A Splash of Silver | Silvara

Langs kysten på Leventera vandrede en gylden hoppe. Illana var langt om længe søgt ned imod havets brusende vand for at nyde det, ikke bare for at rejse videre til en ny ø. Tilfredsheden kunne tydeligt ses på den gyldnes bevægelser og mimik - og selv Lyset om hendes hals glødede i gyldne farver af glæde.
De lysegrå hove var halv begravet i det varme sand, og solens stråler var endnu kraftige på himlen, selvom dagen snart ville gå på held. Af og til rakte havets bølger så langt op over sandets banker, at det lige berørte Illanas hove og det fik den gyldne hoppe til at slå nogle let iltre slag med hovedet. Nok var hun rolig af sind, og sjældent oprørt - men Illana havde iltert blod i sine årer, og man skulle ikke tage fejl af hende. Hun havde energi og temperament, det var bare ofte gemt bag den rolige aura.
Hun lavede et par småhop på stedet, inden hun med en pludselig bevægelse sprang ud i bølgernes inviterende favn. Vandet smøg sig om hendes gyldne sider og lagde den korte pels endnu tættere til kroppen. På en varm dag som denne, var det en rar befrielse at mærke det svalende vand. Hun lod sine forben kastes frem og op, så de brød vandoverfladen og den gyldne hoppe tøvede ikke med at bevæge sig længere ud, så hun snart kunne slippe bunden, og lade sin guldfarvede krop glide frem imellem vandets blå hænder.

[31]

Efter det brutale overfald på Foehn havde Silvara holdt sig meget for sig selv. Hun stolede ikke længere på nogen og havde derfor fundet sig bedst tilpas i sit eget selskab. Men hun var efterhånden begyndt at indse, at hun ikke kunne klare sig alene længere. Hendes mave blev større og større, og hun kunne nedkomme, hvornår det skulle være. Hun havde aldrig nogensinde prøvet at få et føl før, så tanken om at stå helt alene med det ansvar skræmte hende mere end noget andet. Hun havde ingen hingst til at støtte hende, ingen gode veninder til at vejlede hende... Nej, hun var helt alene - og hun var ved at dø af skræk ved tanken om at skulle fole.

Derfor havde hun en dag taget en spontan beslutning. Hun havde hørt om en flok, der holdt til på Leventera og tog imod alle nye med åbne øjne. Teylar. Et lille paradis på jord. Det lå normalt slet ikke til hende at søge ind i en flok, for hun var en enspænder mere end noget andet - men dette kunne hun ikke klare på egen hånd. Hun havde derfor taget svømmeturen fra Chibale til Leventera. Heldigvis var den ikke lang, og på en vindstille dag som denne gik det ganske fredeligt for sig, også selvom hun var højdrægtig.

Hun lå nu og hvilede på strandbredden, let skjult af en klynge træer. Selvom svømmeturen ikke havde været voldsom, så tog det alligevel hårdt på en højdrægtig krop som hendes. Derfor lå hun blot og pustede ud i det varme sand, mens solen tørrede hendes våde skind.
Det gik pludselig op for hende, at hun ikke var alene længere. Langs strandkanten gik en smuk gylden hoppe, der nærmest skinnede og lyste op i solens stråler. Hun var et betagende syn! Pludselig sprang hun ud i vandet, hvor hun begyndte at danse rundt som en smuk delfin, inden hendes hove slap bunden og fik hende til at svømme elegant af sted. Silvara sukkede tungt og nød blot synet, ganske misundelig. Den gyldne hoppe virkede så livsglad, så ubekymret, så fri... Det var længe siden, Silvara sidst havde kunnet føle sådan.

