Ideal Illusions [Chaos]

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

I aftens sidste stråler bevægede en rødlig skabning sig fremad. Hun var stille, hendes skridt hurtige men man skulle ikke sige at hoppen var travl. Nej, hun var bare glad... glad og energisk. Skumringen farvede Leventera i varme nuancer af det tidlige efterår, og Fame nød den stille ro inden natten rejse sig over Andromeda. Alene det at være blandt frodigere egne end aske var noget hun nød.
Den rustfarvede stoppede kort op for at se udover de grønne enge. I luften svirrede insekter dovent rundt og enkelte fugle kunne spottes imellem de høje trækroner. Modsat Fohen, var disse dyr ikke tavse men fyldte stilheden med en evig summen eller sang... det var rart. Nogle gange glemte Skyggehoppen hvordan de andre øer så ud, og derfor kunne hun sagtens stå og bare betragte området omkring hende. Selvom asken klædte hende, kunne hun ikke nægte at grønne egne bragte et smil frem på de mørke læber.

"Grik drem..."
Brummede skyggerosen og hørte en lavmælt latter omkring hende. Tusinde skygger der i fælleskab var enige og hvislende gentog hendes ord med en snert af latter. For jah, det var en dyb og idyllisk fred over Leventera. En fred der snart - lå det til skyggerne, ville ændre sig.

WORD COUNT: 206
[20]

Grik drem = Such peace, idyl.

De mørke natte timer havde nu lagt sig over dette sted, et sted han på ingen måde var bekendt med endnu, men han var heller ikke bange for hverken mørket, natten eller de væsner som oftest befandt sig i natten, han var en hingst som havde prøvet det meste. Stilheden i natten dunkle tæppe havde han i nogen år nydt godt af, hans sanser var skærpet om natten grundet hans livstil. Alt var for ham en kamp, alt handlede om at forsvare sig eller kæmpe for det han ønskede eller kæmpe for det man ikke ønskede. De mørke øjne kiggede let over denne eng, en eng som måske tilhørte nogen, men han var ligeglad - lige nu var han på vej igennem landet og hvis han ønskede at være her lige nu og ikke måtte, så måtte nogen komme og få ham væk.

Blikket farede let over engen og nogen fangede hans opmærksomhed, en hest længere væk. De mørke næsebor blev udspilet en smule, som duften af hesten nærmede sig, det var uden tvivl en hoppe -rustfarvet. Noget ved hende var ikke som hos andre hopper, hun havde en aura som lugtede langt væk af noget, men ikke noget han lige nu kunne sætte sine hove på. Det mørke blik betragtede denne nye hoppe, ørerne blev let vippet frem og tilbage imellem hende og stemmerne i natten. Et smæld med den sorte kraftfulde hale brød nattens stilhed.

Den sorte krop stod rank og fast ikke langt fra hende, det eneste som brød den sorte og muskuløse krop var de mange ar, disse har var en del af ham og ikke noget han skammede sig over, hver et ar var en ny historie - et tegn på hans vilje til at leve. Han var kommet tæt på denne hoppe, for trods hans størrelse var han lydløs, han var mørk og faldt godt ind i baggrunden. Han var noget større end denne hoppe, men han havde for længst lært ikke at undervurdere nogen.

Det mørke hoved blev løftet højt, han var en hingst som gik ind for de gamle instinkter, hans stemme var sjældent brugt og hans instinkter og måde at være på var meget primitiv. Dette nye sted afskrækkede ham ikke, han var stadig stolt og ønskede en respekt fra starten, ikke at de andre skulle underkaste sig, men ganske almindelig pli og respekt.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

[Den rustfarvede tiltede langsomt sit hoved på sned. Det fredelige område var smukt, men idet at hoppe med en brummen tilkendegav sin tilstedeværelse, faldt engen hen i tavshed. En dyb tavshed der kun kunne findes i nærheden af rovdyr. For det var hvad Fame var... en jager, hvis nærvær fik fugle og andet vild til at søge væk og gemme sig.
Den rustfarvede hørte en sagte sang, hendes egen nynnen stemte i skyggernes melodi og det smykke område blev fyldt med en sagte og melankolsk lyd. Den var... smuk. Kontra manges forventninger, havde skyggerne en smuk melodi. Deres toner lagde sig som et tæppe i landet, de sorte skygger sang om den fremtid de så Andromeda henlagt i. Den dommedag de ventede. Og Fame, den skyggeklædte sirene nynnede med dem. Hun, dem - de prisede den nat der strakte sig over den røde himmel og så med glødende øjne hvordan solens lys svandt ind. Det var.. smukt.

Og der var nogle med dem.

De vågne skygger hviskede det i hendes ører. En fremmed, en fremmed.... en fremmed betragtede hende, og den bronzefarvede drejede langsomt sit hoved, guidet af skyggernes ivrighed. En fremmed hingst, hvis sorte statur stod lydløst og rank. I det svinende lys ulmede hendes øjne tvetydigt og hun smilede.
Endnu sang Fame. Hendes nynnen steg og faldt med skyggernes og den rustfarvede fangede hingstens blik og holdt det fast. Hvem... hvem var dette? En fremmed, han lugtede af fremmed og den rødliges hvide lokker gled sirligt over halsen idet hun tog et skridt nærmere. En fremmed der dog pirrede hendes nysgerrighed.
Efter nogle sekunder faldt skyggernes sang hen i natten og den efterfølgende stilhed var næsten larmende.

