Am I alone [Raikiri]

Hun åbnede de ravnfarvede øjne, og kiggede en anelse fortumlet frem for sig. Isíl, den mørkegrå hoppe med den sølvfarvede man, stirre olmt fremad, og rystede sit hoved en smule. Hun lå fladt ned på de golde jord, og tog sig nogle minutter til at vågne ordentligt op. Hun huskede sin moders hvin, og hvordan Isíl havde svaret advarende tilbage til hende, for at bede hende stikke af og ikke komme hende tættere. Men så var alt derefter blevet sort. Isíl kiggede ned på sine forben, som for korte sekunder siden havde været fanget af reb fra de tobenede; men der var ingen reb at se.
Hun fik samlet sin krop, og rejste sig op i en lidt fortumlet bevægelse, inden blikket gled rundt om hende selv. Hun var helt nede ved havet, og havde fået det våde sand på kroppen. I en let bevægelse rystede hun den fine og spinkle krop, inden ørene vippede lidt forvirret omkring hende selv; hvor pokker var hun havnet henne? Der var intet hun kunne genkende, og hun var klar over, at hun ikke længere var hjemme – men hvorfor ikke?


Isíl drejede sin spinkle krop, og et mærkværdigt syn ramte hendes ravnfarvede øjne. En stor vulkan, længere ude i horisonten og en gold ø, der ikke ejede mange grønne områder. Var hun havnet i helved, den unge hoppe? Hun løftede sit feminine hoved, og rystede sig atter engang, inden hun tog nogle nysgerrige og dog forsigtige skridt fremad, inden hun stoppede igen. Måske skulle hun ikke bevæge sig længere ind på den ø, men hvor skulle hun ellers gå hen?

Isíl brummede i nogle lyse og feminine toner, mest af alt beroligende til sig selv, mens ørene vippede lyttende fremad. Her var stille. Meget stille. En tanke ramte hendes sind, var hun mon helt alene på denne golde ø, efterladt til sig selv?

Efter mødet med den rødøjede Skyggehingst var han nu endelig en del af broderskabet. Det havde kostet meget svig og smerte, da skyggerne bogstavelig talt havde revet hans lunger i stykker og erstattet dem med lunger lavet af selveste skyggerne. Han kunne ikke længere overleve på andre øer end Foehn, men det gjorde ham såmænd ikke så meget - han havde aldrig været på andre øer end den og havde ej heller haft lysten til at udforske dem på noget tidspunkt. Selvfølgelig var det ikke det samme at være fanget på en ø og dermed være tvunget til at være der, kontra når man bare kunne komme og gå, som det passede en - men Raikiri syntes selv, at det var en billig pris at betale for at få lov til at være en del af skyggernes magt.

Og magt, det havde han sandelig fået! Skyggerne hoppede og dansede langs han krop og berigede ham med styrke og magi. De havde givet ham evnen til at give andre vejrtrækningsproblemer, og så havde de indgraveret lysende, blå aftegninger på ham. Han følte sig stærkere end nogensinde før! Det her var livet! Det var det, han var skabt til at leve for! Endelig faldt brikkerne på plads!

Han havde brugt det meste af dagen på at drage rundt på Foehn og lede efter sine nye brødre og søstre, beundre sit nye spejlbillede og i det hele taget bare vænne sig til det faktum, at han lige pludselig delte hoved og tankegang med flere levende skygger. Han var ikke længere alene, men kunne høre dem hviske til ham.
Uden helt at tænke over det havde hans færden ført ham ned til havet. Havbrisen slog let ind over ham, og i hans hoved kunne han høre skyggerne hvæse af ham. Det her var hans grænse - han måtte ikke træde længere end til havet, så ville de slå ham ihjel!