Vandet havde omfavnet Illana, og hun nærmest svævede igennem dets masser. Vinden var ikke særlig stærk denne dag, og derfor truede bølgerne ikke med at flå hende rundt, eller tvinge hende under. Hendes ben, som padlede under vandets overflade, havde derfor ingen problemer med at føre hende rundt; og Illana blev derude, hvor hun ej kunne røre bunden et ganske godt stykke tid. Først da hun mærkede, at hendes krop nærmede sig træthed, søgte hun mod kysten igen. Snart kunne hun røre den bløde bund, og hendes hove gravede sig let ned i det gule sand. Hun brummede tilfredst, inden hun udspilede sine næsebor og prustede et par gange for at få det sidste saltvand ud af dem, og da hun kom helt op på sandets bred, rystede hun den gyldne krop over, så vanddråber fløj omkring hende. Under solens overflade skinnede hendes blanke pels utroligt meget, men det var ikke et syn Illana selv kunne beskue. Hun tyggede let, inden hun med fremadrettede ører kastede et blik over kystlinjen, hvor træerne grænsede helt ned til sandets glohede domæne; og pludseligt begyndte Lyset om hendes hals at gløde anderledes. Fra en varm gul farve, ændrede det sig nu til mere hvidt - en ændring som kunne betyde to ting. Enten var Illana i nærheden af en, som var berørt af Lyset som hende selv; en anden Vogter. Ellers befandt hun sig i nærheden af en sjæl i landet, om hun ej havde mødt før. Mere søgende lod hun nu blikket søge mellem de svalende træers skygge, og fandt pludselig en liggende skikkelse af det reneste sølv. Forundret løftede Illana hovedet og udsende et lille vrinsk, inden hun med naturligt elegante bevægelser satte imod denne fremmede, som havde fundet vej til flokkens område.

[37]

Hun fulgte hoppen med blikket, som hun boltrede sig rundt ude i vandet og lignede noget, der var taget direkte ud af et eventyr. Silvara var virkelig misundelig på hendes smukke udseende; Hun havde altid hadet sin underlige bygning og grå farve... Hoppen steg nu op fra vandet igen, hvilket fik vanddråberne til at skinne mod hendes pels. Hun så næsten magisk ud!
Pludselig var det som om, at halskæden om hoppens hals begyndte at skifte farver. Så hun syner? Det kunne da ikke lade sig gøre! Hun blev hurtigt enig med sig selv om, at det bare måtte være solen, der reflekterede lyset mod halskæden...

Den gyldne spejdede nu ud over landskabet og fik øje på hende. Hun slog hurtigt blikket ned i jorden og fik straks dårlig samvittighed over at have stirret sådan på den fremmede. Et lille vrinsk forlod nu hoppen, inden hun med sine elegante bevægelser begyndte at skridte hen imod hende. Silvara blev kort ramt af usikkerhed. Hun kunne da ikke bare ligge her og ligne et gammelt øg, når sådan en guddommelig skabning kom imod hende! Desperat prøvede hun derfor at komme på benene, men det var som om, at de ikke rigtigt ville virke under hende, og i stedet faldt hun atter til jorden med et lille dunk... Hun udstødte en lille, nervøs brummen og så blot mod den fremmede med skammen lysende ud ad øjnene.

Illana nærmede sig ganske roligt; der var ingen grund til hast. Lyset om halsen skinnede fortsat i den hvidlige tone, og da Illana var tæt nok på, til at se hoppens detaljer, stod det hende klart at hun ej kendte den skimlede hoppe. Det var dog ikke det, der overraskede mest - for hoppen var højdrægtig og virkede en kende nervøs over, at Illana nærmede sig. Illana stoppede derfor op på lidt større afstand end hun normalt ville gøre, spidsede sine ører og prustede sagte med en venlig tone. Hoppen behøvede ikke kæmpe sig på sine ben, hvis hun ej havde kræfterne, og Illana ville give hende den plads hun havde brug for, for at føle sig tilpas.

,,Undskyld hvis jeg forstyrrede dig, du skimle... Men har du brug for hjælp?"

Illana's stemme var mild og afdæmpet på samme tid. Hvis hoppen var afkræftet og ønskede at komme væk fra stranden, så ville den gyldne gerne hjælpe. Det kunne også være, at den skimle højdrægtige hoppe havde en skade - og i så fald var det måske ligefrem vigtigt at få hende væk herfra, hvor hun lå ganske udsat hvis farer skulle komme forbi. Illana sænkede sin slanke hals en anelse, for ikke at virke dominerende - det var den gyldne sjæl på ingen måde.

[6]

Den gyldne hoppe stoppede op på høflig afstand og prustede venligt til hende. Det fik hende kort til at slappe lidt af, da hun fornemmede, at den gyldne gav hende plads og ikke trængte sig på. Den naturlige skepsis og frygt efter overfaldet lå naturligvis stadig i hende, men denne gyldne og smukke hoppe var heldigvis ikke så skræmmende, som hvad man ellers kunne frygte at møde af ondskabsfulde hingste i dette land.

