Let me guide them [N'zall//Julie]

Hvor: Strandkanten af Foehn.
Hvornår: Aften, solen er ved at gå ned i horisonten
Tag: N'zall

Den sorte hingst, der ikke ejede et rigtig hjerte, havde længe holdt til på øen Foehn. Han søgte efter en bestemt skikkelse, nemlig deres leder Fuyu. Men han var ingen steder at se, mærke eller fornemme. Et svirp slog han med sin hale, mens han kneb øjnene søgende i, så de isblå øjne ikke kunne ses så tydeligt. Men nej, han kunne ikke se Fuyu, hans broder, flokkens leder.
Volontaire åbnede de isblå pupilløse øjne, og fortsatte sin gang langs udkanten af Foehn, helt nede ved vandet.
Havvandet slog svagt imod hans hove og koder, men det var ikke køligt – ikke endnu. Sommeren ville snart være ovre, og det ville snart være på tide, at alle skyggebrødre og søskende fandt sammen, og drog til Vogternes land. De skulle ødelægge deres genstande, ødelægge dem, og lade Andromeda ligge hen i mørke og skyggernes herredømme. Men Fuyu samlede ingen; han viste sig end ikke.

Tankerne fik den sorte hingst til at fnyse irritabelt og hidsigt, inden han stoppede brat op, og slog sin ene hov hårdt ned i havvandet, så det sprøjtede op imod hans sprækkede bringe, der dog var helet sammen af isblå plamager, fordi Skyggerne havde healet ham. De sorte øre vippede skråt bagud, mens han brummede i mørke og eftertænksomme toner; hvad skulle han stille op med Skyggernes broderskab, når ingen tog ansvaret for at føre dem videre?

En ny leder skulle der til – og Volontaire ville med glæde tage pladsen. Men ville de andre i broderskabet acceptere ham, som værende deres nye leder?

Den sorte nat hoppe havde længe forholdt sig i ro, og knap været ved overfladen. Hun havde dog konstant været i nærheden, hun havde blot holdt lav profil. Sommeren,
der knap var nået til den askebeklædte ø havde skræmt hende. Hoppen der ellers næres af frygt, følte væmmelse ved det kraftige sollys, også den smule der nåede til Foehn. Om det var reelt solen gjorde ondt på hende, eller om det var noget der foregik i hoved på den sorte skygge hoppe, vidste hun ikke selv. Hun følte blot smerte og holdt sig fra lys. Hun trives bedst i skyggerne, i de kolde og mørke timer.
Den eneste grund for den sorte skygge nu igen var dukket op til overfladen var stemmerne i hendes hoved, der konstant talte til hende, guidede hende- atter havde taget gang i en ihærdig samtale.
Der var uro i broderskabet. Flere mærkede det, det føles som deres ellers stærrke broderskab stod foran en udfordring, en udfordring du snarest måtte finde en løsning på. De var nød til at stå stærke, og stå sammen. N'zall lyttede til skyggerne der hvislede syngende til hende i hendes indre- det var atter på tide at vende tilbage til overfladen og det var netop det hun gjorde nu.
De lange stankel ben førte hende hurtigt hen over den askebeklædte ø, til hendes helv var der en tung sky af aske over denne del at området hun befandt sig i, og solens stråler nåede ikke ned til hende, de skadede ikke hende eller skyggerne der hvislede og dansede omkring.
Hun gav et højtlyd vrinsk fra sig, tonerne var skrigende ubehagelige som negle ned af en tavle- og kunne få næsten hvem som helst til at gyse. Men hende vrinsk var et kald, et kald til hvem som helst i broderskabet der måtte høre hende.

Den sorte hingst stod med blikket stift udover havet, i stilhed. Kun lyden af det brusende hav skabte lyde inde i hans øre. Men i hans indre var der bestemt ikke denne stilhed. Her hærgede tanker og hvislende skygger hans sind. Skyggerne hvislede en masse ord og sætninger, og de stoppede aldrig. De hvislede om broderskabet, hvislede om deres manglende leder af de der var skyggeheste – Fuyu.
Volontaires indre var i kamp med sig selv, og det var en kamp som kun han selv kunne vinde. Skyggerne kunne ikke fortælle ham hvad han skulle; og så alligevel lidt. De ønskede en leder af broderskabet, en leder der kunne tage vare på de ting, der snart skulle ske; men hvem?
Snart blev stilheden brudt af et vrinsk, der skar igennem marv og ben på mange; men i hans øre, var det lyden af en søster, som han ganske vidst brød sig om, nemlig N’zall. En hoppe, der var ganske speciel, men som han brød sig ganske godt om. De delte de samme meninger, og alligevel var de vidt forskellige.

