Request - Let my Son stay [Brêgo//MS]

Den røde hoppe var søgt til Leventera, sammen med sin søn. Hun søgte hertil af en helt bestemt grund.. Hun ønskede at finde Brêgo og anmode om, at hun og hendes søn kunne blive en del af flokken Teylar. Armonia elskede Chibale – det var hendes hjem. Men hun måtte erkende, at Matthew nok måske aldrig kom hjem igen, og derfor stod hun alene med ansvaret for deres unge røde søn, Tarik. Hun havde behov for at vide, at hvis hun en dag måtte drage bort i kamp eller andet, at hendes søn så var i sikkerhed og havde en anden form for familie og tryghed.

Hun måtte derfor sige farvel til Chibale, øen der havde været hendes hjem, siden hun ankom til landet Andromeda. Et farvel der ville vare i lang tid, indtil hendes søn var ældre og bedre kunne færdes i flokkens område alene, uden hende. Om de blev en del af Teylar eller ej, det vidste den røde hoppe endnu ikke – for hun skulle accepteres af lederne af flokken, og der i blandt var Brêgo – men hun håbede inderligt på det.

Sønnen var søgt lidt væk fra hende, på hendes opfordring. Men hun kunne stadig se ham, som han rendte rundt og legede i det høje enggræs. Den røde og spinkle hoppe standsede, og lod mulen glide lidt i vejret. Hun sendte et vrinsk ud i sommeraftenens stilhed, alt imens hun stod på grænsen til området som Teylar tilhørte – hun trådte dog ej ind i det, for det ville hun ikke, så længe hendes anmodning ej var accepteret. Vrinsket var søgende og kaldende – og nu kunne den røde hoppe kun håbe på, at det var Brêgo der ville dukke op i horisonten.

[3]

Brêgo forblev ikke altid inde på Teylars område. Han var sjældent længe væk, men han brugte somme tider nogle dage væk for at holde lidt øje med resten af landet også. Alle de sjæle der på den ene eller anden måde havnede i Andromeda, landede ikke inden for flokkens område, og han ville gerne finde dem og hjælpe dem på vej. Hjælpe dem med at finde flokken, hvis de ønskede at leve iblandt andre der stod i samme situation. Selvom nogen godt kunne lide at vandre rundt alene, var det lang fra alle der foretrak dette. Brêgo vandrede ikke altid alene, men denne gang havde været en ensom tur. En tur med plads til at tænke over tingene. Tænke over det han også gerne ville glemme - eller den han gerne ville glemme. Antheia. Han havde ikke set hende længe, og selvom han håbede at ville se hende igen en dag, vidste han godt chancen var minimal. Han havde allerede fået sit ønske opfyldt en gang i forhold til at se hende bare én gang til.

Tempoet var roligt og gyngende. Brêgo var ikke en af dem der farede land og rige rundt. Alting til sin tid. Han var også sikker på flokken var i sikkerhed når han ikke var der. Der var trods alt stadig Illana samt nogle af de andre vogtere - og så var der et par stærke hingste og hopper iblandt dem også. Alle måtte passe på alle. Som han nærmede sig flokkens område hørte han godt en kalde. Der var ikke langt derhen, og derfor gav han en lille hilsende brummen fra sig, som han nåede hoppen bagfra. En han sagtens kunne genkende, og ikke kun status på grund af blomsterne, men også en han kunne sætte navn på.

"Armonia. Længe siden. Hvad bringer dig herhen?"

Armonia stod ganske stille og lyttede rundt efter eventuelle svar eller lyde, der indikerede at den brogede sjæl, Brêgo, havde hørt hende. Der kom dog ej noget vrisk, men bag hende kunne hun pludselig høre skridt. Brêgo måtte have været på tur rundt i området, som ikke tilhørte Teylar – måske for blot lige at have et vågent øje på de områder, der grænsede op til hans og Illana’s flokområde.
Den røde hoppe drejede sig smidigt og roligt omkring, og mødte Brêgos øjne med sine egne dybbrune øjne, mens et smil faldt frem på hendes mule, ganske svagt og venligt.

,,Vær hilset, Brêgo. Ja, det er ganske længe siden, vores veje sidst krydsede hinanden, og meget er sket siden.”

Svarede hun da, og brummede i en hilsende tone tilbage til ham, som svar til hans brummende toner der før havde blandet sig med stilheden omkring dem. Armonia vippede lidt med sine røde øre, inden hun kiggede tilbage imod flokområdet, i nogle sekunder, og derefter drejede hun hovedet tilbage i den brogedes retning.

