Royalty [Asta]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Stilheden på Foehen var overalt. Den askeklædte ø var tavs, og selvom den bronzefarvede havde bevæget sig til nogle af de mere frodige egne, var der ikke en lyd af fugle eller andet vildt. Nej, i den rustfarvedes nærvær var byttedyrene tavse og hun den eneste kilde af lyd.
Stilheden blev derfor brudt af en nynnen. Feminin, lys og dog en anelse melankolsk. Den passede til det tavse område, og blev af og til understreget af hoppens sirlige skygger som legende gled over området. Frem og tilbage, bevægede sig fra rose til rose eller spirede igennem den mørke jord i form af sorte torne. Fame betragtede dem i deres vuggende dans. Hun kunne bruge timer på at lytte og se de mørke skygger, ligesom de ofte brugte tid på at betragte Skyggerosen selv. Hun var deres bære, skyggerne havde med tiden tilegnet sig hoppens legende sind og hun havde tilpasset sig deres holdninger. De var en.

Det var derfor at hoppen kunne føle den fremmedes nærvær langt før han kom. Det mørke hoved drejedes sig imod baskkerne, de røde øjne glimtede nysgerrigt inden at hun med skyggernes sang rakte ud efter den fremmede. For han var en fremmed, men dog bekendt fra skyggernes hjemegn, og den rustfarvede følte hvordan et smil formede sig om hendes sorte mule.

Han var et medlem... en ven, en fremmed og en del af familien.

WORD COUNT: 230
[15]

~ 7 ~

Det var sjældent han bevægede sig til de grønnere egne af Foehn. Som regel blev han oppe ved vulkanen, som et evigt vagtsomt øje, en vogter til porten. Men nu og da trængte han til luftforandring. I dag var en af disse dage. Han havde vandret et stykke tid alene. Selvom han rakte ud, følte han ikke nærvær fra andre af sine søskende. Det var som en ond vind havde taget dem alle med sig. Han var ikke ensom – skyggerne var der altid for ham, snakkede med ham, legede med ham. Han var aldrig alene. Ej heller i dag havde de forladt ham, men fulgte ham troligt. Nogle red på hans ryg, andre krøb omkring ham, svævende som sort levende røg. De fyldte hans hoved, viste ham vejen som hans øjne. Han stolede blindt på dem, ligesom de stolede på ham. De samarbejde, som en marionet og en dukkefører.

Pludselig mærkede han en svag impuls et stykke væk. Han mærkede nogen række ud – en søster. Omsider! Han brummede tilfreds og satte straks kurs imod hendes position. Han undrede sig over at han ikke havde mærket hende noget før, men slog det hen. Han havde været temmelig optaget i sit eget hoved, fortabt i skyggerne verden. En verden kun han kunne se, for de var hans øjne.
Han nåede op på toppen af en bred bakkekam, og straks fandt hans blik en rustfarvet hoppe med skinnende røde øjne. Han kendte hende, og alligevel ikke. Han kunne ikke prale af at have mødt hende før, men hun var stadig som familie for ham. Han vandrede roligt ned imod hende, med en underlig følelse af gensynsglæde, trods de ikke havde udvekslet så meget som et ord.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Hendes kald blev besvaret, hendes skygger hilst an og hendes blik glimtede vagt. Jah, jah, jah! Den fremmede men dog familiære var på vej imod hende, og Skyggerosen bød ham med åbne arme velkommen. Hendes slanke ben fejede asken op omkring hende i hendes gang imod Kraniehingsten Ayin, der med et kom til syne over bakkekammen. Hans øjne glødede i natten. Ligesom hende, var de livlige, lysende men dog en anelse foruroligende for dem der ikke følte en bånd til dem som hun gjorde. En stærk kontrast til det mørke der omgav ham, og passende til det evige grin der hvilede om hans mule.
Den røde smilede. Fame følte hvordan hendes skygger levede op ved synet af deres bror, og som levende torne bevægede de sig over jorden. Jah, torne. Den rustfarvede var i symbiose med skyggerne, hun levede med de roser der prydede hendes bringe og derfor havde hendes skygger taget forme af blomstens skarpe stilke.

"Ayin..."
Navnet blev hvisket i hendes ører af sagte stemmer, og hoppens egen stemme blev forstærket af koret omkring hende. Med et smil gik hun fra trav til skridt. Den rustfarvede bevægede sig smidigt igennem mørket, hendes ben omgivet af aske og skygger der kærligt rakte ud imod Kranihingstens mørke statur.

"Ayin, Do fin Queth"
Skyggeord af skyggeslægt, den røde nikkede imod den mørke kraniehingst.

