Fillies at play (Tára)

Der var ikke så forfærdeligt meget at lave lige den dag. Solen var fremme men ikke bagene. Der hang nogle skyer på himlen der ikke så ud til at give regn, men som måske godt kunne give et skyl om natten eller dagen efter. Hendes far havde været væk et stykke tid, men var stadig ikke kommet hjem endnu. Det var på sådanne dage Nyx savnede sin mor. Hun huskede ikke meget, men hun huskede hendes duft og hendes stemme.

Nyx gav et lille kaldende vrinsk fra sig, velvidende at hendes mor i hvert fald ikke ville besvare det. Det havde hun ikke gjort længe. Heller ikke før hun var blevet taget med til Teylar. Efter et halvt minuts tid uden at røre på sig, andet end ørene der vippede rundt i alle retninger for at lytte, begav Nyx sig fremad uden nogen bestemt destination. Hvis hun nu var heldig, kunne hun finde nogen at trække noget opmærksomhed fra - Eller nogen at lege med, selvom det ikke var lykkes endnu inden for flokkens område. Det gik lige da hun endnu ikke var blevet slæbt med derhen, men også da hun havde stået ved grænsen til Teylar, ved den blomst hun ikke måtte gå forbi, men alligevel havde gjort det fordi hun kunne høre en gammel legekammerat, Tik.

Det hørte til sjældenhederne af den lille ibenholtsorte Tára bevægede sig langt væk fra sin søster Tauriel og deres mor. Hun søgte altid trygheden, og det at stå på egne ben havde altid været lidt skræmmende for den lille, spinkle hoppe. Dog havde hun lige netop i dag fundet et gram mod, og derfor var hun stavret ud på de lange ben, for at undersøge området omkring det træ, som de boede under.
Hendes lille mule undersøgte alt den kunne komme i nærheden af - grene, græsstrå, sten, insekter. Hun prøvede at binde alle de ting sammen med deres særlige dufte og udseende, men endnu var hun ikke så god til at skelne imellem landets forskellige ting og sager.

Bedst s om hun var fordybet i sin udforskning af en bunke blade der lå i græsset, tæt op af nogle træer, hørtes et vrinsk. Instinktivt svarede den unge Tára med en lys stemme, uden at skænke det en tanke, at hun svarede en hun slet ikke kendte. Hun trak hovedet op fra bladende og spejdede efter den, som havde kaldt - det måtte jo nærmest være hendes søster; og ukritisk som hun var, undrede det hende ikke, at hendes søster i så fald havde ændret stemme. Det var først da hun så den anden, en lille sort som hende selv, med nogle spættede hvide aftegn der løb langs hendes flanker og hals, at det gik op for hende, at hun var kommet til at give sig selv til kende overfor en fremmed. Først blev den lille Tára usikker, og så sig om efter sin mor og søster. Dog kunne hun ikke se dem, og efter et øjebliks tænkepause, besluttede hun sig for at sætte imod dette ukendte føl, som var ca. på samme størrelse som hende selv. Måske hun kunne søge noget tryghed fra hende?

[1]

Det var et fremmed svar. Ikke et hun havde hørt før, men det lød alligevel til at komme fra en der var ung. En der ikke var lige så stor som Brêgo. Hovedet blev lagt på skrå mens hun nærmede gik i retningen svaret kom fra. Ganske rigtigt var der også en ung en. En på hendes størrelse næsten. Ikke samme farve som Tik, men næsten samme farve som hende selv og så alligevel ikke. Hun havde ikke de hvide striber og Nyx havde ikke den underlige klat i hovedet. Nyx’ hale svingede fra side til side som den glade lille hoppe hun var, men også fordi hun var blevet vant til der var de små flyvende kryb der godt kunne lide at sætte sig på hende og nappe og bide.

”Hej!”

Den fremmede, som var ca. samme størrelse som den unge Tára, kom hende snart i møde. Hoppeføllet som nærmede sig var sort - som Tára selv - men havde særlige hvide striber på sin krop. Tára blev straks forundret over dette 'fremmede og anderledes' udseende, som hoppeføllet bar; hun var vant til sin mors, fars og søsters. Hun brummede en anelse muntert, men stadigt med søgende mine; hendes længsel efter tryghed overtrumfede stadigt hendes nysgerrighed, som blomstrede i hendes indre.
Snart var de to ganske tæt på hinanden, og den fremmede hilse Tára an med et 'hej'. Tára kendte godt ordet og lyste lidt op i et smil - eftersom hun ville hilse på hende, var der stadigt en mulighed for, at hun var venlig nok til at ville beskytte hende.

