One more time [Fame//Siri]

Den sorte hingst vandrede langs flokkens område, den flok som var blevet til hans hjem.
Længe havde Fuyu været væk, så længe, at den sorte vandre efterhånden ikke troede på, at han nogensinde ville komme tilbage og varetage sin rolle som leder af flokken. Andre måtte snart tage rollen til sig, hvis ikke han kom – og hvis han kom retur, måtte de enten kæmpe om rollen, eller den nye måtte trække sig.
Volontaire legede med idéen, legede med idéen om at være leder af denne flok, dette broderskab. Men ville de tilslutte sig ham?

Han svirpede med den sorte hale, og lagde ørene ned imod nakken, i ren og skær tankemylder.
Hans tanker bag ham langt omkring, men benene under ham bar ham også stadig afsted, over den askebeklædte ø. Han havde sjældent selskab af andre; ikke fordi han ikke ønskede det, men fordi hans udseende helt sikkert skræmte alle de andre sjæle, medmindre de havde kendt ham før han blev en del af broderskabet, eller fordi de var en del af broderskabet selv.

En dyb og tung brummende lyd forlod hans stor og muskuløse korpus, inden han stoppede op, midt ude i det åbne område. Hans isblå puppilløse øjne stirrede omkring ham, beskuende og vagtsomt – for hvis der var nogen i hans nærhed, ville han lokalisere dem, før de lokaliserede ham. Desuden ønskede han ingen fremmede i flokområdet – for kun flokområdet var for broderskabet, søstre og skygger, ingen andre.

Han hævede sit store sorte hoved, og udstødte et voldsomt og dybt vrinsk, der ejede mørke og hæse toner. Ikke henvendt til nogen eller noget – men kun for at skabe advarende og ildevarslende toner ud i stilheden omkring ham. Ingen var velkomne – kun broderskabet.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rødlige sukkede og rettede irritabelt en vildfaren lok på hendes datters hoved. Rasbell havde samme man som hende selv... voldsom og stor... men hvor hendes faldt i sirlige bølger over den slanke hals, var Rasbells vild og utæmmelig som havet selv. Den askefødte havde ingen pli hvad angik at holde sig selv respektabelt, og opgav et ligeså opgivende suk som hendes mor, der endnu engang fandt lokker i uorden.

"Det her må snart stoppe...."
Nynnede den rustfarvede men holdt dog Rasbells blik i noget tid. De rødlige øjne glødede sigende - den askefarvede skulle se at tage sig sammen og kunne ikke blive ved med at opføre sig som et stort føl. Hun var voksen. Hun var moden... hun var snart klar.
Fames øjne glødede sagte ved tanken... jah, klar til at tage valget. Den bronzefarvede havde ikke set meget til Fuyu, men vidste at det også var hvad Rasbells far ønskede for hende. Det lå i den askefødtes blod, det var grunden til hendes... liv. Men hun kunne ikke skynde på den unge hoppe... det skulle nok komme af sig selv.

Som opfølgning åbnede Fame munden for at sige noget mere, men mørket blev pludselig afbrudt af et mørkt vrinsk. En ildevarslende lyd, en advarsel for mange... men Fame hørte en hilsen. Hendes mørke hoved vendtes imod nord, hvor lyden af den kraftige hingst Volontaire sendte ekkos igennem landskabet, og et smil tegnede sig om hendes mule. Det var nu også længe siden.... og hun kastede et sigende blik på Rasbell. Hun måtte lige gå..

Med lette trin bevægede Fame sig nu. Igennem mørket gled hun, den slanke Skyggehoppe havde en dansers trin som hun langsomt nærmede sig stedet hvor Volontaire befandt sig. Den hvide man bevægede sig i det ellers vindstille område, hvor det eneste levende i øjeblikket var Fame selv. Fame og de røde øjne, der skuende søgte området efter skyggehingsten.

En lav brummen forlod hende, en hilsen der ikke behøvedes at siges med ord.

WORD COUNT: 329

Volontaire stod med blikket stift fremad, uden at flytte på sin krop. Han stod som en statue, urokkelig, og lignede mest af alt en skikkelse der var blevet en del af landskabet, en forstening, noget der var uden liv. Men det var nu ikke helt sådan det var. Den sorte skyggehingst var levende, mere levende end han længe havde været. Mange tanker florerede i hans sind, tanker om at overtage flokken, og lade skyggebroderskabet drage i krig, som den der gik forrest og viste vejen.
Der var ingen tvivl om, at Volontaire altid havde ønsket at lede en flok, ikke pga. rangen eller styrken – men fordi hans sind var bygget til at lede andre, og være den der gik forrest.
Han havde aldrig udfordret Fuyu, men hvis han ikke snart kom tilbage, måtte flokken ledes af en anden, og den anden, ønskede han blev sig selv.

