Dez motmahus - Ayin Reziku

~ 18 ~

Der var ikke tvivl om at Volontaire var stærk, ej heller at den lille sorte hoppe ved hans side var det. Han selv var... tjah. Han var på vej. Han udviklede sig stadig, hver eneste dag. Skyggerne plejede om ham, trængte ind i hans sind og lærte dem hvad de kunne. Men han havde stadig lang vej endnu, og så hellere sig selv stå bag andre som en evigt hjælpende hånd. Måske ville det en dag være hans tur til at stå i rampelyset - men ikke denne dag.

"Hvem end der kan tale bedst for sig, og vinder støtten fra alle skygger, ham eller hende vil være værdig. Vi så alle helst den hvide ræv vende hjem - men indtil da, må vi samle os om nogen. Vi flakker om på må og få, mister flere medlemmer end vi optager."

Han bed hårdt sammen, hvilket skabte en skærende lyd i de blottede kæber. Det kunne under ingen omstændigheder fortsætte. De føl der var på vej havde yderst høj prioritet - også det som de netop sammen havde besluttet at bringe til verden. Han lagde undrende hovedet på skrå, da hun fortalte om sin idé. En lille hjælper... Han tyggede lidt på tanken. Hvem mon hun tænkte på? Nogen bestemt? Eller måtte de først finde én der passede til formålet?
Han vendte hovedet imod hende, skævende over ryggen på sig selv.

"Denne gang behøver du ikke miste flere, Ava. Denne gang har du min hjælp."

[2]

"Dem der melder sig stoler jeg ikke på. Desværre er det dem jeg møder oftest. Dem der søger os, søger vokunne, for at ville modtage den gave vi er blevet givet. Ikke fordi de deler vores, deler Herrens ønsker, Herrens mål"

Ganske rigtig var der flere der forsvandt end der kom ind. Det var det der var problemet. Det handlede jo ikke om kvantitet men kvalitet - og kvalitet var der mangel på blandt Andromedarierne. Hun havde ikke mødt mange der syntes at være "værdige" hvis man da kunne kalde dem det. Der var ingen hun som sådan tænkte var værdig til at kalde bror. Men det afholdt hende stadig ikke fra at lede. Det stoppede hende heller ikke fra at jagte dem væk, der med sikkerhed ikke ville hjælpe - og alt imens standsede det hende heller ikke fra at gå efter vogternes små nipsting, som skulle bruges til at slippe Herren løs - heller ikke selvom hun havde fejlet 3 gange, hvoraf den ene var på grund af en hun holdt af. Men siden da havde det været lidt af en prøvelse at være i hinandens selskab, for det handlede meget om Avas tilstedeværelse i hendes eget hoved, og hvor stort hendes had til vogterne var i den tid.

Ayins kommentar fik Ava til at flytte sit hoved fra hans ryg for i stedet at se mod ham. For et kort øjeblik havde hun fuldkommen glemt de delte skyggerne. De var på en måde koblet sammen - noget hun ikke var vant til hos andre. Så tit havde hun trods alt heller ikke været i kontakt med sine brødre og søstre. I alt den tid hun havde været en af dem, kunne det tælles på det antal hove hun selv havde.

"Denne gang er der ingen der skal i nærheden - andre end mig, dig, os, vores brødre og søstre..... Ingen udefra kommende.... Ingen der invaderer vores hjem..... De skal få lov at fortryde de overhovedet har sat deres hove på vores jord, med mindre det er nogen vi kan bruge, nogen de kan bruge, vokunne, zymah, briinah."


Betydning:
Vokunne - skygger /skyggerne
Zeymah - bror / brødre
Briinah - søster / søstre

~ 1 ~

Han nikkede svagt. Hans tanker var et andet sted, for hendes ord skabte billeder og tankerækker i hans sind. Han kom til at tænke på den mørkmelerede hingst med den hvide, flagrende man og hale. Den nye. Ville han mon vise sig at være en ægte zeymah? Eller ville han forråde dem, blot for at få del i deres styrke? Hendes ord var foruroligende, men ikke desto mindre sande, og en mulighed de måtte overveje. Det gjaldt i sandhed om kvalitet. En kvalitet de selv måtte skabe.

