This is my home [Åben tråd]

Sted: Foehn
Tidspunkt: Nat- Måneskin
Tagged: Ingen – Åben tråd

Den sorte hingst var vandret lidt bort fra flokkens område. Han søgte i udkanten af Foehn, efter sine brødre og søstre; for det var på tide, at de alle lod sig samle, så de kunne finde ud af, hvad der fremadrettet skulle ske med deres flok og deres fællesskab. Den hjerteløse hingst vandrede med lange og maskuline skridt, mens hans store korpus forblev rankt og hævet, som han bevægede sig.
Han søgte efter de, der var en del af ham og en del af Dem. Han søgte dem, fordi deres leder Fuyu ikke længere var at finde i blandt dem, og det var derfor på tide, at en ny trådte til; og den plads ønskede han at have, sammen med den sorte Ava.

Som han gik, ledte han ikke kun. Nej, han patruljerede også området på Foehn, fordi de der ikke var en del af Dem, Ham og Skyggerne, ikke længere skulle være velkomne på deres ø. Det var deres ø, og ikke til fri afbenyttelse for de andre sjæle i landet.

Hans sorte øre vippede omkring ham, lyttende, mens de isblå og pupilløse øjne stirrede tomt fremad for ham, som han betragtede vandet der skyllede ind over det våde sand der var på stranden, som han gik langs. Lige nu var der fredeligt – men måske var her alligevel sjæle, som ikke skulle være her; og dem ville den hjerteløse hingst finde!

[19]

Hun var kommet frem til denne ø, denne ø som de to hingste havde advaret hende imod denne ø som skulle rumme det mørke hun aldrig før havde hørt om. Hendes liv for dette land havde været at bo i en boble, med hendes far som flokleder - han havde sørget for at hun aldrig havde hørt om fare, det onde eller mørke - så nu hvor de to hingste Titan og Seye havde lukket op for dette mørke, havde de vækket hendes nysgerrighed - hun var skabt af godhed og lignede også en hoppe som ikke kunne andet end at være god. Hendes kridhvide krop havde nu ført hende til dette sted - dette sted som lignede alle andre steder hun havde været. Så lige nu vidste hun ikke om dette onde var så slemt som alle gik og snakkede om.

De krystal blå øjne betragtede stedet hun var kommet til, hun stod i vandkanten og så ind på øen, den hvide krop dryppede af vand og hendes blå øjne så ned på stranden foran hende - ville hun virkelig gerne vide hvad dette land indebar? Hun sted et stykke tid og kunne ikke tage valget. Hun var ikke nem at gemme i denne nat - hendes pels lyste kraftigt op i nattemånens stråler. Hun stod blot med løftet hale og knejset nakke - vandet dryppede let fra hendes sorte mulespids, den eneste del af hende som ikke var hvid som den ny lagte sne.

Et blid hvin forlod hende - dette var en smule spørgende, undersøgende og en smule tvivlende - skulle hun vælge at gå ind i dette land eller skulle hun vende om og gå den anden vej?

Den hjerteløse vandre, havde i sinde at finde de sjæle, der ikke tilhørte denne ø. Længe havde sjæle vandret omkring på Foehn, uden formål og uden grund; dette skulle være slut. Hvis hans skyggebrødre og søstre, ikke måtte bevæge sig frit på de andre øer, var inden almindelige velkomne her.
Hans pupilløse øjne stirrede tomt og olmt omkring ham, mens det eneste der larmede i hans sensitive øre, var lyden af vandet der skyllede indover det våde sand, samt de evige skyggestemmer der hvislede kærtegnede og dog kommanderende til den sorte skyggehingst.

