Internal Inferno

[16]

Mørket hang på himlen. Stjernerne var delvist dækket af skyer, og natten var derfor lun. Den varme jord fra vulkanen hjalp også på det. Ava faldt i ét med sine omgivelser grundet sin meget mørke farve, lige med undtagelse af de blå cirkler og et par blå øjne, der næsten lyste op i mørket. Det var på den tid af dagen hun følte sig aller mest vågen. Aller mest fyldt med energi og det tidspunkt af dagen hun følte sig stærkest. Mørket. Ava var tilhænger af det i mere end bare en enkelt forstand. 

Blikket var rettet mod hendes gamle hjem, på trods af hun intet kunne se. ude i horisonten kunne hun ane Leventras ujævne landskab som mørke siluetter over der stak op af det mørke hav, og næsten faldt i et med den mørke himmel. Ørerne var spidset fremad, som håbede hun på at kunne høre noget derfra, men ingen andre lyde kunne høres end vindens hvisken. Alduins hvisken. Stemmer der formede ord og alligevel ikke. Det trak i hende og Ava havde aller mest lyst til at krydse havet og stampe sig vej ind i Teylar flokkens område, men hun havde også vurderet det ikke var så smart at gøre alene. Hun måtte vente. Vente og se om den anden hoppe rent faktisk ville hente hendes datter til Chibale.

Ørerne gled langsomt om mod nakken. Ikke fordi de blev presset ned i nakken, men fordi Ava syntes at kunne høre noget. Høre nogen. Et par af hendes brødre og søstre var ikke langt væk, det kunne hun fornemme.


@fame

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds,  ‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals,  and there, 

standing amidst all of this chaos, 

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations. 

She's the eye of the hurricane. "

Den røde smilede vagt. Skumringen havde indtaget Fohen, solens sidste stråler kæmpede imod det mørke der lå på lur og langsomt strakte det sine hænder over den glødende himmel. Fame elskede skumringen... hun nød de varme stråler, og selvom hun havde givet op på lyset i den magiske forstand, ville hun ikke vige for den nedgående sol. Nej, skyggehoppen følte ikke smerte når hun stod i dens stråler, men nærmere end varme imod hendes ellers kølige krop. Svage minder om ørkensolen på Zenobia. Et mindre savn.

Hun havde ikke været på Zenobia siden skyggerne havde indtaget hendes krop.... ørkenøen havde været et rart sted. Et hjem og ly for Sirenen, hvis tanker i en kort omgang fandt tilbage imod de tider hun havde danset under den brændende sol... Rasbell, der aldrig havde set det gyldne sand. Den brutale skønhed i det øde område. Drezar...



En ordløs sang lød langsomt omrking hende og skyggerosen vippede et øre til siden. Skyggerne sang for hende. Hviskede til hende og langsomt faldt den bronzefarvede ind i deres melankolske sang. Hun nynnede med, lukkede de rødlige øjne og følte hvordan solens stråler nu passerede og natten havde bredt sig over Andromeda. Hun havde ikke brug for sådanne tanker... sådanne minder svandt langsomt væk. Det sørgede de for.



En ny stemme blandede sig med de mange. En hvisken om en fremmed men dog ikke fremmed, for skyggerne kendte denne skikkelse. Skyggerosens øjne åbnedes og i mangel på lys glødede de sigende Selskab.. det var ikke mange hun kendte godt fra flokken. Lederen Fuyu var faren til Rasbell, og hun havde mødt Volontaire før... men mange andre havde hun kun set flygtige glimt af.

Derfor besluttede hun at gå nærmere.



De dybrøde hviskede begejstret da hun begav sig nærmere den mørke Ava. Nok vidste Fame ikke helt hvor hun var, men ved deres guiden, kunne hun snart se en mørk skikkelse. Lysende blå aftegn prydede hendes slanke krop. En... søster. Det var hvad Fuyu havde kaldt det, og Fame smilede vagt.



"Smuk nat, ikke sandt?"

Hoppens ord var bløde, og et smil formede sig om hendes sorte mule.

Word count: 354

[17

De nærmest lysende blå øjne bliv rettet mod den fremmede søster, som Ava fik drejet hovedet for at vende sin opmærksomhed mod hende. Hun havde ikke mødt så forfærdelig mange af sine søstre - de fleste havde været brødrene. Ava havde også mere travlt med andre ting end at socialisere med de andre skygger med mindre hun havde en helt bestemt grund til det. Ikke fordi hun ikke brød sig om dem, men simpelthen fordi der var noget meget vigtigere at tænke på; midnats nymfen.