,,Brêgo.. I vinters blev jeg moder, til en søn. Hans fader er Matthew. Min søn og jeg ønsker ophold i din og Illanas flok. Måske er der ej plads til os, men da håber jeg, at du vil lade min søn blive her alligevel. Matthew er ej at finde nogen vegne, og i mit hjerte tror jeg ikke længere på, at han er i dette land mere – jeg tror, at han er draget videre ud i det ukendte. Jeg ønsker at min søn skal være sikker, at han skal have et sted med tryghed, hvis jeg en dag... Ikke længere er her. Brêgo, vil du lade os være en del af jeres flok?”

Armonia var ikke meget for at være så lige på og hårdt, men hun var her af denne årsag. Hun ønskede, at de skulle blive en del af flokken, så Tarik var mere i sikkerhed end når han kun var ved hendes side. Stemmen var fyldt med sorg, da hun talte om Matthew – for han var en del af hendes hjerte, og den del havde den mørke hingst taget mig sig, da han forsvandt. Hun lod hele tiden blikket hvile i Brêgo’s øjne, for at se hans reaktion. Hun håbede, at han ville lade dem blive – men det var ej noget, den røde forsigtige hoppe kunne bestemme for ham; og det ville hun ej heller.

[4]

Et blik blev kastet i retningen af føllet, hvilket frembragte et smil om Brêgos mule. Det var noget han aldrig selv havde oplevet - indtil videre. Selvom han gerne ville være far, havde han endnu ikke fundet en at slå sig ned med. Den hoppe han elskede havde han ikke set længe. Han havde ledt længe og havde mødt hende en enkelt gang, hvorefter hun var blevet væk igen. Det gjorde stadig ondt, og han tænkte stadig på hende. Hun havde hjulpet ham da han lige var kommet til Andromeda, så hun havde været meget vigtig for ham, og Brêgo følte et eller andet sted han skyldte hende en del.

"Der er altid plads i Teylar til flere. Matthew er også en del af Teylar...... Men må jeg spørge om hvorfor du tror han er draget videre til det ukendte?"

Brêgos tone var som altid mild og venlig. Han ville ikke snage alt for meget, men eftersom Matthew var en af Teylars medlemmer, var han nysgerrig og så det egentlig også som en pligt at vide hvad der kunne være sket, hvis han var væk i en længere periode. De fleste passede egentlig sig selv og kom og gik som det passede dem, for de kunne jo også have ærinder rundt omkring, ligesom ham selv - Især vogterne.

Den røde hoppe havde blikket hvilende imod Brêgo, ganske roligt. Men det var et ømt punkt for hende at tale om, idet han sagde der var plads til flere, og derefter spurgte ind til, hvorfor den røde hoppe troede at Matthew ej var her mere.
Langsomt drejede Armonia blikket væk fra den brogede hingst, og lod det hvile ind imod flokkens område, som hun stadig ikke stod på – men kun stod i udkanten, tæt på.

,,Matthew har været væk, siden Tarik kom til verdenen. Og min, vores, søn er snart et år gammel. Jeg har ej kunnet fornemme Matthew i alt den tid, ej kunnet finde ham og ej kunnet lugte ham i nærheden.. Jeg har kaldt, og det samme har Tarik, som blot nåede at se ham en enkelt gang, da han var kommet til verdenen. Jeg tror ej på, at Matthew er her mere, for da ville han have fundet os”

Brummede hun sagte, mens der i hendes øjne samlede sig tårer, der gerne ville falde. Men den røde hoppe fik dem blinket af vejen i stedet, for hun ønskede ej at vise så meget sårbarhed overfor Brêgo, eller nogen anden. Desuden var sønnen ej langt derfra, og han skulle ikke se sin moder gå i stå. Hun talte derfor også med svage og lavmeldte toner.

[5]

"Jeg gik i længere tid end et år, mens jeg ledte efter min Antheia. Jeg fandt hende igen. Du må aldrig give op. Måske dukker han op igen. Måske ikke, men det gavner ingen at give op. Måske vil du en dag finde en der kan tage hans plads ved din side, men indtil da ville jeg ikke opgive håbet. Jeg tror på der er en mening med alt."

Brêgo havde formået at gå i to år uden at se sin Antheia, før han fandt hende igen. Og hvem vidste? Andromeda var større end de fleste måske lige vidste. Mange havde måske besøgt alle øerne, men der lå meget mere end bare skove, søer og åbne områder. Der var grotter med hemmelige stier til hemmelige steder.

