Thorns of silver [Silvara]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

En rolig nynne forlod den bronzefarvede Fame. Hendes skridt var hurtige, hendes gang let og for hvert skridt hun tog hvirvlede asken om hendes hove. Den lettede, den flød i luften og inden den faldt til jorden igen, kunne silhuetter af torne anes. Hendes skygger, der førhen havde været flydende som sine brødre og søstre, var nu mere indgroet i hoppen. Og det var på den bogstavelige måde. For det var torne der voksede omkring Fames roser, det var torne der brød jorden for kort tid efter at forsvinde til Fame igen og det var tornene der nu sad dybt i hvad der førhen havde været et hjerte.
Men det generede hende ikke.

Nej, den bronzefarvede ærede de syngende skabninger der kærligt fulgte hendes slanke ben, og hun smilede. Hun yndede den mørke skønhed der nu fulgte hende. Den gav hende et jagers blik og en hests elegance. Det var en dødelig skønhed der hvilede i de sorte skygger.
Men hoppens gang blev afbrudt. En hvisken, en hvislen og en kalden fra et fjernt område. Den var vag, den var ikke stærk og den lød alene. Og hoppen stoppede brat for at skue efter den ensomme skygge. Det hun så, var dog ikke en skygge, men en sølvfarvet hoppe der alene gik. Helt... alene. Hvordan kunne dette ske?
Forundret brummede Fame, inden at hun følte et smil trække i den mørke mundvig. Selskab, en ny skyggehest? Der var noget der kaldte på hende omkring den sølvfarvede, og hendes egne skygger svarede begejstret.

Med lette skridt ændrede Fame nu retning, for målrettet at møde den sølvfarvede. Og hvorend hun gik, meldte en svag nynnen hendes ankomst.

WORD COUNT: 275

Tid: Umiddelbart efter Fire And Lightning

Efter at have ligget og samlet kræfter, i hvad der føltes som en evighed, var den spinkle hoppe atter kommet på benene. Hendes krop var drivvåd og dunkede af smerte fra de mange sår og blå mærker, der havde dannet sig på den efter hendes overfald. Smerten syrede i hendes krop, og blodet dryppede stadig fra hende, da hun på stavrende ben kom vaklende hen af askeøen. Stormen havde endelig lagt sig, men hun var alt for medtaget til at kunne tage den hårde svømmetur tilbage igen. Så selvom det ikke var med sin gode vilje, at hun blev her på Foehn, så vidste hun, at det var nødvendigt, hvis hun ville overleve. Hun vidste dog også, at hun ikke kunne blive her i det åbne landskab - hun var alt for udsat for rovdyr og Foehns andre beboere. Hun gøs let ved tanken om de andre heste, der måtte bo her... Hun håbede af hele sit hjerte, at hun ikke ville støde ind i en anden ondskabsfuld hest på sin vej!

Hendes blik gled søgende rundt i tærrenet i søgen efter et sted at skjule sig, mens hun kom til kræfter igen, men indtil videre kunne hun ikke se andet end askedækket, fladt landskab... Hun havde på fornemmelsen, at Foehn var sådan en ø, man skulle kende godt for at vide, hvordan man overlevede på den. En outsider som hende ville nok aldrig slippe væk fra asken og finde et frodigt sted med ly... Men hun måtte ikke give op. At blive herude i det åbne land var det rene selvmord!
Hendes tanker blev pludselig distraheret af en nynnen ikke langt derfra. De nynnende toner blev højere og højere, og snart fik hun øje på en skikkelse længere fremme. En anden hoppe, men langt fra lige som hende selv... Hoppen her bar skygger lige som den anden hingst, og hendes øjne lyste op i en unaturlig farve, lige som hans også havde gjort. Hele Silvaras verden bras sammen ved synet og tanken om at skulle udholde den forfærdelige tortur igen. Hendes ben faldt sammen under hende, og hun faldt til jorden med et tungt dunk. Her blev hun liggende og så på skyggerosehoppen, der kom nærmere og nærmere, med et bedende og desperat blik.

"Jeg beder jer... Lad mig være... Jeg kan ikke tage mere nu... Lad mig få én nat til at samle kræfter igen, og så skal jeg nok forsvinde fra jeres ø som de første i morgen tidlig..."