Han virrede irriteret med hovedet og skulle lige til at vende om, da hans ører pludselig opfangede lyden af lyse, brummende toner i luften. En hoppe. Hvor? Hans kridhvide øjne søgte henover landskabet, og da fik han øje på hende. Hun stod længere nede ad bredden og så lige så forvirret ud, som han havde været, da han første gang var vågnet op på Foehn. Et mørkt smil formede sig om hans mule, inden han skridtede tættere på hende. Mon hun også lige var dukket op af det blå her, lige som han havde gjort? Han sendte en mørk, men charmerende brummen i hendes retning, mens han skridtede tættere på.

Den mørkegrå hoppe var bestemt forvirret. Hun havde ingen idé om, hvor pokker hun var havnet henne, og synet af det område hun var i, var en smule gruopvækkende i hendes indre – for hun havde aldrig set noget lignende. Der hvor hun kom fra, var der både golde områder, men bestemt mest af de frodige steder. Så at beskue så stort et område, bestående af en vulkan og nærmest intet liv, var uvant for Isíl. Hun vippede med ørene, lyttende og en smule opmærksomt.

Der var dog stille lige nu, alt for stille. Hun brød sig ikke om stilhed den unge hoppe, hun kunne bedst lide at have nogen omkring sig hele tiden, og hun havde det bestemt bedst med at have selskab af andre, helst hele tiden. Hun tog nogle lidt usikre skridt fremad, mens hun ilters prustede med mulen, og udvidede sine næsebor. Hun drejede en omgang omkring sig selv, i lette og iltre trin, inden hun så stod ubeslutsom stille igen; hvad skulle hun? Undersøge dette golde sted, eller skulle hun hoppe i vandet og forsøge at vække sig selv?

Isíl nåede dog ikke at tænke længe, før hun blev mødt af en dybere brummende lyd, og da hun kiggede til siden, fik hun nu øje på en hingst, der ejede mørke farver som hende, og også en helt lys man. Han så dog en anelse mærkværdig ud, kunne hun se, da han kom tættere, for han havde blålige lysende aftegn i hovedet, og dette var uvant. Men den mørke hoppe med den sølvfarvede man, var begejstret for at se en anden. Hun satte frem i en let og feminin trav, mens hun brummede i besvarende toner til den store og kraftige hingst, som hun nærmede sig. Da hun kom tæt på ham, tog hun en elegant runde omkring ham, og standsede derefter ved hans front. Hendes øre vippede nysgerrigt og lyttende fremad i mod ham, og hun lod blikket beskue de mærkværdige aftegn; og da fik hun så øje på nogle mørke skygger der nærmest.. bevægede sig på ham?

Hun trådte nogle skridt bagud, en smule mistroisk, mens ørene vippede omkring. Men hun forblev derefter stående; så man sådan ud, på denne ø? Var det helt normalt? Hun ville lade tvivlen komme ham til gode, og derfor nippede hun venligt ud i hans retning, dog uden at ramme, inden hendes lyse stemme brød stilheden.

,,Vær hilset, du fremmede hingst. Mit navn er Isíl, jeg kommer fra Dothraki – og det ligner bestemt ikke dette sted”

Det sidste sagde hun med en leende stemme. Det var sandt, dette sted lignede virkelig ikke hendes hjemland!

Den fremmede hoppe fik nu øje på ham og virkede meget begejstret, da hun satte frem i en let og feminin trav, alt imens hun besvarede hans brummen med sine lyser toner. Hun fortsatte hele vejen hen til ham, hvor hun elegant dansede omkring ham, for derefter at standse ved hans front. Han smilede og nikkede imponeret med hovedet. Hun var i sandhed en fin, lille sag... Han elskede, når hopper viste sig frem for ham på den måde - og han kunne bestemt lide, hvad han så!