WORD COUNT: 222

[18]

Do fin Queth = Of the bone

~ 16 ~

Det løse, askefarvede sand på skråningen, gled under hans hove og trak et mindre skred med ned. Han lagde vægten på baghovene, og kurrede derpå let og elegant ned med god balance. Aldrig veg hans blik fra hende, fra Fame. Skyggerne hviskede hendes navn og deres forbindelse blev stærkere og stærkere, indtil han kunne mærke hende som en kraftig elektricitet lige foran sig. Han prustede venligt stemt imod hende.

"Zin Grind Hi, Briinah," svarede han.

Støv dansede let om hans hove, da han stoppede op. Han sænkede hovedet en smule, og stod et øjeblik stille imens nogle skygger kravlede ind i de tomme øjenhuler. Et øjeblik efter kunne han se for alvor. Hoppen der stod foran ham, var uden tvivl smuk. Selv - nej, især med roserne om hendes hals, der syntes at leve på hende, og omgivet af de tornede skygger.

"Jeg frygtede, at der ikke var andre tilbage end mig. Har du mødt nogen af vores brødre og søstre? Jeg hører Volontaire og Ava er i området endnu."

Zin Grind Hi, Briinah = En ære at møde dig, søster

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Det var altid facinerende at betragte hvilke forandringer skyggerne lagde op til. For Fame havde det været roserne - hendes pynt var blevet hendes liv, og de røde blomster havde boret deres torne dybt ned i hendes bankende hjerte. Volontaire havde mistet sit hjerte, men levede nu under skyggernes gavmilde velsignelse. Og Ayin..? Ayin manglede hele sit ansigt. Dog havde han ikke brug for det, da skyggerne nu fungerede som hans øjne og ører - skyggerne viste ham den nye verden.
Fames feminine toner rakte ud efter hingsten i en nynnende hilsen. Hun gjorde holdt, støvet dansede om de slanke ben og den rustfarvede Sirene lyttede. Zin Grind Hi, Briinah.... den sorte Ayin fik Fames smil tilat brede sig en smule.

"Nej.... jeg har dog hørt en hvisken om det nye kød.. en ny skyggehingst er født, og flere er forsvundet..."
Hoppen kom i bevægelse igen og gik med langsomme skridt omkring ham. Hendes blik strejfede den vulkan hun var kommet fra - det fængsel der holdt Alduin indespærret, førhen hun drejede om på hingstens side igen. Den bløde mule strejfede ham forsigtigt.

"Nust lovaas....Fin Sot Vokun los vod"
Hviskede hun og hørte skyggerne stemme i. For det var sandheden... og den smertede på flere punkter.

WORD COUNT: 206

[1]
Nust lovaas....Fin Sot Vokun los vod = They sing... the white shadow is gone

~ 2 ~

Hendes ord bekræftede det han selv havde hørt. Det plagede ham, at der ikke var mere at vide. Nogen måtte vide noget! Hvilken usynlig kraft havde halveret deres styrker? Hvem havde tager deres brødre og søstre? Han prustede hårdt, en anelse frustreret, selvom han prøvede at slå det hen. Det evige grin stod stadig malet i hans ansigt, der ikke lod mange følelser slippe ud. Men han vidste at hun kunne føle hans tanker, hans meninger, selv uden ord. For skyggerne skulle nok sørge for at han kunne kommunikere - selv uden stemme, hvis den skulle have været forsvundet også.

"Denne nye hingst.. Jeg har mødt ham. Han virker..." Han gjorde et kort ophold, for at finde det rigtige ord. "Som et grødhoved. Han har musklerne med sig, men der er ikke megen hjerne at finde bag skallen."

Det var ikke helt det de havde brug for. Men om ikke andet, kunne han stå forresten i rækken og blive mejet ned. En ofring han var villig til at indgå, for at beskytte de sande brødre og søstre. Han fulgte hende med blikket da hun dansede omkring ham. Han kunne mærke hver lille bevægelse fra hende, som ringe i vandet. Han vendte roligt hovedet imod hende, da hendes mule strejfede hans side. Han havde ikke noget imod berøringen. Det føltes blot som et venligt kærtegn fra nær familie. Han brummede derpå bekræftende imod hende. Ja. Den hvide ræv, spøgelseshingsten, var forsvundet.

"Vi er splittet uden ham."

