Fillies at play (Tára)

Nappet, som ramte den sorte Tára's side, fik hende til at hyle op i en blanding af overraskelse og grin. Hun krængede kroppen lidt undværende til siden selvom det var for sent - hun 'var' den nu, og det var en udfordring hun ikke var sen til at tage op. Hun brugte et øjeblik på at finde balancen igen på alle 4, og prøvede samtidig at koncentrere sig om de hop, som hendes veninde gjorde sig. Det blev derfor en lidt kluntet landing, men da hun havde alle 4 ben på jorden igen, satte hun af og kastede sig fremad imod Nix, i et lidt overilet forsøg på at fange hende. Tára var endnu ikke en elegant sjæl og havde ikke helt styr på at koordinere hendes krop, så hendes forsøg var langt fra indenfor rækkevidde af Nix; men det gjorde det ikke mindre sjovt! Hun var snart i galop og havde kursen direkte imod den snefnugdækkede hoppeplag.

[3]

12

Bare for at give sin nye legekammerat en chance for at følge med, havde Nyx sat farten ned til en trav med høje løft og halen lige i vejret. Det varede dog ikke ret meget længere end nogle flere skridt før hun endnu en gang måtte sætte farten op for ikke alt for hurtigt at blive indhentet af den anden. Da hun nåede det store træ, hvor de var startet, drejede hun omkring det som om hun ville kunne gemme sig bag det for lige at få pusten. Selvom hun var vant til at spæne rundt var det jo alligevel hårdt med alt den spænding samtidig. Hendes fars konkurrence-gen sad jo også i hende og skyndte på hende så hun ikke bare lod sig blive taget igen.

Grinet kunne endnu høres fra den unge Tára, som næsten synes det var pirrende at se den adrætte Nix sætte farten ned og danse afsted i trav, for at give hende chancen for at fange hende. Hun gjorde hvad hun kunne for at øge sin fart og sætte kraftigere af, men hendes klodsethed gjorde bare, at det tog hende længere tid end hendes veninde at opnå høj fart. Dog lykkedes det hende at komme tæt på igen, og hun strakte sig så lang hun var - men endnu var det ikke nok.
De fortsatte og nåede nu det store egetræ; og da Nix smuttede den ene vej rundt, vendte Tára sin retning og hoppede mindre elegant den anden vej rundt, for at fange hendes veninde på den anden side.
Hendes flanker hævede og sænkede sig hastigt og næseborene var fuldt udspilede; det var hårdt og hun var forpustet, og det var ikke sikkert hun kunne holde tempoet oppe særligt længe endnu. Derfor var det her hendes sidste chance hvis hun skulle "vinde" legen inden hendes energi var opbrugt for denne gang.

[1]

1

Et skingert hvin af overraskelse og morskab forlod Nyx da Tára havde taget den anden vej rundt om træet. Nyx måtte sætte hovene i jorden for at bremse meget brat, og vende rundt på næsten ingen tid. Noget der fik hende til at miste balancen, fordi de lange stænger ikke helt fulgte med som hun gerne ville have. Hun endte også med at vælge over sine egne ben, og tog en lille trille tur i græsset inden hun igen var oppe at stå. Pulsen var høj og hun måtte trække vejret med hurtige åndedrag. Det var som om hun ikke kunne få nok luft ned i lungerne af gangen og derfor var der heller ikke meget luft til ord. Den smule der var tilbage blev i stedet brugt på latter.

Tára hylede nærmest op på samme tid som hendes veninde Nix, da de mødtes på den anden side af træet. Tára selv satte helt instinktivt farten ned, for ikke at trumle direkte ind i Nix, selvom legens formål var at fange hende; men hun ønskede ikke at skade hendes nyfundne ven. I stedet prøvede hun lidt akavet at hoppe udenom, imens Nix vendte rundt og derefter mistede balancen. Tára's muntre hyl blev kortvarigt erstattet af en bekymret tone, men hun nåede dårligt at reagere, førend Nix var på sine ben igen og latteren fyldte atter Tára's ører. Et bredt smil kom derfor hurtigt frem på den smalle mule igen og forpustet forsøgte Tára at hoppe efter Nix igen - men måtte snart indse, at hun ikke havde mere energi at tage af. Derfor stoppede den unge sorte hoppe op og forsøgte ihærdigt at få styr på sit åndedrag og kontrollere latteren, der nærmest uhæmmet havde overtaget hendes spinkle krop, alt imens hendes blik hvilede imod den snefnugdækkede Nix.

