærlighed i sindet. Men Brêgo var ej fader, og derfor havde han ikke et afkom til at give det, som Tarik gav til sin moder. Hun leede varmt, da Brêgo kommenterede på, at der tydeligvis var et navn her, som ikke var helt ukendt. Men da han fortalte om hendes manglende moder, stak det i hendes bringe.

,,Tarik og jeg har før været på Leventera, så det ville ej undre mig, om han fandt sig en legekammerat, mens jeg søgte lidt efter dig eller Illana.. Det gør mig ondt, med Nyx’ mor. Jeg håber, at hun vil søge til Tarik og jeg, vi vil med glæde hjælpe hende på vej, og være der for hende”

Nikkede hun roligt, og hun mente hvert et ord. Intet føl skulle være alene, og hvis hun ønskede tryghed i form af en voksen hun kunne støtte sig op af, eller sågar kalde for moder, ville den røde Armonia altid stå til rådighed. Hun drejede blikket ned på sin søn nu, og nippede ham i panden, kærligt.

Den langbenede kobberfarvede gut, stod med de store og nysgerrige øjne hvilende på den brogede Brêgo. Nyx, sagde han igen. Mon det så var det hun hed, og han så hele tiden havde sagt det forkert? En eftertænksom grimasse gled over hans hoved, mens ørene vippede frem og tilbage ganske hurtigt, inden han åbnede munden, for at tale igen.

,,Nyx”

Nikkede han så og smilede, inden han mærkede sin moders mule i hans pande, der nippede til ham. Han nippede tilbage, inden han trådte hen imod Brêgo, bare lidt tættere. Han strakte mulen nysgerrigt i hans retning, og nippede ud efter hans bringe, hvor der dinglede en under, fra en kæde omkring hans hals. Selv var hans mor fyldt med blomster, og det synes han ikke var interessant; for det var han vant til. Men den der, den var spændende!

,,Hva’ det?”

Spurgte han så med den glade og føllede stemme, inden han duttede lidt ud efter den, dog uden at ramme.

[20]

Brêgo nikkede som svar på hendes spørgsmål Illana var stærk. Stærkere end ham selv. både fysisk men også mentalt. Oven i det var hun endda også vellidt. Han havde ikke tilbragt lige så megt tid sammen med andre som hun havde. Ikke kun fordi han havde vandret rundt længe og ledt efter Antheia, men også fordi han på det seneste havde trukket sig en smule fra flokken. Opholdt sig nær udkanten af området og vandret rundt der som en vagt på patrulje. Det havde passet ham langt bedre end at konversere med andre, der behandlede ham anderledes på grund af han status i flokken.

"Illana ved det ikke endnu.... Jeg håber du vil holde tæt. Jeg vil gerne selv fortælle hende det... Jeg havde et mål. Jeg nåede mit mål, men et eller andet sted på min rejse her i landet har jeg tabt mig selv. Det er på tide jeg stopper med at prøve på at være noget jeg ikke er. Det tager for meget energi og jeg er træt."

Han havde aldrig rigtig følt sig tilpas som leder af flokken. Han havde ofte ladet som om intet var galt, og han tog med glæde imod nyankomne Andromedarier, men følte ikke det var hans plads at stå i spidsen. Han havde haft et mål om at skabe et lille samfund hvor andre kunne søge hen hvis de ikke ønskede at vandre rundt. Et sted de kunne søge noget tryghed og ikke mindst selskab. Et sted de kunne kalde hjem. Målet var opnået, og alligevel bragte det ham ingen glæde.

"Jeg ved ikke hvor nemt det bliver. Hun slægter sin far på..... Og mor vil jeg tro. En blanding der ikke er den nemmeste at håndtere. Men lige nu er hun alene. Hendes far har jeg ikke set siden han drog mod Foehn. Jeg tror ikke det ville skade med en der kunne holde øje med hende."

Brêgo lod blikket glide ned mod den lille unge hingst igen med et strejf af varme i de ravfarvede øjne.

"Den kaldes Kongestenen. Hvis du er heldig, kan det være du finder en også"

Sandsynligheden for det var lig nul. Men det kunne da give ham muligheden for at tage på en lille eventyrlig skattejagt. Det kunne måske også give hans mor en smule pause, når han blev lidt ældre og ikke længere behøvede helt så meget opmærksomhed.

Armonia nød at dele selskab sammen med den brogede Brêgo og hendes søn Tarik. Både fordi Armonia ganske vidst brød sig om Brêgo, men også fordi Tarik dermed kunne dele sit nysgerrige sind lidt ud på to sjæle, i stedet for kun hans moder. Han var meget nysgerrig og meget spørgende, og det var også helt iorden; men til tider kunne det være en smule trættende, for den røde hoppe, der altid ville det bedste for sin søn.