Hans tanker blev afbrudt, ved lyden af hovslag der nærmede sig. Han drejede sit sorte hoved, og lod de pupilløse øjne stirre i den retning de kom fra. Og der, der kom hans skyggesøster Fame gående, med sin rødbrune pels, der var prydet af blodrøde roser, som skyggerne havde gjort levende af sig selv og deres tilstedeværelse.
Den hjerteløse skyggehingsts skygger, lod sig smyge fremad og mødte den rødbrune hoppe med kærtegn og hviskende toner. Hilsende og hvislende.
Volontaire brummede tilbage til den rødbrune rosenhoppe, inden han svirpede kort med sin sorte hale og rankede sig maskulint op.

,,Godeftermiddag, Fame”

Sagde han da, med maskuline og dybe toner, der ejede en form for nærhed i undertonerne, fordi hun var en skyggesøster, en del af broderskabet og af ham.

,,Jeg ser, at også du opholder dig på Foehn og i flokkens område. Sig mig, Fame, har du set Fuyu i den nærmeste tid?”

Hans toner var mørke og hæse, men ikke afvisende. Men for fremmede, ville hans toner nok skære igennem marv og ben.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den brinzefarvede smilede da hun kom nærmere. Et sigende smill, et smil der tydeligt fortalte hvilken person Fame var. Flirtende, mørk men dog venlig overfor dem hun kendte som venner. Familie, var det næsten blevet med skyggernes nærvær, for de fyldte nu en del af hoppen som blev delt med andre. Derfor var det med et glimt i øjet af Fame nikkede tilbage på den sorte Volontaires hilsen, og lod frit de dybrøde skygger søge hans. En hilsen, begejstring, kærligt og varmt. En ven.

"Godeftermiddag.."
Nynnede hun og stoppede sin gang foran den sorte. Den hvidlige man hvirvlede i farten asken op omring dem, men næppe dæmpede den det glødende lys fra de to skabninger. Dybrød og blå. Is og ild, der tydeligt kunne ses i de tvefarvede øjne de delte.
Hoppens hoved vippede på sned ved hans spørgsmål og den rødlge tænkte tilbage. Fuyu.... nej. Han havde været væk længe. Skyggerosen troede han var på mission for Skyggerne, men nu hvor han sagde det havde det været længe. Meget længe.

"Nej, den hvide Fuyu... han har ikke været her længe. Sidst jeg så ham, var det sammen med Rasbell - men det må efterhånden være nogle somre og vintre siden.."
Brummede den rustfarvede og kiggede et øjeblik på de legende skygger. Sort og dyb, dyb mørkerød blandes. Fuyu havde ført hende til skyggerme... men var han væk, hvad ville der så blive af flokken? Af dem... næppe ville Teylar byde dem velkommen.

[10]
WORD COUNT: 243

Den sorte hingst vippede med sine ære, der var ganske opmærksomme på alle de lyde der kom omkring dem. Men ingen af lydene var faretruende eller ildevarslende for den sorte skyggehingst, og derfor lod han sin fulde opmærksomhed hvile på den kobberrøde hoppe, med de blodrøde roser. Hun hilste tilbage med en varm tone, og dette var nok også udelukkende fordi de begge var en del af skyggebroderskabet.
Hun stoppede ved hans front, ikke langt fra ham. Volontaire lod derfor hovedet glide i hendes retning, og puffede hende på skulderen, i en venlig gestus, inden han trak det sorte hoved til sig igen, da hun talte.

Hun sagde det, som Volontaire havde på fornemmelse; nemlig at den hvide skyggehingst simpelthen bare ikke var at finde på Foehn længere, og måske endda ikke engang at finde i Andromeda mere.

,,Fame, vi er nødt til at samle skyggerne. Samle broderskabet. Vi skal have en leder, en der skubber skyggerne i front og tager herredømmet over Andromeda. Og jeg stiller gerne op til rollen som leder – hvis jeg kan få broderskabets accept.”