Men stilheden blev brudt, for skyggerne på hans krop fornemmede at der var fremmede i nærheden, nogen, der kun lige var ankommet til denne ø; og de var ikke begejstret, for det var bestemt ikke en skygge der var ankommet. Kort efter de advarende hvsilende toner, der ramte hans øre, opfangede Volontaire et hvin, der eje blidhed. En blidhed, der ikke hørte til på Foehn. Han drejede sit hoved i en mekanisk bevægelse, i retningen af vrinskets ejermand. Nogle hundrede meter væk, stod en skikkelse; hun kunne ses, fordi månens skær lyste hendes hvide pels op. Volontaire fnøs. Hårdt.

Han drejede sin krop omkring, og satte frem i en kontrolleret og samlet trav, med lange og tunge skridt i hendes retning. Hun skulle væk. Hun skulle ikke være her. Det var forkert. Så forkert. Hans isblå øjne lyste op i natten, og det samme gjorde den sprængte bringe, der var blevet sat sammen og healet igen, af isblå plamager; bringen hvor hans hjerte før var blevet revet ud, holdt skjult, generobret og derefter ofret til skyggerne, så han kunne blive en del af dem.

Volontaire kom tættere og tættere, men han havde ikke i sinde at stoppe. Først da han var 3 meter fra hende, slog han i skridt, helt hen til hende. Ørene rød bagud i nakken, og de livlige skygger dansede og smøg sig op af ned af ham, hvislede til ham. Kærtegnede ham.

,,Du.. Du er et forkert sted, hvide hoppe. Denne ø, er ikke til benyttelse af nogen som.. Dig.”

Ordene faldt hårdt og hvislende, mens han kneb øjnene mistroisk i, overfor den hvide hoppe. Han snappede ud i luften, væk fra hende, advarede hende. Hun skulle ikke være her.

NAttens måne lyste hende op, hun havde intet at skjule sig bag - hendes farve var hvis som sneen selv og den ville altid afslører hende i månen dansende stråler. Hendes blå øjne, søgte let rundt på dette sted og ørerne vipepdes let frem - i det fjerne hørtes nu en traven, en tung traven og ikke en som på nogen måde skjulte at de var på vej mod hende som nogen af de andre hun havde stødt på havde gjort. Hendes nysgerrighed fangede hende og de blå øjne blev nu rettet mod den skikkelse som nærmede sig let i det fjerne. Hun brummede lidt og da skikkelsen så kom tættere på, blev hun overrasket - hingsten som nærmede sig var ikke som noget andet hun nogensinde  havde set - hans farve var sort, men alligevel lignede det at han flød ud i nattens mørke - hans pels fortsatte og blev nærmest gennemsigtigt, men det lignede alligevel at den bevægede sig. Disse følelser mindede hende om skyggerne ´på en varm sommerdag. Hun rettede undrende hovedet lidt i vejret, men dette var de skygger hun havde hørt om? Inden hingsten kom for tæt på, bøjede hun i nakken, hun bøjede hovedet for denne hingst og viste ham den respekt hun mente alle brude ham.

Hingsten stemme lød så og med det samme mindede den hende om en slanges hvislen i natten, hun kunne ikke forklare hvorfor, men noget i hende skreg slange. Hans ord ramte hende nu og hun lagde undrende det lille hoved på skrå. Den måde han udtalte ordet dig.. kom bag på hende, hun var godt nok blevet sat i boks før - men aldrig så hurtigt. Hun løftede halen elegant og buet bag sig, inden den slog et let smæld. Hendes ører vippede nu frem mod ham og så længe hans nappen ikke gik ud over hende, kunne han i princippet te sig som han ville.

"Godaften til dem også .. Hvordan kan de vide hvem jer er? Det kunne være jeg var en af jer?"

Hendes stemme var lys som selve solen - hun ejede ikke en gren af ondskab og dette var ikke undrende, da hun intet til dette nogensinde havde set mage - hun kom fra et sted uden ondskab, unden andre hingste end hendes familie og uden nogen former for fare. Dette betød dog også at hun var en hoppe som nemt stolede på andre, hun var en hoppe som troede på det bedste i alle og hun var en hoppe som ville hjælpe alle hun overhovedet kendte. Så hvorfor ville alle andre drømme hende så hurtigt. Hun så mildt på denne hingst og kunne ikke helt få sig selv til at lade være - han fangede hende, han ar så anderledes end alt andet hun nogensinde havde kendt.. Men hvorfor? Hvordan?