"Hvis Matthew er helt væk, er jeg næsten sikker på vi ville vide det med sikkerhed. Man forsvinder ikke ud i den blå luft, heller ikke hvis man mister livet - og Matthew var vogter. Han er stærk, han har lyset på sin side. Men jeg kan godt nok ikke forstå nogen ville efterlade sådan en lille skabning."

Det milde blik var blevet rettet mod det røde føl der befandt sig et lille stykke fra dem. Automatisk gled et smil hen over hans mule. Brêgo ville gerne selv være far en gang, men hans Antheia var der ikke, og hvem han ellers kunne holde af, var svært at vide. Der var ikke så mange han havde dannet noget dybt venskab til. Næsten alle var overfladiske bekendtskaber. Han brød sig ikke om det. Brød sig ikke om at være overhovedet i flokken. Brød sig ikke om at være den de andre vendte sig mod. Han følte kun ubehag ved det.

Hun lyttede til den brogedes ord. Hans fortælling om, at han havde ledt længe efter hoppen Antheia. Og det smertede den røde hoppe, at Brêgo derefter havde fundet hede endnu engang; men hvor var hun så nu?
Stille vippede Armonias røde øre omkring, inden det ene fandt bagud imod Tarik, som lige så stille nærmede sig dem, snigende vel nærmest, fordi han havde fået besked på at vente, til hun kaldte.

,,Jeg håber også inderligt, at han en dag dukker op igen. Men for Tariks skyld, er det bedre at vi er en del af en flok og et fællesskab, så han har flere at vokse op i blandt, så tak Brêgo. Jeg forstår ej heller, at hans fader kunne forlade ham; men måske der har været en mening med det, på en eller anden måde”

Svarede hun da tilbage, med lyse og milde toner, inden hun drejede blikket bagud til Tarik der kom tættere og tættere. Hun smilede varmt ved synet af hendes søn, inden hun sendte et kaldende og lavmeldt vrinsk i hans retning, fyldt med stolthed og varme i tonerne. Hun kiggede tilbage på Brêgo, en smule overbærende over sin søns manglende tålmodighed.

,,Jeg tror, at min søn nåede sit punkt for tålmodighed. Jeg håber det er okay, at han kommer herhen"

Smilede hun, og brummede i milde toner.

Den lille røde hingst, havde stået i afstand af hans moder og den brogede hingst. Der havde han stået og kigget lidt på dem, og forsøgt at høre deres ord; men det kunne han dog ikke.
Da han mistede tålmodigheden, begyndte han at snige sine lange ben afsted igennem det høje enggræs, og hver gang hans moders øre vippede i hans retning, stod han BOM stille. Når hun så pegede det væk fra ham igen, bevægede han sig snigende videre imod dem.

------------------ 

Tarik var opdaget; for hans mor sendte nu et kaldende vrinsk i hans retning, og det reagerede det unge føl prompte på! Han for fremad i en vild og spænende galop, hele vejen hen til dem, mens han vrinskede føllet og glædeligt. Da han nåede helt derhen, fik han lidt kluntet stoppet sin galop, så i trav, og derefter skridt. Han gned sig op af hans moders side, og nippede hende på skulderen, inden hans blik faldt på den brogede hingst – og så kom der ellers et stort smil på den lilles mule.

,,Hej! Jeg’ Tarik!”

Sagde han glad og nikkede ivrigt.

[7]

"Der er en mening med alt. Det er jeg sikker på."

Sådan måtte det være. Der skete ikke noget, hvis ikke det havde betydning for noget andet. Han nægtede at tro alt skete tilfældigt. Han nægtede at tro hans Antheia var forsvundet uden grund.

"Selvfølgelig. Der er flere på hans alder i flokken, så jeg håber han kommer til at falde godt til. Godt nok 3 hopper, men legekammerater er vel legekammerater?

Nyx var kommet dertil efter hendes mor ikke længere var der til at se efter hende og hun derfor kun havde sin far tilbage. Og så var der de to helt små. Leonoras døtre. De var måske lidt for små til at lege endnu, men det skulle nok komme en gang - Så kunne man bare håbe på den lille hingst ikke var bange for pigelus.

"Jeg ville gerne selv have haft en lille en, men jeg ved ikke hvor aktuelt det er længere. Det må være en fantastisk følelse at blive forælder."