[1]

3

Nyx lod sit flugtforsøg ophøre da Tará lod til heller ikke at have så meget mere energi tilbage i kroppen. Stadigt grinende, lod Nyx hendes hove bære hende tilbage til veninden i ganske almindelig skridt, men alligevel med lidt mere energi i sine bevægelser, end hvis hun bare gik for at gå. Kroppen summede stadig af energi efter deres leg, men det var ikke noget der ville blive ved. Da hun nåede hen til Tára, sendte hun et par drillende nap ud efter hendes man og ene øre, inden hun smed sig i græsset. Vejrtrækningen var ved at være på plads igen, men energien der havde lagt sig, skulle lige genoplades før hun havde mulighed for at fyre sådan en omgang krudt af igen. Men den tid hun havde været optaget af leg, var tid hun ikke havde brugt på at vente på hendes far skulle komme hjem. Tid hun ikke havde bekymret sig om, hvorvidt hun var blevet ladt alene, for hendes far var den eneste forælder hun havde tilbage.

Tára hævede den slanke hals for at imødekomme Nix da hun kom tilbage til hende, og så snart den snefnugdækkede hoppe begyndte at nappe ud, gengældte Tára det uden tøven. Dog nappede hun ikke ud for at "fange" eller lægge op til yderligere leg, der lå en form for afslutning i hendes nap, om end de stadigt var drillende.
Hendes flanker var efterhånden ved at finde deres vante rytme igen da Nix lagde sig i græsset - og hun var ikke lang tid om at følge trop. Hun lagde sig helt automatisk så tæt på Nix som muligt, som hun altid gjorde det med sin tvillingesøster. Hun skævede kort ud over engen, for at se om hun kunne se sin mor, og hvis hun kneb øjnene sammen kunne hun lige ane den stjernedækkede Leonora sammen med hendes søster nede i den anden ende af engen. Et varmt smil tegnede sig om hendes mule, inden hun så tilbage på Nix - hun var ganske tryg og glad i hendes selskab og havde lige nu ingen trang til at vandre hen til sin familie.

,,Hvor Nix mor?"

Spurgte hun efter lidt. Hele legen var egentlig startet ud med, at Nix havde spurgt hvor Tára's mor var, og nu hvor hun egentlig havde fundet hende, blev hun også nysgerrig på hvor Nix' mor mon var henne. Hun måtte næsten være i flokken også, siden Nix boede her - eller, det regnede den unge Tára blot med, eftersom alle hun havde mødt indtil nu, havde boet i Teylar ligesom hende selv og resten af hendes familie.

[2]

6

Nyx tog sig god tid til bare at ligge og slappe helt af. Hun nød det. Bare at kunne ligge der, og hygge sammen med sin nye veninde... Eller…. I hvert fald indtil der blev spurgt ind til hendes mor. Ørerne gled langsomt ud til hver sin side og udtrykket i de brune øjne blev en anelse mere trist.

”Jeg har ikke nogen mor”

Selvfølgelig havde hun haft en, men hendes mor var der ikke mere. Ikke i flokken, ikke i Andromeda. Hvad der var sket med hende var uklart og det lod ikke til ret mange anede hvem hun overhovedet var, men hendes far gjorde og det var det vigtigste. Men han vidste ikke hvad der var sket, og Nyx havde ikke lyst til at snakke om hvad der var sket den dag hun mistede sin mor, og hendes far var derfor også holdt op med at spørge.

”Jeg har kun far og han er væk”

Tára lagde godt mærke til at Nix pludselig virkede en smule trist, bedst som de lå der og puttede. Tára puffede både undskyldende og spørgende imod sin veninde, og der gik kun et øjeblik før hun fik svaret på den tristhed som var gledet over Nix.
Som Tára forstod det havde Nix ikke nogen mor. Kort skævede Tára i retningen af sin egen mor og søster, og bare tanken om at hendes mor ikke fandtes gjorde også den lille Tára ked af det. Hun kneb sine øjne sammen og gumlede en anelse, inden hun vendte blikket tilbage på Nix, som nu sagde at hun kun havde en far, men at han var væk. Det meste af tiden var den sorte Tára's egen far også væk, så mon ikke Nix'es far kom igen? Det var åbenbart en ting fædre gjorde. Dog lod hendes mor ikke til at være bekymret for det.

,,Du.. Låne mi'in mor?"

Forsøgte Tára sig. Hun kunne absolut ikke se nogen skade i at få en søster mere - og det var hun sikker på at Tauriel heller ikke ville have noget imod! Derpå puttede hun sig lidt mere ind til Nix igen, i et forsøg på at opmuntre hende. Tæthed virkede altid med hendes søster, så måske virkede det også med Nix?