Hoppen spurgte nu i milde toner, om hun havde brug for hjælp, alt imens hun sænkede sin slanke hals for at signalere, at hun ikke var dominerende. Silvara smilede taknemmeligt til hende. Det betød meget for hende, at den fremmede rent faktisk gjorde et stort forsøg på at gøre hende tryg og vise hende, at hun ikke var farlig. Så selvom Silvara var lidt nervøs ved tanken om at skulle sætte en totalt fremmed ind i sine planer, vidste hun også, at det var dét, der måtte gøres - og den gyldne hoppe var trods alt mere tillidsvækkende end en eller anden stor, mørk hingst!

,,Det skal du bestemt ikke undskylde! Faktisk er jeg enormt glad for, at du fandt mig. Ser du, jeg er ny på denne ø og leder efter flokken Teylar. Du skulle vel ikke tilfældigvis vide, hvor jeg kan komme i kontakt med dens leder henne?"

Illana betragtede nøje den liggende hoppe, som i første omgang virkede en smule urolig; hun havde forsøgt at komme til bens da Illana nærmede sig, og der gik et lille øjeblik, inden den skepsis som kunne sanses hos den sølvfarvede emmede ud. Illana brummede mildt, inden hun rettede sine ører helt frem. Hoppen efterspurgte flokken, samt dens leder, og et lille smil faldt over Illanas grå mule. Alt imens begyndte Lyset om hendes hals at gløde mere kraftigt, som blev det nærmest stolt; fordi Lyset var en del af Illana, følte det ligeså det ansvar, som hun havde som leder - og på sin egen forunderlige måde, havde Lyset en form for personlighed. En personlighed, som i dette tilfælde kom til udtryk. Illana måtte fnise en anelse, af de følelser som der bredte sig fra Lyset, inden hun hævede sit hoved lidt.

,,Faktisk befinder du dig i flokkens område. Kystlinjen her er en del af Teylar - og lederen, ja, det er mig."

Det var første gang Illana havde præsenteret sig som 'leder', en titel hun endnu skulle vende sig til. Hun smilede en anelse bredere, inden hun på ny rakte ned efter den sølvfarvede; denne gang en anelse mere indbydende.

,,Mit navn er Illana. Jeg er Lysets vogter og Teylars leder. Hvad kan jeg gøre for dig..?"

Hun trak hendes sidste ord en anelse ud, for at antyde at hun gerne ville høre hoppens navn. Hun trådte en anelse til siden, så hun gjorde plads til hoppens forpart, i tilfælde af hun ville op og stå, og samtidigt var Illana klar til at støtte hende på vejen. Hun viftede et par gange med den gyldne hale inden hun stillede sig parat; men der lå ingen pressende eller afventende mine over den gyldne. Den sølvgrå havde frit valg til at gøre, hvad hun ville.

[14]

Hun så fascineret til, da lyset om hoppens hals atter begyndte at røre på sig. Denne gang begyndte det at gløde i en mere kraftig farve, og reaktionen fik af en eller anden grund den gyldne hoppe til at fnise lykkeligt. Hun tippede hovedet en anelse på skrå og kunne ikke lade være med at smile. Det var altså fascinerende at se på!
Hun lyttede overrasket til ordene om, at hun faktisk allerede befandt sig på flokkens område - og tilmed stod foran lederen! Hun spærrede chokeret øjnene op og bøjede skamfuldt hovedet. ,,Åh, det må undskylde, jeg vidste ikke, at jeg var trængt ind på flokkens område..."

Hun lyttede nu til hoppens ord om, at hun hed Illana og var Lysets Vogter. Hentydede hun mon til det lys, hun bar om halsen? Og hvad ville det mon sige at være dets vogter?
Illana spurgte nu, hvad hun kunne gøre for hende og trak ordene lidt ud, fordi hun ikke kendte hendes navn. Hun strakte halsen frem og bukkede ærbødigt for hende. ,,Det er mig en ære at møde dig, Illana. Mit navn er Silvara."