Hans blik stirrede på hende nu – for hvad mon hun ville mene om hans forslag? Ville hun blive gal, og kræve en anden, eller så hun sig selv som en leder af broderskabet? Han brummede i en dyb tone, eftertænksomt og dog rungende stolt og maskulint. Hans krop stod rank og korpusset var tydeligt fyldt med muskler.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvede betragtede med et slet skjult smil skyggehingsten foran hende. Hans stærke krop var prydet af blå revner, hvorfra et sagte lys kastede blålige farver over hans bringe og hals. Hun havde ikke fået fortalt hvad der egentlig havde fremkaldt de revner... men hun havde hørt et og andet.
Når Fame betragtede Volontaire, kunne hun ikke lade værd med at fundere over hvad der havde fået hingsten til at vælge skyggerne. Had... kærlighed. Magt eller frygt? Den bronzefarvede overvejede tit sådanne ting, men ønskede i slutningen ikke svaret. Hvad der talte var nutiden, og i nuet var Volontaire en af de skyggehingste der vandrede på Andromedas jorde. Et medlem flokken næppe kunne undvære. En kriger.

Fame, vi er nød til at samle skyggerne...

Skyggerosen vippede det fine hoved på sned, inden at hun tog nogle skridt nærmere hingsten. De dybrøde øjne glødede, ulmede som kul idet at hun vurderende betragtede den sortes ranke krop. En leder... Det var ikke til at sige hvad Fame tænkte i det øjeblik, for blikket var uendeligt tvetydigt, men vurderende betragtede hun den sorte - ham der mente at han burde lede
Var det... muligt? Den hvidlige man gled sirligt over hendes hals, idet at hun med lange skridt satte i bevægelse omkring ham. Den rustfarvede havde aldrig forholdt sig.... godt til autoriteter. Hun var fri, hendes vilje bukkede sig sjældent under andre og Fuyu havde været undtagelsen der bekræftede reglen - for den hvide havde imponeret hende. Besnæret hende og lokket hende, til at hun havde sagt jah. Men kunne han - Volontaire, den hjerteløse vandre gøre det samme? Det var ikke umuligt.

"Accept..."
Hviskede hun og skyggerne der fulgte hende. Fame følte hvordan hans statur ændrede sig ved hendes gang. Let til bens bevægede hoppen sig i en bue omkring ham, ledte efter de tegn der havde draget hende til Fuyu, men aldrig lod hun sit svar vise. For en gangs skyld var der ikke et morende smil på skyggerosens læber, fordi for en gangs skyld legede hun ikke.. Hendes leder kunne ikke være en hvilken som helst. Hun ville simpelthen ikke kunne... respektere alle.
Men da hun sluttede sin runde, bredte der sig et varmt men dog afventende smil om hendes sorte læber. Skyggerosen mødte hans blik, stilheden lagde sig, førhen at hoppen talte.

".... Jeg ser dine intentioner, Volontaire... men kan du følge op på dine ord? Fuyus fodspor bliver svære at følge og du vil finde dig selv udfordret..."
Hoppens stemme var blød men tydelig. Markeret af skyggerne omkring hende, der hviskende gentog hendes ord omkring dem. Skyggerosen tvivlede ikke på Volontaire kunne lede dem i krigen. Men kunne han også se videre end blod og herredømme? Den bronzefarvede strakte forsigtigt mulen frem for nænsomt at nippe til hingstens sorte lokker, men endte med at stoppe foran hans kind. For Fame selv, var flokken et hjem. En familie og en accept.

"Når udfordringerne kommer, så skal du være klar... og indtil det modsatte er bevist, har du min støtte, Volin".
Hvislede hun roligt men lod tonen hænge i luften før hun langsomt trak sig tilbage. De røde øjne betragtede ham nøje. Hoppen var en løvinde... og hun ville acceptere, men aldrig følge blindt. Den sorte havde hendes accept for nu. Han var værdig...

WORD COUNT: 544
[11]

Den sorte hingst stod i stilhed med den kobberfarvede Fame, der var pyntet af de blodrøde roser, hvor skyggerne havde hæftet sig fast og nu levede i samhørighed med hende. Selv havde han ikke elementer på kroppen, der decideret lignede noget; men brystkassen var revnet og udfyldt med den isblå farve og det samme var øjnene. På benene levede skyggerne på ham og af ham. De smygede sig op og ned af ham. Hans isblå pupilløse øjne hvilede på den kobberrøde hoppe, der var stille og uden ord Hun bevægede sig pludselig omkring ham, undersøgte ham i cirkler. Hendes øjne ”spiste” hans krop, som søgte hun efter et svar, ved blot at stirre på den sorte hingst og undersøge ham fra top til hov. Han svirpede med den sorte hale, og forholdt sig rolig i sit stor korpus – men alligevel var det ene øre konstant vippet i den retning hun gik, inden han knejste nakken dybt så alle musklerne kom frem, og han udstødte et langt og maskulint brum, der nærmest kaldte på hende, lokkede med hendes skygger.