"Ingen skal komme på tværs, uden det vil koste dem dyrt. Snart vil de vide vidt og bredt, at vi ikke er så nemme at få bugt med. Mmhmm. Hver ting til sin tid. Først må vi samle kræfterne."

Han vendte blikket imod hende, denne nattesorte hoppe. De faldt næsten i et med omgivelserne; kun deres blå aftegn afslørede dem. Han slog et skarpt smæld med den lange, stride hale og trådte så et skridt væk fra hende. Bag ham kom skyer rullende ind over øen, stålgrå og fulde af regn og torden. Den svage buldren kunne nu høres i det fjerne, kort efter et lysglimt tegnede sig imod himlen. En storm var på vej - både bogstaveligt og billedligt talt.

[7]

"Hver ting til sin tid, ja.... Vi må samle alle, finde ud af i enighed hvad vi gør med hensyn til volins fravær. Vi må sørge for vores hjem endnu en gang er sikkert......"

Ava reagerede på det skarpe smæld fra Ayins hale. Om det var selve lyden eller bevægelsen var ikke helt til at vide - og måske egentlig en blanding. Hun var som regel meget opmærksom i nærheden af andre, og især når det kom til key. Hun var altid på vagt når det kom til de neutrale og lyselskerne - klar til at bide ud efter dem hvis de skulle prøve på noget som helst. Selvom hun slappede mere af i sine brødre og søstres selskab og stolede mere på dem, skulle der alligevel stadig ikke meget til at få den lille sorte hoppe til at reagere.

Med et lille skingert, dog med en feminin undertone, blev hovedet kastet op og lod resten af kroppen følge med, til forhovene var lettet nogle cm fra jorden. Selvom det ikke var mange var det alligevel nok til hun kunne vende sig en smule og vige til siden. Så snart de ramte jorden igen trak hun hovedet ned og trippede en smule på stedet, mens halen fløj hvislende gennem luften, pisket fra side til anden et par gange. Det tog hende ikke lang tid at falde lidt ned igen, og blikket søgte en anelse opad mens hun lyttede til den svage bulren. Det var et vejr der passede Ava meget bedre end en varm sommerdag. Blikket faldt tilbage mod den anden skyggebærer, og ørerne blev langsomt rettet fremad mod ham igen.

~ 5 ~

Der gik ikke længe, for de første tunge dråber landede på deres rygge. De landede med store plask, og på kort tid var jorden gennemvædet af den kølige regn. Da kulden og varmen mødte her på øen, blev luften fyldt med damp og dis. Det blev om muligt endnu varmere omkring dem, trods de også blev kølet en smule ned af de faldende dråber. Han hævede hovedet en smule, da hun pludselig reagere voldsommere end han havde forestillet sig, på smældet fra hans hale. Rolig nu, tænkte han og hvis han kunne, havde han himlet med øjnene. Han holdt af hende, men delte på ingen måde hendes tendens til voldsomme reaktioner. Han brummede dæmpet i beroligende toner. Af respekt overfor sin søster, holdt han halen i ro - trods han stadig havde lyst til at vise sin utilfredshed. Men han holdt det indeni.

Han vendte blikket imod hende. Han huskede hendes forslag, og overvejede det endnu engang. Det ville være et godt træk. Deres afkom kunne vokse op her, omgivet af dem og skyggerne, tæt på Alduin og dens kommendes søstre og brødre. Chancen for succes ville være langt større, end hans første træk, der - trods han hadede at indrømme det - ikke var helt gennemtænkt.
Han knejsede let i nakken og rakte så mulen frem imod hende. Han kunne påstå at kunne give hende varme på denne måde, for hans knogler var kolde og hårde. Men han søgte alligevel at røre hendes skulder, beroligende og bekræftende. Han ventede kun på hendes signal, hendes accept. Han ville ikke gøre noget, før hun sagde at det var nu.

[11]

Ava var måske en hoppe......... Men hun opførte sig ikke altid feminint. Hun flygtede ikke, veg ikke tilbage fra andres trusler. Det havde skabt nogle problemer hen af vejen. Det kunne også være grunden til hendes fjedre engang imellem blev tændt for. Der var ikke mange ar at se fysisk. Kun et enkelt. Et ar skyggerne havde frosset ind i huden på hende. Det der havde skabt hendes, nogen ville måske kalde det glaskab eller sindssyge, syn på tingene. Men alt de havde gjort, var at vise hvor forkert den måde Andromeda var..... At det kun kunne blive bedre.