"Drem yol lok, Vokun."

Blikket blev rettet fremad igen uden noget bestemt fikserings punkt. De sidste tanker blev lige tænkt færdig før hun kunne fokusere fuldkommen på hoppen. Der var ingen tvivl om hun var en søster. De røde øjne var meget afslørende, men hun kunne også fornemme det gennem skyggerne. Selvom man ikke kunne se dem svæve rundt omkring Ava som man kunne med så mange af de andre indvigede, havde hun stadig meget nær kontakt til dem. I stedet for at flyde synligt rundt udvendigt havde Ava skyggerne løbende rundt i hendes årer. Tættere kom hun ikke på dem, men det kunne også være en ulempe når hun stod over for lyset og de lyse sommerdage.

"Bestemt. Temperaturen er tilpas, mørket hærsker og der hviler en stilhed over Foehn. Kun en ting kan gøre den endnu bedre."


Forklaring:
Drem yol lok: vær hilset
Vokun: indviget / skyggehest.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den bronzefarvedes ører vippede frem ved hendes ord. Ord på andre tunger end hvad hun var vant til, ord fra en anden tid men dog med en efterklang af forståelse. For nok forstod Fame ikke den mørke hoppes ord. Men skyggerne i hende, skyggerne omkring hende gjorde, og deraf kom forståelsen til hende. Det mørke hoved blev langsomt tiltet på sned.

Hun vidste ikke meget om denne hoppe... hendes fortid, hvad hun lavede nu eller hvad hun ønskede var tåget og ikke til at vide. Men interreassen var der, og fik de rødlige øjne til at gløde i mørket. Denne hoppe... hun var indbundet i skyggerne, på en helt anden måde end Fame selv. De stod hende nærmere, hendes skygger flød dybt i hendes årer og det vækkede på sin milde vis en vag forundring, vippende imod respekt. Der emmede en styrke fra hendes stålblå blik.

"Javidst..."
Nynnede hun og det ulmende blik gled over askeøens horisont. Månen kastede et blegt skær over landet, og i de sene timer så det... mystisk ud. Men Fame havde aldrig været en der romantiserede naturen, og lod derfor blikket finde tilbage imod Skyggehoppen. I en flydende bevægelse tiltede Fame hovedet den anden vej og blinkede.

".... Du leder efter noget?"
Hoppens ord var spørgende... de fleste skyggeheste havde en idé om hvad der kunne gøre landet bedre. Fame kunne - omend det ikke trak meget, også mærke det fælles mål de alle delte i hendes tanker og sind. Men måske var det noget andet Skyggehoppen søgte.

Måske, måske, måske.

WORD COUNT:  256

[20]

Fra tid til anden blev blikket vendt mod den anden skygge. Ava forholdt sig dog tavs i noget tid, uden at kommentere mere på natten. Det havde nok mest af alt fungeret som en slags icebreaker. Et emne to fremmede kunne tale om som intet havde med interesser at gøre - eller noget som helst personligt. Hun endte dog med at ryste på hovedet af spørgsmålet.

"Jeg leder ikke... Jeg ved hvor jeg finder det, men jeg kan ikke sætte mine hove der."

Så mange gange havde hun bedt om hjælp, og hun havde stadig ikke set sin datter. Sidste gang var da hun stadig var føl og næsten plag. Før hun gav sig selv hen til skyggerne. Dengang hun stadig havde en familie. Ørerne blev langsomt vippet bagud og lagt ned mod nakken, men ikke på grund af hoppen eller hendes tilstedeværelse.

"Vogterne har min datter. Sidst jeg så hende var før jeg gav mig selv hen til Herren. Siden da har jeg ikke kunne sætte mine hove i Teylar."