Det virkede dog nu til, at hoppen fik øje på hans skygger, for mistroisk trådte hun nogle skridt bagud. Smilet om hans mule blev bredere. Jah, hun havde i sandhed grund til at holde afstand til disse skygger; for i hans hoved kunne han høre, hvordan de hvislede og skreg, at han skulle gøre det af med hende og lade dem suge livet ud af hende. Han skubbede dem dog væk i sine tanker, så godt han nu kunne; for det var trods alt stadig ham, der havd kontrollen - og han skadede ikke hopper, medmindre de irriterede eller fristede ham.

Hun virkede heldigvis til at acceptere hans udseende, da hun nu nippede venligt ud i hans retning. Han smilede charmerende til hende. Under normale omstændigheder ville han ikke have tøvet med at træde tættere på og række ud efter hendes mule, men i dette tilfælde var han nødt til at blive stående - for skyggerne vred og snoede sig og prøvede desperat at få fat i hende, så det var ikke til at sige, hvad der ville ske, hvis de kom tæt nok på.

Hendes stemme brød nu stilheden, og hendes ord fik ham atter til at smile og brumme charmerende. ,,Vær hilset, Isíl. Mit navn er Raikiri, og du har ganske ret - hvorend Dothraki ligger, så er det meget langt herfra. Du befinder dig på Foehn, i øriget Andromeda."

Den unge hoppe stod med blikket hvilende på den mørke hingst, der ligesom hende, ejede en meget lysere man og hale end farven på kroppen. Han var dog mere skimlet i farven, med små skimle hvide pletter på det store korpus. Han var også af en kraftigere bygning end hende; sådan en bygning, som hun kun meget sjældent havde set i hendes hjemland Dothraki – så det var meget fascinerende for hende. Men mest af alt, var det de lysende blå afstegn og de mærkværdige skygger, der fascinerede hende og samtidig også gjorde hende en smule utryg ved situationen; for det var uvant. Meget uvant! Men selvom hun måske burde stikke halen imellem benene og løbe sin vej, så var det simpelthen bare for spændende, til at vende ryggen til det og ham.

Han lod sig ikke kue af hendes venlige nap i hans retning, og dette var Isíl meget begejstret for. I hendes hjemland, hilste de alle på hinanden med et nap eller et venligt nusseri på skulderen; men det var jo ikke til at vide, om denne hingst overhovedet brød sig om sådan noget. Hun vippede med sine grå øre, inden hovedet gled på sned, da den store hingst brød stilheden. Andromeda. Foehn. Hun så en anelse forvirret og tvivlsom ud, mens ordene nedfældede sig i hendes hovede. Hun var altså ikke hjemme.

,,Foehn.. Andromeda.. Jeg er vidst kommet langt væk hjemmefra; for de navne, de siger mig ikke så pokkers meget, Raikiri”

Smilede hun roligt, og trak lidt på skulderen. Ja ja, hun ville jo nok finde hjem på et eller andet tidspunkt – ikke? Hun rystede atter kroppen en enkelt gang, for at få lidt mere vand og sankor af sin krop. Hun brød sig ikke synderligt om at være våd, ikke når hun ikke selv havde bestemt sig for en tur i vandet. Og det havde hun jo ikke helt her.

,,Men du siger øen Foehn. Er der flere steder, her i Andromeda?”

Nu lagde hun hovedet spørgende og nysgerrigt på sned, inden hun tog mulen lidt i retningen af den sorte hingst, for at studere de mærkelige skygger lidt mere, med ret nysgerrige og store øjne.

,,Er de.. Den.. Øeh.. Lever de?”

Spurtge hun så med stor forundring, for hun ville have svoret, at hun kunne se, at de bevægede sig på ham. Det var virkelig ikke noget, den unge Isíl før havde set!

