Alive Again [Jitterbug]

Hun var tilbage... Asira, hans livs lys... Han havde fundet hende, og nu skulle han nok sørge for, at de aldrig blev væk fra hinanden igen!

Den skimlede hingst var endelig vendt tilbage til livet igen. Efter et langt og deprimerende år, hvor han ikke havde set skyggen af sin store kærlighed, var de endelig blevet forenet igen - og han kunne ikke være mere lykkelig! Glæden og velværen var begyndt tydeligt at kunne ses på ham - han var kommet tilbage til sin normale vægt, var begyndt at sætte muskler igen, bevægede sig frem i en mere rank holdning og havde altid et lille smil om mulen. Han havde atter fundet noget at leve for, og det kunne i den grad mærkes på hans humør!

Det ændrede dog ikke på det faktum, at han stadig var bange for alle andre... Det var en mistillid, som han nok aldrig ville slippe helt af med. Kun få heste havde vundet en plads i hans hjerte; Den spættede hoppe Camille, den kappeklædte hingst Jaidev, og hans elskede mage Asira. Så det var bestemt ikke umuligt at vinde den grås tillid - men taget i betragning af, at han snart havde været i Andromeda i mange år, var det ikke mange, det var lykkedes for.

Selvom han havde svært ved at møde fremmede, vidste han dog også, at det var vigtigt ikke at blive en alt for stor enspænder. Mens han havde manglet Asira havde han derfor tvunget sig selv til at opsøge andre en gang imellem; og den træning havde han i sinde at holde ved lige!
Derfor bevægede han sig let af sted på egen hånd igennem skoven. Han var efterhånden begyndt at føle sig tryg på den lille skovø Chibale, så han var ikke længere så bange, når han bevægede sig rundt dér. Han var dog alt for genert til at lade et opsøgende vrinsk runge igennem skoven, så i stedet lod han blot opmærksomt øjnene glide ind imellem træerne, i søgen efter tegn på andres tilstedeværelse.

How can you run, when they are in your head?

Dette smukke sted hun var kommet til, det mindede om hendes gamle hjem - det var smukt, nærmest magisk smukt. Denne blide hoppen, nærmest godheden selv og så intet ondt i noget, derfor elskede hun smukke steder som dette, steder hvor man kunne føle både kærligheden og det lettere magiske skær i hele området. Den snehvide hoppe dansede let hen over skovbunden, de blide øjne holdte øje med alle de ting som foregik rundt om hende. Halen blev let buet og lagde sig elegant ned over hendes baglår. Et smil prægede den sorte mulespids og man kunne se livsglæden boble ud af den livsglade hoppe.

Hun dansede elegant imellem træerne og fandt frem til en lille skovsø, et smukt sted. Lyset dansede ned over det stille vand og spejlede sig smukt i den blanke sø - sikke dog et smukt sted. Hendes sind var lykkeligt for nu, hun var et nyt sted, hun havde forladt den familie som hele sit liv havde glemt hende for fare, som hele hendes liv havde sørget for at hendes liv ikke blev for hård - så nu stod hun på sine egne hove og måtte opleve hvad verden bar på.

Imens hun stod der i sin egen verden, blev hendes opmærksomhed fanget af en ting som let blafrede i vinden, en lille fin sommerfugl som også lod til at nyde dagens varme solstråler. Den fløj let rundt om hovedet på hende og et let fnis forlod den legesyge hoppe, som i takt med når sommerfuglen fløj opad, let løftede på forhovene og prøvede at følge med - hun nød naturen og hun nød at alle væsner var venlige og blide (i følge hendes overbeskyttende forældre). Imens hun hoppede ldit rundt og legede opdagede hun slet ikke den fremmede som stod ikke så langt væk fra hende, hun var ikke vant til at skulle kigge efter andre heste og andre farer omkring hende.

Da den lille sommerfugl så valgte at flyve længere væk, vippede hun det hvide hoved lidt uforstående til siden, inden hun blidt lod halen falde tilbage på plads og et blidt suk forlod hende


hvad skulle hun dog give sig til nu så ?

Han gik igennem en lille klynge træer og kom ud på et mere åbent område, hvor der lå en sø. Han smaskede let ud i luften. Jo, hans mund føltes lidt tør, så det ville nok være meget rart med en tår vand...
Da han bevægede sig ned imod søen, gik det hurtigt op for ham, at han ikke længere var alene. En hoppe, hvid som sneen, hoppede let rundt på sine bagben i nærmest dansende bevægelser. Hvad mon hun lavede? Dansede hum med nogen, eller bare sig selv?
Som han kom tættere på hende, gik det dog op for ham, at hun dansede med en... sommerfugl? Hver gang det lille dyr fløj op i luften, fulgte hun med den på bagbene.