WORD COUNT: 279

[21]

Han var kommet tæt på denne hoppe uden egentlig at prøve og nærme sig. Hun så anderledes ud, hun lignede en som havde prøvet ting og sager lige som ham, lignede end som måske endda var en smule tosset. Men hvem var han på nogen måde til at dømme andre. Hans blik farede kort over hende, før han atter engang kiggede rundt på de omgivelser der bød sig til rundt om ham. Hans blik vendte sig dog øjeblikkeligt at hans hove førte hende et kort skridt tættere på, de sorte ører blev let vippet i nakken og et lidt stramt fnys forlod ham. Dette var på ingen måde en advarsel eller en afskrækkelse af hende, men mere en kort besked om at han på ingen måde ønskede hende tættere på!

Han var en hingst som kun kendte til at skade andre, kun kendte til at blive skadet af andre, så hans grænser omkring andre var mange og han var ikke til at rokke med. Et hårdt smæld forlod den sorte og kraftfulde hale, hans hoved blev løftet højt og selv om han egentlig ikke ønskede selvskab, så var dette måske og måske ikke det værste af slagsen. Denne rustfarvede hoppe var speciel i pelsen. Den lange man som lagde sig let ned over hendes skuldre og den rustne pels var ikke noget man så så tit og slet ikke noget han havde set i hans tid.

Mon denne hoppede ønskede noget specielt hvor han kom fra, der var hopper lige så afkræftede og tynde som halm - de var kun parringsprodukter og intet mindre. Han kom ikke fra et sted hvor følelser på noget man havde, noget man snakkede om eller noget man på nogen måde skænkede en tanke, så hvorfor skulle dette sted på nogen måde være anderledes?

For at vise at han ikke var helt på kampstien, rystede han kort på hovedet og lod den store kraftfulde man svæve let i vinden.. Hvad havde denne hoppe dog at byde på?        

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvede betragtede ham med et smil. Et afslappet smil, et morende smil, et smil der nemmest kunne beskrives som selvsikkert men dog nysgerrigt. Den sorte skabning var... anderledes. Meget anspændt, meget på vaks og Skyggerosen kunne føle hvordan han næppe ønskede hendes nærvær, omend hun kun var trådt enkelte skridt tættere på. Og det... fangede hendes opmærksomhed.
Næppe havde Fame været nem at være omkring. Ligeså venlig og bøjelig som hun kunne være, ligeså provokerende og tirrende kunne hun blive. Hun var flyvsk, den kære Sirene, og med et sind der altid søgte udfordringer fandt hun spænding i at tirre og sanse fremmede sjæle. Sådan havde det været længe... og sådan ville det nok altid være. Skyggerosen ville danse... hun ville dele de flygtige kærtegn såvel som den voldsomme vrede. Hun var et væsen af følelser og levede for de momenter hvor øjnene afspejlede den verden de levede i. En kaotisk, smuk og dog uforudsigelig verden.

Derfor var det hun langsomt trak hovedet til sig, men dog ikke trak kroppen tilbage.

Skyggerosens øjne glimtede i det svindende lys. Ulmede som gløder der kortvarigt blev pustet til, og hun følte hvordan hendes smil blev en anelse bredere. Ikke hånende - næppe hånede hun, men frydede sig over den følelse der spredte sig i hendes indre. En forventingsfuld følelse hun ikke havde haft længe...
Og derpå gik Fame nærmere. Hendes skridt var lette og hendes krop smidig som hun langsomt drejede sin gang til at bevæge sig rundt om Nathingsten. I skumringens sidste lys bød Skyggerosen op til dans, men næppe den hun havde danset tidligere. Nej... dette var en tålmodigheds dans. En måde at lære ham at kende på, betragte hans forunderlige sind og se om den ranke statur ville nægte hende nærmere. Hendes krop talte sproget hun ikke sagde højt.

Ville han vise hende hvem han var?

WORD COUNT: 308

[23]

Hoppen nærmede sig ed lette skridt, nærmest dansende og i et øjeblik betragtede han hende blot - hun var en anderledes hoppe og hun fascinerede ham en lille smule. Men da hendes skridt kom tættere på, blev det ene øre let placeret i nakken, ikke utrygt - ikke aggressivt, men på vagt. Det store sorte hoved blev let løftet og det kolde, mørke blik blev rettet direkte på hende. Hendes krop dansede tættere på, men drejede af og rundt om ham. Hovedet blev holdt stolt og ligeud. Dog var han ikke et øjeblik i tvivl om hvor hun befandt sig. Han hade ikke noget problem med nærhed, eller med at hoppen var tæt på - det som ramte ham, var selve berøringen, han var kodet til at hade berøring - han var programmeret til at tro at alle berøringer var til for at skade ham og om denne hoppe havde mødt hingste som ham før, det vidste han ikke.

Et tålmodigt fnys forlod ham, før han afbrød hendes dans omkring ham, imens hun var ca halvvejs og det mørke blik søgte hendes, han flyttede sig lidt på stedet og smed så med det store hoved. Han var en hingst og han nød på en måde at vise sig frem, men samtidig var han stolt og havde lært ikke unødigt at te sig. Denne hoppe var anderledes, hun mindede ham om den sorte hoppe han tidligere havde stødt på, denne hoppe besad også en provokation og et gå på mod som man ikke kunne tage fra hende - men denne.. hun var anderledes, hun lod til i det mindste at kende grænser, hun prøvede dem men lod til at kende hvor grænsen gik.

Hvem hun var, det vidste han ikke, men for ham var dette egentlig heller ikke det vigtigste ved en samtale eller ved et møde, det hele handlede om kropssprog, væremåde og hvordan man valgte at opføre sig overfor andre og indtil videre var denne hoppe respektfuld, hvilket for ham altid ville være et plus - mon dette ville ændre sig, nu hvor de stod med front mod hinanden og nu hvor han kunne konfrontere hende og se hendes reaktioner lidt bedre ?