Titel that seems somewhat sneaky (Ava)

Find ud af hvad de ønsker. Med andre ord, smut herover og lav dem æde dig levende. Xenon forstod ikke hvorfor han absolut skulle herover og lege stik og rend dreng. Nej det var en tid af fortiden, men har var han endnu. Luskende rundt på den askefyldte ø, som havde gjort hans gyldne pels mat og grålig. Han havde mødt med denne mystiske N'zall. Et interessant møde, men det havde ikke bragt megen information med sig. Han havde forsøgt at bekymre sig om hans familie. Det havde han reelt, men det var der ingen grund til efterhånden. De regnede ham ikke for andet end en betaling for noget. Han fnyste blot og rystede på hovedet. Han bevægede sig dybere ind på Foehn. Skyggehestene var blevet flere, men aktiviteten havde været noget sløj.
Men når alt kom til alt så var Xenon ligeglad. Han skulle have tiden til at gå, mens små ideer poppede frem i hans hoved. Måske han kunne bruge hans tur herovre på noget fornuftigt.

[25]

Man kunne på en måde sige Ava patruljerede Foehn. Sørgede for uvedkommende gæster fik at vide de ikke var velkomne - gav dem en god grund til at stikke af og blive væk. Hun lod skyggerne guide hende. Det var som om de vidste hvad der foregik. Men de var også over det hele. De vidste mere end hun kunne forestille sig. Hun fandt også frem til en hingst hun kendte - eller i hvert fald vidste hvem var. En hun på en måde kunne kalde familie og så alligevel ikke. Hun havde selv meldt sig ud af den, men ikke med så forfærdelig meget protest fra de andre medlemmer.

"Bo nah gut!"


Betydning:
Bo nah gut - Forsvind

Snart dukkede den sorte skabning op, men Xenon måtte trække en skuffet mine, da det ikke var den som han havde håbet på, men hende her kendte han og det fik ham til at trække et lusket smil. Den sorte Ava. Familie ville nogle sige, men hun var ikke familie. Den eneste han regnede for noget i den familie mere var ham han regnede for en bror, Titan. Ava talte i tunger som den gyldne hingst ikke forstod, men han forstod så meget at han ikke var velkommen. Det sked han dog højt og helligt på. Han stod blot for en stund og så på hende med de blå øjne hvilende på hendes, som så han lige igennem hende. Lige nu gjorde han ikke. Hoppen var stærk og svær at trænge igennem. Det var ikke kun hendes tanker derinde, men et kludder af ord han ikke forstod.

" Alle jer skygger, den hvide, den anden sorte, dig. Et mærkværdigt lille folkefærd i er.. Brødre, søskende. "

Xenon talte i en dæmpet toneleje, men øjnene veg ikke fra Ava. Kun da han kort lukkede dem for at klukke let og ryste på hovedet.

" Men vi, ja vi er familie Ava. Vi bør ikke holde ting skjult for hinanden, vel? Nej det ville være forkert. Så lad mig komme til sagen. Min kære far har sendt mig her for at vide hvad I ønsker. Ikke det åbenlyse og kedelige selvfølgelig.. At høre om hvem der er den sande hersker og frelser er kedeligt.. Jeg hader at kede mig forstår du? "

Der var noget over Xenons ironiske måde at snakke på. Den var ikke helt ironisk, men slyngede sig imellem noget mere kompliceret end det. Var den gyldne vanvittig? Måske.

[28]

Avas ører blev lige så stille klistret ned i nakken. Det var dog utroligt som andre mente de bare kunne komme rendende. Sendt af andre eller ej, var fuldkommen ligegyldt. De skulle ikke være der hvis de ikke havde noget at gøre der. Ikke dem der bare søgte magt og evner til at pirre og pine andre, ikke dem der bare ønskede at vandre rundt på Foehn for at overgive sig selv til deres tanker og slet ikke vogtere eller dem der slæbte lyset med sig. Generelt var Ava stor modstander af alle andre end dem der var værdige nok i hendes øjne til at modtage Herrens budskab, og Xenocrates var ikke en af dem.