Hun sagde et enkelt ord, ’accept’, men Volontaire svarede ikke på det. Han forblev stående inde i hendes cirkel, og idet hun stoppede op, bredte der sig et varmt dog afventende smil om hendes mule. Stilheden lagde sig over dem, og han drejede sig korpus en smule, så de stod front mod front de to skyggeheste. Hun talte, hun kunne se hans intentioner. Men hun var skeptisk – for kunne han blive en lige så stor leder som Fuyu – kunne han følge den hvides fodspor.
Den kobberfarvede hoppe strakte mulen hen og nippede til hans sorte man, og dette fik den hjerteløse vandre til at brumme i en dyb og maskulin tone, der tydeligt bar præg af fornøjelse over hende.
Hun talte videre i hvislende toner, og sluttede sin tale med ordet Volin. Dette var navnet på den de så som leder, en Volin..
Han havde hendes accept – indtil de modsatte var bevist.

,,Jeg vil aldrig gå i Fuyus fodspor. Jeg vil aldrig lede som han gjorde – men jeg vil finde mine egne fodspor, lede og guide jer, som jeg kan. Som jeg er født til”

Hans stemme var mørk og hæs, inden han trådte nogle skridt tættere på hende, ikke truende.
Hans brummende lyde trådte fremad igen, inden han strejfede hendes skulder, idet han bevægede sig ned langs hendes side, tæt, med sin krop imod hende, inden han bevægede sig helt tæt langs hendes bagpart, smygende, for derefter at havne på den anden side af hende, stadig tæt, og nu med ansigtet i samme retning som hende.

,,…Og jeg vil gøre flokken stærkere, end den nogensinde har været. Måske kan vi ikke rekruttere mange til os, ikke alle hører til i vores fællesskab – men vi kan give generne videre, fra de der stærkest. Og jeg går i fronten for det – for vi skal vokse. Vi skal overtage – men først når vi er stærkere”

Hans stemme var hvislende og mørk, inden han lod sin mule ramme ind imod hendes kæbe, nippende og lokkende.

[8]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvede var en sælsom skabning, og stilheden blev afspejlet i hendes ulmende øjne. Øjne, der tavst men dog opmærksomt betragtede verdenen omkring hende. Krige, vold, blod og kærlighed... Fame havde været vidne til det hele. Hun havde set ledere - rejse sig i momentet hvor man manglede dem, og også set dem falme hen i komfortens lullende tilstand. Hun havde oplevet forræderi og ofte været en del af bedraget. Hendes fortid kunne anes i de røde øjne, omend hun så nidkært vogtede over den, kunne den ikke skjules fuldkommen. Den kom til syne i momenter som disse, øjeblikke hvor hun tog på egne erfaringer til hvad hun ønskede og så ske senere.
Den røde bedømte Volontaire på baggrund af erfaringer... men han levede op til dem.

Derfor fremkaldte hans ord et smil hos Fame. Ligesom hende, ville han næppe følge blindt, men nærmere følge den forandring de havde brug for. Aktive ledere, vovede beslutninger men altid et mål for øje - hoppens øjne levede op ved hans løfter om fremtiden. At finde sin egen vej...

"Godt..."
Nynnede skyggerosen, hvis øjne fulgte Volontaire. Den sorte hingst kom nærmere.... nænsomt gled hans mule over hendes skulder, førhen at han nu tæt gik op af hende. Krop imod krop, kontakten fik hoppen til at sitre en anelse...
For hun levede næsten for sådanne ting. Den spæde kontakt, spændingen omkring andre og den berusende følelse der fik hoppens til at brumme sagligt. Den bronzefarvede var et væsen af forførelse, men i momentet tillod hun sig selv at blive lokket. Rollerne var byttet om, men næppe kunne hun slippe det legende smil der gled om hendes mørke mule..
Langsomt lænede hun sig derfor imod den stærke krop. Lod sig lokke, lod sig være følelsen.