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den feminine skabning sansede en forandring i luften, en følelse der langsomt bredte sig i deres selskab. Som ringe i vandet lod den sorte Ayin sine følelser flyde afsted, og Fames røde øjne gled roligt over hans grinende kranieansigt. Selvom hingsten for evigt smilede- for evigt lo sagte til skyggernes stille sang, kunne den rustrøde fornemme hans frustrationer og irritation. Hans sagte modvilje der gav skyggerne fornyet magt.
Forsigtigt strakte den rustrøde mulen frem. Hendes opmærksomme blik fangede den sortes og et skævt smil trak hendes mundviger opad i et leende grin. Fordi jah, den sorte Ayin kunne meget vel have ret. Muskler var godt... men uden hjerne, var styrke næppe noget værd.

"Vi har brug for råstyrke... lad skyggerne være hans hjerne for nu, og vi for se hvilken værdi han med tiden har..."
Nynnede den rødlige der prøvende vippede hovedet på sned. En nysgerrighed bad hende røre kranehingsten, bad hende studere den hvide maske der udgjorde hans ansigt, og roligt tog hun et skridt tættere. Og et til. Den feminine hoppe studerede Ayin førhen at hun med et gjorde holdt: skygger sværmende om hendes bringe og ben.

"Vi er splittede Ayin... du har været her længe... har broderskabet nogensinde set sig selv i dette stadie?"

WORD COUNT: 207

[3]

Hans blik fulgte endnu den rustfarvede hoppe. Han spekulerede på hvad der mon gemte sig i hendes inderste - for meget kunne de dele med hinanden, meget kunne de høre og forstå selv uden ord, men ikke alt. Det var stadig muligt for dem at have deres egne tanker, aller dybeste inde, givet at de ikke havde ladet skyggerne helt derind af egen vilje. Det var sådan han så længe havde haft sit gamle jeg derinde, det var sådan han havde kunnet trække det frem da han igen mødte Lyshoppen. Men han havde ikke i sinde at lade det jeg være hans downfall. Han havde ladet skyggerne vide at det fandtes, og de havde taget sig af det. Han var så godt som ét med skyggerne nu, selvom en meget lille del af ham ikke var helt parat til at overgive sig et hundrede procent. Derfor var der stadig en lille stemme, et lille lys inde i den nu kulsorte kerne i hans inderste. Men den var så svag, at han ikke kunne hverken høre eller føle den længere. Han samlede tankerne igen, og tænkte et øjeblik over hoppens ord.

"Ja, skyggerne vil tage sig af ham og vise ham vejen, indtil han selv forstår og kan tage de rigtige skridt. Men vi er endnu ikke stærke nok til at tage kampen op imod Vogterne. Skulle der bryde åben kamp ud i morgen, ville vi lide et stort og blodigt nederlag. Vi er for få og for svage."

Det smertede ham at sige det, men det var ikke desto mindre sandheden. De måtte alle tage en bid af det sureste æble og kæmpe for at blive stærkere sammen. Kun sådan ville de have en chance, og kun sådan kunne de bedst tjene Herren.
Hans blik fulgte hende nu som hun kom nærmere med lette trin. Hun stod meget nær Kraniehingsten, men det gjorde ham ikke noget. Han var ikke bleg for kontakt og skyede ikke andres nærhed. De arrede ører blev vippet frem imod hende for at vise at han var venligt stemt overfor sin skyggesøster. Han ville ikke flå hende levende hvis hun valgte at følge sin nysgerrighed.

"Dit ord rammer hammeren på sømmet, kære Fame. Splittede." Han nikkede langsomt og brummede i en dyb hingstet tone. "Vores storhedstid er bag os. Fuyu er væk, drivkraften. Vi mangler en leder og vi mangler skygger der er engagerede i deres tjeneste. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før. Det er en følelse der..." Han betragtede hende et langt øjeblik og sukkede derpå næsten lydløst. "Det er en følelse der bringer frygt til selv mit hjerte. Jeg frygter for vores fremtid og for hvad der vil hænde vores herre. Hvis ikke vi finder vores mål, snart, og lægger os i selen.. Så frygter jeg at alt vil være forgæves."

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Hoppens røde blik mødte blå, is imod ild idet hun stod få centimeter fra den maskerede hingst. Hans hjerte slog ikke som andres, hans blød strømmede ikke kroppen og varmen nåede aldrig ud til hans skind. Skyggerosen kendte forklaringen men hendes forundring kunne ikke skubbes væk ligeså let, og derpå søgte hun den selv. Kontakten der kunne bekræfte hendes teorier, nærværet mange skygger skyede. Idet den sorte Ayin aktivt havde valgt hendes nærvær til, så den rustfarvede sig nærmere hans statur end før. Hendes glødende øjne fangede hans sorte i et mystisk blik...
Forsigtigt gled den mørke mule imod hingstens hvide maske. Hendes nænsomme bevægelser var ikke hæmmet af skyggernes indtog på kroppen, og skyggerosen følte den kølige overflade under sig ganske klart og ganske let.