Et lille smil fandt frem på hans mule. Den snehvide hoppe var tydeligvis voksen, men hendes adfærd mindede mest af alt om et lille føl, der endnu var i gang med at udforske den store verden. Han var dog ikke dømmende på nogen måde. Han var selv lidt af en særling set med andres øjne, så han havde kun fuld forståelse for de, hvis adfærd stak lidt ud fra normen.
Den lille sommerfugl fløj nu væk igen, hvilket fik hoppen til at stoppe op og se lidt tænksom ud. Hun havde vist ikke fået øje på ham endnu? Han fik lidt dårlig samvittighed af bare at stå her og betragte hende, uden hun vidste det, så genert lod han en lille brummen lyde i hendes retning.

How can you run, when they are in your head?

Den blide hoppe, stod kort tid og så efter den lille sommerfugl, denne lille skabning havde givet hende meget glæde. Men hun var heller ikke en hoppe som krævede meget, hun kunne nemt underholdes og søgte ikke meget andet end blot den lille glæde i livet. Hendes isblå øjne kiggede ud over det stille vand og hendes sind var i ro - hun hørte dog pludselig en brummen bag sig og vendte sig blidt på stedet nærmest dansende. Den hvide nakke var knejser blidt og halen løftet højt og elegant. Hendes hoved blev let kastet før hun let trådte tættere på denne fremmede, hendes gang var dansende og let.

De blå øjne søgte nu denne fremmede, en hingst så vidt hun kunne tyde på hans muskuløse krop, de blide øjne søgte hans. Hun var ikke bange for fremmede, hun var opdraget i et land hvor hun var pakket ind i vat - alt i hende troede på at der kun fandtes godt i dette land og derfor frygtede hun ikke denne fremmede. DE smukke blå øjne søgte ham endnu engang kort, før hun bøjede halsen dybt, najende, hilsende, respektfuldt.

Hun løftede atter hovedet og så mod ham, hvem var denne hingst? Han farver var smukke, de var som malede på, de var anderledes - de var smukke. Hende selv var et tomt lærred, det eneste som sprængte denne sne hvide hoppe var hendes sorte mulespids - ellers var hun hvis dom et tomt lærred. Hun var elegant, hun var fjollet og hun var bestemt ikke bange for at putte nogen malerpletter på dette hvide lærred.

Et blidt og imødekommende hvin forlod hoppen, en smule over ivrigt, men alligevel hoppet og blidt . mon denne hingst ønskede selskab?

Hoppen hørte nu hans brummen og vendte sig straks om, stadig med nærmest dansende bevægelser. Til hans store lettelse virkede hun ikke til at blive fornærmet over, at han havde stået og betragtet hende; tværtimod begyndte hun let at danse imod ham med hovedet og nakken knejset i en elegant holdning. Hun var et smukt syn, det måtte han indrømme. Den kridhvide farve nærmest blændede ens øjne, og hendes feminine udtryk og bygning gav hende et elegant look.
Hendes isbål øjne søgte nu hans, og han gjorde alt, hvad han kunne for ikke at slå blikket i jorden. Han havde aldrig været typen, der var glad for øjenkontakt, men alligevel var der noget ved hendes blik, der var så dragende, at han følte sig tryg nok til at møde det med sine egne, ravgule øjne.

Hun bøjede nu nakken i en dyb, respektfuld hilsen. Et anerkendende udtryk gled frem i hans øjne. Han var selv typen, der bøjede nakken for alt og alle, så det var næsten helt surrealistisk rent faktisk at møde en anden, der også gjorde det. Han tøvede derfor ikke ét sekund med ligeledes at bøje nakken for hende, endda en smule dybere end hun selv havde gjort det; for han havde det bedst med at underkaste sig alle og vise, at de var ham langt overlegne. Sådan havde han det med alt og alle, også hopper som i realiteten burde være svagere end ham.

Et ivrigt og imødekommende hvin forlod nu hoppen, der virkede til at være begejstret for at se ham og ønske hans selskab. Et venligt smil gled over hans mule, inden han skridtede de sidste meter hen til hende. Han stoppede roligt op og sendte hende blot et venligt og imødekommende smil, mens han smaskede underkastende ud i luften og stillede sig i en underdanig stilling. Han havde aldrig været typen, der turde starte en samtale, så i stedet stod han blot tavs og udstrålede med alt sin kropssprog, at han ikke var nogen trussel, og at hun var langt over ham i rang.

