Brother Of Mine | Raikiri

~ 13 ~

Luften var glohed omkring ham, trods det var midt om natten. Stjerner var strøet som små glimtende lys, som havde nogen tabt en håndfuld glimmer på den mørkeblå, næsten sorte himmelhvælving. Hans blik faldt på en særlig stor en,ret forude. Dens lys bølgede af varmen omkring ham, og snart forsvandt den i sort røg da jorden omkring ham blev overhældt med glødende lava. Med en dyb brummen sprang han behændigt over den langsomt flydende flod, landede på en endnu tør plet og så sig om efter den næste trædesten. Han spidsede ørerne da han spottede et godt sted at lande. Han mærkede knap at lavaen ramte hans ene bagben idet kan satte fra. Hans fysisk følelser var næsten væk, som var hans nerver blevet erstattet af skyggerne. Han mærkede dog den brændte lugt og studerede et øjeblik det forkullede skind og det blottede kød. Hm. Det ville snart hele.

At være en del af Skyggerne... Det havde været hans største mål, lige siden han kom hertil og blev bekendt med broderskabet. Han så det som sin mission; grunden til at han var blevet sendt hertil. Han skulle genvinde sin magt og hjælpe Alduin med at bryde ud af sit fængsel. Et bredt smil formede sig om hans mule. For første gang i lang tid var han spændt på fremtiden. Han havde et mål; en ting at leve for.

Han nærmede sig den store vulkan, der tårnede sig op mod himlen og sendte røgskyer ud i luften. Asken dalede let som sne fra den og fløj rundt i luften som brændte snefnug. Det var et imponerende syn. Han havde endnu ikke bevæget sig op på den for at møde Herren, men han vidste, at Aljun holdt til her i nærheden; så han håbede, at han måske kunne få lov at komme med, næste gang en af de andre Skyggeheste ville aflægge sin herre et besøg.

Han nærmede sig en flod af lava, der spredte sig fra vulkanen og ned mod jorden. Og da gik det op for ham, at han ikke var alene denne nat. Ude på floden hoppede der nemlig en hingst rundt på de enkelte klippestykker. Lavaen sprøjtede op omkring ham og så ud til at ramme ham nogle gange, men alligevel blev han ved. Raikiri stoppede op og betragtede fascineret synet. Han kunne slet ikke holde sin nysgerrighed tilbage og glemte derfor alt om pli og høflige formaliteter, da hans spørgsmål bare røg ud i luften.

"Skader lavaen dig ikke??"

~ 14 ~

Skyggerne begyndte at hvisle og pibe. Han vidste at han ikke var alene. Det var ikke en søster eller broder, for så ville han have mærket deres samhørighed. Nej, det måtte være en fremmed. Skyggerne sneg sig om ham, kærtegnede hans sort skind. De fortalte ham om den hingst der nærmede sig - en stor, mørk basse, der dog så ud til at besidde styrke bag de kraftige lemmer. Han rettede dog ikke blikket imod ham, end ikke da den fremmede var ganske nær. Han mærkede, så med skyggernes øjne, hvordan han blev betragtet. Han landede på en sidste, bred klippeafsats. Han kunne ikke komme videre herfra, men her var rigeligt med plads. Den fremmedes stemme lød i den hede, næsten larmende luft; lavaen havde sin egen stemme, en dyb, boblende, evig lyd. Ayin vendte sig imod ham, og denne gang så han direkte på ham. Så lo han sagte.

"Hvis du har noget at sige, kan du gøre mig selskab herude."

Han så udfordrende på den fremmede. Han virkede... som om... Ahh. Hvis han kunne, havde han smilet lumskt, men i stedet vendte han det evige grin imod ham. Denne fremmede ønskede at blive en del af dem. Skyggerne læste ham som en åben bog, og gav ham alle informationer han kunne have brug for. Han nikkede let imod hingsten, udfordrende og bydende. Hvis han kunne vise sit værd - så ville Ayin gøre sit for at lade ham blive accepteret, hvis ikke en af hans søstre eller brødre allerede var igang med denne sjæl.

Da hingsten nu vendte sig imod ham, var det et frygtindgydende syn, han så. I stedet for et ansigt af kød og blod, var hingstens hoved kun et kranie - et kranie med blå, lysende øjne. Han smilede fascineret. Synet skræmte ham ikke, tværtimod følte han sig blot draget og længtes efter at lære denne sjæl at kende.
En lav latter forlod den fremmede, inden han med et udfordrende blik svarede, at Raikiri måtte komme ud til ham, hvis han ville tale. Han så en anelse tøvende ned mod lavaen, der boblede og spruttede med nærmest glubske bevægelser, som om det bare ventede på at få lov at æde én. Han løftede usikkert blikket og så på den fremmede. Han havde ikke svaret på, om lavaen skadede ham eller ej... Så var det mon sikkert?

