My trust in you (Illana)

[9]

Solens sidste stråler kunne lige spottes henne over træerne mod vest. De gyldne farver gav Brêgos rødbrune pels en varmere farve end den allerede havde i forvejen. Sammen med den gyldne man, de varme brune øjne med et strejf af gylden honning farve, samt de gyldne sko og kæden om hans hals, så han næsten helt majestætisk ud. Noget han langt fra følte inden i. Det virkede forkert. Han kunne ikke finde sig selv. Ikke længere. Han huskede knap nok sit gamle liv. Ikke andet end det der kom i små drømme - eller mareridt - der var lige så hurtigt væk som de var kommet.

Brêgo havde sendt et lydløst kald. Det var nemmere end at vandre rundt for at lede efter den gyldne hoppe, der så længe havde hjulpet ham med at holde et vågent øje med Teylar - især i den tid han knap nok selv kunne hænge sammen på grund af sin store sorg. Det havde været længe undervejs. Han havde følt det længe, og havde truffet sin beslutning. Det var ikke noget der bragte nogen form for tristhed med sig. I stedet følte han det ville lette en masse fra hans skuldre og hjerte.

Som han stod og betragtede solen gå ned og nød den ekstra varme de sidste stråler kastede mod ham, følte han mere ro i kroppen end han længe havde gjort. Derfor blev han også stående, mens han ventede på den fra flokken, han havde aller mest tillid til.

Illana den gyldne, som længe havde ledt land og rige rundt efter Vogterne, var atter at finde indenfor Teylar's grænse. Hun havde hvilet i flokken nogle dage, for at få en tiltrængt pause fra hendes endeløse vandringer. Hun følte efterhånden, at hun ej længere behøvede at lede, selvom hun ikke havde fundet alle. Der var formegentlig en grund til, at Matthew ikke lod sig finde. Hvis det var meningen at han skulle deltage i det forestående møde, som den gyldne ville igangsætte på øen Tenga, så ville han nok dukke op.
Illana stod stilfærdigt under den tætte klynge træer, som hun altid sov ved. Hendes lyse, nærmest flødefarvede hale viftede roligt omkring hendes bagpart og hendes ører lyttede til de mange lyde, som de frodige omgivelser udskilte. Fuglenes kvidren, vindens blide raslen i træernes kroner, lyden af insekterne og smådyrene der puslede rundt på jorden. Og pludselig hørtes et kald - så lydløs det kunne være - fra én som Illana ikke havde snakket med længe, men hele tiden følt nærheden fra. Hun hævede med det samme den slanke hals og vippede tænksomt et par gange med ørerne. Hun vidste udmærket hvem der havde kaldt, hun skulle bare bruge et øjeblik til at lokalisere ham. Herefter satte hun frem i en smidig, afslappet trav imod flokkens leder - den brogede Brêgo.

Snart kunne hun spotte ham, hans varme røde farve i kontrast til hans lyse pletter. Hans guldfarvede kæde og sko, der gav ham er sjældent majestætisk udtryk. Da først Illana havde lagt øjnene på ham, sendte hun en hilsende tone imod ham; og først da hun var indenfor snakkeafstand, sænkede hun farten og stoppede foran ham i en elegant parade.

[29]

[14]

Der gik lidt tid før Brêgo fik øje på den gyldne hoppe, Illana. Han havde ikke travlt og havde derfor heller ikke noget imod ventetiden. Faktisk følte han sig nærmest tilpas med den tid det tog ham hvor han ikke rigtig behøvede tænke på noget som helst. Lige så snart hun var kommet til syne, begav sig mod hende for at møde hende på vejen, men i et tempo der var en del langsommere end hende. Hvert skridt bar kun lige hovene en anelse over jorden og fik det til at ligne en næsten doven gang.

Et tungt suk forlod Brêgo før han fandt et smil frem. Et mildt et af slagsen, der dog bar udtryk for der også var noget der plagede ham. Noget der havde været meget tydeligt på det sidste, men det var også i den tid han havde bragt mere tid alene. Han havde haft brug for en pause. En pause fra alle andre, en pause fra flokken og ikke mindst en pause for den han prøvede at være.

"Hej Illana"

Hilste han meget uformelt. Han følte sig meget mere tilpas ved ikke at bruge "vær hilset" eller endda et helt almindeligt "Goddag". Han havde brug for at være helt nede på jorden i et stykke tid, og gerne så langt nede på jorden at han kunne være i øjenhøjde med en bille.