Hun slog et svirp med halen og kastede hovedet en smule opad inden hun gav sig til at kredse omkring Mindrapers lillebror - eller halvlillebror. Hans relation til Mindraper ville hun skide på. Han befandt sig et sted han ikke burde være, og det var på tide alle andre lærte deres plads at kende - og så Xenon.

"Og hvem siger jeg vil fortælle dig noget som helst?"

Xenon lod blot smilet bestå på hans mule, mens Ava nu begyndte at kredse om hende. Frygt var ikke noget Xenon havde meget af. Det og så almen sund fornuft. Alle med lidt fornuft ville aldrig være draget hertil. Hans øjne fulgte hende nøje rundt, mens han dog aldrig havde ryggen mod slangen. Hende her var utilregnelige, ligesom hans uduelige bror. Det var sikkert derfor han havde sat afkom i verden med hende.

" N'zall snakkede heller ikke meget, det var trættende at selv skulle hive informationer ud. Hun er skabt af skyggerne, en nydelig skabning. Ingen bagage der kan bruges imod en, bagagen gør en svag, sindet bliver svagt. Dit er et stort rod, så det ville være nemmere at du blot fortalte det. Du kunne altid skubbe mig i vulkanen efterfølgende, mange vil takke dig for det. Hvilket minder mig om, hvor uhøfligt.. Jeg har slet ikke takket dig for at gøre det af med mit lille problem.. "

Xenons blik stillede skarpt, men smilet forsvandt ikke. Han havde holdt øje med det lille afkom af hans. Den Ava havde reddet i sin tid, for til sidst at tage livet af. En særlig forbindelse mellem far og søn, ikke fordi Xenon brød sig om det lille udyr, men den var forsvundet, her på øen, på toppen af vulkanen. Hvilken ironi.

[29]

"Og du tror at jeg vil tale med dig, fordi jeg har en fortid? Bagage? Åh lille Xenon dog.......... Du må være et meget forvirret lille udskud. Jeg kunne måske være overtalt dengang, men ikke nu. Og hvorfor skulle jeg fortælle dig noget som helst?"

Hans sidste kommentar havde fået Avas ører til at klistre sig ned i nakken. Det var slet ikke muligt at få dem længere ned med mindre de kunne vrides helt om og synke igennem huden - noget der var fysisk umuligt. Hendes blik ændrede sig også til noget iskoldt. Da hun havde taget Ekpeo til sig havde han været i en forfærdelig tilstand. En tilstand der i værste tilfælde kunne have gjort ham til en krøbling. Det var blandt andet derfor han var røget i vulkanen. Kunne hun have sendt Ariel deri uden at få dårlig samvittighed i forhold til Mindraper den gang, havde hun i stedet gjort det. Men dengang var hun svag. I en hurtig bevægelse hakkede hun ud efter ham, bidende og med et agressivt, dog feminint hvin.

"Gid du en dag må kvæles i dit eget blod"

Xenons smil falmede ikke over hendes ord. Hun var en stædig gammel satan hende Ava, men det generede ham ikke synderligt. Han burde vel have set det komme at hun ikke var sådan til at hugge og stikke i. Eller det var hun, men med hendes iltre sind så var det ikke klogt at stikke til de ting der stadig var ømtålige emner i hendes bog.

" Du har ret. Familiens sorte får. Taget i betragtning af hvor dysfunktionel den er, så er det en præstering i sig selv. Men jeg giver ikke meget for det familieværk anyhow. Overvurderet. "

Han nåede ikke at brygge videre på sin lille tale før hendes tandsæt ramte hans hals og efterlod et nydeligt mærke. Han gjorde ikke noget for at rykke sig, mens betragtede i stedet blodet der rendte ned af den gyldne pels og misfarvede den. Han så op på Ava og trak blot på skulderne. Han frygtede intet fra hende, om end han vidste at hun ikke havde nogen grund til ikke at flå ham. Xenon havde intet motiv for at holde sig i live. Livet var hvad det var.

" Om i køen Ava, du er langt fra den eneste der har det ønske. Det er derfor jeg står her. "

[31]

"Mmmmh jaer. Måske hører du ikke til der. Du kan lige så godt fordufte. Ligesom du gerne må fjerne dit usle korpus fra Foehn....."