Et lettere mørkt smil gled over hans mule. Ja, hun var ganske rigtigt kommet langt væk hjemmefra... Gad vide, hvorfor hun var landet her på Foehn? Hun virkede slet ikke til at være den type person, man normalt forbandt med denne ø... Selv var han overbevist om, at han var landet her på Foehn med et formål - at slutte sig til broderskabet og hjælpe med at befri deres herre. Men hvad var denne hoppes formål? Hvad kunne hun bruges til, siden hun var blevet sendt hertil? Ville skindet mon bidrage og lade det ende med, at hun sluttede sig til dem? Eller var vi mon mere ovre i noget med, at hun kunne bruges som ofring...? Han vidste det ikke - men det skulle sørme blive spændende at finde ud af!

,,Ja, Andromeda består af fem øer. Dette er Foehn, som mest består af aske fra den store vulkan længere inde. Her holder de såkaldte Skygger til. Deres mål er at befri deres hersker, som er fanget inde i vulkanen, og på den måde overtage magten her i landet.
Så er der Chibale, som er en lille ø, der mest består af skov; og Zenobia, som er en lille ø, der kun består af ørken.
Enophis er den største ø her i landet, der mest er kendt for sit enorme bjergpas. Og så er der Leventera, som vist bedst kan beskrives som modsætningen af Foehn... Her holder de såkaldte Vogtere til, som ønsker at udslette alle Skyggerne og sørge for, at Herren forbliver nede i vulkanen."

Det føltes underligt at stå her og fortælle om landet som en anden rejseguide, men det var også en rar følelse; for det fik ham til at føle, at han endelig havde boet længe nok i Andromeda til at kunne kalde det for sit hjem. Han beundrede, hvordan denne Isíl bare kunne trække på skuldrene over det faktum, at hun var kommet hertil. Det var ganske fascinerende og fedt at møde en hoppe, der ikke bare fór panikslagent rundt og var ved at dø af hjemve.
Hendes mule kom nu nysgerrigt nærmere, mens hun betragtede skyggerne og overrasket spurgte ind til, om de var levende. Han kunne ikke lade være med at le mørkt. Det var altid sjovt at se folks reaktion på skyggerne...

,,Det gør de ja, og du må hellere passe på; for de bider!" Han lo olmt. ,,Dette er en af de gaver, du bliver tildelt som medlem i Skyggernes broderskab; levende skygger, der giver dig styrke og magi, og så disse blå markeringer, så man kan kende dig fra de resterende heste i landet."

Isíl havde altid ejet en stor nysgerrighed. Hun elskede at opleve nye ting, og forbandt det sjældent som værende en straf, når hun kom ud på dybt vand og ud i ting der var ukendte for hende. I hendes hoved, skulle hun lære så længe hun levede; og det betød altså, at den unge hoppe ville have en på opleveren, så ofte som muligt! Og der måtte hun jo nok erkende, at muligheden var stor lige nu; for hun var havnet i et helt fremmede land. Ganske spændende! Om end også en smule frygtindgydende; men det lod hun dog forblive glemt lige nu.

Isíl lyttede til den store hingst, lyttede til navnene på de forskellige øer, samt hæftede sig ved ordene om Skygger og Vogtere. Det var bestemt ikke noget hun kendte til; men det var spændende!
Hun så helt betaget ud, mens hun stod der og betragtede den store hingst, der fortalte om de levende skygger, at de bed, de var magi. Men det virkelig samtidig også meget mærkværdigt!

,,Så.. De lever sammen med dig, altså, af dig?”

Nu så hun nok en smule forundret ud, mens hovedet gled nysgerrigt på sned. Endnu engang tog hun mulen lidt i mod ham, meget nysgerrigt.

,,Bider de virkelig?”

Sagde hun så, mens hun meget indædt og betaget betragtede de mange levende skygger, fascineret, det var den unge hoppe virkelig.

Han kunne ikke lade være med at smile, da han betragtede hendes betagede blik. Han var virkelig imponeret over, at hun ikke lod sig skræmme - hun var en sej hoppe, og det kunne han godt lide.
Hendes hoved gled nu nysgerrigt på skrå, mens hun lettere forundret spurgte, om de lavede sammen, altså af, ham. Han skilte læberne i et nærmest vanvittigt smil.

