Dez motmahus - Ayin Reziku

[19]

Vuggeviserne Ava så tit havde nynnet for sig selv og sunget for sin meget yngre bror, da han stadig var meget lille, havde hun lagt bag sig. Længe havde hun haft hjemve, og selvom hun havde forsøgt at skabe sig et nyt hjem i Teylar, var det aldrig blevet det samme. Nu tilhørte hun skyggerne, og selvom hun ikke altid befandt sig i nærheden af hendes brødre og søstre, følte hun sig alligevel bedre tilpas. Det gamle liv havde hun lagt bag sig, for hun havde lært på den hårde måde hun ikke længere kunne regne med andres hjælp når hun havde brug for den. Hun var nødt til at klare sig selv. Selvom hun havde følt svigt fra medlemmerne i Teylar var hun alligevel også blevet forrådt af en søsters søn. Af den grund ville hun heller ikke betro sit liv til dem - kun til Alduin. Skyggerne var hendes liv, og hun havde givet sig selv hen til dem fuldkommen. Godt nok var der stadig ting der sad så dybt i hende, at selv skyggerne ikke kunne drive det væk fra hendes tanker.

"Alduin, feyn do jun, kruziik vokun staadnav, voth aan bahlok wah diivon fin lein..."

I stedet for de gamle vuggeviser halvt nynnede hun ord skyggerne havde plantet i hendes hoved. De gange de havde været hendes eneste selskab. De var altid hos hende. De var hendes liv. De sørgede for hun stod oprejst og fungerede, for blod flød ikke rundt i hendes årer som hos alle andre. Ava var en skygge i mere end en forstand. Skygge indvendig, skygge af sind og en skygge af den hun engang havde været.

Selvom Aljun aldrig rigtig holdt til et bestemt sted på Foehn, havde hun alligevel søgt mod et af de mest hyppigt betrådte steder - Ildbjerget. Alduins fængsel. Det gnavede i hende indvendigt, at hun endnu ikke havde været i stand til at komme bare et lille skridt tættere på. Hun gjorde hvad hun kunne, men det var ikke altid nemt når man var alene om det. Hun havde brug for flere - de havde brug for flere, hende selv, skyggerne, broderskabet. Det var som om den lille flok langsomt var begyndt at svinde ind, og ikke ret mange af dem Ava havde mødt på sin vej, havde været værdigt materiale. Ava standsede sin vandren som hun kunne fornemme skyggerne røre på sig. Som om de blev mere livlige, som om deres hvislende, hviskende stemmer blev en smule højere. En bror eller søster måtte være i nærheden.

En lille feminin brummen slap ud i natten efterfulgt af et tilkendegivende vrinsk.





Betydning;
Alduin, feyn do jun, kruziik vokun staadnav, voth aan bahlok wah diivon fin lein:
Alduin, Bane of Kings, ancient shadow unbound, with a hunger to swallow the world

~ 5 ~

Ildtunger og gnister føg om hans hove, da han bevægede sig langs den glødende kant af et boblende, magmafyldt hul nær toppen af Ildbjerget. Aske og slagger regnede ned over ham, lagde sig på hans ryg og ville have brændt enhver almindelig heste der havde bevæget sig herop. Men han var ikke almindelig. Langt fra. Han var en skygge, en skabning hvis liv nu var viet til deres lænkede Herre – en skabning der trodsede hvad man skulle tro muligt. Flammerne skinnede igennem hans tomme øjenhuler, blot oplyst af en magisk, unaturlig blå flamme. Han lod sig ikke mærke af varmen, ej heller den luft der var så tung af røg og varme at man knapt kunne trække vejret.

