|
|
Post by Melli on Aug 19, 2017 12:13:48 GMT 1
Tid: 10.00 Sted: I skoven nær Teylar. Vejr: Sol og sommer!
Den lille hoppe kom muntert travende henover den tørre skovbund. Hendes lodne ører var spidset så langt frem, de kunne, og det lille hoved var rankt hævet. Hun var i strålende humør, og det lyste simpelthen ud af hende! For lige siden hun var ankommet til dette dejlige land, Andromeda, havde hun ikke haft andet end gode oplevelser. Først havde hun mødt den smukke store hingst, Brêgo, der havde ført hende med til Teylar og givet hende en plads i flokken - og dernæst var hun stødt på sin elskede fætter Lannie, der også var kommet hertil. Livet kunne ikke gå bedre for den lille hoppe lige p.t., og derfor havde hun da heller ikke grund til andet end at være i højt humør!
Selvom det endnu var tidligt på dagen, var solen allerede fremme og brændte med sine varme stråler. Selvom man ikke måtte klage over det dejlige vejr, måtte Melli dog indrømme, at det var blevet lige lovligt varmt for hende. Derfor var hun søgt ind i skoven nær Teylar, som var en smuk og lys skov, der dog stadig gav dejlig skygge fra de mange træer.
Selvom hun svedte som en væddeløbshest, var hun alligevel alt for ivrig og glad til at kunne sætte farten ned. De små hove kørte som trommestikker mod underlaget og gav let genlyd igennem den dybe skov, som hun travede af sted med livlige skridt.
Wordcount: 233
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
Post by Canicus on Aug 29, 2017 21:36:34 GMT 1
Vinteren havde ikke været sjov for den unge hingst, som knapt var 1 år. Det kunne stadig ses på ham, med ribben der stak ud og den ellers ildrøde pels var mat. Den unge hang også noget med mulen, som han skridtede afsted uden egentlig at have overblik over sin situation. Hans mor var død før han overhovedet havde fundet ud af at græsset var spiseligt. Han var mildest talt skrækkelig at se på, men han havde klaret sig indtil nu og med lidt held så skulle han nok vokse op og blive en flot hingst.
Canicus blå øjne var slukkede, mens han nu fandt sig et træ og ligge ved. Det havde været en hård gåtur, han kunne nærmest mærke hvordan hans ben summede af ren og skær udmattelse.
|
|
|
|
Post by Melli on Aug 30, 2017 19:42:56 GMT 1
Som hun travede igennem skoven dybt begravet i sine egne tanker, fik hun pludselig øje på en lille skikkelse, der lå under et træ. Hun sænkede langsomt farten til skridt og spidsede de små ører lodret i vejret. En anden hest, der var lige så lille som hende! Måske endnu en fra hendes familie? Med forventningsfulde, energiske skridt bevægede hun sig hele vejen hen til den fremmede.
Som hun kom tættere på, kunne hun dog nu se, at den fremmede absolut ikke var en shetlandspony, men derimod bare en baby. Og som hun fik studeret den lille hingst nærmere, gik det da også hurtigt op for hende, at han ikke så alt for godt ud. Hans pels var mat og glansløs, han virkede udmattet, og han var så udhungret, at man tydeligt kunne se hans ribben. Det var et skrækkeligt syn - den lille fyr ville jo dø, hvis han ikke snart fik noget at spise! Hun stoppede op foran ham og brummede venligt.
"Goddag lille fyr. Du ser ikke ud til at have det så godt... Hvor er din mor henne?"
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
Post by Canicus on Sept 28, 2017 19:37:13 GMT 1
Den lille røde hingst kunne høre små trippende hovslag i nærheden, men han orkede ikke at løfte hovedet for at kigge. Han var fjern i øjeblikket og meget udmattet. Søvnen forsøgte at lokke ham nærmere, men det var som om at han ikke turde, måske velvidende at han måske ikke åbnede øjnene igen? De energiske hovtrin stoppede og han så nu op. De blå øjne fandt et lille hoved og han troede først det var et andet føl, men det var bare en mini hest.
Hendes ord virkede slørrede for ham, men han opfangede dem langsomt, mens han mimrede svagt med mulen. Hvad han ikke ville give for lidt mad. Han brummede stille.
" Død "
Var svaret til hvor hans mor var. Det var kort og kontant, men han havde ikke kræfter til mere.
|
|
|
|
Post by Melli on Oct 4, 2017 8:09:16 GMT 1
Den lille hingst virkede svag og afkræftet, da han fik løftet sit lille hoved og kort svarede, at hans mor var død. Hendes mund formede sig til et lille chokeret o, mens hun så på den lille fyr med dyb medlidenhed i blikket. Hvordan skulle sådan en lille gut dog klare sig uden sin mor? Og hvad kunne hun gøre for at hjælpe ham? Hun havde aldrig haft et føl før, og hun producerede ikke mælk, så hvad kunne hun mon ellers gøre for ham? Stille trådte hun frem og lagde sig ned foran ham med et kærligt blik.
,,Det gør mig virkelig ondt at høre, søde. Hvad er der sket?"
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