,,Vi lever sammen 24/7, ja. Men det er vist mere mig, der lever af dem... Ser du, jeg har ingen lunger, men trækker udelukkende vejret igennem skyggerne. Så hvis jeg nogensinde forlader denne ø, vil skyggerne også forlade mig, og så vil jeg dø."

Hans tonefald var bemærkelsesværdigt roligt, som om han bare var helt afklaret med det faktum, at han var afhængig af Foehn og skyggerne. Og det var han også - så selvom det nok lød helt forfærdeligt for andre, så så han det som en stor gave, at skyggerne holdt ham i live og gav ham deres styrke på den måde.
Hendes mule blev nu atter rakt nysgerrigt frem mod ham, mens hun fortsatte med at betragte hans skygger med et dybt betaget og fascineret blik. Han smilede stort og olmt, da hun nu spurgte, om de virkelig bed.

,,Ja... Men kun dem, de ikke bryder sig om."

Hans isblå blik mødte hendes med et udfordrende glimt, der opfordrede hende til at prøve at komme dem nærmere. Ville hun mon turde at løbe den risiko?

Isíl ejede en stort portion nysgerrighed, og når nysgerrigheden først slog til, så tænkte hun sjældent over hvilke konsekvenser dette kunne bære med sig. Og lige netop en situation som denne, havde den sølvtonede hoppe nok haft godt af, at eje lidt mistro til den fremmede hingst og hans skygger. Det havde hun da også, men nysgerrigheden og trangen til at lære nyt, overskyggede hendes logiske tankegang om at trække sig væk fra ham, selvom det hele tiden ulmede i hendes indre.
Et mærkværdigt smil gled over hingstens mule; et smil som hun tog notits af, for det virkede ikke just glædeligt eller smittende, men mere sindssygt. Hvad mon han i virkeligheden tænkte? Han talte nu, og ordene fik Isíl til at spærre øjnene en smule forfærdet op; han levede af dem. De holdte ham i live. Det var nok noget af det mest vanvittige, den unge hoppe nogensinde havde hørt!

,,Så du kan ikke leve uden dem.. Hold da op! Men.. Hvad så hvis du.. dør? Hvad gør de så? Forsvinder de?”

Sagde hun da, med en overrasket tone i sin ellers lyse stemme. Det lød så uvirkelige og mærkeligt, som noget overhovedet kunne. Hvad pokker var han for en? En skyggehingst, ja, men hvad betød det i virkeligheden? Hans stemme lød igen, bekræftende i at skyggerne bed. Isíls øjne hvilede i hans, nysgerrigt, inden hun tog mulen lidt tættere på ham, og nysgerrigt forsøgte at komme tættere på de levende skygger. Hun var forberedt på, at de måske ville bide; men det var bare så spændende, at den unge hoppe simpelthen var nødt til at prøve!

,,Må jeg?”

Spurgte hun så, mens mulen var meget tæt på skyggerne, men uden at røre dem. Men hun ville bare så gerne prøve, om det nu også var rigtigt, at de var levende.

Nøjagtig som han havde forventet, spærrede hun forfærdet øjnene op over hans ord. Det var sådan, de fleste reagerede, så det kom ikke bag på ham. Hun spurgte ham nu overrasket, hvad der ville ske med skyggerne, og det fik ham til lettere forbløffet at lægge hovedet på skrå. Han havde aldrig før mødt nogen, der spurgte ind til skyggerne på den måde, som om hun faktisk bekymrede sig for dem... Han smilede med et lettere overrasket udtryk.

,,Hvis jeg dør, så forlader de bare mit lig og forsvinder tilbage til vores herre, indtil de får en ny opgave."

Han mødte hendes nysgerrige blik og måtte atter se beundret på hende, da hun tog mulen endnu en takt tættere på. Hun havde dog stadig manerer og spurgte derfor, om hun måtte, før hun rørte dem. Han brummede anerkendende, inden det sindssyge smil fandt vej frem på hans mule igen.