"Mmmh..."
Brummede hoppen og sneg langsomt det fine hoved under Volontaires stærke hals. Den rustfarvede nippede forsigtigt til hans skulder, drillende men dog næsten kærligt, og hun følte hvordan skyggerne forsigtigt lagde sig over hans hove. I et kort øjeblik var der fredelig. Sort, blå og rød - stærke kontraster men dog i harmoni blandt skyggerne. Men Fame havde aldrig været god til freden... og efter nogle sekunder, hvor hingstens krop næsten beskyttede hende, slog den rødlige et svirp med halen.
Hoppens tænder strejfede Volontaries sorte skind, inden at hun med lette skridt gled fremad. Hun var mindre end Volontaire, og kunne derfor nemt bevæge sig under hans hals. Ryggen strejfede den, inden at hoppen med en lavmælt latter brød kontakten til hingsten og så tilbage på ham. I mørket glødede de røde øjne morende.

"Den tid, det kaos... men Volontaire, du var med i angrebet imod Rumpel... ikke? Rumpel var kun en person... hvad er dine planer imod en flok? Skal vi... 
         rekruttere? "

Hoppens stemme var leende men dog med en undertone af alvor. For hvad var oddsene, hvis vogterne befandt sig i en hel flok? Nok havde de hver især deres evner... men det gjaldt også for vogterne. De manglede nyt blod.... og måske nogle på neutral grund. Nogle der kunne bevæge sig bag fjenden, uden for skyggernes magt og ude i lyset.
Hoppens øjne glimtede ved den sidste del. At rekruttere. Rekruttere nogle de måske kunne... bruge. Næppe behøvede de at være indviet for at være til gavn, nej. De skulle bare være villige til at følge Fame's - deres - nej, flokkens ord og ikke stille spørgsmål. En naiv sjæl, en uvidende sjæl... alt kunne bruges, også selvom det ikke var skyggerne selv værdige. Bare de kunne bruges og så forlades måske...

WORD COUNT: 587
[13]

Den sorte hingst stod ganske roligt. Han havde ingen intentioner om, at fjerne sig fra den røde hoppe; for selskabet det behagede ham. Han var ikke angst for at røre sine skyggesøstre og brødre; men kom det til alle de andre, de normale eller vogterne, da skulle den hjerteløse vandre bestemt ikke nyde noget. De skulle ikke røre hans skind, røre han skygger. Hans krop var hans, og ville han have berøring, skulle han nok selv søge det på den ene eller den anden måde. Den røde skyggehoppe virkede til, at lytte til hans ord. Men besdst af alt, virkede det til at hun accepterede det han sagde; at han ville finde sin egen vej, og ikke følge Fuyu’s. For den hvide hingst var én form for leder; Volontaire var sin egen form for leder.

Den røde skyggehoppe, Fame, smygede sig ind under den sortes hals. Hun kunne sagtens være der, for han var noget højere end hende; faktisk oftest højere end de fleste. Det gav et godt overblik for den sorte hjerteløse hingst, og han havde det bedst med at have et overblik over det meste.
Hun trådte langsomt væk fra ham, og kiggede derefter bagud på den sorte hingst, med et små morende blik i øjnene; mon hun havde idéer, tanker?

Volontaire løftede sit hoved en anelse, efter hendes ord, og så tænktsomt fremad for sig, henover den røde fine hoppe. Han tænkte, det var tydeligt. Langsomt formede der sig et smil på hans mule, et morende og mistænksomt smil, der ikke just var venligsindet at kigge på. Ak ja, han elskede disse tanker, disse planer. Og han ville da gerne fortælle om det; i små bidder.
Langsomt drejede han blikket ned til Fame igen, mens han kneb de isblå pupilløse øjne en smule i, mens smilet voksede sig større så de hvide tænder blev synlige. Rumpel.. Han hadede den slange! Kort blev øjnene fyldt med mord og had, inden de dog blev som de plejede, og smilet gled frem igen.

,,Vi skal vokse. Vi skal blive stærkere. Vi skal rekrutterer, ja. Men ikke nødvendigvis med skyggebrødre eller søstre. Jeg ønsker en, der kan bevæge sig frit ind i Teylar. En, der kan blive et medlem af deres flok, indsmigre sig på medlemmerne og lære deres styrker og svagheder at kende; én, der kan fortælle os, hvor deres svagheder er størst. Jeg vil have en insider i deres flok! En der er trofast og naiv nok til følge vores ordre, og som af sind kan passe ind i Teylar alligevel. Sådan en skal vi finde – hurtigt!”

Han lo, en latter der var kold og hæs, inden han knejste nakken dybt op så musklerne spændtes.

,,Jeg ledte ikke slaget mod Rumpel – for mine brødre, vores brødre, skulle vriste MIT hjerte fra ham. Mit..”