Hans ben førte han endnu højere op, af en smal, næsten umærkelig sti, han havde brugt så tit. Den ledte hele vejen op til toppen, skønt der var lang vej endnu. Det var ikke nogen nem rejse, at nå toppen af Ildbjerget – selv havde han kun gjort det et par gange. Men han holdt alligevel til på bjergets skråninger, patruljerede, holdt vagtsomt øje. Denne dag havde været ganske tom. Han havde lyttet til skyggernes hvisken, mærket sine brødre og søstre røre på sig, skønt mange af dem knapt synes at være til stede. Det var blevet ensomt, her på Foehn. Deres tal svandt. Snart ville lyset have magten for alvor.

Og netop som den dystre tanke strøg igennem ham, hørte han en svag nynnen, gengivet af skyggernes pibende stemmer. Han kendte ordene. Det var selvsamme ord der blev hvisket overalt på øen, konstant. Han vippede de sorte, forrevne ører frem netop som et tilkendegivende vrinsk lød. Hans søster var nær. Han svarede hende med et dybere, maskulint vrinsk og satte kurs imod hendes placering.

[21]

Det var ikke svært at genkende en bror eller søster. Bestemt heller ikke den der nærmede sig. Den manglende pels i hovedet var et tydeligt give-away, og det samme med de blå flammer der lod til at lyse ud, hvor hans øjne skulle have siddet. Den første tanke der slog Ava var; gad vide om han kan se noget.

Langsomt gav hun sig til at nærme sig skyggebroderen. Ørerne var opmærksomt blevet rettet fremad. Hvis han havde ild indvendigt i sit kranium, måtte han uden tvivl stadig bære på varme - varme Ava kun kunne trække på fra andre, eller fra vulkanen. Skyggerne kredsede ikke omkring hende som de gjorde ved så mange af brødrene og søstrene, men flød i stedet indvendigt i hendes årer.

"Drem yol lok, vokun zeymah."

I den tid Ava havde tilbragt med skyggernes hvisken, havde hun lært deres sprog. Det lå langt fra hendes modersmål, men alligevel havde hun nemt ved udtalelsen, fordi man næsten slog knuder på tungen i nogle tilfælde, og med de rullende r'er. Det var heller ikke så sært, når man tænkte på Ava det meste af tiden lyttede til de hviskende stemmer og ikke talte så tit med andre i landet. Når hun gjorde var det alt sammen den fine snak hun ikke brød sig om. Den mindede hende om vogterne og hendes gamle liv - 2 ting hun absolut ikke brød sig om.


Betydning:
Drem yol lok: Vær hilset
vokun zeymah: skygge bror

~ 6 ~

Hans ben bragte ham hurtigt frem, hvert skridt kraftfuldt og placeret med stor sikkerhed. Der var ingen svaghed at spore i ham længere - på Foehn, omgivet af det der styrkede ham mest, var der ingen spor af den gamle Ayin. Der var dog ingen tvivl om at han var en kende svagere end den søster han nu stod overfor. Men han følte sig ikke ringere agtet af den grund. De arrede ører, flået i flænser den dag han overgav sig til Herren, rettede han nu imod hende, da hendes stemme lød.

"Drem yol lok," svarede han roligt.

Han kendte til sproget, forstod det. Det var som om skyggerne styrede hans tunge, formede ordene i hans mund. Alligevel kendte han det ikke til fulde. Det fyldte kun små tomrum bagerst i hans hoved, det havde ikke overtaget ham. Men han forstod nok - og hvis noget alligevel glippede, ville de snyltende skygger hurtigt hviske ham svarene. De tomme øjnehuler glødede ekstra kraftigt her, for her var hans syn knivskarpt. Han levede i skyggernes net, i deres impulser og deres sanser. Alting pulserede og gnistrede. Det havde taget tid at vende sig til at se verden på denne måde - men han havde lært at bruge skyggerne som øjne, ladet dem fylde hans sanser, så han næsten så som før.

"Det glæder mig at se at jeg ikke er helt alene," brummede han imod hende - hans ansigt evigt forvredet i et grin.