,,Hej! Tára! .. Du?"

Hun kunne efterhånden sige sit navn ganske klart og tydeligt, uden at snuble i lydene. Længere sætninger voldte stadigt den unge hoppe, med guldfarvede lokker, en anelse besvær. Hun rakte en anelse følende sin mule frem, som kunne hun ikke se den fremmede og forsøgte at finde hende i blinde. Hun var forsigtigt, men alligevel tydelig i sit kropssprog - hun ville forfærdelig gerne tæt på, men turde ikke før den fremmede havde sagt god for det.

[3]

3

Ligesom det andet hoppeføl, strakte Nyx sin hals frem og mimrede svagt med mulen mens hun så den anden an. Det var den første hun havde set på sin egen størrelse ud over Tik. Så der var flere små som hende selv. Flere at lege med og ikke kun de store der ikke altid havde lige så meget energi til at lege som hende selv. Det var heller ikke altid de havde tid til at give hende den mængde opmærksomhed hun krævede af dem. Det var svært at være lille, hvis man spurgte Nyx.

”Nix”

Svarede hun med en logrende hale. Det var sådan hun havde lært sit navn. Det var ikke blevet rettet på, for hendes mor var væk og hendes far havde et ærinde uden for flokkens område hvor hun ikke måtte komme med. Selvom han havde sagt han ”snart ville være tilbage” var han endnu ikke dukket op endnu, og Nyx havde ikke længere tal på hvor mange gange solen var stået op siden. Talefejl var der ikke mange af, men hendes eget navn forblev Nix.

”Hvor din mor?”

Da den fremmede sorte med snefnug hængende på sin side og strakte sin mule frem, gumlede den unge Tára en anelse underkastende, inden hun forsigtigt duttede mulen imod hende. Hendes lidt lange ører blev vippet frem, da hun præsenterede sig - Nix hed hun, og allerede nu følte Tára sig meget mere sikker, fordi den fremmede ej længere var en fremmed. Nu var hun Nix. Et smil bredte sig om mulen på Tára, og hendes gumlen stoppede.

,,Jeg Tára!"

Sagde hun så hurtigt, at hun næsten snublede over sine ord. Hendes mor havde - i hvert fald forsøgt at - opdrage hende med gode manére. Nogle gange glemte hun dem bare, hvis hun blev særligt ivrig, usikker eller på anden måde bragt ud af balance. Et nærmest tandløst smil tegnede sig om den lille mule, inden hun lod halen vifte ivrigt omkring hende.

Nix spurgte indtil hendes mor, om hvor hun var. Nærmest øjeblikkeligt stoppede den unge hoppe al bevægelse, imens hun grænskede sin hukommelse. Hvilken vej var det nu hun var gået? Efter at have stået forstenet et øjeblik drejede hun hovedet og nikkede i den retning, som hendes mor, far og søster var.

,,D..én ve!"

Sagde hun atter med usikre ord, men sikker stemme. Hun havde endnu svært ved at mestre det at sammensætte lydende til de rigtige ord, men hun håbede at Nix forstod. Derpå så hun tilbage på sin nye veninde, inden hun nærmest hoppede frem imod hende, for at igangsætte en leg. Det synes den unge Tára var langt sjovere end at snakke; for det krævede meget energi af hende at tænke og omforme hendes lyde. Et lille grin forlod hende, og med ét var alle bekymringer borte fra det sorte hoppeføl.

[5]

14

Ordene havde Nyx meget svært ved at forstå. Hun havde alligevel selv mere styr på det, og var derfor nok også en smule ældre. Alligevel kunne hun godt gætte sig frem til svaret. Nogle gange var det nemmere med kropssprog, for det var at snakke samme sprog. Selv voksne kunne være svære at forstå fra tid til anden – især når de snakkede med hinanden.

