Fire [Fame]

Hvordan det forhutlede føl havde fundet vej til Foehn var mere held end forstand.  Strømmen havde taget fat i ham og trukket ham hertil. Instinktet havde overtaget og han havde søgt tilflugt fra det forræderiske vand på denne ø.  Asken lå tykt længere inde på øen. Det hele så gråt og kedeligt ud, så Canicus flammende pelslag stod i stærk kontrast til området, selvom pelsen langt fra var så pæn som den kunne være.   Sulten trængte sig på, men asken kunne ej spises.  Et vrinsk forlod det fortabte føl. Han var palle alene i verden.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvede stod stille. Stemmer til højre, stemmer til venstre og stemmer omkring hende - og i stilheden hørte Fame dem alle. Skygger der bed af hinanden, skygger der søgte hendes enig - eller uenighed.. de mange, de få, deres hvislen havde lullet Skyggerosen ind i en sagte ro hvor hun ikke gjorde andet end blot at lytte for en stund. Prøve at forstå dem, for deres vilje var alle vegne.
Fame kunne stå sådan flere gange om dagen. Ledt på afveje af de manges stemmer kunne hun fordybe sig i skyggernes foranderlige univers. Hver time bød på nye erfaringer med hendes ledsagere... og desto mere hun lyttede, desto mere forstod hun. De viste hende billeder, fortalte hende historier og den rustfarvede lyttede villigt. For de vækkede hendes nysgerrighed og gav dagene mening.

Denne dag havde været sådan indtil en fremmed lyd brød skyggernes sang. En fortabt lyd, en lyd af håbløshed og et råb om hjælp... noget der næppe kunne komme fra Fohens faste beboere og en lyd den rustfarvede havde hørt før. Lyden af... et føl.
Hendes ører vippede lyttende bagud idet skyggerne forstummede. Der var nogle her... en ung sjæl, hvis kald trak et vagt moderinstinkt frem i hoppen og fik hende til at brumme sagte. Hvem kunne det være?

Den røde begav sig ud for at lede.. og imellem asken spottede hun en flammende rød skikkelse, der dog flere steder var dækket af den sorte aske, og hun vippede nysgerrigt hovedet på sned. Skyggerosen gik nærmere... langsomt og undersøgende, men med et smil lurende om den sorte mule.
Hvem havde efterladt ham her?

WORD COUNT: 267

[22]

Canicus var ved at opgive at finde nogle på den askefyldte ø, indtil de blå øjne nu fangede et glimt af noget i det grå landskab. Det var rødligt, og derfor vendte han sig hastigt rundt i retning, så hastigt at den trætte krop endte med at dumpe ned i asken som klistrede til den røde pels.   De blå øjne hvilede med en hvis fortabthed over dem, på den rustfarvede hoppe, som så viste sig ikke at være hans mor.  Det kunne hun heller ikke have været, for hans mor var jo død.  En lille vrinsken kom fra ham i det hun nu kom nærmere, men han forblev liggende på jorden.  Han ville jo under ingen omstændigheder kunne flygte fra hende alligevel.  De vamsede ører var vippet ud til siden, mens han blot lå der og afventede hvad der nu skulle ske. 
Hele kroppen skreg på mad, både udvendigt og indvendigt. Hans ben summede af ren udmattelse og musklerne dirrede svagt under det beskidte hårlag. 

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Det var et usselt syn der mødte hende. Usselt, forhutlet og forladt - det lille føl viste sig at være yngre end først antaget. Han var undernæret, hans blå øjne skinnede af feber og i det hele taget var hans tilstand nær døden. Han led... og det ville næsten være mere humant at slæbe ham til vulkanen, så hans livs essens kunne bruges.
Men det var ikke hvad der fik hoppen til at gå nærmere.

Nej, hendes blik blev mildere da hun mødte de blå øjne. Næppe vidste denne skabning hvem Fame var, næppe kendte han forskellen på sort og hvid, god eller ond eller hvem skyggehestene var. Hans verden var... smertefuld. Men hvor mange så håbløshed, spottede Fame en mulighed.
For under det fedtede lag af aske og smerte, var den ildrøde hingst godt bygget. Han var tynd - uhyggelig tynd og svag... men han var ikke handicappet eller sløv. Han skulle bare.. komme sig. Kom han sig, ville han måske være stærkere.
Og styrke var noget som flokken manglede.

Sådan forklarede Fame det i hvert fald, idet at hun forsigtigt strakte mulen imod den lille skabning. Næppe ville hun indrømme at den lille skabning vækkede et vagt moderinstinkt i hende, og bad hende hjælpe. En beroligende brummen undslap hende idet hun nænsomt strøg den rødes næseryg.