[43]

"Også mig"

Om det var nysgerrighed, eller bare fordi Ava bare følte sig tryg iblandt andre skygger, kunne hun ikke helt finde ud af, men hun nærmede sig hingsten til det punkt hun normalt ville have overtrådt nogles grænser - og hendes egne. Hun følte sig stærkere når hun befandt sig i nærheden af vulkanen, og endnu mere, når der var andre skyggebærere til stede. Men på samme tid lurede den lille nysgerrighed. Var han det modsatte af hende? Varm i stedet for kold? Varmere end alle de andre?

Lige så stille lod hun mulen puffe til hans hals, mens ørerne skiftevis var rettet fremad og bagud, uden helt at vide hvad hun skulle forvente, eller om hun ville risikere at få et hak over mulen.

"Fuyu har været væk længe, og vi svinder langsomt ind i antallet. Det begynder at se skidt ud. Selv lyset har vovet at vise sig her på Foehn.... Der må snart gøres noget. Hvis ikke Fuyu snart dukker op må en anden tage hans plads"

Ava trak hovedet til sig for at skimte ud over området. Der virkede tomt. Hvor var de alle sammen henne? Foruden Fuyu var der en anden broder hun ikke havde kunne fornemme eller havde set i noget tid. Hvis de var faldet på nogen som helst måde, måtte skyggerne da have hvisket noget - Måtte hun have følt skyggerne røre på sig. Men ligesom Alduins fængsel i vulkanen, kunne det være de var blevet tilbageholdt af noget andet.

~ 9 ~

Hun stemte i, enig i hand udtalelse. Så var det altså ikke kun ham, der havde mærket det. Noget var på færde, noget der fik deres søskende til at forsvinde. Det gjorde ham arrig. Han ønskede at finde en løsning, ønskede at se deres familie samlet og styrket. Skyggerne omkring ham sitrede af rastløs energi og afspejlede den ulmende vrede og afmagt han bar i hjertet. Han tog et dybt åndedrag og hævedet hovedet højt over hende. Han rankede den slanke, men senede og muskuløse krop. Noget måtte gøres - men ikke nu. Nu havde han endelig fundet en af sine egne. Han lod luften slippe ud igen, idet han igen rettede opmærksomheden imod hende.
Han blev opmærksom på at hun nærmede sig. Hun kom så tæt på, at han et øjeblik var i tvivl om, om hun ville fortsætte lige igennem ham. Det ville næsten ikke undre ham, hvis hun kunne; han kunne mærke, nej høre skyggerne i hendes blod. Så rakte hun mulen ud imod hans blottede næseben. Hvad hun søgte, kunne han ikke regne ud, men fandt det nok ikke, tænkte han, med en svag brummen. Hans øjne blussede op da de rørte hinanden, men han foretog sig ikke noget. Han så blot på hende med sit grin, og vippede ørerne frem imod hende. Hendes stemme bragte ham så til koncentration igen.

"Jeg er enig. Mit sind har været fyldt af de samme tanker. Jeg har kun mærket nærværet af enkelte af os, men så mange mangler. Du siger at lyset har vovet sig her til ? Så er det værre end jeg frygtede."

Hans ansigt formørkedes, og skyggerne der altid hang om ham viste tydeligt deres misbilligelse ved denne nyhed. Han rystede let på hovedet. Hvad var det var en usynlig kraft der holdt deres brødre og søstre på afstand?

"Der må være noget vi kan gøre." tilføjede han bittert.

[51]

"Jeg har set det. Jeg har hørt det. Det er skarpt. Det brænder skygger væk, brændte mine skygger væk. De er min livskilde. Jeg kunne ikke stille noget op"

Ava trak mulen til sig igen, og strøg sig i stedet hen langs siden på hingsten for at træde om på den anden side så hun kunne stå side om side med ham, med blikket i samme retning. Hun betragtede området og lod ørerne glide en anelse bagud, lyttende. Der virkede tomt. Tommere end tomt hvis man kunne sige det sådan. Der var ikke samme liv som der havde været engang. Det måtte der kunne laves om på - nej. Det skulle der laves om på.