Som den lille hingst kom hen til dem og præsenterede sig selv, lod Brêgo sit hoved synke ned på hans niveau så deres hoveder var i samme højde - præcis som han gjorde det når han talte med de to små heste, der begge lod til at komme fra et besynderligt sted hvor man havde nogle tjenere som ikke rigtig var tjenere alligevel. Noget han stadig ikke helt havde forstået.

"Dav lille Tarik. Mit navn er Brêgo."

Armonia lyttede til den brogedes ord – og han havde ganske ret. Armonia troede også på, at der var en mening med alt. Omend hun havde svært ved at se, hvad meningen med Matthews forsvundet havde været; i hvert fald set fra hendes eget egoistiske synspunkt; for hun manglede ham og det samme gjorde deres søn.
Den røde hoppe leede en smule ved hans ord, om at der var flere legekammerater i flokken; godt nok hopper.

,,Jeg tror Tarik er ganske ligeglad, bare de vil have hans selskab, så er han ganske tilfreds og glad”

Smilede hun varmt og roligt til den brogede, inden smilet dog forsvandt ved Brêgos næste ord. Hun forstod ham, og huskede selv hvordan hun havde haft det, inden hendes søn kom til verden.

,,Jeg forstår dig ganske godt, Brêgo. Mit største ønske var også at blive moder, at få forældrerollen. Men jeg tror på, at du en dag vil få dit ønske opfyldt – blot du selv tror på det”

Nikkede hun roligt, inden blikket faldt ned på hendes røde søn der havde præsenteret sig selv, og nu kiggede med stor nysgerrighed på den større brogede hingst. Hun smilede varmt ved synet, inden hun nulrede sønnen en smule i nakken.

Den lille røde var ikke bleg for selskab. Ja, faktisk så forstod han ikke rigtig, at der sommetider var nogen, der ikke var interesseret i selskabet fra ham. Men han var jo også bare et naivt lille føl, der ikke forstod sig meget på livet; endnu.
Den brogede tog hovedet ned i hans højde, og dette kunne den unge Tarik godt lide – for det var meget nemmere at se dem, når de kom lidt ned i højden; og så virkede de heller ikke så store og frygtindgydende.
Den brogede hingst præsenterede sig selv, Brêgo hed han, men det havde hans moder fortalt ham en enkelt gang. Brêgo.. En leder, havde hun kaldt ham dengang.
Tarik smilede stort, inden hans lille mule ramte blødt imod den brogede hingst mule. Han nippede til den, legende og dog forsigtigt, inden hans hoved gled nysgerrigt på sned.

,,Vi bo her?”

Spurgte han så nysgerrigt, og kiggede skiftevis på den brogede hingst og hans moder. Den lille hingst kunne nærmest ikke være i sig selv, i ren og skær begejstring – for tænk, hvis de faktisk skulle bo her, i sådan et kæmpe område!

[11]

"Jeg er bange for jeg har opgivet det håb. Jeg bliver ikke yngre, og jeg har mere eller mindre levet i ensomhed siden eg kom hertil. Selvfølgelig er der flokken. Den giver beskyttelse, men jeg har ikke knyttet et bånd til mange af flokkens medlemmer. Oven i det har jeg ikke set hende jeg havde kær i et års tid. Og før det, et par år. Hvem ved hvornår hun dukker op næste gang? Hvis hun overhovedet dukker op? Jeg håber stadig, men selv hvis hun gjorde, ville chancen for en søn eller datter være minimal"

For det første ville det kræve de rigtige omstændigheder. Og oven i det ville det også kræve Antheia ikke blev væk igen efter lige så kort tid som sidst. Ellers ville han stadig stå på bar bund - og endda med en uvished om han rent faktisk havde en søn eller datter et eller andet sted i Andromeda - eller bare et helt andet sted. Hvad hvis han aldrig ville se ham eller hende?

"Det kan du tro, lille ven... Sammen med Tára, Tauriel og Nyx."

.... Og en sjov gammel fyr på din størrelse, kunne Brêgo ikke lade være med at tænke, hvilket automatisk bragte et smil frem på hans mule. Christian var ikke ret meget højere end den unge hingst - hvis han overhovedet var højere. Men han var ældre - dog ikke mindre sjov af den grund, og han havde med garanti nogle sjove historier at fortælle, for han kom fra et helt anderledes sted end Andromeda, med ting man nok ikke engang kunne forestille sig, hvis alt man havde kendt, var Andromeda.