Illana tippede ørerne opmærksomt frem, da den rødbrogede kom hende i møde. Den første følelse der gled igennem kroppen på hende, var glæde over at gense Brêgo, men hans udstråling ændrede hurtigt hendes glæde til bekymring. Det sås ganske tydeligt, at den brogede havde noget på sinde, og Illana brummede eftertænksomt imod ham.
Da de stod overfor hinanden og Brêgo's stemme lød, rakte Illana mulen en anelse frem imod ham, og Lysets farve søgte lidt over imod en dyb orange; for det mærkede hurtigt den brogedes humør - ja hurtigere end hos de fleste - for Illana og Brêgo havde begge mødt Lysets energi og var blevet berørt af det. Derfor delte Lyset i krystallen og Brêgo noget, som gjorde at Lyset var endnu mere opmærksom, følsom, overfor hans følelser.

,,Brêgo! Det er så længe siden.."

Sagde hun med endnu muntre toner. Hun søgte at stryge ham over mulen, hvis han tillod det, inden hun trådte ham en anelse nærmere. Selvom de to ikke havde delt utallige eventyr sammen, følte Illana sig dog knyttet til ham og anså ham som en god ven.

,,Jeg kan se der er noget, som bekymre dig.. "

Sagde hun dæmpet. Hun ville ikke snage, men i og med hun sagde det højt, fortalte hun også den brogede, at hun ville lytte. Det var hans valg alene, om han ville dele disse bekymringer med hende; men hvis han ønskede det, ville hun lytte med hele sit hjerte.

[32]

[16]

Brêgo gav et lille puf i hendes retning, som en ekstra lille hilsen. Selvom de ikke havde set hinanden længe, og selvom det ikke havde været så forfærdelig mange gange han havde udvekslet ord med Illana, følte han alligevel hun var en ven. Måske endda den eneste ven i flokken. Han havde brugt meget energi på at lede efter Antheia. Så meget at han ikke kunne overskue at skulle klistre et muntert smil på mulen og lade som om alt var fint over for andre. Han gjorde det gerne når han bød en ny Andromedarie til landet, og tog dem gerne på vandretur mod flokken med lidt hyggesnak. Men der var ikke andre han havde knyttet et venskabsbånd til, som han havde til Illana.

"Jae.... Ja... Det er det vidst. Jeg er bange for det er mig der bærer skylden"

Et lille oprigtigt smil med et strejf af varme dukkede lige så stille frem. Det var ikke kæmpe stort - kun lige til at ane. Det var trods alt ham der havde tilbragt meget tid uden for flokken og gerne alene. Hendes ord måtte han lige overveje, føle efter, og det endte ud i en lille hovedrysten.

"Der er noget der plager mig....."

Måske var det ikke engang det rigtige ord at bruge heller, men han vidste ikke hvordan han ellers skulle beskrive det. Det var ikke noget han før havde følt eller været ude for. Det var fuldkommen nyt for ham, og derfor måtte han også nøjes med at følge sit instinkt - og det gjorde han så godt han kunne.

"Da jeg kom hertil havde jeg et mål...... Jeg ville skabe en flok. Et samlingspunkt for dem der ikke ønskede at vandre alene. For dem der søgte tryghed.... Et sted man kunne kalde hjem i stedet for hele tiden at strejfe rundt fordi det var den eneste mulighed man havde. Jeg har opnået mit mål, men jeg føler ingen glæde ved det....."

Illana betragtede ham opmærksomt, inden han gengældte hendes puf. Hun smilede let ved kontakten, men hverken overdrevet eller voldsomt tydeligt. En sagte brummen forlod hendes mule, inden hun rettede sig lidt op. Han lod ordene vente lidt på sig, men da han talte, bekræftede han de ord Illana kort forinden havde sagt. Hun puffede let imod hans skulder, da hun så det lille smil, der diskret prydede den grå mule hos hingsten. Hun lyttede, gav ham pladsen og tiden, og da han fortalte hende at han ikke følte glæden ved at have opnået hans mål, tyggede hun en anelse eftertænksomt. Illana havde altid anset den brogede som værende en hingst, med glæde og overskud. Hun vidste godt, at han havde haft det svært efter hoppen, som havde vundet hans hjerte, var forsvundet, men hun havde nok regnet med, at flokken ville bringe ham noget glæde. Hun viftede let med halen, inden hun lod de ravfarvede øjne søge hans.