,,Hvis du tør..."

Isíl lyttede til ham, hvad han fortalte. Skyggerne ville altså bare forlade ham og vende tilbage til deres.. Herre? Det hele lød yderst mærkværdigt i den sølvtonedes øre, og hun forstod nok ikke helt, hvad alt dette betød. Var hun virkelig havnet i en verden, hvor der fandtes noget så unaturligt som levende skygger? Som føl havde hun altid troet, at hendes egen skygge var en legekammerat, at den var levende. Men det vidste hun jo godt som voksen, at det ikke var sandheden. Men de skygger der var på denne hingst, var altså levende, hun kunne se dem bevæge sig.

,,Men er du slet ikke bange for at dø? Bange for, at de der skygger smutter fra dig?”

Hun frygtede selv at dø, det havde hun slet ikke lyst til. Men måske frygtede han det bare ikke, og derfor kunne han måske sagtens forlige sig med tanken om, at de der skygger faktisk kunne slå ham ihjel?
Hun stirrede på skyggerne, som smygede sig rundt på ham. Han gav hende lov, hvis hun da turde. Og dette kunne hun ikke lade være med. Logikken i hende sagde, at hun ikke skulle, men nysgerrigheden vandt over hende, og hun tog derfor mulen helt hen til disse skygger, og rørte dem…

[5]

Han lyttede til hendes ord og kunne godt forstå hendes tankegang. For når man ikke var indvilliget i skyggeverdenen, kunne det hele sikkert godt lyde som en noget farlig og risikabel aftale at have indgået - og jovist, det var det da på sin måde også. Men en hoppe som hende ville nok aldrig kunne forstå, hvad det betød at have viet sit liv fuldstændig i herrens hænder... At være så opsat på at følge nogen, at man var parat til at ofre sit liv for den gode sags tjeneste.

,,Nej, for det ved jeg, at de ikke vil gøre. Herren har beordret dem til at følge mig, og derfor gør de det. Så så længe jeg ikke har givet herren nogen grund til at ville slå mig ihjel, så gør de det ikke."

Han smilede stort og tilfreds, da hun valgte at stikke sin mule frem og røre skyggerne. En lille hvislen lød fra skyggerne i luften omkring dem, inden de med ét fór op i luften og snurrede rundt om de to heste et par gange, for derefter at lande på Isíl. Her strakte de sig ud med deres elastiske kroppe og dækkede snart hele hendes krop i en sort masse, så man næsten ikke kunne se hendes naturlige farve mere - kun hendes ansigt var frit. De skadede hende ikke på nogen måde, men kærtegnede blot hendes skind og hvislede ind i hendes ører på deres skyggesprog - ord om, at de ønskede at overtage hendes lys og hengive hende til mørket. Raikiri betragtede det hele og slog en høj latter op, da han som den eneste af de to godt kunne forstå skyggernes sprog.

,,Minsandten, jeg tror sørme, at de kan lide dig."

Isíl stod helt stille og betragtede ham, mens hans talte. Talte om denne herre, og at de intet ville gøre ham, så længe han ikke havde givet dem nogen grund til det. Det hele lød meget mærkværdigt. Hvem mon denne herre var, og hvad havde han mon kunnet tilbyde, siden at Raikiri ville give sine lunger til ham, og lade disse mærkværdige skygger holde ham i live? Hun havde mange spørgsmål, virkelig mange! Men hun forsøgte at styre sig lidt, så hun ikke overfaldt den skyggebelagte hingst med sine mange spørgsmål. Men derfor kom der dog stadig nogle, bare i en mere rolig strøm.

,,Den her Herre. Hvorfor følger du ham?”