"Det er der, vokun, det er der. Vi må samles. Vi må vokse. Vokse i styrke. Vokse i antal. De mistede må erstattes. Vi må skabe stærkere brødre og søstre"

Det lød meget simpelt når det blev sagt på den måde, men det var det ikke. Det var ikke nemt at samle alle. Det var ikke nemt at rekrutere, for det ville for det første kræve nogen der ikke var alt for skeptiske over for mørket. Nogen der ikke var lyselskere, nogle der var værdige og nogen der ville kunne klare presset. Og så skulle det være nogen de kunne stole på. Kvalitet var bedre end kvantitet. Selv hvis de var mange ville det ikke betyde de havde nogen chance hvis de endte med at stå ansigt til ansigt med vogterne i en kommende krig.

"De formerer sig og vi svinder ind. Det tegner ikke godt....."

~ 10 ~

Hendes ord lød ildevarslende i hans ører. Han havde mødt Lyset før, båret af en gylden, lys hoppe. Han huskede svagt dengang, for meget længe siden, hvor hun havde forsøgt at vende ham til Lyset. Det havde næsten lykkedes hende. Men nu stod han her, omgivet af mørke og flammer, og han vidste at han havde fundet hjem. Lyset var hans fjende. Hans familie og Herren var i fare – og det var vigtigere end denne hoppe, trods at han stadig huskede hende med en del varme. Især fordi han havde mødt hende for ikke så længe siden, i et svagt øjeblik. Han overvejede kort om det kunne opfattes som forræderi, men havde vendt det med skyggerne. De var blevet enige om at det var… et klogt træk at vurdere fjenden på nært hold. Og nær havde han været. Han havde mærket Lysets styrke, og nu gøs han ved tanken.

”De har overgået os i antal, men vi er stadig stærke. Vi har en chance hvis vi gør noget nu,” stemte han enigt i.

Han vendte blikket imod hende, da hun stillede sig ved hans side. Han betragtede hende med tankerne et andet sted. Han vendte ideer i sit hoved og med skyggerne omkring ham. Snart hviskede de ham tanker i øret. Han nikkede let, som accepterede han et forslag. Så så han direkte på hende, trods det var svært at se, da hans blik var tomt.

”En hoppe forvildte sig hertil. Hun viste sig at bære en del værdighed – ikke til at blive skygge hende selv, men til at bære en. Der burde ikke gå længe, før en ung sjæl vil føjes til vore rækker,” fortalte han.

Han var ikke i tvivl om at skyggerne havde båret det i deres hvislende munde, fra den ene del af øen til den anden, men han ville alligevel lade hende det vide med sine egne ord.

[52]

"Lyset viste sig på Foehn for min bror. Nid vokun, men bror fra samme forældre. Og en gammel ven han fulgtes med. Med mindre de afslår lyset er jeg bange for de snart joiner vogterflokken. Det er hjernevaskelse. Hjælp lyset, beskyt landet. De ved garanteret ikke det de skal vogte over er stjålne ting. Det tilhører Andromeda - ikke lyset...."

Ava bar et stort had til vogterne. Ikke dem alle ganskevidst, men størstedelen. En enkelt kunnne hun ikke hade, men også kun fordi der var noget anderledes over ham. Han vidste hvordan det var at miste - præcis som Ava selv. Han forstod hende.

"Pas på, Ayin..... Det ender ikke altid som man ønsker det. Husker du Lupë? Halv vogter- og skyggebarn. Vokset op her, på Foehn, i Aljun...... Han forrådte os. Hjernevasket af de lyse. Lader hun den unge sjæl vokse op i nærheden af dem eller hvor de har adgang til dem, kan det lige så nemt blive vendt mod os."

Der var endda flere ting der kunne spille ind. Ava selv vidste hvor skævt det hele kunne gå. Hvordan man ikke kunne have alverdens forventninger. Hun havde aldrig selv regnet med at skulle være mor til to, og alligevel mor til ingen.