Volontaire løftede sit hoved, og lod et vrinsk flyde ud i de sidste stråler af lys; et vrinsk der var mørkt og hæst og som de fleste almindelige sjæle nok ikke ville bryde sig om. Men han vidste, at N’zall ville forstå hans toner, og ikke blive afskrækket. Langsomt drejede han sit enorme korpus omkring, og kiggede i den retning hendes vrinsk havde lydt. Han satte sine lange og muskuløse ben i gang, med retningen af den sorte skabning, langs strandens kant. Snart ville han kunne se hende.

[6]

Hendes vrinsk blev hurtigt besvaret, hun var ej alene, men i sandhed var der ingen i skygernes broderskab der var. Der var for mange aldrig komplet stilhed. Der var altid stemmer til at guide en i den rigtige retning. Mange ville måske blive sindsyg af den konstante utro, men for N'zall var det som en vuggevise. Den sorte nathopppe var nuvel heller ikke som andre.
Hun var ikke født, af nogen hoppe. Hun havde ingen kødlige forældre. Hun var skabt af skyggerne, hun var skabt af broderskabet. Hun var en ny og bedre version af hvad slangen skulle have været.
N'zall lod de lange ben føre hende frem i samme retning som vrinkset var kommet fra, men stoppede op da den store sorte skikkelse af hendes, deres broder kom til syne. Han befandt sig helt nede ved kysten, grænsen af det land de havde. Grænsen til det land der snart ville blive deres. Men solens stråler nåede vandet og var grunden for den sorte nat hoppe var stoppet op. Hun hævede den lange slanke hals højt og lagde de mandelformede øre mod nakken. Hun bakkede et par enkelte skridt bagud, og stod nu og ventede på Volontaire skulle komme til hende. Hqn var den som hun havde mødt som den første efter sin skabelse og hun huskede tydeligt deres første møde.

Den hjerteløse vandre fortsatte i den retning, som hans søster havde vrinsket fra. Og kort efter så han synes af den spinkle skyggehoppe, der bar sin sorte farve med stor skønhed. Hun var i sandhed en af de smukkeste skygger; i hvert fald hvis det var noget Volontaire kunne bestemme alene.
Hun søgte kort i hans retning, men standsede så – og han forstod det. Hvis hun trådte tættere i mod ham, ville hun træde ud i solens sidste stråler; og det var ikke alle i broderskabet der kunne lide det. Volontaire havde vænnet sig nogenlunde til det, men hvis solen var for skarp, så bed det imod hans sorte pels, rev i hans skygger som bestemt ikke brød sig om det. Men i aftenens sidste stråler, kunne det gå.

Volontaire fortsatte i mod hende, med stolte og ranke skridt. Han nåede helt hen til hende, og lod sin mule glide langs hendes kæbe, ned til halsen, for at ende på hendes skulder, mens han brummede i mørke og hilsende toner til N’zall. Han svirpede med sin sorte hale, og fjernede derefter mulen fra hendes skulder, for i stedet at beskue hende – hun lignede sig selv, og lignede en der fysisk var ok.

,,N’zall”

Hilste han så, med dybe toner. Mon også hun mærkede uroen, i at der ingen leder var her; ikke fysisk hvert fald.

,,N’zall – har du mærket eller set Fuyu i den seneste tid?”

Hans stemme var alvorlig, for det var et alvorligt emne, der krævede at de snart tog sig nogle beslutninger.

[7]

Den sorte hoppe brummede hilsene da den store hingst kom ind til hende, de var omtrent lige høje, men Volontarie var så næsten dobbelt så bred som hende selv., der ved større.
Han kom hende helt nær med stolte og ranke skridt. Han bar sig flot frem, og det burde han også. Han var noget ganske særligt, og han havde god grund at være stolt. Han var en del af det broderskab der skulle genoprette denne verden til sit rette element, med den rette hersker af landet.
Da den store skyggehingst stoppede ved hende, lod hun, som ham, sin halve mule stryge over hans sorte pels. Hun kunne mærke musklerne arbejde under det sorte skind.