Volontaires ord flød ud i natten, med hvislende og hæse toner. Der var ikke venlige undertoner at spore i hans dybe og mørke stemme; både fordi han ingen venlighed ejede overfor denne hoppe, og samtidig også fordi at de levende skygger forvrængede hans egen stemme; det havde de altid gjort. Hun bukkede i nakken, som om hun ønskede at vise respekt for den store hingst – noget, han bestemt ønskede fra alle, men som han dog samtidig også så som værende en smule mærkeligt. Hvordan kunne hun respekterer en hingst, hun knapt nok havde mødt – og som endda også fortalte hende, med tunge ord, at hun ikke hørte til her.

Ordene kom fra hende, og det var tydeligt, at den snehvide hoppe var uvidende omkring dette land, uvidende om Ham, Dem De og skyggerne. Noget som den sorte hjerteløse hingst bestemt ville udnytte og lave om på. Hun skulle kende til dem, vide hvem De var; og hun skulle frygte dem, ønske, at hun aldrig havde mødt Dem, Volontaire. Skyggerne hvislede og hvæste, pga. Den hvide hoppes uvidenhed, men det ville snart ændre sig. I en smidig og let bevægelse, trådte Volontaire helt tæt på hende, og lod de isblå øjne stirre direkte ind i hende. Hans fremtoning var bestemt ikke behagelig.

,,Medmindre du ønsker problemer, hvide hoppe, vil jeg råde dig til at forlade øen, meget hurtigt. Vi, Dem, De, Skyggerne, ved hvem der er en del af os, en del af dem. Og det er du ikke. Du er ingenting. Du er en del, af de der ikke hører til nogen steder; hverken hos Vogterne eller Skyggerne. En del af mængden, hvide Hoppe. Tro ikke, at jeg ikke ved hvem mine Søstre og Brødre er!”

Svarede han, med hvislende og hårde toner. Hans mule var tæt på hende, uden at røre hende. Men i et ryk, hakkede han ud efter den snehvide hoppes hals, advarende og truende; hun skulle forlade denne ø. Omgående. Hun hørte ikke til her.

De blå øjne betragtede denne hingst, han havde sine meninger og han brød sig bestemt ikke om at han overhovedet var i nærheden af denne ø. Men sådan en hingst som ham kunne tit undgå at se de chancer som var lige for mulen af ham - ikke at hun ligefrem var en chance for en hingst som ham, hun var en hoppe som ikke kunne væsentlig meget, men hun var dog alligevel en hoppe som havde intelligensen med sig - men hingste som denne kunne tit gå glip af muligheder blot for at styrer sit ego. Hun brummede kort og lagde udmærket godt mærke til den mule som kom nærmere hende, men valgte ikke at bevæge sig selv om det inderst inde var skræmmende. Hvorfor havde han så meget imod at hun kom til denne ø? Skjulte han noget, var han blot lige så gnaven som den sandfarvede hingst hun også havde støt på? Hun vippede ørerne en smule frem mod ham, men vendte dem så med det samme ud til siden - ikke surt ikke aggressivt eller lignende, men mere forundret. 
 
"Denne ø er så vidst jeg ved ikke deres, hvis du ikke ønsker at se på mig, kunne de eventuelt vende dem om og gå deres vej?"

Hendes stemme ar mild og spørgende, lige nu havde hun ikke rigtig nogen mening om denne hingst for han var blot en hingst som havde faret frem med det samme og hun vidste faktisk ikke hvordan man skulle gøre i disse situationer - hun var ikke opdraget til denne situations fornemmelse, hun var udelukkende vant til glade og livlige hingst - men dette sted bød på så mange af disse sure og mørke hingste at hun ikke kunne rede rundt i hvorfor..