,,Jeg fortæller skam intet til hende, det lover jeg du kære. Men jeg tror, at du tager det rette valg for dig selv, Brêgo. Man må aldrig miste sig selv i sin rejse, for da er det på tide at stoppe op og i stedet forsøge at genfinde sig selv på ny. At lyve for sig selv, er hårdt og drænende – så jeg håber at du på et tidspunkt finder ro i dit sind, til atter at genfinde dig selv, din person”

Sagde hun da, med varme toner og nikkede roligt. Hun forstod ham ganske godt – for glemte man sig selv, og lod som om at man var en, man ikke var, kunne det til sidst dræne sindet helt til grunde, og man ville tabe sin egen kamp. Og dette ønskede hun ikke skete for den brogede hingst.

,,Jeg holder gerne et øje med hende, og mon ikke Tarik også ville sætte pris på det”

Smilede hun roligt og nikkede sammenfattet. Hun kendte ej Nyx, den lille forladte skabning, men i hendes moderlige hjerte, kunne hun ikke klare tanken om, at Nyx ikke havde nogen at søge tryghed og kærlighed hos – så det måtte hun gerne gøre hos den røde Armonia og sønnen Tarik.

,,Åh Tarik, du er så evigt nysgerrig du kære! Men nu er det snart på tide, at vi går ind i flokkens område, så du kan se dig lidt omkring, for det her er dit hjem nu, her skal vi bo – desuden skal vi have fundet Nyx også”

Leede hun overbærende og rystede let på hovedet, med et smil på mulen.

,,Vil du gå med os, Brêgo? Jeg forventer ingen rundvisning af dig, men dit selskab vil jeg gerne have, såfremt du har lyst?”

Hun rettede blikket på den brogede igen, og nippede blødt i hans retning.

Tarik forstod ikke helt alt deres voksen snak. Det var en masse volapyk, og han havde for travlt med at studerer den mærkværdige genstand der dinglede foran Brêgos bringe. Men da den brogede hingst rettede opmærksomheden ned til Tarik, og sagde at han måske selv kunne finde sådan én en dag, smilede han stort og ivrigt.

,,Tror du virkelig?”

Sagde han ivrigt, og hoppede nærmest lidt på stedet. Sådan en ville han gerne have. Og han ville også gerne have nogle af sin moders snefnug, der levede i hendes man og dryssede ned af halsen sommetider – men sådan nogle kunne man altså ikke rigtig finde og gemme. Måske man kunne det, med sådan en sten?
Tarik rettede blikket på sin moder, der sagde de skulle se flokkens område. Her skulle de altså bo nu, det her var deres hjem. Og her boede Nixen også; det kunne faktisk ikke blive bedre.

,,Finde Nix!”

Sagde han glædeligt og hoppede lidt fremad, væk fra dem, inden han afventende kiggede bagud på dem – om de mon kom? Men han anede ikke om han overhovedet var hoppet i den rigtige retning.

[3]

"Jeg ved ikke hvordan hun vil tage det. Men det kan ikke skade med et lille vågent øje, selv hvis det er på afstand. Hun har trods alt levet en god del af hendes liv alene. Jeg ved ikke hvad det vil have af betydning på længere sigt, men jeg tror ikke det er noget positivt."

Selvfølgelig bekymrede Brêgo sig om hvad der skulle ske med den lille Nyx. Han ville jo gerne selv være far, men når han knap nok kunne tage sig af sig selv, kunne han heller ikke tage sig af en lille hoppe, der til tider var lidt af en mundfuld.
Det krævede ikke særlig lang tids overvejesle, og derfor nikkede han til Armonias forespørgsel.

"Det ville næsten også være trist med en rundvisning. Det ville på en måde være at frarøve Tariks mulighed for selv at opdage ting. Jeg tror nysgerrighed er noget alle små besidder, og her kan han undersøge stedet inden for trygge rammer. Her kommer der ingen ubudne gæster"

Nyx havde jo indtil videre ikke været i fare på nogen som helst måde. De andre havde behandlet hende ordentligt. Måske havde Nyx ikke brug for så meget forælderlig selskab, men mere fordi hun da så absolut måtte føle sig meget ensom når hun ikke havde nogen af sine forældre at gå til.

"Måske ville det ikke være så dum en idé at finde Nyx..... Jeg har en god idé om hvor hun muligvis befinder sig"

Armonia lyttede til Brêgo, og forstod godt hans ord. For et føl, som ikke havde haft en moder, ville måske have svært ved at falde til ro og finde til rette, hos en anden hoppe. Men den røde ville i hvert fald holde øje, om ikke andet så på afstand.