Idét den anden lille hoppe sprang frem, var Nyx hurtig til at springe til siden og kaste sig ud i en række små buk. Hun søgte dog aldrig ret langt væk fra Tará. Hun vendte rundt før hun kom for langt væk, og kastede sig fremad på vej tilbage for at udfordre hende til en omgang fangeleg. Det var ikke alle der gad – især ikke de voksne. Kun nogle gange kunne hun lokke andre med til det. Tik var den hun oftest kunne regne med, men hun kendte heller ikke så mange andre end ham, der var på hendes alder. I hvert fald ikke indtil hun havde spottet den anden lille hoppe.

Tára fik ikke held til at fange den sorte med de hvide snefnug på kroppen; men det slog hende ikke helt ud af spillet. Hun grinede muntert da den anden lystigt hoppede frem i en række krumspring, og lidt forjaget forsøgte Tára at gøre hende kunsten efter. Dog viste det sig at være en manøvre som krævede lidt mere kontrol over de lange lemmer, end Tára endnu havde, og derfor blev det blot til nogle halvkluntede hop. Grinet og smilet fortsatte dog, og da den snefnug dækkede Nix kom hende imøde igen og udfordrede hende til en omgang fangeleg, var hun ikke lang tid om at kaste sig efter hende på ny. Hun brugte et par trin på at skifte fra nærmest stillestående, til galop og derefter lænede den unge Tára sig en anelse frem, for at forsøge at øge sin skridtlængde. Det lykkedes hende også ganske godt, og inden længe var hun godt på vej imod Nix med ørerne rettet helt fremad. Hun lod et muntert hyl forlade hendes krop, nærmest for at signalere at nu ville hun fange Nix; måske ikke den bedste strategi, men nu var Tára skam heller ikke ude på at skjule legens formål, og det virkede heller ikke som om Nix ønskede det, når hun selv havde opfordret til fangeleg.

[1]

2

Nyx var meget hurtig. Især når hun virkelig kastede sig selv fremad. Hun havde det fra sin far. Farten, eventyrlysten, det bekymrings fri sind og ikke mindst det store lege-hjerte. Hun var lidt større end den anden lille hoppe og havde mere kontrol over sine ben, så det kom nok ikke bag på nogen hun ville kunne løbe fra det lille væsen. Men hver gang Nyx drejede havde hun jo muligheden for at skære noget afstand væk ved at skære ”hjørner” væk… Og Når Nyx kom lidt for langt væk, satte hun også gerne farten en anelse ned, så den anden havde en chance for at følge med. Glad for nogen gad lege med hende og den opmærksomhed hun også fik, kunne hun ikke lade være med at bryde ud i et lille grin hver gang Tára kom tæt på.

Den lidt større Nix var hurtig, og der gik ikke længe før Tára indså, at hvis hun skulle fange den adrætte snefnugdækkede hoppe, måtte hun bruge andet end sin fart; for mildest talt kunne hun blot ikke følge med. Dog gjorde Nix det en anelse lettere for hende, ved at sænke farten af og til, når hun kom for langt væk, og muntre og beslutsomme hyl forlod den sorte Tára, hver gang hun var lige ved at nå hende! Hun ville fange hende, og selvom det sorte hoppeføl ikke havde hurtigheden, så var hun ganske udholden taget sin alder i betragtning. Når Nix grinede fik det blot den unge Tára til at forsøge at løbe endnu hurtigere - for hun syntes det var sjovt! Hun nød generelt når andre lo og var glade, for det smittede så meget af på hende selv. Man kunne sagtens kalde hende let påvirkelig, og hun tog ofte andres reaktioner ganske tæt ind på livet af sig selv; hvilket også var grunden til, at hun ofte blev utryg eller ked af det, hvis hun befandt sig med alvorlige sjæle. Sammen med Nix var der dog ingen kvaler, og selvom de to knapt kendte hinanden, var Tára allerede helt tryg.
Da Nix drejede efter lidt tids jagt, fik Tára skåret tilpas meget af hjørnet af. Hun var nu SÅ tæt på hun overhovedet kunne komme og rakte forventningsfuldt sin mule frem for at "fange" hendes nye veninde.

