Lovely Morning [Mindraper]

---

Tid: 9:00

Sted: Skoven nær Teylar

Vejr: Lun morgensol

Den gyldne Tsavani med den kæmpestore krop kom roligt skridtende igennem skoven. Efter at have tilbragt meget tid i Teylar med sine venner, havde hun nu befundet sig på Leventera i mange dage - og hun elskede hvert øjeblik! I mange, mange måneder havde hun gået og været så splittet i kampen om, om hun skulle vælge Lyset eller Skyggerne. Men hun var langsomt ved at være afklaret. Illana og de andre havde ikke vist hende andet end venlighed og budt hende velkommen i deres hjem, hvorimod Skyggerne ikke havde vist hende andet end had og havde forsøgt at jage hende væk fra hele deres ø... Og desuden var det ikke til at finde skyggen af Sicarius, så hvorfor i alverden skulle hun melde sig ind i det dumme broderskab, når hun ikke engang kunne finde ham, der havde sat gang i det hele? Nej... Det var på tide, at hun stod op for sig selv og de værdier, hun altid havde haft. Cadey var forsvundet, formegentlig død, og hun vidste, at han aldrig ville have gået med til, at hun meldte sig ind i Skyggerne - så den respekt ville hun også vise ham ved at leve efter de værdier, han altid havde oplært hende i. Derfor ville hun melde sig ind i Teylar og kæmpe ved Vogternes side i den kommende krig!

Tsavani var vågnet op i den hule, hun havde tilbragt natten i, og var nu på vej ned mod den store skovsø for at få stillet sin tørst og få sig noget morgenmad. Søen lå tæt på hulen, så hun var der allerede efter ganske få minutter. Hun lod øjnene glide spejdende ud over området, men indtil videre var hun alene. Roligt skridtede hun ned til søen og begravede mulen i det kølige vand, inden hun gav sig til at græsse af det frodige græs omkring søen.

Wordcount: 331

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Han gik næsten i et med skovens omgivelser på grund af hans spraglede pels. Han stod næsten fjernt og smaskede efter netop at have taget en tår vand. De gule øjne var tomme, som de stirrede ud i ingenting, men de fangede dog et glimt af noget gyldent. Han drejede derfor hovedet, men de mandelformede ører som var vendt frem for at hilse, blev nu blot vendt bagover, mens han med et kort suk blot drejede hovedet den anden vej.
Det havde ikke været den gyldne Illana, men blot en anden med samme pelsfarve.
Nok var han her og hørte til i Teylar, men det betød ikke han hoppede og svansede lalleglad omkring. Nej han nød ikke andre selskab som sådan, og for hans vedkommende var det kun Illana, Ava og selvfølgelig hans døtre der kunne komme nær.

1

---

Hun havde stået helt begravet i sine egne tanker og havde derfor slet ikke lagt mærke til den anden skikkelse, der også befandt sig her ved søen. Men pludselig fik hun øje på ham mellem træerne. Han havde den underligste farve, hun nogensinde havde set, og gik næsten i et med omgivelserne omkring sig. Hun rejste nysgerrigt hovedet og vippede de lyse ører i hans retning. Han virkede ikke til at være særlig interesseret i hans selskab, da han blot vendte hovedet væk fra hende og lagde ørerne bagud. Hun tippede let hovedet på skrå, inden hun skød en venlig brummen i hans retning. Hun ville give ham chancen for alligevel at søge hendes selskab, hvis nu han blot havde været genert.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Man kunne se den spraglede hingst stod stift og stirrede ud i luften i håb om at den gyldne ville forsvinde så hurtigt som hun var dukket op. Han var ikke social på nogen måde. Han holdte i hvert fald stædigt fast i at der skulle ikke lukkes flere ind i hans liv. Dem der havde forvildet sig derind var mere end rigeligt, især efter alt det der var sket for nyligt.
Hoppen gav dog ikke umiddelbart op og Mindraper sukkede opgivende, som om lysten til overhovedet at foretage sig noget forsvandt. De gule øjne vendte sig med et mat udtryk mod den gyldne.

" Hvad vil du? "

Kom det nu fra ham i et opgivende toneleje. Han gjorde sig end ikke umage med at være uhøflig.

10

---

Et nærmest opgivende suk forlod den spraglede hingst, inden han vendte blikket mod hende og spurgte, hvad hun ville. Hans blik var mat og intetsigende, og hans tonefald var mindst lige så opgivende at høre på, som hans sukken havde været. Hun vippede let med de gyldne ører og tippede det store hoved let på skrå. Hvad mon der var i vejen med ham?