"Disse.. brødre og søstre som i kalder der, eller skygger.. hvad kan de, hvad gør de og hvorfor kommer de?"

Hun var kommet for at finde ud af hvad disse skygger var og eftersom han ikke ville have hende ind på øen, så måtte han jo svare på hendes spørgsmål her - hun ønskede kun svar, hun ønskede ikke at invadere denne lille ø, hun ville have stillet sin nysgerrighed og det var det hele.

Den sorte hingst, Volontaire, havde ikke i sinde, at lade denne hoppe blive på Deres ø, Skyggernes ø. Hun havde absolut intet at gøre her; og hvis den hvide hoppe ikke ønskede at gå, af egen fri vilje og efter den sortes advarsler, ville hun få hans ord at smage på kroppen i form af smerter og svie, for væk, det skulle hun.
Han svirpede med sin sorte hale, idet hendes ord lød:Så vidt jeg ved, er det ikke deres ø…
Og hun tog grueligt fejl. Volontaires hoved røg et hak opad, inden han udstødte et hånligt og nedladende grin, der skar sig gennem marv og ben på det fleste; for det var ikke et glædeligt grin, bestemt ikke. Nej nej. Men han morede sig, på hendes bekostning.

,,Stille!”

Udbrød den sorte hingst så, med en voldsom og mørk tone, inden han begyndte at skridte rundt om hende, ganske tæt på, uden at røre hende. Han stoppede igen, ved hendes front, og lod de isblå øjne stirre dybt og indædt på den hvide hoppe; for hun skulle mærke smerte nu. Mærke Deres styrke, deres magi. Hun skulle bøde for sine ord.

,,De, Dem, Skyggerne, de ejer denne ø. VI ejer denne ø. Du..Er..Ikke..Velkommen, Hoppe”

De sidste ord blev sagt med en hvislende tone, der trak sig langt og endeløst, inden ordene forsvandt ud i intetheden igen. Og før hun nok ville kunne nå at tænke, lod han sin magi ramme hende; for han brækkede, knækkede, den lille knogle i hendes ene forhov, nederst, kaldet kronbenet.
Og ja, det brækkede; lyden kunne høres. Han rørte hende end ikke, men det var Skyggerne der gjorde det. De havde kastet sig over hendes ene forben, trængt ind i det, og knækket det lille kronben i hendes forben. De trak sig tilbage til deres ejermand igen, smygede sig op og ned af Volontaire, der uden tøven kastede sig frem imod hende, og bed af flere omgange efter hendes hoved. Hun var blevet advaret; og nu skulle hun mærke hvorfor.

Han havde ikke i sinde at svare på hendes sidste ord; for der skulle ikke være mere snak. Hun skulle væk. Pludselig stoppede han sit angreb, og stirrede med de pupilløse øjne på hende.

,,Jeg siger det for sidste gang nu, hvide Hoppe. FORSVIND fra vores ø!”

En sidste advarsel; og ellers ville han og Skyggerne angribe hende igen; uden tøven.

[1]

Hoppen betragtede denne hoppe en smule indgående, han var på ingen måde som hun var vant til, han var en hingst som var intens – indgående og hun følte sig på mange måder set helt igennem, helt ind i sjælen nærmest. Hans latter ramte hende helt ind til marv og ben, den sendte et let tæppe af kuldegysninger igennem den hvide krop og de blå øjne så en mule ængsteligt på denne sorte hingst – hun frygtede ikke noget, da hun aldrig havde lært hvad frygt var, men denne hingst var med til at lære hende at ikke alle i verden ville folk det bedste.