"Volontarie"

Gengældte hun hans hilsen. Stemmen hun bar var sød og syngene, alt for fin og venlig til den passede N'zalls ydre. Hun, de, skyggerne fornemmede hans uro, trods for han ikke selv udtrykte det helt så tydeligt. Der var også god grund for denne uro. Den hingst der før havde ledt og styret broderskabet og skabt retnings linjer var nu uden for deres rækkevide. N'zall havde aldrig set mødt denne Fuyu i sin korte leve tid, men havde hørt om ham, ikke blot fra Volontarie, men også fra skyggerne. Han havde været en hingst den sorte nat hoppede havde ønsket at gøre sig bekendt skab med, men dette var ej lykkes.

"Forandringer vil komme, Volontarie."

Hendes ord var ikke et rigtig svar på hans spørgsmål, men N'zall stolede på skyggerne, og de ville snart lade forandringerne blive forklaret. De ville give dem besked om hvilke forandringer og hvilke betydninger det ville have for hvert enkelt medlem i broderskabet. De måtte blot væbne sig med en anelse tålmodighed.

Den spinkle N’zall gengældte hans hilsen, med et strøg over hans sorte pels, for derefter at sige hans navn. Volontaire havde intet ondt at mene om den sorte spinkle hoppe, for hendes selskab brød han sig om. Den sorte hjerteløse vandre brød sig generelt ikke om særlig mange selskaber, men hans brødre og søstres selskab, holdte han af.
Musklerne under hans skind arbejdede, ikke fordi han spændte eller søgte at gøre dem større, men fordi han altid holdte sig rankt og fremviste sit korpus på den bedste måde han kunne; for han var rank og stolt af sind.
Hun talte videre, men svarede ikke som sådan direkte på spørgsmålet – men han forstod det.
Hun havde ret den sorte N’zall – forandringer ville komme, og Volontaire ville gøre sit til, at det ville ske snarest muligt.

Han slog et slag med sin sorte hale, inden han knejste nakken dybt og lod blikket glide over Foehns store askebeklædte ø, og hen imod flokkens område. Han var eftertænksom, og funderende, og derfor trådte stilheden indover dem, inden han da rømmede sig kort, og lod blikket falde på den spinkle hoppe igen.

,,Hvor har du været, i al den tid, N’zall?”

Han havde ikke set hende længe, og derfor spurgte han ind til, hvor hun havde været. Måske havde hun været tæt omkring ham, uden at hun havde bemærket det. Hans sorte skygger smygede sig op og ned af hans krop, inden de bevægede sig lidt i retningen af den sorte hoppe ved hans front, og kærtegnede de skygger der dansede på hende, i en stor samhørighed af hinanden. Skyggerne var i ét.

[9]

]Måske en hver anden normal sjæl, der ikke var blevet berørt af nogle skygger ville finde den måde N'zall valgte at formulere sig irriterende. Der var stillet et direkte spørgsmål, og det spørgsmål blev aldrig besvaret. Men Volontarie forstod, han var som hende selv og alligevel helt anderledes. Hvilke forandringer der ville komme, hvilken skæbne broderskabets anføre måtre have lidt, var endnu uvis for de resterende. Men N'zalls tiltro til sin skaber var der ingen tvivl i, og hun var sikker på at Alduin,, skaberen, den sande hersker ville sende sine budbringere, og indvie dem alle i forandringerne, og hvem der ville tage den hvide skyggehingsts plads som Alduins fortaler. For N'zall havde det ikke som sådan nogle betydning med hvem der stod for hvad, så længe målet stadig ville være med det samme formål. At overtage Andromeda og bringe riget tilbage til det oprindelige og befri Alduin fra sit fængsel.
Stilheden sænkede sig for en kort stund for Volontarie stillede et nyt spørgsmål. Et spørgsmål der frembragte et smil om den halve mule.

"I blandt skyggerne. Jeg har holdt lav profil, men jeg har været nær hele tiden."