Han rystede irettesættende på hovedet af sig selv og tvang sig selv til at tage sig sammen. Hvis han ville være en Skyggehest, måtte han også bevise, at han ikke var bange for noget... Heller ikke dødbringende lava.
Med forsigtige skridt hoppede han derfor ud på den første platform. Varmen, der steg op fra lavaen, slog straks ind mod ham, mens han prøvede at undgå de spruttende sprøjt så godt som muligt. Det var lykkedes ham indtil videre, men man skulle ikke blive stående alt for længe på det samme sted...
Han slog iltert med hovedet, inden han hurtigt sprang fra platform til platform for til sidst at ende ved hingstens side. Det var lykkedes ham at undvige alle lavasprøjtene, fordi han havde bevæget sig så hurtigt. Han skævede tilfreds mod hingsten ved sin side og kunne ikke lade være med at se en smule stolt ud, selvom han prøvede at lade være.

~ 19 ~

Han betragtede roligt hingsten, da han sprang fra platform til platform. Han bedømte hver eneste af hans bevægelser, hver eneste trækning af hans muskler. Der var ikke tvivl om at hingsten var både stærk, men også hurtig. I sandhed en sjælden kombination, for han var noget af et muskelbjerg. Han nikkede let imod ham, hilsende denne gang.

"Jeg ser at du ikke er helt tabt bag en vogn," lo han hæst imod den fremmede. Han lod hans stolte udtryk passere - denne gang.

Lavaen flød tyk og glødende forbi dem, i en støt strøm. Om det nogensinde ville holde op, var et spørgsmål Ayin ikke havde svar på. Det havde altid været sådan, så længe han havde været her. Derfor var her altid ekstremt varmt i dette område, og luften var giftig af svovl. Men skyggehingsten mærkede det ikke - skyggerne hjalp ham med at trække vejret sikkert, de hjalp ham med at sætte hovene på tør grund. Han kastede et kort blik på sit bagben. Skygger klamrede sig om det, så tæt at det blot var en sort masse. De var allerede igang med at afhjælpe forbrændingen, og snart ville man ikke kunne se det.

"Præsenter dig selv, fremmede." Han hævede hovedet og vendte sig med fronten imod ham. De isblå øjne slog nærmest gnister her i varmen. Skyggerne om hans krop hævede sig over ham og skabte en stor kappe af mørke.

Han følte sig anerkendt, da hingsten nu nikkede hilsende til ham. Åhh, han kunne næsten ikke tro, at han stod her side om side med en Skygge! Han følte sig som et lille barn, der lige havde mødt sit største idol. Begejstringen blev blot endnu større hos ham, da hingsten nu nærmest roste ham ved at sige, at han ikke var helt tabt bag en vogn. For Skyggehingsten havde det nok blot været en ganske uskyldig kommentar, men for Raikiri føltes det nærmest som om, at han lige havde kaldt ham Konge af hele Verden eller sådan noget, og han rankede derfor stolt brystkassen frem og smilede taknemmeligt til den sorte.

Han fulgte nu hingstens blik ned mod hans ben, der langsomt var ved at blive ætset væk af lavaen. En forfærdelig lugt af brændt kød bredte sig i hans næse, men lige som han skulle til at spørge, hvordan det ikke kunne gøre ondt, så han skyggerne bevæge sig fra hingstens krop og ned til hans ben, hvor de dækkede det til som en sort masse og gik i gang med at fjerne forbrændingen. Han så fascineret og lettere måbende til. Skyggerne kunne altså heale sin herre?? Det gjorde dem jo blot endnu mere seje!

Hingstens stemme lød nu i luften omkring dem, da skyggerne havde gjort sig færdige med hans ben. De gled nu fra benet og op over hans krop, hvor de lagde sig som en stor kappe over hans ryg. Nu så han blot endnu mere mørk og farlig ud end før. Sejt! ,,Mit navn er Raikiri, og jeg er kommet her til Foehn uden helt at vide hvordan. Men jeg ved, at det er min mission at blive en Skyggehest. Så lige nu samler jeg bare så meget information, som jeg overhovedet kan; om skyggerne, jeres broderskab, jeres hersker og bare landet generelt."

[8]

Der skulle ikke herske nogen tvivl om, at skyggerne bestemt ikke var mirakelmagere - men de kunne afhjælpe deres smerte, deres sorger, deres tanker og følelser. På hvilke bekostninger.. ja, det var et andet spørgsmål. Og et lille sår som dette, hvor grimt det end så ud, kunne de godt hjælpe med, om ikke andet for at han ikke skulle blive afledt af smerten. Men havde skyggerne haft andre ting på sinde, var Ayin ikke i tvivl om at de havde ladet ham i stikken med dette sår. Ikke at det ville påvirke ham synderligt, da han ikke ligefrem kunne siges at følge naturens love længere. Men han sansede at skyggerne søgte at teste den fremmede. De så hvor let han blev imponeret, hvor let han lod sig lokke. De så hans vilje og hans mission. De så ind i hans aller inderste. Derfor tillod de sig at fremstå som ekstra stærke og magiske, for at lokke denne hingst til at tage det sidste skridt. Når han så havde indvilliget i at blive testet, der ville skyggerne for alvor bedømme om han var noget værd.