Illana trak sig nu en anelse til siden og rakte mulen frem mod hende, som om hun forsøgte at hjælpe hende til at komme op. Der var dog intet bestemt eller pressende i hoppens øjne, så hun opfangede godt, at det kun var et tilbud om hjælp, og ikke en lodret ordre om at rejse sig. Hun smilede dog taknemmeligt til hoppen og tog straks imod tilbuddet.
Tøvende satte hun gang i benene under sig og kæmpede for at komme op at stå. Hun lænede sig ind mod den gyldne Illana og støttede taknemmeligt mod hendes krop, mens hun kom på benene.

Den sølvfarvede hoppe undskyldte hendes tilstedeværelse i flokken, men Illana reagerede blot med et smil. Hun støttede hende, da hun kom på sine ben, og da den drægtige sjæl var kommet på alle 4, trådte Illana et lille skridt til siden, for at give hende plads. Med et smil gengældte hun yndefuldt den gestus, den sølvfarvede havde udvist, og bøjede halsen i respektfuld hilsen. Hoppen præsenterede sig selv som Silvara, et navn som Illana bestemt fandt passende til den skinnende sjæl. Med en sagte brummen stillede Illana sig præsentabelt op foran hende med et smil, inden hun rakte mulen en anelse frem igen, denne gang i venligsindet hilsen.

,,Æren er på min side, Silvara. Og du har intet at undskylde for - flokkens område er ikke forbudt område for de, der kommer med gode hensigter. Og desuden, har vi ingen barrierer der skal holde andre herfra, og få ved faktisk at kysten også hører under flokkens - og dermed min - beskyttelse."

Illana viftede ganske let med halen, inden hun lod blikket vandre sigende ned af stranden.

,,Du befinder dig faktisk ca midt på kyststrækningen, som hører til flokkens område. Flokken rummer både strand, skov, søer og åbne græsområder."

lllana smilede bredt, inden hun vendte hele blikket tilbage imod den sølvfarvede hoppe. Om hendes hals hang Lyset, som glødede nok så kraftigt, som en respons på den venlige sølvhoppe, der bar på noget af det mest magiske i hele Andromeda - nemlig et nyt liv, der blot ventede på at komme til verdenen.

[4]

Da Silvara havde undskyldt for at være trængt ind på flokkens område, reagerede den gyldne Illana blot ved at smile. Silvara så lettet på hende og smilede taknemmeligt igen.
Hun tog imod hoppens hjælp og kom snart op at stå på alle fire. Illana trådte nu et lille skridt til siden for at give hende plads, hvilket fik Silvara til at brumme varmt, inden hun nikkede taknemmeligt med hovedet som tak for hjælpen.
Illana gengældte nu hendes gestus ved selv at bøje sin hals i en respektfuld hilsen. Silvara så kort ganske overrasket ud, inden hun smilede forbløffet. Hun havde aldrig før mødt en leder, der kunne finde på at bøje halsen for andre på den måde. Hun var i sandhed kommet til den rette flok, det kunne hun allerede mærke!

Illana brummede nu sagte, inden hun stillede sig præsentabelt op foran Silvara og rakte mulen frem mod hende med et venligt smil. Silvara betragtede den smukke, gyldne hoppe foran hende. Hun var et syn for guder... Silvara gengældte hendes venlige smil og strakte selv mulen frem mod hende, mens hun let indsnusede hoppens duft og lagrede den i sin hukommelse. Hun duftede af havsalt, strandsand, skovmos og saftigt græs... Ja, det var ikke svært at dufte, at den gyldne hoppe hørte til her - og at det formegentlig var et helt fantastisk sted!
Hun lyttede da til Illanas forklaring om, at æren var på hendes side, og at Silvara ikke havde noget at undskylde for, fordi flokken ikke var forbudt område for de, der kom med gode hensigter. Hun smilede varmt til den lyse hoppe og brummede blot taknemmeligt.

Hun lyttede da til Illanas ord om kyststrækningen og fulgte hendes blik ned ad stranden, mens hun lyttede til ordene om, at flokken rummede både strand, skov, søer og åbne græsområder. Hun smilede helt drømmende bare ved tanken. Det lød jo som et helt lille paradis på jord, og endnu en gang blev hun blot bekræftet i, at hun havde valgt rigtigt - her ville hun med stor fornøjelse og taknemmelighed glæde sig til at opfostre sin kommende søn eller datter! Hun så på Illana med et lykkeligt blik.