Wordcount: 415

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den fremmede var ikke som andre fremmede på Fohen. De fleste besøgende ønskede brændende at møde de sagnopspundne skyggeheste. Ønskede at vide hvem de var, opsøgte dem gerne på deres mørke ø og bød dem velkommen med charmerende smil. Et ønske om at vide mere, et ønske om at slutte sig til dem måske. Men den sølvfarvede... den sølvfarvede blev næsten bleg ved synet af Skyggerosen.
Desto nærmere Fame kom, desto tydeligere blev det hvilken tilstand hun var i. Såret og svagelig... det var patetisk at se på.... de røde øjne ulmede i mørket, idet at Fame stoppede foran Sølvhoppen, og langsomt vippede hun hovedet på sned. Patetisk...

Men dog meget... kær.

Hoppens smil var beroligende, idet skyggerosen langsomt sænkede hovedet ned imod den sølvfarvede forslåede skabning; de røde øjne tvetydige men dog ikke ondskabsfulde i den mørke nat. Hendes smerter var store, hendes øjne bedende men det var ikke hvad der dragede den bronzefarvede nærmere.

"Shhh, Do sot Peyt... vær stille, lille blomst..."
Hviskede hun og mødte den fremmedes desperate blik. Sølvhoppens hjerte bankede højt og hurtigt, men Fame kunne få det til at gå væk. Bare for en stund, bare for nu, og følte hvordan hendes blik glødede og skyggerne hviskede da hun brugte sin magi - deres magi. Ro og tillid.

Nej, den røde søgte den lille skygge, der med en begejstret hvinen bød sin Skyggesøster velkommen. Hvordan var hun dog havnet med den? Fame ville vide det. Hendes nysgerrighed bad hende søge svaret.

"Hvem er du"
Nynnede hun, og tog hovedet en anelse til sig igen. 2 minutter, så måtte de se om frygten atter overvældede hoppen ved skyggerosens nervær.

WORD COUNT: 257
[16]

Do sot Peyt = Hvide Rose, blege rose. 

Den skræmmende hoppe trådte nærmere hende, og som hun kom tættere og tættere på, kunne Silvara se, at hun var dækket af røde roser. Det var et ambivalent syn at se på... Roser var normalt noget, man forbandt med kærlighed og varme, men som de sad på denne hoppe og nærmest dansede sammen med de mørke skygger, var de ikke andet end uhyggelige og klamme.
Til hendes store skræk trådte hoppen helt tæt på hende og sænkede sit hoved ned imod hende. Til hendes store overraskelse havde hoppen dog et beroligende smil, og hendes røde øjne så ikke ondskabsfulde ud, lige som hans havde gjort det.
Hoppen tyssede nu på hende og kaldte hende både Lille Blomst og Do sot Peyt... Hun havde ingen anelse om, hvad det betød, men det gav hende kuldegysninger igennem kroppen - for det lød nøjagtig som det sprog, kraniehingsten også havde talt i.

Denne hoppe var dog helt anderledes end den mørke hingst, for i modsætning til hans ord, der havde været hårde og smertende, så var hendes bløde og beroligende... Og som hun så ind i blikket på Den Røde Rose, blev hun fyldt med en indre ro, som når en moder trøstede sit lille føl. Hendes tårer holdt inde, og hendes krop fyldtes med tillid til hoppen foran hende, der pludselig så smuk og rar ud i hendes øjne. Den lille skygge forlod hendes man og rakte ud efter de andre skygger, som søgte den deres nærvær og selskab. Hun havde ikke tænkt på det før, men hvor måtte den dog være ensom, den lille skygge... Forladt af sin egen herre og tvunget til at sidde ensomt fanget på hende, der ikke havde nogen andre skygger til at holde den med selskab...
Hun blev brat afbrudt af sine underlige tanker, da Rosen nu spurgte hende, hvem hun var. Hun så på den smukke hoppe med et smil. Smerterne var kort forsvundet fra hendes krop, og hun følte sig som født på ny, da hun pludselig fik kræfter til at løfte sit hoved og ligge sig i en mere behagelig stilling. Mon hoppen her var en slags healer?

"Mit navn er Silvara... Jeg kom her til Foehn af nysgerrighed og endte med at støde ind i en af jeres folk... Ham med kraniehovedet... Han gjorde det her ved mig..."