How can you run, when they are in your head?

Denne hingst underkastede sig lige med det amme og det gjorde at den hvide hoppe blev en smule forvirret, hun havde ikke bedt om dette og hun ønskede på ingen måde at han skulle underkaste sig sådan - hun var en hoppe som ønskede at alle var glade og atalle levede lige - hun vidste dog ikke hvordan tingene foregik på dette sted, men hun håbede dog ikke at det hele blev vendt til magtkamp, da hun på ingen måde var en fighter. hun elskede alle væsner og troede på det bedste i alle, så derfor forvirrede det hende lidt at han blot underkastede sig så let - hun gjorde ham bestemt ikke noget. Hendes øjne mødte hans og hun kunne se noget i dem, som hun ikke halt kunne beskrive hvad var - der manglede noget, eller der var en følelse i dem som hun ikke kunne tyde og som hun ikke ønskede sig at gøre sig klog på. Hun dømte ikke andre, men var venner med alle og prøvede at hjælpe alle!

"Godaften min herre, mit navn er Jitterbug - men folk kalder mig det sjældent.. det glæder mig at møde dem"

Hendes stemme var blid og særdeles rolig, hun elskede alle skabninger og hun ønskede bestemt ikke at give folk et forkert indtryk. Det lilel hvide hoved blev let kastet og nærmest glimtede i månens stråler. Hendes blik fangede kort månen som fyldte det meste af nattehimlen for hende - hun elskede månen, det var nattens sol og den ønskede at lyse vejen på de mørke nætter - men for folk som ønskede at skade denne hoppe, var månen ikke god, den lyste hende op og viste tydeligt alle hvor hun var henne - i modsætning til nogen af de sorte skabninger hun allerede havde krydset vej med - de forsvandt i natten uden nogen former for spor .

Den fremmede hoppe virkede heldigvis ikke til at være en temperamentsfuld eller ondsindet sjæl; nej, hun forholdt sig blot helt rolig og virkede venlig i sit kropssprog. Han sukkede lettet og tvang sig selv til at slappe lidt mere af. Der var jo ingen grund til at være så anspændt i selskabet med en fredelig, helt uskadelig hoppe... Men det var svært for ham.

,,Godaften frøken. Fornøjelsen er helt på min side. Mit navn er Apeiron."

Han betragtede hende let, som hun nærmest lyste op i måneskinnet. Det var et smukt syn. Selv var hans pels blot grå og mat, og derfor var der intet lys, der kunne reflektere sig i hans pels. Sommetider misundede han folk som hende - folk, der havde så smukt et udseende og skillede sig ud fra den gængse, grå mængde. Men når alt kom til alt, var han nok alligevel taknemmelig for sit ganske almindelige, kedelige udseende; for det hjalp ham til blot at blende ind i mængden og holde sig skjult - og det var jo inderst inde dét, han havde det bedst med.

Han tippede let det hvide hoved på skrå. ,,Hvad plejer folk så at kalde dig?"

How can you run, when they are in your head?

Hingsten foran hende virkede en smule anspændt, han virkede langt fra så selvsikker og tilfreds som de andre hingste hun indtil videre havde mødt. De havde været meget åbne og frisk og afslappede i hendes selskab og denne hingst virkede en smule mere anspændt og det var også tydeligt at han prøvede at slappe lidt af nu hvor han vidst havde fundet ud af at hun ikke var den farligste hoppe på stedet. Hun brummede mildt og sendte ham et blidt smil da han valgte at præsentere sig selv, det var et specielt og flot navn han bar rundt og på det klingede nærmest kongeligt - hvilket hun bestemt ikke havde noget imod - men hun kunne alligevel ikke lade være med at undre sig over om han måske endda var kongelig, var der overhovedet sådanne ting i dette land? Fandtes der royale?

Hun brummede mildt og brød kort øjenkontakten med denne hingst, han lod ikke til at være så glad for at have øjenkontakt og nu hvor han havde givet hende den og hun havde set hans øjne at de ikke ligefrem var farlige - så ville hun lade ham slippe, hun var ikke en hoppe som pressede nogen til noget de ikke ønskede at gøre og slet ikke med sådan en hingst som ikke ligefrem virkede til at være så glad og afslappet. Hans stemme lød nu og hun drejede hovedet mod ham igen og sendte ham et hjertevarmt smil.