Den røde hoppe forblev stående, mens hendes søn var kommet tættere på dem. Hun vippede forsigtig med sine øre, idet Brêgo talte. Langsomt lagde hun sit hoved på sned over hans ord, og hun kunne godt forstå hans smerte. Hendes frygt var også, at Matthew pludselig ville dukke op, men så forsvinde igen – i endnu længere tid. Hvor hårdt det end var, var det måske for det bedste, for hende og Tarik, at han forblev væk for altid; eller at han vendte tilbage, og blev hos dem for altid. Hun kunne ej overskue, hvis han vendte dem ryggen atter engang, og hun så stod tilbage med en søn, der pludselig var ældre, og dermed bedre ville kunne forstå sorgen og føle sig efterladt af sin egen fader.

,,Jeg forstår godt dine ord, Brêgo. Men det gør mig inderligt ondt, at du skal føle denne ensomhed, i en flok der er din egen. Er der ej nogen i flokken, du kan betro dine tanker til, og lade være dig en støtte?”

Hun puffede venligt og varmt ud i hans retning, efter hans skulder. Det gjorde ondt i den røde hoppe, at han var så ensom, og at han også havde opgivet håbet om nogensinde at blive far til sit eget afkom. Hun smilede stille af de to, da Brêgos opmærksomhed faldt på hendes søn Tarik, og nævnte de unge føl der også var i flokken.

,,De er alle 3 piger Tarik, men mon ikke du kan klare det?”

Drillede hun ham blidt, og puffede til hans lille hals. Hun smilede varmt på skift til dem.

Tarik var vældig godt tilfreds med selskabet af den brogede hingst, han kunne godt lide ham. Han lod sine øre vippe helt frem imod ham, da han talte til hans moder, inden han så igen kiggede på Tarik og talte til ham. Tára, Tauriel og Nyx. Navne på nogle andre i flokken. Men hvem? Hans moder nævnte at de alle var piger, men det gjorde nu ikke den unge gut noget som helst. Men Nyx… En pige. Kunne de have sagt forkert? Var det måske Nix?

,,Nyx..”

Mumlede han lidt eftertænksomt.

,,Sort, pige, Nix?”

Sagde han så ivrigt og nikkede. Måske vidste den brogede bare ikke helt hvad hun hed, så måske han bedre kunne svare på det, nu når Tarik fortalte at hun var sort og en pige; men hun hed altså Nix og ikke Nyx. Han brummede glad, og kunne nærmest ikke være i sig selv i ren og skær forventning. Bare det da var hende!

[13]

Brêgo puffede blidt tilbage i Armonias retning. Selvom han til tider kunne virke meget gamme, var han det alligevel ikke. Han ville sikkert sagtens kunne finde en der kunne erstatte Antheia - eller i hvert fald udfylde en del af det hul hun havde efterladt, men han var stadig ikke rigtig klar til at tage det skridt videre - ikke endnu.

"Der er en enkelt. Jeg stoler fuldt ud på hende. Så meget jeg midlertidigt overlod flokken i hendes varetægt da jeg ikke selv var i stand til at klare den opgave. Jeg har været langt omkring her i Andromeda, men jeg har tabt mig selv på vejen. Jeg ønsker at overdrage Teylar til hende permanent. Jeg kan ikke finde mig selv og tage vare på andre sjæle på samme tid. Dermed ikke sagt jeg ikke vil hjælpe til med sikkerheden i flokken. Men jeg kan ikke længere stå i spidsen for den"

Han havde opnået sit mål. Han havde skabt et hjem for mange. Et hjem de kunne komme til, når de havde brug for tryghed. Et sted de kunne være sikre på skyggerne ikke kunne få fat i dem. Et hjem, hvor man kunne søge selskab når man var træt af at leve alene. Nu hvor han havde gjort det, var det på tide at fokusere på selv at få det godt igen.

"Ja, Nyx..."

Svarede Brêgo med et lille smil. Måske den lille hingst ikke helt kunne udtale navnet, men så vidt han vidste, var der ikke nogen der hed Nix. Selvom der efterhånden var en del sorte i flokken, var der ikke andre der havde navne der lød som noget i nærheden af Nyx eller Nix. han vendte sin opmærksomhed tilbage mod Armonia, stadig med et mildt, varmt smil om mulen.

"Det lader til der er et navn der ikke er helt fremmed. Nyx har desværre mistet sin mor. Der er ikke nogen der ved hvor hun er blevet af. Den lille stakkel...."