One more time [Fame//Siri]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Hvorledes hans omsorg og bekymring syntes at irritere skyggehoppen var et mysterium. En uforklarlig reaktion, der dog sagtens kunne fortælles igennem hendes... erfaringer. Næppe havde skyggerosen været vidne til meget omsorg, og således forekom den hende... falsk. Forgivet. Et tegn på svaghed, en sprække fremmede kunne skimte igennem og udnytte. Aldrig havde hun fundet sig selv stærkere i svaghed... og derfor værnede hun med ildhjerte om sådanne sprækker for ikke at lade dem lække. Et blik på hingstens sprækkede brystkasse kunne sige meget, og man kunne blot gisne om den svaghed han havde vist, og den smerte der senere havde ramt ham. At åbne sit hjerte skabte sårbarhed... noget Fame ikke kunne beskrives som.
Men i stedet for den almindelige accept over hendes modvilje, bød den hjerteløse Volontaire nu op til dans. Ord, bestemte, blide og søde flød fra hans mund idet han forklarede sig selv - forsvarede sig selv og samtidigt satte en sødmefyldt opfodring tilbage til skyggerosen. En ironi der kunne skæres igennem.

De røde øjne ulmede i det tætte mørke. En smal streg af lys undslap hendes blik, og kastede bløde skygger om hendes slanke ansigt. Længe så hun på hingsten, længe kiggede hun op på ham - ganske bevidst om at han kiggede over hende. I hendes tanker gled vurderinger frem og tilbage, den pludselige kølighed blev vendt og drejet i det forædderiske sind...
men mundede til sidst ud i en latter. I sekunderne op til havde kulden været næsten mærkbar... men Fames klukkende latter løsnede nu op for den spænding der havde danset i hoppens energi, og roligt rystede hun nu på hovedet.

"Javel... et spørgsmål til dem der er nysgerrige - snakker du ofte om dit velbefindende, Volontaiiire..... eller holder du din smerte inde?"
Hoppens stemme varm mørk, men dog blød. En kant af latter omfavnede den, og dog var hun ikke hånende. Modsat Volontaire... Fame dansede imellem følelser og kunne næppe holde fast i en for længe.

"Og den dag du fortalte noget... følsomt. Gik det så galt?"
Hoppens blik gled fra hingstens øjne til hans sprængte bringe. Et ar fra fortiden... selvom Fame ikke kendte hans historie optil broderskabet, gik rygter imellem venner. En næsten symbolsk hellighed hvilede over hingstens manglende hjerte...

WORD COUNT: 370
[4]

Den sorte hingst var nok mest af alt forberedt på, at den røde Fame ville foretrække at deres møde stoppede nu. For det virkede ganske enkelt ikke som om, at hun var særlig glad for de ord, som han før havde sagt til hende. Men den hjerteløse hingst havde forklaret sig, og ønskede hun derefter ikke hans selskab mere, så havde han skam ikke i sinde at tvinge hende, eller undskylde yderligere; så lavt ville den majestætiske hingst ganske enkelt ikke synke. Den røde hoppe virkede dog til at ændre adfærd. Hun stirrede på ham, velvidende at hans blik for længst var røget fra hende, og i stedet hvilede henover hende. Han kunne mærke hendes blik. Mest af alt var der køligt og stille imellem dem, men en klukkende latter fra den røde hoppe, brød denne kølige stilhed der herskede hos dem, og i stedet rystede hun nu på hovedet og talte. Hans isblå, pupilløse øjne gled mekanisk ned til hendes røde, lysende øjne. Fangede dem. Holdte dem fast.

,,Mit velbefindende…”

Ordene kom mumlende og mørke frem, mens han kneb øjnene en smule eftertænksomt i. Hendes ord kom dog igen, spurgte ind til endnu en ny ting, følsomme emner. Javist. Nuvel.. Han kunne vælge ikke at svare, gå fra hende. Men han gjorde hverken det ene eller det andet. I stedet stirrede han bare på hende, tomt og stirrende, inden han efter en længere tænkepause brød stilheden mellem dem.

,,Nej, mit velbefindende drøfter jeg sjældent, røde Fame”

Nikkede han så dybt, inden han rettede i sit store korpus så det rankede sig mere. Hun kiggede på hans bringe. Det kunne han godt se.. Han skød den lidt frem, bevidst, for hvis hun ville stirre, skulle hun skam have lov.

,,Spørgsmålet du stiller, anser jeg som værende en nærmere konklusion, Fame, frem for et spørgsmål. Hmh?... Men ja. Den da jeg talte om noget følsomt,gik det galt. Meget galt. Men dette fik mig også til, at søge den rette sti. Søge Skyggebroderskabets selskab og fællesskab. Følsomme emner, er ofte det der driver os til randen. Skaber problemer. Skaber.. kaos.”

Nikkede han så endnu engang, og fjernede blikket fra hende.

,,Hjertet blev givet til den forkerte –men nu er det hos den rette. Hos Ham, Dem, Skyggerne”

Afsluttede han så, med mørke og hvislende toner.

[33]