Ayins mule mod hendes skulder fik roen til at falde over Ava igen. Ikke helt til ro, men meget. Der var stadig noget i vejret der føltes elektrisk, og det havde været samme vejr der havde været skyld i hendes brors død og hendes ankomst til Andromeda. Alligevel passede det hende langt bedre end en solrig sommerdag, som hun ellers længe havde nydt med glæde. Ava drejede hovedet og sendte nogle små nip i retningen af hans næseryg - eller det der var af den fra hans skelethoved. Hovene stod ikke stille ret længe af gangen. Der lå heller ikke meget tvivl i Avas hoved, for den familie hun engang havde haft, var splittet, og på trods af flere års desperate forsøg på at blive genforenet med hendes datter, havde hun stadig ikke set noget til hende. Det var måske på tide at lægge hele den gamle familie bag sig og i stedet se skyggerne, hendes brødre og søstre, som den eneste familie. Derfor lod hun også bagparten trippe i hans retning i accept.

~ 7 ~

Han kunne ikke påstå, at han nød den silende regn - men det var som om, at han ikke rigtig brød sig sådanne detaljer længere. Om solen skinnede eller om sne stod ham til halsen, så følte han ikke noget ved det længere. Skyggerne var der altid til at distrahere ham, eller bringe ham på rette spor. Han huskede de varme sommerdage, og han huskede den knasende sne på den første vintermorgen - men det var svært for ham at huske de følelser der havde fulgt med. Der var ligesom bare.. tomt. Hans blik blev hævet imod den mørke himmel, der nu var en blanding af sorte skyer, røg og damp. Når regnen landede i lavaen længere oppe på bjerget kunne man høre en hvæsende lyd, og en sky af hvid damp stod op. Det var en næsten konstant baggrundsstøj, nu hvor regnen faldt tæt.

Han brummede endnu engang, da hun nippede imod ham. Hvor var det længe siden.. sådanne kærtegn. En skam han ikke havde nogen følelse i ansigtet. Hendes mule kunne lige så godt have rørt ved en sten. Men han satte alligevel pris på denne nærhed, fra den eneste familie han havde nu - den familie de skulle skabe.
Han rykkede et skridt baglæns da hun vendte sig om, og vippede et øjeblik ørerne opmærksomt rundt. Skyggerne omkring ham forsikrede ham om, at der ikke var nogen fare på færde. De skulle nødig løbe ind i problemer, i dette sårbare øjeblik. Uden en lyd sprang han op på hendes ryg, og fuldførte det, de sammen havde besluttet. Han tog ingen nydelse i det, det var ren forretning - selvom der alligevel var et lille stik af nysgerrighed i hans sind. Hvordan mon den lille sjæl ville se ud? Ville den ligne ham? Med den tanke i hovedet, sprang han ned igen.

[17]

Ørerne blev vippet bagud. Ikke ned i nakken som når Ava var i selskab med de fleste andre, men lyttende. Nok var hun lille, men stærk, og derfor havde Ava heller ikke svært ved at stå imod og bære den ekstra vægt. Det var ikke første gang og derfor heller ikke nogen overraskelse for hende, men det var første gang det ikke var den spraglede hingst. Da vægten igen var væk, strakte Ava kroppen og vendte sig om. Da hun trådte frem, lod hun sin side glide hen langs hingstens før hun igen stoppede for at betragte området. Vandet lagde sig som små glitrende perler i hendes pels, man, pandelok og hale. Det generede hende ikke. Hun behøvede jo ikke bekymre sig om at blive syg.

"Må regnen skylle Andromeda rent og gøre plads til en ny begyndelse. Må det være din, min, vores brødre, søstre.... vores tid til at skinne..... Om man vil...... Ayin, zeymah.... Vil du gøre mig en tjeneste?"

Tonen var eftertænksom til at starte med. Vejret kunne vel næsten ses som en slags tegn. Måske kunne alle ikke se det på den måde, men for Ava gav det meget god mening. Ligesom lyset og lyselskerne var bange for skyggerne ville mørklægge Andromeda og dermed kvæle alt levende i mørke. Men Ava foretrak det. Ønskede det tilmed. For at et nyt og bedre Andromeda kunne eksistere måtte det gamle dø. Også selvom det betød enden for hende også. Hvis Alduin var lige så mægtig som lyset, ville han vel også kunne bringe dem til det nye Andromeda som han ønskede, hvis han ønskede det. Og var hun loyal nok, kunne det jo være hun fik lov til at opleve det nye og bedre Andromeda.