Hun lade hovedet spørgende og nysgerrigt på sned. Hun ville gerne forstå det hele, men det virkede meget mærkeligt. Pludselig smygede skyggerne sig på hendes krop, kastede sig nærmest over hende. Hun kunne tydeligt mærke dem, men det gjorde ikke ondt. Det kilede måske nærmest mere, end det gjorde ondt. Hun kiggede lidt på sig selv, som hun stod der og var dækket af dem, og en lille grinende lyd kom fra hende, for det føltes sjovt og mærkværdigt samt surrealistisk. Levende skygger på hende, lige nu.

,,Kan de?”

Sagde hun så, med en form for glæde i stemmen. Isíl kunne altid bedst lide, når andre kunne lide hende og hendes selskab, for det var da altid rarest!

Han lyttede til hendes spørgsmål og forstod hendes undring. For hvem ville dog frivilligt ofre sine lunger til en anden person på den måde og dermed risikere en dag at dø på grund af det? Han smilede dog bare lumskt til hende. En hoppe som hende ville nok aldrig komme til at forstå det rigtigt, men han kunne da godt give det et forsøg...

,,For at være helt ærlig, er jeg ikke selv sikker. Men ser du, jeg vågnede op på denne ø en dag... Helt alene og uden nogen anelse om, hvor jeg var. Jeg så disse Skyggeheste, og de fascinerede mig på en måde, som andre aldrig vil kunne forstå. Deres magt og styrke tiltalte mig... I mit tidligere hjemland forsøgte jeg at overtage magten og blive landets styrer, men jeg fejlede... Og så vågnede jeg op her. Så jeg er sikker på, at det her er skæbnen - min nye chance for at komme til magten. Så da jeg mødte Herren og fik chancen for at følge ham, var jeg slet ikke i tvivl."

Han måtte endnu en gang se sig fascineret af hende, da hun reagerede på skyggernes voldsomme reaktion ved bare at grine og nærmest helt glædeligt spurgte, om de virkelig kunne lide hende. Han lagde en anelse forundret hovedet på skrå. Denne hoppe... Hun fascinerede ham virkelig. Hun talte om skyggerne, som om hun virkelig interesserede sig for dem som individer. Han kunne se fascinationen af dem i hendes øjne og kunne næsten genkende den form for tiltrækning, han også selv havde følt, første gang han så dem. Han nikkede let med hovedet og smilede lumskt.

,,Det kan du tro, at de kan, ja - ellers havde der ikke været meget tilbage af din krop nu."

Isíl, den sølvtonede hoppe, stod med blikket nysgerrigt rettet på ham, mens skyggerne stadig dækkede hendes spinkle og feminine krop. Hun synes det var lidt hyggeligt og samtidig en anelse frygtindgydende, for hvad nu, hvis de pludselig ikke kunne lide hende alligevel? Hvad ville de så gøre? Hun skubbede dog de dystre tanker fra sig, og lyttede i stedet til den sorte hingst foran hende, der nu fortalte hvorfor han var en del af dem, og hvorfor han havde givet sine lunger fra sig. Hun lyttede fascineret og nysgerrigt, og måske samtidig en smule skeptisk. Efter lidt tænketid, fandt hun så sine ord frem igen.

,,Wow..”

Startede hun med at sige, med et smil på mulen, inden hun fortsatte sine ord.

,,Men.. Hvis du gerne vil have magten, hvordan kan det så være, at du frivilligt vil følge denne.. herre?”

Den unge hoppe var bestemt meget nysgerrig, og det lagde hun egentlig heller ikke skjul på. For så længe hendes selskab havde tålmodighed til at svare hende, så ville hun nok altid have flere spørgsmål hun gerne ville have besvaret. Hendes hoved var let på sned, spørgende og undrende. Hun smilede stort, da han sagde at han var sikker på, at skyggerne kunne lide hende, men da han tilføjede at der ellers ikke ville være meget tilbage af hendes krop, blev smilet dog lidt mindre. Mon det virkelig var rigtigt? Kunne de spise hende?