,,Jeg er ked af at høre, at det vækker dig bekymring, Brêgo. Du har sandelig nået det mål og skabt et frirum for mange sjæle - og flere slutter sig til - men hvis ikke du føler nogen glæde ved det.. Er det måske fordi, der er andre mål du skal opnå? Måske er det mål du ikke selv kender til endnu?"

Illana lagde hovedet lidt på sned og betragtede meget nøje den brogede hingst. Hun havde altid anset ham som en værdig leder, og længe havde han påtaget sig denne post. Måske var Brêgo's lod i livet ikke at være den leder, han var nu; måske var det at lave flokken, men herefter søge ud efter noget andet. Hun prustede sagte, inden hun tippede begge ører imod den brogede hingst.

[33]

[17]

"Måske"

Selvom han var ved at ryste på hovedet igen, undlod han. For hun havde jo ret. Det var ikke sikkert han havde fundet sit nye mål endnu - og hvordan skulle han kunne gøre det når han knap nok kunne finde sig selv?

"Jeg har været vidt omring. Vist andre mod flokken. Jeg har søgt over hele Andromeda, med undtagelse af et sted. Et sted hvor jeg ved med sikkerhed Antheia ikke ville tage hen. Jeg fandt hende, og jeg mistede hende igen. Og et eller andet sted på min rejse her i Andromeda har jeg tabt mig selv."

Det var ikke kun på hans vandreture han mente, men hele den tid han havde brugt i Andromeda. Han vidste udmærket godt han til tider var anderledes end de andre vogtere. Han tilbragte ikke så meget tid med dem eller de andre. Han havde ikke stiftet familie - eller overhovedet forsøgt på det. Selvom der var en enkelt anden der var et par stykker der heller ikke havde skabt nyt liv, var der alligevel nogen de havde kære. Brêgo havde efterhånden opgivet alt håb om nogensinde selv at blive far. Godt nok var han ikke så gammel i alder som han var af sind, men der var ikke nogen andre der kunne udfylde det hul Antheia havde efterladt i hans hjerte. Måske kunne nogen fylde noget af pladsen, men ville det være nok? Hvor står var sandsynligheden for det ville ske? Der var ikke rigtig nogen han havde snakket med, som han følte han blev nødt til at opsøge igen.

"Jeg ved ikke længere hvem jeg er......"

Illana tillod sig at placere sig afslappet i den brogedes selskab; ikke fordi hun ikke respekterede det sårbare emne, som de delte, men fordi hun ikke ønskede at presse spændingen yderligere. Hun lod et bagben hvile alt imens hendes ører lyttende rykkede sig lidt frem og tilbage. Hans ord vakte en tristhed i den gyldnes indre, som hurtigt kunne ses på Lysets farve. Kuløren gled over imod en blå farve, som det oftest indtog når Illana var trist - eller hendes selskab var det. Hun mimrede let med mulen, inden hun lod den hvile imod den brogedes stærke hals et øjeblik.

,,Jeg er ked af, at Antheia forsvandt. Det er jeg virkelig.. "

Hun tav lidt herefter. Hun kendte til det at miste; frustrationen, håbet, savnet. Hun var selv klar over, at hun nok havde mistet den hun havde viet sit hjerte til - Samael - og på hendes utallige vandringer rundt omkring i landet, i sin søgen efter Vogterne, havde hun søgt på må og få efter månehingsten også. Hun havde ikke kunnet finde ham, og dybt i hende havde hun begravet en sorg der blot ventede på at komme til overfladen. Hun vidste hun havde mistet ham - men ville ikke anerkende det endnu. Og det var ikke på sin plads at fortælle dette til Brêgo nu, hvor det var ham der udtrykte sine bekymringer overfor Illana, og hende der skulle være støtten for ham. Hun smilede let, inden hun fortsatte sine ord.

,,Du er stadigt den samme, som du altid har været, Brêgo; men måske gemmer dit hjertes ønsker sig bag sorgen og tabet. I hvert fald er du det i mine øjne, og jeg ved godt det måske ikke er så stor en hjælp. Måske det kan hjælpe dig, hvis du kommer lidt væk?"