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den Silvfarvede faldt snart ned. Hendes krop stoppede med at ryste, hendes blik flakkede ikke mere men mødte den rødes ulmende blik med en snert af tillid. Tillid.... den røde havde aldrig brugt sine evner på denne måde før. Normalt fandtes skyggerne kun med evner til at skade, men den bronzefarvede var en undtagelse. Hendes evner rakte længere: de var ikke voldelige medmindre hun ønskede det.
Fames smil blev en anelse bredere. Stadig roligt, men dog en anelse mere selvtilfreds og omend hun var rolig skulle man ikke tage fejl. Nok så den sølfarvede det ikke, hendes sanser lullet i søvn af skyggerosens magi. Men en udefrakommende ville spotte det ulmende mørke der hvilede. Ikke ondt, men afventende. Lunefuldt.

"Silvara..."
Hoppen flettede hendes navn ind i den sagte syngen der kom omkring hende, da skyggerne hvislende også gentog hendes navn. Silvara... sølvhoppen Silvara. Fames hoved blev trukket tilbage, og den bronzefarvede knejsede den slanke nakke.
Kraniehovedet hingsten havde fundet hende... hoppens mundviger sitrede og blikket blev vendt imod horisonten. Så det var der den lille skygge kom fra... kraniehingsten måtte have haft sine grunde - Ayin var ikke dum og den rødliges blik gled atter imod hoppens slanke form. Hvad... hvad kunne grunden være?

Kiir do Vokun, kiir, kirr...

Den rustfarvede vippede hovedet på sned og lyttede. Et føl... den sølvfarvede var med føl, og faderen var den sorte hingst Ayin, og den rødlige følte en lavmælt latter bane sig vej frem. Morende men med en snert af hån. Åh, hvilken ironi.
Derpå to Fame et skridt nærmere hoppen med et lunefuldt smil.

"Du... du skal være mor.."
Det var ikke et spørgsmål men en konstatering fra den rustfarvede skyggerose. Hun var - ligesom Fame havde været, et hylster for den fremtidige generation. Behandlingen imellem dem havde dog været... forskellig, mildest talt.

WORD COUNT: 303

[17]

Kiir do Vokun = Barn af skygger.

Hoppen gentog nu hendes navn i syngende toner, der blandede sig med hvislende toner i luften omkring hende. Var det skyggerne, der sagde hendes navn og skabte den summende melodi? I starten lød det som en ubehagelig ringen for hendes ører, men snart blev tonerne mildere og mildere, og til sidst lød de blot som sød musik i hendes ører. Silvara, Silvara, Silvara... De blev ved med at synge hendes navn, og af en eller anden grund blev hun fyldt med en varme, der fik hende til at le mildt.

"Silvara, Silvara..."

Hun kunne ikke lade være med at synge med selv... Skyggernes sang var så fangende!
Hun blev dog brat vækket af sin lille trance, da hoppen slog en lettere hånlig latter op og sagde, at hun skulle være mor. Det fik hende til at vende tilbage til den barske virkelighed, og selvom hun stadig var lullet ind i hoppens beroligende magi, mærkede hun alligevel panikken sprede sig som en kugle i sin mave. Hendes øjne var næsten helt udtørrede af at have grædt så meget, men alligevel piblede tårerne frem i hendes øjne, da hun langsomt løftede blikket og så op på hoppen med et desperat, hjælpeløst blik.

"Åh min kære Skytsengel, hvad skal jeg dog gøre??"

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

De mørke skygger lo sagte. Deres stemmer var mange, deres sang omfavnede den sølvfarvede og skiftedes til at glide hende nærmere førhen de trak sig tilbage til den rustfarvede skabning. De sang for det fremtidige afkom, de omfavnede den sølvfarvedes krop for det foster der nu voksede i hende og vidste det ville tilhøre de mørke skygger. Hun var, som det stod lige nu, uvurderlig for de mange skygger og deres voksende mørke.

Og dog var hun ikke glad. Fame følte deres vrede ved hendes tårer, for hun forstod næppe hvilken gave hun havde fået tildelt. Den rustfarvede tiltede det fine hoved på sned i en lille bevægelse og tyssede på hende; et snert af humor over hendes pludselige tilnavn.

"Du skal værne om det, kære Silvara... det du bærer er vigtigt.."
Hviskede den bronzefarvede og kneb øjnene sammen. En skytsengel... den rustfarvede var meget, men havde aldrig været pålidelig. Hendes foranderlige natur næsten bad hende svigte og vende venner i ryggen. Og en dag ville Silvara også indse det, og med en bitter smag i munden lære af den fejl.
Dog smilede hun, for i momentet kunne den Sølvklædte betro sig til hende, stole på hende, vide at hun ville... hjælpe. Den rustfarvede Sirene ville næppe se skade til det nye føl der ville komme og Sølvhoppen Silvara, vakte en mærkelig form for... interesse hos hende. Muligvis fra en mor til en anden, muligvis ikke.

WORD COUNT: 236

[24]

Hun hørte hoppen tysse på sig og faldt lidt mere til ro ved hendes blide toner. Det var fantastisk, hvilken virkning den roseklædte hoppe havde på hende... Mon hun var en healer, en skytsengel eller en gudinde? Hun kunne i hvert fald ikke være en almindelig hest, og hun troede heller ikke på, at hun var sådan en skyggehest lige som ham med kraniet... For nok havde hende her skygger, men de var en helt anden farve og gled kærtegnende over hendes krop uden at skade hende. Mon der fandtes gode skygger?

Åh, så mange spørgsmål... Hun ville gerne stille dem alle, men hendes hoved var så ørt, at hun slet ikke kunne koncentrere sig om at formulere et eneste spørgsmål. I stedet blev hendes opmærksomhed ledt mod Rosen, der talte. Hun skulle værne om sit føl, for det hun bar i sin mave var vigtigt. Hun skævede kort om mod sin mave. Var det virkelig igtigt... det dér Djævleyngel? Hun så atter på hoppen med et tøvende blik.

,,Åh kære Rose, jeg ved ikke, om jeg kan... om jeg er stærk nok..."

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvedes øjne gled over den fremmedes arme krop. Den var mager... den var en anelse kantet og ridset. Små sår dækkede hendes sølvfarvede skind, og dog vidste Fame at der hvilede mere end hvad blot øjet kunne skue. Kroppen kunne være.... bøjelig. Den tilpassede sig i en evig forandring overfor hvad der truede den. Hun tvivlede ikke på at den atter ville tilpasse sig dette...
Et smil - næsten en anelse ironisk kunne læses i hendes mørke øjne idet hun lænede sig en anelse tættere på den fremmedes krop. Åh jah... for det var egentlig spændende. At tilpasse sig for at overleve... sådan kunne man nemt fortælle Sirenens egen historie. Mon denne fremmede ville ende på samme måde? Idet hoppen havde ladet mørket slå rod, havde dens blade omfavnet hendes førhen skrøbelige statur og styrket den til ubeskrivelige højder. Den rustfarvede var mere, hun var en del af mere....
Denne krop skulle nok være stærk nok...

"Shhh.."
Tyssede skyggerosen, hvis skygger i langsomme bølger gled tilbage til hoppens center; hoppens pulserende centrum i bringen. Den mørke stemme var blød idet mulen forsigtig strejfede sølvhoppens side.

"... dette handler ikke om din styrke.... Silvara, din vilje er større end fysikken; det har du altid vidst. Hvorfor tvivler du nu?"
Mørke og dog bløde ord der nænsomt omfavnede den sølvfarvede, lullede hende hen idet ordene tog velmente illusioner på sig.

WORD COUNT: 229
[2]

Skyggerosen tyssede nu på hende, inden hun langsomt lod sine skygger glide tilbage mod sin egen krop. Silvara så en anelse sørgmodigt efter dem. Hvor skulle de hen? Hun savnede deres omfavnelse og nærvær... Hvorfor gjorde hun det? Skyggerosen lod nu sin blide mule strejfe hende, inden hun svarede, at dette ikke handlede om styrke, men om vilje. Silvaras vilje var større end fysikken, det havde hun altid vidst - så hvorfor tvivlede hun nu? Silvara tænkte lidt over ordene, der gav så fin mening. Hendes vilje havde altid været større end hendes fysik, det var ganske rigtigt... Så hvorfor tøvede hun alligevel? Hun så på den mørke Rose med sørgmodige, blanke øjne. Hun troede godt, at hun kendte svaret...

,,Kæreste Skyggerose, jeg tvivler på, om jeg kan, fordi jeg ikke ved, om jeg vil..."