"Vi kan heller ikke vriste den unge sjæl fra sin mor med mindre hun tillader det. Vogterne har min datter. Min nymfe. Jeg har ikke set hende siden hun var lille. Siden jeg valgte at følge vores brødre, søstre.. Herren...... Det er ikke noget jeg ønsker for selv min værste fjende"

~ 11 ~

Han mærkede hendes had til vogterne. Det var som et bæger der flød over, bølgede fra hende og ud i skyggerne og over til ham. Hadet spirrede i hans sind, som en kvælende plante, der havde slynget sine kraftfulde rødder om hans tanker. Sorteflammen i hans bryst blussede begærligt op og labbede de mørke tanker til sig, som var det guddommelig spise, den bedste næring. Et øjeblik var det som om hans øjne brændte med mørke i stedet for den klare blå farve.

"Det kan ikke fortsætte." sagde han bittert, ude af stand til at komme op med et modangreb i denne stund. Hvor var Fuyu? Hvor var de andre? De havde brug for at slå hovederne sammen og styrke hinanden.

Han havde ikke selv overvejet at den søn eller datter der kom ud af dette, måske ville vende sig imod dem. Han brummede dybt og tankefuldt. Nej. Det ville ikke ske - om han så personligt skulle komme anstigende i Teylar, så ville han bringe det føl hertil. Hans skygger overvågede den sølvgrå hoppe og han skulle nok være der, dan dag føllet kom til verden. Han vippede let med ørerne; der var jo ikke længe til, nu han tænkte over det. Blot et par dage, en uge måske.

"Sandt nok. Men hvad valg har vi? Noget må vi forsøge at gøre, selvom oddsene er imod os."

Selvom han ikke ville det, var der en snert af fortvivlelse at spore i hans stemme. Han var en hest der villigt fulgte andre, med hele sit væsen, men han kunne ikke lede. Han var en stærk allieret, en urokkelig støtte, men han havde brug for at nogen fortalte ham hvad han skulle gøre.

[53]

"Nej det kan ikke fortsætte. Hvis ikke Fuyu snart viser sig må en nogen tage hans plads. Jeg ved Volontaire gerne stiller op."

Der var brug for samling. Splittet og ude af stand til at arbejde sammen ville det aldrig gå. Der måtte være en til at holde samling på alle. Der måtte være en der fortalte de andre hvad de skulle gøre, så ingen endte med at modarbejde hinanden. De måtte stå sammen og vise andre det ikke var okay at bare vade rundt på Foehn. Jo mere splittet de var, jo nemmere ville andre have at bryde ind i deres område.

"Få fat i nye mens de er små? Bruge beskidte tricks om man vil........ Lokke dem over til os før lyset får dem hjernevasket. Skaber vores egne tilhængere. Måske er oddsene imod os, men det er ikke ovre endnu. Vi må lære af fejltagelser."

Ava kunne komme med mange gode idéer, men hun kunne ikke være ene om at udføre dem. Det var noget alle brødrene og søstrene måtte gøre i fællesskab, og der var sikkert flere der havde nogle gode idéer, hvis ikke nogle bedre idéer. Hun slog et smæld med halen og kastede hovedet opad inden hun trådte nogle skridt frem. Et lille fnys forlod hendes mule som hun betragtede det "døde" område. Der var ikke andre til stede af det broderskab der plejede at hænge ud der.

"Ayin, zeymah.... Vi, du og jeg, kan bidrage til næste generation. Være sikker på en søn eller datter vokser op hos os. Inden for Aljun og uden for rækkevidde for vogterne og lyselskerne...."

~ 12 ~

De spejdede begge i samme retning, deres øjne så desamme ting; et øde landskab, kun brudt af skarpe klipper og tør, spredt vegetation. Der var ganske vist andre steder på øen, hvor der var grønnere - ja ligefrem frodigt - men det lå ude i det fjerne. Men selv hvis de havde stået under grønne kroner, med græs svajende blødt om deres koder, så havde de stadig været alene.