Hun brummede eftertænksomt. Brêgo havde været væk noget tid fra flokken før, for at lede efter denne hoppe. Måske var det tid til, at han drog på endnu en vandring - men denne gang i søgen efter sig selv?

[34]

[18]

Denne gang rystede Brego atter på sit hoved. Han var ikke den samme. Måske kunne han se ud som den samme, men det var udelukkende fordi han prøvede på at være den samme. En andre kunne se op til, en andre søgte hjælp hos. Han var ikke længere det glade væsen han engang havde været - og måske afspejlede det sig i han var kommet til Andromeda - en ny chance. Et nyt liv. Muligheden for at lægge det gamle bag sig. Men han havde glemt sin tid før Andromeda og dermed også glemt sig selv.

"Jeg er kun den samme fordi jeg prøver på at være noget jeg ikke er. Jeg er træt. Lyset må have taget fejl da det valgte mig..... Det sidste lange stykke tid har jeg levet på en løgn. Ladet som om alt har været okay, men det har det ikke. Jeg er ikke okay.... Ikke længere.... Jeg har prøvet noget tid væk, men det er ikke nok"

Han havde jo overladt ansvaret for flokken til Illana før mens han tog ud for at lede efter Antheia. Han havde lagt ansvaret væk fra sig dengang, men allerede den gang havde han været ved at tabe sig selv. Det var heller ikke nogen forhastet beslutning han havde taget, men noget der havde været undervejs længe. Flere gange havde nogen behandlet ham anderledes så snart de fandt ud af han stod i spidsen for flokken - allerede der havde han følt ubehag ved det, og det var ikke blevet bedre siden dengang.

"Jeg kan ikke hjælpe andre ed at finde vej, hvis jeg ikke kan finde mig selv. Jeg kan ikke længere stå i spidsen for Teylar....."

Illana, den gyldne, som stod side om side med den rødbrogede Brêgo, mærkede nu Lyset energi; den farve, som Lyset havde indtaget, bredte en sær følelse af magtesløshed i den gyldnes indre. Hun brummede sagte og tippede et øre til siden, men hun forblev stående tæt ved den brogede, med en rolig og afslappet aura. Hun betragtede ham, da han begyndte at snakke, lyttede til hans ord. De ramte hende, det gjorde de - for hun havde ikke haft følelsen af, at den brogede faktisk havde gemt sig så langt væk, og levet med en opretholdt facade. Hun mimrede let med mulen, og først da han var færdig med at snakke, lod hun sine feminine toner høres igen.

,,Det gør mig ondt, Brêgo. Jeg vidste ikke at du havde det sådan, men jeg er glad for at du er ærlig omkring det. Jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe dig, kære Brêgo, men jeg tvivler på jeg kan gøre meget for dig.."

Hun lod sin mule puffe imod ham, og lod den endda hvile imod hans varme pels et øjeblik. Hun kneb øjnene sammen et øjeblik - hans ord om, at han ej kunne stå i spidsen for flokken mere, havde vagt en lille uro i den gyldne hoppes indre. Hvad skulle der så ske? Sidste gang han havde vandret ud, havde Illana haft ansvaret, men det var kun i en begrænset periode.

,,Hvad skal der ske med flokken så? Det vigtigste er, at du finder dig selv. Selvom flokken var dit mål, er du stadig den vigtigste i dit eget liv, Brêgo."

Hun smilede let, inden hun trak sig fra ham igen. Hendes øjne lod hun diskret søge imod hans, hvori sorgen kunne anes. Hun kunne godt mærke på ham, at dette var en svær samtale - men noget i hende sagde også, at netop denne udveksling af ord var vigtig.

[36]

[21]

Brêgo forblev tavs i lidt tid. Selv efter Illana havde sagt hun ville ønske hun kunne gøre noget for ham. Det var der jo. Der var en ting hun kunne gøre for ham, men han ville heller ikke tvinge hende til det, hvis ikke hun ønskede det. Man kunne trods alt ikke tvinge nogen til at gøre noget de ikke ville. Og så længe han ikke ønskede at være spidsen for flokken, ville han heller ikke sige andre skulle være det, for så kunne han lige så godt pine sig selv yderligere frem for andre.