Ordene var stadig snerrende. At der gik hul på hans hals tog Ava ikke så tungt. Godt nok var det en lillebror til en der havde betydet en del for hende engang, men det afholdt hende ikke fra at give ham hvad han fortjente.

"Hah! Køen. Jeg ser ingen kø her. Kun dig og mig. Så hvem skulle stoppe mig? Jeg burde efterlade dig i samme tilstand jeg fandt din søn i...."

Øje for øje og tand for tand. I hvert fald i det tilfælde. Ekpeo havde ikke været ret gammel, og efterladt i en utilgivelig tilstand. Tænk at nogen kunne være så hjerteløs. Selv ikke Ava, der for det meste var skjult af skyggerne der bragte det værste frem i hende, kunne være så hjerteløs over for sådan en lille skabning.

" Hvis blot det var så simpelt. Men selvfølgelig om du- eller min far ordner det.. Det er vel en og samme ting. Du vil gøre ham en tjeneste, virkelig. "

De blå øjne veg nu fra Ava og så op mod vulkanen som ulmede under overfladen. Han virkede til at han lyttede til noget, for de mandelformede ører vippede stille frem og tilbage. Han kunne ikke tyde ordene for de flød sammen i uforståelige sætninger. Var det ord- eller tanker? Han missede kort med øjnene. Mange sjæle på øen, men det var de samme ting der gik igen. Hvis blot han kunne forstå hvad det gik ud på.

" Den hvide skygge.. Han er her ikke.. "

Ordene var en lav hvisken for ham selv. Det var en undren der som tanke slap ud gennem hans mund. Ava burde kunne høre den hvis hun gjorde sig umage, men Ava havde ret, der var ingen omkring dem. Hverken ven eller fjende. Xenon havde ikke rigtig nogle af delene alligevel, bildte han sig i hvert fald ind.

[32]

"Hvordan vil du helst forlade denne verden? Vulkanen? Kvæles i dit eget blod? Holdes under vand til du drukner? Jeg kan også være kreativ og lade det komme som en overraskelse"

Om det var at hjælpe Rumpelstiltskin eller ej var hun ligeglad med. I hendes optik fortjente han ikke at leve. Godt nok havde hun selv ofret Ekpeo til skyggerne og smidt ham i vulkanen, men på en måde var det også at gøre en ende på hans lidelser. Der var ikke så forfærdelig mange hurtige måder at dø på, men hun tænkte selv det måtte gå meget hurtigt, når han først ramte det varme lava. 

"Fuyu dii Volin.... Hvad vil du med ham? Du får ingen ord ud af ham"

Ava standsede for et kort øjeblik mens hun stirrede på den lidt større hingst med et mistroisk blik. Hvad var det han ville vide? Hvorfor ville han vide det? Eller det var nok ikke så svært at gætte sig frem til; Daddy ville have informationer, og skyggerne var ikke ligefrem fan af Rumpelstiltskin. Men hvorfor troede han det ville hjælpe noget at sende sin søn? Hun fortsatte sin kredsen igen, som et rovdyr der havde omringet sit bytte. Og det var måske heller ikke helt forkert.

Xenon lyttede ikke til Avas stemme mere. Måderne at dø på som hun listede op var for ham ikke interessante, for han skulle ikke dø endnu. Ikke i dag. Ava var ikke meget bedre end den gyldne, og han vidste det. Et simpelt blik over på hende og det stod så ganske tydeligt, men at påpege det var unødvendig, for mon ikke hun godt var klar over det et sted dybt derinde og blot benægtede det. Han fnyste kort for sig selv. Hopper var langt mere komplicerede væsener, blandet sammen med skygger og lidt temperament og de var næsten umulige. Fuyu dii Volin Xenon spidsede kort ørerne. Sproget var velkendt, men uforståeligt. Det samme som optog stor del af deres sind.

" Ord fra ham behøver jeg ikke. Han var der den dag skyggerne marchere mod Chibale.. Fuyu, Ayin, Deadly Myth og Volontaire, men ingen Ava.."