Ayins blå øjne gnistrede imod den fremmede. Raikiri. Han lyttede til hans ord og nikkede langsomt. Der var ingen tvivl om at hingsten her var ivrig efter at blive en del af dem. Det undrede den sorte, arrede hingst sig over. Han var selv en del af dette, og ville ikke bytte denne familie og denne styrke for noget i verden. Men han huskede nu alligevel at havde været i tvivl. Han huskede at hans bløde side havde hvisket til ham om ondskab. At han ville blive en ond hest hvis han var med i det her. Ha! Det syntes så fjernt nu, at han kun kunne le. Det var jo tydeligt at dette var den eneste rigtige vej frem. Han lagde hovedet på sned og betragtede længe hingsten - selv længe efter ordene var forsvundet og stilheden havde indfundet sig. Endelig talte han, i en tone der var rolig og ganske afslappet.

"Og hvad kan du så tilbyde os, Raikiri? Hvad er du villig til at ofre? Dine minder? Dit hjerte? Dine lemmer? Dit ansigt? ... Din sjæl?"

Ayin stemme blev mere og mere intens alt imens hans ansigt kom nærmere og nærmere den noget større hingst. Hans blottede ansigt talte tydeligt på hvad han havde ofret for at blive en del af dette. Ayin havde en fornemmelse af at han ville få et enkelt svar: hvad som helst. Han mente at han kendte typen, denne fanatiske, overilede type, der gerne ville være del af en "sej kult". Men han kunne godt acceptere det. Så længe han med tiden ville modnes og indse at dette var mere end en fase - dette var hans liv.

Hingsten forblev tavs, længe efter deres sidste ord var talt. Raikiri havde altid haft det en smule anstrengt med de typer, der altid skulle trække tingene i langdrag på den måde - men han vidste, at han var nødt til at respektere denne Skyggehingst og måtte derfor blot acceptere den stilhed, der hvilede imellem dem, mens hingsten tænkte.

Endelig lød hans ord i Raikiris ører. Han spurgte, hvad Raikiri kunne tilbyde dem - hvad han var villig til at ofre. Sine minder? Sit hjerte? Sine lemmer? Sit ansigt? Sin sjæl...? Hingstens stemme steg i intensitet, alt imens hans kranieansigt kom tættere og tættere på. Og da gik det op for Raikiri, hvorfor denne hingst så sådan ud - han havde måttet ofre sit ansigt til skyggerne. Men selvom det kunne virke barskt, så kunne Raikiri helt oprigtigt sige, at han ikke var bange for at ofre noget som helst af det. For denne hingst foran ham var jo et levende bevis på, at man sagtens kunne leve videre uden disse ting. Der var derfor ingen tvivl i hans stemme, da han uden tøven svarede hingsten.

,,I kan bruge mig til hvad som helst - virkelig. Jeg er villig til at gøre alt, hvad der står i min magt for at tjene jer. Og der er intet, jeg ikke vil ofre i den proces. Så længe jeg ved, at jeg kan leve videre ved hjælp af skyggerne, så er jeg villig til at ofre det hele."

[6]

Han fik det svar han havde forventet. Men han så det ikke nødvendigvis som noget dårligt. Eller rettere, han prøvede meget på ikke at dømme ham. En dyb brummen forlod hans strube. Hvor kom denne vrede fra? Disse dømmende tanker og den overlegne holdning? Hvad gjorde ham bedre end denne hingst? Han var ikke helt sikker. Han havde ikke altid været sådan, og det bragte hans tanker på en lang rejse da han stillede sig selv dette spørgsmål. Han overvejede om dette mon var skyggernes værk. Han vidste godt hvad han var gået ind til, dengang. Og han vidste at han havde lukket dem ind i sit inderste. Men kunne de virkelig ændre ham så markant? Kunne de styre hans følelser, hans tanker? Han kendte svaret allerede imens hans spurgte sig selv. Svaret var ja. Han havde ladet dem gøre det, dengang han snakkede med lyshoppen. Han havde overgivet sig til dem og han havde gjort det villigt. Om han fortrød? Nej. Han var bare... undrende.
Han vendte tilbage til nuet, uden tanke for at han havde ladet den kommende bror stå her i stilhed. Han lo derpå hæst til ham og trådte derpå hen til ham og puffede hårdt til ham med skulderen.

"Du skal nok klare dig, Raikiri. Så længe du lytter til den stemme der leder dig og finder den rigtige sti at gå på. Du vil aldrig blive den sammen, men du vil blive så meget mere. Mærk dig mine ord," brummede han og fik en helt venskabelig tone.

//OOG: Jeg er ved at drukne i tråde og bliver derfor simpelthen nødt til at afslutte nogen af dem. Jeg vælger derfor at sige OUT i denne her. Håber det er okay?

Det er helt fint //OUT