,,Det lyder vel nok fantastisk! Det vil være mig en ære at blive medlem."

Hendes blik faldt atter mod lyset, der glødede kraftigt rundt om hoppens hals. Hun vidste godt, at hun kun lige havde mødt denne hoppe og derfor måske ikke var berettiget til at stille nysgerrige spørgsmål endnu, men hun kunne simpelthen ikke holde sig tilbage længere... Hun havde aldrig set noget så magisk før og måtte altså bare vide, hvad det var for noget! Hun rømmede sig lidt, inden hun så på den gyldne hoppe med et nysgerrigt, allerede halvt-undskyldende blik.

,,Du må undskylde min ligefremme nysgerrighed, men amuletten om din hals... Hvad er det dog for en forunderlig en? Og er det bare min fantasi, der spiller mig et puds, eller er dens lys nærmest levende?"

Illana, den gyldne, brummede sagte for sig selv og rystede det lyse skind over ganske kort, alt imens hun betragtede den skimlede sjæl, som havde forvildet sig til Teylars kyst. Hun lignede en ørkentype, smalle, men stærke en, en strømlignet krop og karakteristisk markeret, men feminin ansigt. Desuden bar hoppen ganske sparsom hårvækst, hvilket Illana før have set hos dem, der kaldte sig ørkenheste. Hun tippede ørerne helt frem og blev brudt af hendes beundring, da hoppen svarede - og hendes ord fremkaldte blot et smil på den grå mule, som Illana besad.

,,I så fald, er Teylar dit hjem så længe du ønsker det. Velkommen, Silvara"

Sagde hun med milde toner. Hun ville med glæde byde den sølvfarvede hoppe velkommen i deres - nu - fælles hjem. Illana viftede let med halen, som vindens bløde strøg kærlig legede med og lagde sit hoved let på sned. Den sølvfarvede Silvara spurgte nu ind til Lyset, der fredeligt hvilede imod Illanas bryst, og med en mild tone, begyndte Illana at besvare - alt imens Lyset nærmest stolt begyndte at gløde lidt mere kraftigt.

,,Din nysgerrighed er skam velkommen, Silvara - og nej, det er ikke din fantasi der laver løjer med dit sind, for Lyset i amuletten er levende. Ser du, jeg fik denne krystal af en.. sjæl, Den Vise. Formegentlig har du mødt ham, for af hvad jeg kender til, at er det ham der bringer sjæle til landet. Denne sjæl, Den Vise, kan man beskrive på mange måder, men den mest enkelte måde er, at han beskytter landet og ønsker at holde det frodigt og frit, så de han henter hertil, kan leve et lidt uden frygt og farer. Det er dog en opgave, som er svær - for der findes farer i landet; Skyggerne. Og for at sørge for, at disse ikke overtager landet, har han givet nogle opgaver ud til de, der vandre her. Jeg skal vogte Lyset, så Skyggerne ikke for held til at henlægge landet i totalt mørke. Derfor fik jeg denne krystal, som indeholder en del af lyset i landet, en levende energi - magi, om du vil. Den energi, som lever i krystallen, er jeg forbundet med, og faktisk kan jeg fornemme hvad Lyset føler. Og lige nu føler det en ganske stærk stolthed over, at det er fascinerende nok til at en venlig sjæl som du, vil spørge indtil det.."

Hun afsluttede med et lille fnis. Af og til havde Lyset nogle meget.. Ungdommelige sider; og Lyset elskede opmærksomhed. Energien nærmest dansede af glæde når nogen beundrede det eller snakkede om det. Illana puffede ud imod Silvara med et fortsat, lille grin, inden hun sigende slog med hovedet og slog frem i en afslappet skridt imod flokkens centrum. Illana vidste ikke hvor længe den sølvfarvede havde ligget på stranden, men hun kunne snildt forestille sig, at hun både trængte til mad og vand.

[2]

//OOG: Jeg er ved at drukne i tråde og bliver derfor nødt til at få afsluttet nogle, og derfor vælger jeg at sige OUT i denne her. Håber det er okay?