Han store sorte og maskuline krop bevægede sig kort rundt om hende og uden at han overhovedet kunne røre hende, kunne hun mærke den smerte som gik igennem kroppen på hende, en smerte som ikke decideret gjorde ondt, men som nærmere gnavede over hele hendes ryg – bragte ubehag og som hun meget gerne ville slippe for. Hans ord blev nu nærmest hvislende og dette var endnu en grund til at hun var ved at mærke hvordan skyggerne arbejdede.

Da hun troede det var slut, mærkede hun nu noget hun aldrig havde prøvet før, en skyggelignende ting dansede op af hendes ben, nærmest som en slange som prøvede at kvæle deres offer, men inden hun overhovedet nåede at finde ud af hvad det egentlig var, trængte disse ind i hendes ben og det næste som førtes ind i hende var en bidende smerte – hendes knogle knækkede og for en hoppe som ikke var vant til smerte var dette en ulidelig og dybt ubehagelig følelse – et højlydt og smertefuldt hvin forlod hende og de blå øjne farede over på hingsten, men inden hun nåede at få blikket mod denne hingst – mærkede hun endnu en smerte, en smerte som ikke var til at beskrive, men flere bid ramte hendes hoved. Berøringen var nok til at hoppen stoppede helt op i det hun havde gang i, hun stivnede – samtlige muskler i hele hendes krop spændtes op og begyndte at ryste blot på grund af spændingerne og angsten som nu skyllede sig ind over hovedet på hende.


Da han så trak sig lidt tilbage, stod hun kortvarigt og rystede og stod stivnet på stedet. Hun kom dog stille til sig selv og så blot forskrækket på denne hingst, de blidt øjne var forandret – de var nu forvirrede og en smule fascinerede, dette var ren magi, men en smerte uden lige også..

Hun bakkede længere ud i vandet og vendte så blikket mod ham – hun kunne ikke forlade denne ø lige nu, selv om hun utrolig gerne ville, hun havde brækket forbenet og ville ikke kunne overleve svømmeturen..


”Jeg undskylder at jeg trængte ind på deres område min herre – selv om jeg ønsker at forlade deres ø, så ville jeg lige nu ikke overleve svømmeturen”


Hendes blik faldt i jorden, hendes hals blev sænket i underkastelse og for en stund stod hun bare, hun ville så gerne væk lige nu – men dette var ikke en mulighed.

Volontaire ejede sjældent dårlig samvittighed, generelt ejede han nok bare ikke samvittighed. Han kunne sagtens tøjle sine skygger, tøjle dem der boede på ham og som levede af ham og ham af dem. Men i denne situation, ønskede han ikke at tøjle dem. Han lod dem styre ham. De ønskede at skade den hvide hoppe, som var kommet til deres hjem; hun var ønsket. Og da han havde advaret hende og bedt hende forlade øen, havde hun ikke lyttet. Nej, hun havde nærmest stillet spørgsmålstegn til det, og dette skulle hun bøde for.

Den knækkende lyd af knogle, var sød musik i den vanvittige hingsts øre. En smerte ville jage igennem hende, en smerte som han helt bevidst havde udsat hende for. Hun bakkede nogle skridt, ud i vandet, efter hans angreb imod hendes hoved. Hun vendte blikket på ham, og talte. Hovedet blev sænket i underkastelse, men han var ikke færdig. Hun mente ikke, at hun kunne forlade øen, for hun ville ikke overleve turen; men den sorte hjerteløse hingst var ganske ligeglad. Hvis ikke hun vendte om og selv søgte bort nu, ville han skade hende yderligere, så hun var dømt til at være på øen i længere tid, indtil nogen ville hjælpe hende.

Han svarede hende ikke, i stedet kom der bare et vanvittigt og sindssygt smil på hans mule, mens han med tunge skridt nærmede sig hende, som en løve der nærmede sig sit bytte. Hun skulle bøde for sit valg, straffes for sin nysgerrighed. I en hurtig og stærkt bevægelse, kastede han sit korpus i hendes retning, med øje for at vælte hende ned i havet. Han sigtede efter at ramme hende, hårdt og frontalt, med sin muskuløse bringe imod hendes skulder, mens hans bed hidsigt efter hendes hvide hals. Og han ønskede at få hul, se hendes blod.