Sådan stod hun i nogle sekunder. Hun hørte hans ord, deres fælles frustration over broderskabets tilstand fik luften omkring dem til at sitrer førhen stilhed atter lagde sig, en stilhed der kun blev brudt af nattens egne tilfældige og endeløse lyde. Natten omfavnede de to skyggeheste for en stund.
Langsomt lod skyggerosen mulen glide videre. Hendes nænsomme berøring gled over hingstens marmor kranie, ramte hans skind, fulgte musklerne ned af halsen førhen hun stoppede helt, og et tungt suk undslap hendes læber. I månen fremstod skyggerosens farver ikke ligeså kraftige som i skumringens mystik. Men Ayin fremstod stærk...

"Hvordan kan vi være uenige om vores mål, Ayin... Qeth...?"
Hvad der lå under hoppens ord var underforstået og skjult. For næppe ville hun sige det højt... Hvordan kunne de være så uenige om deres fælles mål.. hvornår havde mørket ikke vidst hvad det skulle?

WORD COUNT: 269
[3]

[9]

Som de stod hinanden så nær, i dette øjeblik, slog det ham hvorfor han syntes at den rustfarvede var så speciel. Hendes blik var rødt som blod, og roserne omkransede hende i deres varme, røde farve. Som den eneste. Hvorend han så hen iblandt sine brødre og søstre, så han blåt. En giftig blå farve, der skar uvenligt igennem natten. Ikke den røde varslede noget mere lovende, men den bar noget særligt over sig. Han brummede dybt og hingstet imens tanken for igennem hans hoved. Hvad mon var grunden til hendes specielle farve?
Han kunne knap mærke at hun rørte ham. Hans hjerne bildte ham ind at han kunne, fordi han så hende række ud men - intet kunne han føle. Det hårde ben havde ingen nerver til at føle med, intet kød og intet blod. Han behøvede ikke mad og drikke på samme måde som sine fæller - han kunne knap synke det hvis han prøvede. I lang tid havde han levet med et sår der ikke ville heles, blod og pus flød fra hans flåede skin i en infektion der ville have taget livet af ham, havde han blot været en almindelig hest. Det var ved at heles nu, kærtegnet af skyggerne over mange måneder, år. Han var unaturlig i alle ordets betydninger - men var de ikke alle det?

Han lod stilheden falde i et langt øjeblik. Tusmørket havde sneget sig ind på dem på listepoter. Her på Foehn var det altid svært at bedømme om natten skyldtes naturlige årsager, eller om røgen, asken og skyggerne frarøvede solen dens lys. Han kunne godt lide det sådan - mørkt. Han hadede ikke solen, men han følte sig bedre tilpas i skyggerne, hvor han kunne være de vågende øjne i natten, en dæmon der ventede på det rette øjeblik...

Hendes berøring blev nu ganske tydelig for ham, da hun førte mulen over hans ødelagte skind, ned langs halsen og videre. Han sænkede hovedet en smule og vendte hovedet imod hende. De gabende tomme øjenhuler bar kun en ganske svag glød, da han var på sikker grund - de var fyldt op af krybende skygger der agerede for hans øjne, og derfor behøvede han ikke deres lys, ikke lige nu. Han lo dæmpet med en raspende stemme da hun kaldte ham Qeth. Den var ny - men han var ikke afvisende overfor det lille navn.

"Jeg kan ikke svare på det, Peyt," svarede han i halv alvor og halvt med en drillende tone da han også gav hende et kaldenavn. "Det lader til at vi er mere splittede end som så. Men jeg forstår det ikke; hvis de ikke vil følge Herrens ord og betale tilbage på deres gæld til ham, hvad laver de så her? Hvad får dem til at tro at de kan gå deres egne veje, at hans vrede ikke vil ramme dem når tid er?" Han rystede opgivende på hovedet. "Jeg håber vi når frem til en løsning der gavner fællesskabet og bringer os på rette spor igen. I al den tid jeg har været her, har vi aldrig været så langt fra den sande vej."

Det havde aldrig ligget til den sorte Ayin, at være religiøs. I sine unge dage troede han aldrig at han skulle følge nogen... sekt, var det vel. Men han havde fundet sin plads her og sorteflammen og skyggerne havde forenet sig i ham. Her kunne han folde sig ud, leve som det var ham tiltænkt - med det onde blod rullende tykt i sine årer, måtte det da være her han hørte til. Han følte en stærk gæld til Herren, der havde sluppet hans indre fri og givet ham mere magt end han havde turdet drømme om. Han havde fået et mål og en vej at følge. Og det betød meget for ham - til syneladende mere end for de fleste andre i Aljun.