My trust in you (Illana)

Den mildhed og varme der sneg sig over den rødbrogede hingst, fremkaldte et stort smil omkring den grå mule. Illana lyttede til hans latter, der nærmest varmede deres omgivelser og Illana kunne ikke dy sig for at række frem efter ham og stryge ham over kinden. Hun nærede ganske varme, venskabelige følelser overfor denne brogede Vogter, og det gjorde hende glad, at han trods hans tvivl, alligevel formåede at finde smilet frem.

Hun tippede sine ører frem og lyttede til de ord han fremsagde. Hun lod mulen forblive nær ham, imens han talte, og først da tavsheden igen lagde sig omkring dem, trak hun hovedet lidt til sig og lod de ravfarvede øjne søge hans. Hun tippede hovedet lidt eftertænksomt på skrå, inden hun med lyse toner begyndte at svare.

,,Ja, men det var i et andet liv, så at sige.. Inden jeg kom hertil, vandrede jeg alene. Jeg befandt mig i en situation, hvor alle veje synes lykkede for mig, og for at være ærlig, så følte jeg at jeg intet formål havde længere; at min rolle havde nået punktet, hvor den ikke længere var nødvendig. Dog, selvom jeg kan genkende den følelse, tror jeg at der altid er en plads til hver af os. Måske kan det være at den rolle man havde ikke længere er nødvendig; men jeg tror på, at hvis man selv er lidt opsøgende, så finder man en ny vej i ens liv der giver mening."

[20]

20

Nogle små nippende bevægelser med mulen blev sendt i retningen af Illana, selvom han ikke kunne nå. Han endte med at opgive og i stedet rette hovedet fremad og lige tygge tænderne eftertænksomt sammen. Man kunne ikke ligefrem sige alt lykkedes for ham, men alligevel havde han fornemmelsen af alt formål var forsvundet. Og alligevel kunne det være Illana havde ret. Måske var der et nyt formål derude. Et for ”Brêgo, ikke lederen af Teylar”. Han havde trods alt stadig ansvaret for Kongestenen, og der var stadig skyggerne, men det virkede ikke som noget en anden ikke ville kunne klare.

”Måske. Det kan være jeg finder et nyt formål i min søgen efter mit glemte jeg.”

Måske var der stadig kærlighed derude. Måske var Antheia ikke den eneste eneste-ene. Der ville aldrig være nogen der kunne udfylde det hul hun havde efterladt og ingen ville nogensinde kunne sammenlignes med hende. Men det kunne være han fandt en anden – en der var anderledes, men som stadig kunne komme til at betyde lige så meget for ham, på mere end bare vennebasis.

”Jeg ønsker mig stadig en familie, men det virker som om det er fuldkommen umuligt. Jeg ved Teylar er som en familie, men jeg ønsker mig en rigtig familie. Min familie. Hvis du forstår?”

Den gyldne Illana betragtede ganske diskret den brogede, alt imens hans tanker begyndte at arbejde. Hans udtryk var ganske tydeligt, og da han lod sine kæber tygges sammen, trådte muskulaturen omkring dem tydeligt frem. Hun smilede let, imens hun betragtede ham, og lod sine smalle ører tippes helt frem, da lyden af hans stemme afbrød stilheden der hvilede trygt imellem dem.
Hun nikkede ganske let ved hans konstatering og rakte derpå mulen frem imod ham.

,,Hvis du er åben overfor det, kære Brêgo, tror jeg på du kan finde det derude."

Sagde hun afdæmpet, men sandfærdigt. Hun troede virkelig på, at den brogede endnu havde et formål i sin fremtid, såfremt han selv ønskede at finde et. Hun tippede et øre lidt på skrå herefter og lod sine ravfarvede øjne søge hans. Hans næste ord vakte en sær form for savn og længsel i den gyldne hoppe, men hun gjorde hvad hun kunne for at holde disse følelser tilbage. Hun fremkaldte derimod et smil og brummede sagt, inden hendes lyse toner afløste hans maskuline.

,,Jeg forstår dig udemærket, Brêgo. En familie man kan kalde sin egen, tror jeg de fleste ønsker, og jeg både håber og tror, at din mulighed stadigt er derude. Du er en fantastisk sjæl, og du fortjener helt klart at stifte en familie, som du kan kalde din egen"

Hun tav herefter og trak hovedet let til sig. Hun håbede virkelig, at der fandtes en hoppe derude, som hans hjerte kunne falde for - han fortjente den slags kærlighed, som han havde haft før. Selv havde hun et brændende ønske om at skabe familie, men hun stod i samme situation som den brogede - for hendes kærlighed var gået bort. Hun brummede sagte inden hun tippede hovedet lidt på skrå og fandt et lille smil frem igen.

,,Landet venter på dig, se at komme afsted. Jeg skal nok sørge for at flokken er i sikkerhed, kære Brêgo"

Hun puffede til ham med en opfordrende mine. Selvom hun nød hans selskab, havde hun en sær fornemmelse af, at han skulle se at komme afsted, nu hvor hans hjerte havde set mulighederne for at finde lykken igen. Lyset om hendes hals, som evigt skiftede nuancer alt efter stemninger og følelser, begyndte at skinne mere klart, inden det udsende nogle krystalklare stråler ud i tomrummet omkring de to sjæle. Illana tippede sine ører lidt forundret rundt, inden hendes blik fulgte strålerne, til de ebbede ud igen. Derpå så hun tilbage på den brogede og udsendte en mild, kærlig brummen imod ham.

[1]