,,Ikke noget særligt... Jeg tænkte blot, at jeg måske kunne muntre dig lidt op."

Hun smilede venligt. I gamle dage ville hun aldrig have bekymret sig for sådan en sur mokke som ham, men hendes tid her i Andromeda havde ændret hende til det bedre. Hun var blevet langt mere høflig og venlig, og bekymrede sig en del mere for andres ve og vel.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den gyldne var vedholdende, og den spraglede hingst stirrede fortsat på hende med de gule øjne. Hvorfor ville hun ikke bare gå sin vej. Men dette var Leventera, nær Teylar. Selvfølgelig var de fleste her vedholdende. Han kunne dog ikke gå tilbage dertil. Han kunne ikke få sig selv til det.
Hoppen snakkede nu til ham igen, og afslørede sin hensigt, og han sukkede blot endnu mere opgivende og så ned i jorden med et fjernt blik. Selv hvis hun ville, så var det nok noget nært umuligt. Mindraper måtte vel forsøge at gengive den gestus hun havde vist. Han var ikke tilfreds med det dog, men den opgivende attitude som hang over ham som en tung sky, gjorde at han nok tænkte at han ikke havde noget at miste, for han havde mistet alt.

" Det tror jeg desværre ikke er muligt. "

Lød det så hult fra ham, mens han end ikke så på hoppen. Han havde sænket paraderne lidt, men det gjorde ham ikke mere munter af den årsag.

11

---

Hendes ord afgav ikke anden reaktion end et opgivende suk fra hingsten, der nu så ned i jorden med et fjernt blik. Tsavani lagde let hovedet på skrå. Hvorfor mon hun overhovedet prøvede? Hvorfor bekymrede hun sig overhovedet for en komplet fremmed på denne måde? Hvorfor var hun ikke bare ligeglad? Men det var hun altså ikke, for et eller andet fik hende til at blive stående og fortsat forsøge at hjælpe denne modløse sjæl...
Hun lyttede til hans ord, der blev sagt i en hul tone, mens han end ikke løftede blikket og så på hende. Hun blev dog ikke fornærmet - der skulle meget mere til at fornærme hende disse dage. I stedet brummede hun blot fortsat mildt mod ham.

,,Det er jeg nu ikke så sikker på. Vil du ikke fortælle mig, hvad der er galt, så jeg i det mindste kan få chancen?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Hoppe var vedholden og virkede ikke ligefrem til at blive skræmt væk af hans afvisende adfærd. Det mindede ham om den gyldne hoppe Illana, som til trods for han klart havde givet udtryk for skulle forsvinde, stædigt havde holdt ved. Dog var han ikke i noget som helst humør til at skabe nye bekendtskaber i øjeblikket.

” Selv hvis jeg fortalte dig det, så er det ikke muligt.. ”

De gule øjne så nu op på hendes, og et svagt glimt af den skade der var sket kunne anes ganske kort. Det var svært at skjule så store hjertesorger, men selvom han et eller andet sted vidste det var det sikreste valg han havde taget. For dem alle sammen. Men han havde tabt hovedet, og det pinte ham.

---

Denne hingst var lige så stædig som hende... Han ville nemlig ikke give hende muligheden for at hjælpe, men holdt i stedet fast på, at det ikke var muligt at hjælpe, selv hvis han fortalte hende det. Hun var dog ikke bare lige sådan at slippe af med og ville derfor ikke give op, medmindre han decideret bad hende om at forsvinde. Hun så indgående på ham.

,,Vil du ikke fortælle mig det alligevel? Hvis ikke jeg kan hjælpe, så i det mindste bare få stillet min nysgerrighed..."

Han løftede nu sit blik og så op på hende, og da fangede hun et svagt glimt i de gule øjne, som hun kun kendte alt for godt til. Hun havde selv lige været det samme igennem, så der var ingen tvivl i hendes øjne. Hjertesorger... Den værste smerte, man overhovedet kunne opleve.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Mindraper sukkede irriteret af hoppens vedholdenhed, og han vendte kort hovedet væk, mens ørerne ganske kort blev trykket bagud, men hurtigt genfandt deres mere afslappede bagudvendte stilling. Mind var ikke kendt for at se munter ud, med led nok nærmere af det som nogle ville kalde resting bitchface. Den gyldne havde dog heldet med sig, for den spraglede hingst var hverken i humør til at slange sig væk eller blot stå og ignorere hendes tilstedeværelse, selvom han ihærdigt prøvede.

” Jeg….. ”

Mindraper tøvede kort og fnyste en anelse, mens han tog en dyb indånding. Nej..