"Volontaire er en god kandidat. Jeg stiller mig gerne bag ham, skulle der være behov for det." Han nikkede som eftertryk på sine ord. Denne broder skulle nok kunne overtage Fuyu's plads, selvom pladsen stadig var åben for den hvide hingsts hjemkomst. Men ville det nogensinde ske? Han huskede første gang han mødte den plagede, spøgelseshvide hingst. Det havde været et skræmmende møde, men han søgte magt, han søgte fællesskab. Derfor var han villig til at se forbi det. Og nu, ha! Nu syntes de tanker så langt borte. Han var selv en del af dem.

"Hmm, ja det er en mulighed. Det varer ikke længe inden hun foler. Det føl må vi lokke til os, sådan som du foreslår."

Han rykkede vægten over på tre ben og hvilede roligt det ene bagben på spidsen af hoven. Hans blå blik faldt på hende, da hun kom med et foreslag. Han kunne ikke påstå at han var forberedt. Men hendes ord var sande, ja, der var endda god begrundelse bag forslaget. Han betragtede hende et øjeblik uden at sige noget. Det var en god måde at sikre at afkommet blev her og blev en del af skyggerne fra starten. Så nikkede han samtykkende.

"Det er et skridt i den rigtige retning. Et godt forslag."

[77]

Selvfølgelig var Volontaire et godt bud på en der kunne træde i Fuyus spor. Han var stærk, men Ava var stærkere, og derfor ville hun have svært ved at se andre tage Fuyu's plads. Måske var han ikke stærkere fysisk men når det kom til kræfterne var han den der overgik alle de andre. Hun undlod at ytre sin mening, for hun ønskede stadig den hvide ræv kom tilbage. Han havde jo været god til at tage sig af problemerne, og så længe de ikke vidste hvor han befandt sig eller hvad der var sket, var chancen for han kom tilbage der stadig. Det var ikke det faktum at han var den hun havde stolet mest på i hele flokken, og heller ikke fordi de nær havde produceret et afkom, men på grund af hans skills når det kom til lederskab. Det var først da han forsvandt skyggernebærerne begyndte at strejfe omkring.

"Vi må give hende et valg. Et valg om at følge med. På den måde er det hende der træffer valget, og ikke valget der bliver truffet for hende."

Ava selv havde godt nok valgt at følge skyggerne, og dermed forlade Teylar til fordel for Aljun, på skyggernes kommando. Men hun havde alligevel aldrig troet hendes nymfe skulle holdes væk fra hende. At der ikke var nogen der havde lyst til at bringe hendes nymfe til hende, alene af den grund hun var skygge og ikke måtte lokke hende med til Foehn - selvom hun flere gange havde nævnt det ikke var hendes intention. Hun ønskede for alt i verdenen ikke at involvere hendes dyrebare nymfe i det der måske var på vej mod en krig mellem lyset og mørket. Begge sider rekruterede tropper, og det var nok bare et spørgsmål om hvem der var hurtigst og stærkest - hvem der først havde en overhånd før helvedet ville bryde løs.

Det ene øre vippede mod Ayin, men hun flyttede ikke blikket fra det øde landskab. Skyggerne, Herren... De ville måske mørklægge Andromeda, og det var det lyselskerne var bange for. De forstod ikke at alt måtte dø for at gøre plads til en bedre verden. Ligesom en skovbrand brændte et område ned for at gøre plads til nyt liv. De bekæmpede udvikling.

Ava trak sig en smule til siden og tog et par enkelte skridt fremad inden hun vendte rundt for at vandre i en lille halvcirkel omkring hendes skyggebror. Der standsede hun alligevel igen og lagde hovedet hen over hans ryg for at optage noget af varmen - den varme hun ikke selv producerede.

"Men det er også alt det ville være..... At sikre vores flok, vores broderskab vil vokse og blive stærkere uden vogternes indblanden"

Hun var ikke meget for følelser. Dem hun bar rundt på var had og vrede. Dem der var rettet mod vogterne. Selvfælgelig tittede andre også af og til frem, men det var sjældent. Ava vidste også godt at den slags kunne komme til at gøre ondt, og derfor holdt hun sig gerne fra den slags.