"Der er noget du kan gøre, kære Illana. Men jeg vil ikke tvinge dig til det. Det er dit helt eget valg. Det er okay at sige nej"

Det ville han gerne slå fast først, før han overhovedet ville gå igang med at forklare hvad han ønskede af hende. Brêgo var dog helt sikker på hun sagtens ville kunne klare opgaven - men at kunne og ville var helt forskellige ting. Han havde tit opholdt sig alene og havde ikke rigtig fået knyttet et venskabsbånd til nogen af dem i flokken. De fleste havde han endda kun snakket med en enkelt gang - og oftest på vej mod flokken fordi det var nye i landet. Selvom ingen som sådan havde noget imod Brêgo var Illana mere vellidt. Hun kendte flere, snakkede med flere og mange lyttede til hende.

"Hvad angår flokken er det det jeg gerne vil bede om din hjælp til. Du har før stået for den midlertidigt........ Hvis det er i orden med dig vil jeg gerne gøre det permanent. Jeg stoler på dig. Jeg er sikker på du kan klare det."

Han forholdt sig stille i lidt tid. Gav Illana lov til at indtage ordene, synke dem måske endda. Opfatte hvad det var han ønskede. Hvad det var han ville tale med hende om i første omgang. Det havde jo ikke været meningen de skulle snakke om ham, men det havde alligevel været nødvendigt for at hans tanker og ønsker skulle give nogen som helst mening.

"Jeg kræver ikke et svar lige nu........ Jeg ved det er vigtigt at træffe det rigtige valg. At mærke efter hvad man selv vil. Jeg vil hellere give dig tid til at tænke frem for at risikere du siger ja til noget du vil komme til at fortryde kort tid efter."

Illana lod ham forblive tavs. Hun blev ved hans side og forholdt sig så roligt hun kunne; selvom hendes indre bød hende at søge ham nærmere, tilbyde ham trøst og nærværd. Dog vidste hun, at ikke alle brød sig om at blive omfavnet, når man havde brug for tid til at tænke, og Illana havde en lille fornemmelse af, at Brêgo havde brug for pladsen, men samtidigt hendes nærvær. Så hun forblev tæt ved ham, men lod ham få sit tænkerum. Hun tippede et øre i hans retning, da han varme stemme begyndte at udforme ord, og en smule overrasket vendte hun hele hovedet imod ham.
Der var noget hun kunne gøre for ham - for han bad hende om at hjælpe med flokken. Han gjorde det klart, at hun ikke skulle føle sig tvunget, og at hun kunne sige nej; men i Illanas hjerte stod svaret tydeligt, allerede inden han havde snakket færdigt. Men hun ventede pænt, og da han selv gav hende tid til at tænke, sendte hun en lille taknemmelig brummen imod ham. Selvom hendes hjerte talte sandt, var det sundt for den gyldne hoppe at overveje det én gang mere, inden hun sagde ja. Efter lidt rømmede hun sig og lod sin mule puffe blidt imod hans rødbrune pels.

,,Det er et stort ansvar kære Brêgo, men Teylar er mit hjem. Jeg vil gerne overtage det ansvar, som har hvilet på dine skuldre - jeg kender flokken og dens medlemmer, og for mig er det et ganske simpelt valg."

Hun smilede let, inden hun et øjeblik lod panden hvile imod hans bredde hals. Hun trak sig lidt efter, da Lyset begyndte at skifte farve; det blev mere hvidt igen, og stråler begyndte at brede sig fra krystallen. Lysets energi rakte ud omkring de to, og en anelse forundret tillod Illana sig at betragte det et øjeblik. Lyset havde sit helt eget liv, og dette var et af de mere specielle øjeblikke, som Illana havde oplevet.
Den rene energi lagde sig tæt omkring dem, og lidt efter søgte den ned imod den krystal, som Brêgo bar - kongestenen. Her var det som om den magiske energi de to besad forenede sig, og Illana mærkede en lidt tættere samhørighed med den brogede. Hun brummede forundret, inden hun smilede en anelse bredere. Selvom hun ikke direkte følte hvad den brogede følte, kunne hun meget svagt fornemme hans bekymring - men også en lettelse. Det var det rigtig valg for ham, og Illana var sikker på, at han nok skulle finde sig selv igen og blive den hingst, hun både beundrede og holdt af.

[3]

[2]

"Det glæder mig... Meget endda.. Jeg kan ikke se hvem jeg ellers skulle overlade Teylar til. Og hey..... Der er ingen der siger det skal være en hingst, vel?"