Sagde han da, og klappede kæberne godt samme. Han hadede den slange. Hadede ham inderligt; og han ønskede kun én ting for ham; døden.

[11]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Der bredte sig et smil om den sorte hingsts mule. Morende, mystisk og lig hendes var det en jagers smil. De talte samme smil, begge så nødvendigheden i at finde allierede og det behagede den rustfarvede skyggerose. I lang tid havde hun set til imens hendes brødre og søstre blev mere og mere frustrerede over din situation de befandt sig i. Brok, brok og atter brok. Hun var træt af det, og funderede derfor over det han sagde. En løsning... en sjæl der kunne klare det.

Det var ingen hemmelighed at Fame havde ændret sig... ligesom mange før hende, havde skyggerne taget deres friheder med den rustfarvede og de evige stemmer legede med hendes før simple hjerne. Men for hver dag der gik, faldt hun længere og længere ind i det. For hver time, blev Skyggerosen og skyggerne et. Hun levede i symbiose med dem... de gav hende styrke, magi og kræfter. Hun gav dem liv. Hendes krop var en have og roserne dybt indgraveret i den rødes skind. Tornene havde fat i det bankende hjerte.
Men hvoraf roser voksede fra Fames bringe, havde den sorte Volontaire intet. Fames hoved vippede roligt på sned og brummede overvejende, næsten .- jah næsten en anelse sympatisk. At miste sit hjerte til den røde slange måtte have været.. ulideligt. Farligt. Og dog...

Måske befriende.

Og deraf lyste en idé op i hoppens hoved, og hun følte et smil tage form om den mørke mule. Lunefuldt. For en sjæl med sådanne hjerte havde de faktisk... Fame havde en datter. Førdt til skyggerne men havde arvet mere af hendes mor end hendes far dengang for mange år siden. Rasbell var ikke en skyggehest. Rasbell var... almindelig. Så almindelig som de nu engang kunne være.

"Dit hjerte.... det kom tilbage... men vi mangler noget ingen har haft fat i. Hverken skyggerne eller... Rumpel. Sådanne en sjæl har vi. Hun er ung.... Fuyus datter"
Nynnede den røde og tog langsomt nogle skridt nærmere imens hun talte. Den røde hævede hovedet en anelse, for hun var en stoltskabning Stolt af sig selv, men kunne også blive stolt af sin datter. Mere end nu, i hvert fald.

"Min datter..."
Hviskede hun og følte hvordan skyggerne begejstret svirrede omkring hendes ben. Jah, de kendte Rasbelll. Den askefødte havde altid været omkring dem men aldrig en del af dem.

WORD COUNT: XXX

[19]

Volontaire stod stolt og rankt, med det store korpus i den rødes retning. Han ejede stolthed over sig selv, for han var en del af noget større. Han var en del af Dem, Ham og Skyggerne. Et fællesskab der havde én og samme formål; at skabe det rigtige Andromeda, et land, hvor skyggerne kunne leve i fred og uden lys og fare
Han stod med blikket rettet over den røde hoppe, henover hendes krop, mens de isblå øjne hvilede eftertænksomt fremad; de skulle finde sådan en sjæl, og det skulle være hurtigst muligt, dog uden at tage forkerte eller forhastede beslutninger. En brummende lyd forlod hans store korpus, mens skyggerne smygede sig dansende op og ned af hans ben, mens de hvislede kærlige og varme toner til den hjerteløse hingst, hvis bringe var issprængt.
Han stod ikke længe og tænkte, for Fame brød stilheden og dermed hans tankestrøm. En datter – en datter af hende og Fuyu selv. Langsomt, nærmest mekanisk drejede han sit store hoved nedad, og kiggede på den røde Fame; direkte ind i hendes øjne.

,,Din datter, vil være udsat for fare. Finder de ud af, at hun er i ledtog til os, kan jeg ikke garanterer hvad der vil ske med hende, røde Fame. Er du villig til, at ofre din egen datter, i kampen for Dem, De og vores Herre?”

Han var dybt alvorlig mens han talte, den hjerteløse vandre; for hun risikerede at miste sin egen datter i denne kamp. Men det ville hun også risikerer, hvis ikke de gjorde noget – for så ville Vogterne overtage denne verden, udrydde deres fællesskab og tage denne flok ned til grunden, så deres eksistens ikke længere var noget at tale om.

,,Tænk dig om, Fame. Vi skal alle ofre – men er du villig til, at ofre dit eget kød og blod, i denne sag? Og er din datter modtagelig for, at gøre disse ting?”