Hun begyndte at bevæge sig rundt om den store skygge hingst, med lange skridt bar hun sit slanke korpus omkring ham. imens hun iaggtog ham nøje, som var han pludselig blevet hendes bytte.
De andre havde ikke set til hende i langt id, det føltes sikkert for flere af dem der havde hørt eller mødt den sorte nat hoppe, at hun kun lige var blevet skabt og så var hun forsvundet igen. Men hun havde holdt øje, og havde aldrig været lang væk. Men ingen situation havde budt sig til hun behøvede forlade de skyggefyldte områder på øen. Så hun havde holdt sig der.

Den sorte hingst forholdt sig ved hendes side, med blikket udover Foehns område. Det var en stor ø, som ikke mange boede på; og netop det faktum passede den sprte hingst rigtig godt. Han brød sig ikke om særlige mange selskaber, og netop derfor var denne ø perfekt for ham. Han manglede ikke noget her, dette var hans hjem, hans familie og broderskab. Han svipede kort med den sorte hale, inden ørene gled lidt frem og tilbage.
N’zall brød stilheden kort efter, og forklarede at hun havde været blandt skyggerne. Hun havde derfor nok ikke bevæget sig væk fra Foehns område, ligesom så mange andre havde. Selv havde han været andre steder, end kun Foehn.

,,Blandt skyggerne.. Ja..”

Nikkede han eftertænksomt, inden han kiggede til hendes side. Hun bevægede sig pludselig omkring ham, betragtede ham nøje. Den sorte svirpede med halen, inden han brummede i nogle dybe og maskuliner toner; men han forblev stående stille.
Han så hende ikke som nogen trussel; det havde han ingen grund til. For hun var hans familie, hans søster. Men selvfølgelig kunne der være forræddere i blandt dem; men da ikke hende?

[10]

N'zall sturderede hingsten nøje, en hver bevægelse han foretog sig, han lignede stadig fuldkommen sig selv som fra deres forrige møde. Måske en anelse mere muskuløs nu, men ikke nogen besynderlig synlige forandringer. Der spredte sig et alt for venligt og sødt smil om den halve mule, da hun atter stoppede op nær ham.
Volontarie var ikke en hingst der basad nogen voldsom frygt, ikke af hvad hun kunne mærke af, men igen der var noget. Alle frygtede noget. Selvom han var en broder, en allierede kunne den sorte nat hoppe ikke lade være at søge, mørke efter. Men hvad havde han i virkeligheden også at frygte netop nu. Selvfølgelig var der den fælles bekymring for disse vogtere, hvis de kommer i flertal, vil de da sejre, og hvad ville der blive af dem der tjente den sande hersker og ønskede det oprigtige rige blive til atter en gang. N'zall havde ikke fystsik nogen sinde været en del af dette, men hendes sind, skyggerne der var en del af hende hviskede omkring dette ofte. Et rige N'zall hungrede efter.

"Hvilket formål var det at søge den hvide skygge hingst?"

Spurgte den sorte hoppe om, og ret så pludselig vendte tilbage til hans første spørgsmål. Hun vippede det kantede hoved en anelse på skrå imens det ene øje hvilede på ham. Hun blinkede ikke, og i bund og grund kunne det være utrolig ubehageligt den måde hun blot kiggede på.

Den sorte hingst forblev stående. Han frygtede hende ikke. Hun var en del af fællesskabet – og hvis hun alligevel søgte at angribe ham, gå ham bag ryggen, da ville han stadig ikke frygte den spinkle og fine sorte N’zall. Volontaire frygtede næsten intet; men som alle andre sjæle, var der dog én enkelt ting han frygtede mere end noget andet. Men denne ene ting, kendte kun han til; og sådan skulle det for altid forblive. Ingen skulle rode i hans sind, efter denne frygt; for så ville han gøre alt hvad der stod i hans magt, for at eliminere den eller de, der kendte til det. Hun standsede endnu engang, og vendte tilbage til hans første spørgsmål. En skummelt og køligt smil bredte sig på hans mule.

,,Ak ja, N’zall”

Svarede han kort, og lod stilheden glide ind, inden han brummede i dybe og tænkende toner. Hemmelighedsfuldt, måske. Men dog ikke helt.