[3]

Hendes sind var på afvaje, hendes følelser var ved at eksplodere og hendes krop mærkede en smerte den aldrig før havde mærket - Hendes blide væsen var ikke velkommen her og det havde nu opdaget, hun ville væk og hun ønskede ikke at være på dette sted - men hun ville ikke dræbe sig selv for at komme væk, hun vidste næsten at en mørke hingst som denne foran hende, ikke tænkte på andre, ikke tænkte på følelser og ikke tænkte på hvordan andre havde det. Han var en magtsyg hingst som mente at han ejede denne ø og for nu.. ja for nu kunne hun kun give ham ret, hun kendte ikke sandheden og hun ville ikke påstå noget. Hendes blik faldt på denne hingst og hun lod blikket glide væk i et split sekund.

Dette førte til noget som hun aldrig havde oplevet før, hendes bring blev nu ramt af et godstog - alt i hendes hvide krop spændtes op, hendes ører blev lagt ud til siden og inden hun overhovedet opfangede noget faldt hun i vandet, hun mærkede dog dybe stik i hendes hals og hendes blod begyndte nu at løbe. Hun landede dog i vandet, men hendes angst havde blokeret alt i hende. Hendes hoved faldt bare som det var over bunden af vandet, heldigvis på et sted så hun kunne trække vejret. Hendes vejrtrækning var hurtig og overfladisk og samtlige muskler i hendes krop var spændt.. Hun kunne ikke røre sig.. hun kunne ikke bevæge sig.

Hun ville væk, han måtte bakke væk, så hun kunne komme op og komme væk - hendes krop var lukket ned, hendes sind var i vildrede og alt ... alt var kaotisk i den ellers så livsglade hoppe - hun ville ikke overleve dette. hun ville ikke lade dette gå hende på - hun lod nærmest hendes krop opgive..

Hun væltede. Han kunne se, hvordan hendeds hvide krop bare gav efter for hans store korpus, og med et ordenligt plask faldt hun ned i det kolde havvand, de stod ved. Hun forblev liggende, alt imens hendes vejrtrækning var kort og hvislende, overfladisk. Han stod længe og stirrede på hende, indtog det scenarie der var foran ham, som han selv havde forskyldt; ganske bevidst endda. Efter nogle tid, trådte den sorte skyggevandre nu tættere på hende, med tunge og maskuline skridt, inden han lod hovedet glide ned, således at hans mule var ganske tæt på hendes hvide øre, mens hun lå der.

¤Husk til en anden gang, flygtige hoppe – at dette land, ikke er dit. Foehn, denne ø, er ikke et sted du skal være.. Du har mødt en Skyggehingst, som kunne have endt dit liv. Endt din vejrtrækning. Slukket dit hjerte.. Husk det.. For en dag møder du en på denne ø, som ikke lader dig slippe med skrækken ¤

Han hviskede hvislende, inden han så tog mulen ned til hende man og nakke, og hapsede fat omkring hende, og begyndte at trække hende ind til det tørre sand, for at hun ikke skulle ligge i vandet. Han slap hende nu, og stirrede ned på hende.
Han kunne ikke blive hos hende, han kunne ikke hjælpe hende yderligere end det han nu havde gjort.

,,Forsvind herfra, med det samme det er en mulighed for dig, hvide hoppe. Og kom aldrig tilbage.. Du vil være i sikkerhed for en stund her, for jeg har mærket dig.. Mærket dig, med mine skygger..Men når du er i stand til det, så flygt.. Og vend ikke tilbage. Den her ø, er ikke til fri benyttelse.. Man bliver skør..”