~ 15 ~

Ayin vippede let ørerne imod den sorte hoppe ved hans side. Han fornemmede hendes.. utilfredshed var ikke ordet. Hendes overvejelser, tanker. Han vippede hovedet lidt på skrå. Selvom hun prøvede at holde sine meninger tilbage, kom de alligevel til udtryk, netop fordi de var så tæt forbundet af skyggerne.

"Har du andre foreslag? Andre kandidater? Alle tanker og meninger har en plads," sagde han roligt til hende. Han lod ordene falde som et tilfælde, som var det blot faldet ham ind, at hun også måtte sige sin mening.

Han lod igen blikket falde ud over det øde landskab, imens han lyttede til hendes næste ord. Hvordan kunne man stille et valg op, der endte med at han eller hun ville vælge Aljun, og Herren? Der var ingen tvivl om at den lille spæde sjæl skulle påvirkes fra barnsben af. Men måske ville det komme til verden med skygger klæbende til sig.. født ind i det, så at sige.

"Har du et foreslag?" Han spurgte hende oprigtigt, for han var i vildrede hvad sådan noget angik.

Hans blik fulgte hende igen, da hun gik i en lille cirkel omkring ham, og lagde sit hoved over hans ryg. Et øjeblik stivnede han. Det var meget længe siden nogen havde stået sådan med hans side. Det tog ham tilbage til sine helt unge dage. Han brummede dæmpet og slappede så en smule af, tillod hende at optage hans varme. Han nikkede så.

"Jeg ville ikke have det på nogen anden måde," var hans enkle svar.

[84]

"Desværre er der ikke så mange brødre tilbage. Volontaire vil med garanti gøre et forsøg på at samle os alle igen. Måske vil det endda lykkes. Jeg håber det.... Men han er ikke lige så stærk som Volin, og desværre er det ham jeg har hørt andre frygter og har respekt for. Det handler ikke kun om at sørge for samling, det handler også om at skabe respekt.... Måske endda frygt. Og ikke mindst en evne til at overtale......"

Ordene blev sagt i en eftertænksom mine. Hun kunne sagtens se Volontaire i spidsen for flokken. Han var den stærkeste af de tilbageværende brødre..... Men det handlede ikke kun om at vær stærk, og derfor kunne hun også sagtens se Ayin i spidsen. Den eneste hun ikke ville følge, var Raikiri. I hendes hoved burde han slet ikke være en af dem. Han burde være skubbet i vulkanen for at hjælpe på den måde.

"Jeg har en idé men det kræver en ikke magtsyg hjælper. En der er villig til at hjælpe os, hjælpe vokunne, hjælpe Alduin........ En der kan befinde sig over alt. En der kan træde ind i Teylars område eller nærme sig det. En der kan tale med de små, fortælle dem historier om lys og mørke, få dem til at se lyset er tyve og at vi er ude på at gøre Andromeda til et bedre sted"

Det ville hjælpe dem i mange situationer. Hjælpe dem med at få lidt informationer om hvad der foregik blandt vogterne. Hvad de havde af planer. Om de rekruterede nye eller mistede gamle - og så selvfølgelig den lille fordel at det ville være en - eller flere, der kunne påvirke de små i hemmelighed selvfølgelig.

Ava vidste udmærket godt det ville være risikofyldt at skabe endnu et nyt liv. Den første var skubbet væk og den ene gang hun havde talt med hende, var det ikke et glædes gensyn. Nymfen havde hun også mistet - selvom hun nægtede at opgive håbet om at blive genforenet med den datter hun ikke havde set siden hun var lille. Der var en risiko for hun ville miste endnu en, for hun havde trods alt mistet mange - og hvis ikke direkte mistet, havde hun i det mindste mistet kontakten med hende. Det var ikke alle der støttede hendes valg.