Han håbede hun ville svare ja; men han kunne ikke tvinge hende.

[16]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvede havde forventet meget. Enighed, uenighed. Vrede over at ville sende en fra flokken, eller glæde over hendes datters, skyggeløse situation. Men næppe havde hun forventet... omsorg for hendes datter.
Skyggerosens øjne ulmede derfor i det mørke der omgav dem. Ikke tænkende eller overvejende, men nærmere forundret over skyggehingstens ord, hvilket kortvarigt afspejledes i hoppens mørke smil. Det blev mere... mildt. Et glimt af den moderlige ømhed Fame fandt dybt i sit betornede hjerte, der cirkulerede om hendes askefødte datter. For jah, Rasbell ville være i fare...

Men Skyggerosen vidste, at Rasbell næppe var en man skulle undervurdere.

Hun havde sin mors foranderlige sind. Den askefødte var en stormfuld version af Fame selv, hun havde set det mørke der lurede i hoppen men vidste at hendes naive nysgerrighed nemt kunne ses som uvidenhed og godhed. Nok var hun Fuyus datter, men i lyset af Fohens andre beboere var hun ren. Hun var snu, hendes kære datter... hun var stærk.
Og hun havde altid tilhørt skyggerne.
Den rustfarvede løftede derpå hovedet og kneb øjnene sammen, et lunefuldt og dog tvetydigt blik i hoppens øjne der samledes om hendes ranke statur.

"Min datter har altid tilhørt skyggerne, Volontaire... hendes eksistens er alene grundet deres ønsker.. Hun er ikke kun min..."
Den røde talte lavt men dog klart. For selvom Fame med tiden havde lært at elske sin datter, vidste hun at Rasbell ikke var hendes alene. Også selvom det ville være fantastisk.

"Og det ved hun godt.."
Sluttede Fame, hvis blik gled imod den fjerne horisont. Verden var ikke hendes, selvom hun nogle gange ønskede det. Selvom de nogle gange ønskede af have deres egne beslutninger..

WORD COUNT: 275

[25]

Den sorte hingst forholdt sin krop i ro. Han havde ingen grundt til at stå anspændt i dette selskab; men trods han var afslappet, var han store korpus altid rankt og præsentabelt. Han havde altid haft en rank holdning i sit korpus, men efter at være blevet en del af noget større, et fællesskab, var hans ranke holdning bestemt ikke blevet mindre.
Volontaire ejede ikke meget sympati eller empati med andre; men han var ikke uden følelser, trods mange nok ville tro det, fordi han levede med Skyggerne. Netop derfor, spurgte han også Fame om de ting han nu gjorde, af bestemt årsager. Hvis hun knækkede sammen, ved tabet af sin datter, var hun ikke til meget nytte for broderskabet – så hun skulle være klar til at håndtere et sådan tab, hvis det skete. Og det lød det til, at hun var.

Hun er ikke kun mig.. Det sagde den røde Fame, og Volontaire nikkede kort og dybt. Hun havde ret – hendes datter var ikke kun hende, hun var en del af det større fællesskab, og det nævnte hun også selv. Den hjerteløse hingst brummede i dybe toner, og knejste nakken galant og dybt, inden han lod blikket glide henover hende igen.

,,Du skal være klar til, at rejse dig op, selv ved tabet af hende, du er ikke til meget hjælp, hvis du skal sørge og dermed glemmer hvilken magi du selv besidder. Er du klar til det, Fame?”

Sagde han da, med dybe toner, og kiggede nu alvorligt ned på hende. Han betragtede hende, søgte efter hendes svar i hendes ansigt. Han ville vide det. Skyggerne hvislede omkring dem, snakkede kærligt og opmuntrede deres ord og tanker. De kunne lide det.

[18]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Hoppens blik faldt tilbage på den mørke skyggehingst, der i momentet valgte at tvivle på Fame. Tvivle på hendes evne til at rejse sig igen, tvivle på om hun ville kunne klare tabet af hendes datter. På mange punkter kunne man have overset den tvivl, ladet den ligge og ikke nævne den igen. Men Fame havde aldrig været sådan en skabning.
Hans tvivl fik en ulmende vrede til at røre på sig, en harme der afspejledes i de røde øjne. De glødede i natten, de fangede den sortes isblå blik og holdt det fast. Hun havde aldrig haft brug for andres tvivl... eller deres prøven på venlighed. Hvad end den sorte havde i sinde, fik det den rustfarvede til at knibe øjnene sammen, og markerende tage et skridt fremad. Hvor vovede han at tvivle sådan på hende.... for troede hun ikke hun kunne klare det, havde hun næppe foreslået det.