~ 9 ~

Regnen var voldsom og snart løb regnvandet i små floder ned af skråningen. Den hev sand og småsten med sig, omformede landet, bid for bid. Han betragtede det med tankerne et andet sted. Skyggerne krøb kælende op langs hans ben, op over hans ryg. De gav ham fornyet ro og et klart sind. Han lod de unødvendige tanker ligge, og vendte nu opmærksomheden imod den noget mindre hoppe ved hans side. Hendes veltalte ord fik ham til at le svagt. Det var næsten ikke mere end en grynten. Det var så sandt som det var sagt. Han brummede dæmpet, for at lade hende vide at han var enig, og at hans latter ikke var ment som spot. Det ville snart være deres, Alduins, tid.

"Selvfølgelig," svarede han prompte på hendes forespørgsel.

Der var ingen grund til at holde sig tilbage for hans søster. Han stolede på, at det var noget der var vigtigt, noget han kunne hjælpe med. Han fandt ingen grund til at tvivle på hende, og dermed var varig med at acceptere tjenester. Han drejede hovedet imod hende og betragtede hendes blåplettede ansigt. Hans hoved gled langsomt på sned, lydløst.

"Hvad kan jeg hjælpe med, briinah?"

[50]

Ava lod tavsheden hvile et et par sekunder mens hun overvejede præcis hvad det var hun lige ønskede. Hun ville jo gerne se sin datter igen, men hun ville helst ikke risikere endnu et nederlag. I stedet var det bedre at lægge den familie hun engang havde haft bag sig, og i stedet vende sit fulde fokus på sin nye familie. Hendes brødre og hendes søstre.

"Hvis du ser Nymphadora når du skal ud og lede efter hoppen der bærer dit afkom.... Vil du fortælle mig om hun har sluttet sig til vogterne? Det eneste der bekymrer mig er hun er ved at blive en af dem."

Det kunne være en af grundende til Ava aldrig havde fået noget som helst at vide og endnu ikke havde set sin datter. Hun havde jo allerede sagt til sig selv, at hvis nymfen joinede vogterne, ville hun ikke længere have en datter. Den første havde hun afskrevet sig for lang tid siden. Hun så ikke Ariel som en datter, selvom det var hende der havde givet liv til hende. Nymfen var den eneste datter hun havde. Den eneste hun havde tilbage i sit liv, og alligevel havde hun hende ikke.

Blikket blev en anelse fjernt, som hun betragtede regnen sile ned. Det føltes helt rart med sådan et vejr. Den slags passede meget bedre til Avas humør og natur. Hun var ikke længere så meget for de solrige sommerdage med grønt græs og duftende blomster. Den eneste grund til hun egentlig brød sig om græsset, var når hun skulle have noget at spise.

[5]

Regnen faldt endnu tungt, men han mærkede det knapt, for han var allerede gennemblødt. Små strømme af vand faldt fra hans man og perlende vand sad overalt i hans pels. Han vendte endnu engang blikket imod han søster. Han forstod hendes .. bekymring, og vidste at hun i fortiden havde mistet en datter til Lyset. Han sænkede hovedet en smule og lod en enkelt gang mulen røre hendes skulder.

"Jeg skal se mig om efter hende - det er ikke sikkert jeg lærer noget om hende, men jeg skal nok lytte til skyggernes hvisken når jeg er i området."

Han vendte blikket imod de fjerne kyster på de andre øer. Derover havde han snart en mission der skulle udføres, og han så ingen grund til ikke at udføre et erne for hende også - forudsat at han kom tæt nok på. Det blottede ansigt var følelsesforladt da han vendte sig imod hende igen. Han nikkede let til hende, som en afsluttende hilsen. Han havde ikke mere at gøre her for nu, og havde ting han selv skulle forberede. Han vidste at hun ville kalde hvis hun igen fik brug for ham - men han regnede ikke med at se hende igen, før det var tid til føllets ankomst.

"Farvel, brinah," sagde han roligt og vendte sig derpå imod bjergets top, vulkanen.

[OUT]