Han stemme var hård og belærende. Men ledte man imellem ordene, ville det have en helt mening end den hun sikkert lyttede til. Han hjalp hende faktisk – på en eller anden måde. I en galant bevægelse, lod han mulen kort ramme ned imod hendes hals igen, så hans varme ramte hende våde krop, inden han trak hovedet op igen, knejste nakken, og drejede sit korpus rundt i en hurtig og stærk bevægelse, og derefter slog han frem i galop, og søgte længere og længere bort fra denne naive hoppe, som han havde mærket for livet; for hun ville nok for altid kunne huske dette møde.

[Volontaire out]

Hun lå i vandet, det kolde havvand plaskede op af siden på hende og det kolde gys gav hende i en kort stund andet at tænke på end den smerte som lige nu løb igennem hende elegante hvide krop. Hun så ikke op mod den store sorte hingst, men mærkede nu pludselig hans varme krop tættere på hende, hans mule lå tæt på hendes ører og for første gang havde hun ikke overskuddet til at stivne af skræk over en berøring, hans stemme lød nu og var ikke som hun forventede det- hun var sikker på at hans ville sige farvel til hende, for derefter at afslutte hendes liv – men de ord forlod ikke den store hingst. Hun blev advaret, han havde ikke tænkt sig i denne omgang at ende hendes liv – men på et tidspunkt ville nogen gøre det, hvis hun forblev i dette land og det var hun ikke et sekund i tvivl om – hun skulle væk og hun ønskede at komme væk.


Hans tandsæt fandt nu vej til hendes nakke og inden hun nåede at reagere blev hun hevet i land, hendes krop ramte nu sandet og luften blæste nu køligt over den kolde krop. De næste ord der ramte hende, både forskrækkede hende, men beroligede hende på en eller anden måde også – han lagde sine skygger på hende og lod dem passe på hende indtil hun kunne komme væk. Men hvorfor beroligede det hende? Denne store hingst virkede til at ville dræbe hende, men nu… han passede på hende og lod hende leve. Hun mærkede hans varme mule mod sin hals og lukkede øjne for en stund. Hvorfor syntes hun nu at dette var rart? Denne hingst som havde skræmt hende fra vid og sans var nu sød ved hende. Han havde givet hende en lærestreg og hun ville aldrig glemme dette møde.. Men da hingsten nu vendte på stedet og forlod hende, løftede hun hovedet og så en anelse forvirret efter ham.


Hun ville nu gerne have han blev lidt – men hvorfor pokker ville hun det? Han var en ond, frygt indgydende hingst, som næsten dræbe hende, men nu ønskede hun ikke at han gik? Hun lagde hovedet langs sandet og lukkede øjnene i – hun vidste hun burde gå i læ, ellers kunne den kolde blæst dræbe hende.. Men for nu måtte hun lige ligge lidt og komme til kræfter.. Mon dette var sidste møde med denne hingst?

Den sorte hingst fortsatte i sin buldrende galop, væk fra hende. Mange ville måske undre sig over, at han ikke havde dræbt den lille hvide hoppe. Men hun var ikke nogen trussel til den sorte skyggehingst, hun var bare et forkert sted, på et forkert tidspunkt. Og Volontaire ville alligevel våge den påstand, at den hvide hoppe havde fået en lærestreg. Desuden var han ikke en koldblodig morder; han havde dræbt før, javist. Både hans tidligere mage, fra det land han kom fra, før Andromeda. Og i Andromeda, havde den hjerteløse hingst dræbt sin søn, for at ofre ham til sin Herre, og blive en del af skyggerne. Men der var et formål med drabet.. Et formål for ham. Og hvis han dræbte denne hvide hoppe, ville det være formålsløst.. De ville måske møde hinanden igen, den hvide og den sorte - men han håbede, for hendes skyld, at det ikke blev på øen Foehn!

Han fortsatte og fortsatte, til han til sidst ikke kunne ses mere.



****Afsluttet - ny kan startes igen, når jeg lige har nået lidt igennem nogle af mine tråde ****