"Dine ord irritere mig, Volontaiiire...."
Hvislede hun. Ordrerne var ikke bidende, ikke irettesættende men nærmere kølige og afvisende. Hoppens slanke krop sitrede kortvarigt under det voldsomme temperament, der dog blev holdt i ave af hoppens stolthed og pli. Hun gik mere fremad, de sorte skygger svirrede om hendes ben - de kunne mærke hendes vrede og søgte imod de rødlige roser. Skyggetorne voksede om hendes bringe og ben.

"Hvem er du til at tvivle på mig? Jeg har sagt det en gang, og næppe behøver jeg at gentage mig.."
Hun havde ofret den ene person der indtil nu havde vækket en gnist af... hengivenhed i hoppen. Efterladt ham til skyggerne og deres grådighed. Og han vovede at tro hun ikke kunne ofre mere end det? Den rustfarvede havde allerede taget et skridt fremad, og når man vandrede blandt skygger, kunne det kost dyrt. Derfor vækkede det en imens irritation at Volontaire tvivlede på hende og hendes beslutninger.
Skyggerosens stemme blev mørkere, mere tydelig og gennemtrængende idet den blev gentaget af hendes egne skygger omkring hende. De skygger der kendte skyggerosen, de skygger der vidste hvem hun var. Den rustfarvede knejste nakken og fnyste.

"Jeg viger ikke for flammerne når de brænder".

WORD COUNT: 351

[3]

Den sorte hingst stod ganske roligt og stødt; han havde ikke grund til andet i hendes selskab. Der var ingen dominans eller trusler hos den sorte hingst; for han vidste at de hver især havde en grundlæggende respekt for hinanden, fordi de kæmpede for og beskyttede det samme; Skyggerne.
Hans blik lå lunt på hende, uden at der kunne anes nogle former for følelser eller andet; for øjnene var pupilløse og uden gnister af liv. Der gik kun korte skunder, før stemningen ændrede sig for den røde hoppe – hun blev fornærmet, vred, over hans ord. Og dette irriterede den sorte hingst ganske meget – men han viste det ikke. Hun havde tydeligvis misforstået hans velmenende ord. Hun trådte tættere, som søgte hun nærmest at true den sorte hingst. Dette fik Volontaire til at stirre direkte ind i hendes øjne. For hun skulle ikke ønske at kæmpe imod den hjerteløse hingst, hvis ord ikke havde været for at provokere eller irriterer. Hun snakkede. Talte. Hvislede. Og lød nærmest selv som når skyggerne talte; mon de allerede havde overtaget den røde Fame så meget?

Igen trådte hun tættere, mens hun talte. Hun mente at han tvivlede på hende – men det gjorde han ikke. Men derfor spurgte han stadig ind til hendes tanker; og hvis hun ikke ønskede det, kunne hun bestemt bare nævne det, uden disse former for skridt tættere på ham. Volontaire stod dog stadig roligt og rankt, han spændte ikke op, trådte ikke tættere.

,,Mine ord blev ikke sagt for at irritere dig, Fame. De blev såmænd kun sagt, fordi du er en søster af mig; og jeg ønsker at se dig stærk. At miste sit afkom, er ikke noget jeg ønsker for mange. Og slet ikke en søster. Så det er ganske vidst kun af ren og skær sympati. Men ak ja, hvis det ikke behager dig, at jeg spørger til dit velbefindende, da er dette sidste gang, kære Fame”

Hans ord var rolige, men bestemte. Han havde absolut ingen intentioner om at undskylde mere, end det han havde gjort. Og idet hun fnyste, lod han ørene falde bagud. Hun var irriteret, og det var fair – men hun skulle snart ikke træde længere over grænsen hos den sorte hingst. Istedet valgte han dog bare at brumme i mørke og dyber toner, inden han log blikket glide henover hende, og kigge over hendes hoved, frem for på hende.

,,Hvis du ikke ønsker mit selskab, eller fortsat skal stå der og fnyse og være fornærmet, så kan jeg skam godt forlade dit selskab – hvis det er det, der behager den røde hoppe?”

Hans toner bar nu præg af en sødme, der slet ikke tilhørte ham; og det var bestemt også ironisk. Han ejede ikke sødme – men det var ganske perfekt i situationer som disse, at bruge dem til en sukkersød stemme af ironi.