"Shhh..."
Hviskede hun og følte hvordan skyggerne nysgerrigt rakte ud efter den røde hingst. Han var sulten. Svagelig... men måske kunne hun få ham med til de mere frodige egne.

"Rejs dig..."
Hoppens blik låste hans fast og bad ham rejse sig. Flytte sig, bevæge sig og følge hende.

WORD COUNT: 267

[26]

En stille brummen kom fra det unge føl da hoppen nu var tilpas tæt på ham. Han søgte higende hendes kontakt og han sugede den til sig, glubsk som en løve. Han var så sulten på mange måder, sulten efter en kontakt med andre. Hendes hvisken dannede en ro i den røde lille hingst og han følte sig så umådelig sikker lige pludseligt.
Hoppens antagelser var korrekte. Han var stærk, for ellers havde han ikke overlevet i så lang tid, men det havde også været et spørgsmål om ganske få uger, ja måske dage før han havde mødt sit endeligt.
Hans blå øjne blev låst fast i hoppens blik og han følte han blev overvældet af en stærk vilje til at gøre som hun sagde. Kroppen kunne ikke på egen hjælp, men pludselig mærkede han trangen til at overleve. Uvidende om det var ham selv der ønskede dette eller om der var andre ting på stil, men med en usikker vaklen og faretruende svajene, så stod han nu med kroppen presset tæt op af den rustfarvede hoppe og søgte støtte.

”ma.. ”

Den hæse og rallende stemme døde hurtigt ud, for kræfterne blev brugt på at holde ham stående. Det var usikre skridt han tog, mens han stille fandt fodfæstet igen, men langsomt gik det.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den lille skabning veg ikke fra hendes nærvær, men tog glædeligt imod det. Han rejste sig, han samlede sine kræfter og med en rolig brummen bad Fame ham blive ved. Opmuntrede ham til at komme nærmere, og følte en svag sitren i mundvigen da han pressede sin tynde krop imod hende. Han var kold, og en rimelig del snavset. Men den rustfarvede accepterede det for en stund.
De ulmende øjne kiggede over landskabet, længere imod vest ville de finde frodigere egne, hvor den ildrøde ville kunne finde føde. Mon han kunne klare det?
Den røde blev afbrudt i sine tanker af den hæse stemme, og kort kiggede hun ned på ham. Ma...? Et smil gled om hendes mørke mule, idet hun blidt nippede til den rødes korte pandehår og opfordrende tog et skridt fremad. Og et til.

Langsomt men sikkert bevægede de sig. Den rustfarvede nynnede sagte, hendes bløde stemme understøttet af de hvislende skygger der skiftevis nysgerrigt og næsten sultent sværmede om hoppens ben. Enkelte gange strejfede de den røde, førhen de igen søgte omkring skyggehoppen.

"Mal gein..."

Nynnede Fame kiggede på det unge føl, et lunefuldt blik i hendes røde øjne. Den røde skulle nok vende sig til dem med tiden...

WORD COUNT: 187

[27]
Mal gein = Little one

Canicus var som klistret til den rustfarvede hoppe, der nu fungerede som en solid støtte for hans vaklede gang. De små lodne ører vippede svagt hver gang skyggerne strejfede hans ben. Han vidste ikke hvad de var, men hans tanker var ikke rettet mod ting. Han stillede ikke spørgsmål, for hele hans krop var overtaget af instinkter. Hans krop var klar på at overleve og brugte alt energien på dette.
Hoppen havde en stærk virkning på det unge føl, som sugede energien fra hende. Billedligt talt. Han forstod ikke hendes ord, men ville måske komme til det med tiden. Lige nu gjorde han ikke meget væsen af sig, men fokuserede blot på at få flyttet det ene ben foran det andet i en jævn rytme, uden at vakle alt for meget.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Hoppen søgte efter de pejlmærker der ledte dem den rigtige retning. For Fohen var en ø man ikke kunne finde rundt på, medmindre man kendte dens lunefulde områder godt. Fremmede havde næppe en chance for at finde de frodige egne, og skulle de endelig støde på dem ville de ikke ligefrem være velkomne. Nej, for den frodighed der fandtes tilhørte flokken selv.
Og nu også den røde plag. I hvert fald for nu.
Snart ville de sanse hans ankomst idet hoppen krydsede grænsen. Men det gjorde hende intet... de kunne lige prøve at tage kampen op med Skyggerosens, hvis mål lige nu var at skaffe føde til den magre skabning. Hendes beslutning var taget - hun ville tage rødlingen til sig. Han ville vokse op blandt skygger, aske og mørke. Og når tiden var inde, ville han tage et valg.