Hun fnøs. Hun måtte ikke sætte sine hove i Teylar, men Teylars medlemmer måtte gerne invadere hendes hjem og slæbe lyset med sig. Det var forkert! Meget forkert.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvede vippede ørene en anelse forundret frem ved Avas ord. Hun ledte ikke, hun vidste allerede hvor det var men kunne ikke sætte sine hove. Når Fame så på Ava, den mørke skyggehoppe hvis øjne og statur emmede af en styrke som Fame kun havde set hos den hvide skygge Fuyu, virkede det ikke som en generelt umulighed. HVad der kunne holde hende tilbage forekom.... mærkeligt. Men da hun uddybede kunne hun se hvorfor. Teylar... den skyggeklædte havde hørt om Teylar men aldrig set flokken med egne øjne. Nej, mørket havde fundet hende hurtigere end lyset havde.
Hoppens smil falmede deraf. Hendes datter... ligesom Fame, var den mørke Ava en mor. Selvom hun ikke selv havde fået en datter af kærlighed, var hun kommet til at elske den askefødte hoppe. Hendes dumme, uvidende men dog smukke og fantastiske datter var et milepunkt hun aldrig troede hun skulle nå, og ordene Ava sagde fyldte hende med en vis harme.

"Teylar nægter at lade dig se din datter...?"
Brummede den bronzefarvede, hvis øjne tog en mere ulmende glød. Som kul der kortvarrigt blev pustet til, og Sirenen kneb øjnene sammen. Hendes datter var hendes stolthed og noget af det bedste hun nogensinde havde gjort i denne verden.
At de vovede...

"... Ved din datter at du leder?"
Hoppen stemme var ikke medfølende, næppe kunne den heller kaldes trøstende for Fame var ikke sådan en skabning. Nej. hendes sind begav sig af mere forargede veje, hvilket var hvad der kunne læses i hendes bløde stemme, og hendes blik gled imod horisonten og de andre fjerne øer.
Om det var en moders følelse imod en anden, eller en skygges forbindelse til sin søster vidste hun ikke. Måske en blanding, måske begge dele.

WORD COUNT: 289

[22]

"Teylar forbyder skyggerne at sætte deres hove i deres område. Det var mit hjem engang. Jeg ved hvor mange vogtere der befinder sig i området. Alene har jeg ikke en chance."

Nok var hun stærk, men ligesom hun havde en lille smule magi hun dog mestrede meget godt, var der vogtere der var langt stærkere end hende på den front. Og så havde de numrene med sig. De var flere. De kunne selv i en fysisk kamp sende hende væk eller hvad der var værre. Hun vidste udmærket godt, at bare fordi de så sig selv som gode og lyset som ren godhed, ville det kunne drive skyggerne væk fra hende. Efterlade hende svag. I live men svag. Enhver ville kunne gøre det af med hende.

"Jeg tvivler. Jeg har ikke set hende siden jeg valgte skyggerne. Det har kostet mig dyrt, men de har vist mig sandheden. Jeg kan ikke vende ryggen til sandheden. Vogterne vogter over stjålne ting. Lyset har taget årstiderne, lyd, lys, himmel og vejr. Alt sammen noget der tilhører Andromeda, og givet det til vogterne. Det er ikke deres, men de ved ikke bedre."

Ava løftede den ene hov for at placere den en anelse agressivt mod sten-agtige underlag. De kaldte sig selv gode, men holdt på stjålne ting. Nægtede andre adgang til dele af Andromeda. Det var forkert, men det kunne de ikke sige.

"Jeg har bedt flere hente min nymfe, men jeg har stadig ikke set skyggen af hende."

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Hoppens øjne vendte tilbage til den mørke hoppe ved hendes ord. Hun fortalte om vogternes styrke, og selvom Fame næppe havde set mange af de vogtere, havde hun dog mødt enkelte. Jaidev, himmelhingsten med en kappe som lignede nattehimlen. Django, hvis rustning beskyttede ham mod bjergets kræfter og han beskyttede også dem. Men aldrig havde hun set deres styrke.
Dog forekom det ikke umuligt at de var stærkere end dem, og en hel flok kunne fremstå umulig at slå sig igennem. Det kunne hun forstå... men acceptere det? Næppe.

Skyggerosen tænkte. Overvejede og funderede... umiddelbart virkede det svært, og selvom hun havde sendt flere, var der ingen der var vendt tilbage med hendes datter. Ikke endnu det var... men hvorfor skulle de også det? Løfter kunne nemt brydes, og den bronzefarvede kunne gætte at hjælp var sjælden at finde, for skabninger som dem. Og hun smilede da.
Skabninger som dem...

"Det er kun skygger, som ikke kan drage til Teylar... korrekt?"
Hoppens ord var rolige men med en sagte undertone af mørke. Skyggehestene kunne ikke drage ind, fremmede var upålidelige og løb fra deres løfter... men hvad med en der tilhørte skyggerne af blod og sjæl, men ikke var velsignet. Ikke endnu. Nok havde hendes datter skuffet, da hun ingen evner havde arvet fra hendes far. Men nu kunne det næsten være belejligt.