"De fleste kalder mig Jitter eller Jitsen - eller det gjorde de hvor jeg kom fra, her kalder folk mig ikke rigtig noget endnu"

Hun brummede mildt og en smule forstående hen mod hingsten, hun vidste dog ikke helt hvad hun skulle gøre nu, da hun gerne ville hjælpe ham - men vidste ikke om hun kunne gøre noget for at gøre ham en smule mere afslappet.

Hun brød nu øjenkontakten med ham, hvilket fik ham til at brumme taknemmeligt. Han ville selvfølgelig ikke have, at der skulle opstå en akavet stemning imellem dem, hvor ingen rigtigt vidste, hvor de skulle se henm så han sørgede for stadig at se på hendes ansigt - men han var taknemmelig for, at de ikke behøvede at have den dér dybe øjenkontakt, som han havde det så svært med.
Han nikkede let med hovedet ved hendes svar og smilede venligt.

,,Jeg antager, at du så er ny her i landet?"

How can you run, when they are in your head?

Hun kunne se taknemligheden i hele kroppen på ham da hun valgte at bryde øjenkontakten og hun var glad for at det betød noget for ham. Hun ønskede på ingen måde at nogen overhovedet blev akavet i selskab med hende, hun var en hoppe som elskede at være sammen med alle og hun var altid så glad som om hele hendes verden var en stor solstråle historie. Hun kastede en smule blidt med hovedet og betragtede hingsten foran sig. Hun tænkte tit på hvordan andre havde det, men denne hingst var hun lidt mere interesseret i. Hun var en hoppe som ønskede at hjælpe alle og hun ville meget gerne hjælpe denne store og flotte hingst med at få noget selvtillid, men hun vidste ikke helt hvordan hun skulle få selvtilliden op på ham - hun kendte ham ikke lige nu. Hun smældende med halen og kastede let med det blide hoved.

"ja jeg må vidst nok indrømme at jeg er ny på dette sted - hvad gav dig den ide?"

Hun brød ud i et mildt grin og betragtede så atter hingsten og bøjede hoved, hun stak mulen opmuntrende over mod ham, men valgte ikke at røre ham, da hun også selv havde berøringsangst. Hun trak dog hurtigt mulen til sig igen og sendte ham et blidt smil.

,,Åh, det var såmænd blot fordi, du sagde, at der ikke rigtigt var nogen her, der kaldte dig noget endnu - og så gik jeg bare ud fra, at du nok ikke havde været her så længe."

Han smilede mildt, da hun begyndte at grine. Det glædede ham at se hendes muntre sind, og han kunne da også mærke, hvordan det smittede mere og mere af på ham selv - selvom han ikke var helt klar til at slippe kontrollen så meget endnu, at han også kunne grine. Derfor smilede han blot - for det var heldigvis noget, han fandt ganske nemt i hendes selskab.

Hun bøjede nu hovedet og stak opmuntrende sin mule over mod ham. Han mærkede et lille stik af nervøsitet i sin mave. Hun forventede nok, at han ville tage imod hendes mule med sin egen nu; men han turde altså stadig ikke at røre ved andre end Asira. Til hans store lettelse trak hun dog hurtigt mulen til sig igen, hvilket fik ham til at smile taknemmeligt. Han stak hurtigt mulen i hendes retning for at anerkende hendes kontakt, inden han trak den til sig igen med et venligt smil.

,,Hvis der er noget, du ønsker at vide om dette land, må du endelig bare spørge. Jeg har været her i nogle år efterhånden, så jeg kender til det meste."

How can you run, when they are in your head?

Hun lagde blikket på denne hingst, denne hingst som havde været så gavmild at give sin tid til at snakke med hende også selv om han virkede til at han var lidt for urolig eller usikker på egentlig at snakke med nogen - hun brummede mildt og taknemligt til ham, inden hun atter vippede ørerne frem mod ham. Han lod til at slappe en smule mere af i hendes nærværd. Hun smældede let med halen og betragtede ham roligt og afslappet.

"Tak, det vil jeg have i tankerne - det eneste jeg lige nu ønsker at at lære nogen at kende og lærer dette land at kende - har lært mange nye ting og især sådan noget som at det onde eksistere, at der findes nogen som blot ønsker at skade en"

Hun kunne slet ikke komme sig over at andre kunne behandle nogen sådan, men måske skulle hunbare ikke forstå det - hun var en lysets hoppe og hun ønskede kun at hjælpe alle og det samme kunne man vidst sige om denne hingst - han var usikker, men han virkede god som dagen var lang, han virkede ikke til at kunne skade nogen. Men man kunne vidst aldrig sige aldrig på dette sted, det lod til at der var mange ting som man ikke kunne regne med her.