[3]

4

Nyx, ung og naiv, var fuldkommen fri for bekymringer det meste af tiden. Det eneste tidspunkt de dukkede op, var når hun ikke var underholdt af andre. Når hun ikke havde noget selskab eller noget opmærksomhed fra andre. Når hun var helt mutters alene og kunne lade tankerne ligge på det store spørgsmål: Hvor var hendes far? Men hendes far var mildest talt ubrugelig lige i det øjeblik. Han ville alt for hurtigt kunne fange hende, og selvom hun nød at lege med sin far, holdt hun lige så meget af at lege med dem på hendes egen alder – eller ligesom den lille hoppe, dem der var en lille smule yngre.

Hun kastede et blik hen over skulderen da det gik op for hende, hvor tæt den anden var på at nå hende. Alt for tæt, hvilket resulterede i hun ufrivilligt satte farten op uden helt at have styr på sine egne ben og i stedet endte med at trille rundt i græsset efter at være blevet ”fanget”. Hun var dog hurtigt oppe igen, som om hun ikke havde været nede overhovedet ud over lige for at rulle hen over græsset i en slags undvignings manøvre. Hun havde slet ikke tid til at tænke på at skulle pylre i græsset. Det eneste hun havde i tankerne var at det var hendes tur til at jagte den anden.

Det lykkedes! Følelsen af at have fanget den lidt mindre og utroligt hurtige Nix oversteg forventningerne og Tára hylede op i et grin! Dog blev hendes 'fejring' meget kort, for nærmest i samme sekund væltede Nix forover og slog en koldbøtte, som hurtigt bragte hende på sine ben igen. Tára blev så forstummet over det stunt hendes nye veninde havde udført, at hun nærmest frøs et øjeblik. Hendes lange lemmer fik udført nogle kluntede skridt, som næsten bragte hende selv ud af balance - og kortvarigt vidste hun ikke, om hun skulle søge at trøste, hjælpe eller flygte fra Nix; og næsten for sent fandt hun ud af det. Nix, som var på benene igen, igangsatte jagten og Tára kastede sig bagover med et hylende grin. De lange ben var langsomme om at komme op i fart, men den unge Tára fik lige mønstret nok energi og kraft til at få skubbet sig igang og væk fra Nix - og derpå var jagten startet på ny.

Hun kendte området nogenlunde, og hun vidste præcist i hvilken retning hendes 'hjem' var! Hun begyndte at sætte retningen en lille smule imod hendes mors træ, bare for ikke at komme for langt væk i legens hede. Hun skævede ivrigt tilbage for at se hvor langt væk Nix var - selvom Tára godt vidste, at hun nok ikke kunne løbe fra den snefnugsdækkede hoppe.

[1]

2

Hvinende og grinende fortsatte Nyx efter sin nye veninde. Det blev endda også til et par kåde buk. Hun var dog hurtigt udstrakt og i så høj fart hun kunne presse sig selv til for at indhente hende, men det var ikke en fart hun kunne holde længe af gangen og nåede derfor ikke helt op til det andet hoppeføl. Det afholdt hende ikke fra at strække halsen så langt som muligt for at se om hun kunne nå halen på den anden. Hele tiden var hun dog forberedt på der kunne komme et par baghove flyvende, for hun ville ikke selv have tøvet med at sparke ud. 

Åh, det var nærmest nervepirrende den leg de to unge sjæle havde gang i. Tára kunne næsten ikke være i sin egen krop, og spænding omkring hvorvidt hun blev fanget eller ej, drev hende til sidst til kluntet at skue bagud efter den snefnugsdækkede hoppe. Det fik hende uvilkårligt til at sænke farten lidt, og en blanding af et grin og et hvin forlod hendes mule. Hun endte med at ændre sin gang til nogle kluntede hop, for til sidst at dreje om sig selv og hæve forparten i et legende stejl. Det så hverken yndefuldt eller overvejet ud, men Tára var et stort smil.

[1]

7

At Tára satte farten ned gjorde det muligt for Nyx at indhente hende. Da hun endte med at rejse sig på bagbenene, fór Nyx forbi hende og nappede hende drillende i siden som et ”taget”. Det tog hende lidt tid at nå at bremse, men det lykkedes hende at bremse ved næsten at sætte sig ned. Med små hop og buk, hoppede hun tilbage mod sin nye legekammerat. Hop, buk og kåde, legesyge hvin. Da Nyx endnu en gang stod helt stille var det med hovedet hævet og halen strittende lige i vejret og et par øjne der strålede af ren og skær glæde.