"For er det situationen... må vi jo bare sende en der ikke er skygge... men en som tilhøre skyggerne. Min datter".
Hoppen tog et skridt nærmere Skyggehoppen og lusket smil bredte sig om hendes mule. Rasbell kunne endelig bevise sit værd... som værende datter af Fuyu, kunne dette måske være hendes chance, og Fame lukkede øjnene. Omkring hende begyndte en lavmælt hvislen og skyggerne vågnede igen, ivrige efter at finde den askefødte.

"Find Rasbell.."
Hvislede hun og så dem lede. Hun var på øen, hun ville komme. Nu skulle de bare... vente.
Hoppens blik faldt tilbage på Ava. Måske havde Skyggehoppen set hendes datter før. Måske ikke... hun var genkendelig, som værende en af de få uden skygger i flokken.

WORD COUNT: 343

Rasbell
I'm a wanderess
I'm a one night stand
Don't belong to no city
Don't belong to no man
I'm the violence in the pouring rain
I'm a hurricane

Den aksefødte havde egentlig ikke lavet forfærdeligt meget. Hendes færden til Chibale var lige overstået, og det eneste tegn på hun nogensinde havde forladt øen har den fugtige pels og man samt hale. Men netop som hun skulle til at lægge sig til ro for natten, kom noget til hende.
En lavmælt hvisken der langsomt blev højere, et kald om at hun skulle komme, og den askefødte løftede hovedet. Skygger. Enkelte skygger hvirvlede om hendes krop, bad hende rejse sig for hendes mor kaldte. Og den askefødte sukkede men lystrede.

Hun fulgte dem til et mere åbent område hvor hun spottede sin mor. Den bronzefarvede hoppe var let genkendelig i det tætte mørke, men det var først da hun kom nærmere at hun så den anden hoppe. Sort som natten men med lysende aftegn i panden. Hun havde set hende før... hun var en del af flokken.
Den askefødte brummede forundret, hvad kunne have kaldt hende herud på denne tid..? Var hun i problemer, eller skulle hun vises frem? Hvad hendes mor havde i tankerne kunne hun ikke finde ud af, hendes ører vippede en anelse undrende tilbage men da hun kom tættere på prøvede hun med et smil.

"... mor?"
Sagde hun tøvende og stoppede op. Hendes blik gled skiftevis fra den sorte hoppe til hendes mor, førhen at det flakkede til siden. Der var noget i gære...

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

[27]

"Et par fra Teylar havde vovet sig her hen. Min bror af kød og blod, og en gammel ven. De tog lyset med sig. Her på Foehn. Angrebet af lyset her. Jeg har ikke hørt det sket før. Jeg bryder mig ikke om det. Fuyu må gøre noget, men jeg har ikke set ham længe. Ikke siden vi havde en forædder iblandt os."

De måtte ikke sætte deres hove i Teylar, men Teylar måtte betræde Foehn? Andre vogtere havde også opholdt sig på Foehn, og andre uden magiske kræfter vovede sig også hen på den askefyldte og mørke ø. Det var som om frygt og respekt for skyggerne var ved at svinde ind. Som om de havde glemt hvad de var i stand til. Ava forstod godt hvorfor - flere og flere var som sunket i jorden og hun kunne ikke lade være med at frygte det var lyset der var ved at vinde - overtage Andromeda helt og gøre det umuligt at befri Alduin.

"Korrekt. Problemet er, at jeg allerede har sendt flere. Dem der skulle forestille at være venner. Og familie. Nogen jeg kendte og dem jeg ikke kendte, og jeg er ikke kommet videre. Ikke engang en lille smule."

Endnu et fnys forlod Ava som hun stod der og spændte op af ren og skær vrede til resten af verdenen. Vogterne, dem der ikke var vogtere, de svage skygger - hendes brødre og søstre. Til tider følte hun sig som den eneste der gjorde hvad hun kunne når hun forsøgte at skaffe det de skulle bruge for at befri Herren. Hun havde tilmed hørt flere tale om de havde mødt skygger, som intet gjorde. Både vogtere og ikke vogtere. Hvordan kunne en skygge tale med en vogter, uden at forsøge at tage hvad de skulle bruge? Godt nok havde hun selv talt med Jaidev, men hun havde før prøvet på at tage kappen. Nu havde hun en anden plan. Han skulle gemmes til sidst.