Den rustfarvede så atter på den lille plag. Jah... sådan måtte det være.
Snart skiftede aske til græs, og Skyggerosen gjorde holdt. Hendes blik faldt på den røde, på græsset og så tilbage til den røde, og vurderede at han ikke havde smagt græs endnu. For ellers ville han have været i bedre stand.
Derfor begyndte hun langsomt at nippe til de grønne strå, imens en opfordrende brummen bad føllet gøre det samme. Først mad, så hvile.

WORD COUNT: 217

[28]

Snart kom noget grønt til syne i blandt alt det grå. Det var velkendt, for sådan så det ud på øen hvor han kom fra. Han trådte snart ind på det grønne grøs og så nu op på den rustfarvede hoppe der nu nippede til græsset. Længe funderede han over hvad hun gjorde, inden han forsøgte at sænke hovedet mod det og efterabe hende. Man kunne se på den unge hingst at der gik et lys op for ham og han begyndte nu grådigt at proppe græsset i sig. Han kastede sig nærmest over det som et glubskt vilddyr indtil han af ren skær udmattelse måtte dumpe ned på jorden. Denne gang føltes det bedre, og den lille mave havde fået en fin lille top på med alt det mad han havde indtaget.
Han smaskede veltilpas, men der var stadig lang vej til at han var helt på toppen igen. Dog var dette et af de første af mange skridt.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Den rustfarvede betragtede ham sagte. Efter sekunders overvejelse gik der et lys op for den unge plag, der nu grådigt begyndte at nippe til det grønne græs. Han spiste... og han spiste meget.
Imens Fame nåede at nippe til enkelte græsstrå, fik den unge skabning fyldt maven op. Det måtte være rart... sådan pludselig at have mad, og Fame følte hvordan et smil trak i den mørke mundvig. Rasbell havde ikke været ligeså glad for græs... men hvis man ikke havde spist længe, var græsset bedre end ingenting. Det gav mening.

De mørke skygger svirrede dovent omkring den rustfarvede. De betragtede den unge hingst, vurderede og nynnede om den fremtid de så for sig. Den ildrøde var en belejlig tilføjelse... enkelte skygger vovede sig endda nærmere den unge hingst for derefter at trække sig til hoppen igen.
Og selv Fame nærmede sig. Langsomt gik hun omkring den røde, førhen hun foldede benene sammen og lagde sig ved hans tynde krop. Den rolige nynnen tog til igen, og forsigtigt sang Fame for den unge skabning. Hun sang fremmede ord for den lille skabning... skyggeord fra et skyggehjerte.

WORD COUNT: 186

[29]

De blå øjne fulgte skyggerne som de kravlede rundt omkring hoppens ben. Han pustede let efter dem når de ind imellem kom nærmere på ham selv. Snart kom hoppen hen til ham og lagde sig ved ham, og han var ikke sen til at putte sig ind mod hende, mens de små lodne ører vippede ved lyden af hendes nynnen. Han forstod ikke ordene, men han smaskede stille og små søvnigt af dem.
Den lille hingst havde fundet umådelig megen tryghed hos den rustfarvede hoppe. Det var hans kilde til overlevelse og det vidste kroppen godt. Canicus var ikke gammel nok til at se nogle faresignaler. Det eneste han vidste var at han ikke havde lyst til at være andre steder end hos hoppen ligenu.

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Snart faldt han til ro... lullet i søvn af skyggehoppens syngende toner og skyggernes understøttende nynnen, den ildrøde befandt sig i sikkerhed. Nok ville mange ikke tro det, men sikkerhed kunne findes inden for flokkens grænser og indenfor familiens bånd. Den ildrøde - plagen hun endnu ikke havde navnet på ikke længere fremmed men beboer på Fohen. Fame så på ham med milde øjne, og gnubbede af og til forsigtigt hans snavsede pels. Der var noget kærligt over hoppen... jah, moderligt.
Derfor var det hun forsatte sin rolige toner. Hun ville vente til han vågnede. Hun vågede over ham i natten der kom, og når solen steg op måtte hun præsentere ham for resten.
Skyggerosen smilede.

Jah.... om skyggerne ønskede det, ville den ildrøde være en del af det mørke fælleskab på Fohen.

WORD COUNT: 133

[30}

FAME OUT