,,Jeg vil aldrig presse hende til, at være hos mig. Men som du selv siger, kan jeg holde et vågent øje med hende på afstand. Og at dømme ud fra min egen søns reaktion på denne Nyx, så tror jeg bestemt, at hans øjne også vil være hos hende”

Hun smilede varmt til den brogede hingst, der tog imod hendes indbydelse til at følge med dem, på deres lille eventyr. Hun satte kort efter frem i skridt, fordi hendes søn jo nærmest allerede var på vej afsted på dette nye eventyr, i deres nye hjem. Det ene øre blev vippet let bagud til Brêgo, for at sikre, at han fulgte med hende, så de kunne gå side om side. Hun slog et svagt slag med halen, og lod de brune og varme øjne spejde udover det område der nu skulle være hende og hendes søns hjem.

,,Tarik har også en meget stor eventyrlyst.. Noget, som han bestemt har arvet fra sin fader, som sjældent kan findes det samme sted flere gange”

Hun leede let, og nikkede så til hans sidste ord, om at finde Nyx, og at han måske havde en idé om, hvor hun var. Hun lod blikket falde med Brêgo igen, betragtende, som han var der med sine fine brogede aftegninger. Hun ønskede for ham, at han en dag kunne finde ro og glæde igen – for det fortjente alle, inden hendes blik så gled mod sønnen der trippede afsted foran dem.

Tarik var ikke længe om at sætte frem i skridt. Og han var nok lidt ligeglad med, om de ville med eller ej; for han ville altså finde Nixen lige nu! Og det kunne faktisk kun gå for langsomt. Han slog med den lille hale, inden han satte tempoet op til en trippende skridt gang, mens han stirrede frem for sig, med store og nysgerrige øjne. Alt det her, var deres hjem nu. Her skulle han bo; og han kunne allerede lide det.
Han gik nogle meter foran de to andre, og bar sig fremad som om han altid havde boet her, for han var ikke så bange af sig. Han kunne høre de snakkede, men han lyttede ikke til det. I stedet brød han selv stilheden omkring sig, ved at udsende et meget højlydt og kaldende vrinsk..

,,Niiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiix!”

4

“Matthew…. Ham har jeg ikke set længe. Han har ikke befundet sig i Teylar længe. Jeg håber han er ok. Vi burde vel høre noget, hvis der er sket ham noget?”

Han kunne ikke forestille sig, at lyset ikke ville give et eller andet form for tegn. Selvom Brêgo kunne opfange mange ting rundt omkring gennem diverse af Andromedas ”usynlige” beboerer, var det alligevel også begrænset hvor meget info han ville kunne nå at hente. Han havde et par fugle der meldte tilbage dagligt, hvordan landet stod til. Ingen af dem havde pippet om Matthews død, så han måtte stadig være i live.

Brêgo fulgte med, tavs, men med et smil. Der var da et eller andet opmuntrende over at se den lille hingst hoppe rundt som han gjorde med hans gode humør. Den slags kunne ikke andet end at smitte – selvom Brêgo muligvis ikke selv ville nå det niveau af gode humør igen. Det var ikke engang sikkert han overhovedet nogensinde havde nået det niveau selv. Han huskede det i hvert fald ikke. Der var mange ting han havde glemt fra sin tid før Andromeda.

”Jeg håber Tarik bliver nemmere at holde styr på”

En lille latter måtte Brêgo også slippe. Det kunne bestemt ikke være nemt at skulle holde styr på en sådan eventyrlysten lille hingst. Det blev garanteret heller ikke nemmere når han blev ældre og mere uafhængig. Og skulle den unge Tarik vokse op og blive mere som sin far, kunne Brêgo kun gætte på hvor meget bekymring det måtte bringe med sig.

Som så mange andre dage, havde Nyx fundet sin vej til flokkens grænse. Den vej hun havde set sin far gå. Den vej han burde komme fra for at vende tilbage til flokken igen. Han havde sagt han snart ville være tilbage, men hvor længe var snart? Ville han blive væk ligesom hendes mor? Hvad hvis han ikke kunne finde hjem igen? Nyx havde slået sig ned under et af træerne. Der var læ for vind og skygge for sol, og skulle det blive for koldt, kunne hun altid forlade træets skygge. Som hun lå der i græsset, med hovedet hvilende mod den bløde jord, hvilede blikket mod den samme plet i horisonten. Et hvert minut, et hvert sekund, kunne den sorte skikkelse, der ville være hendes fars, dukke op.

En lyd fik Nyx til at løfte hovedet og trække vejret ind i en slags gisp – ikke forskrækket men mere som om der skulle til at ske noget spændende. Det lille gisp blev også efterfulgt af et hviskende ”Tik” og til sidst kom Nyx meget hurtigt på benene for at kalde tilbage.

”Tiiiiiiiiiiiik!”