[3]

7

Nyx rystede lidt på hovedet. Selvfølgelig var det et sødt tilbud, men den slags tænkte man jo ikke på når man var så ung som Nyx var. Nej, hun havde allerede en der fungerede som en slags mor uden at være en mor. En der holdt øje med hende indtil hendes far kom hjem. Tiks mor. Det var ikke det værste der kunne have hændt hende. Der var tilmed også den store sorte hingst, der havde forbarmet sig over hende, og besluttet sig for at passe på hende. Beskyttere havde hun nok af, men opmærksomhed kunne hun aldrig få nok af.

”Jeg har Tiks mor… Hun’ også sød”

Når alt kom til alt havde hun egentlig fået nogle gode egenskaber med fra sine forældre. Hendes far var meget god til at klare sig selv og var egentlig også meget selvstændig som lille. Nyx selv havde også brugt nogle dage, hvor hun måtte tage vare på sig selv, men hvor mange havde hun ikke tal på. Den slags tænkte hun ikke over den gang, men det var mere end en enkelt og langt flere end en så ung sjæl burde udsættes for. Det kunne være dét, blandet med hendes mors opmærksomheds søgende væsen, der gjorde Nyx til tider kunne være lidt for opmærksomhedskrævende og godt kunne lide at være i centrum.

Den lille Tára som var noget yngre end den snefnugdækkede Nix havde efterhånden lagt sig rigtig godt til rette. I hvert fald gjorde hun ikke meget ud af at flytte på sig, men ville selvfølgelig gøre det, hvis hendes veninde ikke ville ligge så tæt, eller hvis hun skulle hjem - hvor det nu end var.
Hun lyttede interessant da Nix fortalte at hun allerede havde en mor og et øjeblik så den unge Tára ganske forvirret ud. Hendes sprog var endnu ikke så udviklet, og sommetider kunne hun godt have svært ved at forstå hvad der blev sagt. Somhun forstod det, var det dog ikke Nix' mor, men en hvis navn på tæt på hendes eget - nemlig en Tiks. Måske havde Tiks lånt hende sin mor, ligesom Tára havde tilbudt det? Hun mimrede med den lille mule inden hun krængede mundvigerne op i et smil.

,,Hvem er Tiks?"

Spurgte hun så. Hun var generelt en nysgerrig sjæl når først man kom lidt ind på livet af den ellers lidt generte Tára og hun ville da frygtelig gerne vide hvem Nix boede sammen med. Måske kunne de alle sammen lege en dag!

[4]

# 13

Nyx var egentlig ikke helt sikker på hvad hun hed. Hun plejede jo bare at kalde hende for ”Tik’s mor”. Men hun kunne sagtens beskrive hende på en måde der gjorde det nemt for andre at genkende hende. Sådan var det med vogterne. De skilte sig alle sammen ud på hver deres måde.

”Tik er min bedste ven. Hans mor er hende med blomsterne i manen..”

Godt nok havde hun hørt hendes navn nogle gange, men navne hang ikke altid fast. Kælenavne var meget nemmere at huske på – især fordi hun selv kunne opdigte dem når det endelig skulle være. Nyx kvalte et lille gab, og lagde hovedet mod sine forben for at lægge sig godt til rette.

”Hvem er din mor?”

Selvom trætheden langsomt var kommet snigende, og den unge Tára egentlig sagtens kunne lægge sig til at sove, så virkede hun som sådan ikke træt. Hun så opmærksomt på den snefnugsdækkede Nix, og spærrede næsten øjnene op da hun sagde, at Tiks mor var hoppen med blomsterne i manen. Tára kunne godt huske at hun havde set hende på afstand, men hun var aldrig blevet præsenteret for hende.

,,Du’ heldig”

Fik hun sagt som en hentydning til, at hun måske var lidt misundelig på at Nix havde en så sej mor. Tára var på ingen måde utilfreds med sin egen mor og søster – tværtimod – og selvom hendes egen mor havde et ganske særligt udseende, så var der bare noget flot og sejt over blomsterhoppen. Hun smilede bredt, da hendes veninde måtte kvæle et lille gab og kort efter nappede hun forsigtigt ud efter hendes mule. Dog gav det bagslag i den forstand, at Tára nu selv fik trangen til at gabe, og hun var ikke lige så god til at undertrykke det.

Da først hun havde fået lukket mulen ingen med en tilfredsstillende smasken, så hun atter nysgerrigt imod Nix, som nu spurgte hvem Tára’s mor var.

,,L’nora”

Fik hun fremstammet. Hun var endnu ikke så god til at forme de lange navne, og så var det så sjældent at hun faktisk skulle udtale sin mors navn, og ikke bare sige mor.

,,Hende med stjerner”
[2]