"Hvis ikke snart dukker op må en anden tage over. Jeg ser ingen værdige. Jeg ser ingen hjælp fra andre. På trods af jeg står med den udfordring ikke at kunne se min datter, har jeg alligevel formået at stå ansigt til ansigt med vogtere og gjort hvad jeg kunne for at skaffe det vi skal bruge til at slippe Herren fri, men jeg kan ikke klare det alene."

De blå øjne blev rettet mod en ny hoppe der var kommet til. Det var ikke svært at gætte sig til det måtte være Rasbell. Nymfen måtte efterhånden være blevet lige så gammel. Voksen i hvert fald, og ikke et føl der næsten var plag, da hun sidst havde set hende.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvede nikkede langsomt. Selvom hun ikke havde oplevet hvad den sorte havde, kunne hun se frustrationen i hendes blå øjne. Angrebet af lyset i hendes hjem, forrædere, venner og familie der ikke havde holdt deres løfter. Ava havde alle grunde til at være bitter på Andromeda. Men det første hun sagde, fik også hoppen til at fnyse.
Flokken var deres hjem, flokken var deres garanti på sikkerhed. Selvom hun i starten havde været skeptisk, var det fantastisk at have et hjem at vende tilbage til. Men hvis det omtalte lys kunne jage dem i deres hjem, da var der en klar ubalance i denne verden. Det var ingen hemmelighed, at Skyggerosen næppe var ligeså... aggressiv som hendes brødre og søstre. Hun benyttede sig af ord, besnærende løfter og manipulation i større grad en fysisk styrke. Men i lyset af situationen, kunne Fame snart se det nødvendige i at blive stærkere.

"Ava... du er ikke alene..."
Hoppens stemme var varm, ikke trøstende men hun vidste at Ava ikke stod alene, og den rustfarvede føllte hendes skygger brede sig. De sang for Sortehoppen, i enighed med hendes vrede og i begejstring for hendes ildsjæl. Selv Fame var ikke alene i det fælleskab hun havde fået med skyggerne, og den rødes øjne tog et dybere skær. Jah, selvom den rustfarvede altid havde været hendes egen nummer 1, kunne hun med sikkerhed fortælle at flokken nu betød noget for hende. Skyggernes skæbne betød noget. Selv den sorte hoppe, der ikke havde meget godt at give af mere.

Snart dukkede hendes datter op, og Fame følte smilet brede sig. Hendes datter var blevet stor... stærk og voksen, og en blanding af begge sine forældre af udseende. Men indeni, kunne Fame ikke sige hvad Rasbell var. Det var dog ikke nødvendigt for den mission den askefødte skulle ud på, og kærligt nippede Fame til sin datter hvide lokker. Beroligende, for hun virkede en anelse.... nervøs.

"Rasbell min kære... vi har en... opgave til dig. En mission".
Hoppens stemme smøg sig om den askefødte inden at hendes blik faldt tilbage på Ava. For Ava havde detaljerne, Fame havde bare fremvist en mulighed.

WORD COUNT: 356
[12]

Rasbell
I'm a wanderess
I'm a one night stand
Don't belong to no city
Don't belong to no man
I'm the violence in the pouring rain
I'm a hurricane

Hoppen mødte kortvarrigt den sorte blik. Blå, intens blå der næsten glødede i mørket, og fik den askefødte til at kigge væk kort efter. Den sorte hoppe havde en anden udstråling end hvad hun var vant til, den var mere kold. Fjern og dog ganske intens. Dette var nok grunden til at hun frygtede skyggerne... for de fleste - med undtagelse af hendes mor, skræmte hende. Fames udstråling var varm.... til tider en anelse forligende, men varm.

"En mission?"
Den aksefødte spidsede ører og kiggede forundret op igen. Hvad var det hun kunne, som den sorte ikke kunne? Efterfølgende var der en tavshed, hvoraf hendes mor ventede på noget. Endnu vidste Rasbell ikke hvad det var, men stemningen var mærkelig..

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

[34]

"Nogen gange føles det sådan."

Det havde føltes sådan i lang tid. Det virkede som om alle altid modarbejdede hende, bare fordi hun var den hun var. Både dem hun kendte og dem hun ikke kendte. Så mange der mente de havde ret til bare at rende rundt på Foehn som det passede dem, men de bragte lyset med. De bragte kun fare med, og jo flere af dem der kom, jo større risiko var der for lyset ville dukke op igen. Vogterne og de neutrale dominerede allerede i forvejen på alle de andre øer. Ava var derfor også begyndt at sætte sine hove på den tætbegroede ø. Skyggerne havde mistet deres respekt, og det var på tide at gøre noget ved det.