” Du er en komplet fremmed. ”

Lød det så fra ham, da han alligevel endte med at komme til ”fornuft”.

---

Hingsten sukkede nu irriteret af hende og vendte hovedet væk, mens han kort lagde ørerne i nakken. Hun kunne godt se, at han helt tydeligt følte sig generet af hendes stædige vedholdenhed, men hun var ikke typen, der gav op så let - der skulle meget mere til at skræmme hende væk.
Til hendes store overraskelse og glæde faldt de dog hurtigt tilbage i deres sædvanlige stilling, og han begyndte tøvende at starte på en sætning. Hendes øjne lyste let op af forventning, og hendes ører blev straks strukket i hans retning, da hun gjorde sig klar til spændt at lytte med. Men desværre fnyste han blot og tog en dyb indånding, inden han blot sagde, at hun var en komplet fremmed. Hun sukkede let. Han var ikke helt nem at overtale... Men hun havde alligevel ikke noget bedre at tage sig til i dag, så hun havde masser af tålmodighed.

,,Ja, men det vil jeg jo ikke blive ved med at være, hvis du giver mig lov til at lære dig at kende - og omvendt."

---

„They say that life is an open book, turn the page and take another look. You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.''

Mindrapers udtryk blev næsten dødt da hun insisterede på at blive ved. Set ude fra så det nok afsindigt morsomt ud som han stod der og stirrede på hoppen med et vantro udtryk. Skulle hun aldrig hjem? Han så overvejende rundt og overvejede om han bare skulle gå, men hun var nok typen der helt sikkert ville følge efter. Han bandede for sig selv, og fnyste kort inden han vrissede en anelse.

” Det er lige præcis den slags der har bragt mig i den her situation! Hun ville ikke lytte første gang jeg bad hende passe sig selv og den eneste gang hvor jeg ikke vil have det, så vælger hun at lytte! Den eneste gang.”

Hingsten råbte næsten af den lyse hoppe, i det han trådte et advarende skridt frem mod hende med ørerne nede. Den sidste sætning kom dog som en hæs hvæsen, hvorpå han afsluttede med et hårdt fnys i hendes retning, inden han vendte bagdelen til hende. De gule øjne stirrede fast frem foran sig og han forsøgte ihærdigt at opretholde hans facade. Han havde allerede sagt for meget.

---

Hun kunne godt se på den fremmede hingst, at han virkelig ikke brød sig om hendes selskab, og at han lige nu nærmest ledte efter en måde at slippe væk på. Det var ikke hendes mening at virke uhøflig, og hun ville da også snart lade ham gå, hvis det virkelig var det, han ønskede - men hun havde alligevel bare en lille fornemmelse af, at han ikke var helt så fjendtlig og uinteresseret i selskab, som han gav udtryk for. Hun havde selv set en lille brøkdel af ham være lige ved at åbne op... Så derfor ville hun ikke give helt op endnu.
Pludselig vendte hans humør dog på en femøre. Han nærmest råbte af hende, mens han truende trådte frem mod hende. Han gav hende dog heldigvis blot en advarsel og vendte derefter surt bagdelen til hende. Dog blev han stadig stående i stedet for at gå... Og det fik hende til at håbe, at hun måske stadig havde en lille chance hos ham? Hun trådte derfor langsomt tættere på ham.

,,Hun... Hvem er hun? En flirt, en kæreste eller en decideret mage? Ja undskyld mit direkte spørgsmål, men jeg kan kende hjertesorger, når jeg ser dem... Og jeg tror, at jeg ved, hvordan du har det. Ham, som jeg troede skulle være mit livs store kærlighed, har forladt mig til fordel for Skyggerne..."

---

„They say that life is an open book, turn the page and take another look. You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.''

Han var presset og det var vel også derfor han reagerede atypisk. Han vidste godt hvad eller specifikt hvem der kunne få ham på andre tanker, men vedkommende var her ikke. Hoppen her var mindst lige så vedholdende og under normale omstændigheder havde det nok også virket.
Hun var ikke sen til at regne ud hvad der tyngede ham denne dag, men til trods for hendes ord så forblev han for en stund stille og lod dem blot sive ind. Han sukkede blot tungt.

” You and me both”

Lød det så hult fra ham. Der var ikke mere at sige. Han ønskede ikke at dele detaljerne med en fremmed, for det var hvad hun var. Han havde allerede sagt for meget. Han rystede derpå på hovedet og skridtede væk fra hoppen, mens han med halen lod hende vide at hun ikke var velkommen til at følge efter.

// jeg tænker vi kan runde den her af

//Det er bare super, tak for tråden!