Han kunne huske han havde stået magtesløs og set dem drage tilbage. Titan havde besværliggjort det at hente mere information, men han havde fået noget med i turmulten men den sorte hingst. Et tungt suk blev kvalt.

" Hvorfor er han bange for jer? "

Han så nu på Ava med en reel undren i stemmen. Spørgsmålet kom ud af kontekst, men det kom direkte fra hans tanker . Han kunne ikke forstå hvorfor hans far var bange for skyggerne, når han besad så megen magi. Han kunne jo tvære dem ud så let som ingenting. Hans far havde aldrig direkte udtrykt frygt, og sindet kunne han ikke bryde igennem. Men han vidste det. På en eller anden måde vidste han at faderen var bange for de her væsener.

[33]

"Jeg havde andre ting at foretage mig."

Alle behøvede ikke altid deltage og gå i samlet flok. De havde været en pæn gruppe mod en enkelt. På trods af hans magi havde skyggerne flere på deres side, og også med nogle evner - og ikke alle sammen lige positive.

"Hvorfor er hvem bange for os? Tryllekunsteren med sine små tricks? Hvorfor spørger du ikke ham i stedet?"

Han kunne stille nok så mange spørgsmål, men han fik ikke Ava til at fortælle noget. Hun var ikke dum. Hun var heller ikke nem at manipulere, og hun kunne se igennem de fleste. Xenocrates var ikke nogen undtagelse. Hun vidste godt han ikke havde rent mel i posen. Hun vidste godt han muligvis fungerede som en lille spion - især fordi han selv havde røbet det. Hun tvivlede på det var ren og skær egen nysgerrighed der havde drevet ham til Foehn med hans mange spørgsmål.

"Måske er din far bare klogere end de fleste andre"

Xenon fnyste blot lavt og rystede på hovedet. De stædige var altid vanskelige og Ava var ingen undtagelse. Hun holdte stædigt fast i hendes små antagelser, men hun vidste trods alt ikke bedre. Xenons mine ændrede sig omkring snakken om hans far. Det lalleglade forsvandt.

" Hah. Som om han ville dele noget som helst med nogle medmindre det var en fordel for ham selv. Han er ikke klog, han er vanvittig, og fra hvad jeg har set har han ikke grund til at frygte noget, men alligevel så vover han sig ikke herover, men sender sit eget kød og blod. Jeg er ikke klog, snedig eller noget som helst, så "

Den gyldne afbrød sig selv i sin tale og rystede blot på hovedet som et 'ligemeget'. Hans ord døde ud og blikket fjernede sig igen fra den sorte hoppe, mens han så ud gennem de mange askefyldte træer. Luften var tung så langt inde på øen og den gyldne pels var snart ved at være godt og grundigt sodet til.

[35]

"Du mener som om nogen ville dele noget med dig?"

Det var en spydig kommentar - ingen tvivl om det. Ava brød sig ikke om ham og havde aldrig gjort det. Heller ikke da hendes lillebror havde leget med ham som lille. Hun vidste hvor snu hans far kunne være, og tvivlede ikke et sekund på Xenocrates også kunne have arvet de egenskaber. Hvorfor skulle han ellers være kommet til verdenen.

"Men jeg ser det her som en mulighed for at give jer begge en lille lærestreg."

Endnu engang hakkede Ava bidende ud efter Xenocrates. En ting var helt sikkert. Han fik i hvert fald ikke lov til at slippe uden at mærke hvordan hans søn havde haft det. Kunne hun oven i det også ramme hans far, ville det sådan set heller ikke gøre noget.

" De deler altid noget, men det er ikke altid det åbenlyse. "

Lød det blot kryptisk fra ham, inden han trak hovedet til sig med et fnys da hun nu hakkede ud igen. Hun tog fejl. Han veg dog fra hendes udfald. Han var hurtig på sine ben, det havde han altid været, men fysisk der kunne han langt fra hamle op. Det var ikke hans stærke side. Han var lavet til at være hurtig på sine ben. Ikke et stort brød som sin bror.

" Oh du gør ham en tjeneste. "

Fnyste han blot inden han gjorde et irriteret kast med hovedet.