Et lille næsten muntert smil dukke lige så stille op. Det sidste var jo både noget han mente, men også noget der blev sagt lidt i sjov. Brêgo tog en dyb indånding, og lukkede luften langsomt ud, som havde han en masse at tænke over. Men egentlig var det slet ikke tilfældet. Han havde lige sluppet meget af det, der ellers fyldte i hans hoved og hans hverdag, og som havde gjort det svært at huske på også at tænke på sig selv. Det var vigtigt ikke kun at tænke på alle andre. Som Illana lagde sin pande mod hans hals, drejede Brêgo hovedet en smule om mod hende for at sende et lille nip i hendes retning. Selvom han aldrig rigtig havde haft noget imod kontakt med andre, var det alligevel den gyldne hoppe altid - uden undtagelse, måtte stå tæt op af ham. Skulle han vælge en og kun en der måtte have den form for kontakt til ham resten af livet, ville det være hende - Med mindre Antheia var til stede.

Hans største udfordring, nu hvor flokken ikke længere var hans ansvar, var at finde sig selv. Hvor skulle han start? Hvordan skulle han gøre det? Ville det komme helt af sig selv, hvis han lod være med at tænke på hvad andre tænkte om ham? Skulle han skifte sit navn og rulle sig i mudder til ugenkendelighed og tage den derfra med et skridt af gangen?

Brêgos opmærksomhed faldt ned mod stenen om hans hals. Selvom han ikke kunne se meget af det der foregik, kunne han alligevel fornemme der skete noget. Hvad det helt præcist betød havde han absolut ingen anelse om.

"Hmmmmm... Det har jeg aldrig oplevet før..... Hvad betyder det?"

Brêgo's ord om, at lederskabet ikke behøvede gå til en hingst, glemte Illana i første omgang at svare på. Lysets reaktion på Brêgo's energi stjal al hendes opmærksomhed - men hun hørte hans ord, og inderst i den gyldnes sind, hørtes en varm latter. Hun måtte skrive sig bag øret at svare på det, når hun havde fundet ud af hvad der foregik omkring dem. Illana brummede sagte, imens hun forsøgte at betragte Lysets energirige stråler, der lagde sig omkring Brêgo's kongesten og nærmed blev ét med den. Illana havde kortvarigt kunne fornemme nogle følelser, som hun ikke var sikker på hvem tilhørte, eller helt præcist hvad de betød - men snart blev denne kontakt brudt og Lyset fald ligesom til ro igen. Illana tyggede eftertænksomt, inden hun lod blikket søge imod Brêgo igen.

,,Jeg.. Ved det ikke. Men jeg har en sær fornemmelse af, at tingene nok skal gå.."

Hendes ord var en anelse fjerne; hun kunne ikke sætte ord på, hvad der var sket, og de fornemmelser hun havde var vage. Men noget i hende sagde, at den brogede nok skulle finde sin vej; om det ville være let eller svært, bringe på mange forhindringer eller slet ingen, kunne hun dog ikke gisne om. Hun rystede sin krop over, da Lyset var faldet helt til ro, og skubbede så en anelse drillende til ham med bagparten.

,,Det er der ikke.. Og måske kan hopper gøre det ligeså godt, som hingste kan"

Sagde hun nu, med de milde, om end friske toner. Det var som om Lysets lille handling havde efterladt den gyldne med en smule ungdommelig energi - selvom de lige havde stået fordybet i et svært og tungt emne.

[7]

5

Brêgo måtte smile en anelse. Han kunne ikke andet end beundre Illanas tiltro til alting. Selv var han ikke helt lige så sikker på alt nok skulle gå, og alligevel, som han stod der ved siden af hende, var der en form for ro, hvilende over hans store korpus, der gav ham fornemmelsen af hun måske alligevel havde ret. En lille latter kom snigende frem. En mild en af slagsen og med varme over sig.

”Jeg er sikker på de kan gøre det endnu bedre”

Ordene mente han. Selvfølgelig kunne de det. Han ville nødig stille sig i vejen hvis en mor skulle beskytte sit føl. Han var derfor også rimelig sikker på en hoppe sagtens ville kunne beskytte flokken. Flokken var som et føl, men i stedet for en enkelt sjæl var den mange. Lige så stille falmede smilet væk igen, som latteren ophørte.

”Har du nogensinde haft fornemmelsen af at din rolle i livets spil er ved at nå til dens ende?”