Hun virkede meget taknemmelig over hans ord, hvilket fik ham til at smile varmt. Det var en meget uvant følelse for ham sådan at tilbyde sin hjælp til andre, så han var glad og stolt over, at han havde haft mod til at gøre det, og at hun rent faktisk havde taget godt imod det. Før i tiden ville han aldrig nogensinde have haft selvtillid nok til rent faktisk at tilbyde andre sin hjælp, men hans tid her i Andromeda havde virkelig hjulpet på hans selvtillid og mod.

Han lyttede til hendes ord og nikkede let. Han havde selv kun besøgt Foehn én gang før, da han tilfældigvis var vågnet op dér, dengang han kom til Andromeda - men han var flygtet derfra, lige så hurtigt han kunne, og var aldrig vendt tilbage siden!

,,Det er ganske rigtigt. På øen Foehn er det ondskaben, der hersker. De såkaldte Skyggeheste bor dér, og de har ingen hæmninger i deres forsøg på at befri deres herre og overtage landet. Jeg vil bestemt råde dig til at holde dig langt væk derfra - jeg selv har kun besøgt øen én gang ved et tilfælde, og jeg kan forsikre dig om, at det ikke er et sted, man frivilligt vil tilbage til."

How can you run, when they are in your head?

Denne hingst fascinerede hende, han virkede til at være utrolig nervøs, men samtidig noget så kærlig uden rigtig at være det. Han virkede til at være forvirret og så alligevel overhovedet ikke. Hun brummede mildt og lod de isblå øjne betragte ham lidt, inden de atter kiggede rundt på omgivelserne, hun ville nødigt blive overrasket over nogen som måske kunne snige sig ind på dem. Han ord lød nu og hun nikkede kort - denne ø, denne ø som både denne hingst snakkede om, men som også den mørke hingst havde nævnt. Denne ø som skulle være indbegrebet af det mørke som hun ikke kendte til - det at de blev ved at snakke om det vækkede hendes interesse lidt - hun ønskede at finde ud af hvad dette mørke var og hvad det var i stand til.

"Det mørke i alle snakker om - jeg er selv fra et land hvor dette ikke fandtes - jeg ved jeg måske er nysgerrig, men hvad går det ud på. Hvad vil disse skygger og hvor vil de gerne hen med det de kan... skal eller hvad man siger?

Nysgerrigheden var slet ikke til at tage fejl af i den bløde stemme, hun var den mest nysgerrige hoppe hun kendte og dette kunne også godt ende med at blive hendes undergang, for selv om de advarede hende mod dette sted, så vidste hun at hun måske ville opsøge dette sted alligevel .. selv om hun ikke bude. Hun brummede mildt mod denne hingst og betragtede ham - var dette hendes første ven? 

Han lyttede til hendes ord og vippede forundret med de mandelformede ører. Et land, hvor mørket ikke fandtes? Du godeste, hvor lød det dog befriende... Det ville jo være en drøm! Selv kunne han ikke huske noget fra sin tid før Andromeda, men han var rimelig sikker på, at hans hjemland i hvert fald havde været fyldt med mørke - for hvordan var han ellers blevet sådan her? For ikke at tale om de mareridt, han sommetider havde; så mørke, onde og twistede ting kunne ikke bare komme fra ens egen fantasi...

,,Jeg må indrømme, at jeg ikke ved så meget om disse Skygger, så der er sikkert andre, der vil kunne give dig et noget tydeligere svar. Men jeg ved bare, at de er onde. Deres plan går på at udslette alle os gode heste og til sidst henlægge Andromeda i totalt mørke, hvor de styrer det hele med deres rædsel, og hvor man ikke vil få andet valg end at slutte sig til dem eller dø..."

Han kunne tydeligt høre nysgerrigheden i hendes stemme, og det ærgrede ham. For ingen kunne tage nysgerrigheden væk fra sådan en sjæl som hende - hun var nødt til at opleve det med egne øjne for rigtigt at kunne forstå. Så han håbede bare af hele sit hjerte, at der ikke ville ske hende noget, når hun rejste til Foehn... For hvor meget han end gerne ville, så kunne han ikke tilbyde at tage med hende. Han ville hellere dø end at sætte sine hove på det sted igen! Og desuden havde han jo også Asira at tænke på... Han havde lovet ikke at rejse nogen steder hen uden hende, og aldrig i livet om han ville tage hende med til Foehn!!!

How can you run, when they are in your head?