,,Jeg ønsker at finde ham. Finde ud af, hvad der er hændt ham”

Det var delvist sandt. For den hjerteløse hingst ønskede at finde ham; men også finde ham, for at finde ud af, hvad der fremadrettet skulle ske med dem og deres fællesskab. Han ville tage over, hvis ikke den hvide skygge kom tilbage. Han ville lede dem – hvis de ønskede det.

[14]

N'zall stillede sig atter helt tæt op ad ad og hvor hun lod den halve mule stryge blidt over hans muskuløse krop. Hun forstod hvad han mente. Hun havde ikke selv mødt den hvide skyggehingst, som hun ellers havde haft forventninger om, men ikke længere. En fornemmelse fortalte hende at hun ikke ville komme til at møde denne hingst.
Og forklaring ville nok også snart finde frem til hende, til dem. De ville alle forhåbentlig snart hvide hvorfor og hvad de næste planer er. Ind til da havde de alle inviuelle opgaver de kunne påtage sig, alle med det samme formål.
N'zall er endnu en ny sjæl, hendes skabelse var kun af et formål- og hun var om så at sige godtroende og tålmodig.

"Hvis det kan gøre dit humør bedre, kan vi finde en sjæl at forskue."

N'zalls stemme var pludselig legesyg og ivtig. For længe havde hun vandret alene i skyggerne, i mørket og kedeligt kunne det godt blive. Hun kunne selv godt bruge en sølle lille sjæl at pille ved.

Volontaire havde mange tanker i sit sind.Tanker der vedrørte skyggerne og deres fællesskab; for nogle skulle føre dem, være den ledende rolle. Og han ønskede, at det blev ham; han havde været her længe, han kendte Fuyu godt og vidste hvad den hvide skyggehingst ville ønske for deres broderskab. Men for at Volontaire kunne få den rolle, krævede det accept fra de resterende skyggesøstre og brødre, men ville han få den?
Han skubbede tankerne fra sig, da han mærkede den halve mule imod sit sorte skind, fra den sorte N’zall. Hun talte derefter, og ordene fik et forskruet og vanvittigt smil frem på den sortes mule. Ja, de kunne sagtens finde en, at more sig med. Han ville nyde det. Stille svirpede han med den sorte hale, inden han lettere mekanisk drejede sit hoved i hendes retning

,,Har du nogen bestemt i dine tanker, kære N’zall?”

Spurgte han så, med sin hæse ru og mørke stemme.

[2]

Der var ingen tvivl; den sorte hingst forstod hvad hun mente; for der var intet bedre end at finde en sjæl at lede sine frustrationer gå ud over; en der kunne være deres personlige legetøj til noget bedre kom op.

"Ingen bestemt; blot en der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,"

Den sukkersøde stemme, der ikke passede den sorte nathoppe næsten sang; for hende var ordende hun netop havde utrykt en længere forklaring på at for hende var den første de stødte på den bedste.
Så var spørgsmålet blot, om der var nogen på denne ø de kunne lege med; eller om de var tvunget til at forlade Foehn, noget den sorte hoppe havde svært ved så længe solen var fremme. Hun anede endnu ikke om det var psykologisk at lyset gjorde ondt på hende, eller om det var disideres fysisks smerte hun følte.

Den sorte hingst stod med et underligt smil på mulen, da hun sagde sine ord, om at de bare skulle finde en, der var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, et vanvittigt og sindssygt smil, der var svært at beskrive. Men det var bestemt ikke venligt stemt, men ganske fornøjeligt – for han legede med tanken om, hvem de mon ville finde derude. Hvem der ville være så dum, at vandre omkring på deres ø, når to skyggeheste ønskede at… lege..

,Hvad venter vi på, kære N’zall?”

Sagde han så, med den hvislende og alligevel vrængende stemme, der skar dybt og maskulint ned i hans store korpus. Han satte frem i skridt, med nakken knejst dybt, mens korpusset blev ranket flot og stort. Han var noget større end hende, som han bar sig afsted. Et øre blev vippet bagud mod hende, for at sikre, at hun fulgte med. De skulle finde en; men det var måske ikke helt så nemt som han ville ønske, fordi de befandt sig på Foehn, og mange holdt sig væk fra denne ø, netop pga. den slags som de to var. Men måske de alligevel kunne være heldige, at finde en.. heldig sjæl i mørket.