"Vi svinder ind i nummer........ Der bliver færre og færre af os, og vi har mistet respekten. Måske er det på tide vi samler de tilbageværende og gør noget ved det. Hvis ikke Volin gør noget ved problemet må vi selv finde på en løsning."

Ava trådte nogle skridt bagud og til siden for bedre at kunne vende fokus mod den nyankomne. Ørerne gled en anelse bagud før de langsomt vippede fremad igen. Hun så ikke så forfærdelig gammel ud, og selvom Ava før havde set hende vandre omkring, havde hun ikke forvekslet nogen ord med hoppen. Skulle hun virkelig overlade sig kæreste eje til en fremmed? En ung hoppe hun kun lige havde mødt for få minutter siden?

"I vogterflokken på Leventra bor en hoppe kaldet Nymphadora. Hun er min datter. Vogterne passer ikke på andet end dem selv, og jeg bryder mig ikke om at overlade hende til dem. Desværre kan jeg, kan vi, ikke sætte vores hove inden for deres område. Ingen har formået at klare opgaven indtil videre, selvom den er meget simpel. Bring Nymphadora til Chibale."

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvede havde ikke meget at svare på Avas ord. Omend det føltes som om at hun var alene, var det nu engang langt fra sandheden. Men Fame kunne - og ville ikke ændre en fremmeds opfattelse af sig selv eller deres situation, og derfor brummede hun blot tænkende ved ordene. Nok kunne hun ikke forstå, men hun kunne prøve at hjælpe. Ava's problem var nemlig ikke uløseligt.

Drem, dii Fahdon...

"Vi svinder ind, men det skal nok ændre sig... tålmodighed."
Omkring hende hvislede skyggerne i oversættelse af hoppen, tålmodighed.... tålmodighed til hvad tiden ville bringe. For næppe var de fortabte, og Fame kunne garantere at fremtiden ikke ville være uden dem. Den rustfarvede så på Ava med et glimt i øjet. For Rasbell kunne meget vel klare opgaven, og så kunne den sorte måske give slip. Stoppe sine bekymringer...

"Min kære... du skal vinde tillid... kom ind i flokken og få Nymphadora med.."
Nynnede Fame sagte og smilede. Den askefødte kunne muligvis klare det, muligvis ikke... men Fame satsede på succes frem for fejl.

WORD COUNT: 175
[14]

Drem, dii Fahdon.= Patience, my friend. 

Rasbell
I'm a wanderess
I'm a one night stand
Don't belong to no city
Don't belong to no man
I'm the violence in the pouring rain
I'm a hurricane

Hoppens stormblå blik fangede den sortes, der opmærksomt også betragtede Rasbell. Det var mærkeligt... mærkeligt at have nogen bedømme hende sådan. Det var sjældent at Rasbell følte sig lille, hun var som udgangspunkt frembrusende som havet og grænser blev ikke nødvendigvis respekteret. Men lige nu - lige her, kunne den askefødte ikke undgå en følelse af at blive bedømt.


Og det var ubehageligt.


Dog talte hun endelig, og Rasbell vippede opmærksomt ørene frem. En datter, en flok og noget med vogterne. Leventra var en fjern ø... det længste hun nogensinde havde været var Chibale, men udsigten til at besøge Leventra var ikke afskrækkende for Rasbell. Nej, næste opkvikkende, hvis bare situationen havde været anderledes.

Bringe hendes datter til Chibale?


Den aksefødte vippede tænkende hovedet på sned. At vinde tillid virkede.... svært. Det krævede tid, og den askefødte havde aldrig været den bedste til at få venner. Og hvor skulle hun overhovedet starte?



"Hvem er i vogterflokken? Hvor på Leventra finder jeg dem?"

Den askefødte manglede detaljer. Hvordan så hun ud, hvor mange var de. Hvem skulle hun snakke med for at finde denne Nymhadora, og var der noget hun skulle være opmærksom på?

Et sted i hende, tændte det en gnist af spænding. En mission, en opgave... noget hun endelig kunne gøre. For næppe havde Rasbell været den stolthed hendes mor havde håbet på fra starten af. Måske kunne hun blive... bevise det nu.

[9]

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle