Titel that seems somewhat sneaky (Ava)

[36]

Ava svarede ham ikke denne gang. Det var spild af luft. Desuden havde hun ikke noget som helst at bruge ham til. Måske ville den gamle Ava ikke have gjort så meget for at tage hævn over det lille kræ hun selv havde skubbet i vulkanen, men den gamle Ava ville heller ikke have skubbet ham i. Men Ava var ikke den samme længere. Nogen gav skyggerne skylden, men egentlig var det nok hele Andromeda der havde ødelagt det ellers så uskyldige sind. Skyggerne havde bare vist hende noget hun kunne vende sig imod, mens alt andet havde vendt hende ryggen.

"Hvis han er så ligeglad med dig...... slut dig til os.... pis ham af.... "

Igen gav hun sig til at kredse omkring ham, med ørerne vendt mod nakken og halen der af og til hvislede gennem luften.

Xenon vippede øret mod hende. Han missede let med de blå øjne. Hendes ord satte gang i tankerne hos ham og han stod blot i længe og stirrede tavst. Bagagen. Hans bagage var hans far, hans opvækst som intet mindre end et våben. Han trak hovedet let til sig og man kunne se overvejelsen i hans blå øjne. Det ville være perfekt. Han brummede, overvejende, mens han vendte og drejede hver lille mulighed i hovedet. Xenon var ikke god til at koncentrere sig om at tænke i for lang tid af gangen.

" Fint.. "

Kom det så fra ham. Han havde ikke rigtig noget at miste, måske var det derfor han ikke tænkte yderligere over konsekvenserne. Han kunne ende med at blive vanvittig. Sådan mere end han var. Det kunne være en fælde, men ja. Hvad havde han at miste.

[39]

Morskab viste sig i hele Avas udtryk. Øjnene, smilet, og efterfulgt den lille latter. Jo, hun morede sig helt bestemt. Nogle var nemmere at lokke end andre, men det betød ikke nødvendigvis de havde noget som helst at gøre hos skyggerne.

"Som om du nogensinde ville kunne blive en af os. Rumpelstiltskins lille spion."

Selv hvis han slog sig til broderskabet, ville Ava ikke stole på ham. De havde også før haft en forræder iblandt dem, så hvorfor skulle Xenocrates være anderledes, når han direkte spurgte ind til hvad skyggerne ville? Om forræderen holdt med lyset eller Rumpelstiltskin var for Ava fuldkommen ligemeget. Han var ikke en hun nogensinde ville turde overlade sit liv til.

"Hvis du kan vende din far ryggen så hurtigt, hvor hurtigt ville du så ikke kunne vende os ryggen?"

Xenon trak blot på skulderne af hendes kommentar. Han vidste trods alt at det var deres tab. Derfor trak han blot uden et ord på smilebåndet. Der var ikke nogen reel bekymring da Xenon nu nærmest sekunder efter hun havde sagt sit sidste ord, nu kiggede skarpt på Ava, stadig med det lille udefinerbare smil smørret på den mørke mule.

" Taget i betragtning af hvor hurtigt du vendte din familie ryggen, så vil jeg sige du ser ud til at klare dig meget godt her. "

Det var en farlig og spydig kommentar, men han synes bestemt han havde en god pointe. Hun skulle ikke være så hellig, men han vidste også med det iltre temperament hun havde, så var det nok ikke en logisk handling der fulgte hans ord, så snart hun havde hørt dem. Han var derfor allerede klar på at undvige hvis hun skulle reagere som hun nu havde tendens til at gøre.

[60]

Hans kommentar kostede et bid i hans retning. Ikke bare advarende, men for at gøre skade. Ikke bare et enkelt, for flere fulgte efter. Han skulle ikke tro han kunne slippe godt fra sådan en kommentar. Han vidste ikke noget! Han vidste ikke hvad hun havde været igennem. Han havde ikke været der. Han vidste ikke hvor meget det pinte hende - og hun havde trods alt ikke vendt sin familie ryggen, men hun havde heller ikke mulighed for bare at se dem.

"Du ved ingenting! Du ved ikke hvad jeg har været igennem. Du ved ikke hvad der foregår"

Ordene var snerrende og der var ingen tvivl om han skulle overveje sine næste ord meget grundigt. Det var ikke kun skyggerne selv der kunne finde på at efterlade de sjæle der havde forvildet sig hen på Foehn, på jorden så de næsten måtte kravle mod bredden for at komme væk derfra.

Xenon var klar på hendes udfald, og han var derfor i heftigt bakgear væk fra hendes tandsæt. Hans ører var vippet bagud, men han stoppede sin bakken da hendes ord lød og han snappede nu ud efter hende med et hårdt fnys.

" Og du ved ingenting! Du ved ikke hvad der er foregået, overhovedet "

Den gyldne hingst udbrud var uvant. Ja han havde faktisk aldrig haft sådan et før, men hun kunne bestemt få den lige tilbage i hovedet. For hun var bestemt ikke sen til at dømme ham med det samme, men når det var den anden vej rundt så var hun pludselig et offer. De isblå øjne stirrede ind i hendes, uden frygt i livet. Han havde råbt højt af hende. Hans facade var krakeleret på det dårligste tidspunkt, men Xenon veg ikke, stædig som en anden Ava.

[62]

"Som hvad? Hvordan din farmand ikke er til stede? Hvor meget du savner at blive pusse-nusset om?"

Avas blik var blevet mørkt igen. Ikke fordi farven havde ændret sig, men selve måden hun så på Xenocrates. Selvom han bakkede lod hun ham ikke slippe væk, og fortsatte derfor i hans retning.

"Jeg ved du er på Foehn. Jeg ved du ikke burde være på Foehn. Jeg ved du leger lille spion og jeg ved du ikke er en af os..... Jeg ved nok"

Ordene var fortsat snerrende. Endnu en gang bed hun ud i hans retning. Hans snap havde hun ikke taget sig ret meget af, for han skulle da gerne have lov til at prøve på at gøre modstand. Hun havde Foehn på sin side. Hun havde sine brødre og sine søstre. Hun havde dem med sig altid. Hun havde set hvordan de kunne efterlade en hingst halvdød.

Xenon sagde intet, men blikket blev mørkere på helt samme måde som Ava's blev det. De mandelformede ører var vendt ned i nakken. Fysisk kunne han ikke matche Ava, men han var hurtigere end de fleste, hvis ikke den hurtigste i hele Andromeda. Han havde derfor langt større fordel i at bevæge sig rundt om hende, mens hun forsøgte at æde ham.

" Du ved ingenting, absolut ingenting.. Det bliver jeres undergang når lyset for alvor begynder at rense jer ud. "

Han refererede til skyggerne, deres broderskab som en helhed. Han havde intet på Ava, for sindet var til dels overtaget af skyggerne. Netop det var ingen fordel for hende i det lange løb, mod ham - jo, men ikke mod deres rigtige trussel. Hun havde en svaghed, men han behøvede ikke nævne den, for så ville han aldrig komme levende herfra. Han behøvede ikke nævne den for at gøre hende fortræd.

[64]

"Hvis du siger det, må det jo være sandt"

Ava havde ikke i sinde at vise om hun troede på det eller ej. Faktisk vidste hun godt det kunne hælde til begge sider. Men selv hans far kunne jo renses ud....... Smides væk. Godt nok havde det taget et uorganiseret angreb for at fejle, men der var ingen der sagde det ville være sådan igen. Volin havde trods alt været væk i noget tid, så det var måske på tide med en ny ledelse. En der kunne holde sammen på de skyggebærer der var.

"Det kan godt være lyset kan skade mig........ Men lige nu ser jeg ingen lys...... Hvor er dit dyrebare lys henne?"

Havde Ava været et rovdyr havde hun både knurret og vist tænder, eller måske endda siddet i flæsket på ham. Hun vidste godt han var hurtig. Han havde længere ben end hende, og var tydeligt bygget til det. Ava kom fra et bjergområde, og nu vandrede hun også op og ned af ildbjerget regelmæssigt så på det punkt var hun måske mere balancedygtig og stærkere. At hun var lille gjorde kun at mange undervurderede hende.

Xenon fnyste blot. Han vidste at han til dels havde ret. Den hvide skygge var jo mere blæst end Ava, men han var ikke at fornemme på øen. Deres blakkede forskruede sind ville gøre det svært for dem. Han kendte ikke vogterne, men deres sind var ikke forpurret af Lyset. Man kunne så ikke vide med hvad de havde af bagage. Han kom blot med et tsk da hun mente lyset var ham dyrebart. Han rystede på hovedet af hende.

" Mit dyrebare? pft. Hvad skal jeg bruge det bras til? "

Han havde ikke nogen reel viden om at hans far havde i sinde at samle ting sammen som var givet til vogterne. Xenon var ligeglad med sådanne ting. Lyset var kedeligt og intetsigende. Det eneste han reelt vidste var at der foregik ting som nok ville ende ud i et sammenstød inden længe.

[66]

"Åååååh... Det ved jeg ikke... Din overlevelse måske?"

Et smil der ikke var til at definere formede sig langsomt, som var Avas sind overtaget af en psykopat. Det var nok heller ikke meget forkert. Mørket der hvilede i hende var kun blevet stærkere. Hendes had til vogterne fik kun skyggerne til at kredse endnu hurtigere rundt. De var mere levende. De sugede hendes had til sig og gav hende mere energi.

"Vælg side Xenocrates........... Dem der ikke vælger kan det umuligt ende godt for. Men du har ikke rigtig noget valg, har du vel? Du er din fars lille håndlanger, og han er på sin egen side. Men ville han redde dig, hvis det kom til det, eller ville han nøjes med at redde sin egen røv? Mit gæt ville falde på sidstnævnte"

En lille latter lød, men ikke en der var af glæde. Mere som en slags falsk morskab, selvom hun dog alligevel morede sig en lille smule. Det var sjældent Ava havde lyst til at pine nogen bare for at se dem vride sig, men hun var alligevel fristet til at slippe sit lille trick løst. Desværre ville det bare ikke være pinefuldt nok.

Xenon var opmærksom på Avas udsving og han kunne fornemme hvad der foregik i hendes indre. Han lagde via sin mimik ikke skjul på at han vidste hvad der foregik. Han lyttede til hendes ord, og han måtte le i kor med hende. Svaret kendte han da allerede. Det var en næsten hysterisk latter der kom fra den gyldne hingst, inden han fik sig modereret lidt.

" Bwahaha! Det ved en hver idiot da, jeg er overrasket over du overhovedet behøver at gætte. Jeg betyder intet for ham.. Hvorfor tror du jeg er her?. "

Xenon lagde ikke skjul på noget, mens hans toneleje kørte i et hysterisk leje. Hvis nogen havde været i tvivl om Xenons mentale tilstand så kunne det der vidst ikke stå tydeligere skrevet. Han var rablende vanvittig. Hvem ville ikke også være det med de forældre.

[68]

"Du er en duksedreng der følger din fars ordrer.... Du har et dødsønske.... Du ønsker at blive en af os, en af dem, så du enten kan pisse ham af eller få den intel andre ikke vil give dig.... Take a pick..."

Egentlig var Ava fuldkommen ligeglad med hvilken grund han havde til at være på Foehn. Men det var hendes ø, ikke hans. Måske ikke hendes, men den tilhørte hende, hendes brødre og hendes søstre, og Xenocrates var ikke en af dem.

"Men når du nu er her og du så gerne vil vide hvad der foregår, så kan jeg da godt tage dig med hen til en der kan forklare dig det........"

Ava havde såmænd ikke noget imod at følges med ham op af ildbjerget hvis det betød hun kunne skubbe til ham og få ham til at trille et godt stykke nedaf og hvis hun var heldig måske sætte gang i et lille stenskred...... eller det der var endnu bedre - at ofre ham til Alduin. Han ville sikkert ver henrykt over at se den søn han så fint havde efterladt i en slem tilstand.

Han så blot på hende og rystede blot på hovedet. Han ønskede ikke at dø, men var han blevet var han helt sikkert død. Hvorfor ikke lave lidt rag i den undervejs. Hun foreslog og tage ham med hen et sted til en som vidste det. Han slog blot en latter op, inden han i ren hysteri hapsede ud efter hende.

" Så du kan kyle mig i vulkanen? - Pfft. Hah! Magen til.. "

Xenons ord fadede ud i en utydelig mumlen som nok egentlig bare var en form for usammenhængende ord, mens han begyndte at skridte væk fra Ava. Han var ganske enkelt begyndt at gå væk fra hende, men overraskende nok med retning mod denne såkaldte vulkan. Alt i mens mumlede han løs om hvor tåbelig hun var for at forsøge at tro hun bare kunne narre ham som alle andre, for han vidste jo bestemt godt hvad hendes intentioner var.

[80]

"Mmmh... Jeg tænker bare hvis din far er ligeglad, og du kalder lyset for bras, kan du lige så godt gøre dig selv lidt nyttig....... Det går til en god sag"

Selvom det lød som en lille salgstale var det egentlig ikke det hun forsøgte på. Hun skubbede ham gerne i vulkanen, men det var jo ikke sjovt hvis han frivilligt hoppede i den. Det ville hun næppe få noget som helst credit for. Aligevel fulgte hun efter ham da han havde sat kursen mod vulkanen. Hvis han havde tænkt sig at give lidt modstand ville det jo ikke gøre så meget. Faktisk var det noget hun foretrak.

"Om jeg selv skal kyle dig i eller se dig hoppe selv, er det ikke et syn jeg vil gå glip af"

Hun lød ganske uskyldig, men alle der kendte hende vidste også godt Ava langt fra var så uskyldig som hun kunne se ud. Ikke længere. Ikke siden hun havde lukket skyggerne ind. Ikke siden hun var begyndt at holde af stemmerne i hendes hoved.